
3 minute read
FAGLIGT INDSPARK
METAL UNGDOM:
VI TAGER KAMPEN OP FOR ANDRE END OS SELV

KÆRE DSU
DSU ER ARBEJDERBEVÆGELSENS POLITISKE UNGDOMSORGANISATION, OG DERFOR ER DET OGSÅ METAL UNGDOMS TÆTTESTE OG BEDSTE SAMARBEJDSPARTNER I DET POLITISKE LANDSKAB.
Vi samarbejder naturligvis med alle, der vil fremme Dansk Metals politiske målsætninger. Vi tilhører nemlig en pragmatisk del af fagbevægelsen. Når DSU alligevel er noget helt særligt, skyldes det ikke kun vores fælles historie, men det skyldes i lige så høj grad, at det politiske kompas er skarpt hos DSU. Man ser ikke de andre ungdomspartier i samme grad engagere sig i erhvervsuddannelserne, lærlingenes arbejdsliv og vilkår. Fra min stol er konklusionen klar: Det er i dag et overlap mellem Dansk Metals og DSU’s mærkesager, værdier og interesser. Det er dog ikke en naturlov, at det skal være sådan.
Det er hele tiden den næste generation af DSU’eres opgave at fastholde positionen som arbejderbevægelsens politiske ungdomsorganisation - ikke kun af navn, men også af gavn. Engagementet i - og relationerne til – den øvrige arbejderbevægelse skal plejes og holdes stærkt. Derfor er det i mine øjne ikke DSU’s opgave at føre sig frem på de bonede gulve og recitere den ideologiske grønspættebog, når politik skal føres ud i livet. Jeg ser hellere, at vi unge socialdemokrater gør os selv og vores værdier gældende for vores venner og kollegaer i elevrådene på skolerne eller som fagligt aktive på arbejdspladsen. Det glæder jeg mig personligt til som nyvalgt formand for Metal Ungdom.
Det første, jeg har kastet mig over, er diskussionen om nedlukningen på erhvervsuddannelserne. Virologi er ikke et fag på teknisk skole, så jeg vil ikke kloge mig på, hvornår der skal åbnes op. Til gengæld vil jeg gerne påstå, at nedlukningen rammer erhvervsskoleelever hårdest. Du bliver hverken smed, industritekniker eller mekaniker hjemme bag skærmen, medmindre du har et værksted derhjemme med højteknologiske CNC-maskiner, svejseanlæg og motorer at skrue på. Det har de færreste. Det er åbenlyst, at der er et fagligt efterslæb for særligt dem, der er i starten af deres uddannelse, inden de kommer ud i lære. De har fået en håndsrækning i den seneste tryghedspakke, der kan forlænge skoleforløbene for dem, der er gået glip af store dele af deres hoved- eller grundforløb. Det er godt. Men slet ikke nok. Erhvervsuddannelser skal op på listen og prioriteres, når genåbningen begynder.
Noget af det fineste, man kan, er at tage kampen op for andre end bare sig selv. Det bør derfor være det bærende princip i den politiske ild, der holder DSU i gang. Præcis ligesom det er i Metal Ungdom. Kompasset skal have rod i hverdagen. Det skal levere på mere frihed, lighed og solidaritet. Det skal ikke bare være fjerne idealer, man hører om i oplæg. Nej! De er med os, når vi - skridt for skridt - i vores handlinger forbedrer vores arbejdsmarkedet, vores uddannelser og vores samfund sammen.
Det er til at få øje på de udfordringer, som skal løses. Der er forslaget om en EU-bestemt mindsteløn, som skal manes fuldstændigt til jorden. Der er ”de gules” helt fejlagtige påstand om, at de skulle være fagforeninger, og deres forretningsmodel, som skal knuses. Og så er der dagpengene, der igennem en årrække er blevet forringet mere, end hvad godt er.
Det er mit håb, at DSU er en vigtig allieret for Metal Ungdom i alle tre kampe. Resolutioner, flotte skåltaler og hensigter er ikke nok her. Det kræver benhårdt arbejde at organisere ungdommen og skabe resultater, der kan mærkes i hverdagen. Så kære venner: Nu er det på med arbejdstøjet. Der skal handling bag holdningerne. Vi er for længst hoppet i arbejdsbukserne i Metal Ungdom. Jeg ser frem til samarbejdet. Det bliver tæt og tillidsfuldt.
Carl Emil Lind Christensen