I Karlos Kiosk

Mit næste vidne var Karlo. Gode, gamle Karlo i hans gode, gamle kiosk.

”Uh,” sagde Karlo og gøs. ”Der var også et heksens hus i Store Storby, da jeg var dreng.

sagde jeg. Over endnu en kop ka e.

”Ja.” Karlo gøs igen. ”Men det var kun for at gøre indtryk på Karla. Ellers havde jeg ikke turdet.”

”Så du så heksen?”

”Nej. Heldigvis.” Karlo kløede sig i det hår, han ikke har. ”Der ndes ikke hekse. Jeg tror bare, det var en gammel dame, der var lidt sær og gerne ville være i fred. Og så blev folk bange for hende.”

”Hvorfor det?” sagde jeg. ”Det er da ikke særlig sært at ville være i fred.”

”Næ.” Karlo lo. ”Men sådan er det med folk. De bliver bange for det, de ikke forstår.” jeg. ”Hvis der er noget, jeg ikke forstår, så prøver jeg da at komme til bunds i sagen.”

Karlo lagde en hånd på mit hår. Tungt og rart. ”Du er heller ikke, som folk er est, Filip.”