Psykosomatik

Begrebet psykosomatik er sammensat af to ord, der begge kommer fra græsk: psyke og soma. “Psyke” er det, vi oplever, tænker, bekymrer os om, forestiller os osv. “Soma” betyder legeme/krop og bruges til at beskrive den legemlige manifestering af sygdom.

Psykosomatik kommer derved til at handle om, hvorledes psykiske oplevelser legemliggøres fysisk i kroppen. Der er en helt naturlig og direkte forbindelse mellem det, vi oplever, og hvordan kroppen reagerer på det.

Forstil dig, at du står ude foran eksamenslokalets dør og skal til at gå ind. Prøv at mærke, hvad der sker i din krop. Hjertet banker hurtigere, hænderne ryster lidt, du sveder, er lidt tør i munden, har måske lidt kvalme, svært ved at trække vejret. Måske du inden da har sovet lidt dårligt og været gentagne gange på toilettet. Tankerne og det, vi forestiller os omkring det at gå til eksamen, udløser en kaskade af neurotransmittere og hormoner i din krop. Særligt er adrenalin og noradrenalin på spil i en eksamenssituation.

Det kan også være, at du skal møde din nye kæreste. Du glæder dig helt utrolig meget, hjertet banker af sted, og du føler “sommerfugle” i maven. Faktisk er det stadig de samme mekanismer i nervesystemet, der er i gang. Forskellen er bare, at der også frigives dopamin i hjernen, når der er en forventning om noget, der er godt og dejligt– og så bliver oplevelsen skøn og forventningsfuld, samtidig med at den er nervepirrende.

Den psykosomatiske sammenhæng mellem på den ene side vores oplevelser, tanker, bekymringer og på den anden side kroppens reaktioner er blevet anskuet på mange måder gennem tiden. I denne bog lægges fokus på, hvad der sker rent neurofysiologisk – i et letforståeligt sprog. Det betyder ikke, at man ikke også kan anskue psykosomatik på mange andre måder, fx i et mere filosofisk, sociologisk eller teologisk perspektiv. Der er mange gode forklaringsmetoder. Børn og voksnes nervesystemer er opbygget på samme måde. Forskellen er blot, at vi først er helt færdigudviklet i både hjerne og nervesystem, når vi er 25. Hjernens udvikling har bl.a. stor betydning for, hvordan vi kobler vores tanker på de ting, vi oplever. Den har også stor betydning for, hvordan vi håndterer stress.

Frontallapperne – der, hvor vi tænker os om – er noget af det sidste, der modnes. Umodne frontallapper kan have vanskeligt ved at overskue flere informationer ad gangen. Oplever barnet noget, der virker skræmmende, kan det ikke berolige sig selv lige så godt, som hvis det var en voksen. Derfor skal børn fx ikke se uhyggelige film eller nyheder fra katastrofeområder uden en voksen. Det er også fornuftigt at overveje, hvorvidt barnet overhovedet bør se noget, der er uhyggeligt eller skræmmende. Voksne kan forholde sig mere nøgternt til en gyserfilm og bruge deres frontallapper til at forklare den krop, der bliver bange for en uhyggelig klovn, at “det er jo bare en film, og ham skuespilleren har jeg set i en anden serie forleden dag”. Børn ser, mærker og oplever uden det filter, frontallapperne giver os. Alle de sensoriske indtryk kan derfor samles til en skræmmende oplevelse.

Når vi samler sensoriske inputs – lyd, lys, lugt, smag osv. – kobler vi det sammen til en samlet oplevelse. Dette kaldes perception. Når barnet ser den uhyggelige klovn og hører de skræmmende lyde, går det ind i en samlet oplevelse, der gør, at barnekroppen bliver helt naturligt bange. Amygdala – hjernens alarmcentral – sætter gang i en hel kaskade i nervesystemet, så adrenalin og noradrenalin ræser rundt i systemet. Selv når filmen er færdig, forestiller barnet sig alt muligt uhyggeligt og kan ikke berolige nervesystemet med sin fornuft.

Denne sammenhæng mellem det, vi oplever (vores tanker og bekymringer), og måden, hvorpå det sætter gang i hele nervesystemet, skal vi se nærmere på.

Når vi kender vores eget nervesystem og ved, hvordan vi reagerer i forskellige situationer, kan vi også bedre berolige nervesystemet og bevare overblikket. Derfor har vi en god mulighed for at hjælpe børnene videre, når vi som voksne kan forklare børnene om deres nervesystem og fortælle dem, hvorfor de “brænder helt sammen” eller sidder og ryster i et hjørne.

Det er dog vigtigt at påpege, at det også her er ligesom med alt andet i kroppen. Vi fødes med forskellige forudsætninger – det gælder også nervesystemet og kaldes neurodiversitet. Vi fødes som udgangspunkt med de samme byggeklodser, men de er ikke altid lige store. Derudover påvirkes den måde, hjernens områder taler sammen på, både af vores genetiske arvemasse og af vores sociale arv og miljø. Vi kunne ikke være mere forskellige – og derfor oplever vi og mærker verden forskelligt.