Ondskabens øjne

te Politikens læsere, at de havde været det. Beskrivelsen af enden på straffefangen Jens Nielsens 29-årige liv blev indledningen på dansk reportagejournalistik. Den sikrede Cavling stjernestatus blandt kollegerne og lagde grunden til, at dagspressens fornemste pris, Cavlingprisen, blev indstiftet i hans navn.2 Nu hjalp det selvfølgelig på berømmelsen, at reportagen kom til at stå som et gravmæle over en svunden tid.

En tid, hvor hævnstraffe, statsfinansierede aflivninger og afskrækkelse gennem offentlige halshugningsceremonier hørte til dagens orden. For reportagen er et skriftligt vidnesbyrd om den sidste henrettelse med økse i Danmark, og da den blev skrevet, var der på næsten alle livets områder sket en så markant mildning i landets sæder og skikke, at den danske befolkning med øksehugget – ifølge forfatteren og litteraturkritikeren Georg Brandes – blev øjenvidner til den sidste reminiscens af middelalderens barbari.3 Denne bog handler om det sidste menneske, der måtte lægge krop til. Den er med andre ord ikke en biografi, som den slags er flest. For Jens Nielsen var hverken politiker med direkte indflydelse på samfundets indretning eller iværksætter med positiv betydning for betalingsbalancen.

Han efterlod sig ikke en eneste epokegørende opfindelse, skabte ingen bemærkelsesværdige bygningsværker og medvirkede langtfra til at gøre verden til et sikrere sted at leve. Tværtimod. Han levede på offentlig forsørgelse og stjal, hvor han kunne komme til det. Han brugte sine stjålne penge på mad, tøj, alkohol og kvindebekendtskaber.

Han overfaldt fængselsbetjente og satte ild til andre menneskers ejendom, og hans forbrydelser kostede den danske og den engelske stat adskillige millioner. Dertil kom det underhold, som fængselsvæsenerne i flere lande måtte påtage sig, indtil det danske samfund til sidst besluttede at 8