INDLEDNING

INDLEDNING

Leif Kayser blev født 13. juni 1919 og døde 15. juni 2001, to dage efter sin 82-års fødselsdag. Kayser var uddannet som organist og pianist. Hans musikalske talent var enormt, og som komponist var han stort set selvlært. Den første af hans fire symfonier blev uropført, da han blot var 19 år gammel. Pressen var overvældet og kaldte den unge komponist for Carl Nielsens efterfølger. Som instrumentator var han en af sin tids dygtigste, og som orgelkomponist den suverænt mest produktive i Danmark i det 20. århundrede.

Leif Kayser underviste på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og gav koncerter som organist, pianist og lejlighedsvist som dirigent – desuden spillede han slagtøj og blokfløjte. Ved siden af sin musikalske karriere var han i en årrække præst i den katolske kirke.

At denne ekstraordinære kapacitet og hans musik kun er kendt i en meget snæver kreds, kan virke lidt mærkeligt, men det er der mange grunde til. Jeg vil forsøge at afdække nogle af dem i denne biografi, som Jens Cornelius i 2019 bad mig om at skrive, efter at jeg havde været den drivende kraft i markeringen af 100-året for Leif Kaysers fødsel. I denne forbindelse blev der blandt andet foranstaltet en genudgivelse af noderne til Kaysers samlede orgelværker, etableret en koncertrække, hvor de vægtigste orgelværker blev spillet, ligesom websiden www.leifkayser. dk blev oprettet, med information om fejringen og udgivelserne, erindringer fra forskellige personer, som kendte Kayser, samt en værkfortegnelse.

Det er mit håb, at denne bog kan være med til at give et noget mere facetteret og farverigt billede af denne ener i dansk musikliv, end det ellers har været almindelig kendt.

Selv nåede jeg at møde Kayser en halv snes gange, så jeg har oplevet ham, men ikke igennem en længere årrække, og heller ikke dybtgående. Jeg har derfor været afhængig af mange menneskers bidrag, både i form af nedskrevne erindringer, interviews

INDLEDNING ∙ 7

og samtaler. En liste over dem findes bagest i bogen. I særdeleshed vil jeg takke musikhistoriker Martin Granau, som har stillet optagelserne af sine mange timers samtaler med Kayser i 1998 til rådighed for mig. Granau havde skrevet universitetsspeciale om Launy Grøndahl, som var dirigent for Statsradiofoniens symfoniorkester i 1940’erne og 50’erne, og havde i den forbindelse været ude at tale med Kayser, som kendte Grøndahl godt. Efterfølgende ønskede Granau at dokumentere Kaysers omfangsrige viden for eftertiden, og disse optagelser har været en uvurderlig kilde, især til Kaysers unge år. Også Kaysers slægtninge har bidraget, ikke mindst med billedmateriale. De 15 arkivkasser med Kaysers efterladte papirer på Det Kongelige Bibliotek har talt deres eget rige sprog. En særlig tak til komponisten Niels la Cour, som rundhåndet har delt ud af sine omfattende erindringer og noter, og som har været en af mine væsentligste samtalepartnere under arbejdet. Både han og organisterne Flemming Friis og Knud-Erik Kengen har desuden gennemlæst og korrigeret manuskriptet, hvilket jeg er dybt taknemmelig for.

Mit første møde med Kaysers musik var i 1981, hvor jeg hørte et par satser fra hans Kirkeruder for orgel. Jeg husker, at jeg var både fascineret og lidt frastødt af den karske stil. Og så var der det med hans særlige måde at notere musikken på.

”Hvorfor benytter De C-nøglen så ofte, hr. Kayser?” ”Det holder de værste amatører væk fra min musik”

– er en af de første historier, man hører, når talen falder på Kayser. C-nøglen (altnøglen) ligger lige mellem de almindelige G- og F-nøglesystemer og kan være praktisk, hvis man har en stemme, der overvejende bevæger sig lige i det leje, så man undgår, at notationen ligger for meget udenfor nodelinjerne. Man finder af og til C-nøglen i J.S. Bachs orgelmusik, men ellers er det en nøgle, der oftest ses i orkesterpartiturer, især for violinfamiliens dybereklingende medlem bratschen. I første omgang lånte jeg noderne på biblioteket og spillede et par satser efter fotokopi. I 1997 ville

8 ∙ LEIF KAYSER

jeg dog gerne anskaffe de rigtige noder til Kirkeruderne samt en del andre værker. Jeg spurgte derfor mine kolleger om, hvordan man gjorde, for det var ikke noget, der blev forhandlet i almindelige nodeforretninger. Efter aftale skulle jeg henvende mig hos komponisten i hans bungalow på Holmestien 16 i Vanløse. Her blev jeg mødt af en nydeligt klædt ældre mand med en venlig tilbageholdenhed, som førte mig ned ad den stejle trappe til kælderen, hvor han havde sin arbejdshule: et skrivebord, et klaver, nogle reoler og kommoder og så den store reol med alle de trykte noder til salg. Noderne havde han selv ladet trykke hos Atelier Elektra efter sine sirligt kalligraferede originaler med tuschpen på pergament. Jeg blev udspurgt lidt om mit virke og interesse, og om hvordan jeg havde det med C-nøglen. Heldigvis læste jeg som både organist og hørelærepædagog C-nøglen uden problemer, og det åbnede ligesom døren, kunne jeg mærke. Jeg nævnte de 6-7 titler, jeg gerne ville købe, og han gik hen og fandt dem frem. Noderne kostede den formidable sum af 35 til 40 kr. stykket. Om der var andre ting? Jo, jeg ville da også gerne se på Concerto per Organo, som flere havde anbefalet mig. Og så skete der noget helt særligt: Da jeg åbnede noden, gik der et sug igennem maven på mig. Det var som at kigge ned i en dyb brønd. Jeg fornemmede instinktivt, at der her var tale om et værk med en urkraft af helt særlige dimensioner. Jeg tog hjem og begyndte at indstudere værket og endte med at spille det til Kaysers 80-årsdag ved en koncert i Marmorkirken, hvor han selv havde uropført værket i 1965.

Kaysers musik kan ellers umiddelbart virke noget akademisk. Men har man først fået øre for den, åbner der sig en åndelig dybde og en sjælden skønhed.

INDLEDNING ∙ 9