For책r og sommer 2015
Sognebladet
Jeg vugges, jeg lulles… Sådan skriver Wilhelm Dinesen, den berømte kaptajn og forfatter, der er far til en af dem, der også figurerer på gymnasiernes seneste kanonliste over forfattere, man så afgjort bør stifte bekendtskab med, nemlig Karen Blixen, der bestemt ikke stod tilbage for sin berømte og elskede far, hvad angik eventyr. Vilhelm Dinesen var dog først og fremmest krigshelt og eventyrer, og som forfatter først og fremmest kendt under tilnavnet Boganis, der betyder hasselnød på indianersprog. Her oplevede man ham som naturens søn, og mange holdt af, på den måde, at genopleve naturoplevelserne sammen med ham. I Blixens forfatterskab møder man også denne legendariske krigshelt, der efter nederlaget i 1864, hvor han deltog som premierløjtnant, også var med i den tysk-franske krig som kaptajn i Østarmeen for Frankrig, og senere, efter bl. a. at have levet et par år blandt indianere i Wisconsin, igen på tyrkisk side i den russisk-tyrkiske vanvidskrig i Bulgarien og Tyrkiet i 1877-78. Desværre for ham, var han hver gang på den tabendes nations side i disse barske krige. Og det satte sine spor i Dinesens sind. Forfatteren Tom Buk-Schwienty har indenfor de seneste år lavet to bøger om Dinesen: Kaptajn Dinesen – Ild og blod, og den, som jeg nu vil citere fra senere her. Han endte med at tage sit liv, og som man fornemmer af datidens kilder, kom det som et chok for alle, både de, der kendte ham som pårørende og mange andre. Som midaldrende, nyvalgt folketingsmedlem, tvinger rastløsheden ham endnu en gang til at rejse væk fra dagligdagen, og også denne gang ligner det måske til en vis grad, hvad mange forbinder med at
2
hive stikket ud og holde en absolut pause. I dag ville man nok tage orlov eller melde sig syg fra sit arbejde og virkelig få renset sjælen. Man tænker ved sig selv, om det her var PTSD, som nogle af vor tids hjemvendte soldater lider af? Wilhelm Dinesen havde med gode venners hjælp fået lov til at rejse med den tomastede orlogsbrig, Falken, med kurs mod Helsinki. Om bord på skoleskibet var der 86 matroselever, en kaptajn, fem officerer, 12 underofficerer og en enkelt gæst uden uniform, nemlig Dinesen. Han var den eneste, hvis opgave på sejlskibet ikke var nøje skemalagt. Falken havde ingen skruer og dampmaskine, så her fik rekrutterne virkelig en klassisk uddannelse, og allerede ved afrejsen fra Nyborg lærte de, at man kun kan sejle med et rigtigt sejlskib, når der er ordentlig vind. De lagde ud med, at man lige måtte vente på, at der var vind, som kunne tage fat i sejlene. Derpå kunne den sindige, og i hvert fald for en passager uden særlige pligter, afstressende rejse til Finland begynde. Under en stor del af Østersøpassagen lå Dinesen på ryggen i hækjollen, og som man kan se på f. eks. Gudum kirkes model af Fortuna, er det jollen, der hang agter for skibet, og som var spændt fast i et par jernbomme. Her kunne Dinesen også repetere de mange søfartsudtryk, som han også strør om sig med i sin rejsebeskrivelse. Dinesen lå ofte trygt og godt i hækjollen og kiggede ”op mod himlen på de kredsende måger, på de drivende skyer”, mens han
- Kirkebladet for Gudumholm, Lillevorde og Gudum kirker -
fabulerede. Resultatet blev Dinesens sidste bog: Under splitflag til Finland, 1892, der som den eneste af hans bøger blev udgivet på Gyldendals forlag, en helt anderledes bog end f. eks. den om krigen i 1864, Fra ottende Brigade, eller dem, han skrev under pseudonymet Boganis, et navn indianerne i Wisconsin havde givet ham. Som nyindvalgt medlem af folketinget for partiet Venstre i Grenaakredsen, valgte
Dinesen og Gyldendal at udgive bogen uden forfatternavn, måske fordi man ikke ligefrem skulle reklamere med denne her lange ferie fjernt fra den hårde politiske hverdag på tinget, og fjernt de pligter, som valgløfterne havde handlet om: Bekæmpelse af det provisoriske styre, modstand mod Københavns befæstning, og mildning af de fattiges kår og fremme af alle nyttige og gavnlige reformer, for nu at få det hele med.
Her et billede af Fortuna-modellen. Fortuna er det romerske navn for den græske gudinde for held, Tyche. Hun vises nogle gange med slør og bind, som i moderne versioner af retfærdighed og udviklede sig til at repræsentere livets skrøbelighed. Prøv at forestille dig, at det var dig, der lå der i hækjollen, mens Fortuna kom ind i Lindenborgs brede Å-strækning ude fra Storvorde og Limfjorden, for at blive lastet med gods her fra egnen. - Kirkebladet for Gudumholm, Lillevorde og Gudum kirker -
3
Fra sin oplevelse i hækjollen i hvilende position og altså forholdsvis vuggende og lullende, tegnede Dinesen et billede af det forhastede moderne liv, som nok er værd at tænke over, her langt over 100 år senere.
mere ro på sig for det; fares skal der. En engelsk mil er enheden (red: milen blev officielt afskaffet i Danmark i 1907, hvor det metriske system blev indført); den galopperer man i et minut, bicykler den i to, traver den i tre, ror den i fire og går den i ti.
Man må nok sige, at det overrasker med sin aktualitet, og man kan i den forbindelse også tænke på Prædikerens bog, hvor forfatteren også sukker lidt over, at vi mennesker godt kan grunde over verdens gang, mens det er optaget af at passe alle sine pligter, dog uden nogensinde at finde ud af, hvad Gud gør.
Det moderne liv består i at trænge på, skubbe sig frem, sparke sig plads til, fægte for tilværelsen, give sin formand en dukkert – til bunds med ham! – hale ham ned af piedestalen, hage sig fast i hans frakkeskøder, hvis han er i stigning, slippe hans hånd, hvis han dumper, man har knap nok tid til at tage hatten af, man jager bladene igennem, får en lille smule at vide om alting, snurrer rundt som en flue i en flaske (og de andre fluer summer en om ørerne), man må uafbrudt være på stylterne, i dækstilling, parat til at ripostere, ellers bliver man stødt ned, man må være færdig til at falde ud, ellers bliver man skubbet til side, allestedsnærværende, ellers bliver man glemt, skråle op, ellers bliver man overdøvet – det er betingelsen for at klare sig i la vie surchauffée (red: det overophedede hektiske liv). Når man så ikke kan mere, bliver man afleveret til galehuset eller sendt til et eller andet badested, til Marstrand, Modum, Trouville, Helgoland, Cowes, Saratoga. Det nytter ikke: Fanden er i hælene i høj silkehat og gennemstukne silkestrømper, med dampskibe og ringende telefon…
Men at menneskene kan spise og drikke og nyde frugten af deres slid, det er en gave fra Gud, skriver han, og derfor må han erkende, ”at alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er; der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra! Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham”. Nærmere kan vi ikke komme det, ifølge Prædikerens Bog, kap. 3. Der var egentlig ikke meget Dinesen frygtede, og dog lå han nok derude på havet, fordi han trods sit store mod alligevel ikke var så meget anderledes, når vi taler om at finde lykken som en Guds skabning. Han lignede nok mere os i dag, end han lignede sine landsmænd. Og dog, også han måtte kæmpe med de normer og forventninger, der var i hans verden. Prøv en gang at læse nedenstående afsnit fra Dinesens sidste bog om indtrykkene fra Dinesens soloferierejse eller afstresningskur, som er hentet fra Tom Buk-Swientys seneste bog: Kaptajn Dinesen – til døden os skiller, som varmt kan anbefales som ferielæsning, hvis der er plads i oppakningen: ”Og bliver man hjemme, har man ikke
4
Med ønsket om en god sommer med tid til eftertanker Jan Brogaard
- Kirkebladet for Gudumholm, Lillevorde og Gudum kirker -
Kontaktpersoner: Gudum kirke: Louisendalvej 14 - 9280 Storvorde
Kirkeværge Gudumholm kirke: Birgit Bendsen - Tlf. 98316818
Gudumholm kirke: Aagade 112A - 9280 Storvorde
Ekstern Kasserer: Mogens Kaiser Huset Venture - Tlf. 99301616
Lillevorde kirke: Gl. Skolevej 3 - 9280 Storvorde Sognepræst: Jan Brogaard Fælledparken 21, Gudumholm, 9280 Storvorde - Fredag fridag: Tlf. 98333157 - Mail: jabr@km.dk
Kirkernes hjemmeside: www.gglsogn.dk Facebook: Gudumholm-Lillevorde Pastorat.
Graver i Gudum/Lillevorde: Erik Bloch - tlf. 98333618/61363618. Mandag fridag Graver i Gudumholm: Kjeld Nielsen - Tlf. 20703157. Mandag fridag Organist: Shalika Lalani Pedersen Tlf. 20676673 - Mandag fridag. Kirkesanger: Marlene Kramer - Tlf. 51600141 Formand for menighedsråd: Anne Steenberg - Tlf. 98316020 Kirkeværge Gudum kirke: Svend Bendsen - Tlf. 98316818 Kirkeværge Lillevorde kirke: Jannie Jønsson - Tlf. 98316415
- Kirkebladet for Gudumholm, Lillevorde og Gudum kirker -
5
Farvel min ven - nekrolog over Her sidste sommer blev jeg, som så mange andre rørt over at læse denne beretning om et varmt venskab mellem et ungt og et gammelt menneske. Og det minder mig om de mange venskaber jeg har hørt omtalt i forbindelse med at man sidder sammen og mindes et menneske, som ikke er her mere. Søren Kierkegaard har i Kjærlighedens Gjerninger talt om den kærlighedens gerning at erindre en afdød. SK siger i den forbindelse, at når man erindrer en afdød, gør man ikke alene en stor kærlighedens gerning, men det er også den bedste vejledning i at forstå livet rigtigt. Det er en pligt at erindre, siger han, og pligten er evig: ”Pligten at elske de Mennesker vi see kan ikke ophøre, fordi Døden skille dem fra os, thi Pligten er evig; men altsaa kan Pligten mod Afdøde heller ikke skille de Medlevende således fra os, at disse ikke blive Gjenstand for vor Kjerlighed”. Lad os derfor med SK’s indsigt og vores livserfaring slå fast, at det gør godt at mindes, og når man har mistet, må man aldrig forsømme en lejlighed til at mindes sine afdøde sammen med andre, ligesom kvinden her. Og der er på den måde også brug for nogle, der godt vil lægge øre til igen og igen og dele det gode minde. God fornøjelse med læsningen. I sommerferien mistede jeg en ven. En af dem, der har kendt mig næsten altid. En af dem, man ikke kan forestille sig at være foruden. 37 års venskab blev det til. Ret præcist. Han var 105 og et halvt, da han døde. Når man fylder 100, får de halve år igen betydning, fordi tiden er vigtig og mere porøs end nogensinde. Han tog det som en
6
mand det med de 100 år. ”Det bliver min sidste fødselsdag. Nu gider jeg ikke invitere til fest mere. Nok er nok.” Han holdt sit løfte. Vi mødte hinanden, da jeg var næsten tre. Det var sommer. Det er et af de minder, vi deler. Det første møde. Mig på gyngestativet, ham bøjet over jordbærplanterne på den anden side af hækken. Det var sådan samtalen startede mellem et lille barn og en gammel mand. Han havde mistet sin kone, solgt sit husmandssted og var flyttet til byen. Klar til en ny start. Jeg var flyttet ind i et hus, som min far selv havde bygget, og min mor var højgravid med min lillebror. Den sommer tog livet en ny drejning for os begge to. Han skulle vænne sig til at være alene, og jeg skulle vænne mig til at være storesøster. Vi begyndte at tale sammen i det små, om hvor tæt man egentlig kan komme på himlen på sådan en gynge, og om hvordan solvarme jordbær smager, når man spiser dem direkte fra planten. Da jeg startede i skole, flyttede vi tilbage til min mors barndomsland. I det hus, hvor hun var født og vokset op. Vi boede bogstavelig talt derude, hvor kragerne vender. Lige der hvor asfalten sluttede og markvejen begyndte. Der var ingen nabo i baghaven, og slet ikke en, der lignede min. Selv nu 37 år senere omtaler jeg ham som Naboen. I bestemt ental. For mig har der aldrig været andre naboer end ham. Hver sommer i de næste mange år, tilbragte vi en uge sammen. Jeg cyklede de seks kilometer, der var mellem mit hus og hans. Det føltes som en anden verden, når jeg krydsede den sidste bakke og trillede
- Kirkebladet for Gudumholm, Lillevorde og Gudum kirker -
ind i hans indkørsel. Solen skinnede, som den altid gør i barndommens land, og jeg faldt hurtigt ind i hans genkendelige og trygge dagsrytme. Morgenmad kl. 8 med Medova-te og to stykker franskbrød med smør og syltetøj. Så en gåtur, altid den samme tur, langs syrenhegnene med udsigt over markerne. Vi gik ud til enden af vejen og stod lidt og så ud over det bakkede landskab. ”Se,” sagde han og pegede på et syrenhegn et stykke ude. ”En gang var der en jernbane der.” Han bukkede sig ned og pegede hen over min skulder, så jeg kunne følge ruten henover markerne. I det fjerne kunne
vi skimte havet. Det var store, uendelige vidder for et barneøje. Hjemme igen lavede han middagsmad til os - jeg sad i vindueskarmen og kiggede på, mens han panerede det hakkede skinkekød fra Brugsen og stegte krebinetter og kogte blomkål og kartofler fra haven. Kl. 12, mens Rådhusklokkerne rungede fra radioen på radiatoren, satte vi os ved det lille bord i køkkenet og spiste i tavshed, mens Ole Emil Riisager læste nyheder op. Bagefter hældte vi friskplukkede jordbær vendt i sukker i dybe tallerkener og spiste dem andægtigt med rigeligt fløde.
- Kirkebladet for Gudumholm, Lillevorde og Gudum kirker -
7
Vi vaskede op sammen inden middagssøvnen. Fra køkkenvinduet kunne vi se blommetræet. Det var et Victoriablommetræ med store rødgule frugter. Plantet det år, han flyttede ind i huset. Det voksede meget hurtigere end mig. Jeg lagde kabale og læste noveller i Familie Journalen, mens han sov. En gang lavede jeg en opskriftbog til mig selv. Hver eftermiddag den ferie klippede jeg opskrifter ud og limede ind i et hæfte til det bugnede af lagkager og ovnretter og 80’er-forretter. På midtersiden var en opskrift med kogt blomkål med hvid sauce og rejer. Det var den første ret, jeg lavede, da jeg flyttede hjemmefra mange år senere. Jeg kan stadig huske, da jeg lagde blomkålen i kurven i Netto på Frederikssundsvej, 2400 NV. Om eftermiddagen kørte vi en tur ud i sommerlandet og så på kirker og gamle gårde og gravhøje. Han fortalte mig om gamle dage og om en verden, der en gang havde været meget lille. Selv havde han aldrig været længere væk hjemmefra end han kunne cykle. En sommer mellem 1. og 2. verdenskrig cyklede han op ad Hærvejen til han ramte Limfjorden, så cyklede han hjem igen. En anden gang cyklede han til København. Det tog 12 timer inkl. færge og frokostpause. Når vi var på tur, havde vi en kurv med kaffe, hjemmebagt kringle og gul sodavand med. Nogle gange tog vi færgen til Tyskland og købte marsbarer og karameller i store poser og en flaske Gammel Dansk (”den er god til gaver”) og sukker (”der er altid nogen, der vil købe en pose”). Om sommeren sejlede færgen kl. to. Den dag sprang vi middagsluren over, så vi kunne
8
nå frem og tilbage inden aftensmaden. Vi kørte hjem af de stille landeveje med solen i ryggen. Hjemme ved sofabordet spiste vi rugbrødsmadder med leverpostej og rullepølse og en ostemad til dessert. Efter maden spillede vi kort og så fjernsyn. Kl. 10 gik vi i seng. Sådan gik der hurtigt en uge. Da jeg for tre år siden besøgte min ven, min nabo, var noget forandret. Han var træt på en måde, jeg ikke havde set ham træt på før. Udmattet. Mæt af dage. Efter frokosten bad han mig om at hjælpe ham i seng. Han kunne knap stå på sine ben, og jeg måtte hjælpe ham tøjet af, inden jeg puttede ham under dynen. Han var det mindste menneske. Skind og ben. Han tog min hånd, alle hans kræfter var samlet i den hånd, mens han med tårer løbende ned ad kinden så på mig. ”Tak.” Sagde han. ”Tak, fordi du kom i dag. Tænk en gang, hvor heldige vi to har været. Hvem skulle have troet, at vi kunne blive ved med at finde på noget at tale om.” ”Vi har været meget heldige.” Svarede jeg og lagde dynen ekstra tæt om hans kolde fødder. Jeg var sikker på, at jeg sagde farvel til ham den dag, og jeg græd i bilen hjem. Og på en måde blev den dag vores afsked med det venskab og den fortrolighed, der knyttede os så tæt sammen. Kort tid efter kom han på plejehjem. Det forlængede hans liv med tre år, men jeg husker ham for det han var, og det vi havde, inden han druknede i plejehjemmets stillestående vand. Fra lænestolen, hvor han nu var parkeret, lignede alle dage hinanden. Han mistede orienteringen og interessen for det liv, som han ellers så grådigt havde grebet ud efter. ”Hvis nogen ville stille et glas med sovepiller på mit natbord, skul-
- Kirkebladet for Gudumholm, Lillevorde og Gudum kirker -
le jeg nok selv spise dem.” Sagde han en dag til mig. Jeg forstod ham. 1000 dage er længe at vente på døden, når man er klar til at sige farvel. I starten af juli holdt hans hjerte op med at slå. Døden var udramatisk og nådig, som den skal være, når man har overlevet to verdenskrige og set finanskriser og forbrugsfester komme og gå. Når man har elsket og mistet og stået model til det meste. Når man næsten er det eneste menneske tilbage, man kender. Det er vemodigt at give slip på sin ældste ven. Der er så mange minder, der forsvinder med ham. Så mange historier, der holder op med at eksistere, når der ikke er en til at lytte og grine, mens den anden fortæller. Så mange steder, som ikke giver mening, når de ses med to i stedet for fire øjne. Og i den seneste tid har jeg mærket savnet som en ny og ukendt følelse. Jeg
savner ham. Det overrasker mig, at netop den følelse står så rent. Jeg bar ham i min venstre hånd ud af kirken. Jeg holdt om kistens håndtag med et fast greb præcis som jeg husker det føltes, når han holdt min hånd, når vi gik tur. Jeg tænkte på dengang, jeg sad i vinduet i hans køkken med knæene helt oppe under hagen, og han grinede: ”Du er snart for stor til at sidde i det vindue.” Han klappede mig venskabeligt på låret, mens han sagde det. Alting har sin tid. Vores venskab var et lille uforudsigeligt hul i universet. Et barmhjertigt stjerneskud. Jeg savner at sidde i det vindue. Jeg savner hans store, varme hånd, der holder fast om min. Jeg savner hans usentimentale blik på verden. Jeg savner. At sige farvel til et ældgammelt menneske er så rigtigt, som det kan være. At sige farvel til en ven er så vemodigt og ensomt, at det næsten ikke er til at bære.
Gudstjenester på Plejecenteret i Storvorde Onsdag den 15. april Onsdag den 29. april Onsdag den 06. maj Onsdag den 27. maj Onsdag den 10. juni Onsdag den 24. juni Onsdag den 05. august Onsdag den 19. august Onsdag den 02. september Onsdag den 16. september Onsdag den 30. september
kl. 14:00: kl. 14:00: kl. 14:00: kl. 14:00: kl. 14:00: kl. 14:00: kl. 14:00: kl. 14:00: kl. 14:00: kl. 14:00: kl. 14:00:
JB NL JB NL JB NL ældregudstjeneste i Storvorde Kirke JB NL ældregudstjeneste i Storvorde Kirke NL JB JB
- Kirkebladet for Gudumholm, Lillevorde og Gudum kirker -
9
Pilgrimsvandring fra Kirke til Katedral Kr. Himmelfartsdag torsdag d. 14. maj 2015 kl. 09.00 Fra Gistrup Kirke er der en kort pilgrimsvandring til friluftsgudstjenesten i Lundby Bakker. Som en god optakt til den fælles friluftsgudstjeneste, vil vi sammen vandre gennem en forårspyntet skov og undervejs i
stilhed glædes over det store skaberværk. Vandringen slutter ved ankomsten til festpladsen.
Kristi Himmelfartsdag Friluftsgudstjeneste i Lundby Bakker Torsdag den 14. maj kl. 11.00 Torsdag d. 14. maj 2015 kl. 11.00 fejrer Aalborg Østre Provsti igen gudstjeneste Kristi Himmelfartsdag i Lundby Bakker ved Gistrup. Gudstjenesten er et fællesarrangement for alle sogne i Aalborg Østre Provsti. Menigheder, præster, børneog ungdomskor, (spejdere, FDF-ere) samt et til lejligheden sammensat ”provstikor” vil medvirke. Musikken leveres af Nordvestjysk Brass Band. (Som optakt til gudstjenesten vil der være mulighed for at deltage på en kortere pilgrimsvandring i skov og bakker. Pilgrimsvandringen starter fra Gistrup Kirke kl. 9.00.)
10
Efter gudstjenesten giver menighedsrådene kaffe/te/juice. Medbring gerne frokost. Der er opstillet bænke til at sidde på under gudstjenesten. Alligevel er man velkommen til at medbringe egen stol eller tæppe. I tilfælde af dårligt vejr flyttes gudstjenesten til Gunderup Kirke. I givet fald meldes det ud på kirkernes hjemmesider.
- Kirkebladet for Gudumholm, Lillevorde og Gudum kirker -
Siden sidst i kirkerne:
Døde bisatte og begravede i kirkerne Døbte siden sidst: Bertram Jellesen Christensen, søn af Gitte Christensen og Erik Jellesen Sørensen, døbt i Gudumholm kirke den 14. december 2014.
Jette Taylor Staalhof, død den 23. januar, bisat fra Vejgaard kirke den 29. januar. Henrik Krejberg Rasmussen, død den 28. januar, bisat fra Gudumholm kirke den 3. februar. Ulla Krebs, død den 5. februar, bisat fra Lillevorde kirke den 11. februar. Maibritt Svane Hessellund, død den 11. marts 2015, bisat fra Gudumholm kirke den 17. marts.
- Kirkebladet for Gudumholm, Lillevorde og Gudum kirker -
11
Gudstjenesteliste for Gudumholm, Gudum og Lillevorde Dag: Dato: Marts: Søndag den 29. April: Torsdag den 2. Fredag den 3. Søndag den 5. Mandag den 6. Søndag den 12. Søndag den 19. Søndag den 26. Maj: Fredag den 1. Søndag den 3. Søndag den 10. Torsdag den 14. Søndag den 17. Søndag den 24. Søndag den 25. Søndag den 31. Juni: Søndag den 7. Søndag den 14. Søndag den 21. Søndag den 28. Juli: Søndag den 5. Søndag den 12. Søndag den 19. Søndag den 26. August: Søndag den 2. Søndag den 9. Søndag den 16. Søndag den 23. Søndag den 30. September: Søndag den 6. Søndag den 13. Søndag den 20. Søndag den 27.
Dagens navn:
Tid:
Palmesøndag
14.00
Gudumholm**
Skærtorsdag Langfredag Påskedag 2. påskedag 1. s. e. påske 2. s. e. påske 3. s. e. påske
19.00 9.00 10.30 9.00 9.00 10.30 10.30
Lillevorde¤ Gudumholm* Gudumholm Lillevorde Gudumholm* Lillevorde Gudumholm
Konfirmation 9.00 Lillevorde 4. s. e. påske 5. s. e. påske Kristi Himmelfartsdag i Lundby Bakker 6. s. e. påske Pinsedag 2. Pinsedag Trinitatis
11.00 10.30 9.00 11.00 9.00 10.30 10.30 10.30
Gudumholm Gudumholm Lillevorde v. parkeringspl. Gudumholm* Gudumholm Lillevorde Gudumholm
1. s. e. trinitatis 2. s. e. trin. 3. s. e. trin. 4. s. e. trin.
11.00 9.30 9.30 11.00
Lillevorde Gudumholm* Lillevorde Gudumholm
5. s. e. trin. 6. s. e. trin. 7. s. e. trin. 8. s. e. trin.
9.30 9.30 9.30 11.00
Lillevorde* Gudumholm* Lillevorde*** Gudumholm
9. s. e. trin. 10. s. e. trin. 11. s. e. trin. 12. s. e. trin. 13. s. e. trin.
11.00 11.00 9.30 9.30 9.30
Lillevorde Gudumholm Lillevorde* Gudumholm* Lillevorde
14. s. e. trin. 15. s. e. trin. 16. s. e. trin. 17. s. e. trin.
9.30 11.00 9.30 11.00
Gudumholm* Lillevorde¤¤ Gudumholm Gudumholm¤¤
*Niels Chr. Scheel Lassen ¤Gudstjeneste med spisning
**Familiegudstjeneste ***Vikar ¤¤Høstgudstjeneste med kaffebord
Sted: