VREDEN KOMMER, FORDI FOLK HAR FOANDRING PÅ HJERTE

VREDEN KOMMER, FORDI FOLK HAR

Forandring pa  hjerte

INTERVIEW AF

Oliver Gabrielsen

Julie Steenbuch Holt

FOTOS AF

Stefan Cavalieri

DEBATTEN OM IDENTITETSPOLITIK BULDRER DERUDAF. DSU’EREN HAR TALT MED RETORIKER OG DEBATTØR ANDREAS ÆBELØ OM, HVAD VI KAN RETTE OP PÅ FOR REELT AT SKABE DEN FORANDRING, DER ER SÅ DESPERAT BRUG FOR.

Vi ser massive identitetspolitiske strømninger i hele verden og i Danmark. Det handler om ligestilling, tykaktivisme og bekæmpelse af diskrimination, racisme, sexisme, transfobi og homofobi, og så er det et opgør med vores fasttømrede normer, kultur og en patriarkalsk struktur. Debatten kan dog virke så polariseret, at det kan være svært at se, hvor den skal ende, selvom vi er mange, der sympatiserer med minoriteters kamp for anerkendelse. Så hvordan kan vi holde den på sporet, så den rent faktisk er med til at skabe forandringer?

Andreas Æbelø er retoriker og debattør, aldeles aktiv i den offentlige debat, tidligere direktør for AIDS-Fondet og en del af LGBT+-segmentet, da han er homoseksuel. Noget af det vigtigste at huske på er, at den vrede, man kan opleve fra identitetspolitikkens forkæmpere, kommer af viljen til at skabe forandring, og det er et godt udgangspunkt, mener han.

“Det kommer, fordi nogle mennesker har været i mørket i lang tid. Der er forskel på racismedebatten, LGBT+-debatten og køns- og ligestillingsdebatten, men fælles for dem er, at de mennesker ikke er blevet lyttet til i lang tid,” siger Andreas Æbelø.

FRYGTER 25 ÅRS STAMPE OG SKYTTEGRAVSKRIG

Selvom man hverken på henholdsvis den identitetspolitiske fløj og den indvandrerkritiske fløj ville bryde sig særlig meget om at blive sammenlignet med hinanden, er det ikke desto mindre det, Andreas Æbelø gør, når han fortæller, hvad konsekvenserne kan blive, hvis identitetsdebatten får lov til at fortsætte ufortrødent ud af samme spor, som den gør lige nu.

Vi risikerer nemlig at havne i samme skyttegravskrig, som har været tilfældet med indvandrerdebatten siden midten af 1990’erne. Konsekvensen er, at man først 25 år senere finder ud af, at der faktisk er brug for forandring.

“Min frygt er, at vi virkeligheden bare forsinker hele den forandring, der er nødvendig. For forandringen kom jo. En stram udlændingepolitik er blevet menneskelig,” siger Andreas Æbelø og understreger:

“Vi behøver bare ikke vente 25 år denne her gang, men det er der desværre en meget stor risiko for, fordi man fejer forandringerne af vejen under blandt andet henvisning til, at tonen er for skinger, og frontløberne er for aggressive.”

VI ER BLEVET DOVNE I VORES MÅDE AT GÅ TIL DEBATTEN PÅ

Et af de store problemer, som Andreas Æbelø identificerer, er den måde, hvorpå vi opfatter hinandens udlægninger og holdninger. Med udgangspunkt i sin retoriske baggrund fortæller han, hvordan mennesker ret naturligt sætter ting, begreber og udsagn i modsætning til hinanden for netop at kunne forstå, hvad det er: “Det er den måde, vi forstår verdenen på. Det er lettere at forstå noget, hvis man kan sætte det i et modsætningsforhold til noget andet,” fortæller han. Det er det, man kalder antitese, og i sproget gør man det hele tiden. Mand og kvinde. Barn og voksen. Hav og himmel. Og så videre.

“Vi er dovne, fordi vi på en eller anden måde er blevet lullet ind i, at hvis noget er noget andet, så er det et problem, en konflikt eller et stridsspørgsmål,” siger Andreas Æbelø og kommer med en kraftig appel: “Jeg kan godt forstå det, for det kan være et stærkt virkemiddel, men vi er nødt til at forstå, at denne her antitetiske måde at se verden på ikke behøver være en konflikt.”

Man kan altså godt være imod diskrimination og have sympati med dem, der kæmper i identitetsdebatten, men samtidig mene, at nogle dele af den er gået for vidt.

Derfor bør vi blive bedre til at forstå, hvor argumentationen og holdningerne fra begge sider kommer fra. Derudover er det også vigtigt, at vi ikke bliver dovne og dermed bare lader for mange ting og argumenter være symbol for noget bestemt. Andreas Æbelø forklarer det med, at vi for ofte slår en slags holdnings-GPS til, hvor vi uden at reflektere mere over det tror, at vi ved, hvad der menes.

VI ER NØDT TIL AT TRO PÅ, AT HVIS VI VIL FORANDRINGEN, SÅ KAN ARGUMENTERNE STÅ I SIG SELV.

VI SKAL IKKE LUKKE NED FOR MENNESKERS RET TIL AT YTRE SIG

På begge sider af debatten er der desværre også en masse ord, der hyppigt bliver brugt for at forsøge at give mennesker med andre holdninger mindre ret til at være i debatten, og det er aldrig en god idé.

“Hvis man får at vide, at man er boomer eller krænkelsesparat eller racist eller sexist, så bliver man klynget op i et hjørne. Så bruger man al den samtaletid, der måtte være, på at få sig selv ned fra det hjørne. Man går i defensiven med det samme i stedet for at bruge den samtaletid på at prøve at forstå,” siger Andreas Æbelø. 

På den ene side har vi altså mennesker, der brænder for at skabe forandring, og på den anden side mennesker, der er rigtig bange for forandringen. Derfor kan bølgerne gå højt, men det ændrer ikke på, at sådan en måde at gå til debatten på intet fordrer for den forandring, man reelt ønsker at skabe.

“Jeg er ked af, at identitetspolitik-kæmperne så ofte skyder ved siden af, som de gør. På den måde bliver de nogle gange lige så forstokkede som dem, de bekæmper. På den måde sker der det i mange af debatterne, at det perfekte bliver det godes værste fjende, fordi man vil så meget på én gang,” siger Andreas Æbelø.

Her er det endnu vigtigere at forstå, at iveren, vreden og den ufilterede “nu, nu, nu”-mentalitet kommer af, at der netop er skabt momentum for forandring og nye muligheder for de minoriteter og grupper, der ikke føler, at der er plads til dem i samfundet.

“Her kommer der også nogle mennesker til orde, som ikke altid er så trænede i at deltage i den offentlige debat. Der er ingen tvivl om, at jeg har meget stor omsorg for dem, der kæmper denne kamp, men det ændrer ikke på, at de også har et ansvar,” siger Andreas Æbelø.

Noget af det mest problematiske i debatten er ifølge Andreas Æbelø cancel culture, og han bliver faktisk rigtig vred, når man tyr til den metode. Man skaber nemlig ikke forandring ved at lukke ned for modstanderen. “Som homoseksuel mand har jeg oplevet, at forandringer siden de første registrerede partnerskaber i 1989 er sket og stadig sker med forhandling og argumentets knofedt. Det sker ikke ved at lukke debatter ned og udelukke folk fra debatten. Desuden devaluerer man også de argumenter, som er stærke nok til at stå i sig selv,” siger han.

En alvorlig konsekvens er, at man skaber martyrier og mennesker, der kan bruge det til deres fordel at sige, at de er blevet lukket ned. Andreas Æbelø vil gerne bruge Rasmus Paludan som eksempel på, hvor vigtigt det er at give selv folk med ekstreme synspunkter mulighed for at komme ud med dem.

“Det var godt, at han kom til orde og fik lov til at losse alt sit vamle tankegods ud. For vi havde et valg, hvor danskerne sagde: ‘Det skal vi faktisk ikke bede om.’ Hvis han var blevet cancelled, så kunne han have sagt, at han ville have fået en jordskredssejr. Så vi er nødt til at tro på, at hvis vi vil forandringen, så kan argumenterne stå i sig selv.”

Og her appellerer Andreas Æbelø blandt andet til de politiske ungdomsorganisationer, der har en stor opgave i at forstå og bygge broen. Det er også her den næste generation af politikere bliver trænet, og på den måde kan man netop udfordre den dovenskab, der ses i debatten. Og han bevarer optimismen:

“Jeg tror, at vi er et sted i debatten, hvor vi stadig kan nå at redde den, og jeg tror grundlæggende, at vi er et godt sted, hvor forandring kommer til at ske.”

BLÅ BOG

Andreas Gylling Æbelø er 41 år og bor i København med sin mand, TV-værten Abdel Aziz-Mahmoud. Han er uddannet retoriker, har siddet i bestyrelsen i Røde Kors, er netop aftrådt som direktør for AIDS-Fondet og sidder i den eksterne bestyrelse i Exitcirklen. I 2014 til 2015 var han særlig rådgiver for Mogens Jensen, da han var handels- og udviklingsminister under Helle ThorningSchmidt-regeringen.

Han er særdeles aktiv i den offentlige debat og er fast klummeskribent på Berlingske.

UNG MENINGSDANNER I 3F

Hvem kan deltage? Alle 3F medlemmer under 37 år. Det er ikke nødvendigt, at du har erfaring med meningsdannelse. Det vigtigste er, at du har en lyst til at gøre en forskel for dig og dine kolleger.

Hvor? De to moduler afvikles i København. Mere info følger til de tilmeldte.

Hvornår? Uddannelsen forløber over 2 moduler.

Modul 1: 3.-7. maj Modul 2: 14.-18. juni

Tilmelding? Send en kort motiveret ansøgning eller video til ungdom@3f.dk. I din ansøgning/ video skal du fortælle, hvorfor du gerne vil være en del af dette uddannelsesforløb. Der er ansøgningsfrist den 9. april, men vi giver løbende svar på ansøgninger.

Økonomi? Det er gratis at deltage på uddannelsen. Du bliver indkvarteret på eget værelse, og der er naturligvis forplejning under modulerne inkluderet.

Der dækkes udgifter til transport fra din hjemadresse til mødested for modulerne efter gældende takster.

Der dækkes tabt arbejdsfortjeneste efter gældende regler. Spørg i din lokale afdeling ved tvivl.

Spørgsmål?

Skriv til ungdom@3f.dk

VIL DU GERNE PRØVE DIG SELV AF SOM MENINGSDANNER OG FÅ NYE REDSKABER, NETVÆRK OG OPLEVELSER – SÅ BLIV EN DEL AF DETTE UDDANNELSESFORLØB I DIN FAGFORENING.

Forløbet er skræddersyet til dig som ung 3F’er. Du vil få redskaberne til at udtrykke dine holdninger og meninger på arbejdspladsen og i samfundet. Du vil på forløbet træne dine retoriske evner, lære at opbygge et godt argument, øve taleteknik og fortælle din personlige historie.

Forløbet er bygget op om praktiske øvelser, hvor du får mulighed for at prøve dét af, som vi arbejder med, så du får det helt ind under huden og kan bruge det, når du kommer hjem på arbejdspladsen.