Yones Abdul-Ghani (nummer to fra venstre) vil gerne læse medicin efter gymnasiet.
fremmede og snakker i deres klasse. Over for klassen ligger skolens eneste bederum. Bortset fra de ægte tæpper på gulvet, er lokalet helt tomt. »Hele skolen beder sammen kl. 12.50 i gymnastiksalen hver dag, men det er lidt trangt med pladsen, så nogle af de store piger får lov at går her ind«, fortæller Hamid Rabia. Hvor mange gange i løbet af dagen, de beder i skoletiden, kommer an på årstiden. På DIA starter hver morgen med en morgensamling og en bøn. Skolen blander sig ikke i, hvordan og hvor meget eleverne praktiserer deres tro derhjemme, ligesom den heller ikke går op i, om pigerne bærer tørklæde. »Når vi underviser i islam, tager vi udgangspunkt i, hvad koranen skriver om det at være et godt menneske. Hvordan man f.eks. skal behandle sin nabo, sine venner, og at man skal give det bedste af sig selv til samfundet. Det handler ikke så meget om kultur og tradition«, siger Hamid Rabia.
EN STOR FAMILIE De muslimske højtider danner rammen om de sociale arrangementer på skolen. Der er fællesspisning en aften under ramadanen, og slutningen på fasten fejres med en eid-fest for elever, lærere og alle andre med tilknytning til skolen. »Vi er lidt som en stor familie, og det er det, som gør det specielt at undervise her. Sommetider ses vi også privat med eleverne og deres forældre. I sidste måned var flere af lærerne fra skolen inviteret med til et bryllup mellem to tidligere elever«, siger Hamid Rabia, der selv har to børn på skolen. »Når man er muslim og underviser
16
F R I E S KO L E R N R . 11 · 16. D E C E M B E R 2 016
her, er der en rød tråd igennem det hele. Der er en sammenhæng imellem arbejdet og resten af livet«. Klokken ringer ud til frikvarter, og en massiv strøm af børn bevæger sig ned ad trappen fra skolens tre etager. De snakker, griner og råber til hinanden på dansk på vej ned til gården, hvor der bliver brændt krudt af for fulde gardiner. De små elever kommer over og spørger nysgerrigt, om vi er nye lærere på skolen, og om fotografen filmer til YouTube. »Børnene trænger virkelig til at røre sig, når de har siddet stille. Vi kunne godt tænke os lidt mere plads – men det er svært at finde i København«, siger Hamid Rabia.
HØJE AMBITIONER Der er ikke tid til frikvarter i hjemkundskabslokalet, hvor 9. B er i gang med at lave frokost. Der er hotdogs med ristede løg og ketchup og pastasalat på menuen, og der skal laves mad til 65 elever. Overskuddet skal gå til dagskort til de offentlige transportmidler, når de skal
til Bruxelles. De lavede også mad for en uge siden, hvor de fik et overskud på ca. 1500 kr. De regner med, at de kommer til at tjene nogenlunde det samme i dag. »Allez, Allez, Allez«, lyder det energisk fra Kamal, der er fransklærer – og køkkenassistent i dagens anledning. »Det er én af de bedste lærere, vi har«, siger Yones Abdul-Ghani på 15 år og peger på Kamal. ”Og så vores dansklærer. Hun er rigtig god til at fortælle én præcis, hvad man skal gøre for at blive bedre og få en god karakter. Det betyder meget for os med undervisningen. Faktisk står der i det første vers i Koranen, at man skal ’tørste efter viden’, men det hører man ikke så meget om i Danmark«, siger han og trækker lidt opgivende på skulderen. Hans forældre kommer fra Libanon og Palæstina, men han har altid selv boet i Danmark. Når han er færdig på DIA skal han videre til HTX, og derefter vil han læse medicin. »Vi får mange gode oplevelser her. Til foråret skal vi til Marrakesh på studietur og sidste år var det London«, fortæller han. På vej ud forklarer Hamid Rabia, at der er nogle lærere på skolen, som er rigtig gode til at finde de billige flybilletter, og at eleverne er gode til at tjene penge. »Det er derfor, det kan lade sig gøre med udenlandsrejserne. Det er vigtigt for os, at eleverne er åbne og nysgerrige. Kombineret med en god faglighed, giver det dem et godt afsæt i livet«.
Der bliver leget for fuld kraft i skolens lille gård i frikvarteret.