Kairos

KAIROS JENNY ERPENBECK

“Erpenbeck bør være kandidat til Nobelprisen.” the washington post

Af samme forfatter på dansk:

Hjemsøgelse, roman (2012)

Går, gik, gået, roman (2016)

Før sol går ned, roman (2018)

JENNY ERPENBECK

KAIROS

ROMAN

På dansk ved Andrea Fehlauer

Gads Forlag

KAIROS

er oversat fra tysk af Andrea Fehlauer efter KAIROS

Copyright © 2021, Jenny Erpenbeck

All rights reserved

Dansk udgave © Gads Forlag 2024

Omslag: Sofie Winding

Forsidefotografi: Roger Melis © Estate Roger Melis

Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07450-2

The translation of this work was supported by a grant from the Goethe-Institut.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Kommer du til min begravelse?

Hun kigger ned, på kaffekoppen som står foran hende, og siger ingenting.

Kommer du til min begravelse, spørger han igen.

Hun siger: Du er jo stadig spillevende.

Men han spørger en tredje gang: Kommer du til min begravelse?

Ja, siger hun, naturligvis kommer jeg til din begravelse.

Der står et birketræ ved siden af det sted, jeg har valgt.

Dejligt, siger hun.

Fire måneder senere er hun i Pittsburgh, da hun får besked om, at han er død.

Det er hendes fødselsdag, men endnu før hun får den første lykønskning fra Europa, ringer Ludwig, hans søn, og siger: Far døde i dag.

På hendes fødselsdag.

Da hans begravelse finder sted, er hun stadig i Pittsburgh.

Klokken fem om morgenen, ti om formiddagen i Berlin, står hun op, præcis til ceremonien, stiller et stearinlys på bordet på hotelværelset, tænder det og spiller musik for ham fra internettet.

Anden sats fra d-mol-koncerten af Mozart.

Arien fra Goldberg-variationerne af Bach.

Chopins Mazurka i As-dur.

Hvert af disse musikstykker afbrydes af reklamer.

Den nye Hyundai. En bank, der tilbyder huslån. Et medikament mod forkølelse.

Da hun seks uger senere vender tilbage til Berlin fra Pittsburgh, ser hun den nyskovlede bunke sand og birketræet ved siden af. Roserne, som hun havde fået en ven til at lægge på graven, er allerede blevet fjernet. Vennen fortæller, hvordan begravelsen var. Der blev spillet musik.

Hvad spillede de? spørger hun.

Mozart, Bach og Chopin, siger vennen.

Hun nikker.

Et halvt år senere er hendes mand hjemme, da en kvinde kommer og afleverer to store papkasser.

Hun græd, siger han, jeg gav hende et lommetørklæde.

Langt hen på efteråret står kasserne stadig på Katharinas arbejdsværelse.

Katharina sætter dem op i sofaen, når rengøringshjælpen kommer, og ned på gulvet igen, når der er blevet gjort rent. Når hun skal bruge biblioteksstigen, skubber hun dem til side. Der er ikke plads til to store kasser i hendes reol. I kælderen har der lige været oversvømmelse. Skal hun simpelthen bare smide dem ud, som de er? Hun åbner den øverste kasse og kigger ned i den. Så lukker hun den igen.

Kairos, det lykkelige øjebliks gud, har efter sigende en lok ned over panden, kun i den kan man holde ham fast. Er guden først ilet forbi på sine bevingede fødder, vender han sit glatte baghoved mod en, det er blankt og uden noget, hænderne kan gribe fat i. Var det et lykkeligt øjeblik, da hun, som nittenårig pige, mødte Hans? En dag i begyndelsen af november sætter hun sig på gulvet og begynder, ark for ark, mappe for mappe, at kigge indholdet af først den ene, så den anden kasse igennem. Ret beset er det en ruinhob. De ældste optegnelser er fra 1986, de seneste fra 1992. Hun finder breve og kopier af breve, notater, indkøbssedler, kalendere, fotos og negativer til fotos, postkort,

collager, her og der en avisartikel. En sukkerknald fra Café Kranzler smuldrer mellem hendes fingre. Der falder pressede blade ud mellem siderne, andre steder er der hæftet pasfotos til siderne med papirclips, i en tændstikæske ligger en tot hår.

Også hun har en kuffert med breve, kopier af breve og erindringsgenstande, mest arkivalier, som det hedder på arkivsprog. Har sine dagbøger og kalendere. Næste dag kravler hun op på biblioteksstigen og henter kufferten ned fra den øverste hylde, den er støvet, udenpå og indeni. For lang tid siden førte disse papirer, dem i hans kasser og dem i hendes kuffert, en dialog med hinanden. Nu fører de en dialog med tiden. I en sådan kuffert, i en sådan kasse, ligger slutning, begyndelse og midte hulter til bulter i årtiernes støv, ligger det der blev skrevet for at vildlede, og det der var tænkt som sandhed, det fortiede og det beskrevne, ligger det hele, om det vil eller ej, foldet ind i hinanden, ligger det selvmodsigende, ligger den forstummede vrede og den forstummede kærlighed sammen i en konvolut, i samme mappe, er det glemte lige så gulnet og krøllet som det, man stadig husker, dunkelt eller klart. Mens hendes hænder bliver støvede af at bladre i de gamle mapper, kan Katharina ikke lade være med at tænke på, hvordan hendes far altid optrådte som tryllekunstner til hendes børnefødselsdage. Han kastede et helt sæt spillekort op i luften, og af alle de kort, der hvirvlede rundt, trak han så alligevel altid netop det, som et af de andre børn havde valgt.

Alt der findes er Jeg og Du: Og hvis vi to kan ej være, Så er Gud ej mere Gud.

og himlen kan ej bære.

ANGELUS SILESIUS

KASSE I

I/1

Den fredag i juli tænkte hun: Hvis han så kommer nu, er jeg gået.

Den fredag i juli arbejdede han hele dagen på to linjer. At tjene til brødet på den her måde er et surt slid, værre end man kan forestille sig, tænkte han.

Hun tænkte: Så må han tage sig sammen.

Han tænkte: Nu bliver det ikke bedre i dag.

Hun: Måske er LP’en allerede kommet.

Han: De skulle have den der Lukács henne hos ungarerne.

Hun tog håndtaske og jakke og gik ud på gaden.

Han greb sin blazer og cigaretterne.

Hun krydsede broen.

Han gik op ad Friedrichstrasse.

Og hun, da bussen endnu ikke var der, bare et hurtigt smut ind i antikvariatet.

Han gik over Französische Strasse.

Hun købte en bog. Og prisen for bogen var 12 mark.

Og da bussen standsede, stod han på.

Hun havde lige penge.

Og netop da bussen lukkede dørene, kom hun ud af forretningen.

Og da hun så bussen vente, begyndte hun at løbe.

Og buschaufføren gjorde en undtagelse og åbnede den bagerste dør for hende.

Og hun stod på.

På højde med Operncafé mørknede himlen, ved Kronprinzenpalais brød uvejret løs, en regnbyge slog imod passagererne, da bussen holdt ind ved Marx-Engels-Platz og åbnede dørene. En masse mennesker masede sig ind for at komme i ly. Og sådan blev hun, der stod nærmest døren, skubbet ind mod midten.

Dørene lukkede igen, bussen kørte videre, hun ledte efter noget at holde fast i.

Og da så hun ham.

Og han så hende.

Udenfor den rene syndflod, indenfor dampede det fra de sidst tilkomnes fugtige tøj.

Nu standsede bussen ved Alex. Men stoppestedet lå inde under S-Bahn-broen.

Da hun var stået af, blev hun stående under broen for at vente på, at det skulle holde op med at regne.

Og også alle de andre, der var stået af, blev stående under broen for at vente på, at det skulle holde op med at regne.

Og også han var stået af og blev stående.

Og da så hun på ham for anden gang.

Og han så på hende.

Og fordi luften var blevet køligere af regnen, tog hun nu sin jakke på.

Hun så ham smile, og smilede også.

Men så indså hun, at hun havde taget jakken på ud over remmen på sin taske. Og skammede sig ved hans smil. Hun fik styr på det hele og ventede igen.

Så holdt det op med at regne.

Før hun forlod stoppestedet under broen og gik videre, så hun på ham en tredje gang.

Han gengældte hendes blik og satte sig i bevægelse i samme retning som hende.

Efter nogle få skridt hang hendes hæl fast mellem brostenene, da blev også hans skridt langsommere. Det lykkedes hende hurtigt at trække hælen fri og gå videre. Og han genoptog straks samme tempo, som hun gik i.

Nu smilede de begge, mens de gik, med blikket ned mod jorden.

Sådan gik de – ned ad trappen, gennem den lange tunnel, så op igen, ovre på den anden side af gaden.

Det Ungarske Kulturcentrum lukkede klokken 18, og nu var den fem minutter over.

Hun vendte sig om mod ham og sagde: De har allerede lukket.

Og han svarede: Skal vi tage en kop kaffe?

Og hun sagde: Ja.

Det var alt. Alt var sket sådan, som det måtte ske.

På denne 11. juli i året 1986.

Hvordan skulle han nu slippe af med det pigebarn igen? Hvad nu hvis nogen så ham her med pigen? Hvor gammel mon hun var? Jeg drikker kaffen sort, tænkte hun, og uden sukker, så tager han mig alvorligt. Konversere og så hurtigt væk igen, tænkte han. Hvad hedder hun? Katharina. Og han? Hans.

Ti sætninger senere ved han, at han har set hende en gang før. Ved en majdemonstration for mange år siden var hun det skrigende barn ved sin mors hånd. Erika Ambach, moren. Hun siger noget om “fletningen klippet af” og nipper til sin sorte kaffe. Hendes mor arbejdede dengang som forskerstuderende i samme bygning, hvor også hans kones forskningslaboratorium havde til huse. Så De er gift? Ja, ja. Han kan faktisk godt huske hende, det vil sige den kortklippede lille pige, som først holdt op med at skrige, da moren tog hende op på skuldrene. Perspektivskiftet havde trøstet barnet. Og det trick havde han bidt mærke

i og senere også tyet til med sin egen søn. De har en søn? Ja.

Hvad hedder han? Ludwig. Den Ludwig, barn, den Ludwig, barn, han er et værre hidsigt skarn, siger hun og håber, han vil grine. Han griner og siger: Mit yndlingssted er: Han skreg:

Hvem brændte der min næsetip? Og gav med skeen nok et kip.

Som illustration tager han sin teske op. For kun ti år siden sad hendes mor altså stadig på sengekanten og læste op for hende af Den store Bastian, til hun faldt i søvn, han lægger teskeen igen og tager en cigaret. Ryger De? Nej. Hun husker den afklippede fletning, også demonstrationen, og hvordan hun skammede sig over at skulle vise sig ude blandt andre mennesker så skamferet. Men hun har glemt, at hendes mor dengang som trøst løftede hende op på sine skuldre og bar hende forbi tribunen. Underligt, tænker hun, så har et lille stykke af mit liv i alle de år befundet sig i dette fremmede hoved. Og nu giver han mig det tilbage.

Er hendes øjne blå eller grønne? Jeg er snart nødt til at gå, siger han. Kan hun se på ham, at han lyver, at hverken kone eller søn venter på ham i dag? Sønnen er fjorten, så må hun vel være atten eller nitten. For allerede i 1970 skiftede hans kone til et andet institut og blev gravid året efter. Nitten, siger hun og dypper nu alligevel en sukkerknald i den sorte kaffe. Men håret er vokset ud igen i mellemtiden. Ja, heldigvis. Hun ligner en på seksten et halvt. Højst. Så De studerer allerede? Jeg er i lære som sætter, på Statsverlag, bagefter vil jeg læse brugsgrafik i Halle. Altså lave kunst. Hvis jeg da består adgangsprøven. Og De? Jeg skriver. Romaner? Ja. Rigtige bøger, som man kan købe i boghandlen? Ja netop, siger han og tænker, at nu spørger hun snart om hans efternavn. Hvad hedder De mere end Hans? spørger hun da også, og han siger sit efternavn, hun nikker, men kender det åbenbart ikke. Det er nok ikke noget for Dem, det jeg skriver. Hvordan kan De vide det, siger hun og rækker alligevel ud efter fløden. Da hans første bog udkom, var hun lige blevet født. Han

lærte at gå under Hitler. Hvorfor skulle en pige som hun læse en bog, der handler om døden og om at dø? Hun tænker, at han ikke tror, hun læser bøger. Og han tænker, at han er bange for at være en gammel mand i disse unge øjne. Og hvad laver hendes mor nu om dage? Hun arbejder på det naturhistoriske museum. Og hendes far? Han blev professor i Leipzig for fem år siden. I hvad? Kulturhistorie. Aha. Endnu et par navne bliver nævnt, hendes forældres omgangskreds, hendes omgangskreds og tilhørende forældre. Han kender de gamle historier, alle har været sammen med alle på et tidspunkt, først var de unge, så fik de børn på kryds og tværs, blev gift og skilt igen, var forelskede, fjender, venner, lavede intriger eller holdt sig udenfor. Altid de samme mennesker til fester, på værtshuse, til ferniseringer eller teaterpremierer. Når landet var så lille, og man ikke uden videre kunne forlade det, måtte alt nødvendigvis ende med indavl. Sammen med denne Erika Ambachs datter sidder han altså nu her på caféen. Solen glimter herover fra spejlglasvinduerne på Palasthotel. Det ligner New York, siger han. Har De været der?

Ja, med mit arbejde. I august rejser jeg måske til Köln, siger hun, hvis det bliver godkendt. Familie i Vest? Min bedstemor bliver halvfjerds. Köln er en hæslig by, siger han. Den har da Kölner Dom, siger hun, og den er sikkert ikke hæslig. Hvad er Kölner Dom sammenlignet med Kremls kirker i Moskva? Jeg har aldrig været i Moskva. På et tidspunkt er kopperne tømt og også det lille vodkaglas, som står foran Hans, han ser sig om efter tjeneren. Men nu støtter pigen hovedet i hænderne og ser sådan på ham igen. Det blik, så klart fra hendes ansigt. Luttert. Et ord, der er gået af mode. Min hensigt er ædel, og lutter og ren. Tryllefløjten. 1. akt. Hendes arme ser så glatte ud. Mon hun er sådan over hele kroppen?

Nu må han se at få regningen i en fart.

Ved udgangen undgår han at give hånd og siger bare: Vi ses.