Guds gave by Gads Forlag

Guds gave

EN VAN DEEN-KRIMI

GADS FORLAG

Guds gave © Forfatterne og Gads Forlag 2025

Omslag: Simon Lilholt, Imperiet

Forfatterfoto: Simon Klein-Knudsen

Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80085-9

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Den bidende kolde vind piskede Emily i ansigtet. Hun drejede hovedet akkurat nok til at få et glimt af sin søn, som klamrede sig til hende bag på ATV’en. Hans øjne var vidt opspærrede, og kinderne var ildrøde under styrthjelmen. Hun rakte armen ud og pegede til højre for at forberede ham på det skarpe sving, de skulle til at foretage. Emily kendte ruten, og hun vidste, at hun nok skulle få dem sikkert ned ad den stejle skrænt, der ventede rundt om hjørnet. Baghjulene skred ud i sneen, og de gled sidelæns gennem svinget, indtil forhjulene fik vejgreb og med et ryk bragte dem tilbage på sporet.

“Hold fast!” råbte hun.

Mannes arme strammedes så hårdt om hendes mave, at hun mistede pusten et øjeblik. Hun smilede. Man skulle ikke undervurdere styrken i en otteårigs små tynde arme. En forhøjning på kanten af skrænten sendte dem til vejrs, og de hang vægtløse et sekund, før de fortsatte ned mod bunden af dalen. Et højt jubelhyl lød fra Manne, og hans begejstring fik Emily til at stemme i. Manne hoppede af, og før Emily selv var stået af, havde drengen allerede smidt sin hjelm i sneen og løb hjemmevant gennem underskoven i retning af perimeterfælderne. Der var ingen grund til at være stille. Fælderne var ikke beregnede til at fange dyr. De skulle forhindre uvedkommende i at nå frem til hytten, og hvis der allerede

var gået nogen i dem, havde de ingen mulighed for at slippe væk, uanset hvor meget Manne larmede. Emily indhentede ham ved den første fælde.

“Den er tom. Ingen forbrydersteg i dag,” fastslog han med de gyldne krøller dansende om ansigtet.

Det var Mannes og onkel Bobs lille interne joke, at hvis nogen prøvede at trænge ind på grunden, så ville de ende med et æble i munden og svesker i gumpen. Det stak Emily i hjertet. Det kunne godt være, at Manne grinede nu og lød, som om han ikke var bange, men det passede ikke. Hans nætter var fulde af mareridt, og han råbte og græd i søvne. Hun ville ønske, at han ville tale med hende om det, men han lignede hende for meget. Hun trak også sine hjertesorger helt ind i sig selv og lod dem ligge og marinere, indtil de blev en betændt del af hende. Det eneste, hun kunne gøre, var at tilbyde ham en plads i sin seng om natten og trække ham ind til sig og synge for ham, mens han i drømme gennemlevede alle sine rædsler igen og igen.

Det var et halvt år siden, Manne var blevet bortført, og for Emily føltes det som i går. Psykologen, som hele familien gik hos efter bortførelsen, havde forklaret dem, at børn oplever tid anderledes end voksne. For Manne var det allerede længe siden. Ikke sådan forstået, at de ikke skulle arbejde med de traumer, der gav ham mareridt, men familien skulle også tillade Manne at være i nuet og få nye oplevelser. Tillade ham at komme videre. Den side af sagen var Emilys onkel, Bob, langt bedre til end hun, og hun måtte erkende, at det var held i uheld, at Bob var blevet opereret og var fuldstændigt ukampdygtig, så de havde været nødt til at tage fri fra arbejde og skole for at hjælpe ham. De seneste tre uger, hvor de havde passet hytten for ham, havde vist sig at være langt bedre terapi for hende og Manne, end hun havde kunnet forestille sig.

“Årh for helvede sgu da også,” gryntede Bob, idet han konstaterede, at hans arme var præcis fem centimeter for korte til at nå pillerne. Han rullede tilbage på r yggen og stirrede på det lange edderkoppespind, der hang ned fra loftet. Varmen fra brændeovnen fik det til at duve frem og tilbage. Det drev ham til vanvid, at han ikke kunne fjerne det. Og fandme nej, om han ville bede Emily gøre det. Han sendte hele huset et vredt blik. Han havde for pokker bygget det her sted med sin bare næver. Med stædighed og råstyrke havde han fældet træer og slæbt dem hen til den grund, hvor han havde besluttet at bygge hytten. Han havde selv skåret stammerne til og lavet planker til gulvet og taget. De solide møbler ved brændeovnen var også hans eget håndværk. Bob lukkede øjnene. Det var ikke bare hytten, der var hans værk. Det var også hele landskabet rundt om: Den kæmpestore skov, som omgav den, havde han selv rejst på de hundrede hektar misligholdt landbrugsjord, han købte for nogleogtredive år siden. Det samme med køkkenhaven, der gjorde ham selvforsynende, og fælderne, der gjorde ham tryg. Det eneste, han ikke havde stået for, var indhegningen ind til Safaripark Syd, som var hans nærmeste nabo. Dog havde han foretaget visse forbedringer omkring hegnet i form af et system af udgravede tunneller og stiger, som gav ham fri adgang til safariparken, når som helst han ønskede det. Godsejeren, der ejede parken, havde aldrig kunnet bevise, at Bob frit vandrede rundt på hans jorde og tilså dyrene efter lukketid. Men han havde helt klart en mistanke. Tanken om den årelange fejde gav Bob et smil på læben. Han savnede at komme ud. Han savnede den friske luft og de store vidder. Siden Bob købte den store grund, havde han vidst, at opførelsen

af dette sted ville blive hans livsværk. Det ville blive hans hjem. Ja, og senere også Emilys hjem. Emily var født i USA, men efter hendes mor døde, da hun var fire år gammel, røg hendes far, Bobs bror, ud i et misbrug, og efter at have boet nogle år hos sine amerikanske bedsteforældre kom hun som niårig til Danmark. Det var hverken med hendes eller Bobs gode vilje, at de to skulle bo sammen. Men eftersom Emilys bedsteforældre havde en idé om, at opdragelse bedst foregik ved så korporlig afstraffelse, at den lille pige ad flere omgange var endt på hospitalet med brækkede knogler, så Bob ingen anden mulighed end at tage hende til sig. Det havde ikke været konfliktfrit. Især ikke, da Emily blev teenager. Deres største udfordring var, at Bob ikke eksisterede på papiret. Den off-the-grid-tilværelse, de levede, var ikke bare et spørgsmål om selvforsyning eller om at stå af ræset. Bob havde siden sin pure ungdom dedikeret sit liv til at skabe en bedre verden. Det indebar visse ikke helt lovlige aktiviteter, som var afhængige af, at hans identitet forblev hemmelig. Det havde givet Emily temmelig svære livsvilkår. Ingen måtte kende til skoven eller Bobs hytte. Han havde via et udenlandsk selskab købt et hus, som hun skulle lade, som om hun boede i. Hvis hun ville have venner med hjem fra skole, skulle hun tage dem derhen. Til Fronthuset. Det var derfra hun skulle gå ud og tage skolebussen om morgenen, og der, hun skulle stå af igen om eftermiddagen. Haven bag Fronthuset grænsede op til et gigantisk brombærkrat med labyrintagtige gange, som førte til Bobs skov, og gennem labyrinten kunne hun nå sit rigtige hjem i hytten. Bob sukkede. Set i bakspejlet var det grotesk, hvad han havde budt hende.

Et jag af smerte skød igen igennem ham. Om det kun var smerten fra det lange operationsar på r yggen, eller om den dårlige samvittighed gjorde det endnu værre, var han usikker på. Uanset

hvad måtte han op, så han kunne få sine piller. Han holdt vejret og rullede om på siden. Så trak han sig ud til sengekanten og lod benene falde ud over, mens han stemte imod med armene. Det nev og strakte i arret, men kirurgen havde forsikret ham om, at det var normalt. Alt gik efter bogen, og når han havde ligget her tre uger, kunne han begynde på genoptræningen. Der var fire dage tilbage nu. Han trykkede låget på doseringsæsken frem, så han fik næste portion Tradolan, Panodil og Ibuprofen. Han hadede konventionel medicin og havde gjort alt, hvad han kunne, for at undgå det. Prolapserne havde været der længe, og han havde for så vidt lært at tilpasse sit liv efter dem. Men da Manne var blevet bortført, havde de måttet flygte fra gerningsmændene gennem skoven. Og medlemmerne af den sindssyge kult, som var efter dem, tog ikke særlige hensyn til en svækket lænderyg. Jagten havde medført et totalt kollaps af Bobs ryg, og efterfølgende havde nerveskaderne gjort ham ude af stand til at gå eller stå. En operation havde været nødvendig, om han ville det eller ej.

Bob trak fingrene gennem fuldskægget og skyllede pillerne ned med et glas lunkent vand, der havde stået på natbordet siden samme morgen. De sidste par dage havde han forsøgt at trappe sin medicin ned til to gange om dagen i stedet for fire, men havde erkendt, at det var for tidligt. Det eneste, han fik ud af det, var kriblende ubehag i kroppen og kvalme, samtidig med at han overhovedet ikke var smertedækket. Han måtte bare vente på, at de tre lændehvirvler, som nu var skruet sammen og stivgjort med metalstænger, skulle finde sig til rette i hans krop, så han kunne få sit liv tilbage.

Bob bandede. Han var nødt til at komme på toilettet. Iført morgenkåbe og sikkerhedsstøvler krydsede han stivbenet den snedækkede gårdsplads for at komme over til toiletskuret. Solen var på vej

ned, og den lyserøde himmel blev spejlet i sneen. Han bakkede ind ad den smalle dør og satte sig tungt på muldtoilettet. De sidste tyve centimeter foregik i frit fald, for mavemusklerne kunne ikke bruges uden at sende skærende smerter gennem ryggen. Han var glad for, at Emily og Manne var så meget ude af huset. Det var ydmygende at være handicappet. I det hele taget bød det ham imod at være afhængig af deres hjælp. Men Emily havde insisteret, og hun var også den eneste, der kendte området. B ob rettede sig selv. Det var ikke rigtigt. De havde været nødt til at involvere politiet i jagten på bortførerne, og nu kendte et par stykker af dem til både ham selv og stedet her. Emily havde på en eller anden måde fået politiet til at udelade Bobs navn og skoven fra rapporten, men situationen var stadig langtfra optimal. Så snart mere end én person vidste noget, var det ikke en hemmelighed længere. Det første, han måtte gøre, når han kom ovenpå igen, var at beslutte, hvad han skulle stille op med, at hans grund var kompromitteret.

En svag bippelyd fangede Bobs opmærksomhed. Han så koncentreret ud i luften. Ingen digitale eller elektroniske dimser var velkomne her, så lyden brød i den grad stilheden. Han trak bukserne op og tøffede tilbage mod hytten. Lyden kom derindefra.

Han gennemgik i tankerne, hvor han havde våben placeret, men som han nærmede sig døren, gik det op for ham, hvad det drejede sig om. Han gik ind i huset.

“Det var lige godt sata…” Bob afbrød sig selv og spejdede op mod tagspærene. Selvom han vidste, hvad det var, så var han også pinagtigt bevidst om, at han var ude af stand til at få fat i støjkilden. Han spejdede rundt. Der stod en stige lænet op ad brændeskuret udenfor. Som han absolut hverken kunne hente eller kravle op på. Nej, han måtte have hjælp. Han åbnede hoveddøren igen, og frosten stak ham i næsen.

“Bear!” brølede Bob.

Han gentog kaldet, indtil buskene i underskoven skiltes, og en enorm grå hund sprang ind på gårdspladsen. Den løb logrende hen mod ham og så forventningsfuldt op.

“Bear, søg Emily og Manne!” sagde han indtrængende. Den store Alaskan malamute sænkede hovedet og blinkede til ham, før den drejede om på hælen og forsvandt ind i skoven igen.

Bob rokkede tilbage mod soveværelset. Han måtte have tøj på. Alene tanken om at tage strømper på fik ham til at skære tænder af smerte.

3.

“Du skal kravle op på tagspæret, og inde ved væggen er der en skjult lem,” dirigerede Bob, mens Emily med møje og besvær fik slæbt den tre meter lange stige ind gennem hoveddøren. Manne så begejstret på hende, før hans øjne skiftede fokus og fulgte hendes blikretning til punktet i loftet, hvorfra den enerverende bippen lød.

“Javel. Jamen der er da heller ikke særligt langt op,” vrissede hun. Hun lænede stigen op ad spæret og klatrede helt op. Selvom hun som udgangspunkt ikke havde noget problem med højder, gav stigen sig lidt for meget for hendes smag. Hun så panisk for sig, at stigen knækkede, og hun ramte gulvet med et smask, så hendes kranie knustes. Hun klemte hårdt om stigen og tvang sig forbi den ubehagelige tanke, indtil hun var helt oppe. Hun svang benet rundt om bjælken og numsede sig frem. Hun vidste, hun havde en god balance. Årene i skoven havde lært hende at bruge og stole på sin krop. Når hun alligevel mærkede et vist pres, skyldtes

det beundringen i hendes søns opspærrede øjne. Hun smilede ned til ham. Hvad fanden er det her for et cirkus altså. Hun skulle aflevere ham til hans far i morgen, og hun ville sådan ønske, at hans sidste oplevelser med hende inden rejsen kunne være bare tilnærmelsesvis normale i stedet for det her. Mannes far, Jonas, havde i samarbejde med børnepsykologen overbevist hende om, at hun skulle lade Manne tage med sin far, stedmor, Camila, og nye lillesøster, Catalina, med til Chile for at besøge Camilas familie. Det ville være godt for Manne at få nogle nye omgivelser og nye oplevelser. Jonas og Camila havde tilbudt, at Emily også kunne tage med, og det ville hun også have gjort, hvis ikke Bobs operation var kommet i vejen. Hun var nødt til at blive her. Lægerne havde truet ham med, at operationen kun ville blive en succes, hvis han fulgte deres anvisninger og ikke overanstrengte sig. Så uanset hvor lidt det passede nogen af dem, var hun stavnsbundet her.

“Kan du få en negl ind i kanten af den store knast?” spurgte Bob. “Der er en udløser to millimeter inde.”

Emily maste sin kortklippede fingernegl, så langt ind hun kunne. Lydløst åbnede en låge sig i væggen foran hende. Hun spærrede øjnene op. Hun vidste godt, at Bob var en dygtig håndværker, men helt ærligt. Hun havde boet her store dele af sin barndom, og hun havde aldrig bemærket, at der var noget heroppe. Hun spændte i lårene for at holde balancen og lænede sig frem, så hun kunne kigge ind. Det skjulte rum var større, end hun havde forventet. Det var på størrelse med en ølkasse, og der stod æsker i forskellige størrelser. Blandt andet en lille en, som var kilden til støjen. Hun tog låget af og løftede øjenbrynene ved synet af en plastiksender med en rød lyspære og en højtaler.

“Har du fundet den?” spurgte Bob.

“Ja, jeg har den. Men hvad er det? Og hvorfor bipper den?”

Bob tog hånden op til det lange, krusede grå hår og kløede sig i nakken.

“Ja, det må du nok spørge om,” mumlede han. 4.

Emily betragtede Bob, mens han med besvær tog overtøj på. Det blev for meget for ham, og med et prust satte han sig ved bordet, på trods af at kirurgen havde givet ham absolut forbud mod at sidde ned. De første tre uger efter operationen måtte han kun ligge, stå og gå. Emily vidste, at han var så rædselsslagen for, at hans nuværende tilstand skulle blive permanent, at han ikke tog nogen chancer. Hans livsstil var afhængig af, at han havde en krop, der fungerede. Så når han nu insisterede på, at de skulle ud at køre, vidste hun, at det måtte være alvorligt.

“Du kommer til at fortælle mig, hvad vi skal. Jeg kører ingen steder, før jeg har bare en anelse om, hvad det her handler om.”

Emily var sådan set vant til Bobs hemmelighedskræmmeri. Som barn havde hun ikke vidst, hvad det handlede om, og faktisk var det først i forbindelse med Mannes forsvinden, at det gik op for hende, at han ikke bare var en gal prepper, der sad alene i en skov med sine konspirationsteorier. Han var en del af et større netværk af, hvad hun mente måtte være svindlere og hackere. Normalt ville hun blande sig udenom og selv lade ham rode med sin hemmelige spionverden, eller hvad det var. Men han havde lige foreslået, at hun skulle lade en otteårig blive i hytten med Bear, mens hun kørte ham til et eller andet hemmeligt sted. Det kunne på ingen måder komme på tale. En ting var, at han efterlod hende alene i dagevis,

da hun var barn, men hendes søn skulle ikke være alene. Punktum.

Så måtte Bobs konspirationsvenner selv klare deres problemer.

“Jeg forstår ikke engang, hvordan der kan være et alarmsignal. Du har da jammere, der ødelægger alle kommunikationssignaler,” undrede hun sig.

“Jammere ødelægger kun lokale signaler fra mobilmaster og den slags. Den her alarm fungerer via en satellitforbindelse,” forklarede han.

Emily sendte ham et stift smil og et par opadvendte håndflader.

Hun forstod det stadig ikke. Bob rystede på hovedet.

“Det er ikke så vigtigt, hvordan signalet kommer igennem. Det vigtige er, at det slet ikke burde komme. De her alarmer er et gammelt system, som vi slet ikke bruger mere.”

Emily modstod trangen til at afbryde ham for at spørge, hvem “vi” var.

“Det her signal betyder, at der et eller andet sted er et eller andet lokum, der brænder. Det er yderste nødstilfælde.”

Emily skævede til Manne.

“Jeg er bange for, at overophedet fajance ikke dækker mit behov for en forklaring. Hvad er det præcis, vi skal?”

“Signalet har en GPS-tracker, og den viser en lokation, hvor der skal hentes en pakke. Som sagt har vi ikke brugt den i årevis, og jeg troede ærligt talt ikke, at han stadig havde senderen.”

“Og du er sikker på, at denne ‘han’ ikke bare har sat sig på den ved et uheld?”

Bob sendte hende et spiddende blik, der fik hende til at klappe i.

“Fint, jeg kører dig, men Manne skal med. Og vi bliver i bilen, mens du henter din latterlige pakke.”

Bob så taknemligt på hende. Det burde han også, tænkte hun.

Låsen til sikkerhedsselen borede sig ind i Bobs ene hofte, og han gryntede, mens han prøvede at lægge sig anderledes. Han havde selv hjulpet Emily med at købe den lille bil, men nu, sammenkrøllet i et forsøg på at ligge ned på bagsædet, bandede han den mikroskopiske spand langt væk. Emily sendte ham et nervøst blik i bakspejlet.

“Klarer du den? Eller skal vi lige holde ind og lægge tæpperne anderledes?” spurgte hun.

Bob rystede på hovedet. Ingen af de tæpper og puder, hun havde forsøgt at klodse ham op med, besad evnen til at gøre bagsædet på en Hyundai i30 to meter bredt.

“Bare kør,” sagde han. “Vi er der snart.”

Til hans store overraskelse viste GPS-signalet, at senderen befandt sig tæt på dem. Theis, som var indehaveren af den anden del af senderen, havde, så vidt Bob vidste, ikke længere nogen tilknytning til Lolland. Men det var GPS’en ligeglad med. Den ville have dem ud til Hydeskov. Emily strøg gennem Sakskøbings mørke gader. Selvom klokken kun var fem, var januareftermiddagen allerede bælgmørk. Manne havde opgivet at se ud ad vinduet og sad og spillede et kompliceret ingeniørspil på Emilys telefon, som hun aldrig selv havde formået at komme længere i end til level 1. Drengen havde nok savnet det blå skærmlys, der nu omsluttede ham, for der var forbud mod tændte telefoner både i hytten og på grunden. Telefonsignaler kunne spores. Lyden fra GPS’en ledte dem væk fra landevejen og ind ad den brede skovsti. Efter et par kilometers tortur ad den ujævne sti indikerede signalet, at de nærmede sig målet. Til højre, inde mellem træerne, var der et

svagt rødligt skær, som lyste træerne op. Ild? Signalet ville have dem i retning af lyset, men Emily standsede bilen.

“Bob, vil den have os ud til Stikhokken?” spurgte hun bekymret. Bob nikkede, men undrede sig lige så meget som Emily. Stikhokken var en kæmpemæssig bunke grene, der var en del af den lokale folklore og omgærdet af mystik og overtro. Sagnet ville vide, at onde sjæle var begravet under Stikhokken, og for at sikre, at de ikke slap fri, så skulle man smide en gren på bunken, hver gang man gik forbi. Stikhokken var et yndet udflugtsmål, og folk var flittige med grenkasteriet. Størrelsesmæssigt svarede bunken vel til tre bybusser oven på hinanden. Med andre ord var grenbunken enorm. Bob sank en klump. Myten sagde, at hvis Stikhokken brændte, så var fanden løs.

“Jeg kører kun frem, så vi kan se den, og hvis det er den, der brænder, så ringer vi til politiet,” advarede Emily.

“Enig,” nikkede Bob.

Langsomt trillede de gennem skoven, og jo tættere de kom på Stikhokken, jo tydeligere blev skæret mellem træerne, og jo kortere blev der mellem bippene. En smal sti førte til højre, og Bob bad Emily standse bilen. Herfra var det åbenlyst, at det virkelig var Stikhokken, der stod i lys lue. Hvad var det her? Hvad fanden havde Theis gang i?

“Kan I ikke blive her og ringe til Birger?” spurgte Bob.

Birger var deres lokale kontakt i politiet, som havde forståelse for Bobs ønske om anonymitet.

“Så går jeg over og ser, om jeg kan finde ud af, hvad det er, jeg skal hente.”

Når Bob og Theis udvekslede genstande, var det sjældent noget, der var egnet til at blive gransket af ordensmagten, så han var nødt til at finde pakken, før politiet ankom.

Emily vendte sig om og stirrede vantro på ham.

“Seriøst, Bob? Du kan ikke engang gå på lokum selv, hvordan vil du gå igennem en mørk skov?”

“Så mørkt er her heller ikke,” forsvarede han sig. Han havde ret. Det sæsonmæssigt malplacerede sankthansbål var grundigt overtændt, og det tykke lag sne reflekterede lyset og gav et godt udsyn. Bob var ret sikker på, at han kunne klare turen.

Men nu skulle han i første omgang lige ud af bilen. Han åbnede døren og stak benene ud, så der var plads til at komme op at sidde.

Den her sardindåse var så lille, at en voksen mand jo fandme ikke engang kunne rokke med ørerne. Stadig halvliggende famlede han i bunden efter sine krykker. Det lykkedes ham at få fat i dem, men da han skulle have dem ud ad døren, mindede det mest af alt om et forsøg på at få vatpinde tilbage i bøtten efter at have tabt dem ud over hele gulvet.

Emily sukkede og steg ud. Hun rakte hånden frem mod ham, og han lod hende tage imod krykkerne og hjælpe sig ud. Kraftedeme ynkeligt. I det mindste modarbejdede hun ham ikke. Han nåede lige at komme op at stå, før et skærende jag fik ham til at jamre. Emily rystede på hovedet.

“Sæt dig ind. Du bliver hos Manne og ringer efter hjælp. Giv mig lygten og senderen, så skal jeg nok se, om jeg kan finde noget.”

Bob bandede ad sig selv, mens han lod hende hjælpe sig tilbage i bilen. Manne fulgte interesseret optrinnet, og Bob tvang sig selv til at smile til ham. Det var jo ikke hans skyld, at Theis, den skiderik, pludselig dukkede op ud af det blå efter alle disse år.