Indledning

Stress er en tilstand, hvor nervesystemet er overaktivt i en længere periode. Stress mærkes fysisk i kroppen, fordi der udskilles adrenalin og noradrenalin. Det betyder, at vi får hjertebanken, trækker vejret overfladisk, ryster, sveder og mister overblikket. Måske får vi ondt i maven, ondt i kroppen, ondt i hovedet, sover dårligt om natten, kommer til at blive hurtigt vrede eller hurtig kede af det.

Alle disse symptomer kan forklares gennem nervesystemets aktivitet.

Der er rigtig mange måder at forstå og tackle stress på. Denne bog fokuserer på den naturvidenskabelige tilgang til nervesystemet med et særligt fokus på børn og unge.

Når vi opnår en god forståelse for vores egen fysiologi og årsagerne til, at kroppen føles, som den gør, kan det være et godt afsæt for at komme frem til, hvordan vi kan gøre noget anderledes.

Hvis vi fx har forstuvet anklen, så forstår vi, at den er hævet, rød og øm. Vi forstår, at der er nogle ledbånd og andet væv, der er beskadiget, og at vi i en periode skal belaste den mindre. Vi skal stadig gå på den, men måske aflaste med krykker eller anden støtte. Når hævelsen falder, kan vi begynde at gå mere, måske løbe lidt og efterhånden vende tilbage til normal funktion.

Det er det samme med nervesystemet. Når det er blevet overbelastet over tid, vil det ændre funktion. Adrenalin og noradrenalin mærkes tydeligt i kroppen, kortisol begynder at påvirke hjernen, den nedsatte blodtilførsel til dele af hjernen og mave-tarm-systemet på-

virker vores evne til at overskue hverdagen og giver os ondt i maven. Søvnen er dårlig, og måske har vi bare lyst til at stikke af fra det hele.

Det er neurotransmittere og hormoner, der får dig til at føle det sådan. Ligesom med den ømme ankel kan man sige, at nervesystemet er “forstuvet”. Nervesystemet har brug for at blive aflastet. Jeg forklarede dette til en 11-årig dreng, hvortil han sagde: “Så det er lige som om, mit nervesystem er brækket?” På den måde var det meget lettere for ham at forstå, hvorfor han havde brug for at finde ro.

For at nå ind til årsagen til denne ‘forstuvede’ tilstand i nervesystemet, skal vi finde ud af, hvad det er, der tænder for nervesystemets forsvarsværker. Hos barnet er det måske konflikter i skolen, mobning, forventninger, for mange fritidsaktiviteter, forældrenes skilsmisse, flytning, sygdom i nærmeste familie eller andet. Vi voksne skal sammen med barnet finde ud af, hvad der sætter systemet i alarmberedskab, og hvordan vi kan reducere den belastning.

Og så skal vi i gang med genoptræning. Her skal vi arbejde med neurotransmittere og hormoner. Fysisk aktivitet – på den sjove måde, hvor pulsen kommer op – frigiver neurotransmitterne endorfin, serotonin og dopamin, der får os til at føle os i godt humør. Derudover frigives der BDNF (brain-derived neurotrophic factor), som er en nervevækstfaktor, der beskytter de eksisterende celler i hjernen, og som er med til at danne nye hjerneceller. Det er simpelthen gødning til hjernen.

Vi skal også arbejde med berøring, fordi berøring beroliger et uroligt nervesystem. Når vi får trykmassage eller bliver pakket ind i tykke dyner, frigives der både oxytocin og serotonin. Oxytocin kaldes også kærlighedshormonet og får os til at føle os godt tilpas. Serotonin er det samme, som der er i antidepressiv medicin. Så vi har vores helt eget apotek indeni.

Vi skal også lære at trække vejret, fordi forskning viser, at vejrtrækningsøvelser er effektivt, når vi skal stoppe et galopperende nervesystem. I denne bog får du nogle forklaringer på, hvad der sker i barnets nervesystem, når der er alt for meget tryk på. Du får også forslag til, hvordan du kan hjælpe barnet, så der kommer mere ro på.

Det er vigtigt at have i fokus, at alle relevante voksne skal på banen, hvis et barn er grebet af angst, stress og uro. Det gælder selvfølgelig forældre, lærere og pædagoger, som er de mennesker, der er tættest på barnet. Men der er også mange andre muligheder: Sundhedsplejersken har viden om barnets sundhed. Socialrådgiveren kan hjælpe med de kommunale forhold, såsom økonomisk støtte til behandling, skoleskift, ekstra pædagogisk støtte, kørselsordninger m.m. Måske er det også godt at tale med en børne-/familiepsykolog. Og fysioterapeuter og ergoterapeuter kan hjælpe med den kropslige del. Skal et barn i krise hjælpes, må alle professionerne stå sammen og gøre det bedste, de kan. Det kaldes at have en bio-psyko-social tilgang i det tværprofessionelle samarbejde.