URNES VERDENSARVSENTER
EN REISE GJENNOM VERDENSARVEN VISION Det nye Urnes Verdensarvssenters placering i det storslåede landskab nær Urnes Stavkirke, stiller store krav til udformning og indplacering af ny bygningsmasse. Stedet har en enorm styrke i kraft af det dramatiske landskab og den unikke kulturarv, hvilket samtidig gør området ekstra sårbart og skrøbeligt overfor ændringer som ny arkitektonisk indgriben. Dette forslag til et nyt verdensarvscenter er derfor udformet med det primære formål at indpasse sig landskabet og underordne sig stavkirken samt den øvrige bebyggelse i området. Projektet ønsker gennem en ydmyg arkitektur at etablere en sammenbindende, stedsspecifik fortælling om områdets unikke natur- og kulturarv. Forslaget rækker udover selve udformningen af verdensarvssentret, ved at tilbyde et sammenhængende destinationsudviklende koncept for oplevelse og bevægelse gennem området til kirken. Med forslaget bliver det nye verdensarvssenter en lille brik i en større fortælling, der sammenbinder områdets kvaliteter og understøtter bærekraftigt turismebesøg i Urnes. I samspil med områdets unikke natur og historie udvikles projektet med den største respekt for omgivelserne. Det nye verdensarvssenter gør ikke særligt opmærksom på sig selv som værk, men underbygger eksisterende kvaliteter i området og binder disse sammen i en stærk sammenhængende fortælling for den besøgende. Ved at arbejde med et helhedsorienteret koncept for bygning, landskab, formidling- og wayfinding for området skabes der grundlag for at udvide den besøgendes ophold og oplevelse omkring destinationen. Med ulike aktiviteter og tilbud inde og ude bidrager projektet således til at styrke den lokale værdiskabelse i området i forbindelse med projektet.
KONCEPT – VARDEN SOM INSPIRATION Med afsæt i de stedspecifikke særegne kvaliteter i og omkring Urnes tager udformningen af det nye verdensarvscsenter udgangspunkt i at skabe en holistisk oplevelse der sammenbinder hele ”reisen” fra indsejlingen med færge frem mod kulminationen ved Urnes Stavkirke øverst i bebyggelsen op ad fjeldsiden. Projektet finder sin inspiration til sin udformning fra de traditionsbundne varder i landskabet. Varder er et kendt landskabeligt navigationsfænomen, med rødder langt tilbage i historien. Varder har både før og nu tjent som holdepunkter for navigation gennem landskaber, der markerer ruter gennem terrænet særligt i bjergrige egne som eksempelvis området omkring Urnes. Med forslaget etableres en serie af varder, der guider den besøgende fra færgelejet op gennem terrænet mod stavkirken. Varderne udpeger særlige stop med lokale fortællinger fra området undervejs på ruten, og bliver landskabelige pejlemærker, der skaber let og tydelig forbindelse til kirken gennem terrænet. Undervejs på ”rejsen” mod kirken etableres verdensarvssentret som en trædesten til den videre oplevelse. Verdensarvssenteret bygges op omkring en landskabelig fortolkning af varder i landskabet, hvor to kerner af sten udgør støttepillerne for projektet. De to ”varder” udgør de fremtrædende volumener i projektet, hvorimellem lette trædæk forbundet af et sammenbindende tag udspændes, i harmoni med landskabets linjer.
Urnes Stavkirke
Urnes Stavkirke
Den besøgenes rute ledes mellem verdensarvssenterets varder mod kirken. På den måde bliver verdensarvssenteret en del af vandringen gennem landskabet – en brik i et større spil, der handler om at sammenbinde de stærke lokale fortællinger om stavkirken, verdensarven, kulturmiljøet og landskapet. På den baggrund udformes det nye verdensarvssenter konceptuelt som en del af det samlede forløb, der klæder den besøgende på med information om oplevelserne forude. I en vekselvirkning mellem inde og ude ledes den besøgende gennem husets udstillinger og offentlige arealer som en serie af rum, der indbyder til at gå på opdagelse i bygningen og terrænet. I de to ”varder” der udgør husets allestedsnærværende kerner etableres to primære udstillingsrum til udstillingerne om henholdsvis tre og tro. Her skabes ophøjede rum, der kalder på fordybelse og refleksion.
Lokal byggeskik
? Navigation efter varder
Eplehage
Verdensarvssenter
Langs ruten i det omkringliggende terræn følges de øvrige varder, hvor eventuel skiltning og information om forskellige lokale fortællinger undervejs på ”reisen” integreres.
PLACERINGEN I LANDSKABET MØDET MED VERDENSARVEN
Området omkring Ornes gemmer på en fantastisk natur-, kultur- og verdensarv. Dette projekt arbejder med en strategi, der samtænker området som én destination. Ved at arbejde mårettet med en samlende plan for destinationsudvikling i området skabes ny og tydelig sammenhæng mellem områdets forskelligartede kvaliteter med henblik på at styrke den lokale værdiskabelse.
1 / 6
Indsejling til området
NAVIGATION MELLEM VARDER
Varder placeres som navigations- og pejlemærker i landskabet, der på traditionel vis, leder den besøgende gennem området. På den måde skabes klare ruter gennem landskabet, der binder oplevelserne omkring Ornes sammen og giver den besøgende en bredere indsigt i stedets historie og identitet som destination.
Bautasten
Gravhøj
SAMMENBINDING AF OPLEVELSER I LANDSKABET
Varderne i landskabet udpeger de mange forskellige oplevelser indenfor både natur, kultur og verdensarv. Varderne skaber samlet set en rute gennem landskabet, der tager den besøgende med på en reise gennem verdensarvsområdet, og undervejs klæder den besøgende på med viden i forhold til hovedattraktiktionen Urnes Stavkirke.
Diagram - En sammenhængende formidling af verdensarven, kulturarven og landskabet
Indplaceringen af det nye verdensarvssenter i landskabet tager udgangspunkt i fire primære arkitektoniske og landskabelige principper. 1. Det nye verdensarvssenter skal ikke gøre skade på det eksisterende landskab. I eftertiden skal landskabet kunne genskabes som det var, uden langvarige, tydelige spor af menneskets indgriben. Urnes Stavkirke tjener som tydeligt bevis på at vores bygninger kan vise sig at have mærkbar påvirkning på vores verden for eftertiden. Det har været et dogme for projektet ikke at grave ind i det eksisterende terræn, hvilket ville efterlade ar i landskabet efter bygningens levetid. Projektets
udformning søger således at skabe mindst muligt aftryk for eftertiden, både i form af ressourceforbrug og fysisk afsmitning på stedet. Kun aftryk fra husets ”varder” vil som et landskabeligt spor stå tilbage som aftryk efter huset, såfremt det en dag ikke er der længere. 2. Det nye verdensarvssenter skal underordne sig det eksisterende landskab og terrænets kurvatur. Huset skal altid arbejde med og ikke imod landskabet. Projektet er tegnet med stort fokus på det eksisterende landskab og husets geometri følger derfor terrænet. Husets to etager etableres som lette ”trehylder” på skråningen, under et samlende tag, der viderefører vejenes og terrænets fald. Husets tag skaber desuden mulighed for bevægelse over bygningen, som en platform, der iscenesætter den unikke udsigt til det omgivende landskab. Taget skjuler fra flere vinkler huset under sig, og binder dermed bygningen naturligt sammen med landskabet. 3. Det nye verdensarvssenter skal tilpasses det lokale og de eksisterende bygninger i form af skala, materialitet og byggeskik. Mens det sammenbindende tag nedtoner den primære bygningsmasses fremtoning i landskabet, vil husets to kerner blive synlige markører i landskabet. Disse viderefører skalaen fra eksisterende bygninger i landskabet og skaber en skalamæssig genkendelighed og arkitektonisk sammenhæng til det eksisterende. Træ som gennemgående materiale bruges både ud fra et bæredygtigt livscyklusperspektiv, men i lige så høj grad ud fra ønsket om at videreføre lokale traditioner og byggeskikke. På samme måde er projektet tektonisk tænkt som en fortolkning af den lokale byggeskik, hvor lette trækonstruktioner traditionelt er blevet bygget på fundamenter af sten. 4. Det nye verdensarvssenter skal supplere fremfor at konkurrere med stavkirken. Huset underordner sig ikke bare landskabet, men i særlig grad også stavkirken og dennes arkitektur. Mens stavkirken med sin ikoniske form, trapper op i landskabet og opleves som et himmelstræbende, vertikalt pejlemærke for den besøgende bliver det nye verdensarvssenter et horisontalt hus, der smyger sig langs landskabet, for at drage det primære fokus mod kirken. Mens kirken er rigt udsmykket med ornamenter og udskæringer, skaber det nye verdensarvssenter en simpel ramme for udstillinger, der ikke gør brug af unødig ornamentik, men i stedet afspejler husets basale konstruktion og skaber en neutral, åben og fleksibel ramme for formidling. Således skabes et hus, der på ingen måde søger at konkurrere med kirkens arkitektur, men i stedet agerer springbræt for stavkirken. Huset kan dog samtidig fungere som et selvstændigt besøgstilbud, der også vil kunne aflaste besøgspresset på kirken.
FUNK TIONSINDDELING Fra færgelejet ledes den besøgende op gennem terrænet mod verdensarvsentret. Ved parkeringspladsen nord for grunden kan tilrejsende fra andre ruter støde til og herfra træder man som besøgende hen mod verdensarvssenteret. En gangbro leder den besøgende på kanten af terrænet hen til husets overdækkede indgangsområde, hvor en større gruppe kan samles i læ for vind og vejr med udsigt over landskabet. Herfra træder man ind i husets vestibyle, hvor der kan købes billet til udstillingerne. Udstillingerne er etableret som et loop i husets nedre etage, der tager den besøgende på en vandring gennem basisudstillingen om Norges Verdensarv til udstillingen om Tre og tro gjennom tusen år. Udstillingsrummene etableres i ”ryggen” af huset, uden dagslys, og indrettes uafhængigt af hinanden så individuelle udstillinger evt. kan udskiftes uden at påvirke hinanden. Undervejs leder udstillingsforløbet den besøgende gennem husets to massive ”varder”, indrettet som særlige udstillingsrum for henholdsvis kopien af stavkirkens nordportal samt et særligt udstillingsrum til formidling af træets betydning. De særlige udstillingsrum udformes med et konisk indre, med reference til vardens traditionelle form. Udstillingsforløbet slutter, hvor det startede ved receptionen og museumsbutikken med spektakulær udsigt over landskabet. Husets udstillingsetage skaber på den måde både rum til den store gruppe og til individuel fordybelse på opdagelse gennem udstillingsrummene. Fra husets ankomstrum ledes den besøgende af husets primære trappe op gennem ”varden” til husets øvre etage. Her etableres et aktivitetsområde for børn og unge og kafé med kig til ankomstrummet under og udsigt over det unikke landskab. Mod Urneshagen i syd, med bedst mulige dagslysforhold etableres udendørs serveringsmuligheder, inden en gangbro leder den besøgende videre på rejsen mod Urneshagen ud i landskabet mod stavkirken. Østsiden af etagen ind mod bakkeskråningen indrettes til administration og køkkenfaciliteter, der kan fungere uforstyrret af de besøgende med egen indgang og varemodtagelse. Husets personalefaciliter afskærmes som en zone for sig selv bag de to varder og øvrige mindre lukkede kerner til lagre, renholdsrum m.m. Mellem de lukkede kerner skabes mulighed for visuel forbindelse og gennemlysning, hvilket sikrer en dynamisk rumlig sammenhæng mellem de, der arbejder i huset og de besøgende. Udenfor udstillingernes åbningstider kan flere af husets funktioner, herunder kaféen, aktivitetsrummet m.m. bruges af lokalbefolkningen som en lokal samlings- og kulturarena. De offentlige funktioner ligger i forlængelse af hinanden og kan derfor åbnes op uden at genere udstillingsmiljøet.
EN REISE GJENNOM VERDENSARVEN
URNES VERDENSARVSENTER
UNDLAD AT SKABE AR I LANDSKABET FOR EFTERTIDEN
VERDENSARVSENTRET FØLGER TERRÆNETS LINJER ET SAMMENBINDENDE TAG SKABER EN PLATFORM DER ISCENESÆTTER UDSIGTEN
HUSETS TO “VARDER” SKABER SKALAMÆSSIG SAMMENHÆNG TIL DEN ØVRIGE BEBYGGELSE
VERDENSARVSENTRET BYGGER VIDERE PÅ LOKAL BYGGESKIK OG MATERIALEANVENDELSE
VERDENSARVSENTRET UNDERORDNER SIG KIRKENS VERTIKALE UDTRYK OG SMYGER SIG I STEDET HORISONTALT LANGT LANDSKABET
Situationsplan 1:500
2 / 6
m
10
50
100
EN REISE GJENNOM VERDENSARVEN
URNES VERDENSARVSENTER
GRUNDENS PLACERING I LANDSKABET
VARDER I LANDSSKABET
Det nye Urnes Verdensarvssenters placering i det storslåede landskab nær Urnes Stavkirke, stiller store krav til udformning og indplacering af ny bygningsmasse.
Verdensarvssenteret bygges op omkring en landskabelig fortolkning af varder i landskabet, hvor to kerner af sten udgør støttepillerne for projektet.
LET TE TREDÆK PÅ SKRÅNINGEN
ET SAMMENBINDENDE TAG
Mellem de to ”varder” placeres to lette trædæk som hylder på skråningen, i harmoni med landskabets linjer.
Husets to etasjer etableres under et sammenbindende tag, der viderefører de omkringliggende vejes stigning og retning. Huset orienteres mod udsigten til Urneshagen og fjorden.
KONSTRUK TION
FORBINDELSE OVER TAGET
En let trekonstruktion forbinder husets tag med terrænet og skaber et let facadeudtryk der blender ind mellem træernes stammer.
INDSKÆRINGER TIL DAGSLYS
Husets tag foldes ned mod landskabet mod syd og skaber dermed mulig bevægelse over bygningen, der iscenesætter den unikke udsigt. Taget skjuler fra flere vinkler huset under sig, og binder dermed bygningen naturligt sammen med landskabet.
GANGBROER FORBINDER REISEN GENNEM VERDENSARVEN
Indskæringer i husets tag følger stepvist terrænets stigning, og bringer dagslys ind til funktionerne i ”ryggen” af huset.
To gangbroer skaber ankomst til husets to etager fra nord og syd. Gangbroerne skaber en sammenhængende forbindelse mellem landskabet og verdensarvsentrets tilbud.
Snitt AA 1:200
3 / 6
m
1
5
10
20
EN REISE GJENNOM VERDENSARVEN
URNES VERDENSARVSENTER
RUMLIG ORGANISERING AF ÅBNE RUM MELLEM KERNER
FLOW GENNEM UDSTILLINGEN
Plan 2. etasje 1:200
ZONER I HUSET
AREALOVERSIKT
Publikumsfunksjoner 390 Resepsjon/vestibyle 140 Kafé 50 Kjøkken, oppvask mv. 40 Lager kafé Inkl. kjølt avfallsrom 26 Publikumstoaletter 4 stk + HC 16 Museumsbutikk 26 Lager museumsbutikk 5 Filmrom 32 Aktivitetsområde for barn og unge 35 Salgsrom lokalprodusert mat 20 Utstillinger 230 Basisutstilling Norges verdensarv 66 Utstilling «Urnes stavkirke – tre og tro gjennom tusen år» 149 Lager utstilling 9 Teknisk rom utstilling (utstyr ifm. utstillinger) 6 Ansatte- og driftsarealer 89 Kontor daglig leder 8 Åpne arbeidsplasser; 4 stk 24 Kopirom, lager rekvisita 5 Møterom, pauserom med tekjøkken 20 Toaletter og garderobe, personale 5 Renholdsrom, lager renholdsutstyr 5 Felles varemottak 10 Lager redskap, utemøbler etc. 12 Sum Funksjonsareal 709 Plan 1. etasje 1:200
4 / 6
m
1
5
10
20
EN REISE GJENNOM VERDENSARVEN
URNES VERDENSARVSENTER
m
10
URNES STAVKIRKE
URNES STAVKIRKE INDEFRA
VARDE I LANDSKABE T
BURNED WOOD
LYST TRÆ I INTERIØR
“ VARDER” I STEN
50
100
Snit BB 1:500
Diagram - Varden som negativt form i rummet
+43.9 +40.5
+42.1
+37.9
+34.4
+33.3
Fasade, 1:200
5 / 6
m
1
5
10
20
EN REISE GJENNOM VERDENSARVEN
URNES VERDENSARVSENTER KONSTRUK TION, BÆREDYGTIGHED OG MATERIALER Projektet afspejler og underbygger med sin materialebrug konceptets sammenhæng mellem det varige og det foranderlige. Dette knyttes til tanken om at huset skal skabe så lille et aftryk som muligt på stedet over tid. Husets ”varder” repræsenterer det varige, der som pejlemærker kan stå i landskabet for eftertiden uden at nedbrydes, mens husets dæk og øvrige konstruktion italesætter det foranderlige, der udfylder et nutidigt behov, der potentielt vil ændres i et stort tidsperspektiv. Husets trækonstruktion skaber en fleksibel åben ramme for husets tilbud, der med tiden kan fornys efter behov, eller helt fjernes en gang i fremtiden og indgå i en materialecyklus i andre projekter uden at efterlade tydelige spor i landskabet. Trækonstruktionen tænkes efter princippet design for disassembly. Husets konstruktion er inspireret af broer gennem landskabet. De to varder fungerer som pyloner for den lettere trækonstruktion, der svæver over terrænet båret af de to ”varder” og med lette pæle funderet til terræn. Konstruktionen med afstivende krydser vises ærligt i huset og bliver en del af husets æstetik, hvor de konstruktive principper let kan aflæses. Husets bærende konstruktion foreslås således af en kombination af tredæk på pæle i kombination med de to kerner af sten i form af husets ”varder”. Træmaterialet foreslås som brændt træ, en velkendt teknik, der giver træet bedre modstandsdygtighed overfor brand og desuden giver træet en naturlig modstandsdygtighed overfor vejr og vindforhold, hvor træet anvendes som facadebeklædning. Det mørke træ skaber rum til fordybelse omkring udstillingsrummene, mens det i de åbne offentlige arealer drager den besøgendes fokus ud mod de smukke omgivelser. Desuden skaber det mørke træ en reference til stavkirkens udvendige farveudtryk. Husets lukkede funktioner etableres som mindre rum i rummet og beklædes med naturlig lyst træ, der bløder huset op og skaber varme overflader. Åbne facadepartier i glas, der åbner huset op mod udsigten kombineres med lukkede facadepartier med lameller i træ i en balance, der både tillader udsigten til omgivelserne indefra, men samtidig begrænser den transparente facade med lukkede partier, for at mindske fjernvirkningen ved kunstbelysning om aftenen. Brug af lokale materialer med kort transportafstand i kombination med brugen af bæredygtige materialer som træ, giver projektet et stærkt integreret bæredygtigt fokus. Der arbejdes i projektet desuden med flere naturlige bæredygtige løsninger. De to ”varder” bruges i projektet til at stabilisere temperaturudsving. Om vinteren vil den tunge masse holde bedre på temperaturen. Kernerne vil blive varmet op af solen i dagtimerne og lagre varmen der frigives langsomt til resten af huset. Udhæng omkring huset skaber overdækkede zoner i ly for regn og sne, mens husets frem og tilbageskydninger i volumenet hjælper til at nedbryde vinden omkring huset og skaber optimale mikroklimatiske forhold.
Snitt CC 1:200
6 / 6
m
1
5
10
20
Vardemotiv som wayfinding i landskabet
EN REISE GJENNOM VERDENSARVEN