jaguarsporene, kom et bæltedyr tøffende. Så var den morgenmad hjemme. Joh, turen startede helt lovende. Vores første mål var en forladt kvægranch fire kilometer inde i junglen. Ved vandhullerne omkring ranchen vidste Chico, der skulle være chancer for både vildsvin og ænder. Der har været gjort adskillige forsøg på at tæmme dette vilde område, men alle forgæves. Det lykkedes måske nok for mayaindianerne for 700-800 år siden, men de drev det aldrig til noget videre. Her findes ingen fantastiske templer som dem bare nogle få hundrede kilometer herfra. Senere forsøgte spanierne sig, for det var ved “Verdens Ende”, at deres “Nye Verden” startede. Det var her omkring, de første gang satte foden på Amerikas fastland. De byggede en mindre by, hvor de gik i land, men måtte forlade den efter et par hundrede år. Senere prøvede mexicanerne at tæmme landet, men deres forsøg var også dømt til at mislykkes. Landet vil simpelthen ikke lade sig erobre. Her er der stadig så mange jaguarer som landet kan bære – og de elsker kalvesteg. I de større vandhuller ligger krokodiller på lur efter de dyr, der kommer ned for at drikke. Her er myggene så store og så mange, at de ifølge Chico “kan flyve bort med en ko – til lunch”. Her angriber tusinder af tæger alt med blod i sig. De sidder i kager på undersiden af bladene og i græsset. Du “tørrer” dem på dig ved den mindste berøring. Derfor må vi hver morgen dyppe sokker og sko i flydende DDT. Og da vi løber tør for det forbudte, yderst effektive middel, opløser vi cigaretter i en flaske med vand. Virker næsten lige så godt og siger lidt om, hvad vi trækker i lungerne. På jorden huserer de røde myrer, og skorpioner er langtfra sjældne. Du lærer lynhurtigt at ryste sko, bukser og skjorte, inden du klæder dig på. Man dør sjældent af et skorpionstik – undtagen på film – men man ligger garanteret på langs en uges tid – og ønsker, man var det. For slangerne er det også et paradis, og der findes rigtig mange nauyacaslanger. Dem skal man ikke spøge med. Gram for gram er deres gift 20 gange farligere end klapperslangens. Den er endnu mere almindelig, men den er jo gerne så venlig at advare i tide. Når solen er gået ned, kan man forvente besøg af Draculas små vingede fætre – vampyrerne. Allerede første nat var der to, der viklede sig ind i vores moskitonet i forsøg på at få en gang menneskeblod til dessert. Vores heste bliver bidt hver nat. Man dør ikke af deres bid – i hvert fald ikke med det samme. Men de kan overføre hundegalskab. Alt dette kunne man måske leve med – eller udrydde. Når det kommer til det sidste, er mennesket jo ekspert. Der er dog – heldigvis – én ting man intet kan stille op imod – vandet. Ni måneder af året er over 50 procent af
Vild jagt.indd 15
Jagt ved verdens ende
15
19/07/13 13.56