Christen Friis til Kragerup (15811639), arketypen på den dominerende adelsmand i adelens storhedstid i renæssancen. Med den jævnalderende kong Christian IV’s fortrolighed bestred han fra 1616 posten som kongens kansler, og fik samtidig sæde i rigsrådet.
jordejendom. Adelig ejendom kunne ifølge loven ingensinde afhændes til andre end adelige. På denne baggrund blev 1500-tallets definition på dansk adel simpel: Adelige var kun de personer, som var født ind i de gamle adelige slægter. I Danmark var adelig noget, man var, kun i yderst sjældne tilfælde noget, man kunne blive eller gøre sig fortjent til. Denne lille gruppe, der som nævnt blot udgjorde en kvart procent af den samlede befolkning, udøvede frem til statsomvæltningen i 1660 så stor magt, at historikere ligefrem betegner tiden 1536-1660 som adelsvældens periode. Gruppen ejede således hele 44 procent
14
Indledning
af landets dyrkede jord. Samtidig havde den i kraft af standens monopol på landets 60 lensmandsembeder afgørende kontrol med krongodset, der udgjorde 52 procent af det dyrkede areal. Kun de resterende fire procent, der ejedes af selvejerbønder, unddrog sig adelig kontrol. Næsten uantastet kontrollerede adelen med andre ord landets vigtigste produk tionsfaktor, jord, gennem direkte ejerskab eller via statsmagten, der sikrede rollefordelingen i systemet og dermed også adelens fortrinsstilling. Erobringen af de to monopoler – godsmonopolet og embedsmonopolet – er den egentlige forklaring på, at den talmæssigt lille adel faktisk viste sig i stand til at fastholde sin førerposition i det danske samfund i mere end et århundrede, efter at den militære revolution havde berøvet den det militære monopol. I kraft deraf gennemførte den danske adel med held hamskiftet fra krigerstand til godsejerog embedsadel. Som synligt udtryk for denne succesfulde forvandling rejstes netop i denne periode mange af de prægtige herresæder, der endnu i dag præger dele af det danske landskab. De blev de synlige og repræsentative rammer om adelig magt og pragtudfoldelse. På længere sigt blev selve omfanget af adelens succes imidlertid også roden til dens definitive fiasko, den betingelsesløse kapitulation til kongemagten i 1660. Forudsætningen for den før-enevældige adels enestående magtstilling og dens hævdelse af både godsog embedsmonopol var, at den var i stand til at opretholde en høj grad af indbyrdes solidaritet, hvilket igen forudsatte principiel ligestilling mellem standens medlemmer, så indre rivninger kunne undgås. Formelt set var denne forudsætning opfyldt med adelsprivilegierne, der omfattede enhver adelig fra den ringeste lavadelsmand til den mægtigste