Læseprøve: Sidsel Ana Welden - I det hvileløse

I D E T H V I LEL Ø S E

S I D S EL A N A W ELD EN

Sidsel Ana Welden

I DET HVILELØSE

HARPYIE

I det hvileløse © Sidsel Ana Welden & Harpyie 2021 Redigeret af Johanne Bille & Sidsel Andersen Omslag og sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Sabon og trykt hos Tallinn Book Printers Printed in Estonia 2021 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-971968-4-7 Udgivelsen er støttet af:

www.harpyie.dk

Tak for læsninger og sparring Eivind, Laura, Johanne, Klara, Cecilie, Inger, Clara, Anna, Marie Louise og Elias.

På side 86 citeres der fra Den levende violin af Jens August Schade (Woels Boghandel (Cai M. Woel), 1926).

På side 151 citeres der fra Sandhedsbarrieren af Tomas Tranströmer i Peter Nielsens oversættelse (Rosinante, 2011).

Clara stiller fire øl på bordet, det er tredje runde, og jeg kan snart ikke holde mig vågen længere.

Vi skal fejre jer, siger Andrea, da jeg prøver at sige, at jeg vil hjem. Alkoholen gør mig træt. Det eneste, jeg vil, er at sove. Men vi skal fejre, at Jose og jeg har fået praktikplads. Andrea siger, at vi giver hende mindreværdskomplekser, at vi altid opnår det, vi sætter os for.

At jeg nogensinde har interesseret mig for journalistik, har jeg svært ved at forstå. Jeg vil bare have lov til at sove en drømmeløs søvn. Være helt igennem følelsesløs.

En mand går forbi os med en grøn papegøje på skulderen. Min hals kradser. Jeg prøver at undertrykke en hoste. Bløde hår kilder min gane. Noget er på vej ud.

Jeg tager en slurk af min øl for at få hosten væk, undskylder mig og går ud på barens toilet.

Jeg gaber, så højt jeg kan foran spejlet, lyser med telefonens lygte ned i min hals, mærker efter med en finger, graver efter fjeren indtil jeg gagger og må give op. Jeg rækker tunge ad mig selv i spejlet, den er hvid og plysset, jeg stryger let min finger over de ru dun.

6

Foran min lejlighed lægger jeg mig på asfalten. Jeg vil være så tæt på jorden som muligt, ikke sidde på mit værelse og kigge ned på gaden fra fjerde sal. Jeg eliminerer alle muligheder for at springe, når jeg ligger her og kigger op i stedet for ned. Min krop er ikke altid til at stole på. Asfaltens grove overflade er lindrende, når den skraber mod håndfladerne og baglårene. Et bevis på, at jeg er fysisk til stede i verden. At min bevidsthed også er forankret i min krop.

7

Jeg vil ikke sove alene i nat. Depressionen er sådan en forkælet tilstand. Det er utaknemlighed som sygdom.

Jeg må rette den mod nogen. Forsøge at dele den med et andet menneske. Jeg ringer til Alexander, selvom jeg ved, at han sover. Fortæller ham, at jeg savner ham. At jeg vil kysse hans arrede mund.

Det hårde bindevæv er stimlet sammen som to hårde kugler under overlæben. Massevis af fodbolde fra en fodboldklub i Horsens sparket mod hans ansigt sidder i de ar. I de læber, som jeg masserer mellem min pegeog tommelfinger som små japanske stresskugler.

8

Alexander tænder pakkens sidste cigaret.

Ligger du der og ser så fin ud med alle dine dæmoner?

Han spørger, om det er praktikpladsen, jeg er nervøs for. Jeg har ikke været på uni, siden jeg underskrev kontrakten.

9

Psykiaterens vindueskarm er fyldt med souvenirs. Et mini-Eiffeltårn, en forgyldt kejser, en stor ravklump.

Hun prøver at gøre det hjemligt, siger hun. Mit forløb i OPUS er nyt, men ikke min plads på ventelisten, dér stod jeg i over et halvt år. Min forrige psykolog kunne bedst hjælpe med almindelig stress og angst, han havde ikke erfaring med min slags.

Den nye psykiater er smuk, hun klæder sig i farver og tætsiddende tøj, hun prøver ikke at minimere sig selv.

Hun må have rouge på, ingen kan have så røde kinder, hun ser ud, som om hun lige har fået en orgasme.

Hendes skønhed gør mig nervøs, jeg kigger sjældent mig selv i spejlet, min hud har ikke været i kontakt med solen i måneder. Forleden sagde Clara, at det så ud, som om jeg prøvede en ny makeup-trend, så mørke som mine rande under øjnene er. Jeg tror, at psykiateren prøver at gøre mig til en slags skygge af sig selv. Jeg ved ikke, om jeg tør stole på hende. Hun siger, at jeg er dybt deprimeret, at det skal vi ændre på. Jeg lover at overveje at tage imod de antidepressive. Men jeg vil ikke have medicin mod det, de kalder psykotiske symptomer, det har jeg sagt mange gange før. At behand10

le noget, der altid har været en del af mig, skræmmer mig. Vi mødes tre gange om ugen.

11

Jeg har besluttet mig for at begynde at ryge. Hvis min krop bliver afhængig af cigaretterne, må det betyde, at når kroppen får sit stof, vil min hjerne udskille dopamin. Så hvis jeg kan komme op på at ryge 20 cigaretter om dagen, betyder det, at jeg kan få udskilt dopamin 20 gange og føle 20 gange så meget lykke som nu.

12

Alexander er bange for, at det er en anden, der skal få mig til at grine igen. Han forstår ikke, at det ikke betyder noget, hvem der får mig til at grine, og hvem der ikke gør.

Han synes, at sorgen klæder mig. At jeg er smuk, når jeg er stille, og jeg kan se, hvordan han bliver mere aktiv på værelset, mere snakkende, jo længere tid jeg ligger ubevægelig på sengen. Han overtager alle de sætninger og bevægelser, jeg ikke selv har energi til.

Han aer mit hår, koger pasta til mig. Han forsøger at finde det rigtige digt til at berolige mig.

13

Bog efter bog kaster han på sengen, efter at jeg har afvist dem. Mit sind er så glat, hans omsorg glider af mig.

Jeg falder sammen om hans varme krop, som en vissen blomst falder over vasens kant.

14

Depressionen gør mig klodset og sløv. De tunge arme kan ikke holde på en skid.

En krop af bly, der ikke kan tage de rene trusser på.

Dem med en lilla blonde, som jeg lagde ned i en skål med tørret lavendel. Noget måtte gå op i en højere enhed.

15

Det meningsfulde i at sidde på en stol findes ikke længere. Min krop trækkes mod gulvbrædderne. Plankerne, jeg ligger oven på, er hårde, jeg presser mig mod dem, til mine knæ bliver røde. Jeg gnider min kind op ad det lakerede træ, længes efter de skove, træet stammer fra.

Jeg vil gå i ét med det træ!

16