“Ja, det ville ikke have taget ret lang tid.” Han satte sig i sofaen og trak iPad’en frem. “Hvad laver du?” “Finder wi-fi’en. Er det i orden? Har du brug for, jeg hjælper dig med noget?” “Jeg skal tisse.” “Er du okay med at gøre det alene?” drillede han. “Ha ha.” Badeværelset indeholdt faktisk det selv samme badekar med løvefødder, som jeg havde set på billederne (samt noget, der mindede om det samme vinrøde håndklæde og et enkelt, gråt pubeshår ved siden af afløbet), men helheden var skuffende. Væggene var dækket af institutionsagtige, hvide fliser, porcelænsvasken var skåret og plettet af rust, og der var skyer af sort mug i loftet. Toiletkummen var grå af kalkaflejringer, og selvom sædet så rent nok ud, havde jeg ikke lyst til at komme i kontakt med det, før jeg selv havde desinficeret det, så jeg skrævede over det med værkende lår. Der hang en enkelt rulle knitrende toiletpapir, sprødt, ligesom det man brugte, dengang jeg gik i skole. Jeg mærkede et stik af ærgrelse over den pakke med 12 styk trelags, som jeg havde købt til Petit-parret i Woolworths. Jeg var ved at blive overmandet af jetlag, mit syn blev sløret, og det føltes, som om gulvet vippede. Jeg vaklede tilbage til stuen. Mark sad og stirrede ned på iPad’en med rynket pande. Jeg prøvede at sms’e til min mor igen, men beskeden ville ikke sendes. “Jeg fatter det ikke. Jeg satte roaming til, før vi gik om bord på flyet. Måske er her ikke noget signal eller hvad?” Mark kiggede ikke op. “Vi er midt i Paris. Hvordan kan der ikke være noget signal?” “Men i det mindste er der wi-fi, ikke?” “Niks.” 5
lejligheden læseprøve_TRYK.indd 5
21/04/2017 15.01