Frie Skoler 7, 2019

Page 25

Søren skriver FSL i testamentet Søren Seeberg Sørensen vil gerne sige sin fagforening tak for de oplevelser og værdier, som han har været en del af siden 1977. Det gør han ved at skrive Frie Skolers Lærerforening i sit testamente.

AF PETER KROGH ANDERSEN · REDAKTIONEN@FRIESKOLER.DK ARKIVFOTO DAVID BERING

N

år 67-årige Søren Seeberg Sørensen og hans kone engang sænkes i jorden, bliver en del af deres arv sendt af sted til Frie Skolers Lærerforening. Efter mere end et halvt liv som aktiv i foreningen vil Søren Seeberg Sørensen nemlig gerne bidrage til, at ånden, værdierne og det uundværlige arbejde, som han kalder det, kan fortsætte som hidtil. Søren Seeberg Sørensen nåede inden sin pensionisttilværelse at bestride en lang række politiske positioner i foreningen. Han var en ivrig taler til repræsentantskabsmøderne, og han var i tre årtier tillidsrepræsentant på Forældreskolen i Århus. »Jeg følger stadig med i arbejdet i Frie Skolers Lærerforening. Foreningen har altid været en vigtig del af mit liv – og ikke bare mit arbejdsliv. Alle de oplevelser, som jeg har haft med gud og hvermand, er noget, som jeg gerne vil tage mig med i graven. Og så vil jeg gerne sikre, at den gode ånd kan fortsætte fremover«, siger Søren Seeberg Sørensen om sin donation via testamentet. Aktiviteter på Hornstrup Kursuscenter Mens nogle mennesker venter til sidste øjeblik eller aldrig får skrevet deres testamente, har Søren Seeberg Sørensen brugt den senere tid på det, han selv kalder for en drejebog. Han og hans hustru har ingen børn, og fordi hun sidder på plejehjem, vil Søren Seeberg Sørensen sikre sig imod, at staten tager over, hvis han dør først. I alt er arven fordelt på et enkelt familiemedlem og otte organisationer og foreninger, heriblandt Alzheimerforeningen, Diabetesforeningen og Danske Hospitalsklovne, som skal deles om, hvad der lige nu ligner et betragteligt overskud fra opsparinger og et århusiansk rækkehus.

Andelen til Frie Skolers Lærerforening skal gå til foreningens kursuscenter, Hornstrup Kursuscenter, hvor Søren Seeberg Sørensen ofte har deltaget i møder og konferencer. Han vurderer selv, at han er et af de medlemmer, der har overnattet flest gange på centret i foreningsøjemed. »En fagforening kan give et særligt fællesskab, og når jeg vælger at testamentere en del af min arv til foreningen, så er det min måde at sige tak på og vise, at jeg påskønner den livsglæde og de værdier, som jeg altid har mødt i Frie Skolers Lærerforening«, siger Søren Seeberg Sørensen. Tingene kommer ikke af sig selv At Søren Seeberg Sørensen kom til at bruge sit liv og sit glødende engagement på de frie skoler og ikke folkeskolerne var helt tilfældigt, siger han, men 42 år efter sin ansættelse på Forældreskolen i Århus kan han se tilbage på et liv, hvor han sammen med en række fremtrædende århusianere var med til at præge hele sektoren markant. I dag spår han trods de gule fagforeninger en sund fremtid for Frie Skolers Lærerforening og resten af fagbevægelsen. Han mener, at fagforeningerne har været gode til at følge med tiden. De samarbejder bedre på tværs end nogensinde før, og unge mennesker er i dag langt bedre oplyst end tidligere. »For tyve år siden var det hele mere sort/hvidt. Dengang hørte de unge om fagforeningerne over frikadellerne derhjemme, så det var mor og fars holdninger, der fik lov til at præge. I dag er de unge langt mere opmærksomme på, at en fagforening er en del af de servicemuligheder, der eksisterer«, siger Søren Seeberg Sørensen og fortsætter: »Men man skal bare ikke tro, at tingene kommer af sig selv«. ■

25


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.