Talerstolen Af Mikkel Hvid · mhv@frieskoler.dk
De frie skoler har mistet friheden
»
Foto Folkekirkeinfo
Thomas Aastrup Rømer, der er lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet, satte spørgsmålstegn ved de frie skolers frihed, da han deltog i Frie Skolers Lærerforening (FSL) debat på Folkemødet 2014
50
FRIE SKOLER NR. 7 · 18. AUGUST 2014
S
et med de pædagogiskfilosofiske briller har det sidste års tid været interessant. Vi har kunnet følge tilblivelsen af en skolereform, som fuldkommen statsliggør den folkeskole, som før var kommunal og lokal. Og vi har oplevet, hvordan lærerne blev trukket ind i en konflikt på grund af Moderniseringsstyrelsens ønske om at normalisere lærernes arbejde. Den samme tendens til centralisering og ensretning viser sig i de stadig mere detaljerede fællesmål, som styrer undervisningen i folkeskolen. Men selv om fællesmålene kun direkte berører folkeskolen, får de afgørende betydning for de frie skolers frihed. I friskoleloven står der nemlig, at de frie skoler skal stå mål med, hvad der sædvanligvis kræves i folkeskolen. Tidligere gav den formulering de frie skoler store frihedsgrader. For det var ikke særlig præcist beskrevet, ”hvad der sædvanligvis kræves i folkeskolen”. Men i takt med at folkeskolen bliver mere og mere statsliggjort og de fælles mål bliver detaljerede styringsredskaber – og den faglige og administrative styring er faktisk et udtryk for en filosofi, der hviler på et opgør med den folkelige tradition, som de frie skoler selv er skabt af – mister de frie skoler også deres frihed. Det bliver mere og mere specifikt beskrevet, hvad de frie skoler skal på de forskellige klassetrin. Og i takt med at de frie skoler mister deres frihed, kommer de til at ligne små folkeskoler. Skolerne må ganske vist gerne lave deres egne mål, men de skal følge den fagfilosofi, som ligger til grund for
folkeskolens fag, som altså er blevet meget mere detaljerede. Vi får derved, så vidt jeg kan se, et frihedsskred under nogle formuleringer i loven, som ikke har ændret sig i sig selv. Vi får en statslig defineret variation i stedet for en variation under en statsmæssig ramme. Og der er en verden til forskel. I den forbindelse var det en skændsel at opleve, at næsten ingen af lederne på de frie skoler tog afstand fra normaliseringen af lærergerningen og det ledsagende regeringsindgreb. Skolerne, som normalt værner om deres frihed, blev her en del af den centraliseringsproces, som staten i øjeblikket kører. Men praktisk talt ingen af lederne på det frie skoleområde sagde fra. Af disse grunde er det tvivlsomt, om vi overhovedet kan tale om de frie skoler i dag. De er – gennem trinmål, Moderniseringsstyrelsens herredømme og pædagogikkens normalisering – underlagt samme stærke og centrale statslige styring som folkeskolen. De frie skoler mister deres frihed. Og ingen protesterer«.
Thomas Aastrup Rømer er 50 år, pædagogisk filosof, ph.d., lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik og en aktiv og kontroversiel debattør på skoleområdet. Han har blandt andet udgivet bogen ”Krisen i dansk pædagogik – en upraktisk blog” og – sammen med andre – redigeret ”Uren pædagogik”. Han modtog i 2010 Holgerprisen.. Læs mere på www.thomasaastruproemer.dk