”JEG HAR HAFT EN FARVERIG UNGDOM”

”JEG HAR HAFT EN FARVERIG UNGDOM”1

Leif Kayser som ca. toårig. Privatfoto.

Allerede i vuggen lå lille Leif og nynnede Debussys klarinetrapsodi. Den historie gik i hvert fald igen i familien, men det er nok så som så med troværdigheden, fortæller Kayser i Martin Granaus store interview med ham fra 1998. Men det er tænkeligt, at han kan have efterlignet faren, der spillede klarinet i Akademisk Orkester, et af de bedste amatørorkestre omkring 1920. Hans mor spillede violin. Men ellers havde Leif Kayser nu ingen erindring om musik i hjemmet som sådan. Han huskede dog, at han selv havde en udpræget interesse for musik. Da de var på visit hos en genbo, blev moren urolig ved, at den treårige dreng ikke længere var i stuen. De begyndte at lede og hørte så fine toner fra en mandolin, som hang på væggen i et fjernt værelse: ”Jeg ville bare lige prøve at høre denne her” sagde drengen. Kayser fortalte også, at familien kom i et hjem, hvor han var glad for, at de spillede kammermusik. Da de var færdige med en sats, spurgte man ham, hvad han så ville høre? ”Mer’ Mozart,” lød svaret.2 Sin første klaverundervisning skal Leif Kayser have modtaget i fireårsalderen.3

10 ∙ LEIF KAYSER

Leif Kaysers forældre var et ganske umage par: Faren Olaf Kayser var født i 1893, og var søn af kordegn Harald V. Kayser og Astrid Margrete Monrad.4 Han var en højt begavet geograf og kartograf og virkede også som stenograf ved Rigsdagen. Moren, Hedwig Martha Nick, var skolelærerinde fra Eppendorf i Ruhrdistriktet, hvor hendes far var inspektør ved en større kulgrube. Olaf havde som student mødt hende, forelsket sig og taget hende med til Danmark. Hun var født i 1877 og således 16 år ældre end Olaf og hele 42 år gammel, da Leif blev født. Hun beskrives som dominerende, stærkt troende og ”meget katolsk”.5 Olaf var i det meste af 1922-23 med på geografen Ole Olufsens ekspedition til Sahara, og på denne tid virkede moren som oldfrue på Ledreborg Slot. Her fik lille Leif sine første klaverlektioner hos en nonne fra et nærliggende kloster.

Ægteskabet har næppe været ganske harmonisk, og nogle år senere var det slut: Olaf rejste sig fra middagsbordet, og kom ikke tilbage. Og han tog drengen med. Parret blev formelt skilt i 1926, men den ulykkelige mor blev ved med at løbe myndighederne på dørene for at få sit barn tilbage. Til sidst blev det politiet for meget, og i foråret 1927 blev hun i nogle uger tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Pressen fulgte sagen6, og også forfatteren og kvindesagsforkæmperen Thit Jensen involverede sig. Efter at Thit Jensen skånselsløst havde trukket faren frem for åbent tæppe, afgjorde retten i august 1927, at drengen skulle tilbage til sin mor.7 Efter skilsmissen giftede faren sig straks med en kollega fra Rigsdagen, sammen fik de en søn, men i sommeren 1928 døde Olaf ganske uventet. På grund af de kaotiske forhold ved skilsmissen lærte Leif Kayser dengang ikke sin halvbror at kende. Først langt senere fik de en vis forbindelse. Det forblev livet igennem et traume for Leif Kayser, at han havde mistet sin far, fortalte han i interviewet i 1998.

Ellers boede familien på Østerbro i Nordborggade 6, hvor Leif fra otteårsalderen var alene med sin ikke ganske ungdommelige mor. På de ugentlige spadsereture til Langelinie passerede de broen over baneterrænet ved Østerport Station, hvor han blev stærkt optaget af tog og jernbaner – en fascination, der varede

”JEG HAR HAFT EN FARVERIG UNGDOM” ∙ 11

Leif genforenet med sin mor. Ekstra Bladet 1927. Ukendt fotograf.

livet ud. Han kom naturligvis i katolsk skole, Sankt Knuds Skole, som lå ved den modsatte ende af søerne. Det var en lang skolevej med sporvogn. Årene på Sankt Knuds Skole blev betydningsfulde, for her fik Leif sangundervisning af pater Alois Menzinger og sang andenstemme i det lille drengekor, som var ved skolen og ved Jesu Hjerte Kirke. Menzinger var en meget alsidig begavelse,

12 ∙ LEIF KAYSER

der sørgede for, at eleverne udviklede sig bedst muligt. De lærte enkle sange og gregorianske sange, og efter nogen tid kunne de deltage i kirkelige optog og processioner, f.eks. til kyndelmisse og palmesøndag. Menzinger sørgede også for, at elever, der havde anlæg for det, fik undervisning i orgelspil og mulighed for at spille til bl.a. skolemesser. Kayser husker, at han i slutningen af 1932 spillede til skolemesse på kirkens orgel. Menzinger arrangerede også en koncertopførelse af Haydns børnesymfoni med kostumer. Leif Kayser fik her rollen som dirigent i fuldt 1700-talskostume. Han spillede også klaver til skolekomedien Knud Lavard, som skolens elever opførte på Det ny Teater. Her var han mutters alene i orkestergraven, og han måtte flytte sig fra klaveret for overhovedet at se, hvad der foregik på scenen.

For orgelundervisningen stod Kurt S. Thomsen fra Sankt Ansgars Kirke i Bredgade, Danmarks katolske hovedkirke. Det var grundlæggende øvelser og ellers værker fra den sydtyske barok, der blev spillet. Desuden gav han en indføring i at improvisere salmeforspil.

Da Leif Kayser var ca. 10 år boede han i en længere periode hos sin farfar og farmor på Frederiksberg. De havde klaver, og drengen sad ved det, så tit han kunne komme afsted med det. Det stod klart, at han måtte have noget regulær klaverundervisning, så man sendte ham hen til hans tante, som både sang og underviste i klaver. For at præsentere sig for tanten havde han indøvet nogle variationer over en revysang og over kavatinen fra Barberen i Sevilla i forskellige stilarter. Hos denne tante gik han i en årrække. Det faste program var, foruden skalaer og øvelser, et stykke af Bach eller en wienerklassisk sonatesats, og så et firhændigt arrangement af operaer eller symfonier. Da det ikke var særligt spændende at øve hjemme på kun den ene halvdel af de firhændige stykker, lærte han hurtigt at udvikle sit bladspil. I løbet af undervisningsårene fik han på den måde et bredt kendskab til det klassiske symfoniske repertoire, helt op til Bruckners symfonier.

Sommerferierne blev til dels holdt hos en velhavende onkel i en villa i Gentofte, hvor han kunne cykle til stranden. Det virker, som om han har haft nemt ved at skaffe sig venner, og nogle af

”JEG HAR HAFT EN FARVERIG UNGDOM” ∙ 13

dem fik han lange venskaber med. Under en ferie i 1932 i Fakse Ladeplads, som blev holdt sammen med hans mor og tante, mødte han en anden dreng fra Østerbro. Han var ved at skrive et stykke for dukketeater, Den gamle Borg, og Leif skulle selvfølgelig sørge for musikken. Som Kayser erindrede det i 1998, var det ”en krydsning mellem Svendsens Festpolonaise, Mendelssohns En skærsommernatsdrøm og Kuhlaus Elverhøj. Det var min debut som komponist – dog havde jeg skrevet et par Mariasange som 9-årig.” Til forestillingen havde han fået en pige til at vende blad for sig. På et tidspunkt glemte hun at vende blad, måske fordi hun var blevet optaget af at følge spillet på scenen, eller fordi hun havde overset et nik fra Kayser: ”Så lykkedes det mig i én og samme bevægelse at vende blad og stikke hende en lussing.”

Der var også sommerferieophold på gården Thorupgaard i byen Nørager nordvest for Hobro, som var i hans farmors søsters besiddelse. Rundt om Thorupgaard lå andre bøndergårde, hvor der var andre børn, han kunne lege med. Langt senere skulle en af feriepigerne herfra komme til at spille en afgørende rolle i hans liv.

Ruten via Kalundborg var nøje planlagt og blev tilbagelagt på cykel – en praksis, Kayser i øvrigt fortsatte til langt op i årene, når han skulle til Jylland. I det hele taget cyklede han, som de fleste andre, langt mere end vi gør nu. Som 16-årig skriver han til sin skolekammerat Henning Carlsen, at han på knap fire timer cyklede de 75 km hjem fra et sommerophold. Men også at han 10 dage før havde været ude at køre en tur hjemmefra til Jyderup, Skarresø og hjem over Holbæk (153,6 km noterer han).8 Bemærk decimalen, som er så karakteristisk for Kaysers væsen.

Leif var ni år da hans far døde, og efter den tid tog hans fars ven Svend-Aage Meyer sig meget af ham. Meyer boede på Sortedam Dossering, ikke langt fra Leifs hjem. Meyer sang selv og spillede klaver, og ofte tog han Leif med i teatret. De mødtes i reglen om lørdagen, hvor de diskuterede musikoplevelser og spillede firhændige klaverudgaver af Beethovens og Tjajkovskijs symfonier, forskellige oratorier – f.eks. Haydns Skabelsen – Beethovens strygekvartetter samt Bachs Brandenburgkoncerter

14 ∙ LEIF KAYSER

i Max Regers arrangementer. Af og til lejede Meyer endda et klaver mere, så de kunne spille både originalkompositioner for to klaverer og arrangementer af klaverkoncerter, som regel med Leif som solisten. Meyer var ansat på Haase Forlag og hjalp også med at udvide drengens litterære horisont.

Leifs musikalske evner var åbenlyse, så familien tog kontakt til Det Kongelige Teaters kapelmester Georg Høeberg, som nogen i familien kendte, og spurgte, hvad han ville anbefale. Skulle drengen mon ikke begynde med at tage en studentereksamen? Men Høeberg mente, at den musikalske udvikling havde så stor betydning netop i de år, hvor man læste til student, at det var vigtigt at udnytte den tid. Så gav familien gav sig, og han kunne få lov til at nøjes med realklassen. Fra 1934 begyndte han at få teoriundervisning hos organisten P.S. Rung-Keller, som hans tante kendte, idet hun var kirkesanger hos Rung-Keller i Vor Frelsers Kirke.

Rung-Keller havde været lærer ved musikkonservatoriet siden 1917, og et af hans principper for satsteknik smittede tidligt af på Leif Kayser, nemlig at en toptone kun bør forekomme én gang i en melodi. Desuden fik Kayser undervisning i orgelspil hjemme hos Rung-Keller ved hans harmonium med to manualer og pedal i lejligheden på Islands Brygge. Her blev bl.a. en triosonatesats af Bach indstuderet til optagelsesprøven. Efter undervisningen blev Kayser ofte inviteret til at blive til frokost, ligesom også Rung-Keller tog ham med til koncerter. I det hele taget lagde de her grunden til et livslangt venskab: I 1953 inviterede Rung-Keller således til eftermiddagschokolade i anledning af kongens fødselsdag, med ønsket om at de to også snart måtte se at få en ”blok-aften” sammen – dvs. en blokfløjteaften. Kayser må have lært at spille blokfløjte, efter at instrumentet omkring 1930 fik en opblomstring som pædagogisk instrument. I Kaysers blokfløjteæske, som jeg har fået forærende, finder man små kompositioner, som Rung-Keller og Kayser har skrevet til hinanden. Leif Kayser komponerede senere tre hæfter med blokfløjteduetter, der kan have deres udspring i dette samspil. I 1955 glædede Kayser i øvrigt Rung-Keller ved at instrumentere hans Orgelsuite i barokstil for orkester, muligvis i anledning af Rung-Kellers 75-års fødselsdag.9

”JEG HAR HAFT EN FARVERIG UNGDOM” ∙ 15