Fyens Stifts årbog 2018: Ud med kirken

UD MED KIRKEN FOLKEKIRKEN

KIRKE ÅBNES Slut med at komme til en lukket kirkedør i Ørbæk

TAG TEKNIKKEN I BRUG Nyhedsbreve får flere i kirke

PÅ

FYN

2018

DET ETISKE HJØRNE Sydfynske unge diskuterer moral og etik

INDHOLD

5 KIRKE FOR FLERE

Indledning ved biskop Tine Lindhardt 6 NÅR DU HAR BRUG FOR DIN KIRKE, SKAL DEN VÆRE ÅBEN

Ørbæk Kirke er blevet restaureret. Nu åbnes den i dagtimerne 10 PÅ DYRSKUET NEDBRYDES BARRIERER

Folkekirken møder folket på Det Fynske Dyrskue

12 RITUALER - JA TAK!

Der er brug for at udvikle flere ritualer i folkekirken, mener provst Peter Lind

16 HER SÆTTER KIRKEN IKKE DAGSORDENEN

Studenterpræst Lene Crone tilbyder et fortroligt rum for studerende

19 KUN FOR MÆND

Mandeklubber skyder op i de fynske sognehuse

22 BØRNENE MÆRKER, AT DER ER HØJT TIL LOFTET

485 dagplejebørn får sang og musik i kirken

24 KIRKEN HAR VÆRET I SKAMMEKROGEN

Men nu vil vi gerne have fat i vores egen kultur igen

26 TAG TEKNIKKEN I BRUG

Ny teknik kan bruges til at minde om kirkens tilbud. Og det virker

28 HVIS MAN GØR DET SAMME, SÅ SKER DER DET SAMME

En fokusgruppe hjælper præster med at tænke nyt

30 DET ETISKE HJØRNE

Diskussionsklub for unge på Sydfyn stiller de store spørgsmål

32 JEG TROR PÅ HELLIGÅNDEN

Menighedsrådsformand Karen Maigaard vil gerne være med til at lave kirke for flere

36 PROVSTERNE HAR ORDET

Med bidrag fra alle provstier i Fyens Stift

40 FAKTA OM FYENS STIFT

Stiftets tal - og fakta om, hvem der varetager hvilke opgaver

42 AF- OG TILGANG AF PRÆSTER

Hvem fratrådte og hvem kom til Fyens Stift

Biskop Tine Lindhardt

KIRKE FOR FLERE Langt de fleste fynboer er medlemmer af folkekirken, men måden vi bruger kirken på, er vidt forskellig. Nogle kommer til gudstjeneste om søndagen, andre er vilde med kirkekoncerter.

Nogle har stor glæde af babysalmesang eller foredrag, andre kommer, når de skal begrave deres døde eller have deres børn døbt. Og så er der dem, der måske kommer juleaften og ellers næsten aldrig, men som alligevel er glade for, at kirken er der, og at kirkeklokkerne ringer.

Af og til bliver jeg spurgt, om jeg synes, det er i orden, at man kun kommer i kirke juleaften.

Mit svar er ”ja, selvfølgelig.” Folkekirkemedlemmer skal ikke stilles til regnskab for, hvordan de bruger deres medlemskab, og jeg kunne ikke drømme om at sætte mig til dommer over, hvordan man bruger kirken mest ’rigtigt.’

Hvis man har lyst til at komme i kirke én gang om året, så synes jeg i øvrigt, at juleaften er en rigtig god dag.

Alligevel er overskriften for mit forord ’Kirke for flere,’ som også er et af Stiftsrådets fokuspunkter for 2017 til 2021. Det er blevet overskriften, fordi jeg simpelthen bliver hjertelig glad, når jeg ser alt det, der sker, og som man gør rundt omkring i stiftet for at åbne kirken.

Man inviterer indenfor, og man kommer ud og i kontakt med mennesker. Jeg tror, at der er flere, der gerne vil bruge kirken, end dem der gør det. Men det kan være svært at komme af sted, - ”for er det nu noget for mig, som ikke kommer så tit.” Måske tror nogen også, at kirken kun er åben søndag formiddag, og den dag passer ikke lige godt ind i alles kalender.

Men kirke er også i hverdagen og på mange forskellige måder og for enhver, uanset hvor tit eller sjældent man nu bruger den. Derfor sætter vi fokus på ’Kirke for flere’ og ’Kirke på flere måder.’ Kirken er mere end man skulle tro, og den kan give mening til vores liv. Hvordan det sker og kan ske, kan man læse eksempler på her i årets Stiftsbog.

I Ørbæk har man således besluttet, at kirken skal være åben i dagtimerne, så flere kan få glæde af det smukke ny-restaurerede kirkerum.

På dyrskuet i Odense og på Langelandsfestivalen deltager præster og menighedsrådsmedlemmer for at komme ud at møde mennesker og få en snak både om stort og småt.

Flere steder er der kommet mere bud efter kirken fra andre dele af samfundet. I Rolfsted, for eksempel, oplever præsten, at skolen efterspørger et større samarbejde.

Og i de senere år er mandeklubber blevet ’det nye sort,’ ligesom unge mennesker mødes og taler sammen om etiske spørgsmål på Sydfyn.

Kirken har et budskab om tro og håb og kærlighed. Kirken har højt til loftet, og her slår evigheden ind i tiden. Det giver højde og rum til ånd og liv. Her kan man rummes som det menneske, man er. Ligesom det giver dybde og fordybelse til vores tilværelse, fordi evighed ikke alene er tid på langs, men også på højkant.

Det budskab skal ud! – og ind i menneskers liv.

TINE LINDHARDT

Biskop

UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

5

Det er svært ikke at lade sig smitte af begejstring, når man går rundt i Ørbæk Kirke med menighedsrådsformand Hanne Terndrup (tv) og sognepræst Hanne Uhre Hansen. De er stolte af deres kirke, og de har lært den endnu bedre at kende under restaureringsarbejdet.

6

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

NÅR DU HAR BRUG FOR DIN KIRKE, SKAL DEN VÆRE ÅBEN Ørbæk Kirke er blevet restaureret for millioner af kroner, og det skal menigheden have glæde af. Så nu åbnes kirken i dagtimerne.

I

’de gode gamle dage’ var Ørbæk Kirke åben. Graveren lukkede op om morgenen og låste igen, når han kom for at ringe solen ned om aftenen. Sådan er det ikke i dag. Nu bliver solen ringet ned ved hjælp af automatik, og det er ikke hver dag, der er en graver på arbejde ved kirken. Der er med andre ord ingen til at lukke op og i, og derfor er kirkedøren låst, når der ikke er gudstjeneste, kirkelige handlinger eller arrangementer.

Men det skal være slut nu. Menighedsrådet har besluttet, at de praktiske problemer skal ryddes af vejen, så kirken kan være åben. For som menighedsrådsformand Hanne Terndrup siger: ”Når du har brug for din kirke, så skal den være der. Det er ikke i orden at komme til en lukket kirkedør.”

DET HANDLER OM TEOLOGI

Sognepræst Hanne Uhre Hansen er helt enig med menighedsrådsformanden. Ifølge hende handler det om, at den teologiske tilgang til at være kirke kommer i overensstemmelse med praktikken. ”Kirken er et sted, hvor vi kan gå ind og søge noget, der er større end os selv. Her bliver vi ikke hjemsøgt af skattepapirer og lovparagraffer. Her er vi frie mennesker, og vi

har lov til at komme, uanset hvem vi er, og hvilken situation vi står i. Kirken er åndeligt set et åbent rum, og det bør den også være i praksis,” siger hun. Ørbæk kirke er netop blevet restaureret for 8,7 millioner kroner, og præst og menighedsråd vil gerne passe godt på den. Men ikke for enhver pris. ”Vi har jo restaureret kirken for at bruge den. Vi har eksempelvis fået nogle fantastisk smukke nye gulve, men kommer der en skoleklasse med store mudrede støvler på, så vil jeg altså glæde mig over, at de har været her - også selvom kirkegulvet bliver beskidt,” siger præsten.

EN GAMMEL DØR

Helt konkret vil menighedsrådet anskaffe en automatisk dørlås, som skal monteres på den fine gamle kirkedør. Da kirken er mere end 100 år gammel, kræver den slags diverse tilladelser, men andre kirker har fået det til at fungere, og menighedsrådsformanden er helt sikker på, at det også lykkes i Ørbæk. ”Nu skal vi rundt for at se, hvordan andre kirker har gjort, og jeg tør godt love, at kirken er åben i dagtimerne inden årets udgang,” siger menighedsrådsformand Hanne Terndrup. > >

›››

UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

7

INGEN OVERVÅGNINGSKAMERAER

KIRKEN ER MENIGHEDENS

Hvis det står til menighedsrådsformand og præst kommer det ikke på tale at etablere overvågning af kirken, selvom der ikke er personale til at holde øje med den i alle de åbne timer. ”Der skal være nogle steder i vores liv, hvor vi ikke bliver overvåget og registreret. Her synes jeg, at vi skal holde fanen meget højt i den danske folkekirke. Når folk kommer til mig for at få en samtale, må jeg naturligvis ikke fortælle til nogen, at jeg har haft samtalen, for det rager ikke andre.

Det samme må gælde for mennesker, der kommer i kirken.

De skal ikke overvåges,” siger sognepræst Hanne Uhre Hansen.

Hun fortæller, at hun ville græde modige tårer, hvis der skulle blive stjålet eller ødelagt noget i den nyrestaurerede kirke, men det ville ikke ændre hendes holdning til overvågning. ”Jeg tør dårligt sige det, når vi nu har brugt alle de millioner på at restaurere kirken, men der er ikke én eneste ting i den kirke, som vi ikke kunne undvære. Hvis vi havde haft en butik med juveler, ville overvågning være i orden. Men juvelen i vores kirke er jo ikke vores ting. Juvelen er det budskab, vi møder derinde,” siger præsten.

Præst og menighedsrådsformand har haft mange fremvisninger af kirken i Ørbæk siden restaureringen blev færdig.

De har mærket en øget interesse både fra sognets beboere og fra turister, som gerne vil se den nyrestaurerede kirke, og det er de glade for. ”Turister er hjertelig velkomne, men det er ikke primært for turisterne, at vi åbner kirken. Kirken er menighedens,” siger menighedsrådsformand Hanne Terndrup.

Det er vigtigt for hende, at folk føler sig velkomne, når de kommer ind i kirken i hverdagen. Derfor skal der også altid være lys på alteret og et dåbsfad i døbefonten, som er fint, men ikke er alt for kostbart.

I KONTAKT MED SIN EKSISTENS

”Ja, man skal ikke have fornemmelsen af, at man kommer efter lukketid,” supplerer sognepræst Hanne Uhre Hansen.

Hun håber, at mange af sognets knap 2000 beboere får glæde af at sætte sig ind i kirken. For kirkerummet kan noget helt særligt. ”Kirkerummet er et sted, hvor man i den grad er i kontakt med sin eksistens og sin tro og sin tvivl. Alt det, som hverdagen måske har det med at skubbe til side, bliver meget nærværende i et kirkerum,” slutter sognepræsten. n

Ørbæk Kirke genåbnede i påsken 2018 efter en gennemgribende restaurering. Døbefonten, som før var klemt op i et hjørne, er blevet flyttet, så man nu kan stå rundt om den. Orglet er blevet renoveret. Der er kommet nye, indbydende farver overalt. Og ikke mindst er kalkmalerierne blev restaureret, og flere kalkmalerier er blevet afdækket. Kalkmalerierne er formodentlig fra 1400-tallet, og kunstneren er en maler eller et malerværksted, som har fået navnet ”træsko-maleren,” fordi der ofte er malet en træsko i de fynske kirker, hvor maleren eller malerne har arbejdet. Kalkmalerierne er sprudlende, fantasifulde dekorationer.

Underlige ansigter, en hånd med en kniv og en djævel med æselhoved er blandt motiverne.

8

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÃ… F Y N 2 018

9

Ud over Det Fynske Dyrskue er folkekirken også til stede på Langelandsfestivalen, hvor der blandt andet holdes gudstjenester i et kirketelt. Folkekirken er også med på bryllupsmesse i Odense i januar 2019.

Biskop Tine Lindhardt har planer om at ansætte en præst, der som en del af sin arbejde får ansvar for at koordinere kirkens tilstedeværelse ved festivaler og andre store folkelige arrangementer.

Koordinatoren skal også undersøge, hvilke arrangementer, det vil være relevant for folkekirken at være med i. Desuden skal hun eller han være tovholder for et netværk af præster, som gerne vil deltage i arrangementerne og sørge for, at telte, flag med mere kan bruges flere steder.

1. Når regnbygerne kommer på dyrskuet, rykker præster, menighedsrådsmedlemmer og dyrskuegæster sammen i teltet og får en kop kaffe.

2. ”Jeg synes, at det uformelle møde med folk er pragtfuldt,” siger sognepræsten i Haarby, Adam Boas, som står til højre i billedet.

Til venstre for ham står menighedsrådsmedlem Ole Grønlund.

3. De grønne folkekirkeveste har sognepræst Adam Boas lånt i Herning sogn.

10

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

PÅ DYRSKUET NEDBRYDES BARRIERER Folkekirken møder folket på Det Fynske Dyrskue.

S

ognepræst Adam Boas har redet på både heste, kameler og elefanter. Hans far arbejdede i Cirkus Benneweis, så han har haft omgang med dyr fra barnsben. Måske er det derfor, han ligner en mand i sit es på dyrskuet i Odense med solbrillerne i panden og iført en grøn vest med folkekirkens logo.

Adam Boas har været tovholder på folkekirkens telt på Det Fynske Dyrskue de sidste fem år, og det er der en særlig grund til. Da han som nyuddannet præst kom til Herning for mange år siden, blev han nemlig taget med på dyrskue. Det gjorde alle de nye præster i den vestjyske by, for de skulle ud for at se, hvad det var for noget. ”Der fik jeg det glade, umiddelbare møde med mennesker, som jeg tror alle præster drømmer om. Det var lykkelige dage, og jeg tænkte, at sådan skal det også være at være præst, siger han.

INGEN BØVL OG BROK

Adam Boas har samlet et lille hold af præster og menighedsrådsmedlemmer, som passer folkekirkens telt på Det Fynske Dyrskue. Mange dyrskuegæster kommer og får sig en snak i teltet, eller de deltager i en konkurrence.

Der er én konkurrence for børn og én for voksne, og snakken om spørgsmålene i konkurrencen åbner for mange gode smil. Et af spørgsmålene lyder ”Hvad er det 14. ord i trosbekendelsen? ” Det rigtige svar er ”på”, og at det lille forholdsord blev til det rigtige svar i konkurrencen, skyldes udelukkende, at Adam Boas talte forkert, da han lavede konkurrencen. Han gik nemlig efter ordet ”Gud”, som er det 15. ord i trosbekendelsen. De andre præster i teltet driller ham lidt med fejlen, men Adam Boas tager det med godt humør. ”Det er sådan en dejlig oase her, og her er ingen brok og bøvl,” siger han.

I dagligdagen og i forbindelse med gudstjenester kan der ifølge præsten være bøvl nok. Det kan være lige fra mikrofoner, der ikke virker og elpærer, der er gået ud i kirken, til kritik af salmevalget. Alt det er man fri for, når man møder folk på dyrskue. Og samtidig får nogle af dyrskuegæsterne ifølge præsten punkteret nogle fordomme. ”Mange mener, at præster er hårde og fordømmende mennesker. Jeg synes, at vores samtaler på dyrskuet er med til at nedbryde nogle barrierer,” siger han.

50.000 SER FOLKEKIRKENS LOGO

Når man spørger Adam Boas, om han er ude for at hverve nye medlemmer til folkekirken, fortæller han om en samtale, som han havde med en bankmand, der stod i et andet dyrskuetelt. Bankmanden fortalte, at han ikke tegnede en eneste kassekredit eller ydede et eneste lån på dyrskuet.

Men han stod der for at hilse på de kunder, han havde i forvejen. ”Det synes jeg, var fint sagt. Her på dyrskuet kommer der 50.000 mennesker, som ser folkekirkens logo, og nogle af dem får en snak. Det er svært at sige, hvilke kirkelige aktiviteter, der batter, men jeg synes, at det her tæller,” siger Adam Boas.

DRØMMER OM EN KIRKEBUS

Adam Boas har blandt andet selskab i teltet af Ole Grønlund, som er kirkeværge i Haarby. Ole Grønlund ejer en hestetrailer, så det er ham, der står for at transportere alt det grej, der skal med på dyrskue, og det gør han gerne. ”Vi skal være her for at vise flaget. Det er utraditionelt, og det kan jeg godt lide, selvom jeg er stokkonservativ,” griner han.

De grønne veste, som præster og menighedsrådsmedlemmer lyser op med, har de lånt i Herning Sogn, og Adam Boas har kørt langt for at hente dem. Han drømmer om, at folkekirken på Fyn kunne gå i samarbejde med andre stifter om at købe en kirkebus, som kunne køre rundt og være med på festivaler, dyrskuer og ved andre store folkelige arrangementer. ”Så kunne vi deles om telt, veste, flag, bannere og andet grej. Det ville være nemt, og vi kunne bruge nogle af de samme ting alle steder,” siger han. n

Fyens Stiftsråd har støttet folkekirkens deltagelse på Det Fynske Dyrskue med 15.000 kroner.

UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

11

RITUALER – JA TAK! Der er brug for at udvikle flere ritualer og traditioner i folkekirken, mener provst Peter Lind fra Middelfart.

Peter Lind er provst i Middelfart Provsti og desuden er han sygehusprovst for præsterne i sundhedssektoren i Region Syddanmark.

J

uleaften er uden sammenligning det tidspunkt, hvor flest danskere kommer i kirke. Men sådan har det ikke altid været. For 100 år siden var det slet ikke almindeligt med gudstjeneste juleaften. Det er også et ret nyt fænomen, at vi går i kirke Allehelgenssøndag for at mindes vores døde med oplæsning af de dødes navne, og det er nyt, at mange sogne går sammen om udendørs gudstjenester 2. pinsedag.

Men ifølge provst Peter Lind er der brug for endnu flere ritualer. Vel at mærke ritualer, der passer til de behov, vi har som mennesker. ”Ritualer og traditioner er et samspil mellem kirke og folk, og ritualernes teologiske gennemslagskraft afhænger af, om folket tager dem til sig. Folk i alle aldre elsker for eksempel juleaftensgudstjenesten, som med evangeliet om Jesu fødsel formår at sætte ord på lys i mørket, fællesskab og glæden ved at give og modtage,” siger Peter Lind.

12

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

FREMTIDENS RITUALER

Peter Linds erfaring som præst er, at det er, når kirken er i stand til at levere ritualer, der taler ind i de store begivenheder i vores liv – både glædelige og sørgelige – at folk virkelig synes, at de kan bruge kirken til noget. ”Når man får et barn, opdager man, at det er et mirakel, og her er der brug for det ritual, som dåben er. Ritualer siger nemlig noget ind i situationer, hvor vi ikke er i stand til at sige det hele selv,” siger Peter Lind.

Han mener, at der kan være brug for nye ritualer til andre livssituationer. Det kunne eksempelvis være et ritual for overgangen til alderdommen, et ritual for unges uddannelse og fremtidsdrømme, eller måske et ritual for skilsmisse. ”Efter en samtale mellem en præst og et par, der har besluttet sig for at gå fra hinanden, kan det måske være naturligt at gå ind i kirken og holde en andagt for at få afsluttet ægteskabet på en ordentlig måde,” siger han.

I samme åndedrag understreger provsten, at nye ritualer skal udvikles sammen med kirkens brugere, og det må gerne ske over lang tid.

RITUAL FOR SKRIFTEMÅL

Peter Lind har sammen med sine kolleger ved Middelfart Kirke genoptaget et gammelt ritual for skriftemål, som står i ritualhåndbogen. Hvert år ved gudstjenesten skærtorsdagsaften er der skriftemål i Middelfart Kirke. Skriftemålet er fælles, og det handler ikke om, at man offentligt skal fortælle, hvad man har lavet af slemme ting. Skriftemålet foregår ved, at menigheden knæler omkring alteret, og præsten lægger hånden på hovedet af hver enkelt og tilsiger ’alle dine synders nådige forladelse i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn,’ som det hedder. ”Det er ganske simpelt så stærkt at få lov til at lægge hånden på hovedet af et voksent menneske og sige de ord.

Jeg er altid meget berørt efter at have haft den gudstjeneste.

Ritualet involverer både menigheden og præsten,” fortæller Peter Lind.

Han siger selv, at han og kirken ikke er så gode til at lave reklame for skriftemålet, så der er ikke så mange, der opdager, at ritualet findes. Men nu overvejer sognet at lave en folder om, hvordan påskegudstjenesterne holdes i Middelfart Kirke. Det kan måske kan inspirere flere til at komme og være med.

EN JAZZBEGRAVELSE

Mange folkekirkemedlemmer ønsker at sætte deres helt eget præg på kirkens ritualer for eksempel i forbindelse med begravelser. Man taler ligefrem om ’designerbegravelser,’ hvor eksempelvis de pårørendes ønsker til den musik, der skal spilles, kan udfordre præsten. ”Jeg havde en jazzbegravelse for nogle år siden, og jeg var rædselsslagen, da de pårørende begyndte at tale om, at de gerne ville have et jazzorkester ind i kirken,” fortæller Peter Lind.

Men han valgte at tage den afdødes og de pårørendes ønsker alvorligt og lod det afspejle sig i teksterne og begravelsestalen. Det blev ifølge provsten en fin og højtidelig begravelseshandling, hvor der ikke blev givet køb på hverken ritualet eller teologien. ”Jeg lærte utrolig meget af den begravelse, også om teologi. Men det er en svær balance, hvornår og hvor meget man skal imødekomme individuelle ønsker, for det er jo også en del af ritualets styrke, at her er vi alle lige,” siger provsten.

LØRDAGSDÅB OG VIELSER I DET FRI

Et eksempel på, at folkekirken tilpasser sig medlemmernes ønsker, er muligheden for lørdagsdåb. Mange familier vil hellere holde dåbsfesten lørdag end søndag for at have god tid til det hele, og lørdagsgudstjenesten med dåb, hvor de

øvrige i kirken som regel også er dåbsgæster, skaber ifølge Peter Lind en mere afslappet stemning blandt både børn og voksne.

Også bryllupper i det fri er en ny mulighed for at sætte et individuelt aftryk på kirkens ritualer. Peter Lind mener, at bryllupsritualet bør nytænkes og tilpasses situationen, når vielsen rykker ud af kirkens rum, og grundlæggende hilser han de nye tiltag velkomne. ”Førhen var der præster, som helt alvorligt sagde, at det var flintrende ligegyldigt, om der kom folk i kirken eller ej, når bare evangeliet blev forkyndt. Men det holder altså ikke,” siger han.

LOKALE RITUALER OG TRADITIONER

Nogle af de nye kirkelige ritualer opstår i tilknytning til en lokal tradition. Det kan være som i Glamsbjerg, hvor årets juletræstænding indledes med et fakkeloptog fra kirken – eller som i Assens hvor der er indbygget en historisk gudstjeneste i forbindelse med arrangementet ’Assens for fulde sejl.’

Peter Linds kone Henriette Bacher Lind er præst i Kolding, og her holdes der hvert år gudstjeneste med stor tilslutning i forbindelse med befrielsesfestlighederne den 4. maj. ”Kommunen finder det naturligt at bede kirken være med, netop fordi den skaber et højtideligt ritual omkring fejringen af vores fælles historie.” siger Peter Lind.

Han synes, det er positivt, at kirken tilpasser sig de lokale traditioner. ”Vi er en folkekirke, der skal forkynde til mennesker, og vi er nødt til at forkynde der, hvor folk rent faktisk hører det. Ellers svigter vi vores opgave,” siger han.

RITUALER VED KATASTROFER

Peter Lind oplever også, at der er bud efter kirken og ritualerne, når der sker uoverskuelige katastrofer. Efter tsunamien og de store terrorangreb kom folk for at lægge blomster og tænde lys ved kirkerne. ”Vi skal måske være bedre til at gribe de situationer fra kirkens side. Ikke for at slå plat på og udnytte situationen, men fordi vi kan tilbyde et ritual, der kan sige noget i situationen,” siger Peter Lind.

Han oplever også, at ritualerne kan forløse, når livet bliver hårdt eller uoverskueligt for det enkelte menneske. ”Som præster er vi ritualbærere. Når en sygehuspræst eller en hospicepræst kommer ind på en stue til en patient og måske også en familie, skal hun eller han kunne gribe situationen og fornemme, om der er behov for et lille ritual, som kan bære den syge og de pårørende videre. Det er en meget vigtig del af præstens arbejde at være ritualleverandører,” slutter provst Peter Lind. n

››› UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

13

Udendørs gudstjenester 2. pinsedag er en af folkekirkens relativt nye traditioner. Mange steder går flere sogne sammen om at holde gudstjenesten. 2. pinsedagsgudstjenesten for Middelfart, Kauslunde, Gamborg, Vejlby, Strib og Røjleskov Sogne blev i år holdt ved sognegården i Strib.

Efter gudstjenesten var menighedsrådet vært ved en frokost.

14

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÃ… F Y N 2 018

15

I Fyens Stift er der ansat en række institutions- og funktionspræster. Fælles for dem er, at de er præster for mennesker i særlige livssituationer.

Præster på hospitaler, hospicer, fængsler, arresthuse, uddannelsesinstitutioner samt præster for hørehæmmede betegnes som institutionspræster. Dertil kommer en række funktionspræster, som for eksempel kan have titler som feltpræst, beredskabspræst, diakonipræst, natkirkepræst, præst for kirke-skoletjenesten, præst for kirken på landet eller præst for flygtninge og indvandrere.

De fleste af institutions- og funktionspræsterne er samtidig sognepræster og har arbejdet som institutions- eller funktionspræst som en del af deres ansættelse. Nogle af præsternes løn bliver finansieret gennem fællesfonden, som er folkekirkens fælles kasse. En mindre del er såkaldt lokalt finansierede stillinger, som er oprettet af de lokale menighedsråd.

Læs mere om institutions- og funktionspræsterne i Fyens Stift på www.fyensstift.dk

’En at tale med...’ står der på forsiden af studenterpræstens folder.

16

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

E

K IK

HER SÆTTER KIRKEN DAGSORDENEN Studenterpræst Lene Crone tilbyder et fortroligt rum, hvor de studerende på Syddansk Universitet kan lette deres hjerte.

Johan Bille (th) har gennem et års tid talt med Lene Crone om ubearbejdet sorg og om pres i forhold til studiet. ”Vi snakker om ting, som det er svært at tale med venner og familie om, og det hjælper,” fortæller han.

S

om præst på en institution uden for kirken må man stikke fingeren i jorden. Det gjaldt også for Lene Crone, da hun startede i sit job som studenterpræst på Syddansk Universitet i begyndelsen af 2017. ”Religiøse personer i det offentlige rum er et følsomt emne, og ikke alle synes, at det giver mening at have en studenterpræst på et universitet. Når man er præst på et universitet, er det jo ikke kirken, der sætter dagsorden,” siger hun.

Lene Crone har dog stille og roligt fået etableret sig i et lille kontor på SDU, hvor hun fortroligt og uforstyrret kan tale med de studerende. Hun har også fået et netværk med de øvrige vejledere på SDU og med studenterpræster i resten af landet.

SJÆLESORG OG SKAM

Når man spørger Lene Crone, hvad en studenterpræst laver, svarer hun, at hun er sjælesørger for de studerende. Hun oplever, at de fleste godt forstår det gamle ord sjælesorg. ”Jeg er ikke behandler. Jeg er en samtalepartner, en sjælesørger med tavshedspligt,” siger hun.

De studerende finder typisk vej til hende via mund til mund metoden, eller fordi de har fået en folder om studenterpræsten af en studievejleder. De fleste kommer flere gange, og mange oplever det som en lettelse at tale med en udenforstående om eksempelvis kærestesorger, stress og ensomhed, eller når de er kommet i tvivl, om de skal fortsætte deres studier. ”Når man nu er blevet optaget på sin uddannelse, og

››› UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

17

mor og far har kørt alle ens ting til Odense, og man er blevet installeret i en lejlighed, så er det pinligt og flovt, hvis man ikke lykkes med sit studium. Mange føler sig skamfulde, og de unge har ofte gået med tankerne alene i månedsvis, før de kommer,” siger Lene Crone.

DU ER NOGET VÆRD

Studenterpræsten lytter til de studerede, og hun oplever, at det er forløsende for dem at få talt om skammen. At knuden i maven løsnes, når man får alt det, man bærer på, ud.

Det er langt fra altid, at tro og kristendom kommer på banen i samtalerne. Men det er med sin tro i ryggen, at Lene Crone fortæller de unge, at de ikke behøver være perfekte, og at man er noget værd, selvom man fejler.

frimodighed og troværdighed,” siger Lene Crone.

Hun kan mærke, at de unge trænger til at høre, at de ikke behøver at lykkes med alting. ”Det kan godt være, at de i første omgang ikke helt forstår det, undtagen med det øverste intellektuelle lag af hjernen – men det er blevet hørt. De har hørt nogen sige, at de kan kigge op og leve et fuldgyldigt liv uden hele tiden at skulle føle, at de gør noget forkert,” siger Lene Crone.

INGEN MISSION

Man behøver ikke tro på Gud for at benytte sig af Lene Crones tilbud om samtaler, og man bliver ikke nødvendigvis troende af at tale med hende. Men troen er det fundament, som hun arbejder på. ”Jeg missionerer ikke, men jeg tænker, at bare det, at jeg er her, og at de unge kan snakke med en præst, kan lukke op for en ny måde at se tingene på, som gør, at de bliver mere åbne overfor kirken og kristendommen. Jeg kunne ikke arbejde uden at øse af min teologi og min præstepraksis,” siger hun.

DE MUSLIMSKE STUDERENDE

Samtaler med studenterpræsten er gratis og fortrolige.

”Jeg vælger ikke formuleringen ’Kristus bærer det svære sammen med dig,’ når jeg taler med de studerende, men det ligger jo i min rygsæk, at nok er vi skyldige, og vi roder rundt i vores liv, men vi er ikke forkerte eller mislykkede som mennesker. Der er tilgivelse og forsoning, og én der bærer for os og med os, og som siger, at vi er gode nok, som vi er,” siger studenterpræsten.

PRES FRA MANGE SIDER

De unge, som Lene Crone taler med, oplever et pres fra mange sider, og derfor ser hun det som en vigtig opgave at få deres fokus væk fra perfektionisme og præstationsræs. ”Det er ikke gerningen, der gør, at man bliver et godt menneske. Det skal siges, og jeg synes, at det er godt, at det er en præst, der siger det, fordi vi kan sige det med stor

Der kommer en del muslimske studerende på Lene Crones kontor. Hun ved ikke, hvorfor de vælger en præst som samtalepartner, for det spørger hun dem ikke om, men hun tror, at det er fordi, religiøse personer ikke er så fremmede for dem. Og så kan det være rart at tale med én, der ikke kommer fra ens eget miljø. ”Vi taler blandt andet om de sociale koder og normer, som de er omgivet af. Det man med et lidt negativt ord kalder ’social kontrol.’ Det spiller jo også ind i de unges trivsel på studiet,” fortæller præsten.

FÆLLESARRANGEMENTER

Lene Crone er gradvist ved at blive integreret som studenterpræst på Syddansk Universitet. Næste skridt er måske at lave aktiviteter for de studerende.

I samarbejde med studenterpræsten på University College Lillebælt, Kirstine Hansen har hun planer om fællesarrangementer for de studerende i Odense. Allerhelst i samarbejde med andre foreninger eller organisationer, for eksempel Studenterhuset i Odense, som de to har haft et frugtbart møde med. ”Vi er startet op som studenterpræster helt fra bunden, og det tager tid at bygge op, men vi er godt i gang,” slutter Lene Crone. ■

Lene Crone arbejder 25 timer om ugen som studenterpræst på SDU, i resten af sin arbejdstid er hun sognepræst i Hjallese.

Læs mere om studenterpræsternes arbejde på www.studenterpraest-odense.dk

18

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

KUN FOR MÆND

Mandeklubber skyder op i de fynske sognehuse.

UD MED KIRKEN

›››

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

19

Sognepræst Hans Otto Paludan arrangerer mandeklub en gang om måneden i Krogsbølle.

M

adpakkerne er pakket ud, og øllene er knappet op. I den ene bordende går snakken om den lokale håndboldklubs bedrifter, og i den anden ende diskuterer to mænd deres fælles fortid ved landbruget. Vi er til mandeklub i konfirmandhuset i Krogsbølle på Nordfyn.

Mændene har hørt et foredrag om landdistriktsrådet fra en af de lokale ildsjæle, og nu er det tid til frokost og mandesnak. ”Vi snakker om dit og dat - mest om, hvad der sker lokalt,” fortæller Carsten Sørensen. Han har gået post i Otterup i 41 år, og han er lige stødt på en af dem, som han leverede post til, og som han ikke har talt med i mange år.

GRATIS AT VÆRE MED

Det er fjerde gang, sognepræst Hans Otto Paludan holder mandeklub i Krogsbølle, og for hver gang er der kommet flere med. Den første gang var der 10 deltagere, og i dag er 17 mænd dukket op i klubben. Der er ingen tilmelding, og det koster ikke noget at være med. Man kommer bare med sin madpakke, og menighedsrådet giver en øl eller sodavand til maden.

En af de nye deltagere er Jørgen Lund. Han er blevet overtalt af sin nabo Willy Hansen til at tage med, og nu hvor han er her, synes han, det er rart. Han har set alle de andre før, men han skal først nu til at lære dem at kende. ”Det er svært at blive optaget i kredsen herude, når man ikke har boet her hele sit liv,” smiler han.

Willy Hansen har taget flere af sine mandlige naboer med i klubben. ”Jeg synes, det er hyggeligt, og de fleste af os har jo behov for at komme lidt hjemmefra engang i mellem,” siger han.

ET FRIRUM

Sognepræst Hans Otto Paludan har ikke selv fundet på at 20

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

lave klubben. Han blev kontaktet af Johs. Nielsen fra Hasmark Strand, som syntes, at der manglede et tilbud for mænd i området. ”Vi går en hel del modne mænd herude ved stranden, og nogle af mine naboer har mistet deres koner. Vi har brug for et netværk, og vi har brug for at snakke sammen, uden der er kvinder med, siger Johs. Nielsen.

Sognepræst Hans Otto Paludan er enig: ”Mandeklubben er et frirum. Den er et fællesskab, hvor mændene er lidt friere, i forhold til det de siger og gør, end de ville være, hvis der var kvinder med. På den måde kan de føle sig som unge mænd igen,” siger præsten.

Han tilføjer, at klubben opfylder nogle helt basale menneskelige behov for at tale sammen og for at have relationer, hvor man mødes med jævne mellemrum. ”Nogle har et tomrum, der skal udfyldes, og det er fint, at kirken går ind og laver nogle rammer for at mødes og for at genopfriske nogle af de historier, man har sammen,” siger han.

FLERE MANDEGRUPPER PÅ FYN

Alene i år er flere nye mandeklubber skudt op i det fynske kirkeliv. I Middelfart kirke kalder den nye klub sig ’Herreklubben.’ I Viby på Hindsholm hedder arrangementet ’Mændenes morgenmad,’ og i Krogsbølle på Nordfyn er det altså slet og ret ’Mandeklubben.’

Fælles for klubberne er, at der kun er adgang for mænd, og det er et særsyn i kirke- og kulturlivet, hvor kvinderne ellers er i overtal. ”Hvis du går op og sætter dig i kirken eller går til en koncert, så er hovedparten af dem, der sidder der, jo kvinder. Vi mænd skal sparke lidt til hinanden for at komme afsted, for det har vi godt af,” som Johs. Nielsen udtrykker det. n

Carsten Sørensen har været postbud i mange år, og han møder sine tidligere ’kunder’ i klubben.

Jørgen Lund (tv) og Willy Hansen er naboer og kan følges ad i mandeklubben.

UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

21

1. Børnene og deres dagplejere synger ’I østen stiger solen op.’

2. ”Børnene bliver dus med kirkerummet,” fortæller sognepræst Birte Jacobsen.

3. ’Vi si´r goddag til alle her,’ synger musikpædagog Kristina Hedelius-Stikkertsen, mens aben Frederik hilser på børnene.

4. Børn og dagplejere ankommer til Rolfsted Kirke.

22

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

BØRNENE MÆRKER, AT DER ER HØJT TIL LOFTET Sangskolen, musikskolen, kirken, og den kommunale dagpleje i Faaborg-Midtfyn Kommune er gået i samarbejde om et sang- og musikforløb for 485 småbørn.

16

børn under tre år har sat sig til rette på et stort tæppe på gulvet helt oppe ved døbefonten i Rolfsted Kirke på Midtfyn. De ved godt, hvad der venter, for de har allerede været her to gange før sammen med deres dagplejere. Fra det øjeblik musikpædagog Kristina Hedelius-Stikkertsen slår på sin xylofon har hun børnenes fulde opmærksomhed.

De synger om dyrene i Noas Ark, de vækker en sovende abe med sang, laver fagter til ’I østen stiger solen op,’ og synger om af finde deres ører og mund og næse. I knap 45 minutter er børnenes fanget ind af sangen og musikken.

En af dagplejerne må smutte ud i våbenhuset for at skifte et barn undervejs, men ellers er der fuld koncentration fra børn og voksnes side.

SANG FOR ALLE BØRN

Initiativet til at lave sang og musik i kirken for småbørn kommer fra Palle Larsen, der er souschef i Faaborg-Midtfyn Musikskole og næstformand i Den Fynske Sangskole.

Han vil gerne give et musiktilbud til alle kommunens dagplejebørn, og ikke kun dem med ressourcestærke forældre.

Et tilbud, som også gælder de børn, som ellers ikke kommer i musikskolen eller til babysalmesang og spaghettigudstjenester.

Han har derfor allieret sig med den kommunale dagpleje og provsterne i Faaborg og på Midtfyn, og med et tilskud fra Folkekirkens Udviklingsfond i ryggen har de stablet et tilbud om salmesang for dagplejebørn på benene. ”Ved at slå pjalterne sammen kunne vi få økonomien til at nå sammen, og nu kan vi give alle kommunens dagplejere og deres børn mulighed for at opleve kirkerummets helt særlige akustik og charme,” siger han.

i kirken, når de går tur. De vil gerne ind og synge. ”På den måde er vi med til at gøre kirken til en del af lokalsamfundet,” siger musikpædagogen.

Pernille Mørk Josiasen, som er souschef i den kommunale dagpleje, har udelukkende fået positive tilbagemeldinger fra børnenes forældre. Og selvom det har været et stort arbejde for hende at få logistikken til at gå op, så deltager hun gerne i flere projekter af samme karakter. ”Samarbejdet med kirke og sangskole er gået rigtig godt, og jeg er glad for, at vi er inviteret med i projektet,” siger hun.

AFSLUTNING MED FORÆLDRE OG SØSKENDE

Børnene kommer til sang og musik syv formiddage. Den ottende gang er der afslutning sidst på eftermiddagen, og her er forældre og søskende inviteret med. De fleste steder inviterer menighedsrådet på lidt godt til ganen bagefter.

Det gælder også i Rolfsted Kirke, hvor der diskes op med bagværk og hygge.

Sognepræst Birte Jacobsen er både med til afslutningen og til nogle af formiddagstimerne. Hun nyder at sætte sig på gulvet foran prædikestolen og være med til salmesang for dagplejebørn. ”Børnene bliver fortrolige med to fine små salmer, nemlig ’I østen stiger solen op’ og ’Sov sødt barnlille,’ og så bliver de dus med kirkerummet. De får lov til at kravle rundt på knæfaldet, og bliver glade for at være der. Det, synes jeg, er vigtigt,” siger sognepræsten. n

Folkekirkens Udviklingsfond bidrager til projektet med 85.000 kroner ud af budgettet på 215.000 kr.

Resten dækkes ind af kommunerne og kirkerne. Projektet fortsætter ikke i samme form i næste sæson,

BØRNENE VIL IND OG SYNGE

men der bygges videre på den kontakt, der er skabt

Musikpædagog Kristina Hedelius-Stikkertsen nyder at synge med børnene inde i en kirke. ”Børnene kan godt mærke, at der er en anden atmosfære, og at her er højere til loftet,” siger hun.

Flere af dagplejerne har fortalt hende, at børnene vil ind

mellem musikskolen, dagplejen og kirkerne. Et af de forslag, der arbejdes med, er, at dagplejebørn får lov til at komme ind og høre, når organisten øver sig i nogle af de deltagende kirker.

UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

23

KIRKEN HAR VÆRET I SKAMMEKROGEN Men nu vil vi gerne have fat i vores egen kultur igen, siger sognepræst Birte Jacobsen fra Rolfsted.

S

ognepræst Birte Jacobsen blev glad, da musikskolen og dagplejerne spurgte, om de måtte lave sang og musik i kirken. Men hun blev ikke overrasket. For i de senere år har hun gang på gang oplevet, at samfundet uden om kirken tager initiativ til at samarbejde med præst og kirke. ”Kirken har været i skammekrogen siden 70’erne. Men nu er man begyndt at gå på opdagelse i den tabte tradition igen,” siger hun.

PRÆSTEN IND I SKOLEN

Birte Jacobsen har været sognepræst i Rolfsted på Midtfyn i 30 år, og i den periode har hun oplevet et kolossalt skift i skolernes holdning til kirken. For et par år siden spurgte både den lokale friskole og folkeskolen, om hun ville lave børnekonfirmandundervisning i skoletiden. Noget der ville have været utænkeligt for bare 15 år siden. ”Jeg spurgte, om de ikke var bange for, at jeg skulle forkynde for børnene, men skolelederne sagde: ”Nej, nej vi er ikke bange,” fortæller hun.

Hun kvitterer for skolernes tillid ved at undervise børnekonfirmanderne gennem fortælling og sang. Hun beder ikke børnene folde deres hænder og bede en bøn, for der skal være plads til, at også børn med en anden religion kan være med. Men hun fortæller om kirken, kirkerummet og påsken. Børnene lærer salmer, og forløbet slutter med en gudstjeneste. ”Undervisningen bliver meget bedre, når vi mødes i skoletiden, for så er lærerne med. De kender børnene, og vi kan hjælpe hinanden,” siger Birte Jacobsen.

KOR OG KUNSTPROJEKT

Et juniorkor for børn i 4.-6. klasse er et andet nyt samarbejdsprojekt, som Rolfsted Kirke er inviteret med i. Musikskolens og skolens lærere øver med koret på skolen en gang om ugen, og tre gange årligt synger koret i kirken.

Et tredje samarbejde er et kunstprojekt, hvor 5. klasse i Rolfsted Skole sammen med en kunstner var inviteret i konfirmandstuen for at udsmykke den med billeder af lignelsen om den fortabte søn.

Birte Jacobsen oplever stor imødekommenhed fra skolen, men hun mærker også, at traditionstabet er nået til lærerne. ”De unge lærere kender ofte kun få salmer, for de er vokset op, efter at skolerne afskaffede morgensangen. Men de er nysgerrige og åbne overfor kirken,” siger Birte Jacobsen.

24

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

REAKTION PÅ ISLAM

Afstandtagen over for kirken er ifølge Birte Jacobsen vendt til nysgerrighed og lyst til samarbejde, og Birte Jacobsen tror, at en af forklaringerne er, at der er kommet mennesker til landet med en anden tro. ”Islam fylder rigtig meget som identitetsskabende religion efterhånden, og jeg tror, at det på et ubevidst plan kalder på, at vi er nødt til at finde vores identitet som kristne.

Vi ved, der er noget væsentligt, vi har glemt, og det skal vi komme i tanke om igen,” siger sognepræst Birte Jacobsen.

Sognepræst Birte Jacobsen er til venstre i billedet på vej til salmesang for dagplejebørn i Rolfsted Kirke.

ET TILTRÆNGT OPRØR

Birte Jacobsen begræder ikke, at kirken blev sat i skammekrogen i 70’erne og årene derefter, for ifølge hende var det med god grund. ”Kirken og den autoritet, den repræsenterede, blev af mange oplevet som undertrykkende. 68-bevægelsens frigørelseskamp handlede blandt andet om at blive fri af det pres, og mit synspunkt er, at oprøret var tiltrængt,” siger hun.

Sognepræst Birte Jacobsen kender til adskillige beretninger om, hvordan præster i 50’erne udøvede deres autoritet. I hendes eget sogn skulle drengene f. eks. bukke og pigerne knikse, hvis de mødte præsten på gaden – ellers blev det påtalt. ”Et oprør og en renselsesproces var tiltrængt. Kirken har ligget som en ruinhob. Nu bygger vi den op i fællesskab nedefra og finder ud af, hvad det er, der er livsvigtigt i kristendommen, og som vi ikke kan undvære,” slutter sognepræsten. n

Birte Jacobsen deltager i salmesang for dagplejebørn.

UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

25

Kordegn og regnskabsfører ved Allesø og Næsbyhoved Broby Sogne Bjarne Pedersen er vild med den nye teknik, som gør det nemt at minde sognets beboere om kirkens gudstjenester og arrangementer.

26

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

TAG TEKNIKKEN I BRUG Kordegn Bjarne Pedersen fra Allesø og Næsbyhoved Broby Sogne tager gerne ny teknik i brug, når det handler om at få flere i kirke. Og det virker.

H

vordan husker en travl børnefamilie, at der er ’Gud og Pasta’ i kirken på onsdag? Svaret er, at det gør de, hvis de bliver mindet om det. I Allesø og Næsbyhoved Broby sogne har kordegn Bjarne Pedersen påtaget sig jobbet med at minde om, hvad der sker i kirkerne. Han sørger for, at alle der har tilmeldt sig kirkernes nyhedsbrev via E-mail holdes opdaterede på arrangementer og gudstjenester. ”Ved min ansættelsessamtale for et års tids siden blev jeg spurgt, om jeg kunne få flere i kirke. Jeg svarede, at det tror jeg godt, jeg kan. Men det er et langt sejt træk og kræver målrettet markedsføring,” fortæller han.

OGSÅ PÅ FACEBOOK

Ét af de folkekirkemedlemmer, der er glade for kordegnens indsats, er produktionschef Jan Seneca Iversholt, som sammen med sin kone og tre børn ofte deltager i ’Gud og Pasta’ i Næsbyhoved Broby. ’Gud og Pasta’ er en børnevenlig gudstjeneste med efterfølgende pasta og kødsovs. ”Hvis vi ikke fik en reminder, ville vi med statsgaranti glemme det de fleste gange,” siger han.

Jan Seneca Iversholt er tilmeldt nyhedsbrevet, og han følger desuden kirkernes facebookside, så også der får han besked om kirkens aktiviteter og kan markere, om han og familien deltager. Samtidig kan han på Facebook følge med i, hvem der ellers deltager. Og det er praktisk. ”Min bror og hans familie bor også i byen, og deres børn er jævnaldrende med vores, så hvis jeg kan se, at de kommer til ’Gud og Pasta,’ så kommer jeg også afsted, selvom jeg måske er alene hjemme med børnene den aften,” fortæller han.

NEMT AT GÅ TIL

Kordegn Bjarne Pedersen er ikke i tvivl om, at nyhedsbrevene virker, for tilmeldingerne til ’Gud og Pasta’ kommer altid lige efter, at han har sendt nyhedsbrevet ud. Han ser gode perspektiver i at kunne målrette nyhedsbreve lige præcis til den målgruppe, der er interesseret i en bestemt type arrangementer. De, der er interesserede i koncerter, er nemlig ikke nødvendigvis interesserede i at få at vide, hvornår der er gudstjenester for børnefamilier og omvendt. ”Og man skal passe på ikke at spamme folk med mails, som de ikke kan bruge til noget, for så trykker de bare på den der knap nede i bunden af mailen og afmelder nyhedsbrevet,” siger han.

Bjarne Pedersen viser gerne på sin computer, hvor nemt det er at håndtere hjemmeside, mail, sms, kalender og tilmeldinger med den moderne teknik, hvor systemerne er integrerede, så man kun behøver taste en begivenhed ind et sted for at få den ud de steder, hvor den skal kunne ses – blandt andet på hjemmesiden Sogn.dk. ”Det er nemt, og det sparer en masse tid,” siger han.

De to store spillere på markedet for hjemmesider til kirker er firmaet ’Churchdesk’ og Danmarks Kirkelige Mediecenter (DKM). Allesø og Næsbyhoved Broby Sogne er kunder hos Churchdesk, men også DKM mærker interessen for en tættere dialog med folkekirkemedlemmerne via de nye medier.

Tidligere fik DKM mange forespørgsler fra menighedsråd, om det nu også var nødvendigt med en hjemmeside.

De spørgsmål er blevet sjældnere, for langt de fleste kirker har en hjemmeside. Nu spørges der til, hvordan hjemmesidekommunikationen fungerer bedst, om man bør beholde sit kirkeblad, om man bør gå på de sociale medier, og om nyhedsbreve er en god ide, fortæller direktør Helle Janderup fra DKM. Hun understreger, at det er vigtigt, at man afklarer, hvilke målgrupper man vil nå med sin kommunikation, og hvor mange ressourcer man vil bruge på det. Der ligger altså et forarbejde i sognene, før man begynder f.eks. at sende nyhedsbreve ud. ”Digital kommunikation med det rigtige indhold er der helt sikkert fremtid i,” siger Helle Janderup. n

UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

27

”HVIS VI GØR DET

SAMME – SÅ SKER DER DET SAMME

En fokusgruppe hjælper præsterne med at tænke nyt på Hindsholm og i Kerteminde-Drigstrup Sogn.

”

Det er vigtigt at tale om, hvordan vi kan inddrage kirken, så den bliver et større aktiv for byen.”

Sådan siger den 45-årige skolelærer Kim Zeuner fra Dalby. Han er én af 12 folkekirkemedlemmer, som har brugt en lørdag formiddag på at hjælpe præsterne i den nordøstlige del af Fyn med at blive klogere på, hvad medlemmerne gerne vil have fra deres kirke.

Da Kim Zeuner sammen med kone og børn flyttede til Hindsholm for nogle år siden, var de enige om, at de ville bidrage til lokalsamfundet. Hans kone sidder blandt andet i lokalrådet, og han er selv aktiv i juniorklubben og fodboldklubben. Så da sognepræst Rikke Aagaard fra Mesinge spurgte, om han havde lyst til at være med i en fokusgruppe om kirken, var det naturligt for ham at sige ja tak.

PRÆST FOR DEM DER KOMMER I KIRKE

37-årige Trine Gommesen fra Salby var også med i fokusgruppen. Hun er ligesom Kim Zeuner glad for, at kirken er der. Hun bruger den til højtiderne, og da hendes børn skulle døbes. ”Men det er nok ikke et sted, jeg kommer til at overrende,” siger hun.

Det var lige netop mennesker som Trine Gommesen og Kim Zeuner, som præsterne gerne ville tale med. Nemlig folkekirkemedlemmer der er langt fra at melde sig ud, men som ikke bruger kirken ret ofte. Det fortæller provst Lone Wellner fra Kerteminde, som sammen med kollegaen sognepræst Rikke Aagaard fra Mesinge tog initiativ til fokusgruppen. ”Det er så nemt for os at falde i med udelukkende at være præster for dem, som vi møder i kirken. Men hvad med 28

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

dem, som egentlig finder kirken interessant, men bare har et lidt løsere forhold til den? Dem ville vi gerne bruge en lørdag formiddag sammen med,” siger provst Lone Wellner.

Målet var at få nye ideer til, hvordan kirkens rolle skal være i lokalsamfundet og i menneskers liv. ”Vi ville gerne lære noget. For en ting er sikkert: Hvis vi gør det samme, som vi altid har gjort, så sker der det samme, som der altid har gjort,” siger sognepræst Rikke Aagaard.

RØD OG GRØN LAMPE

Det blev en lørdag, der gav stof til eftertanke. En af de meldinger, præsterne fik, var, at kirkerummet kan noget særligt, og at man gerne vil bruge rummet til ro og fordybelse – og måske også til samtale med præsten. ”Vi talte faktisk lidt om, at man kunne have en rød og en grøn lampe ved kirkedøren et par timer om ugen. Hvis lampen var grøn, kunne man se, at præsten var ledig, fortæller sognepræst Rikke Aagaard.

Provst Lone Wellner har overvejelser om at tilbyde samtaler i kirken. Et tilbud, som hun håber, at nogle af sognets unge vil benytte sig af. ”Når det hele lige pludselig bliver for meget for et ungt menneske, så går de ikke hen og ringer på min dør, men måske vil de komme ind i kirken, hvis der er træffetid på et tidspunkt, hvor det er relevant for dem – måske fredag efter skoletid,” siger hun.

KIRKERUMMET GIVER RO

En af de fokusgruppedeltagere der har opdaget, at kirkerummet kan give ro i sindet, er Kim Zeuner. Han bor lige

”Altså, man kan gå til yoga og mindfulness og alt muligt, men man kan også bare gå over i kirken og sætte sig,” siger Kim Zeuner som her står foran Dalby Kirke.

ved siden af kirken i Dalby, og da hans søn skulle konfirmeres i år, fulgte han med drengen i kirke flere gange. ”Altså, man kan gå til yoga og mindfulness og alt muligt, men man kan også bare gå over i kirken og sætte sig, og den mulighed ligger lige uden for døren. Nogle gange slog jeg ørene ud under gudstjenesten, og andre gange koblede jeg fra og gloede ud i luften. Her var der ikke noget, jeg behøvede at forholde mig til. Jeg kunne slippe alt det der med, at jeg måske også lige skulle slå græsplænen eller tjekke noget på Facebook,” fortæller han.

Kim Zeuner kunne godt tænke sig, at der blev større fokus på fællesskab i forbindelse med gudstjenesten, og det bød han ind med i fokusgruppen. ”Vi hilser på præsten, når vi går ind og ud, men ellers har vi jo ikke noget med hinanden at gøre,” som han siger.

” Det var hyggeligt at snakke med folk fra egnen sådan på kryds og tværs – også om de små ting, der betyder noget for os,” siger Trine Gommesen, som her står foran Mesinge Kirke.

EN GOD OPLEVELSE

Deltagere og præster er enige om, at fokusgruppe-lørdagen var vellykket. ”Det var så fint at møde forskellige mennesker, som alle kom med deres blik på kirken, og måske har vi været med til at skubbe nogle ting i gang,” siger Kim Zeuner. ”Det var hyggeligt at snakke med folk fra egnen sådan på kryds og tværs – også om de små ting, der betyder noget for os. For eksempel sagde nogle, at de var glade for, at de kunne høre kirkeklokkerne hver dag,” fortæller Trine Gommesen. ”Vi har fået en god baggrundsviden og gode input,” siger sognepræst Rikke Aagaard. ”Fokusgruppen var beregnet til at skubbe til os præster, og det gjorde den,” slutter provst Lone Wellner. n

SKOLEN OG KIRKEN

Samarbejdet mellem skole og kirke var også på fokusgruppens dagsorden. Både Kim Zeuner og Trine Gommesen har børn, der går i skole, og de er glade for samarbejdet mellem skolen og kirken på Hindsholm og Kerteminde-Drigstrup Sogn, som blandt andet betyder, at børnene i 3. klasse får en hel ’kirkeuge,’ hvor de ud over deres lærere er sammen med præsterne, og blandt andet kommer på tur for at se Jellingestenene.

Præsterne er positivt overraskede over, at fokusgruppedeltagerne gav udtryk for, at de gerne ser, at folkekirken spiller en endnu mere aktiv rolle i skolens liv. ”Det har jeg tænkt mig at arbejde videre med. Vi kunne måske tilbyde skolen noget på den musikalske front sammen med vores dygtige organist, siger provst Lone Wellner.

Fokusgruppen var sammensat af mennesker i alle aldersgrupper og med forskellige erhverv. Deltagerne mødtes til kaffe og rundstykker lørdag morgen i Kerteminde Kirkes Kulturhus. Først skrev de individuelle ’post it’s’ med deres tanker om og ønsker til folkekirken. Derefter cirkulerede de mellem tre samtalegrupper, hvor emnerne var ’gudstjenesten,’ ’kirken som kulturskaber og -formidler’ samt ’kirken som underviser.’ Mødet blev afsluttet med en frokost. Efterfølgende har præsterne i Kerteminde Provsti været på internat for at arbejde videre med fokusgruppens ideer.

UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

29

Følgende emner har været på dagsordenen i ’Det etiske hjørne’; dannelse, aktiv dødshjælp, tro og tvivl, kulturmøde: Ny i Danmark, autoritet og magt samt unges vilkår i Danmark.

1. Niclas Winterskov startede diskussionsklubben sammen med sognepræst Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen.

2. Laurits Brix betragter ikke sig selv om kristen, men hvis han en dag står i en svær situation, kunne han godt finde på at ringe til præsten.

3. Sognepræst Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen deltager gerne selv i diskussionerne i ’Det etiske hjørne.’

30

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

DET ETISKE HJØRNE Diskussionsklub for unge på Sydfyn stiller de store spørgsmål.

N

år den 28 årige sognepræst Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen kigger ud over prædikestolen søndag formiddag, er der ikke mange jævnaldrende mellem kirkegængerne. ”Vi slipper de unge efter konfirmationen, og så ser vi dem stort set først igen, når de er blevet pensionerede. Måske møder jeg de voksne til en julekoncert, men de unge kommer næsten aldrig i kirken,” fortæller præsten.

Han besluttede sig for at gøre noget ved sagen, og derfor gik han op i Dagli’Brugsen i Gudbjerg for at tale med de unge, der arbejder der, om hvad de interesserer sig for. Svaret var fester, skole – og så de store spørgsmål. Hvad skal jeg bruge mit liv på? Hvis jeg har dumpet en eksamen, kan jeg så bruges til noget? Er jeg noget værd, når min kæreste lige har slået op?

Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen allierede sig med sin konfirmandmedhjælper 21 årige Niclas Winterskov samt to præstekolleger, og sammen lavede de en diskussionsklub. En gang om måneden mødes 10-15 unge i en af de sydfynske sognegårde for at diskutere moral og etik. ’Det etiske hjørne’ har de døbt klubben, og medlemmerne får information på Facebook om tid og sted for møderne.

HVAD ER DANNELSE?

En af de faste deltagere i ’Det etiske hjørne’ er Laurits Brix.

Egentlig var en diskussionsklub ikke lige det, der stod øverst på den 23 årige pædagogmedhjælpers ønskeseddel til en god aften, men hans kæreste trak ham med den første gang, og nu vil han helst ikke undvære møderne. En diskussionsaften om dannelse gjorde indtryk, fordi han blev overrasket over, hvor forskelligt begrebet kan tolkes. To pensionerede folkeskolelærere var inviteret til at sætte diskussionen i gang, og lærernes syn på dannelse var vidt forskellig fra de unges. ”For lærerne handlede dannelse om at sige pænt tak, hilse ordentligt og at lægge sit bestik rigtigt,” fortæller Laurits Brix. Han har selv et andet syn på sagen: ”For mig er dannelse at kunne begå sig socialt blandt

mange forskellige mennesker. Jeg synes, det er vigtigt både at kunne være sammen med en halvskæv alkoholiker og at kunne føre en samtale med en akademiker,” siger han.

Også konfirmandmedhjælperen Niclas Winterskov fik stof til eftertanke af diskussionen om dannelse: ”Der var en mødedeltager, som havde kasket på, og den tidligere lærer synes ikke, det var dannet, at han havde beholdt kasketten på indenfor. Dannelse er åbenbart et vidt begreb, og det ændrer sig med tiden,” smiler den unge fynbo.

IKKE KRISTEN

Laurits Brix betragter ikke sig selv om kristen, og for ham er det fuldstændig ligegyldigt, om diskussionerne foregår i en sognegård eller et andet sted, bare han må være med.

Han nyder at være med i åbne diskussioner, hvor ingen taler ned til hinanden eller peger fingre af hinanden. ”For mig er det bare fedt, at præsterne har taget initiativet, og at de gider bruge deres tid på det. Præsten ved godt, at jeg ikke er kristen, men det er han ligeglad med. Han ser på mig som menneske. Hvis jeg en dag kommer i en svær situation, kunne jeg godt finde på at ringe til ham,” siger Laurits Brix.

Sognepræst Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen har da heller ikke ambitioner om, at de unge fra ’Det etiske hjørne’ begynder at dukke op i kirken hver søndag. Men han håber at vise dem, at kirken er et sted, hvor man tør stille spørgsmål, og at præster kan bruges til at tale med. ”Jeg vil gerne være kirke, der hvor folk er,” siger han. n

’Det etiske hjørne’ er startet af sognepræst Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen og Niclas Winterskov, og er siden blevet udvidet til et samarbejde med sognepræsterne Hanne Thordsen og Jane Fromberg.

Gruppen mødes på skift i de tre sognehuse i Gudme, Hesselager og Oure.

Se mere på Facebooksiden ’Det etiske hjørne.’

UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

31

32

F O L K E K I R K E N PÃ… F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

TEKST KAREN MAIGAARD

JEG TROR PÅ HELLIGÅNDEN Karen Maigaard, formand for menighedsrådet i Hans Tausens Kirke, Sankt Knuds Provsti tegner et billede af, hvordan hun gerne vil være med til at lave ’kirke for flere.’

NÆSTE GENERATION

Mine to ældste børnebørn er blevet konfirmeret i den grundtvigske valgmenighed. Deres forældre er efterskoleforstandere, så de følger traditionen. De bor i Jylland. Rasmus er søn af en anden af mine døtre og vokser op i hovedstadsområdet. Han er døbt, men det er hans far ikke.

Derfor drøfter familien nu, om Rasmus skal konfirmeres i folkekirken eller måske humanistisk? Det sidste har han allerede besluttet, det ikke skal være. Hans far siger, at det er forkert at lade sig konfirmere, når man ikke går i kirke.

Det forstår Rasmus ikke helt, men han lytter selvfølgelig til sin far. Han tror ikke på en Gud, der sidder i himlen, men han tror på Helligånden. Når jeg spørger ham hvorfor, siger han, at Helligånden skaber fællesskab.

Derfor vil han nok starte på konfirmandundervisningen her i efteråret og så selv tage stilling.

Mine to yngste børnebørn er ikke døbt. Deres forældre synes, børnene selv skal tage stilling. Min søn – hans far – er døbt, men har meldt sig ud af Folkekirken. Min svigerdatter har aldrig været medlem af Folkekirken. Børnene skal altså bestemme selv.

jeg har været vant til debat om liturgi og indhold i prædikenen. Mine forældre deltog ikke i nadveren, og vi forlod gudstjenesten før. Men vi gik meget op i, om præsten sagde noget ordentligt, som vi kunne bruge i hverdagen.

DØDEN

Mine børn er altså opvokset i et kristent hjem, men vælger selv forskelligt i deres liv og for deres børn. Vores yngste døde i trafikken som 19-årig og blev jordbegravet i det landsogn, vi boede i dengang. Hans søskende og vi forældre havde forskellige opfattelser af, hvad der skete efter døden. Den ene søster mente livet forsvandt som lyset, der pustes ud. Den anden, at der var et liv efter døden. Storebroren, der nu blev den eneste lillebror, gav ikke udtryk for den side, men han holdt familiens tale om, at lillebroren hidtil altid havde klaret sig.

Forestillingerne om et liv efter døden kom også til udtryk, da vi inden for få timer skulle tage stilling til organdonation. Vi havde vidt forskellige holdninger, og vores søn havde ikke selv taget stilling. Derfor fravalgte vi det. Vi har siden talt videre om de holdninger, vi havde ved dødslejet.

DEN GAMLE GENERATION

Alle mine fire børn blev døbt. Den ene i Folkekirken, de tre andre i to forskellige grundtvigske valgmenigheder. Vi flyttede en del, da børnene var små. Derfor blev det sådan.

Både børnenes far og jeg er opvokset hos forældre, der havde den kristne tro med sig fra barndomshjemmet. Mine forældre valgte på et tidspunkt også en valgmenighed, så

EN HELT ALMINDELIG FAMILIE

Min familie ligner – tror jeg – mange andre familier i 2018. Traditionen for at gå i kirke og bruge den fast til højtiderne er væk. Vi bruger den lejlighedsvis, og når vi vil og kan. Vi er til stadighed i proces med vores tro og virke.

Det, der er givet videre i generationer, er den daglige tillid

››› UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

33

Karen Maigaard, formand for menighedsrådet i Hans Tausens Kirke.

til medmennesket og dermed i kristen forstand hensynet til næsten. Etik og moral er også givet videre, så du passer din skole og dit arbejde, din familie og dine naboer og har overskud til at tage hensyn til de svage og sårbare, de syge og gamle, til børn – og måske mennesker fra andre verdensdele.

En sådan helt almindelig familie skal der være plads til i min lokale kirke. Familien er i proces. Kirken skal være i proces. Behov kommer og går, og kirken skal følge med, så den kan være for flere end i dag.

ET LILLE BYSOGN

Jeg hører til i Hans Tausens Sogn i Odense. Vi har lige fået lavet en sogneprofil. Vi troede, vi kendte vores eget sogn.

Det viste sig, at det gjorde vi ikke. Vi blev overraskede over, at der ikke var så mange gamle, som vi troede. Vi blev overraskede over, at så få børn er medlem af Folkekirken. De bliver altså ikke døbt i så stort et tal som tidligere. Og vi blev overraskede over, at vi har så mange unge. Der er også overraskende flere enlige forsørgere, end vi troede. Og så sandelig også, at der bor godt 11% med anden herkomst end dansk! Gad vide, hvor de er henne? Til de sædvanlige højmesser kommer hverken de unge, de udøbte børn eller indvandrerne.

Vi har selvfølgelig taget action på baggrund af profilen og er godt i gang med at handle. Vi er godt klar over, at vi skal gå ud og deltage i alle de mange aktiviteter i sognet. Vi synes, vi gør det. Vi udgiver Kuréren, det lokale blad for både kirke og grundejerforening og de forskellige kvarterer, 34

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

der hører med. Vi ved, at der kommer mange nye bebyggelser i de kommende år. Vi er altså kirke midt i byudvikling. Hvordan ”kirker” vi med dem? Hvad vil de gerne?

Skal vi kun være kirke for medlemmer af Folkekirken?

Godt 77% er med i vores sogn – lidt højere end landsgennemsnittet. Må de 23% også komme? Ja, selvfølgelig. Vi laver mange forskellige aktiviteter i og med kirken, fx udendørs gudstjeneste med spejderne, gudstjeneste i præstens have og fælles gudstjeneste med andre sogne i provstiet. Vi laver koncerter, musikgudstjenester, stille gudstjenester og udvikler forskellige gudstjenesteformer med inddragelse af lokale foreninger. Vi har spirekor og børnekor, vi har julespil, minikonfirmander og hele skoledage i et godt samarbejde med de lokale skoler. Kirkens rum bliver brugt af kor, Y’s men, en AA-gruppe og familier, der vil holde komsammener efter dåb, bryllup og begravelse. Vi har kirkefrokoster, sogneudflugter og udflugter for frivillige. Vi holder auktion efter høstgudstjenesten, hvor overskuddet gives til velgørende formål. Vi er fælles om indsamlinger, fastelavn og højtider.

Men alligevel synes jeg godt, vi kan være kirke for flere!

DEN MULTILOKALE KIRKE

Inspireret af ideer fra det seneste Landsmøde i Foreningen af Menighedsråd er jeg sikker på, at kirken skal gå ud af kirken og deltage i vigtige samtaler i sognet. Når skolen snakker om skoleforhold, skal kirken give den ekstra dimension. Når grundejerforeningen samler sammen til en ny legeplads i området, skal kirken blande sig – ikke kun

med penge, men med snak og det ekstra, vi kan. Når vi snakker sundhed, skal kirken være med. Og selvfølgelig, når vi snakker diakoni. Menneskesynet i den kristne diakoni er jo at tage alle dele af mennesket med: det fysiske, det psykiske, det sociale, det kulturelle og det åndelige. Med troen er der altid et ekstra perspektiv. Vi skal være både kit og cement.

Med til den multilokale kirke hører også at gøre plads til andre menigheder inden for den evangelisk lutherske kirke end vores egen hvide. Vi fik en appelsin i turbanen, da en migrantkirke med oprindelse i Cameroun henvendte sig for at holde gudstjeneste og bibeltimer hos os. Vi skal give dem lov til at være en del af det aktive kirkeliv, der i forvejen er. Vi skal være kit, så kirken bliver den cement, der holder sammen på os. Sammenhængskraft er der nogen, der kalder det.

Hvis jeg spurgte Ida lige nu, fire år senere, om hun stadig tror på Gud, ville hun sikkert sige: ”Det var dengang, farmor.” Hun er siden blevet aktiv spejder og får hele tiden flere nuancer i livet. Hun udvikler sig ligesom mine to nye ’børnebørn’ gør det. Deres forældre kommer fra Somalia og er muslimer, og de besøger mig to timer om ugen, fordi deres forældre vil have, at de kommer til at kende det danske sprog og den danske kultur. Jeg fortæller dem de samme historier og synger de samme sange med dem, som jeg har sunget for mine ’egne.’ n

REPLIK FRA NÆSTE GENERATION

Da Ida var fem holdt hendes familie juleaften hos mig. Alle gik med i kirke for det er farmors tradition. På vej derhen spurgte Ida: ”Tror du på Gud, farmor?” Ja, svarede jeg. Det gør jeg også, sagde hun, men det gør min far og mor ikke.

Det havde hun sagt til præsten, da hun var med skolen i kirke op til juleferien. Der skulle ligesom være rene linjer.

Og så svarede præsten: ”Så må du jo tro for dem.”

Sådanne samtaler er vigtige. Enhver dag ved sengetid slutter med historier og sang i vores familie. Traditionen føres videre. Vi beder ikke fadervor, men vi giver grundværdierne videre gennem fortællingerne og sangene.

UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

35

PROVSTERNE HAR ORDET De 11 provster i Fyens Stift skriver hvert år en beretning om det kirkelige arbejde i deres provsti. Beretningerne kan ses på Fyens Stifts hjemmeside www.fyensstift.dk. Her kan du læse korte uddrag fra beretningerne.

ODENSE SANKT KNUDS PROVSTI REGINA LJUNG, DOMPROVST

Det siger sig selv, at det med et hæsblæsende aktivitetsniveau kan blive småt med tid til kontinuerlige teologiske studier, således som præsterne har forpligtet sig på, da de aflagde præsteløftet. Som provst har jeg fokuseret på nødvendigheden af, at der gøres plads i kalenderen til teologiske studier; pointeret styrkelsen af præsternes faglighed, således at de til stadighed kan føle sig godt rustede i forbindelse med prædikenskrivning, sjælesorg, konfirmandundervisning mv.

Rustede til at tage livtag med de store eksistentielle spørgsmål og problemstillinger, som fordrer en grundig besindelse på de teologiske og tværfaglige studier.

Den faglige fordybelse er ikke kun til glæde og gavn for præsterne selv, men så sandelig også for menigheden. n 36

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

ASSENS PROVSTI OLE HYLDEGAARD HANSEN, PROVST

Tillid er godt, kontrol er bedre” siges det. Hertil kunne tilføjes ”men viden er bedst”. Derfor er det altid en god ide at spørge sig for og at få flere tilbud, når man skal i gang med større projekter. Det er man i øvrigt også forpligtet på ifølge tilbuds- og udbudsloven.

Derfor er den gode nyhed i Assens Provsti, at provstiet ud fra et samlet udbud nu med 96 % sandsynlighed ved, hvad det bør koste at få kalket provstiets kalkede kirker. At der er penge at spare er tydeligt. Vi kan spare ca. 40 % i forhold til tidligere, hvor hver enkelt menighedsråd gik ud og hentede tilbud hjem på kirkekalkning. n

FAABORG PROVSTI LARS OLE JONSSEN, PROVST

BOGENSE PROVSTI KELD B. HANSEN, PROVST

Alle der bærer på en sorg kan opsøge den lokale sognepræst for at få en samtale. Men man kan også deltage i sorggruppen i Bogense, hvor man det meste af året mødes hver 14. dag.

I sorggruppen er der lejlighed til at mødes med andre mennesker, der har mistet, og som af samme grund kan have lettere ved at genkende og forstå de følelser og tanker, der opstår i forbindelse med dødsfald blandt ens nærmeste. Her kan man derfor få lettet sit hjerte, men forhåbentlig også få det fyldt igen med tanker og forslag, der kan være med til at lette vejen frem. n

I næste sæson er vi fire præster, der i fællesskab laver konfirmandforberedelse for de fire syvendeklasser i den sydlige del provstiet. To klasser har forberedelse om tirsdagen og to klasser om torsdagen – i alt 20 gange, plus en fælles opstart.

Derudover tager vi på udflugt en hel dag.

De 20 gange deler vi op i 20 moduler med hver sit emne. Hver præst underviser i fem af disse moduler i træk i en klasse. Herefter rykker præsten over i den næste klasse med de samme fem moduler og så fremdeles.

Naturligvis ville man få et endnu mere nært kendskab til de enkelte konfirmander, hvis man havde alle 21 gange med det samme hold som tidligere. Til gengæld muliggør denne ordning, at alle kommer til at kende hinanden. Præsterne lærer hele konfirmand-årgangen at kende, og konfirmanderne møder ikke blot én men fire præster, og dermed får de måske en fornemmelse af folkekirkens mangfoldighed. n

HJALLESE PROVSTI PAW KINGO ANDERSEN, PROVST

Jeg synes, at vi bør blive lidt bedre til at tænke, at det må være mere i overensstemmelse med vores 500 år gamle arvegods, hvis vi i stedet for at måle nytteværdien spørger os selv, om vi kan have en god grund til at tænke, at dem, der kom til gudstjenesterne, til de kirkelige handlinger, til konfirmationsforberedelsen, til samtalerne og til alt det i tilvalgskirken, om de oplevede personligt nærvær, om de oplevede kvalitet, om de oplevede, at det højstemte ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” blev udlagt og formidlet på en måde, så de gik hjem med en forvisning om, at de hører til og er set og elskede af den gode Gud i Himlen.

Personligt nærvær, kvalitet og evne for jordnær formidling af ’det høje.’

Det er det, der er vores evangelisk-lutherske arvegods. Det er den måde, vi hver især kan gøre nytte på. n UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

37

KERTEMINDE PROVSTI LONE WELLNER JENSEN, PROVST

Der er mange kirkelige ting, der ’bor’ i provstiet: Økonomi, bygninger, tilsyn, kirkegårde, personaleledelse – først og fremmest samarbejde mellem sognene om at være kirke. Når jeg lige nu tænker på Kerteminde Provsti, så tænker jeg på: En glæde ved at nye præster er kommet til, forholdsvis god økonomi, præstegårde, der skal istandsættes, kirkegårde, der får færre og færre gravsteder. Sådan noget.

Men et provsti er mange ting, og derfor har jeg i år bedt tre personer, der er engagerede i arbejdet i Kerteminde Provsti om at skrive lidt om vores provsti – ud fra tre forskellige vinkler.” Læs på www. fyensstift.dk om provstiudvalgets arbejde, om budgetsamtaler og om præsternes samarbejde. n 38

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

LANGELAND-ÆRØ PROVSTI TRILLE BAKKIAM BRINK WESTERGAARD, PROVST

I foråret 2018 oprettede Langeland kommune et Kulturelt Samråd.

Museumsfolk, bibliotek og mange andre institutioner kom ind som fødte medlemmer, men mærkværdigvis var folkekirken ikke tænkt med som sådan – på trods af, at kirken uden tvivl er den største kulturelle aktør i kommunen.

For at råde bod på det stillede jeg op og blev valgt til det kulturelle samråd. Formålet er at sikre, at kirken tænkes med som den afgørende kulturelle aktør, den er, og så i øvrigt forsøge at etablere samarbejde. Kirken har de mest fantastiske rum, der kan bruges til andet end gudstjenester. Kirken har en organisation, kompetencer og mange engagerede mennesker, som andre kan have glæde af at sparre med. Og kirken ser generelt med stor velvilje på kulturelle tiltag. n

MIDDELFART PROVSTI PETER LIND, PROVST

På sygehuse, psykiatriske afdelinger, hospicer, fængsler o.l. har kirken i mange år tilbudt en præstelig betjening, og hvor der i den første tid ikke alle steder var den store interesse for tilbuddet, er der nu en helt klar forventning blandt sådanne institutioner, at der er en præst, som indgår i samarbejdet med det øvrige personale og vel at mærke som en yderst kompetent og fagligt professionel samarbejdspartner. n

SVENDBORG PROVSTI PER AAS CHRISTENSEN, PROVST

MIDTFYN PROVSTI INGE DALSGAARD, PROVST

NYBORG PROVSTI HANS BREDMOSE SIMONSEN, PROVST

Der er i provstiet truffet beslutning om at give folkekirkemedlemmer fuldt tilskud til gravkastning og urnenedsættelse. Det sker pr. 1. januar 2019. Det betyder, at det ikke længere vil koste noget for folkekirkemedlemmer at komme i jorden. Og så er det op til hver enkelt, om man selv vil passe gravstedet eller betale for at få det vedligeholdt. n

Det er meget specielt for Danmark, at vi i de mindste samfund diskuterer vores liv med hinanden. Det er en arv, vi har fra højskolerne, der engang fyldte Danmarkskortet. Og man bliver lidt stolt af Den danske Folkekirke. De steder, som det officielle Danmark kalder for udkant, kalder vi for sogne med kristendom og kultur og et fællesskab med hinanden. n

Vi kan på Sydfyn fortsat glæde os over flere gode samarbejder over sognegrænserne – det gælder for eksempel vort skole-kirke-samarbejde – SYMF. Næsten alle skoler i Svendborg kommune benytter sig af de tilbud, som skoletjenesten tilbyder.

Den veltjente kirkeskole fortsætter med temadage og studiekredse med en kreds af trofaste kursister. Også de lokale sorggrupper har stor tilslutning. Hertil kommer samarbejde omkring driften af Svendborg bys kirkegårde og et samarbejde mellem en række kirkegårde i provstiets ’nordvestlige hjørne.’ n UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

39

FAKTA OM FYENS STIFT Fyens Stift består af Fyn med omliggende øer.

I stiftet er der pr. 1. januar 2018 496.243 indbyggere fordelt på 234 sogne og syv valgmenigheder. Der er 396.042 folkekirkemedlemmer.

Fyens Stift omfatter 11 provstier, 251 kirker, 171 menighedsråd og 192,65 præster, heraf 11 provster.

De 192,65 præstestillinger var fordelt med 184,45 præster betalt af Fællesfonden og 8,2 lokallønnede præster oprettet af de lokale menighedsråd.

Biskop Tine Lindhardt er stiftets øverste myndighed i gejstlige anliggender.

Biskoppen har tilsyn både med præster og menigheder i stiftet og har således ansvar for at sikre, at samtlige områder i stiftet får den nødvendige kirkelige betjening (biskoppen fordeler præstestillingerne i stiftet). Biskoppen har desuden et ansvar for at løfte større kirkelige opgaver i stiftet og en væsentlig formidlingsopgave i stiftet og mellem folkekirken og det øvrige samfund. Det kan bl.a. omfatte afholdelse af stiftsdage, udgivelse af stiftsbog og stiftsblad og udvikling af f.eks. skole-kirkesamarbejde.

Derudover varetager biskoppen opgaver som klageinstans ved uenighed om forretningsgangen i menighedsråd og provstiudvalg, opgaver i forbindelse med de ansatte ved kirker og kirkegårde og opgaver på præsteområdet.

Stiftsøvrigheden består af biskoppen og stiftamtmanden.

Stiftsøvrighedens opgaver omfatter:

• Juridisk tilsyn med menighedsråd og provstiudvalg

• Tilsyn med menighedsrådenes forvaltning af kirker og kirkegårde.

• Godkendelse af ændringer i kirkebygninger, som er mere end 100 år,

samt udvidelser og anlæggelse af kirkegårde.

Stiftsrådet for Fyens Stift består af 17 medlemmer. Biskop Tine Lindhardt og domprovsten er fødte medlemmer. Fra hvert provsti udpeges et valgt menighedsrådsmedlem til rådet. Derudover vælges 1 provst og 3 sognepræster blandt stiftets provster og præster.

Stiftsrådet har til opgave at bestyre stiftsmidlernes forvaltning. Stiftsrådet bestyrer midlerne på menighedsrådenes vegne og fastsætter herunder en politik for udlån af stiftsmidlerne til de lokale kasser. Stiftsmidlerne, som består af kirkernes og præsteembedernes kapitaler udgør i Fyens Stift 440 millioner kr. (på landsplan ca. 4,6 milliarder kr.).

Stiftsrådet kan udskrive et bindende stiftsbidrag fra kirkekasserne til aktiviteter i de enkelte stifter. Det bidrag, som udskrives, kan ikke overstige en procent af den lokale ligning i de enkelte ligningsområder i stiftet. Bidraget udgør i Fyens Stift 0,35 procent.

40

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

UD MED KIRKEN

F O L K E K I R K E N PÃ… F Y N 2 018

41

AF- OG TILGANG AF PRÆSTER I SEPTEMBER 2017 - AUGUST 2018 BEREDSKABSPRÆST

HUMBLE-LINDELSE

NØRRE SØBY-HEDEN

Sognepræst Annalise Bager fratræder som beredskabspræst pr. 1. maj 2018.

Sognepræst Allan Helmer Madsen er ansat som sognepræst pr. 1. august 2018.

Sognepræst Elisabeth Engell Jessen er ansat som sognepræst pr. 1. maj 2018.

BOLBRO OG HANS TAUSEN

HÅRSLEV-PADESØ

Sognepræst Sigrid la Cour Sonne er konstitueret som sognepræst pr. 4. februar 2018.

Sognepræst Mettelise Bjerregaard fratræder som sognepræst pr. 28. februar 2018.

PSYKIATRISK AFD. MIDDELFART OG ODENSE

ESPE-VANTINGE-HILLERSLE

HÅRSLEV-PADESØ

Sognepræst Sigrid Hougaard fratræder som sognepræst pr. 31. december 2017.

Sognepræst Nana Hauge er ansat som sognepræst pr. 1. juli 2018.

ESPE-VANTINGE-HILLERSLEV

LUMBY-STIGE OG PÅRUP

Sognepræst Simon Jylov er ansat som sognepræst pr. 1. juni 2018.

Sognepræst Anja Damkjær True fratræder som sognepræst pr. 31. oktober 2017.

FREDENS, ODENSE

LUMBY-STIGE OG STENLØSE-FANGEL

Sognepræst Sigrid Hougaard er ansat som sognepræst pr. 1. januar 2018.

Sognepræst Annette Kjær Jørgensen er ansat som sognepræst pr. 1. marts 2018.

GLAMSBJERG

Sognepræst Anja Damkjær True er ansat som sognepræst pr. 1. november 2017.

GRINDLØSE-KLINTENR. SANDAGER

Sognepræst Bente Bisgaard Thomsen fratræder som sognepræst pr. 31. juli 2018.

HERRESTED-SØLLINGE-HELLERUP

Sognepræst Karin Larsen fratræder som sognepræst pr. 31. august 2018.

HJALLESE OG HØJBY

Sognepræst Gabriella Dahm er konstitueret som sognepræst pr. 8. marts 2018.

42

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 018

UD MED KIRKEN

Sognepræst Inger Marie Bojesen fratræder som psykiatripræst pr. 31. december 2017.

PSYKIATRISK AFD. MIDDELFART OG ODENSE

Sognepræst Dorthe Rudbeck er ansat som psykiatripræst pr. 1. april 2018.

SKOVBY-ORE-GULDBJERG

Sognepræst Agnethe Søndergaard Sørensen fratræder som sognepræst pr. 28. februar 2018.

SKOVBY-ORE-GULDBJERG

Sognepræst Peder Skovbo Jørgensen er ansat som sognepræst pr. 1. august 2018.

LONGELSE-FUGLSBØLLESKRØBELEV

SYDLANGELAND

Sognepræst Annalise Bager fratræder som sognepræst pr. 30. april 2018.

Sognepræst Li Have Otterstrøm er ansat som sognepræst pr. 1. juni 2018.

MARSLEV-BIRKENDE

TOMMERUP-BROHOLM

Sognepræst Louise Rosenberg Ravn er ansat som sognepræst pr. 15. november 2017.

Sognepræst Annette Kjær Jørgensen fratræder som sognepræst pr. 1. marts 2018.

MUNKEBO

ÆRØ

Sognepræst Mads Davidsen fratræder som sognepræst pr. 31. januar 2018.

Sognepræst Henny Kvist er ansat som sognepræst pr. 15. februar 2018.

MUNKEBO

ØRSTED-SØLLESTED-VEDTOFTE

Sognepræst Tamira Mariann Jørgensen er ansat som sognepræst pr. 1. maj 2018.

Sognepræst John Vestergaard er ansat som sognepræst pr. 15. november 2017.

UD MED KIRKEN FOLKEKIRKEN PÅ FYN 2018 er udgivet af Fyens Stift September 2018

FYENS STIFT

Klingenberg 2, 5000 Odense C Tlf. 66 12 30 24 Mail: kmfyn@km.dk ANSVARSHAVENDE REDAKTØR:

Tine Lindhardt REDAKTION:

Fyens Stiftsråds kommunikationsudvalg TEKST:

Marianne Holst Hyrlov (hvor intet andet er anført) FOTO:

Ard Jongsma Lasse Skov, side 30 LAYOUT:

Lisbeth Fink TRYK:

Step ISBN: 978-87-90345-22-8

De mennesker, der citeres, fortælles om og vises billeder af i Stiftsbogen, har givet deres samtykke til at medvirke.

U D M E D K I R K E N har fokus på, at kirkens budskab skal ud – og ind i menneskers liv.

I Stiftsbogen 2018 kan præster, menighedsråd og ansatte ved kirkerne hente inspiration til at lave kirke for flere – og kirke på flere måder. Altid i samspil det samfund, der omgiver os.

I Faaborg og på Midtfyn er der for eksempel salmesang for dagplejebørn i samarbejde med kommune, musikskole og sangskole. På Syddansk Universitet kan de studerende få en fortrolig samtale med studenterpræsten. I Ørbæk åbner man kirken i dagtimerne. Man kan finde folkekirken på dyrskuet i Odense. Mange steder skyder der mandeklubber op, og på Sydfyn diskuterer unge mennesker etik i sognegårdene.

Læs også om, hvordan en fokusgruppe hjælper præsterne med at tænke nyt på Hindsholm og i Kerteminde-Drigstrup Sogn, hvordan kordegnen i Allesø og Næsbyhoved Broby Sogne tager teknikken i brug for at få flere i kirke, og hvordan provsten i Middelfart mener, at der kan udvikles flere ritualer og traditioner i kirken.

WWW.FYENSSTIFT.DK