Retshistoriens emner

Forord

forståelsen af gældende ret, men fordi den som nævnt illustrerer rettens udvikling og fremkomsten af nye fortolkninger af ældre bestemmelser.

Mens det retsdogmatiske formål betragtes som det oprindelige formål med retshistorien, blev det kulturhistoriske først senere et selvstændigt formål.13 Retshistorien skulle give et kulturhistorisk indblik i, hvordan rettens, retsvidenskabens og juristernes rolle og udfordringer har været og forandret sig gennem historien. Det kulturhistoriske formål har betydning for både jurister og ikke-jurister. For ikke-jurister giver retshistorien en forståelse for rettens historiske indhold, udvikling og funktion, mens den for jurister også skaber identitet: Hvad vil det sige at være jurist og beskæftige sig med ret?

Det måske klareste eksempel på anvendelse og diskussion af retshistoriens kulturhistoriske formål er givet af retshistorikeren Ditlev Tamm.14 Retshistorien hjælper til at reflektere over rettens forhold til samfundet og normative systemer som moral og religion og er nødvendig for at forstå forskelle og ligheder mellem det danske retssystem og de mange andre retssystemer, juristen støder på i en globaliseret verden. Når den jurastuderende eller den færdige jurist møder andre retssystemer, bliver det lettere at kommunikere, studere og samarbejde med andre jurister, når man kender sit eget retssystem, dets historie og kendetegn. For at forstå retten må man kende dens historie. For at forstå andre retssystemer må man forstå sit eget.

Rettens kulturhistorie kan blive brugt og misbrugt politisk til særligt at legitimere gældende ret.15 Det indeholder retshistorien flere eksempler på. I en af de ældste bevarede danske love, Knud VI’s Manddrabsforordning fra 1200, fremhæver kongen afslutningsvis, at en af bestemmelserne skam ikke var ny, men var af ældre oprindelse, “men vi kalder den tilbage til den menneskelige erindring, hvorfra den var forsvundet”. Som led i legitimeringen af Danske Lov henviser dens fortale til den danske lovgivningstradition og fremhæver tidligere kongers indsats. I de to eksempler bruges historien om retten således til at legitimere den gældende ret.