Page 1

Julia Lahme

HVERDAGE ER DER FLEST AF Danske erindringer fra spisebordet, skammekrogen, skolebĂŚnken og andre steder, hvor livet blev levet.


Hverdage er der flest af Danske erindringer fra spisebordet, skammekrogen, skolebænken og andre steder, hvor livet blev levet. Af Julia Lahme   Copyright © 2018 Gads Forlag A/S ISBN: 978-87-12-05704-8 1. udgave, 1. oplag   Printed in Denmark Projektledelse: Henrik Sebro Forlagsredaktion: Anne Mette Palm   Omslag og design: Lene Nørgaard, Le Bureau Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk og Tine Christoffersen, ­C-Grafik Omslagsillustrationer: Nederst tv.: Fyens Stiftstidendes presse­ fotosamling, Odense Stadsarkiv. Alle øvrige: shutterstock.com   Øvrige illustrationer: Side 17 og 165: Ib Hansen/Aarhus Stiftstidende/ Aarhus Stadsarkiv; 35: Skabelund/Ritzau Scanpix; 41: Ritzau Scanpix; 60: Vittus Nielsen/Ritzau Scanpix; 73: Birthe Melchiors/Ritzau Scanpix; 85: Lars Hansen/Ritzau Scanpix; 97: Per Pejstrup/Ritzau Scanpix; 107: Jacob Maarbjerg/Ritzau Scanpix; 123: Johnny Bonne/Ritzau ­Scanpix; 139 og 183: Erik Petersen/Ritzau Scanpix; 147: A. E. Andersen/ Ritzau Scanpix; 153: De Historiske Arkiver, Aalborg/Ritzau Scanpix   Tryk: Narayana Press   Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte ­rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.   www.gad.dk   Bogen er udgivet med støtte fra Nordea-fonden.   Bogen er udgivet i samarbejde med Historier om Danmark.


Julia Lahme

HVERDAGE ER DER FLEST AF Danske erindringer fra spisebordet, skammekrogen, skolebĂŚnken og andre steder, hvor livet blev levet.

HISTORIER OM DANMARK


INDHOLD Giv det videre 7 Forfatterens forord 9 Brød, sovs og finker på bordet 16 Besættelsestiden 40 Skolegang og uddannelse 72 Fra land til by 96 Ind og ud af danmark 122 Skam 146 Følelser og forhold 164 Om erindringer 187 Bidragydere til Giv det videre 2017 189


GIV DET VIDERE

H

vordan har danskerne selv oplevet deres liv de sidste 70-80 år? Hvad fik de tiden til at gå med, hvad var der i kødgryderne, hvad gjorde dem lykkelige? Det var nogle af de spørgsmål, danskerne blev bedt om at svare på i erindringsindsamlingskampagnen Giv det videre 2017. Kampagnen havde til formål at fortælle danmarkshistorie ved at lade almindelige borgere dele deres erindringer fra barndom eller voksenliv med lokale arkiver eller med hjemmesiden www.givdetvidere2017.dk. Flere arkiver har tidligere indsamlet erindringer på egen hånd, men med Giv det videre 2017 fik man en landsdækkende indsamlingskampagne. Hverdagserindringer er værdifulde kilder på en anden måde, end mange af de andre kilder arkiverne ligger inde med. Mens meget arkivmateriale er godt til at belyse Danmarks historie set fra magthavernes, statens og kommunernes vinkel, kan erindringerne give et uvurderligt indblik i, hvordan helt almindelige mennesker har levet. Giv det videre 2017 var en del af initiativet Historier om Dan­ mark, et tværgående samarbejde mellem DR, Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen. Visionen for projektet var, at alle borgere i hele landet fik ny viden om deres egen og vores fælles historie ved at se, høre eller opleve Danmarks historie. Projektet var støttet af Nordea-fonden

7

GIV DET VIDERE


I denne bog har forfatter og etnolog Julia Lahme været på danmarkshistorisk rejse i de indsamlede erindringer. Hun har fået frie hænder til at plukke korte og lange uddrag af erindringerne og sammensætte dem til en række danmarkshistoriske billeder, som hun har oplevet springe ud af erindringerne. God fornøjelse!

HVERDAGE ER DER FLEST AF

8


FORFATTERENS FORORD

N

år jeg tænker tilbage på min gymnasietids historiebøger, var de fulde af den store historie – enevælden, besættelsestiden, Vietnamkrigen ... Til gengæld var der ikke meget blik for, hvad den store historie havde af konsekvenser for det almindelig menneske og for hans og hendes levede liv. Der var kort sagt en grundlæggende mangel på historier om det, der er mest af, nemlig hverdagen. Jeg fornemmede, at danmarkshistorien var noget, man var blevet enige om var på en ganske bestemt måde, og at den nærmest kun havde udspillet sig på de bonede gulve i kvarteret omkring Christiansborg – med en enkelt afstikker til Dybbøl Mølle. Sådan er historieundervisningen heldigvis ikke mere, og i de senere år har en anden historie fået lov til at dukke op, nemlig vores egen. Det begyndte vel med slægtsforskning, som efterhånden er blevet en folkesport. Ikke alle er heldige at finde en baronesse, en sørøver eller en rig onkel, der ikke vidste, at han havde arvinger, i deres vidtforgrenede genealogi, men det gør heller ikke noget. Vores interesse for at finde vores forfædre handler om, at det er blevet legitimt at ville kende sig selv, sin herkomst og sin plads i forhold til den store, overordnede historie. Det er blevet acceptabelt, at vi interesserer os for os

9

FORORD


selv og vores egen, nære historie – og vores egne historier indeholder helt andre hemmeligheder end de store, nationale historier. Det er de hemmeligheder, de erkendelser og de erfaringer, du kommer til at møde i denne bog. I stedet for kun at forholde sig til den store historie, i stedet for at tale om konjunkturer, politik og krige, får vi i erindringerne et glimt af, hvordan den enkelte oplevede den tid og det samfund, han eller hun har været del af. Og med så megen afstand til de konkrete begivenheder, at erindringsskriveren har haft tid til at dvæle ved det skete, til at overveje og evaluere sin egen oplevelse af fortiden. Vi får med andre ord lov til at læse subjektive versioner af alt det, der findes en lang række tilsyneladende objektive skildringer af. Historikerne er efterhånden nogenlunde enige om, at vi i vores egne læsninger og udlægninger af historien aldrig kan være helt nøgterne, men at vi læser fortiden med vores egne øjne, påvirket af vores egen tid og historie. Det ved erindringsskriverne her godt, og når det er så skønt at dykke ned i erindringerne, er det netop, fordi ingen af forfatterne selv tror, at de er objektive; alle afsenderne fremstår bevidste om, at de er subjektive, at de er personlige. Danmarkshistorien er nemlig ikke kun Danmarks historie, men også din historie, min historie og alle andre danskeres historie. Bogen her vil præsentere dig for et udvalg af de mange, mange erindringer, der er blevet samlet ind gennem projektet Giv Det Videre 2017. Nogle af erindringerne er blevet samlet aktivt ind som interview, mens andre er blevet indsendt direkte af forfatterne på projektets hjemmeside. Her har danskere fortalt hele deres livshistorie, dele af den eller blot enkelte nedslag i deres liv, som de finder har haft betydning for netop dem. Hver og én af dem er spændende og præsenterer et hjørne af Danmark og af din og min historie, som er relevant og vigtig, og de kan stadig alle læses på givdetvidere2017.dk. Det har været en stor ære og fornøjelse i denne bog at kunne være din guide igennem nogle af de mange erindringer. Guidningen består i, at jeg har læst erindringerne ud fra temaer. Det betyder, at jeg har valgt ganske subjektivt i, hvad andre

HVERDAGE ER DER FLEST AF

10


har skrevet lige så subjektivt, og forsøgt at give historierne en fælles ramme, så de kan blive relevante for mange af os. Dette er altså ikke en ny danmarkshistorie, men en historie om, hvem vi danskere selv synes, vi har været, hvad det er, der har drevet os, og om det ocean af hverdage, festdage og almindelige livserfaringer, vi er en del af og har til fælles.

”HVAD ER VIRKELIG ERINDRING, OG HVAD ER BLOT NOGET, MAN HAR FÅET FORTALT OG SÅ TROR, AT MAN SELV HUSKER?” Bogen her er et kig ind i andre menneskers levede liv. Som når du går på en vintermørk villavej og kan se ind ad de oplyste vinduer, ind i folks stuer, og få et glimt af deres liv. Det kan være svært at kigge væk – for mig har det mest interessante og allermest inspirerende i hvert fald altid været andre menneskers hverdagsliv. Jeg vil til enhver tid hellere høre om, hvordan andre får arbejdslivet til at passe sammen med ulvetimer og madlavning, end jeg vil høre om deres bryllup. For hverdagen kan sjældent planlægges og finpudses, på samme måde som de store festdage eller særlige begivenheder kan det. Det at turde fortælle om sit hverdagsliv er faktisk ikke så nemt, som det lyder. Det kræver mod at stå ved den hverdag, man måske ind i mellem ikke har lyst til at huske, og det kræver endnu mere mod at fortælle om den, så den – som i dette erindringsprojekt – bliver en del af vores samlede erindringer og forestillinger om, hvad det vil sige at være dansk. Mange af erindringerne indeholder element af svigt, skam og sårbarhed, og det er ikke altid uden smerte, at erindringerne åbnes op for os andre. Flere af skribenterne har meget grundigt overvejet, hvad en erindring er for en størrelse – og hvorfor de har fortalt den. Ellen Margrethe Thomsen, der fortæller om en opvækst i årene før, under og efter Første Verdenskrig, stiller dette spørgsmål i begyndelsen af sine fortælling:

Hvornår begynder et barn at kunne huske? Hvad er virkelig erindring, og hvad er blot noget, man har fået fortalt og så

11

FORORD


tror, at man selv husker? Er det min personlige erindring, at jeg viste slagteren en lille trædukke, min far havde lavet, og så spurgte ham, om han kunne lave sådan en fin lille pige, ligesom min far kunne, og at de voksne grinede ad det? Jeg husker i hvert fald, at de voksne tit grinede ad børn. Ellen Margrethe rammer her ned i et andet vigtigt spørgsmål: Hvad husker vi selv, og hvad har vi fået fortalt så mange gange, at vi tænker og tror, vi selv har oplevet det? I denne bog har jeg valgt, at det er ligegyldigt. Jeg har hverken faktatjekket eller undersøgt om de datoer, tidsrammer og kulturelle elementer, der refereres til, stemmer overens med de objektivt tilgængelige fakta. Jeg har ladet den subjektive oplevelse få lov til – i denne sammenhæng og for en gangs skyld – at være den objektive sandhed. Sommetider kan den subjektive oplevelse eller erindring nemlig indeholde flere nuancer end den formodede objektive sandhed. I min egen familie findes der to versioner af den samme historie. Den første, fortalt til mig af min far, lyder sådan: Min oldemor eller tipoldemor (det fortaber sig for mig) var tysker. Under Første Verdenskrig udviklede hun rengøringsvanvid, og i årerne lige efter krigen pudsede hun en dag et vindue på første sal i familiens hus så hårdt, at hele vinduesrammen røg ud, og hun landede død på fortovet. Den anden version, fortalt til mig af min farmor, er noget anderledes: Under Første Verdenskrig blev min tyske oldefar (eller tip­oldefar) så skadet af krigstraumer, at han efterhånden fik svært ved at være hjemme. Derfor tog han sin violin og gik på landevejen, fra den første forårssol ramte vinduerne, til den allersidste sensommersol forlod dem. Hans kone elskede ham så højt, at hun ikke kunne bære den knugende ensomhed, hver gang han var væk, men hun lod ham gå, i kærlighedens og forståelsens navn. Det halve år han var væk, pudsede hun hver eneste dag vinduet på første sal, så hun kunne se ned ad den vej, han ville komme tilbage ad. Ét år havde hun til sidst pudset glasset så tyndt, at det sprang, og hun faldt ud af det og døde af et knust hjerte, inden hun ramte fortovet.

HVERDAGE ER DER FLEST AF

12


”Mine og alle ­andres erindringer er enestående – vi finder os selv ved at dele dem med hinanden.”


Jeg ved godt, hvilken historie jeg vælger at tro på, uanset den objektive eller subjektive sandhed. Der er også en anden barriere for at fortælle sin historie, nemlig den, at vi i Danmark ikke er vant til at synes, at vi selv er vigtige nok til, at vores historie er interessant for andre. Vores hverdage er jo nok lige så kedelige som alle andres, så hvorfor fortælle om dem? Sagen er bare, at hvis dette projekt viser én ting, så er det at vi alle besidder unikke, levede erfaringer, og at det er hverdagen, der hurtigst forsvinder i historien. Det er lettere at finde ud af, hvor folk var, da John F. Kennedy blev skudt i 1963, end det er at finde ud af, hvad danskerne fik at spise til aftensmad samme år. Hverdagen forsvinder som sand mellem fingrene på os, fordi der så meget af den, og fordi vi oplever den som uendeligt almindelig. Men det er den ikke, og det er det, dette projekt bekræfter. Når andre menneskers levede liv er så spændende, er det, fordi vi gerne vil spejle os i det, lære noget, eller huske tilbage sammen. Blandt erindringerne her vil du møde et historisk Danmark, der er så fjernt, at det virker eksotisk, også selvom det ikke er mere end en generation eller to siden, erindringen foregår. Det kan undre én, at man kunne have en hverdag, hvor alt fra maden til tøjet var så anderledes, hvor arbejdslivet rummede helt andre muligheder og umuligheder end i dag – og at det hele foregik geografisk lige rundt om hjørnet fra, hvor du sidder lige nu. At din mormors liv så så anderledes ud end dit, kan være svært at begribe. Andre erindringer er tættere på i tid og bringer én tilbage til en fælles historie, man selv var del af. De erindringer føles anderledes, men det sjove er, at de nok er lige så eksotiske, for tænk, at der allerede er sket så meget? Disse mange erindringer om det levede liv – uanset om det er tæt på eller længere væk – viser, at fortællingen om os selv, hvor vi kommer fra, og hvad der har drevet os, er essentiel for os alle. Det, at vi har en historie, vi fortæller om os selv, som begrunder, forklarer og uddyber, hvem vi er, og ikke mindst hvorfor vi er, som vi er, er med til at skabe os og danner udgangspunkt for vore valg. Vores liv former sig ikke altid, som

HVERDAGE ER DER FLEST AF

14


vi ønsker det, og udgangspunktet er umuligt at gøre noget ved, men det er tydeligt at læse i erindringerne, at den måde, vi fortæller vores historie på, er med til at give os muligheder. Eller sagt på en anden måde: Vores motivation og ønske om at forandre vore liv bliver formet af de livsomstændigheder, vi har med os fra begyndelsen. Erik Magid, der fortæller om sin opvækst i det bedre bor-

gerskab i København, om at måtte flygte til Sverige under Anden Verdenskrig og om en familieidyl, der smuldrer, afslutter sine erindringer med en poetisk definition af en erindring. Jeg vil lade den slå tonen an for bogen her som vores udgangspunkt for, hvad vi forstår som en erindring: Erindringen er rummelig – der er plads til det fortalte, det huskede, det drømte, det genoplevede, det bortcensurerede, det ønskede, det fortrudte. Erindringen er varig – men skiftende i mødet med det flygtige nu. Erindringen er forgængelig, men søges fastholdt i det skrevne, i en stræben efter et efterliv blandt de levende. Mine og alle andres erindringer er enestående – vi finder os selv ved at dele dem med hinanden.

15

FORORD


KAPITEL 1

BRØD, SOVS OG FINKER PÅ BORDET


I

dag, anno 2018, er Danmark en nation, der hylder madkulturen – i en grad så nogle vil mene, at vi nærmest selv har opfundet den. I vores kollektive erindring som folk er det, som om vi har levet af sovs og kartofler altid, og som den nation af bønder, vi er, tænker vi ikke på os selv som en nation, men som et mæt folk. Sovsen og kartoflerne har været dansk selvfølge nærmest siden Ruder Konges tid, og om ikke andet så er det det, vi alle sammen og til alle tider har fået hos mormor og morfar. Efter at den brune sovs slækkede sit tag i os en smule, blev pasta sundt. I 1980’erne strøg denne eksotiske ret fra fjerne charterferiekendte egne direkte ind på danskernes spiseborde. Sammen med pesto, som nærmest var en grøntsag, og den nu klassiske lørdagskylling. Men i dag er alle disse velkendte spiser ikke en del af den fine madkultur, som vi hylder som dansk – selvom langt de fleste af os på en eller anden måde har stiftet bekendtskab med dem og stadig læner os op ad dem i det daglige. I 2018 kommer madkulturen fra skoven, fra havene, fra markerne, og vi er blevet ekstremt bevidste om, at jo tættere på os, maden er dyrket, jo sundere er den. Det skal være ”fra jord til bord” i bæredygtighedens navn, og dyre restauranter lærer os nu at stille bark på bordet, og at betragte ramsløg og

HVERDAGE ER DER FLEST AF

18


havtorn og andre vildtvoksende ting som lige så værdifuldt som trøfler. Dét i en grad, at jeg for nylig på Midtsjælland passerede et område i en skov, hvor det med et skilt var markeret, at ramsløgene ikke måtte plukkes. Vi driver rovdrift på den gode smag, og vi holder os ikke tilbage! Økologi er efterhånden ikke længere bare et buzzword, men noget, der begynder at ligne en selvfølge. Det er slut med ukritisk at hælde sprøjtegifte ud over det, vi senere stiller på vores bord – det kan jo undre én, at det først nu er noget, vi er kommet i tanke om.

”NØJSOMHEDEN VAR PINENDE NØDVENDIG” En anden allestedsnærværende fortælling i dag er, at livet på landet er det bedste. At vi skal genforenes med landbruget, være selvforsynende, og at det gode liv i særdeleshed er at finde væk fra stenbroen og tættere på Bonderøven og på jorden. Men hvor vi i dette årtusind ikke bare drømmer om, men for manges vedkommende realiserer det at vende tilbage til landet, så var det helt omvendt for hundrede år siden. Der gjaldt det om at komme væk. Det paradoksale – og lidt ironiske – er, at både når det gælder økologi og fra jord til bord-tanken, så er vi ved at vende tilbage til den måde, vores oldeforældre og tipoldeforældre levede på i Danmark. I erindringerne og de personlige fortællinger møder vi både mænd og kvinder, der vidste præcis, hvad det krævede at få mad på bordet. At hver eneste mundfuld var noget, man havde skullet arbejde for, og hvor familiens samlede indsats var nødvendig, for at alle kunne spise sig mætte. Vi møder familier omkring Første Verdenskrig, hvor hver enkelt mund, der skulle mættes, var en stor belastning for det beskedne husholdningsbudget – så stor, at det var en af de vigtigste grunde til, at man sendte sine børn ud at tjene, så snart de var konfirmerede. Og hvor det at sørge for, at der var mad nok ikke til bare vinteren, men også til at komme igennem foråret, var det, man brugte sommer og efterår på. Maden fulg-

19

BRØD, SOVS OG FINKER PÅ BORDET


te årets rytme på en måde, som kan være svær at forstå i dag, hvor vi smutter i Føtex efter bananer, tomater og ærter. Det er derfor også bemærkelsesværdigt, at efterhånden som det op igennem danmarkshistorien bliver lettere og lettere at kunne spise sig mæt – hvor det at få mad på bordet ikke længere er familiens absolut største, samlede og samlende udfordring – så fylder maden mindre og mindre i erindringerne. Hverdagsmaden gør i hvert fald, og op igennem 1950’erne, hvor velstanden buldrer frem og fremtidsoptimismen får fat i danskerne, begynder kartoflerne, sovsen og kampen for at høste hø nok til at få køer og heste levende gennem vinteren at blegne til fordel for festmiddagen eller den ekstraordinært lækre frokost. Danmark bliver ganske simpelt mæt. Ellen Margrethe Thomsen er født omkring 1910. Undervejs i hendes meget lange og meget spændende erindringer går det op for mig, at Ellen Margrethes forældres ægteskab ikke har været præcis det parti, deres forældre har ønsket sig. Ellen Margrethes far er ud af en børneflok på fire – så vidt jeg kan gennemskue. Han har tre søstre, men eftersom vi er i tiden, før arven skulle deles lige mellem alle børn, er han enearving til sine forældres husmandssted i Vejleby-Holle. Ellen Margrethes mormor kommer af en lidt finere familie – hvordan og hvorledes er ikke helt klart, men det lader til, at der omkring år 1900, hvor de to har forelsket sig, har været en lille klasseforskel imellem dem, i hvert fald en forskel i deres baggrunde. Ingen af Ellen Margrethes forældre har travlt med at komme hjem til husmandsstedet, og i Ellen Margrethes første år ernærer de sig som landarbejdere ved Bandholm på Lolland. Hendes far arbejder blandt andet på et savværk, indtil han får tilbudt et job ved jernbanen på Fyn, hvorfor hele familien flytter. På Fyn åbner moderen to værelser i deres hus til arbejdere ved banen, som får kost og logi hos dem. Ellen Margrethe ser på disse år på Fyn som familiens bedste og på Fyn som paradisisk – og læg mærke til, hvor meget der handler om mad:

HVERDAGE ER DER FLEST AF

20


Det var i 1914. Krigen var brudt ud samme år, og far havde været indkaldt til sikringsstyrken. Nu byggede man Svendborg-Fåborg-banen, og far var fulgt med entreprenøren fra Kragenæsbanen og skulle også her køre et lokomotiv. Men her på Fyn boede vi så tæt på banen, at far kom hjem hver aften. Mor gik derhjemme og havde banebørster på kost. Det var nogle flinke fyre, syntes vi børn. Den ene af dem var så fin, at han boede inde i vores gæsteværelse. Han hed Albert, og ham bed Lillebror i storetåen, da han lå og slog mave inde på sofaen, efter at vi havde spist. De andre børster boede ovre i den anden længe, i det loftværelse og rummet nedenunder, hvor vi først havde boet. En af børsterne kaldte vi Tusindbenet, en anden Skævhovedede Henrik, en tredje var Peder Poulsen – hvorfor han blev kaldt ved begge navne, ved jeg ikke. Så var der en, der blev kaldt Langfinger. Han havde små korte fingre og manglede et led på nogle af dem. Man sagde, at han havde slidt dem op ved at stjæle. Folkeviddet blomstrede dengang. Vi mærkede aldrig til nogen form for tyveri fra børsternes side. Derimod fik Holger og jeg mange toører for at løbe efter snustobak og tændstikker henne i Brugsen, der lå lige ved. Dengang kunne man få et stort kræmmerhus bolsjer for to øre.

”VORE PENSIONÆRER FIK ALTID FLØDESKUM PÅ ØLLEBRØDEN. JEG TROR, DE LEVEDE GODT HOS MOR.” Der var meget at se på, hver dag noget nyt: en begravelse eller et bryllup. Kirken lå jo lige på den anden side af vejen. Byen hed Vester Åby, flot navn, syntes vi, det lød af noget. En og anden gang kom grønmalede sigøjnervogne rullende igennem byen, og så vrimlede det pludselig med mørk­ øjede, sortkrøllede koner og børn, som solgte træskeer og rangler med fløjte i enden. Mor købte en til Lillebror. De tiggede også, sigøjnerne, og sommetider gav mor dem et stykke ost eller noget flæsk.

21

BRØD, SOVS OG FINKER PÅ BORDET


Af og til kom en deling soldater marcherende. Dem marcherede så Holger og de andre drenge bagefter, ofte helt til Vester Skerninge, inden de travede hjem igen. I den anden ende af Vester Åby lå mejeriet, hvor Holger og jeg hentede flødeskum i en blåemaljeret spand med låg, som ofte på hjemturen blev lindet lidt for en slikken pegefinger. Vore pensionærer fik altid flødeskum på øllebrøden. Jeg tror, de levede godt hos mor. Der var også et bageri, hvor vi holdt meget af at komme. Bagerkonen gav os ofte en toøreskage, og det var min store drøm at blive bageriets kone, når jeg blev stor. Og så duftede der så dejligt.

Den vidunderlige tid på Fyn, hvor der var mad, fløde, flæsk, kager og bolsjer nok, fik en brat slutning, da Ellen Margrethes forældre modtog et brev: Mor og far havde sommetider nogle vældige diskussioner. Det var gerne, når der var kommet brev fra farmor og farfar på Holle. Der var også noget med en, der hed Christine, fars storesøster, som var vred over et eller andet. Det var noget med, at far og mor skulle komme hjem til Holle og overtage stedet der. Og det havde mor absolut ikke lyst til, og far vist heller ikke. Vi havde det jo godt på Fyn. Fars søster Christine er voksen, men det får hun ikke helt lov til at være, for hun er nemlig blevet tilbage på gården – eller husmandsstedet – for at hjælpe de aldrende forældre. Ingen har lyst til at leve på gården, for med den følger mere arbejde, end vi i dag kan forestille os. Enden på det hele bliver, at familien tager hjem til Holle på Lolland; også selvom ingen af Ellen Margrethes forældre eller de nu tre børn har lyst. Begge forældre ved, at det nu er slut med den frihed og selvbestemmelse, de har nydt. Men ikke bare friheden forsvinder, det gør det moderne Europa også. Langs banen på Fyn kom der nyheder, initiativer, oplysninger og ideer. På Lolland træder man tilbage i tiden, til

HVERDAGE ER DER FLEST AF

22


gulve af stampet jord eller cement, til at bo sammen med dyrene og til at skulle producere alt selv. Der ligger hverken et bageri eller et mejeri om hjørnet, og familiens ophold og forplejning bliver nu en udfordring, der også betyder, at det er slut med lange eftermiddage, hvor børnene kan lege. Alle skal hjælpe til. Dertil kommer, at hele familien er bange for farmor, og at børnene knap forstår den dialekt, deres bedsteforældre taler. Det er også først, da familien kommer til Lolland, at de kan mærke det præg, som Første Verdenskrig sætter på store dele af Europa:

Vi begyndte at kunne mærke, at det var krigstider. Der var knaphed på mad og alting. Rationeringsmærkerne var indført, og mange munde var der at mætte, og ikke mod betaling som på Fyn. Huset, der lå i gården, var delt på tværs af en gang, og for enden af denne var dasset. Til højre var der to svinebåse, og til venstre var der hønsehus og fåresti til tre får. Der har vel været en so i den ene sti og et par grise i den anden. Ovre i stalden var plads til to køer, en kvie og et par kalve. Bag ved hestebåsen var et lille aflukke til en gris eller en kalv, eller hvad vi nu havde. Fra stalden førte en dør ud til møddinghuset, som kunne lukkes med et par porte lavet af lægter og rørflet. Ude i gården ved svinehuset og lige over for køkkendøren lå svinemøddingen og lugtede. Bagved var vedkasten, som bedstefar kaldte den, hvor brændslet blev opbevaret. Her stod et stort hyldetræ, et pæretræ og to blommetræer med sure, sorte blommer. Under disse træer lå så brændestablerne samt en stor bunke risbrænde. Savbukken, en stor huggeblok samt slibestenen havde også plads her. Øst for huset lå hesteomgangen og bag denne igen en lille have med buksbomhække langs gangen og nogle gamle æbletræer. Det ene var et stort træ med løgæbler. Der var et træ med voldæbler og et med Mathisæbler. Jeg har hverken før eller siden hørt om disse æblesorter. Æblerne blev lagt i kornbunkerne, når de var plukket ned, for så holdt de

23

BRØD, SOVS OG FINKER PÅ BORDET


sig bedst. De samme kornbunker brugte kattene som lokum, så det var en blandet fornøjelse at rage æblerne frem her, men man kan vist vænne sig til alt. På kornloftet lå også en stor, gammel rund ost, som vi skar af. Den var pakket ind i et fugtigt klæde, og jeg har aldrig sidenhen brudt mig om ost. På en hanebjælke hang en hel klipfisk, som vi også hentede stykker af til middagen. I kælderen stod en tønde med saltede sild og sulekarret med hvinende salt flæsk, så der var jo altid mad. Og dog, synes jeg, var vi altid sultne. At det skyldtes krigen, forstod vi børn ikke og fik det heller ikke forklaret, så derfor gik vi altid og mente, at der var meget bedre ovre på Fyn.

”RATIONERINGSMÆRKERNE VAR INDFØRT, OG MANGE MUNDE VAR DER AT MÆTTE” Da Ellen Margrethe og familie flytter ind, giver bedstemor – farmor – op. Hun vil ikke mere. Hun sidder på sit værelse, og det skorter i erindringen ikke på beskrivelser af, hvor sur, tvær og gennemført gammelond bedstemor er. Men der er også noget andet: Hun holder op med at bidrage. Hun vil ikke arbejde mere og lader ganske simpelt, som om hun hverken kan gå eller løfte armene; børnene må på skift vaske hende, og som et særligt kuriosum har hun en smørskål helt for sig selv. Igen handler det om maden. Lidt nytte gør hun da, for hun lærer børnene at læse, men de gamle bedsteforældre skulle i bund og grund forsørges, og før velfærdsstaten var det familien, der måtte tage over:

De to gamle fik ikke aldersrente (jeg ved ikke, om der var noget, der hed sådan dengang), og derfor skulle far hjem for at forsørge dem. Jeg ved ikke, hvad far gav for hele herligheden. Det har nok ikke været meget, men der skyldtes vist heller ikke noget videre i ejendommen. Den havde været en gammel fæsteejendom under Christianssæde, men var overgået til selveje. Der var dog nogle få terminspenge, som far skulle betale på godskontoret.

HVERDAGE ER DER FLEST AF

24


Ellen Margrethe fortæller i sin beretning om årets gang på Holle, og er der noget, der træder klart frem, så er det, at hele familien altid skulle tænke videre end til det næste måltid. Men de så ikke sig selv som fattige, tværtimod. At Ellen Margrethe kun gik i skole hver anden dag, fordi hun skulle hjem og arbejde på gården, var en selvfølge. Noget, der imidlertid ikke var en selvfølge på Lolland i årene under og efter Første Verdenskrig, var

at have nok: I min barndom var der stor fattigdom mange steder. For det første blandt alle dem, der boede i disse usle polakkaserner, der var ved næsten hver større gård på cirka et halvt hundrede tønder land. Det var billig arbejdskraft, selvom det ikke længere så meget var polakker, der boede i dem, men danske landarbejdere, der kun havde arbejde på gårdene i roetiden og høsten og ellers var henvist til at slå sten eller gå arbejdsløse. Disse kaserner er heldigvis nedrevet alle steder, for de var en skændsel for gårdmændene, så dårlige var de. Kun enkeltstensmur hele vejen rundt og med to små rum. Det ene køkkenstue og det andet soverum. Vandpost i gården og et højt trælokum og en bid jord til cirka seks rækker kartofler, og ikke engang en smule hegn om, og så et fladt tag med tjærepap. De var hundekolde at bo i. Nej, godt, at de er væk. Der var også mange usle gamle rønner rundtomkring, men de havde da rejsning og stråtage, og selvom også det var elendigt, var der da mere plads og mere lunt alligevel. Sådan en rønne lå der nede ved landevejen. Der boede en mand kaldet Sildesvenskeren. Jeg har aldrig hørt, hvad han rigtigt hed. Han kørte omkring med en højhjulet gig og en hest, der var lige så gammel og mager som han selv, og solgte fisk. Der var vist ikke mange, som købte hos ham, for folk sagde, at “hans tosk græd, og sildene var rødhovet, fådi di fek snøus i øjnene”. Han havde to børn – en dreng, jeg gik i klasse med, som hed Gunnar Svensker, og en pige, Maja, kaldet “uhyret”, for hun var ikke så køn, og de var også usselt klædte (børn var jo ubarmhjertige). Hun gik i klasse med min bror Svend Aage.

25

BRØD, SOVS OG FINKER PÅ BORDET


”… fattigdom var, hvis vi ikke fik mad mindst en gang om ­dagen”


En dag faldt så Gunnar Svensker besvimet om oppe i skolegården, og vi rendte ind og hentede degnen, der tog drengen ind til sig selv, og vi så ham ikke mere den dag. I timen bagefter spurgte lærer Wested os, om vi nogensinde havde set, om Gunnar havde mad med i skole. Det var der ingen af os, der havde, og så brugte Wested resten af timen til at fortælle os om, hvordan virkelig fattigdom var. Han var meget alvorlig, og han forklarede os, at det ikke var fattigt, hvis vi ikke kom til marked eller havde råd til at se Fyrtaar­ net og Bivognen i biografen. Nej, fattigdom var, hvis vi ikke fik mad mindst en gang om dagen og måske endda kun fik noget en sjælden gang. Jeg tror ikke, at en eneste af os i klassen den dag nogensinde glemte det. Og resten af vores skoletid fik Gunnar hver dag en stor madpakke af fru Wested. Fodermesterens på Maglbjerggård havde tolv børn, og de kom næsten ikke i skole hele sommeren. De skulle jo luge roer hele sæsonen og så hjælpe i høsten, til roeoptrækningen begyndte. Hen imod jul kom de i skole igen og havde fået nyt tøj, som så hang på dem hver dag til næste jul igen. Selvfølgelig var de langt tilbage i skolekundskaber, som de vist heller aldrig indhentede, men de blev gode slidere senere i livet. Der var jo mange andre som dem. Jeg tror, at mange af dem, der nu ved høje fødselsdage og guldbryllupper udtaler til aviserne, at folk var mere tilfredse i de gamle dage og meget mere nøjsomme, tager grueligt fejl. Nøjsomheden var pinende nødvendig, og tilfredsheden, herregud, så havde vi jo stået på samme stade endnu. Selv bønderne skulle passe på økonomien dengang, jorderne gav jo ikke som i dag. Så selvom arbejdskraften var billig, var der mange andre ting, der spillede ind. Men føden manglede de alligevel ikke, selvom den mange steder var dårlig. Der var altid kartofler, skummetmælk, kålrabi, spædekalvekød og fedt flæsk nok.

27

BRØD, SOVS OG FINKER PÅ BORDET


”DET NÆSTE, DER SKETE I JULE­ FORBEREDELSERNE, VAR, AT GRISEN BLEV SLAGTET. DET VAR FESTLIGT.” Ellen Margrethe vidste godt, at hun var heldig, og igen ser vi et eksempel på, hvordan fællesskabet var en nødvendighed,

og velfærdsstaten var langt væk. Lærer Westeds kone måtte hjælpe til, så Gunnar ikke besvimede af sult. Inden vi forlader Ellen Margrethe og Lolland lige efter Første Verdenskrig, skal vi en tur omkring julen og julemaden, for her blev alle sejl sat til, når midvinteren skulle fejres. Andetsteds i Ellen Margrethes beretning fortæller hun, hvor langt der var fra jul til forår – det var her, maden virkelig skulle strækkes, for hvis foråret trak ud, trak det også ud med friske grøntsager, kartofler og høsten. Men den uro var langt væk, når hele familien hjalp med juleforberedelserne: Det næste, der skete i juleforberedelserne, var, at grisen blev slagtet. Det var festligt. Tidligt op for at fyre under vaskekedlen, der var blevet fyldt med vand dagen i forvejen. Så kom Niels med slagtekniven og sine gamle vittigheder om griserumpen osv. Far havde dagen før slebet vores knive og kødhakkemaskinens kniv og hulskive. Efter at grisen var slagtet, skoldet, hængt op og skåret op (indvoldene var kommet op i et gammel dybt slagtetrug, vi havde), fik de frokost. Det var gerne en kogt salt sild med fedtebrød, kogt æg, ostemad og kaffe samt hvidtøl. Snaps eller bajere havde vi aldrig. Efter megen snak, omsvøb og nysgerrighed gik Niels så hjem. Han ville ellers så gerne have set, hvordan vi rensede tarme, men det var fars hemmelighed, og den gav han ikke fra sig. Far kaldte det at ”slire tarme”. Han havde lært det af en rigtig slagter. Han brugte et stykke cigarkassetræ, der var skåret på en ganske bestemt måde, og når han kørte det ned ad tarmene, gik den indvendige slimhinde med, og de blev klare som glas. Det gik nemt for ham. Derefter blev tarmene lagt i saltvand. Henne hos Niels stod de og vendte tarmene

HVERDAGE ER DER FLEST AF

28


med to strikkepinde. Blodpølsetarmene skulle et af os børn hjælpe til med. De blev altid fine. Efter at være skuret i syv hold salt, blev de lagt i en spand koldt vand med porretoppe til næste dag. Det tog den særegne ferske lugt fra tarmene. Næste dag blev så blodpølserne kogt i vaskekedlen, der havde fået et lag fin ren halm i bunden. Mors blodpølser var dejlige med store gryn og rosiner, kanel og nelliker. Selve slagtedagen blev der smeltet fedt. Her blev også laver sorpølse. Den blev lavet af flæskesvær (sor), der blev skåret fra bugflæsket til medisteren. Disse flæskesvær blev strøet med salt, peber, allehånde og finthakkede løg samt lidt stødte nelliker og rullet fast sammen og snøret godt med sejlgarn, og så blev de gemt sammen med det øvrige grisekød. Når så mor kogte sulemad, grøn- eller hvidkålssuppe, blev en af disse pølser kogt med og brugt kold, skåret i tynde skiver til pålæg eller med rugbrød og sennep. Grisetæerne blev der altid kogt gule ærter på sammen med halen. Det var en af fars livretter. Finker fik vi hver dag til frokost i slagteugen. De kunne jo ikke gemmes, men var da en afveksling fra den salte sild, vi ellers fik. Havde vi fået vandgrød med stegt flæsk til middag, fik vi gerne den kolde grød i varm mælk den følgende morgen i stedet for sild. Kold vandgrød, der var så stiv, at den kunne skæres i skiver, stegte mor sommetider i margarine på panden. Det fik vi så med sukker eller sirup på, og det syntes vi smagte godt. Finkerne blev også kogt på selve slagtedagen, ligesom der blev lavet medisterpølse. Jeg syntes, at jeg kørte kødhakkemaskine hele dagen. Julesteg, ribben og medister blev taget fra, og resten af grisen blev saltet ned i sulekarret. Det var meget store grise med meget stegeflæsk på, vi slagtede. Den skulle jo holde til næste jul. Kødet blev også hvinende salt til sidst. Andre af julens forberedelser var at skure og fernisere gulvene i forstuen og dagligstuen, der blev meget slidte. De skulle ferniseres to gange om året. Så skulle lamperne pudses og bronzeres. Jeg fik tidligt lov til at gøre dette. Man sad ved bordet, hvorpå var lagt en

29

BRØD, SOVS OG FINKER PÅ BORDET


avis med bronzepulver og tinktur og en lille pensel, og man skulle så se at komme ind i alle disse her ornamenter og ikke spilde den dyrebare forgyldning. Niels’ Anna blev meget beundret for at have sin næse forgyldt. Hvordan hun så havde båret sig ad med det! Men hun kom ikke i kirke den jul på grund af næsen. Niels sagde, at når vor mor ikke kunne få sin røv forgyldt, var det da godt, at hun selv kunne klare næsen. Kakkelovnene blev også pudsede. Det skete vist kun denne ene gang om året og lavede et grusomt svineri. Bagningen var julekage med rosiner, sukat og kardemomme, som blev købt hel og stødt i morteren. Brune kager, marengs og jødekager, sommetider også vaniljekranse. Bagningen var gerne overstået før griseslagtningen. Kagerne kunne jo gemmes i dåser. Juleaftensdag havde vi så travlt med at gøre fint inde og ude. Køerne skulle strigles ekstra godt, og hesten ligeså. Stalden skulle renses, og hakkelse skæres til julen. Så fik dyrene ekstra foder. Alle redskaber blev sat i hus eller op ad væggene. Harven kunne med sine tre led, et for et, stikkes ind i rørvæggen på møddinghuset, og til sidst skulle gården fejes. Herefter samledes vi alle foran køkkendøren for at høre Peder Ærbo kime julen ind oppe i kirketårnet. En gang sad jeg nede i marken neden for kirken, jeg var nede i bækken for at hente fårene hjem, da klokkerne begyndte at kime. Så der sad jeg på tøjrekøllen med Mette og Ester (sådan hed fårene) og syntes, at det var helt forkert og alligevel højtideligt. Hjemme var der hvid dug på bordet, og der duftede af brune kartofler, rødkål, ribbenssteg og medister. Vi fik først en lille klat risengrød med sødt nisseøl, men mandel og mandelgave kendte vi ikke. Efter spisningen og opvasken sang vi julesalmer af vore gamle salmebøger. Hvis der var kommet pakke fra tanterne i København, fik vi, hvad de havde sendt. Der var altid masser af søde sager med, bolsjer og sukkerstænger og sommetider en lille nyttig ting til os børn, et par vanter, en hue eller andet småt.

HVERDAGE ER DER FLEST AF

30


Vi havde ikke juletræ. Der var ikke plads til det, sagde mor altid. Vi har kun haft juletræ to gange, mens jeg var barn. Den ene gang fordi far først kom hjem fra roekampagnen på Stokkemarke Saftstation selve juleaftensdag og på vejen gennem Ryde Skov købte et lille træ i Plantagehuset. Vi fik travlt med at pynte det, for julestads havde vi. Om aftenen fik vi så figner, dadler og chokoladebrikker, appelsiner og kaffe med småkager. Så læste vi i vores julebøger. Far fik altid Blæksprutten af tanterne. Før jul lånte vi bøger fra biblioteket. Mor skulle altid have Jeppe Aakjærs Mod jul med “Imens pølsen koger” og andre noveller. Vi gik i seng ved 21.30-tiden. I juledagene gik vi så i kirke. Det var mor, der juledag gik til Vejleby Kirke med et af os børn. Den dag havde hun nem mad til middag, grønlangkål med flæsk og pølse. Anden juledag gik far og en af os. Da var det til Tirsted Kirke. Ellen Margrethes erindringer er rige, fuldkommen uden nostalgi og meget præcise. Hun skildrer også kampen for at komme væk fra gården; faderens tre søstre, der skaber sig et liv i København, hvor mad er noget, man køber, og den komplette lettelse det er ikke at skulle kæmpe for maden. En af hendes helt store oplevelser, da hun som stor pige besøger tanterne i København, er da også, at mælkemanden kommer med mælken. I en anden erindring – Dagny Petrea Johansens, som vi vender tilbage til senere, hører vi også om, hvordan man kan længes efter byen, hvor kulturen, ikke mindst madkulturen, er anderledes. Hun beretter om sin mor (født 1905), der var ”i tjeneste” på landet, men som drømte om at få arbejde i byen. Det lykkes rent faktisk Dagny Petreas mor at komme væk fra landet og det slidsomme arbejde, nemlig i huset hos en direktørfamilie på Strandvejen nord for København, og nærmest i en bisætning hører vi her om, hvordan maden i moderens liv stille og roligt forvandlede sig fra at være målet med arbejde til et spørgsmål om status og kundskaber:

31

BRØD, SOVS OG FINKER PÅ BORDET


Mor havde interesse for finere madlavning. Hun havde plads hos slagter Nisted, en af byens førende, hvor hun lærte at vurdere et stykke kød ved at sætte en finger i det. Hun havde også plads hos en af byens berømte bagere, Katrine Andersen. Her lærte hun at se og mærke, om en dej var i orden.

“MOAR, DET ER MARY, DER KALDER. SMID EN MELLEMMAD NED!” Med den øgede industrialisering i Danmark voksede også byernes befolkning, og mange mennesker som Ellen Margrethe og Dagny Petreas mor fik mulighed for at slippe væk fra den slags slid, som tilværelsen på gården og landet bød på. I 1940’erne fortælles erindringerne om maden, forbruget og måden at leve på naturligvis i lyset af Besættelsen – maden nævnes faktisk knap nok, medmindre den mangler.

Finn Egede Rasmussen fortæller om sin barndom i Aarhus, i en ejendom i Lundbyesgade 7, hvor hans far var vicevært under krigen, og han selv havde et børneliv i baggården med husets andre unger: Det skete, at vi legede så godt, at vi blev sultne, men ikke havde lyst til at gå op og spise. Så kunne Mary, som boede på 3. sal, råbe sin mor op: “Moar, det er Mary, der kalder. Smid en mellemmad ned – ikke en sort, men en hvid med sukker på.” Kort tid efter kastede fru Rasmussen så den ønskede mellemmad ned. Imponerende. I 1950’erne bliver den daglige ernæring som nævnt lettere tilgængelig, og den almindelige levestandard stiger. Det betyder, at der er langt mere mad at vælge imellem og flere måder at spise den på. Det er specialbutikkernes tid – længe før supermarkedets indtog – så det er stadig specialisterne, man køber ind hos. Køleskabet er endnu ikke for alle, og fjernsynet heller ikke. Man orienterer sig via radio og avis, og det at

HVERDAGE ER DER FLEST AF

32


være husmoder er lige netop i dette årti stadig en fuldtidsbeskæftigelse uden de hjælpemidler, der senere hjælper med at spare tid. Den 11. juli 1948 bliver Ea Anild født på Nørrebrogade 157 i København. Som treårig flytter hun i begyndelsen af 1950’erne hjem til sin mormor i Brønshøj, hvor hun bor, indtil hun bliver voksen, og hendes elskede mormor dør. Undervejs i erindringerne bliver det mere og mere tydeligt, at Eas forældre var fattige, og at hendes mor desuden var alvorligt psykisk syg. Men vi er længe før velfærdsstaten, så familien træder til. Lille Ea flytter altså ind hos mormor, hvor Eas onkel Knud har indtaget kælderen som selvstændig blikkenslager og rørsmed. I hjemmet bor desuden Eas anden onkel, Svend, som undervejs i hendes fortælling flytter hjemmefra. Ea bliver del af et hjem med faste traditioner – og faste tidspunkter. Hele familiens fælles liv er tilrettelagt ud fra måltider og mellemmåltider, og det har Ea givet os en nøje beskrivelse

af. Det er tydeligt at læse, også i andre afsnit, at der blev passet godt på maden. At den var en fornøjelse, et privilegium og ikke mindst noget, det krævede særlige kundskaber at fremstille. Læg også mærke til, hvor mange steder en husmoder skulle hen, før hun havde købt ind til måltidet, og fryd dig over, at vi befinder os, længe før slankekure blev noget, man bekymrede sig over – fedtprocenten var så høj, som den kunne blive: Aftensmad var altid kl. 17.00, så kom Knud op fra kælderen og var vasket, og Svend var kommet hjem fra sit arbejde. Vi spiste altid i spisestuen, med få undtagelser om vinteren. Hvis det var koldt, spiste vi ved sofabordet og med portieren trukket for. Vi havde faste pladser ved spisebordet – Svend sad altid for bordenden, jeg sad til venstre for ham, min mor på hans højre side og så Knud ved siden af min mormor. Det var altid hyggelige måltider, og snakken gik lystigt – ofte var det politiske diskussioner, der var på tapetet. Vi har altid fået dejlig mad og meget forskelligt, og der var stor forskel på sommerretter og vinterretter. Jeg fik al-

33

BRØD, SOVS OG FINKER PÅ BORDET


drig lov til at være med i tilberedelsen af maden, jeg måtte kun kigge på. Om vinteren fik vi medisterpølse med kartofler og rødkål. Hvis vi fik pølser, så var der altid stuvede gulerødder og grønærter til (det var ikke noget hit), hjerter i flødesovs, benløse fugle, bankekød. Frikadeller – så var der ofte noget surt til, hakkebøffer med blødstegte løg, brunkål og supper i alle afskygninger såsom oksekødssuppe, grønkålsuppe og gule ærter – så var der altid pandekager til dessert. Eller en engelsk bøf, fisk fik vi meget ofte, det kunne være torsk, sild, stegte ål, klipfisk med sennepssovs, rødspætter, torskebukser og hornfisk med de grønne ben, men det må have været om foråret. Når min mormor handlede hakket kød, bad hun altid om at få skært oksekød, der skulle hakkes, så hun kunne se, hvad der kom i pakken – hun skulle ikke nyde noget af det, der var hakket i forvejen (hakkebøfferne smagte meget bedre, da jeg var barn, end de gør i dag). Vi havde en rigtig god slagter med dejligt kød. Jeg fik ofte foræret en flæskesvær af slagteren. Fisk blev altid hentet hos fiskekonerne (Skovserkonerne) på Gammel Strand, og vi handlede altid hos Frederikke – hun sad som nummer to oppe fra Højbro Plads med ryggen ud mod vandet.

”HAKKEBØFFERNE SMAGTE MEGET BEDRE, DA JEG VAR BARN, END DE GØR I DAG.” Når vi fik engelske bøffer, foregik det altid således, at min mormor købte et helt højreb og bad slagteren om at skære bøffen ud, så var kødet nemlig billigere. De første to dage fik vi engelsk bøf med bløde løg. Så var der til oksekødssuppe i to dage af resten af kødet, og på femtedagen blev der lavet skipperlabskovs af resten af suppen, Knud overhældte med engelsk sovs, det elskede han. Bøfferne lå to dage imellem forsatsvinduerne i køkkenet, så de kunne holde sig kolde, fordi vi ikke havde noget køleskab.

HVERDAGE ER DER FLEST AF

34


Juleforberedelser på bondegården: Bent assisterer fru Østergaard med tilberedningen af julemaden, dengang da julen måske nok var hjerternes fest, men frem for alt en kødfest, hvor grøntsager var noget, man skulle kigge langt efter.


Brunkål var en af mine yndlingsretter, for min mormor lavede ikke brunkål med sukker. Det var hvidkål, der blev snittet, og så kom der ribben – som vi kaldte stakitterne – nøgleben og grisehaler i sammen med kartofler, og soja for at kålen blev brun og til at give smag. Efter at Svend var flyttet hjemmefra, spiste vi tit brunkål ved sofabordet – det var hyggeligt. Avisen Socialdemokraten blev lagt ud midt på bordet, og når vi havde gnavet benene rene, blev de lagt på avisen, lige til at smide i skraldespanden. Resten af brunkålen blev stillet ud i mellemgangen, hvor der var koldt, og her stod det i gryden til næste aften for at blive varmet op igen, og så smagte det næsten endnu bedre. Om morgenen kunne jeg finde på at hente mig et kødben i den kolde gryde og gnave det i mig – det var noget af det bedste, jeg vidste, når saften var stivnet og blevet til sky. Oksekødssuppen stod også i mellemgangen, men den måtte jeg ikke prikke hul i fedtlaget på om morgenen, når det var stivnet, for så kunne suppen blive sur. Ofte fik vi dessert – det kunne være en eller anden form for grød, citronfromage eller det allerbedste: Når min mormor havde lavet sødsuppe, hvor der var æbler i, og der kom ristede havregryn ovenpå. Eller vi kunne få hyldebærsuppe – det var også en af de gode retter. Tit var der pandekager eller klatkager, de blev lavet af en rest risengrød og stegt på panden, og så blev de serveret med syltetøj. Der blev også ofte serveret rombudding, det lavede min mormor af et færdigkøbt pulver, og så kom der hendes hjemmelavede syltede kirsebær på. Til jul blev der lavet sylte af et halvt grisehoved. Det var altid spændende at være med til, jeg kunne jo se, hvor øjnene havde siddet, der var store huller, ørerne kasserede min mormor, men hun forklarede mig, at der var mange, som lagde dem rundt om sylten for ligesom at holde på den. Blodpølse var også et fast ritual omkring juletid, den blev serveret med æblemos og kanel eller et ordentligt lag smør, som så blev drysset med puddersukker eller almin-

HVERDAGE ER DER FLEST AF

36


deligt sukker. Blodpølsen var dog ikke noget, vi selv lavede, den var færdigkøbt. På den tid af året blev der også serveret hjemmelavede finker. Det foregik på den måde, at vi kørte indvoldene igennem håndkværnen – det var altid dejligt at være med til. Og der kom timian i til at give det en rigtig god smag. Mad om sommeren: Om sommeren var måltiderne helt anderledes, så blev der serveret stegt flæsk med æbler, paneret flæsk og koteletter, biksemad med spejlæg, og der var altid dessert i form af friske jordbær, rabarbergrød (rabarberne havde vi selv i haven), kærnemælkskoldskål eller tykmælk. Tykmælk lavede vi selv: Hvis sødmælken havde fået en tanke, blev den slået op i tre tallerkener og fik lov til at stå til næste dag, hvor den så blev serveret som tykmælk med et godt lag puddersukker på. Vi spiste altid på terrassen om sommeren, hvis det var muligt. Den lå mod vest, så vi havde aftensol under måltidet – eftermiddagskaffen blev også altid serveret på terrassen. De dage, hvor det var rigtig varmt, hentede vi isbåde oppe hos Søholm Ismejeri. Jeg kunne bedst lide en sodavandsis, så det købte jeg for det meste til mig selv, selvom de voksne ikke kunne forstå mig – de foretrak altid nougat- eller vaniljeis. Egentlig var jeg meget kræsen som barn, og mine måltider bestod ofte kun af sovs og kartofler. Når vi fik frikadeller, tog min mormor altid de hårde skorper af, så jeg kun spiste det bløde indeni. En sommeraften, hvor vi fik biksemad med blødstegte løg, var jeg lige ved at vende vrangen ud på mig selv – jeg kunne slet ikke få det ned. Men netop denne dag insisterede min onkel Knud på, at jeg skulle spise min mad, og jeg sad i meget lang tid over maden og har sikkert vrælet. Heldigvis rejste min onkel Knud sig på et tidspunkt, og så så jeg mit snit til at smide maden ud over hækken. Fuglene blev glade, og jeg slap for den ”afskyelige” mad. Jeg blev godt nok spurgt, om jeg havde spist op, og jeg fik sikkert

37

BRØD, SOVS OG FINKER PÅ BORDET


en meget sort streg i panden, men der blev ikke talt mere om maden. Frokost: Frokostmadderne var også forskellige fra sommer- og vinterhalvåret. Om sommeren kunne jeg få serveret æg og tomat-madder med radiser skåret i skiver enten på langs eller på den korte led. En mad med jordbær skåret i skiver, en rosinmad, en sjælden gang en chokolademad eller en bananmad, som også var skåret enten på langs eller på den korte led. Eller en ræddikemad – det var en af de bedste madder, jeg kunne få. Om vinteren kunne frokosten bestå af rester fra aftensmaden – stegt lever, en kotelet skåret i skiver, røget flæsk skåret i tern, så jeg ikke skulles ”kløjes i det”, som var et af min mormors udtryk, det kunne jo godt være lidt sejt. Hvis vi havde fået bankekød, hjerter eller lignende til aftensmad dagen før, var det en himmelsk mundfuld, for så var der dejlig sovs på, så det smagte af noget. Eller det kunne være en mad med blodpølse enten med æblemos eller en klat smør ovenpå. Jeg kunne også få serveret en skive stegt flæsk med æblemos på. Af og til lavede min mormor råkost til mig bestående af revne gulerødder med presset appelsinsaft over. Aftenkaffe: Klokken 20.00 blev der altid serveret to stykker franskbrød enten med ost, puddersukker eller syltetøj af min mormors hjemmelavede. I vinterhalvåret fik vi altid en appelsin, en mandarin eller en blodappelsin. En gang imellem havde min mormor købt Toms chokoladeguldbarre, der blev serveret efter aftenkaffen. Som det fremgår af Ea Anilds beretning, er det altså ikke en helt ny opfindelse, at måltidet for danskerne er kulturbærende og frem for alt samlende. Men der er ingen tvivl om, at det at spise sammen i familien har en høj status i dagens Danmark – selvom takeaway og en travl hverdag indimellem kan spænde

HVERDAGE ER DER FLEST AF

38


ben for idealerne. Vi opdrager vores børn hen over spisebordet, vi lytter til hinanden, og vi finder et fællesskab omkring maden. Det skifte, man kan finde i erindringerne, ligger netop her: Da det at skaffe sig maden – bogstavelig talt at arbejde for føden – er forsvundet og erstattet af det positive, inkluderende samvær omkring måltiderne. Der er dog stadig glimt tilbage fra tidligere tider; som vi skal vende tilbage til i kapitlet Fra land til by, kan Annemarie Borregaard fortælle om en rigtig kartoffelferie så sent som i 1980’erne, hvor hun i efterårsferien skulle hjælpe med at høste kartofler hos sine bedsteforældre.

39

BRØD, SOVS OG FINKER PÅ BORDET

Hverdage er der flest af  
Hverdage er der flest af  
Advertisement