Retshistorie og andre fag

var gældende ret, og hvordan retten har udviklet sig frem til i dag. For at fastlægge gældende ret må retshistorien derfor beskæftige sig med retskildernes, retssystemets og retsvidenskabens historie. Det kulturhistoriske formål åbner for flere perspektiver, og både retsvidenskabens og retssystemets historie bliver relevante i sig selv. Rettens historiske forhold til andre normative systemer som moral og religion, den historiske udvikling, og hvordan retten påvirkede og blev påvirket af det omgivende samfund, er interessant i et kulturhistorisk perspektiv. Det samme er emner som de retlige institutioners betydning og udvikling, den juridiske profession, konfliktløsning, kønsperspektiver og rettens socialhistorie.

Retshistorien beskæftiger sig principielt med alt, der ikke længere er gældende ret, og selv for den gældende ret kan det være relevant at inddrage retshistorien. Retshistoriske lærebøger havde oprindelig Danske Lov som fast slutning. Sådan er det ikke længere. Selvom dele af Danske Lov fortsat er gældende og har betydning især for formueretten og kirkeretten, er den ikke længere skillelinjen mellem retshistorien og gældende ret. Retshistorien har derfor ikke et fast endepunkt, og dens overgang til gældende ret afhænger af retsudviklingen på de enkelte områder. Retshistorien bliver derfor ført stadig længere frem i tiden og kommer til at vokse, i takt med at gældende ret forandrer sig.

Retshistorie er som udgangspunkt ikke geografisk afgrænset og kan derfor både være national og international i form af fx nordisk, europæisk eller global retshistorie. Retshistorien kan også være komparativ, hvor forskellige retssystemer sammenlignes over tid. Med retshistoriens fokus på retten må dens geografiske afgrænsning følge de til enhver tid relevante områder for ret og retlig kommunikation, og derfor kan grænser blive krydset. Romerretten blev således studeret og anvendt på tværs af landegrænser i Vesteuropa fra middelalderen og langt op i 1800-tallet og lagde fundamentet for retsvidenskabens udvikling.

Retshistorie og andre fag

Retshistorie har forbindelse til flere andre fag. Den er en retsvidenskabelig disciplin, ligesom den med sin historiske tilgang til retten er knyttet til historievidenskaben. De retsvidenskabelige discipliner kan overordnet inddeles i to hovedgrupper – retsdogmatikken og de almene fag. Retsdogmatikken systematiserer, analyserer og fortolker gældende ret med den retsdogmatiske metode. De almene fag omfatter bl.a. retshistorie, retsfilosofi, retssociologi og kriminologi, og de anlægger nogle andre perspektiver på retten, dens historie, udvikling, udfordringer, begreber, betydning og forhold til samfundet. Der er

stor forskel på de forskellige almene fag, men fælles for dem alle er, at de også benytter andre metoder end den retsdogmatiske. Retshistorie er således et af de almene fag, men er samtidig gennem sit retsdogmatiske formål meget tæt knyttet til retsdogmatikken som en hjælp til at fastlægge gældende ret.

Når retshistorien har et kulturhistorisk formål, vil den i høj grad behandle emner, som også er relevante i de øvrige almene fag. Den historiske retsfilosofi vil ofte blive præsenteret i retshistorien som et led i undersøgelsen af retsudviklingen og dens tilknytning til datidens filosofiske, moralske og ideologiske strømninger. Mens retsfilosofien vil være interesseret i teoriernes holdbarhed – deres styrker og svagheder – er retshistorien derimod mere konkret interesseret i deres betydning for retsudviklingen.16

Retssociologien beskæftiger sig med rettens skabelse og virkning samt de sociale strukturer, der muliggør et retssystem – som domstole og en juridisk profession.17 Det åbner for betydelige overlap, når retshistorikere fx undersøger den juridiske profession, eller hvordan retten blev skabt og virkede i et samfund.18 Samtidig kan retssociologiske emner som køn, straf og mødet mellem borgere og jurister være vigtige i forståelsen af retshistorien, og tilsvarende kan kriminologiske teorier og metoder bruges til at belyse strafferetshistorien.

Når retshistorien går tilbage i tiden enten for at bidrage til at fastlægge gældende ret eller til at forstå retten mere generelt, vil retshistorien møde den almindelige historie.19 Her kan retshistorien støtte sig til den historiske forskning og omvendt. Retshistorie adskiller sig imidlertid fra den almindelige historievidenskab ved på forhånd at have et fastlagt emne og kilder – retten og retskilderne. Men retshistoriens kulturhistoriske formål åbner for i større eller mindre omfang at benytte historiefagets metoder og teorier. Retshistorien vil især have tilknytning til historiske discipliner som politisk historie, socialhistorie og kulturhistorie. Fx er forfatningshistorien en vigtig del af politisk historie, mens ægteskabsretten og strafferetten vil være en del af socialhistorien. Med rettens historiske tilknytning til religion og teologi vil særligt kirkehistorien få betydning for retshistorien som en nødvendig forudsætning for at forstå retsudviklingen.

Når retshistorien har et kulturhistorisk formål, er det svært at trække en skarp linje mellem retshistorie og almindelig historie. Historikere skriver så-

16 Nielsen 1951A, s. 20. 17 Hammerslev & Madsen 2013, s. 13. 18 Smh. Ross 2013, s. 67. 19 Erslev 1961, s. 3. Forholdet til historiefaget bygger primært på Kjær 2021, for en anden indgangsvinkel, se Knudsen 2021, s. 213-235.