1 minute read

DEN AMERIKANSKE ØRN – “THE EAGLE”

Christian Gullager (1759-1826)

Advertisement

Blot 20 år gammel drager den københavnske maler Christian Gullager til Boston, opmuntret af en indbydelse fra Benjamin Franklin, ophavsmanden til den amerikanske uafhængighedserklæring og forfatning. Franklin har inviteret en række lovende unge europæiske kunstnere til Amerika for at studere og måske bosætte sig. Gullager slår til. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1780 med anerkendelsen “lille Sølvmedalje” og får hurtigt succes i de nye omgivelser. I Boston får han bestillingsopgaver på portrætter af byens fornemme familier og gør det så godt, at selveste George Washington en dag sidder foran ham for at få malet sit portræt. Portrættet opnår efterfølgende stor anerkendelse for sine kunstneriske kvaliteter.

Få år senere ønsker Franklin og en række andre kongresmedlemmer at få fremstillet et officielt segl med “The Eagle” – ørnen – som det stolte, stærke symbol på den nye nation. Christian Gullagers udkast bliver godkendt, han maler den første version af ørnen i kongressen i Philadelphia og modtager et éngangsbeløb på 100 dollars for sit arbejde. De følgende år maler han en række portrætter af amerikanske velhaverfamilier, guvernører og admiraler, men selvom hans signatur findes på et væld af samtidens malerier, begynder det at gå støt ned ad bakke. Gullager forlader Boston, først til fordel for New York, hvor hans atelier brænder ned til grunden, siden rejser han til Philadelphia, men uden for alvor at få vind i sejlene igen. Han dør i Philadelphia, 67 år gammel. Hans malerier kan ses i blandt andet Boston og New York, mens “The Eagle” ses overalt i USA og er vævet ind i den amerikanske folkesjæl.

This article is from: