7 Jeg prøvede at ringe til Jason igen, mens Spencer var i bad. Jeg lagde på, da jeg hørte det velkendte: “Du har ringet til Jason Powell …” Jeg havde allerede lagt to beskeder og sendt tre sms’er. Jeg tændte for det lille fjernsyn, der hang i køkkenet, men skruede ned for lyden, så jeg ville kunne høre, når Spencer kom ned ad trap‑ pen, og slukke det i tide. Jeg zappede hen til New Day, hvor Jason før i tiden havde været en jævnlig gæst – oprindelig fordi vi var venner med en af værterne, Susanna Coleman. Selvom Jason i mellemtiden var blevet en efterspurgt kommentator, kiggede han stadig forbi studiet omtrent en gang om måneden, primært af loyalitet. Susanna og hendes medvært, Eric, stod i studiets køkken på hver sin side af en kok, jeg kunne kende fra et af madprogrammerne på kabel-tv. “Se? Perfekt al dente,” stod han og sagde, mens Susanna og Erik forsøgte at smage på de perfekte spaghettisnore på en elegant måde. Susanna nikkede samstemmende, indtil hun havde tygget af mun‑ den. “Du er min helt. Jeg koger altid min pasta for længe.” Havde Jason allerede været på her til morgen? Hvad var det, han skulle tale om i dag? Han havde nævnt det aftenen før, mens jeg prø‑ vede at læse Spencers stil om James Baldwins Råb det fra bjergene. Min søn gik kun i syvende, men nogle af hans lektier var mere avancerede, end hvad jeg nogensinde selv havde lavet i skolen. Jeg havde holdt en pause med læsningen for at slå ordet circumlocution op på telefonen, og så havde Jason nævnt sine planer for tv-indslaget. Nu kunne jeg huske det: Der var syv butikskæder, der var ved at
47
Bag facaden_TRYK.indd 47
19/08/2019 13.18