Ukendt Land

De mest vanvittige og excentriske eventyrere og de ekspeditioner, der gik grueligt galt

Bjørn Harvig (red.)

DEN YDERSTE GRÆNSE

UKENDT LAND

Gads Forlag

Indhold 5

6

12

16

20

26

Bjørn Harvig

58

Irvine & Mallory

62

Matthew Henson

66

Forord

Mount Everest vogter på hemmeligheden Først til Nordpolen Luigi Maria d’Albertis

Bliv fatalist!

76

40

Mysteriet om den forsvundne regnskovsaktivist

80

Svend Lauge Koch

84

Fem vovelige missioner til verdens top Robyn Davidson

Kameldamen

Knud Valdemar Gylding Holmboe

Den danske Lawrence of Arabia 46

50

52

118

Nellie Bly

122

Kvinden, der overhalede Phileas Fogg

94

126

Philippe Petit

Mand på line mellem tvillingetårnene

130

134

Hjalmar Johansen

138

Den tredje mand

Kaj Birket-Smith

Inuitkulturens oprindelse Jørgen Bitsch

Gennem Sahara Arne Falk-Rønne

Skæbnens flod

Helena Petrovna Blavatsky

En eventyrer i det fysiske og det metafysiske

Henrik Frederiksen

Halvt år på selvbygget tømmerflåde ned af Amazonfloden

142

Arnarulunnguaq Peary & Qaavigarssuaq Miteq Ijaja Kristiansen

To af de grønlandske deltagere på Den 5.

Thule-ekspedition

Emilie Kirstine Valborg Sannom

Pigen, der ikke kunne gyse 100

Freya Stark

Jagten på ørkenens hemmeligheder blandt slaver og beduiner

Junko Tabei

Første kvinde på toppen af verden

148

Tom Harrison

Den antropologiske rebel

Jens Munk

En vinter i Nova Dania

Sir Douglas Mawson

Orkanernes hjem

Bruno Manser

90 32

Aleister Crowley

Verdens ondeste mand

Scott Fischer og Rob Hall

Mount Everest 1996

Carl Christian Hall jr.

Romdalshornets betvinger

154

Jesup North Pacific-ekspeditionen

160

Johannes Nicolaisen

I renernes land

Hans Hendrik

Den oversete polarhelt

106

Hos tjuktjekerne i det nordøstlige Sibirien

Martin Adserballe

Det messende kald fra Tibets Chang Tang

To the Pole – or burst!

164

114

Steven Callahan

76 dage i havsnød

Baldwin-Zieglerekspeditionen

Jacques-Yves Cousteau

Franskmanden med den røde tophue

168

172

Percy Harrison Fawcett

210

Eigil Knuth

214

Besat af at finde den forsvundne by Z Billedkunstneren og polarforskeren

218 176

180

184

Frans Blom

Abe på menuen

192

Manden, der spiste sine egne støvler og forsvandt

224

Mikkel Dal Hende

230

If you want to go fast, go alone. If you want to go far, go together Zheng He

Kinas store opdagelsesrejsende

238

Hjalmar Dale

Den hvide inuit 242

196

200

206

266

Jan Stage

274

Vilhjálmur Stefansson

278

Hvor jernkorsene gror Polarhelt eller verdens største humbugmager?

Gustav Holm

Konebåds­ekspeditionen til Grønlands østkyst 1883-1885

Hans S. Kaarsberg

Også en kalmyk kan være skøn Marie Hammer

Forsker i fem verdensdele

Timothy Treadwell

The Grizzly Man Vitus Bering

Den store nordiske ekspedition De danske verdenscyklister

Jorden rundt på to hjul 246

Wilfred Thesiger

Rejser i Arabiens hjerte

K2 1986

Alt, der kan gå galt, vil gå galt

254

USS Jeannette

Håbet findes i håbløshedens land

Inge Lehmann

Hvis jeg har ret, og det ved jeg, at jeg har …

260

Holger Rosenberg

Rosenbergs vandring gennem Kina

Charles Rabot

Førstebestigeren af Kebnekaise Viggo “Papa” Rasmussen

Papa Viggos ø

Tenzing Norgay

Sneens Tiger

284

Illustrationer

286

Tak til

Sir John Franklin

234 188

Ibn Battuta

En rejse ind i det ukendte

Til Bille og Vibe

Bjørn Harvig

Forord Denne bog er til alle os, der vil drømme stort.

Til alle os, der vil inspireres og blive husket på, at der er folk, som gør det utrolige. Mænd og kvinder, der sætter uudslettelige indtryk og rykker grænserne for, hvad vi andre troede var muligt. Jeg tror, at den slags mennesker er vigtige, for de udvider vores horisont.

Ukendt land er lavet på baggrund af pod­ casten Den Yderste Grænse, som laves for Vores Tid, Nationalmuseets digitale medie. Igennem 13 sæsoner har jeg som vært for podcasten haft de mest fantastiske folk på besøg i studiet.

Historikere, journalister, videnskabsfolk, forfat­ tere og eventyrere er hver uge dukket op med den ene mere fascinerende fortælling efter den anden. De har fortalt om storslåede ekspeditio­ ner til verdens ende og berettet om kvinder eller mænd, der gik deres helt egne veje.

Jeg har kaldt bogen for Ukendt land. Det skal naturligvis ikke forstås, som om det var ukendt land for de oprindelige folk, der bebo­ ede i de områder, ekspeditionerne besøgte.

Men det var ukendt land for størstedelen af resten af verden. Og for de rejsende selv. En del af bogens hovedpersoner var drevet af netop det – at finde nyt land – og flere betrådte fak­ tisk ukendt land, om det var ved polerne eller på verdens højeste toppe, mens andre dykkede under vandet og ned i en hidtil ukendt verden.

Bogen er et potpourri af nogle af de mest vanvittige og excentriske eventyrere. Ofte gik ekspeditionerne grueligt galt. Derfor er bogen på sin vis lidt af et paradoks. Nogle historier er klassiske heltefortællinger, hvor hovedperso­ nerne overvinder de værste farer, overlever de grusomste strabadser og kommer hjem som folkehelte. Andre historier ender i tragedier, og vores rejsende dør eller forsvinder sporløst.

Nogle gange er det faktisk selve kernen i histo­ rien. Nåede de mon toppen af Mount Everest som de første i verden? Fandt de det sagno­ mspundne El Dorado? Jo mere man har forsøgt

5

at finde svaret, jo mere er mystikken og dermed også fascinationen vokset. Historierne bliver ved at med at udvikle sig, som et rigtigt eventyr ofte har for vane at gøre.

Bogen hylder det ukuelige, det vilde og ofte kompromisløse. De folk, der var drevet af nysgerrighed og ikke kunne lade være med at rejse ud i verden. Nogle af dem var skæve eksistenser, som ikke passede ind, men gik mod strømmen. De gav ikke op, når folk sagde, at de var tossede. De var modige og fortsatte, selv når deres projekt så umuligt ud. De gik til den yderste grænse og ofte langt ud over den. ­Det håber jeg, at vi alle kan lære af i dag.

Med de ord håber jeg, at I vil med ud og opdage.

Bjørn Harvig

Bjørn Harvig.

Har selv rejst verden rundt til fods og på cykel. Han er tidligere formand for Eventyrernes Klub. Har medvirket i to prisvindende rejsedokumentarfilm og er redaktør af og forfatter til en lang række af bøger, senest VELO – de danske verdenscyklister og før det Den Yderste Grænse, som har modtaget Ritzau Prisen.

Irvine & Mallory

Mount Everest vogter på hemmeligheden

Af Lars Gundersen

“I can’t see myself coming down defeated” Som en anden Agatha Christie-roman fuld af mysterier og ubesvarede spørgsmål står Mallory og Irvines forsvinden som en af de mest fascinerende fortællinger fra verdens højeste bjerg. Gåden vil ikke dø og bliver ved med at give.

Det er juni 1924, og den tredje engelske Everestekspedition har været i gang i to måne­ der. Kræfterne, maden og ikke mindst tiden er ved at slippe op. Monsunen kan komme bragende, hvornår det skal være. De forud­ gående ekspeditioner har bragt englænderne tættere på “den tredje pol”, som bjerget blev døbt. I 1921 blev Mount Everest udforsket og kortlagt. Mallory, Wheeler og Bullock når op i 7.000 meters højde. I 1922 når englænderne 8.326 meters højde. Syv sherpaer omkommer i en lavine, den største enkeltstående katastrofe på Mount Everest indtil 2014.

I zenit af historien om Mount Everest står et navn næsten lige så monumentalt som bjer­ get selv, nemlig George Mallory. Han var mere end blot datidens store bjergbestiger, han var symbolet på Mount Everest, og over nogle uger skulle han blive en af bjergbestigningshistori­ ens mest gennemdiskuterede personer.

6

Mod toppen

Så blev det 1924, og nu skulle Mount Everest bestiges, toppen nås – med Mallory som den centrale figur på ekspeditionen. De går gennem Tibet og når Rongbukklosteret ved Mount Everest den 28. april. Den 1. juni når Mallory og Bruce 7.700 meters højde uden brug af kunstig ilt i første topforsøg.

Den 2. juni starter andet topforsøg. Nor­ ton og Somervell benytter iltflasker. Norton vender om i 8.573 meters højde, blot 275 meter fra toppen. Det var datidens højderekord.

De mange uger på bjerget og to topfor­ søg havde trukket store veksler på holdet. En lettere desillusioneret og udmattet Mallory ville alligevel lave et sidste forsøg på at nå verdens top. Trods hans tidligere arge modstand vælger han at gå med iltflasker. Og for at sikre, at det fungerede optimalt, og samtidig få nye og friske kræfter på bjerget, vælger han den uerfarne, kun 22-årige Andrew “Sandy” Irvine som mak­ ker. Det var Irvines første ekspedition og første gang i højderne.

Den sidste nat

Den 7. juni 1924 ligger Mallory og Irvine i en lille miserabel og frysende kold toplejr i 8.230 meters højde og er ved at klargøre det sidste forsøg. De skal mod toppen af Everest, bl.a. iført tweedjakker, uldne trøjer, flonelskjorter og

George Mallory på syd­ vestgraten, Moineruten, på Aiguille Verte i Mont Blanc-området i Frankrig 1909.

et let sæt vadmelstøj af vindtæt gabardine.

Mallory skriver i en besked “so we’ll probably go on two cylinders – but it’s a bloody load for climbing. Perfect weather for the job!”

Et af historiens mest berømte topforsøg stod ligefor.

8. juni 1924

Meget tyder på en rodet og hektisk nat eller morgen. Meget mere vides ikke.

Efter aftale skulle Noel Odell udgøre et hjælpeteam med bl.a. forsyninger. Han er også ekspeditionens geolog og skal på udkig efter fossiler i omkring 8.000 meters højde. På vej

7

op spejder Odell ud i det skiftende skydække.

Han får pludselig øje på to små prikker under et klippefremspring – med hele toppyramiden lige over dem. Han kigger på uret, klokken er 12:50. Selvom det var senere end forventet, var de “going strong for the top”.

Og så … “forsvandt hele det fascinerende syn, opslugt af skyerne”. Det var sidste gang, Mallory og Irvine blev set i live, og de var hermed klatret direkte op på legendernes holdeplads.

Odell når den lille udsatte toplejr, der er efterladt i et syndigt rod. Har de haft proble­ mer, virker ilten? Er de kommet for sent afsted?

Spørgsmålene er mange, alle ubesvarede.

Øverst: Skyer efter snevejr.

Lejr i ca. 6.100 meters højde på rekognosceringsekspedi­ tionen i 1921 Nederst: Mount ­Everest 1924. Bagest fra ­venstre: Andrew Irvine, G ­ eorge Mal­ lory, Edward ­Norton, Noel Odell, John ­Mac­Donald.

Forrest fra venstre: Edward Shebbeare, ­Geoffrey Bruce, Howard Somervell og Bent­ ley Beetham.

8

Odell, der blev fravalgt til topforsøget til fordel for Irvine, gik stadig pligtopfyldende til opgaven. Han var bekymret over det sene tids­ punkt, han havde set dem på, og går ud for at lede. Han når ca. 60 meter over lejren og kalder.

Eneste svar er vindens hylen.

Mysteriet fortsætter — nåede de toppen?

Næste dag den 9. juni er der stadig ingen tegn fra Mallory og Irvine. Odell genstarter eftersøg­ ningen og når toplejren, som står helt uændret.

Han fortsætter til 8.200 meters højde, men der er ingen spor af de to bjergbestigere.

Han lægger seks tæpper i et kors på sneen, som signalerer: “No trace can be found, Given up hope, Waiting orders”. Den 11. juni forlader de bjerget for at afslutte ekspeditionen.

Der er skrevet utallige artikler og bøger om Mallory og Irvine. I 1933 finder man første spor, nemlig Irvines isøkse. Måske finder kine­ serne en vesterlænding i 8.200 meters højde i 1975. Var det Irvine? Det er aldrig bekræftet fra officiel kinesisk side.

Det store gennembrud kommer i 1999, hvor den amerikanske bjergbestiger Conrad Anker finder Mallory, der tydeligvis har været udsat for et styrt, i ca. 8.300 meters højde.

Spørgsmålene er mange. Hvor på bjerget så Odell dem? Nåede de toppen? Omkom de på vej op eller på vej ned? Hvad blev der af Irvine?

Gåden fortsætter, men måske besvarer Mallory selv en flig i et brev sendt hjem fra Mount Everest på en tidligere ekspedition: Mallory skrev på en af sine tidligere Everestekspeditioner, at det ærligt talt var en ulige kamp. Faren for at blive fanget var for stor. “Måske er det galskab at prøve igen.

Men hvordan kan jeg lade være?”

S. 10-11: Pumori, 7.161 meters højde, set fra anden fremskudte lejr på den vest­ lige Rongbukgletsjer under rekognosceringsekspedi­ tionen i 1921.

9

Andrew Comyn “Sandy” Irvine

(1902–1924) Britisk bjergbestiger. Var i 1923 med på “The Merton College Arctic Expe­ dition” til Spitsbergen, Norge, hvor han imponerede de andre ekspediti­ onsmedlemmer. Forsvandt sammen med George Mallory under “The 1924 British Everest Expedition” på bjergets nordøstlige side. I modsæt­ ning til Mallorys lig, som blev fundet i 1999, er Irvines jordiske rester endnu ikke dukket op.

George Mallory

(1886-1924) Mallory havde ry for et liberalt frisind, sit klatremæssige talent og for at være distræt og glemsom. Han fik kult­ status ift. Mount Everest og blev bl.a. beskrevet som “Galahad of Everest” og hyldet som tidens største bjerg­ bestiger. Da han blev spurgt om, hvor­ for han ville bestige Mount Everest, svarede han “Because it’s there”, hvil­ ket er et af bjergbestigningens mest berømte citater. Da Mallory forsvandt i skyerne, “going strong for the top”, trådte han ind i legendernes rækker.

Lars Gundersen

Lars Gundersen er stifter Kipling ­Travel og har rejst intensivt i Himalaya og Nepal siden slutningen af 80’erne.

Fra 2009 til 2017 var han turistambas­ sadør for Nepal og formand for Dansk-Nepalesisk Selskab 2012-19, hvor han i dag er æresmedlem.

Lars står bag den danske Himalaya­database, Mountains.dk, hvor der bl.a. redegøres for alle de danske Everestbestigninger. Lars har tidligere, i Den Yderste Grænse, fortalt om Klavs Becker-Larsen, der i 1951 forsøgte at bestige Mount ­Everest som den første i verden. Lars er med­ lem af Eventyrernes Klub.

Matthew Henson

Først til Nordpolen

Matthew “Maripaluk” Henson. Muligvis det første menneske på Nordpolen.

Af Lisbeth Valgreen

“Vi vendte tilbage for at hvile os og sove, men snart tog vi igen ud til helvede på jord; isen bevæger sig i alle retninger, vores igloer er ødelagt, og hvert øjeblik er vores liv i fare. Søvndøsige forsøgte vi at hjælpe de rædselsslagne hunde og skubbe slæderne i sikkerhed, men hurtigt så vi gruppen blive adskilt, og det sorte vand begyndte at dukke op midt i brølet fra de knækkende isflager. Vest for vores iglo stod kaptajnens iglo på en ø af is, som drejede rundt, mens han hurtigt drev mod øst. En gang ramte isflagen tilfældigvis hovedfla­ gen. Kaptajnen, der opmærksomt så chan­ cen, krydsede hurtigt sine eskimoer. Han havde næppe sat foden på den modsatte flage, som han tidligere havde været isole­ ret på, da den vendte rundt og forsvandt.

Endnu en gang var gruppen samlet.”

— M. Henson: A Negro Explorer at the North Pole, 1912, s. 120-121 For mange ekspeditionsfolk i 1800-tallet var Nordpolen et af de mest eftertragtede mål at nå. De, der forsøgte at opnå status af polar­ helte, kæmpede lige dele mod hinanden, sig selv og de barske forhold i Arktis for at nå Nordpolen først. Kampen var en blanding af nationalisme, videnskab, personlige mål og kommercielle interesser, og datidens medier fulgte ivrigt med i dramaet.

12

En af de særligt ivrige var amerikaneren Robert E. Peary. Han veg ikke fra drømmen om at blive anerkendt som den største polarhelt af dem alle. Han havde i flere omgange forsøgt at nå den berømte destination og sætte sit flag på toppen af verden. For at få råd til de mange eks­ peditioner indsamlede Peary etnografiske og geografiske genstande i enhver forstand, blandt andet en stor meteorsten, som han solgte i USA for 40.000 dollars. Meteoritstenen blev oprin­ deligt brugt af inughuit (inuit fra Avanarsuaq, Thuleområdet) til at hente jern fra. Men Peary nøjedes ikke med genstande. Han fragtede også seks inughuit, heriblandt Qissuk og hans søn Minik til Naturhistorisk Museum i New York.

De fire af dem døde, men Minik overlevede og fik et chok, da han en årrække senere fandt sin fars knogler udstillet på museet. Men det er en anden historie.

I 1909 lykkedes det endelig Peary at nå sit mål, og han kunne lade sig fejre som manden, der besejrede Nordpolen. Det ville imidlertid aldrig være lykkedes for ham uden hjælp fra hans makker igennem alle årene, den sorte Matthew Henson, blandt inuit kaldet Maripaluk.

Han blev født i 1866 af fribårne forældre, men blev tidligt forældreløs og som 12-årig ansat som kahytsdreng. Da han var i begyndelsen af 20’erne, mødte han ved et tilfælde Peary, der ansatte ham som medhjælper. Senere rejste de to på hele syv ekspeditioner sammen til Arktis

– en periode på knap 20 år. Peary var af den gamle skole og så sig hævet over ikke-hvide mennesker, mens Henson havde en helt anden tilgang til andre mennesker. Han lærte sig at tale grønlandsk, at køre hundeslæde, at bygge slæ­ der og i det hele taget, hvordan man overlever i Arktis. Inuit blev hans venner.

Peary, Henson og resten af mandska­ bet stævnede ud fra New York med skibet SS ­Roosevelt den 6. juli 1908. Ligesom for eksempel Knud Rasmussen og Roald Amund­ sen havde Peary forstået, at det var altafgø­ rende at bruge inuitternes teknikker for at overleve i et så ekstremt område som Arktis.

Derfor var første stop Grønlands kyst, hvor man fik folk, hunde og proviant op. Fire af de for ekspeditionen mest afgørende inughuit – Sigluk, Ukkujaaq og de to brødre Uutaaq og Igginnguaq –samlede man op i henholdsvis Kap York (Thule), i North Star Bay og i Etah.

Uutaaq havde Peary engageret på ekspedi­ tion med samme mål tre år tidligere, så de to kendte hinanden godt. I alt havde man 49 inughuit (22 mænd, 17 kvinder, 10 børn), 20 ekspeditionsfolk/mandskab, 246 hunde, 70 tons hvalkød og spæk fra 50 hvalrosser med sig videre nordpå. I arbejdet med at forhandle sig frem til aftaler med inughuit om at tage med på ekspeditionen var Henson både tolk og forhandler. Det var ikke hensigtsmæssigt for inughuit at efterlade kvinder og børn alene til­ bage. De havde brug for mændene til fangst, og mændene havde brug for kvinderne til blandt andet at vedligeholde tøj og til madlavning. Og børnene fulgte selvsagt med.

I september 1908 begyndte de første slædehold at lægge depoter ud frem mod Cape Columbia. Holdene slædede i forvejen og byggede igloer, som Peary kunne bo i under­ vejs. Han var på dette tidspunkt en ældre herre i ekspeditionsmæssig forstand, over 50, og var godt brugt. Som ekspeditionen skred frem, rej­ ste slædeholdene tilbage, og Peary og Henson fortsatte således med færre og færre hjælpere: Da de midt i marts nåede 83°, var der 16 mænd, 12 slæder, 100 hunde. Ved 87° var de kun Peary, Henson, kaptajn Bartlett, Uutaaq, Iggiannguaq, Ukkujaaq, Sigluk, Qasunnguaq og Qaqu tilbage.

Da Bartlett fik at vide, at han skulle sendes retur sammen med Qaqu, drog han afsted for at krydse 88º. Ikke Nordpolen, men tæt på. Da

14

han vendte retur til lejren, måtte han acceptere den bristede drøm: Han nåede kun 87°47’, fordi de var drevet mod syd. De var nu kun Henson, Uutaaq, Iggiannguaq, Sigluk, Ukkujaaq og Peary tilbage på det sidste stykke, og den 7. april 1909 nåede de (måske) Nordpolen. Pearys flag blev sat i isen, og holdet blev fotograferet.

Ved hjemkomsten var der ingen tvivl om, at Peary var helten; manden havde nået Nord­ polen som den første. Virkeligheden var dog med al sandsynlighed en anden. Henson havde nemlig været ude at spejde og var dermed den første, der havde trådt sine spor ved 90°. Men tiden var præget af racetænkning: Den hvide mand var alle overlegen. Så med den præmis kunne det kun være Peary, der havde været den første.

Robert Peary døde i 1920. Henson og Peary havde aldrig noget med hinanden at gøre efter den sidste ekspedition. I 1937 blev Matthew Maripaluk Henson optaget som livs­ medlem af The Explorers Club. I 2022 modtog Uutaaq, Iggiannguaq, Ukkujaaq og Sigluk post­ hum anerkendelse fra The Explorers Club.

Matthew Alexander “Maripaluk” Henson

(1866-1955) Født i Maryland af frie, sorte ame­ rikanere. I 1891-92 rejste Henson med Robert Peary ud på sin første ekspedition til Arktis. Henson sam­ arbejdede med Peary på syv store rejser til Arktis og tilbragte sammen­ lagt 18 år sammen med ham på eks­ peditionerne. Henson og Akatingwah fra Avarnarsuaq fik sønnen Anaukaq.

Udvalgte medaljer og udmærkelser: livsmedlem af Explorers Club (1937), US Navys medalje (1945), æresdoktor ved Howard University og Morgan State University (1955), National ­Geographic Societys Hubbard-­ medalje posthumt (2000).

Lisbeth Valgreen

Cand.mag. i grønlandske og arktiske studier fra Københavns Universitet og Ilisimatusarfik. Forfatter, foredrags­ holder og konsulent.

Fra venstre: Ukkujaaq (1880-1921), Uutaaq/ Oodaaq (1880-1955), ­Henson (1866-1955), Iggiannguaq (1883-1918, Oodaaqs lillebror) og ­Sigdluk (1883-1927) fotograferet af Robert Peary, april 1909 ved ­Nordpolen.

15