Audienssalen på Frederiksborg Slot

AUDIENSSALEN

PÅ

FREDERIKSBORG SLOT

Audienssalen på Frederiksborg Slot

Gads Forlag

Audienssalen på Frederiksborg Slot

© 2023 Forfatterne, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg og Gads Forlag A/S

Fagredaktion: Stefan Pajung og Thomas Lyngby under medvirken

af Jakob Ørnbjerg

Tekstredaktion: Lino Vogt

Forlagsredaktion: Henrik Sebro

Grafisk design og omslag: Lene Nørgaard, Le Bureau

Grafisk tilrettelæggelse: Per Demuth, Demuth Grafisk

Repro: Narayana Press

Tryk og indbinding: GPS Group, Bosnien-Hercegovina

ISBN 978-87-93229-24-2

1. udgave, 1. oplag

Bogen er udgivet med støtte fra A.P. Møller Fonden

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Indhold

Forord 6

Del I: Audienssalens og Galleriets historie 8

Christian IV’s sal over Mønten 10

Ch ristian V’s Audienssal 28

Del II: Europæisk hofkultur i barokken 98

Arkitektur og hofceremonier i det 17. og tidlige 18. århundrede 10 0

Mad og måltider i baroktidens hofkulturer 11 2

Peter Paul Rubens: Hofmaler? 12 4

Tsarskoye Selo: Kejserlig residens fra baroktiden 135

Flyvende stole og opfarende borde i København og Schwerin 145

Del III: Restaureringen af Audienssalen og Galleriet 16 4

Indledning 166

Konserveringen af Audienssalens batalje- og plafondbilleder 181

Konserveringen af kongeportrætterne 190

Restaureringen af stukken i Audienssalen 201

Restaureringen af Audienssalens marmorerede paneler 20 7

Restaureringen af stukken i Audiensgangen 21 1

De hvidnede retoucheringer i Audiensgangen 220

Litteratur 2 27

Noter 2 34

Om forfatterne 247

Forord

Audienssalen og Gallerigangen på Frederiksborg hører til de smukkeste og bedst bevarede barokinteriører i Danmark. De blev indrettet af Christian V’s generalbygmester, Lambert van Haven, mens den enevældige styreform endnu var ung. Salens udsmykning afspejler funktionen som modtagelsesrum og præsenterer med portrætter kongen og hans slægt, mens bataljemalerier viser hans bedrifter under Skånske Krig (1675-79). I salen kunne kongen være på hjemmebane, og gæsterne skulle mærke hans position og magt. Det kunstneriske og håndværksmæssige ambitionsniveau var højt, og den er et udtryk for samme smag, som kendes fra slottene i samtidens Europa.

Audienssalen ligger i sit eget hus, der blev opført som en del af Christian IV’s renæssanceslot fra 1600-årenes første årtier. Her havde Christian IV også indrettet en prægtig sal, der via gallerigangen stod i forbindelse med hans suite i Kongefløjen. Christian IV’s sal led voldsom skade under den svenske besættelse af Frederiksborg i 1659 og blev seks år senere ødelagt af en brand. Derimod overlevede Christian V’s nye audienssal mirakuløst Frederiksborgs store brand i 1859 og udgør sammen med kirken slottets mest autentiske interiører. Efter branden oprettede brygger J.C. Jacobsen et nationalhistorisk museum på Frederiksborg, og inden længe blev Audienssalen og Gallerigangen overdraget til museumsbrug.

I begyndelsen af det 21. århundrede trængte interiørernes malerier, stuk, billedskærerarbejder og marmorere -

de paneler til istandsættelse. Det var en stor glæde, da A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal i 2011 generøst bevilgede midler til en gennemgribende restaurering og konservering. Nærmest symbolsk styrtede dele af kuplens stuk ned i Audienssalen få dage efter bevillingen – det var på høje tid at komme i gang. Projektet blev tilrettelagt og planlagt i et samarbejde mellem staten, repræsenteret ved Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, og museet, hvorefter nogle af landets dygtigste konservatorer og håndværkere har sørget for at sikre de enestående rum. I maj 2016 var arbejdet tilendebragt, og salen blev genindviet og på ny gjort tilgængelig for offentligheden.

En del af projektet bestod i at udforske salens historie og kunstneriske udsmykning. De væsentligste resultater af denne forskning formidles i denne bog, som ligeledes er støttet af A.P. Møller Fonden. Den første del af bogen handler om Audienssalens tilblivelse, betydning og brug. Det begynder med opførelsen af bygningerne og indretningen af Christian IV’s audienssal, og hvorledes den indgik i slottet. Efter den triste historie om den gamle sals endeligt følger vi tilblivelsen af Christian V’s audienssal med tilhørende gallerigang, og hvorledes disse rum er blevet brugt i de følgende århundreder.

Bogens anden del ser nærmere på den europæiske kultur, som Audienssalen er en del af. Ved genindvielsen af Audienssalen blev der afholdt et internationalt forsknings-

seminar, og de fleste af artiklerne er omarbejdede papers fra dette. Stefan Pajung har under medvirken af Jakob Ørnbjerg stået for at redigere artiklerne og tilvejebringe oversættelser. I disse artikler introduceres via casestudies barokkens hofkultur, portrætkunst, madkultur og de ”flyvende stole”, som der også fandtes en af i Audienssalen på Frederiksborg.

Tredje del belyser nogle af de specifikke restaureringsprocesser, der har været en del af projektet, og som også

førte til forskning og nye indsigter inden for konservatorfaget. Denne del er redigeret af Stefan Pajung. Vi håber med bogen at udbrede og uddybe kendskabet til Audienssalen på Frederiksborg og til det arbejde, det har været at sikre denne kulturarv for eftertiden.

Thomas Lyngby Forskningschef

DEL I: Audienssalens og Galleriets historie

Christian IV’s sal over Mønten

Thomas Lyngby

Fra Slotshaven går adgangen til Frederiksborg via Møntporten, der er slottets indgang fra nord. Hertil ankom man ad Kongevejen fra Kronborg, i en senere tid også fra Fredensborg. Porthuset, kaldet Mønten, er to etager højt med et stejlt saddeltag, hvorpå der sidder to kviste. Mønten er forbundet med hovedslottet via en smal bygning, der som en overdækket bro i to etager strækker sig hen over Slotssøen. Forbindelsesbygningen indeholdt på første sal en gang, der tjener som galleri med malerier mellem vinduerne. Hvor Frederiksborgs øvrige facader er i røde teglsten adskilt af lysegrå sandstensbånd, er Møntens og Galleribygningens facader fuldstændigt beklædt med sandsten og meget rigt udsmykket, så de skiller sig tydeligt ud fra resten af slottet.

Møntportens yderside er indrammet af joniske søjler. Over buen sidder et løvehoved og to sejrsgudinder med deres palmegrene og laurbærkranse, og lidt højere oppe ser man Christian IV’s kronede monogram. Her træder man ind på kongens domæne. Når man har passeret porten og vender sig om, overraskes man af portalens overdådige inderside. Oprindeligt har dele af den været bemalet, og man kan stadig enkelte steder se den rødbrune bolus-grundering, der har dannet underlag for forgyldninger. Portbuens

FOREGÅENDE SIDE: Frederiksborg Slots adgang fra nord går via Møntporten. Møntbroen forbinder Kongevejen med slottet. FrederiksborgSlot.PartivedMøntbroen. Malet af Christen Købke, 1836. Statens Museum for Kunst

Møntensnordreportal. Tegnet af Christian Vilhelm Nielsen, ca. 1880. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Foto: Lennart Larsen

Mønten set fra syd med den overdådige indre portal. Foto: Kira Krøis Ursem

Foto:

overkant er også her forsynet med et løvehoved og to sejrsgudinder, men ovenover ses vildmænd, der præsenterer de heraldiske våben for Christian IV’s riger og lande, et stort pragtrelief og otte skulpturer – syv musikanter på strygeog blæseinstrumenter og længst til venstre visdommens og den strategiske krigskunsts gudinde, Minerva, med hjelm, spyd og skjold.

Musikanterne underholder et par, der på det store, centrale relief sidder på en himmelseng med armene om hinanden. To små amoriner flyver hen og spreder sengens forhæng, så vi kan se den pikante scene. Han er iført kjortel og brynje, hun er nøgen med et klæde omkring hoften. Lige under brysterne bærer hun et prydbælte med et brænden-

de hjerte som spænde. Parret er krigsguden Mars og kærlighedsgudinden Venus. Hun var egentlig gift med smedekunstens gud Vulkan, men havde en affære med Mars. På toppen af relieffets seng sidder der turtelduer. I renæssancen blev affæren mellem Mars og Venus brugt som symbol på den kærlighed, der er drevet af lyst og passion – og instrumenter som dem, musikanterne trakterer, blev i kunsten også brugt som allegorier på lidenskaber. Venus var den eneste, der havde magt over den krigeriske Mars, og på relieffet har han da også lagt sværd og skjold fra sig under sengen.

Ved siden af parret står Amor med sin bue og holder en pil op. Til højre for sengen står to kvinder. Den forreste har blottede bryster og holder i sin ene hånd et segl og i den anden et overflødighedshorn – det er landbrugsgudinden Ceres, der symboliserer frugtbarhed og fred. Den anden kvinde bag Ceres holder en krukke. Hvis det er et offerkar, kunne hun være Mars og Venus’ datter Concordia, der var gudinde for fordragelighed og enhed såvel mellem ægtefæller som mellem samfundets stænder. Over relieffets øverste buede del ses til venstre et par i hinanden lagte hænder – et symbol på troskab. I den modsatte side er anbragt et brændende hjerte som symbol på kærlighed.

Det er blevet foreslået, at portens udsmykning fejrer Christian IV’s ægteskab med Kirsten Munk til venstre hånd, der ifølge en kalenderoptegnelse fra kongen selv blev indgået den 31. december 1615.1 Det er muligt, at kongen havde sit ægteskab i tankerne, da man drøftede relieffets motiv, men det kan næppe have været det eneste budskab, som udsmykningen skulle signalere. Ægteskabet var indgået i hemmelighed, uden kirkelig velsignelse, og den adelige Kirsten Munk kunne under ingen omstændigheder blive dronning. Som tidligere nævnt var Minerva også til stede blandt figurerne på portalen. Når Minerva og Mars optrådte sammen i renæssancens allegorier, var det et tegn på, hvordan krigens destruktive brug af våben kunne transformeres til at bruge magt for at opretholde fred. 2 Det er nærliggende at se udsmykningen som rummende et bredere budskab om, hvordan kongemagten forener kærlighed (Amor), krigerisk styrke (Mars) og skønhed (Venus) på en måde, der både er styret af fornuft (Minerva) og lidenskab (musikanterne). Herved skabes frugtbar velstand (Ceres) og fordragelighed (Concordia).

Relieffet over Møntporten, som det så ud i 1973. Siden er dele blevet nedbrudt eller fjernet på grund af nedstyrtningsfare. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Lennart Larsen

Til højre og venstre på portalens inderside indrammer korintiske søjler først nicher, hvori der oprindeligt har stået skulpturer, dernæst to døre, som fører ind til de rum, der findes på hver sin side af Møntporten. Den rigt udsmykkede portal minder om en triumfbue, sådan som de var kendt fra det antikke Rom, og sådan som de i renæssancen blev genopfundet og udformet som festdekorationer, når fyrster fejrede store begivenheder. Til Christian IV’s egen kroning havde en stor æresport i træ været opstillet på Amagertorv, som han red igennem på vej til festtaflet på Københavns Slot. Portalen på Frederiksborg blev skabt, umiddelbart efter at kongen i 1613 havde vundet Kalmarkrigen over Sverige. Triumfen blev mejslet i sten som i Rom.

Under krigen havde byggerierne på Frederiksborg næsten været gået i stå. Nu blev de genoptaget, og de kunstneriske ambitioner for slottet nåede hidtil usete højder – herom vidner blandt andet Møntporten, hvor sejrsgudinder for evigt laurbærkranser den kloge, lidenskabelige og skøn-

hedsdyrkende dansk-norske kongemagt, der har sejret i krigen og sikret velstand og fordragelighed i rigerne.

Frederiksborgs bygningshistorie og struktur

Mønten og Galleribygningen er væsentlige elementer i slottets samlede struktur. Frederiksborg ligger på tre små øer i Slotssøen i Hillerød. Det blev kongeslot i 1560, da Frederik II byttede sig til herregården Hillerødsholm og markerede sit ejerskab ved at opkalde slottet efter sig selv. De nordsjællandske skove lokkede med muligheder for jagt, og kongen samlede jord og gods i landsdelen. Frederiksborg blev et yndet opholdssted for ham og dronning Sophie, og her blev deres ældste søn, prins Christian, født i 1577. Da Frederik II døde i 1588, var prins Christian kun 10 år gammel, og en formynderregering blev indsat for at styre landet, indtil kongesønnen blev myndig.

I 1596 blev Christian IV kronet. Et af kongens første initiativer var at skabe et nyt, stort residensslot. Han udså sig Frederiksborg, hvor han var født, til det sted, hvor han ville skabe et bygningsværk, der matchede hans behov og forestillinger om den dansk-norske kongemagt. Herfra skulle han kunne styre sine riger og lande, og slottet skulle give gæster fra ind- og udland et passende indtryk af den konge, der havde ladet det opføre. Det nye Frederiksborg, der voksede frem i de første årtier af 1600-årene, blev med sin størrelse og skønhed enestående i renæssancens Norden.

Christian IV var en vidende bygherre, der kendte til arkitektoniske principper og selv kunne levere en bygningstegning. Efter alt at dømme ejede kongen flere af samtidens væsentlige bøger om bygningskunst, blandt andet den franske arkitekturteoretiker Jacques Androuet du Cerceaus Livre d’Architecture (1582-udgaven), der indeholder planer og tegninger af bygninger, som idémæssigt kan minde om Frederiksborg. 3 På sine rejser til Nordtyskland (1595), Sachsen (1597), Wolfenbüttel (1605) og England (1606 og 1614) så kongen mange slotte, der var opført af innovative arkitekter, og som var med til at udvide hans horisont og give ham nye visioner for, hvad Frederiksborg kunne blive. Man mærker i de bygningshistoriske kilder kongens engagement i Frederiksborgs opførelse fra først til sidst, men en mere skolet arkitekt må have rådgivet. Inden for Danmark-Norges grænser synes kun én at have været til rådig-

Udsnit af Philipp Uffenbachs kobberstik fra Christian IV’s kroning, hvor man ser processionen ride gennem den triumfbue, der var rejst i anledning af begivenheden. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Foto: Kit Weiss

Frederiksborg, som det så ud, da Christian IV blev født. Til venstre den sydlige ø, hvor man blandt andet ser de endnu eksisterende to runde tårne, som Frederik II lod opføre i 1562. På den midterste ø lå den daværende slotskirke, og til højre herfor køkkenbygningen. På den nordlige ø lå slottets gamle hovedbygning, opført af Herluf Trolle. I forgrunden Frederik II til hest. En jagt er netop overstået, og til højre parterer en af kongens folk en kronhjort. Det er sensommereftermiddag. Slottet spejler sig i søens stille vand, og nogle tager et forfriskende bad. Maleriet hang på Frederiksborg indtil 1659, hvor det blev svensk krigsbytte. I dag findes det på Gripsholm Slot. Formentlig malet af Hans Knieper, ca. 1580.

hed i kongens tidlige regeringstid, Hans van Steenwinckel den ældre fra Antwerpen, der i 1583 var blevet kongelig bygmester. Det er dog vanskeligt at fastslå med sikkerhed, da der kun kendes ganske få bygningsværker, som med vished kan henføres til Steenwinckel, og han døde i 1601, da Christian IV’s byggerier på Frederiksborg kun lige var begyndt.

Murermester Jørgen Friborg fra Slangerup optræder i kilderne gennem hele Frederiksborgs opførelse, men skønt han på skift kaldes murermester og bygmester, var han ikke slottets arkitekt i moderne forstand. Da Friborg i 1602 fik kontrakt på at opføre hovedslottet, nævnes en ”skabelon” for byggeriet, som han havde fået overdraget

Foto: Nationalmuseum, Stockholm

Christian IV. Malet af Pieter Isaacsz, ca. 1613. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Foto: Ole Haupt

af kongen.4 Der er således blevet udleveret en arbejdstegning eller en bygningsmodel, formentlig udført af Hans van Steenwinckel den ældre eller efter hans dessiner. Det materiale, der antages at have foreligget fra Steenwinckels hånd, gav næppe anvisninger for alle detaljer, og dertil kom de nye ideer, der opstod undervejs. Man skal derfor forestille sig, at slottet – navnlig i den tidlige fase – fandt sin form på byggepladsen, hvor bygmestre og håndværkere arbejdede i tæt dialog med den kongelige bygherre.

I 1599 havde Jørgen Friborg fået sin første opgave på Frederiksborg, da Christian IV gav ham til opgave at opføre lystslottet Sparepenge med tilhørende stald nord for Frederiksborg på Slotssøens bred. 5 Det morsomme navn stammer fra den skik, at kongerne ved deres slotte byggede små lystslotte, hvor de kunne holde mindre selskaber, der ikke var så bekostelige, som når hovedslottenes store sale skulle varmes op og fyldes med mange mennesker. Sparepenge kunne med sit flade tag, der var omkranset af en balustrade, minde om en italiensk villa, men dets røde murstensfacader, der var gennembrudt af lyse sandstensbånd og hjørnekvadre, var med til at give det et umiskendeligt nordeuropæisk præg.

Sparepenge kunne passende tjene som kongebolig under byggeriet af det egentlige slot. I 1602 blev Frederik II’s gamle hovedslot på den nordlige ø revet ned, og et nyt rejste sig fløj for fløj omkring slotsgården. Svungne gavle, røde mursten og sandstensbånd er med til at give slottet et udseende, der er typisk for renæssancen, som den udfoldede sig i Danmark på en tid, hvor nederlandsk kunst og kultur var blandt forbillederne. Når man træder ind i slotsgården, står man foran Kongefløjen. På dens første sal havde kongen og dronningen deres boliger. Til venstre ligger Kirkefløjen med det høje klokketårn. Kirkerummet afslører sig i det ydre ved de spidsbuede vinduer, der peger tilbage mod den gotiske stil. Over kirken, i hele fløjens længde og bredde blev Dansesalen indrettet. Fløjen til højre indeholdt i stuen og kælderen køkken, bageri, vaskerum med videre, på de øvre etager var der gemakker til flere af kongens døtre og sønner. Senere blev denne del af slottet kaldt Prinsessefløjen. Mod syd blev hovedslottets indre gård, som de franske arkitekturteoretikere kaldte cour d’honneur, kun afgrænset af en lav mur, sådan som Jacques Androuet du Cerceau

anbefalede i sin bog. På den måde kunne lys og luft komme ind i såvel gård som bygninger i modsætning til, hvad der havde været tilfældet i de trange, middelalderlige borggårde.

Da Kalmarkrigen brød ud i 1611, stod hovedslottet færdigt i det ydre. Efter krigen begyndte man på den midterste ø. Næsten alle de ældre bygninger blev revet ned, og aksefast med hovedslottet skabtes en ydre slotsgård; det, du Cerceau og de franske teoretikere kaldte en basse-cour. Vest for den ydre slotsgård blev Slotsherrens Hus bygget med boliger til slotsherren (lensmanden), kansleren, hofmarskalen og andre hofembedsmænd. Øst for gården opførtes Kancellihuset, der i udseende og dimensionering næsten spejlede Slotsherrens Hus. Når kongen opholdt sig på slottet, flyttede dele af rigsadministrationen med og indtog kontorerne i Kancellihuset. Mod syd blev der rejst et stort porttårn, som forbandt den mellemste ø med den sydlige, hvor bygninger fra Frederik II’s tid blev stående. Her lå en hel lille by – kaldet det nederste slot – der rummede arbejdsstalde og boliger til mange af slottets funktionærer. Blandt beboerne var hofprædikanten, kapelmesteren, organisten, musikanterne, livlægen, bartskæren, fogeden, forvalteren,

Sparepengesfacade. Udsnit af prospekt med Frederiksborg Slot. Malet af ubekendt kunstner, ca. 1690. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Foto: Hans Petersen

Frederiksborg efter Christian IV’s store ombygning. Til venstre ser man de lave bygninger på det nederste slot, dernæst det høje porttårn, der markerer overgangen til den midterste af de tre øer, slottet ligger på. Bygningen til højre for Porttårnet, nærmest Slotssøen, er Kancellihuset. På den næste ø følger hovedslottets

fireetagers fløje. Nord for Slotssøen ligger Sparepenge med tilhørende staldbygninger. I forgrunden ser man Frederik III ridende på en brun hest. Billedet blev svensk krigsbytte i 1659 og er i dag på Gripsholm Slot. Malet af Lazarus Baratta, 1652.

Foto: Nationalmuseum, Stockholm

Den ydre slotsgård med Neptunfontænen. I baggrunden ses hovedslottet. Springvandsfigurerne blev svensk krigsbytte i 1659, men i 1885­88 blev fontænen på initiativ af brygger J.C. Jacobsen rekonstrueret på Frederiksborg med afstøbninger af de originale skulpturer. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Foto: Ole Haupt

portneren, drejeren, saddelmageren, sporemageren, bøssemageren, grovsmeden og glarmesteren.

Da byggeriet blev genoptaget efter krigen, tog Christian IV de oprindelige planer op til revision med henblik på at skabe et endnu mere storslået bygningsværk – inde

såvel som ude. Kongen satte nogle af Nordeuropas fremmeste kunstnere til at bidrage til sit slot. Til alle Dansesalens vægge vævede tapetmageren Karel van Mander fra Delft 1617-20 en serie gobeliner, der fortalte om Christian IV’s regeringstid, først og fremmest krigen mod svenskerne. Til sit bedekammer bestilte kongen i 1618 22 malerier hos fremtrædende nederlandske og flamske billedkunstnere. Motiverne udgjorde en billedbibel, der fortalte Jesu livshistorie. Foran Kongefløjen i den ydre slotsgård blev der 1619-21 opført en arkade i to etager – et pragtgalleri (Marmorgalleriet), der blev udsmykket med 19 skulpturer og syv relieffer udført på billedhuggeren Hendrick de Keysers værksted i Amsterdam. Den lave mur, der indrammede den

indre slotsgård mod syd, blev 1619-22 erstattet af en lav arkade, og den side, der vendte mod den ydre slotsgård, blev udsmykket med 12 nicher, hvori der blev indsat skulpturer – det såkaldte Terrassegalleri.

Midt i den ydre slotsgård ønskede kongen opsat en stor fontæne, og dens bronzefigurer blev bestilt i 1615 hos den nederlandskfødte, kejserlige hofbilledhugger Adriaen de Vries i Prag. Fontænens figurer grupperer sig omkring en central Neptun, der står højt hævet på en søjle med sin trefork. På delfiner rider landbrugsgudinden Ceres, vingudens ægtefælle Ariadne og kærlighedsgudinden Venus som garanter for mad, drikke og frugtbarhed. De tre løver fra det danske rigsvåben er sprunget op på marmorbassinets kant og ledsages af handelsguden Merkur, ryets gudinde Fama og en yngling, der bærer sejrsgudinden Victorias og fredsgudinden Pax’ kendetegn, en palmegren. Over løvernes hoveder holder de tre ledsagere Christian IV’s kronede monogram. Fontænen er en hyldest til den sejrende konge, som har sikret herredømmet over Østersøen for Danmark-Norge – og dermed lagt fundamentet for en fred, hvor rigerne kan blomstre og opnå øget velstand.

Mønten og Galleribygningen var blandt de første af disse nye, storslåede knopskydninger på Frederiksborg. Det var – vanen tro – Jørgen Friborg, der i 1613 fik endelig kontrakt på at udføre de nye bygningers murmesterarbejde.6 Da Galleribygningen skulle opføres, blev der tilmuret et vindue i kælderen på det af hovedslottets tårne – Mønttårnet – som den er forbundet med. Hvis det hele tiden havde været planlagt, at en bygning fra Mønttårnet skulle stræk-

FORRIGE SIDE: Moderne luftfoto af slotsanlægget. Forrest ses den sydlige ø med Frederik II’s to runde tårne og de bygninger, der indeholdt stalde og boliger til slottets funktionærer. Den midterste ø begynder ved det mægtige porttårn. Langs den ydre slotsgård ligger Slotsherrens Hus til venstre og Kancellihuset til højre. Længere fremme indrammer hovedslottets fløje den indre slotsgård. Galleribygningen fører hen over vandet til Mønten, og foran den ser man Ringridningsporten. Til venstre langs Ringridningsbanen ligger Fadeburslængen. Sparepenge blev revet ned af Frederik IV, der i 1720’erne anlagde en barokhave nord for slottet. Siden forfaldt barokhaven, men den blev rekonstrueret i 1990’erne. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg

ke sig hen over vandet, havde man næppe lavet vinduet for blot at lade det tilmure igen.7

I sommeren 1616 var det kommet så vidt, at såvel Mønten som Gallerigangen var blevet tækket med blytag. De nye bygningsdele indvarsler med deres sandstensfacader og udsmykningsstil, hvad der senere skulle følge med opførelsen af Marmorgalleriet og Terrassegalleriet.

r ingridningsbanen

Mønten indrammede mod nord en aflang plads i slotskomplekset kaldet Rendebanen, det vil sige Ringridningsbanen. Her kunne kongelige og adelige under konkurrencer vise deres færdigheder til hest og med lanse, når de skulle prøve at ramme den ring, der var ophængt under en port midt på

Ringridningsbanen, som den så ud i 1835 med den i 1700 ­år ene nyopførte port. Indrammet af den midterste af portens buer ser man facaden af den bygning, der tidligere havde tjent som judicerhus. Under restaureringen af slottet efter branden i 1859 blev resterne af Judicerhuset revet ned. Malet af Jørgen Roed, 1835. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Foto: Lennart Larsen

På et af de malerier, som Christian IV lod udføre til udsmykning af Den Lange Sal på Rosenborg Slot, får man indtryk af ringridning på hans tid. Der er ganske vist tale om en allegorisk fremstilling af den ædle idræt. Malet af Reinhold Thim, ca. 1620. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Foto: Lennart Larsen

banen. Ringridningsbanens vestlige langside blev afgrænset af Boldhuset og Fadeburslængen, den østlige af en balustrade, der skærmede for fald i Slotssøen, og mod syd stod det såkaldte Judicerhus. De dystende, der ved festlige lejligheder var klædt i spraglede turneringsdragter, satte i galop nede fra Møntporten og tog sigte mod ringen. Ringen var inddelt i flere felter, og man fik point efter, hvor man traf den. Til kontrol af dette har man præsenteret den på lansen endnu siddende ring for dommerne, der sandsynligvis har stået på en balkon på Judicerhuset. Banen stod i forbindelse med det øvrige slotskompleks gennem en port i den nordlige ende af Slotsherrens Hus, der førte til den ydre slotsgård.

Ringridning var populær blandt datidens elite og indgik gerne som et element i hoffets større fester, hvor den

afløste tidligere tiders turneringer. Træning i ringridning var en del af dagligdagen for Christian IV, hans sønner og hofjunkerne. På Frederiksborg blev der i 1622 indrettet en anden, mindre fornem bane til ringridning ved Sparepenges staldbygninger, måske fortrinsvis til træning. 8 Når der var store fester, var de spektakulære konkurrencer en del af underholdningen – også for dem, der ikke selv deltog. Fra Galleribygningen og salen over Møntporten er udsigten til Ringridningsbanen fremragende. Christian IV havde selv på sine rejser til England og Sachsen oplevet, at gallerier og andre bygninger, der omgav ringridningsbaner, kunne bruges som glimrende tilskuerpladser.9

Banen har mistet sin oprindelige karakter. De sidste dele af det oprindelige Judicerhus blev revet ned under restaureringen efter slottets brand i 1859, og den Ringridningsport, der står her i dag, er kun en afglans af den originale fra Christian IV’s tid. Ved en restaurering 1731-36, hvor den gamle port blev revet helt ned og en ny opført, undlod man at genhugge de fleste af dekorationerne.10 Det forgyldte smedejernsgitter, der blev brugt til at hænge ringen i, er dog stadig det oprindelige. Det er efter alt at dømme udført

af kunstsmeden Caspar Fincke, der også udførte de mageløse gitre til Christian IV’s gravkapel i Roskilde Domkirke og formentlig flere af dem på Frederiksborg, blandt andet det foran vinduet ved Slotskirkens kongestol.11 Den nuværende Ringridningsport er dog som sin forgænger opført i sandsten, og den har samme hoveddisposition med en stor bue i midten, som Finckes gitter sidder i, og to mindre passager i siderne. Man kan endnu fornemme, hvorledes Ringridningsporten korresponderer med Møntportens arkitektur.

En beskrivelse af Frederiksborg, der er forfattet af slottets forvalter Johan Adam Berg, og som blev publiceret i

Møntportens portal mod Ringridningsbanen har stor lighed med denne arkitekturfantasi, der findes i Wendel Dietterlins bog Architectura (1598), som brødrene Steenwinckel ejede et eksemplar af.

1646, fortæller, at Ringridningsportens dekorative elementer også har haft samme omfang som Møntportens. Når rytteren satte i galop fra Møntporten, så han over den midterste bue havguden Neptun, mens underverdenens herskergudepar Pluto og Proserpina stod på den venstre sidebue, og himmelens herskere Jupiter og Juno stod på buen til højre. Ringridningsportens fire piller var forsynet med nicher. Til venstre stod Venus og Herkules, og til højre Minerva og Mars. På den modsatte side mod Judicerhuset stod i tilsvarende nicher til venstre sol- og måneguderne, Apollo og Diana, og til højre Ceres og vinens gud Bacchus. Som det var tilfældet på Møntportens portal, var dele af Ringridningsportens udsmykning også forgyldt.12 Den stod færdig i 1616.

Ringridningsportens arkitekt var Hans van Steenwi nckel den yngre, en søn af den tidligere nævnte ældre Steenwinckel, der muligvis havde leveret det første udkast til Frederiksborg. Da det i juni 1614 blev kundgjort, at der var indgået kontrakt om porten med Hans van Steenwinckel den yngre, nævnes det udtrykkeligt, at han havde leveret en tegning og således må betragtes som bygningens arkitekt.13 Det er første gang, den yngre Steenwinckel nævnes i kilderne til Frederiksborg Slots historie, men han dukker op mange gange i de følgende år. Hans navn er knyttet til såvel Marmorgalleriet som Terrassegalleriet, og i 1619 blev han udnævnt til kongelig bygmester. Det antages da også, at Hans van Steenwinckel den yngre var arkitekten bag Møntporten, muligvis i samvirke med sin storebror, Lorenz van Steenwinckel. Foruden stilistiske argumenter er det bemærkelsesværdigt, at brødrene Steenwinckel ejede bogen Architectura (1598), der var udgivet af maleren og billedskæreren Wendel Dietterlin fra Strasbourg. Blandt denne bogs mange fabulerende bud på, hvordan man kunne udforme indfatninger af vinduer, kaminer, døre og portaler, findes nemlig en gengivelse af en portal, der utvivlsomt må have været et forbillede for Møntporten.14

Hans van Steenwinckel den yngre var både arkitekt og billedhugger, hvilket var almindeligt i tiden, hvor facaderne var forsynet med omfattende skulpturelle udsmykninger. Som ganske ung var han kommet i murerlære hos sin far, men da denne døde, drog den unge Hans sammen med sin storebror, Lorenz, til Amsterdam, hvor de efter al sand-

synlighed stod i lære hos en af tidens førende billedhuggere og arkitekter, Hendrick de Keyser. Det vides med sikkerhed, at Lorenz van Steenwinckel atter var i Danmark fra 1610, mens kontrakten om udførelsen af Ringridningsporten er det første vidnesbyrd om, at hans lillebror også var vendt tilbage. Med Hans van Steenwinckel den yngre kom Wendel Dietterlins og Hendrick de Keysers manierisme til Frederiksborg.

Mønten og kongens gemakker

I de tidligste kilder, hvor Mønten dukker op, bliver den blot omtalt som et porthus.15 Når det senere får navnet Mønten, hænger det sammen med den nye funktion, det fik i 1622, hvor der blev lagt nyt gulv og opsat to ovne til brug for møntmesteren.16 Det har været i det kammer, der ligger i stueetagen, vest for portåbningen. Hidtil havde her været et drejerkammer, men nu blev dette flyttet over på den anden side af slotssøen i stueetagen af Mønttårnet. Den nye møntslageri blev anvendt til sit formål. I et brev til kansler Christian Friis til Kragerup skriver Christian IV det følgende år, at han stille nætter kan høre slagene fra arbejdet i Mønten, skønt der var en vis afstand til hans sengekammer.17 Men ovnene og værkstedet kunne også bruges til andre kemiske – eller med tidens sprogbrug alkymistiske –processer. Fyrværkeren benyttede således Mønten 1630-31 til at forberede sin farlige, men mageløse kunst.18 Fyrværkerier havde Christian IV’s store interesse, og de spillede en fremtrædende rolle under store hoffester.

Fra kammeret øst for Møntporten var der en vindeltrappe op til salen ovenpå.19 Fra dette kammer kunne man gå over i Drejerkammeret på den anden side af vandet via gangen i den nederste etage af Galleribygningen. Drejerkammerets loft var i stuk med rose- og stjernemotiver. Herinde fandtes alle de instrumenter og redskaber, som var nødvendige for at udføre det i samtiden højt estimerede håndværk. 20 Drejere hævdede, at Gud havde været den første i deres fag, da han skabte Jorden som en perfekt kugle, og de anvendte udsøgte og sjældne materialer som elfenben og horn fra enhjørninger (narhvalstand). 21

Det at lære at dreje var en del af en renæssancefyrstes opdragelse, og Christian IV mestrede da også kunsten. Drejekunsten krævede en høj grad af koncentration og fordybelse og gav fyrsten et indblik i kunsthåndværk. Kongerne havde altid en dygtig drejer i deres tjeneste, så de kunne blive undervist. Det var en betroet post. Indehaveren havde nøglen til drejerkammeret og nød kongens særlige tillid. Det var drejeren, der arrangerede kunstsagerne og instrumenterne i værkstedet, og de tog sig også gerne af andre af de kongelige samlinger af kunst og rariteter. Drejeren udførte selv pragtværker, som kongen kunne vise frem for sine gæster. På Frederiksborg havde drejeren som tidligere nævnt sin embedsbolig i den lille by på det nedre slot. 22

De fyrstelige drejerkamre lå gerne i tilknytning til kongernes private gemakker, og Frederiksborg var ingen undtagelse. I Mønttårnets mur var indemuret en lille vindeltrappe, så man bekvemt kunne komme fra den ene etage til den anden. I tårngemakket over drejerkammeret havde Christian IV indrettet et arbejdsværelse med et fornemt loft, udskåret i træ, bemalet og forgyldt. På væggene hang kostbare malerier, og i Bergs tidligere omtalte beskrivelse af slottet fra 1646 nævnes, at der lå en silkedug på et bord, hvoromkring der stod smukke stole.

Tårnværelsets gulv var lagt i forskelligfarvede træsorter, der dannede billeder. I rummets tykke mur fandtes en dør, der ledte til en hemmelighed (et kloset). I den lille gang, der førte derud, kan en af stenene løftes – den skjuler et endnu eksisterende messingrør, der står i forbindelse med Møntkammerets kælder. Hernede var der indrettet et hvælvet skatkammer, hvis to døre var overtrukket med kobber og jernbeslag. Skatkammerets døre var forsynet med fem hængelåse for at sikre mod indbrud. Historikeren Jan Steenberg har kaldt det Danmarks ældste primitive statsbank, og navnet Mønttårnet har således sin egen mening foruden dets beliggenhed nær møntslageriet. 23 Ganske praktisk kunne kongen, når han puttede penge i røret, lægge dem direkte i sin skatkiste. 24 Her opbevaredes store værdier. Da Christian IV i februar 1618 modtog en af terminerne for den svenske krigsskadeserstatning efter Kalmarkrigen, blev pengene, 250.000 daler, indsat i skatkammeret på Frederiksborg. 25