2 minute read

Topudbytter i yen konkurrencen 2022

Rådgivningsvirksomheden AgroPro-Danmark har i 2022 koordineret deltagelsen af seks danske landmænd i den engelske YEN konkurrence. Fem af disse landmænd havde valgt sorten LG AVIRON, og alle LG AVIRON marker opnåede imponerende udbytter fra 6,0 til 6,9 t/ha.

Yield Enhancement Network (YEN)

I den engelske konkurrence ”Yield Enhancement Network” (YEN) konkurreres der om at opnå det største udbytte samt at udnytte ens naturgivne ressourcer bedst ved at opnå det højeste udbytte i forhold til potentialet i marken. Formålet er at lære mere om, hvordan raps dyrkes optimalt, og hvad der eventuelt begrænser udbyttet. Hver deltagende mark analyseres i detaljer, og der tages prøver af jord, afgrøde og høstet frø.

Rettidig såning og kraftig vækst Hvilke faktorer har været afgørende for, at alle seks landmænd har høstet så flotte udbytter?

En helt afgørende faktor – og noget der har været vigtigt for alle landmændene – er, at rapsen har nået en god størrelse i efteråret. Alle marker er sået rettidigt i den første halvdel af august. En enkelt mark er sået den 20. august. Flere af landmændene prioriterer at have vinterbyg i sædskiftet for at have bedre mulighed for rettidig såning. Fælles for alle landmændene er desuden, at de tilfører store mængder kvælstof om efteråret for at sætte godt gang i væksten og opnå en god størrelse, inden vinteren sætter ind. Hovedparten af markerne har fået mellem 80 og 100 kg N i efteråret, hovedsagteligt i form af organisk gødning som slam eller gylle, evt. suppleret med lidt handelsgødning ved såning. Dette har sikret kraftige og robuste planter med en lang pælerod og stor rodhalsdiameter.

Alle rapsmarker er sået med stor rækkeafstand, enten med en HE-VA grubber, en gyllenedfælder med såskær eller en Horsch Terrano harve, der drysser frøene ud bagved. Fælles for alle landmændene er desuden et lavt plantetal. Fire ud af fem landmænd ligger med et plantetal på 27-30 planter pr. m², hvilket giver god mening, når der bliver sået på stor rækkeafstand. Ved normal rækkeafstand anbefales 35-40 planter pr. m². Plantetallet i foråret ligger på 15-30 planter i de fem YEN marker, hvilket har været fuldt tilstrækkeligt. Succes med plantetal i foråret på under 20-25 kræver dog, at der er tale om kraftige og jævnt fordelte planter. Det lave plantetal sikrer, at planterne har tilstrækkelig plads til at vokse sig store som juletræer med masser af sidegrene.

Ingen af landmændene har sparet på gødningen i foråret. Hovedparten har givet mellem 127 og 145 kg N/ha. En enkelt har tilført 168 kg N/ha. Bortset fra en enkelt landmand har alle vækstreguleret afgrøden både efterår og forår, og dermed undgået både stængelstrækning i efteråret samt lejesæd før høst.

Mange frø

Alle YEN-rapsmarkerne blev høstet i august og opnåede dermed næsten et års fødselsdag. LG AVIRON har den vigtige skulpeopspringsresistens, hvilket minimerer risikoen for tab af frø ved sen høst. En læring for flere af landmændene var dog også, at de fremover vil høste rapsen, første gang den når et vandindhold på 9%. Ved høst af raps med et lavt vandindhold i en meget tør periode vil der ved levering til foderstoffen være for få kilo i tanken.

En af de væsentligste faktorer for et højt udbytte er et stort antal frø. En tommelfingerregel siger, at der skal mindst 100.000 frø pr m² til at få et udbytte på 5 t/ha. Seinhuus Gods, som høstede det højeste danske udbytte på 6,9 t/ha havde hele 164.000 frø pr. kvadratmeter, hvilket er exceptionelt højt. Alle deltagerne havde et meget højt antal frø til høst. Den deltager med lavest antal frø (106.000 frø) havde til gengæld en høj tusindkornsvægt på 5,6 g.

De danske rapsudbytter er blandt de største i Europa, omkring 0,5 ton pr. ha højere end det engelske gennemsnitlige rapsudbytte. Det viser, at det danske klima er gunstigt til dyrkning af vinterraps, og med historisk høje rapspriser er der al mulig grund til at gøre sig umage med rapsdyrkningen.

This article is from: