Page 1


312

110288_asta nielsen_cc19_.indd 312

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.03


MASKE OG MENNESKE

1

110288_asta nielsen_cc19_.indd 1

25/03/2019 15.00


2

110288_asta nielsen_cc19_.indd 2

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


LOTTE THRANE

MASKE OG MENNESKE Asta Nielsen og hendes tid

3

110288_asta nielsen_cc19_.indd 3

25/03/2019 15.00


Maske og menneske Af Lotte Thrane Copyright W 2019 Lotte Thrane og Gads Forlag isbn: 978-87-12-05530-3 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia and Herzegovina Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Carl H.K. Zakrisson Forlagsredaktion: Anne Mette Palm Billedredaktion og projektledelse: Martin Gylling Oversættelse: Morten Visby Forsidetegning (udsnit): Viggo Thomsen, Det Kongelige Bibliotek Repro: Narayana Press Tryk: GPS For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen. Every effort has been made to contact the copyright holder of each picture, and we apologize for any unintentional errors or omissions which will be paid for as if we had permission beforehand. In Einzelfällen konnten die Rechteinhaber nicht ermittelt werden. Wir bitten sie um Kontaktaufnahme. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Bogen er udgivet med støtte fra Sportsgoodsfonden Arne V. Schlechs Fond Det Danske Filminstitut Lillian og Dan Finks Fond

POLITIKEN-FONDEN

Politiken-F_logo.indd 1

4

110288_asta nielsen_cc19_.indd 4

11/02/14 12.01

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


Indhold

Prolog 7 1 Vor Frue på Hauser Plads  13 2 Stumhed og billedmagt  31 3 Stilhedens musik – forår med pantomime  67 4 Portræt af en karriere – og lidt om mændene  91 5 Centrum for kult og avantgarde  125 6 Die Asta som billede  157 7 Performer, fortæller, billedmager  185 8 Maskerade, krop og køn  227

Tak – og lidt om arv og gæld  271

Kronologisk oversigt  276

Filmografi 279 Noter 283 Bibliografi 299 Illustrationer 302 Navneregister 303

5

110288_asta nielsen_cc19_.indd 5

25/03/2019 15.00


side 2:  Asta Nielsen i rollen som Mary Verhag i Die Geliebte Roswolskys (1921). Den flotte hat er genbrug og har øjensynlig overlevet 1. Verdenskrig. Hun har i hvert fald en lignende på i en forførelsesscene i Die Suffragette (1913).

6

110288_asta nielsen_cc19_.indd 6

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


PROLOG Asta Nielsen kæmpede hele livet med at finde en form for fred mellem sin maske og sig selv som menneske. Det er for enkelt at sige, at det handlede om forholdet mellem rollen som den verdensberømte og tiljublede stumfilmstjerne og privatpersonen, for hun var hele livet en stor skuespiller, og i det fag dækker masken undertiden også personen – eller det menneske, der er indeni personen, overtager træk fra masken. Undertiden kan masken endda sejre over det fysiske ansigt, der leverede masken, så det kun er den, der ses – og derfor forveksles med mennesket. Det er det, der sker med og omkring Asta Nielsen og den kult, hun var hovedperson i. Det sker mere eller mindre mod hendes vilje, og på trods af at hun altid var yderst opmærksom på forskellen mellem maske og menneske, persona og person, myte og virkelighed, die Asta og Asta Nielsen. Der er talrige eksempler i hendes udtalelser på, at hun kunne (eller ønskede at) skelne – ”jeg har aldrig lignet mig selv på film,” som hun gerne sagde. Netop denne opmærksomhed kunne være en vigtig brik til forståelse af, hvordan hun håndterede sin karriere og sin egen historie – også (eller måske især) efter at hun havde suppleret med rollen som skribent og forfatter, det vil sige, da hun begyndte at sætte ord på, hvem hun var. Eller ønskede at fremstå som. Hvad hun måske ikke indså, var, at det komplicerede forhold mellem maske og menneske også har sin egen dynamik; det er nok en art spejling, men det kan samtidig blive en forvrængning. Spejlet er også et troldspejl. Ikke desto mindre insisterede Asta Nielsen hårdnakket på at adskille tingene. Hendes private liv, herunder ægtemænd, elskere og børn – og de omstændigheder, hendes eget barn var født under – holdt hun for sig selv. Hun udtalte sig og skrev kun om sin metier. Hun invite­rede et par gange fotografer ind i sit hjem i Berlin, men fortrød det bittert. Hun gik endda rettens vej bagefter, men udfaldet var, at hendes møbler og omgivelser, når de først var blevet fotograferet, ikke kunne opfattes som private længere – hendes privatliv blev derfor ikke krænket, selvom billederne blev vist igen og igen.

PROLOG

110288_asta nielsen_cc19_.indd 7

7

25/03/2019 15.00


Masken over for mennesket, die Asta versus Asta Nielsen, er det overordnede tema i denne bog, som derfor heller ikke er en klassisk fortalt, kronologisk fremadskridende biografi om en person, der engang var verdensberømt og en levende legende, siden næsten blev glemt, og som døde i 1972, 91 år gammel. Det er i stedet en række essays, tematiske nedslag i hendes liv, karriere og tid, der også kan læses hver for sig som afsluttede historier. Min modvilje mod at skrive en fra fødsel til død-biografi, at fortælle om Asta Nielsen traditionelt-kronologisk, har med det at fortælle at gøre, med narration. Der er et element af overgreb eller vold i al narration. Når man fortæller en person, har man allerede begrænset sig til noget bestemt; forfatteren har jo skrive- og fortælleretten, og den valgte fortælleform styrer, selvom intentionen bare var at fremskrive et fravær. Den risiko er størst i en kronologisk fortalt biografi. Min løsning har været at gå sidelæns eller tematisk til min hovedperson, overraske hende, nogle gange komme bagfra, når mindst hun det venter, til tider bevæge mig rundt om hende højt oppefra, andre gange flyve så tæt som muligt på hende. Nogle gange se hende gennem andres øjne. Måske lyder dette også uvenligt eller ligefrem voldeligt og bekræfter derfor påstanden om, at al fortælling har elementer af vold i sig. Til beroligelse kan jeg sige, at kampen har været nogenlunde lige, for Asta Nielsen gjorde modstand. Selvom hun har været død i snart et halvt århundrede, har jeg tydeligt kunnet mærke, hvordan hun strittede imod at blive beskrevet, fortolket, udlagt; hun ville beholde nogle hemmeligheder. Og det selvom jeg har forsøgt at gøre hende så hel som muligt – jeg har ikke villet nøjes med at beskrive hende som filmstjernen eller som divaen, som drømmebilledet, som fattigbarnet, der blev ufattelig rig, som karrierekvinden, elskerinden, billedkunstneren eller skribenten, som den tidlige feminist, som nazivenlig (eller det modsatte) og slet ikke som offeret, der ikke fik anerkendelse i Danmark. Min fremgangsmåde, i det mindste som den ytrer sig i min skrift, kunne kaldes kalejdoskopisk. Den er mangefarvet, broget, bestemt ikke altid flatterende for min hovedperson – og den skifter, alt efter hvordan jeg drejer det rør, jeg ser igennem. Den er stærkt inspireret af Asta Nielsen selv, af hendes mangfoldighed, af hendes mange ansigter eller roller, af det, jeg kalder hendes performative ageren, og af, at hun ikke er til at sætte på én enkelt formel. Nok blev hun bedst og først berømt som stumfilmstjerne, men hun viste sig også at have talenter som forfatter, som fortæller og som billedkunstner. Men først og fremmest var hun performer, og det var hun 8

110288_asta nielsen_cc19_.indd 8

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


hele sit liv, både som die Asta og som Asta Nielsen, og både som helt ung og som gammel. Det er performervinklen, der har vist sig mest brugbar for mig, hvis jeg ikke skulle gøre for meget vold på min hovedperson, det vil sige, hvis hun skulle kunne skildres i al sin – indimellem både usympatiske og modsætningsfulde – mangfoldighed. Hun og hendes værk, der jo ikke kun rummer de 74 film og teatersucceserne i 1930’erne, men også et forfatterskab, en sen karriere som billedkunstner og dertil alle hendes iscenesættelser og selviscenesættelser, er et imponerende Gesamtkunstwerk. Men den metafor, der bedst kan dække, hvad jeg har gjort for at beskrive det, må dog blive et kubistisk maleri. I det kubistiske maleri vil maleren have alle aspekter af, hvad der findes i tre dimensioner, ned på en todimensional flade. Filosofien bag kubismen var at komme så tæt som muligt på et motivs eller objekts ”sande natur” ved at observere det fra mange forskellige vinkler og så fremlægge iagttagelserne på én gang. Motivet eller objektet, der ikke sjældent var en menneskelig figur, blev betragtet fra alle sider, som man gør det med en skulptur, og derefter brudt op og sat sammen i flere forskellige perspektiver – kubisterne ønskede at skabe billeder, der var fri af centralperspektivets stive geometri. Resultatet eller rekonstruk­ tionen fremtræder derfor semiabstrakt, som et koncentrat af alle ob­ servationerne – og i hvert fald ikke som på et fotografi. Men alligevel genkendeligt på en sært skæv og givet anderledes måde. Det er så mit bud på, hvordan jeg har forsøgt at skildre min hoved­ person. Og jeg understreger – det er mit bud på en bog om og med Asta Nielsen. Der er mange andre muligheder, og der vil forhåbentlig kom­ me mange flere forsøg. Der er stadig uafdækkede vinkler. Hvis man alligevel ønsker at læse Maske og menneske som biografi, kan man måske hente hjælp i den kronologiske oversigt over Asta Nielsens liv og karriere, der er placeret sidst i bogen. Den biografisultne læser vil nu nok skuffes alligevel, for når man sammenholder oversigtens nøg­ terne data med Asta Nielsens egen fremstilling af sit liv i erindrings­ bogen Den tiende Muse, bliver det hurtigt tydeligt, at hun ikke skildre­ de forholdet mellem liv og virkelighed som 1:1. Det gør hende til en tidlig repræsentant for det, der er blevet kaldt ”performativ biografisme” – som regel forkortet til ”autofiktion”. Den første betegnelse oplyser nu bedst, fordi den peger på, at Nielsen i sine erindringer nok foregiver at skrive om sig selv og gøre det sandfærdigt, men den siger også, at hun bruger sig selv og andre virkelige personer performativt; at hun anbringer dem i en kunstnerisk form, som i et stykke fiktion. Det kan ske ved, at der skrives om situationer, der ikke PROLOG

110288_asta nielsen_cc19_.indd 9

9

25/03/2019 15.00


svarer til, hvad der virkelig hændte, men som skaber liv i fortællingen, opbygger spændingskurver eller forløser dem. Hos Asta Nielsen ser vi det ved, at hun aktivt og ganske kreativt former og viderebringer nogle af de begivenheder, der udgjorde hendes karriere som die Asta, og det kan hun gøre, fordi der er masser at tage af på det tidspunkt, hvor hun beslutter sig for at blive erindringsforfatter. Er der en historie, som er rigtig god, så får den gerne en tand mere, eller den gentages flere gange. Et eksempel kunne være hendes beretning om mødet med Hitler til teselskab i propagandaministeriet i 1933, en historie, der blev skrevet ned samtidig med resten af anden del af Den tiende Muse, men af forskellige grunde først trykt i 2.-udgaven i 1966. I de mellemliggende år havde Asta Nielsen imidlertid fortalt den mange gange, så den optrådte i både avisinterview og radioudsendelser, og alle kendte den. Som man kan se i den trykte version af historien, er den fuld af detaljer, men de er langtfra sande, ligesom konklusionen heller ikke er det. Et andet eksempel kunne være hendes fortælling fra 1913 om den ungarske impresario Waldapfel, en historie vi kun kan verificere via et æresbånd, han gav hende efter forestillingen, men som i sin detaljerigdom – den blev første gang fortalt 27 år senere – netop peger på en hel del litterær bearbejdning. Noget lignende er tilfældet med historierne om Asta Nielsens samarbejde med Urban Gad, især hendes mange gange gentagne udsagn om, at hun som stumfilmskuespiller aldrig modtog instruktion, og slet ikke af Gad – hun fik bare ”et kanvas at skrive på”, en enkelt sætning, som hun så kunne fabulere videre over. Den historie, og flere andre, er også usande. Nogle af Asta Nielsens historier er altså tæt på ren fiktion; andre er, hvad man kunne kalde modificerede sandheder. Men de er alle sammen gode historier! De situationer eller de historier, Asta Nielsen udvikler og gentager, er nemlig alle spektakulære små dramaer, flere af dem har desuden visuelle potentialer, hvilket tilsammen gør dem nemme at huske for læseren. På den måde kan Nielsen som fortæller styre og forme sin egen myte.

10

110288_asta nielsen_cc19_.indd 10

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


Eller – det tror hun, at hun kan. Hendes erindringer er nemlig også meget selektive. Man kan sige, at hun, når det kommer til privatlivet, ofte kun antyder eller tegner op med et omrids; indholdet, ”farve­ lægningen”, bliver derfor overladt til læseren, til hendes publikum – selvom det vel ikke var hensigten. Men det har læsere og publikum været mere end villige til. Hendes store publikum og den enorme medieinteresse, der fulgte hende fra første færd – og som hun faktisk både frygtede og afskyede – ville have mere. Flere spektakulære øjeblik­ ke og fortællinger, mere drama. Man fyldte med andre ord hullerne ud, fordi man var blevet fodret med fortællinger om hendes spændende liv ved at have læst om det og især ved at se hendes film. Fortællinger­ ne om hende – for ikke at sige sladderen – kunne derfor også mutere i alle mulige retninger, og gør det faktisk stadig, om end i noget mindre format nu knap 50 år efter hendes død. I 1925 skrev en filmkritiker, der som mange andre var fascineret af Asta Nielsen og hendes særlige spillestil, at hvis hun havde levet i middel­ alderen, så var hun blevet brændt som heks. Det synspunkt tilslutter jeg mig; den særlige udstråling, hendes filmpublikum og hendes læse­ re oplevede, og som hun også skal have haft som privatperson, synes stadig virksom, både når man læser hende og ser hende på fotos eller i film. At blive trukket ind i Asta Nielsens univers er at stifte bekendt­ skab med det, hun selv kaldte ”atmosfære”, noget en skuespiller enten havde eller ikke havde. Asta Nielsen havde det så afgjort. Noget tyder på, at ”atmosfæren” stadig er virksom, nu en men­ neskealder efter hendes død. Eller som Poul Malmkjær formulerede det sommeren 2015, hvor jeg fortalte ham om mine planer: ”Ja, Fruen vil ikke ligge stille!” Lotte Thrane, marts 2019

11

110288_asta nielsen_cc19_.indd 11

25/03/2019 15.00


12

110288_asta nielsen_cc19_.indd 12

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


1

VOR FRUE PÅ HAUSER PLADS Marts 1970 En tidlig forårssol skinner, det er langt op ad formiddagen, men antikvariatet i bunden af Hauser Plads sover stadig. Det gør Frede Schmidt også, for han var til balletpremiere i går med en håndfuld venner, og i pausen var man blevet enige om at tage hjem til ham på Maglekildevej efter forestillingen. Der var efterhånden otte mennesker, der spiste og drak og snakkede til klokken tre, og så tog de ind på Hauser Plads, hvor der blev danset til grammofonen mellem bunkerne til den lyse morgen. De andre gik hjem ved halvsekstiden. Frede sover stadig; han har en madras og en dyne i baglokalet, for man kan aldrig vide, og der er langt til den etværelses på Frederiksberg efter sådan en nat, når knallerten er lånt ud til ”Jesusbarnet”, en af de trofaste unge venner. Han sover trygt, om end lidt ubekvemt, i det, vennerne kalder ”det allerhelligste”. Rummet er ikke stort, og der er en særlig lugt derinde – af jordslåethed, støv, gammelt papir, kaffe og røg. Selvom det er solskin udenfor, er der altid halvmørkt, og som i resten af butikken er der et tilsyneladende kaos med stabler af film- og teatertidsskrifter, bunker af bøger, sammenrullede plakater og kasser med udklip og grammofonplader. Og så er der billeder; billeder overalt. I butikken, i baglokalet, i det bittelille køkken, i vinduerne. Mange portrætter – af kendte og mindre kendte som Herman Bang, Erich von Stroheim, Chaplin, Céline, Nurejev og Erik Bruhn. Og af de store divaer – Maria Callas, Birgit Nilsson, Eleonora Duse, Marlene Dietrich. Og af Asta Nielsen. Der er rigtig mange af stumfilmstjernen, som Frede sætter særlig højt og altid omtaler som ”Vor Frue”. Det er billeder af hende som Hamlet eller Fröken Julie eller som teenagepigen Engelein i Urban Gads film fra 1914 – og der er signerede privatoptagelser, hvor hun ses sammen med datteren Jesta i sommerhuset på øen Hiddensee. Eller med Brandes, Einstein eller Stravinskij i lejligheden i Berlin. 1   ·   V O R F R U E PÅ H A U S E R P L A D S

110288_asta nielsen_cc19_.indd 13

Vor Frue, 1923.

13

25/03/2019 15.00


Her bor jeg. Frede Schmidt i dør­åbningen og i sit baglokale i butikken på Hauser Plads.

14

110288_asta nielsen_cc19_.indd 14

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


Frede har også nogle af die Astas selvportrætter, lavet i collageteknik af ituklippede kostumer fra de mange filmroller. I baglokalet står en række røde teaterstole, nummereret fra 22 til 28, og en mølædt lænestol, det hele presset ind omkring et lavt bord, der rummer kaffekopper, askebægre, fire par briller og en hashpibe, flere bøger og magasiner – og en kolossal, vulkanlignende stearinskulptur i alle regnbuens farver. Her er tre tændte lys plantet, de udgør den eneste belysning; Frede glemte vist at slukke dem, da han lagde sig til at sove, men de varmer jo også lidt – der blev lukket for både strøm og gas i sidste uge. Det er ikke første gang, men på den ene eller anden måde, og ikke sjældent med venners hjælp, er det altid lykkedes at få skrabet et beløb sammen, så regningen er blevet betalt. Nogle af de trofaste venner har denne gang fået en ny idé: Antikvariatet skal sættes på aktier! Opfordringen til aktietegning hænger allerede på døren. Det er blevet eftermiddag, Hauser Plads er stadig et stille og lidt glemt hjørne af byen, men trafikstøjen fra Købmagergade trænger tydeligere igennem nu. Frede er vågnet og har stillet det hjemmelavede papskilt med ”AABEN” op udenfor – i dag med følgende tilføjelse: ”Ved Køb fra Kr. 25,- serveres en Anfugtning og 1 Stk. med andalusisk Andefedt”. Fornuftigvis er tilbuddet fulgt af endnu et papskilt: ”Eventuelle Kødannelser bedes tage Opstilling langs med Husrækkerne i Retning mod Kultorvet.” Man bemærker retskrivningen og Fredes særlige form for humor. Der er sjældent – faktisk aldrig – kø uden for Kulturcentralen, som Frede med karakteristisk selvbevidsthed kalder sit antikvariat. ”Kulturen”, som den hedder til daglig, er dog internationalt kendt; både franske og amerikanske og britiske aviser har skrevet om butikken og sammenlignet den med den legendariske Shakespeare and Company på Île Saint-Louis i Paris. Folk kommer langvejsfra bare for at se stedet og slå en snak af med indehaveren; sjældnere for at købe, desværre. Det får ham dog ikke til at dreje nøglen om; på døren hænger en plakat, hvor han med vanlig galgenhumor har skrevet: ”Dette er en non-profit forretning. Sådan var det ikke tænkt, men sådan blev det.” Økonomien var bestemt bedre i gamle dage. Oprindelig lå butikken i Adelgade og havde et mere anonymt navn – Adelgades Antikvariat. Dengang hvilede forretningen på et solidt grundlag af ”franske intimiteter”, som journalisten og forfatteren Erik Nørgaard har kaldt det – udtrykket skjuler nu, at der først og fremmest var tale om forskellige udgaver af gay porn.1 Saneringerne sidst i 1950’erne sendte Frede Schmidt over på det mere anonyme Hauser Plads, og da billedporno-

1   ·   V O R F R U E PÅ H A U S E R P L A D S

110288_asta nielsen_cc19_.indd 15

Redningsforsøg. ”Kulturcentralen” sættes på aktier. Her med nogle af Frede Schmidts hjemmelavede skilte.

15

25/03/2019 15.00


grafien blev frigivet i 1969, mistede han sin vigtigste indtægtskilde, især fordi han dybest set ikke nænnede at skille sig af med de mere værdifulde dele af sin store samling af teater- og filmhistorica.

Dørvogteren Frede brød sig ikke om folk, der kom og rodede i hans bunker eller tog bøgerne ud af reolen for at se udgivelsesåret, eller om der var dedikationer i; han gad heller ikke potentielle kunder, der kom ind, fordi de så noget spændende i vinduet, og så stillede forkerte eller ubegavede spørgsmål. Man skulle med andre ord ikke forvente nogen særlig hjertelig velkomst, når man havde forceret de to trin op til ”Kulturen” – højst et vrantent: ”Hvad vil De?” Det var Fredes måde at teste folk på. Viste man oprigtig interesse for – og helst viden om – ballet- og teaterhistorie, gamle filmplakater eller den tidlige stumfilm og dens divaer, blev man måske inviteret ind i sofarækken i hulen bag det amerikanske flag, der tjente som adskillelse af de to rum. Og ud af sit til­ syneladende rod kunne Frede nu finde et hvilket som helst billede eller lige netop den årgang af et bestemt fransk filmtidsskrift, som man måtte være interesseret i – og måske blev man herefter indlemmet i det selskab af skønånder, kunstnere, filmfolk, excentrikere og smukke, unge mænd, der fylkedes i Fredes allerhelligste. Og balletinteresserede! Frede var en stor beundrer af Erik Bruhn, som han havde spottet, allerede før han blev solodanser i 1949, og indledt korrespondance med i 1952. Senere kom Rudolf Nurejev til, også som gæst i butikken. Dansere. Erik Bruhn og Rudolf Nurejev i træningssalen ca. 1965.

16

110288_asta nielsen_cc19_.indd 16

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


En ung Erik Aschengreen var også forbi: Butikken lå lidt uden for mine vanlige ruter, men jeg slog tit et smut forbi i min studietid for at se på, hvad han havde i vinduet. Jeg var jo teatertosset, så der var altid lidt at se på. Der var også ballet- og teaterbilleder, som tangerede det vovede (pornografiske er for voldsomt et ord), men som kunne pirre lidt. Jeg havde umiddelbart fornemmelse af, at der foregik noget ”interessant” derinde, men gjorde mig egentlig ikke klart hvad. Jeg var faktisk også meget ”uskyldig” dengang. Engang vovede jeg mig ind i butikken for at spørge efter et eller andet. Frede Schmidt kom ud fra baglokalet. Det var adskilt fra forretningen ved et tæppe. Der lød stemmer derinde. Han var tydeligt irriteret over at blive forstyrret. Han blev stå­ende med tæppet halvt til side. Sagde hurtigt, at han ikke havde, hvad jeg spurgte efter, og så gik jeg. Jeg kom aldrig igen.2

Pornografiparagraffen. Frede var flere gange i karambolage med §234,

Mange af gæsterne i baglokalet var billedliebhavere, folk, der brændte for usædvanlige eller bare skæve kulturelle fænomener som Clint Eastwoods tidlige karriere, Hans Henrik Lerfeldts Chet Baker-billeder eller stillfotos fra Asta Nielsens første tyske stumfilm. Men der kom også mange andre, der bare holdt af den anarkistiske atmosfære. Og af Frede og al hans viden. Når man var blevet accepteret af Frede og bænket i det allerhelligste, var man klar til at modtage denne belæring: ”Kulturcentralens telefonnummer er meget let at huske: Vor Frue er altid nr. 1. ’Mine nerver’ eller Minerva, det er mig. Derfor 2-3-4. Så nummeret er altså Minerva 234.” Det er endnu et eksempel på Frede Schmidts syret-selvbevidste – Minerva er visdommens gudinde – men også gammelkøbenhavnske humor. Ovenikøbet iblandet en reference til §234 i Straffeloven, den, der handler om salg af pornografi. Frede havde fået mindst én dom for det, vistnok i Adelgade-tiden, og det elskede han at fortælle nye gæster, ligesom han gerne viste en bandbulle frem fra en tidligere kunde, der havde fortrudt sine ”onde lyster” og nu ville bede for ”Herr Schmidt”.3 Før det kom så vidt, skulle man dog eksamineres og ses an og imens forsøge at undgå at lade sig distrahere af de mange øjne, der så på én – som den kæmpestore, pastelfarvede Jesus, der blinkede, hver gang man drejede sig. Eller Frederik 9. i forbløffende stort format, der pludselig dukkede op i en vinduesniche, der meget passende også rummede en papmachékrone i overstørrelse. Eller fotomodellen Ditte Maria, der skuede 1960’er-mopset ned fra forsiderne af det nyeste smarte 1   ·   V O R F R U E PÅ H A U S E R P L A D S

110288_asta nielsen_cc19_.indd 17

indtil lovgivning om pornografi blev ændret i 1969. Her ses en bandbulle fra en tidligere kunde.

17

25/03/2019 15.00


dameblad Eva, som en billedforelsket Frede havde fået forstørret, indrammet og forsynet med små dannebrogsflag og påskrifter som ”Europas smukkeste kvinde” og ”Hendes Herlighed”. I daglig tale var hun nu bare ”den guddommelige”. Her nærmer vi os noget omkring Fredes forhold til ikke bare den flotte fotomodel, men til skønhed.

Billedsult og divakult Frede elsker skønhed, alle former for skønhed. Han forguder den. Ansigtets og især øjnenes udtryksfuldhed – men også kroppens. Der er mange billeder af mandlige balletdansere i butikken, men der er også nogle af Man Rays fotografier fra 1920’erne. Og en hel del af tyske Wilhelm von Gloeden, en af de tidlige kunstfotografer, der i 1890’erne tog billeder af sicilianske ynglinge iscenesat som antikke statuer. Frede har en form for billedsult, der gør, at han altid er på jagt efter nye visuelle oplevelser og udfordringer. Som han skriver i en hil­ sen til smukke Ditte Maria og hendes kæreste, den ”noble, ypperlige og ret så kønne Husbond”: Jeg trænger til et Par Fotos! Min visuelle Trang er stor, en Last der aldrig stilles tilfreds; men I kan forhaabentlig dulme den.4

Foto af Wilhelm von Gloeden, ca. 1900.

18

110288_asta nielsen_cc19_.indd 18

Først og fremmest elsker Frede den teatralske skønhed. Den er især knyttet til en bestemt type kvinder: til divaen – gudinden, med andre ord. Kønsforskeren Dag Heede har peget på, at der er særlige og kær­ lige forbindelser mellem homoseksuelle mænd og kvindelige super­ stjerner, forbindelser der intet har at gøre med de moderbindinger, freudiansk vulgærteori gerne tillægger homoseksuelle.5 De særlige og kærlige forbindelser skulle være åbenlyse for enhver, der har overværet en optræden med store stjerner som Birgit Nilsson, Maria Callas eller Cecilia Bartoli, en Liza Minelli-koncert eller en med Madonna, skriver Heede. Eller været til Melodi Grand Prix live, vil jeg tilføje! En diva behøver ikke at være sangerinde, hun skal heller ikke nød­ vendigvis være billedskøn, men hun skal være spektakulær – og hun må gerne have en baggrund eller en historie, ussel eller problematisk, som hun har rejst sig fra. Stor selvbevidsthed er en kvalitet hos divaen, store armbevægelser og helst lidt skandaler; vi taler om stærke kvinder, for eksempel kvinder, der har brudt med de patriarkalske normer. Som Elizabeth Taylor, Marilyn Monroe, Jackie Onassis og Karen Blixen. Edith Piaf, Zarah Leander, Judy Garland. Og Asta Nielsen med sin bag­ grund som fattigbarn og mor til en datter født uden for ægteskab.

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


Der er ikke noget nyt i denne bøssefascination; Herman Bang var for eksempel livslangt optaget af stjerner som Eleonora Duse, Sarah Bernhardt og Betty Nansen. Han havde også blik for Asta Nielsen, allerede ved hendes debut som skuespiller på Dagmarteatret i 1902, hvor hun spillede en 50-årig kvinde i et stykke, der hed Varulven.6 En dybt betaget Herman Bang skriver således om hende:

Asta Nielsen og Poul Reumert i Afgrunden (1910).

Selv naar hun ingen Replikker havde, bevægede hun sine Hænder, løftede sit Hoved, udtrykte hendes slanke, vibrerende Krop saa megen Deltagelse, sagde saa meget, at jeg aldrig har glemt det.7 Det er otte år før Asta Nielsens filmiske gennembrud med Afgrunden, den film, hvor hun forfører Poul Reumert med en dristig apachedans, men man skimter allerede her en kunstner, der uden at bruge ord har et helt personligt og meget stærkt udtryk – også selvom hun til rollen i Varulven var sminket gammel. En ægte diva må nemlig helst ikke være (for) ung, hun skal helst være mærket af livet. Om den svenske skuespiller og sangerinde Zarah Leander, der som Asta Nielsen havde en stor karriere i Tyskland, er det for eksempel blevet sagt, at hun med sin teatralske fremtoning og med 1   ·   V O R F R U E PÅ H A U S E R P L A D S

110288_asta nielsen_cc19_.indd 19

19

25/03/2019 15.00


Zarah Leander (1907-1981) blev – i modsætning til Asta Nielsen – i Tyskland under krigen, hvor hun på opfordring af Goebbels mellem 1937 og 1943 spillede med i en række vel­ betalte propagandafilm. Da hun 1943 vendte hjem til Sverige, ventede der hende mere end 15 års karantæne. Men hvor Asta Nielsen hverken fik

sin dybe, ”transvokale” stemme repræsenterede en uopfyldt længsel, som hendes (overvejende homoseksuelle) publikum kunne identifi­cere sig med. Hendes stemme, og ikke mindst kraften i den, blev billedet på et åbent sår, på en smerte, der blev skreget ud.8 Sådanne mærkværdige krydsidentifikationer fortæller, at divaen kan få rollen som den gode fe, hvis sang, optræden eller blotte frem­ toning bliver netop det redningsbælte, der kan frelse en desperat bøssespire fra at drukne i tårernes dal, som Dag Heede skriver. Hvis forholdet mellem divaen og hendes beundrer skal virke, må det paradoksalt nok ikke materialisere sig, for man må aldrig gribe fat i gudinden – guld- eller sommerfuglestøvet risikerer at gå af. Kun fnuglette berøringer i form af blomsterhilsner eller fanbreve er tilladt. Og fantasier, selvfølgelig. Divaen er ofte selv med til at markere denne afstand: Det kan være med det meterlange cigaretrør (Liza Minelli), med den arrogante drejning af skuldrene (Marlene Dietrich), med de store solbriller (Jackie Onassis) eller med de udstrakte arme, der kun på skrømt siger ”kom” (Marilyn Monroe). Men det kan også være med den udblæsning, stem­ men repræsenterer (Judy Garland og Zarah Leander). Eller som hos Asta Nielsen, stumfilmens store stjerne – med blikket.

roller, opgaver eller biografbevilling resten af sin levetid, kunne Leander gøre comeback i 1960’erne både i Sverige, Østrig og Tyskland.

Asta Nielsen som 7-årig.

20

110288_asta nielsen_cc19_.indd 20

Die Astas øjne. Når kød bliver ånd Om Asta Nielsens meget store, smukke øjne og om hendes brug af blikket er der skrevet både digte og afhandlinger.9 Hendes øjne og deres udtryk, blikket, har alle dage haft en sært magnetisk kraft. Den tysk-franske filmkritiker Lotte Eisner (1896-1983) sagde om Asta Nielsen, at de øjne funklede som strålende lys, samtidig med at de rum­ mede det dybeste mørke; de kunne blive en slags forsvindingspunkt for den, der så ind i dem. Den franske digter Apollinaire (1880-1918) skrev, at ”når hadet lyser i Asta Nielsens øjne, knytter vi næverne, og når hun slår øjenlågene op, er det stjerner, der lyser”.10 Béla Balázs (1884-1949), ungarsk filmteoretiker og avantgardedigter, fremhævede også die Astas øjne. Hun har jo dårligt nok nogen krop, som han skriver, hendes ”abstrakte magerhed er som én eneste sitrende nerve, med en tavs mund, men med to brændende øjne som de følsomme nerve­ spidser”.11 Den betydningsfraskrivelse af kroppen – af kødet! – som Balázs her udpeger som noget karakteristisk for Asta Nielsens ”spirituelle erotik”, har en parallel i det, som fotografiet (og filmmediet) kan. Når et men­ neske, her en skuespillerinde af kød og blod, gøres til billede – et bille­ de, der desuden lader sig reproducere i mange eksemplarer (eller som M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


Scenebillede fra Das Mädchen ohne Vaterland (1912).

film lader sig se mange gange) – forvandles hun til et tegn; skuespillerinden ophøjes, bliver gudinde, diva. Den særlige (guddommelige) betydning understreges ved, at processen her sammenlignes med brød og vins forvandling under det katolske nadverritual – med transubstantiationen.12 Kød bliver til ånd. Og selvom den ret nøgterne Asta Nielsen nok ville have grinet ad denne opulente sammenligning, var hun overordentlig bevidst om, hvad hun kunne og skulle opnå, i sekunderne mens kameraet zoomede ind og forvandlede hende til billede, og hvad især belysning kunne gøre for hende og hendes ansigt.13 Samt hvordan hun kunne bruge sine øjne og sit blik, mens kameraet var på. Også ved at slukke for blikket.

Blikkets magt I dag har vi kun andres beretninger om hende at holde os til. Og så de mange billeder, repræsentationen af hende – som er det, der tales om her. Der er ingen tvivl om, at billedmediet er i stand til at vise, måske 1   ·   V O R F R U E PÅ H A U S E R P L A D S

110288_asta nielsen_cc19_.indd 21

21

25/03/2019 15.00


forstærke, det særlige ved hendes øjne, også uden sminke. Det ”strålende lys” og det ”dybe mørke” i hendes blik kan også konstateres i privatbilleder (og sågar i barndomsbilleder), det vil sige fotografier, hvor det ikke er koolstift, projektør eller andet kunstigt lys, der former øjne og ansigt eller spejler sig i pupillerne. En livslang beundrer, der i øvrigt også kom i Fredes butik, skriver således i 1981: Det mest intense var hendes udtryksfulde blik. Ingen, hvem det har været forundt at se ind i disse vidunderlige øjne, vil nogensinde kunne glemme dette blik igen.14 Asta Nielsen kalkulerede med brugen af blikket i sine filmroller, det kunne være ved at lukke de udtryksfulde øjne i op til fem sekunder – og det er længe i en stumfilm med close-up af et ansigt. Det man derefter så, var ”to sorte pletter som i et maskelignende billede af et blik uden retning, et blik, hvis forbindelser, relationer og begær man – som den, der betragter billedet – kun kan gisne om.15 Det, der siges, er, at man som betragter må underkaste sig dette vilkår (at blikket har en egenvilje eller begær), selvom der her er en risiko for binding eller ligefrem fortabelse. Filmmanden Jørgen Stegelmann (1925-1999) anmeldte i 1981 en nyudkommen tysk billedbiografi om Asta Nielsen. Her peger han også på den særlige kraft, der er i hendes blik, og hvordan hun ”digter” med sine øjne. Men også på den lokkende farlighed i at smelte sammen med dette blik: ”Man hypnotiseres ikke til sløvhed af disse øjne, man bindes af dem og følger dem og ser i dem for at lære alt det at kende, som Asta Nielsen fortæller med dem.”16 Jørgen Stegelmann er villig til at gå ind i højen eller bjerget, som de gamle kaldte det, for at få del i en særlig indsigt eller hemmelighed. Og han var ikke den eneste, som vi kan se af den kult, Frede Schmidt og hans venner etablerede omkring die Asta mellem 1956 og 1972.17 Det er ikke tilfældigt, at jeg trækker bjergtagningstematik ind her. Den myte, hun var spundet ind i – og som hun selv var med til at grundlægge under stumfilmkarrieren i Tyskland og siden videreførte med de meget selektive erindringsbøger med den dobbelttydige titel Den tiende Muse (1945-1946) – blev der bygget videre på i miljøet omkring Frede Schmidt. Hvis Asta Nielsen var glemt i sine mange år i Danmark, er det altså en relativ sandhed. Hun havde et publikum og en fanskare; den var ikke så stor som tidligere, hvor hele Europa lå for hendes fødder, men den var dedikeret. Frede Schmidt var uhjælpeligt betaget, måske også forelsket i Asta Nielsen. Betagelsen eller fascinationen delte de fleste i hans kreds. Axel 22

110288_asta nielsen_cc19_.indd 22

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


Asta Nielsen: Selvportræt efter rollen som Tamara i Laster der Menschheit (1927).

Strøbye, der medvirkede i den portrætfilm, Asta Nielsen lavede om sig selv i 1968, har andetsteds fortalt om en særligt vanskelig scene, der måtte tages om tre gange, fordi Asta var ved at bryde sammen – ”men da kameraet så kørte – da forvandledes hun fuldstændig! Det var som en erotisk besættelse!”18 Her tales om en kvinde på 87! Asta Nielsens særlige forhold til (og brug af) kameraet, herunder hendes spillestil, beskrives i næste kapitel, men der er mange udsagn om og vidner til de erotiske svingninger hun kunne sætte i gang, hvor ikke bare kameramand og skuespiller, men alle nær dem blev inddraget.

En udsøgt kreds Kulturcentralen lagde scene til et kulturelt miljø med en lille, udsøgt kreds, der i baglokalet udvekslede de seneste døgns mest interessante sladder fra film-, litteratur- og teaterverdenen og samtidig prome­ nerede en selvforståelse, der var omvendt proportional med butiks­ 1   ·   V O R F R U E PÅ H A U S E R P L A D S

110288_asta nielsen_cc19_.indd 23

23

25/03/2019 15.00


”Nordens lys”. Forfatteren Jan Sonnergaard kom som helt ung meget i butikken på Hauser Plads, og havde et nært forhold til Frede Schmidt. Sonnergaard talte f.eks. ved Fredes båre til begravelsen fra Frederiksberg Kirke 3. april 2000. I ”Kulturcen­ tralen” lød han navnet ”Nordens lys” – her visualiseret af ham selv i en af hans mange hilsner i Fredes gæstebog.

24

110288_asta nielsen_cc19_.indd 24

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


arealet. Selvfølgelig sad der både vandbærere og stjerner i Fredes aller­ helligste og sikkert også et par stykker, der bare varmede sig ved sel­ skabet, men der var stiltiende enighed om, at man i denne kreds besad en særlig form for hjertets dannelse, at man var noget særligt. En sammenligning med miljøet omkring Kamma Rahbek på Bakkehuset i de første årtier af 1800-tallet falder for; begge steder herskede en ind­ forståethed og en særlig jargon, og begge steder blev husvennerne tildelt karakteriserende kæle- eller øgenavne af værten/værtinden.

Poetisk. Frede kunne – som Kamma Rahbek – både skrive smukke breve og lege med sproget, og hans vel­ udviklede sans for ironi viste sig også i de kælenavne han tildelte folk. ”Den guddommelige” Ditte Marias medicinstuderende kæreste, der også var ejendommens vicevært, hed naturligvis ”Husbonden”, en boghandler i Gothersgade, som

Jan Sonnergaard, der kom til som helt ung i slutningen af 1970’erne, sammenfattede det således, da han var blevet en kendt forfatter:

Frede af og til handlede med, hed både ”Den onde boghandler” og ”Vorherre” – og hans søn, der

Når jeg tænker tilbage, er det egentlig ikke så få berømtheder og notabiliteter, man har kunnet møde i kulturantikvariatet på Hauser Plads. (...) Når disse folk mødte op i denne absurde, lille butik, så var grundene vel de samme som mine egne. Nemlig at stedet levede på nogle idéer og visioner, der stod fuld­ stændigt i opposition til den kræmmermoral, som i dag står til at vinde endegyldigt.19

nærmest boede i Fredes butik, hed selvfølgelig ”Jesusbarnet”. Tegneren Jørgen Mogensen, en af Fredes ældste venner, hed ”Moonie”, og den flam­ boyante Jørgen Vase Schmidt, der netop havde udstået en længere straf for bedrageri og underslæb, lød na­ turligvis stadig navnet ”Marquisen”.

Der er ikke mange spor af ungdomsoprør hos unge Sonnergaard her. Men den kulturkonservatisme, der kan skimtes, gik hånd i hånd med, at hver kvadratcentimeter af Kulturcentralen rummede eller fremviste enestående historisk materiale – og faktisk også med den dyrkelse af Store Kunstnere, som Frede Schmidt stod for, som Lauritz Melchior, Erik Bruhn – og Asta Nielsen.

Båndoptagelser, hemmeligheder og kulturarv Frede var blevet præsenteret for Asta Nielsen i begyndelsen af 1950’erne, og nogle år senere tog han initiativ til at invitere den 35 år ældre dame til en premiere. Det udviklede sig til mange og lange telefonsamtaler op til flere gange om ugen; de to kunne øjensynlig lide (og bruge) hin­ anden. Asta fik smigrende opmærksomhed, beundring og opvartning, alt det hun på én gang havde mistet, da hun som fejret verdensstjerne var vendt tilbage til fødelandet sidst i 1930’erne, straks var blevet lagt på is, fordi man mente, hun var nazivenlig, og siden overset af den officielle danske kultur-, teater- og filmverden.20 Frede Schmidts util­ slørede beundring fik hende ”fremkaldt” igen, som forfatteren Eva Tind skriver.21 Frede fik til gengæld masser af oplysninger, erindrings­ billeder og insideviden om et felt, der havde hans store interesse: tysk film- og teaterhistorie 1910-1940. Og han fik det af hestens egen mund.

1   ·   V O R F R U E PÅ H A U S E R P L A D S

110288_asta nielsen_cc19_.indd 25

Jørgen Vase Schmidt aka Marquis Marcel de Sade.

25

25/03/2019 15.00


Tilståelse. På et af lydbåndene henvender Frede Schmidt sig øjensynlig til de af hans venner, han delte båndoptagelser med. Her lyder det: ”... og så er jeg desværre kommet til at tage en samtale med Asta Nielsen, og det var ikke beregnet for jer (...) hun vil selvfølgelig

Frede Schmidt besluttede tidligt i forløbet, i 1957, at optage disse samtaler på sin nyanskaffede spolebåndoptager – uden Asta Nielsens vidende. Han var meget bevidst om, at hun ville blive rasende, hvis hun fandt ud af det – det kan man høre i en metakommentar på båndene, der i dag befinder sig på Det Kongelige Bibliotek.22 Hans erklærede motiv til optagelserne var, at her var et stykke kulturarv, der ikke måtte gå tabt. Af originalbåndene fremgår det også, at Frede optog meget andet, tilsyneladende uden nogen særlig hensigt – andre telefonsamtaler, radioudsendelser, koncerter og sågar optagelser fra hans egne aftenselskaber i hjemmet på Maglekildevej. Nogle af disse optagelser cirkulerede mellem hans venner.23 De omkring 80 timers bånd med samtaler med Asta Nielsen fylder dog mest i arkivet. Og selvom Fredes officielle begrundelse for at optage var kulturhistorisk, har det givet også spillet en rolle, at han med denne handling kan have oplevet det som at komme tættere på en kvinde, han beundrede grænseløst. På en diva. En særlig form for nærhed, hvor han kunne indbilde sig, at hun var hans alene. Men reglen om afstand blev også respekteret her.

ikke slå mig ihjel, for jeg ville selvfølgelig ikke gøre sådan noget, for det kan man selvfølgelig ikke, men, nu er det på, og jeg vil heller ikke slette det, så I får det, og så må I love mig, I må sgu ikke sige det til nogen som helst, at I har haft hendes stemme nede hos jer.” (Disk 5, 1. fil, ANS_MD_003. Det Kongelige Bibliotek/Dramatisk Bibliotek, og Torben Skjødt Jensens Bånd h43, vinter 1957).

26

110288_asta nielsen_cc19_.indd 26

Er det etisk forsvarligt at bruge den slags kildemateriale? Jeg er i tvivl. Jeg skulle i hvert fald overkomme en del modvilje over at være med som tredjepart i noget, der egentlig kun angår to mennesker. Og var det det værd? Tilføjer båndoptagelserne noget afgørende til billedet af Asta Nielsen? Ja, det gør de! Når man har lyttet sig igennem de første timer af telefonsamtalerne, begynder det at blive interessant. På overfladen er samtalerne nok – i det mindste for Asta Nielsen – en erstatning for socialt liv, og det véd hendes meget yngre samtalepartner. Derfor fylder han hende med beretninger om middage og teaterbesøg, hvad hans festglade omgangskreds har bedrevet, og hvor sent han er kommet i seng. Asta Nielsen lever villigt med i dette og opfordrer ham til mere af samme slags med spørgsmål som: ”Hvordan går det med Dem i dag, det er jo altid med sus og dus, kan jeg forstå?” Selv kvitterer hun mestendels med beretninger om datteren og svigersønnen på Syvstensvej i Vanløse og om egne sygdomme og søvnbesvær. Hver samtale indledes næsten altid med, at Frede Schmidt spørger, hvordan fru Asta Nielsen har sovet, hvorpå vi får lange udredninger om dette, og hvilken slags piller hun har taget eller ikke taget. Det er imidlertid kun en optakt. Man må heller ikke lade sig snyde af Frede Schmidts underdanige (eller er det bare 1950’er-høflige?) facon. For selvfølgelig gør man ikke M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


vrøvl, selvom man ideligt bliver afbrudt af Fruen, og selvfølgelig er man ”Des” og på ”hr.” og ”fru” med hinanden. Det fortsætter de med at være i de tre år, optagelserne stod på, og i øvrigt helt til Asta Nielsens død i 1972. Afstand dermed markeret. Tonen i dette forhold er imidlertid ikke lige, der er en umiskendelig ubalance, fordi Frede Schmidt pålægges – eller pålægger sig selv? – at åbne eller spørge ind, appellere til hende på en sådan måde, at Asta Nielsen får anledning og lyst til at berette, det vil sige til at komme på scenen. Når sådan en manøvre lykkes, når han får hende til at tale om mere væsentlige ting fra sit liv med film og teater, så sker der noget. Hun fortæller løs i mange minutter, og der lægges ikke fingre imellem, når hun omtaler kolleger som Greta Garbo og Clara Pontoppidan eller instruktører som Ernst Lubitsch og G.W. Pabst. Her går Frede helt ind i rollen som hendes applauderende og beundrende publikum, der lægger den ene verbale blomsterbuket efter den anden for hendes fødder. Han lægger nu også ”snubletråde” ud, som Eva Tind så rammende har kaldt det.24 Nogle gange lykkes det at få Asta Nielsen til at falde over dem – som da der tales om Astas overvægtige og temmelig sløve datter, Jesta, og Frede spørger, hvem hun dog kan have det fra – hvorpå Asta

1   ·   V O R F R U E PÅ H A U S E R P L A D S

110288_asta nielsen_cc19_.indd 27

I privaten. En ung Frede Schmidt i 1950’erne, dvs. i den periode, hvor han lærte Asta Nielsen at kende. Billedet er fra hans lejlighed på Maglekildevej på Frederiksberg, og den båndoptager, der spillede en vigtig rolle i hans forhold til filmstjernen, ses yderst til venstre.

27

25/03/2019 15.00


bryder sin livslange hemmelighed og beretter om den uambitiøse jurist, hun fik barnet med. Og ikke ville gifte sig med, trods pres fra begge familier.25 Det mest fascinerende ved at være med som lytter er dog, at man er i første parket, når Asta Nielsen sætter fart på sit erotiske spil. Fredes benovethed over at have den store die Asta på tomandshånd giver hende nok kommunikative fordele, men han leger glad med. Som da de – tilsyneladende – taler om mad. Asta har nældefeber, er helt smurt ind i talkum og har ikke lyst til ret meget, men hun har kogt en høne, det er det eneste, hun for tiden kan tåle at spise – og så har hun mad til flere dage:

Udsyn. I dette vindue har Asta Nielsen også fået plads – her ved siden af filminstruktøren Erich von Stroheim.

an: Jeg har jo ikke meget appetit, men jeg sidder nu og nyder dens kød. Ha, ha. Så smukt, det er, sådan et stort, hvidt bryst. Men De kan vel bedst lide lårene, for de fleste mænd kan bedst lide bagkødet? fs: (tydeligt befippet) Nej, jeg holder nu meget af brystkødet. an: Ja, det synes jeg jo også er godt. fs: Ja, ja, men der er jo desværre kun to bryster på en høne, ikke sandt? an: Ja, det er der ganske vist, men de her var skam store. fs: Nå, var de det? an: Ja, og nu har jeg jo hele bagkroppen tilbage. Det smager jo også godt, i mangel af bedre. fs: Ja, hi, hi. Nå, nu må jeg vist se at få bukser på og blive barberet. an: Guud, er De ikke påklædt endnu? Ja, jeg ligger også stadig i sengen.26 I en af de båndoptagelser fra 1957, der ikke er en samtale med Asta Nielsen, har Frede fem-seks gæster hjemme i sin meget lille Frederiksberg-lejlighed, hvor Asta Nielsens barokseng fra Berlin optager en del af pladsen, og gæsterne derfor må sidde i den eller rundt om sofabordet og spise. Der er en del tumult på båndet, alle taler i munden på hinanden, og pludselig lyder et brag og splintren af glas efterfulgt af Fredes: ”Gud! Der faldt Fruen ned.”27 Nu var det jo nok hendes billede, der faldt ned – Frede ejede flere af hendes selvportrætter – men personifikationen peger også på, at hun altid er med ham, så at sige. Fredes forskrækkede udbrud og associationsrækken – forbudte båndoptagelser, Asta Nielsens seng invaderet og Vor Frues knytnæve – trækker imidlertid linjer til en anden forskrækket (og skyldbevidst) mands reaktion, Antonio i H.C. Andersens italienske kunstnerroman

28

110288_asta nielsen_cc19_.indd 28

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00


Improvisatoren (1836). Antonio befinder sig i det meget sanselige Napo­ li, Vesuv er i voldsomt udbrud, og vores hovedperson er på nippet til at give sig sine egne sanser i vold med den skønne Santa, men så falder et madonnabillede heldigvis ned i hovedet på ham og standser fore­ havendet. Og ”det var ei ved [det vil sige kun] Tilfældet”, som der står.28 Hos H.C. Andersen er der altid en højere styrelse. Om Frede tolkede sin oplevelse med Vor Frues billede som en advarsel fra det høje, vides ikke, han fortsætter under alle omstændig­ heder med sine båndoptagelser. Nogle få af vennerne kendte til projek­ tet, men slet ikke omfanget af det, så Frede tog stort set sin hemmelig­ hed med sig i graven. Om han endte samme sted som H.C. Andersen, er ikke godt at vide. Men mon ikke han kunne formilde alle slags magter med et papskilt magen til det, han havde i Kulturcentralen? Her stod: ”Skriftemaal modtages fra 14 til 16. Store Synder: 25 kr., smaa Synder: 20 kr.” Det er ikke godt at vide, hvad Fredes egne synder blev takseret til. Man må håbe, han fik dem forladt. Også selvom han kom uden en krone på lommen.

Grafitti. I Åbenrå, lige bag Hauser Plads, havde en gruppe kvinder slumstormet tre gamle huse og etableret hovedstadens første Kvinde­ hus i begyndelsen af 1970’erne. Naboskabet slog undertiden gnister, selvom Frede og hans venner foretrak at låse døren.

29

110288_asta nielsen_cc19_.indd 29

25/03/2019 15.00


30

110288_asta nielsen_cc19_.indd 30

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00

Profile for Gads Forlag

Maske og menneske  

Maske og menneske  

Advertisement