__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

Steven Zultanski

Bestikkelse Oversat af Andreas Eckhardt-LÌssøe Harpyie


Bestikkelse Steven Zultanski

Oversat af Andreas Eckhardt-LÌssøe

Harpyie


Bestikkelse Originally published as Bribery © Ugly Duckling Presse, Brooklyn, New York, 2014 Oversat af Andreas Eckhardt-Læssøe Redigeret af Johanne Bille & Sidsel Andersen Omslag og sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Garamond og trykt hos Narayana Press Printed in Denmark 2020 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-971968-0-9 Udgivelsen er støttet af:

Tak til René, Sidsel og Johanne www.harpyie.dk Tyvens dagbog citeres på s. 5, her i Niels Lyngsøs oversættelse, Gyldendal 2017


At en kunstner udnytter forbrydelsen i sit arbejde, er ugudeligt. En eller anden sætter liv og ære på spil, blot for at blive udnyttet som pyntegenstand af en amatør. Jean Genet


Hvis der er én ting der er helt sikkert for alle til alle tider, lige meget hvor de bor, eller hvad de i absurd grad er besatte af, er det at man ikke, i et hvilket som helst øjeblik, kan blive et værre menneske, end man allerede er, uden at glide ind i et helt andet øjeblik. Jeg er selvfølgelig allerede forfærdelig, men kun så forfærdelig som jeg er lige nu, og ligesom man har håb for i morgen og ved at dagen vil blive bedre end i dag, om ikke andet så fordi i dag, endelig, vil være overstået, håber jeg at jeg, når jeg er værre, samtidig også vil være bedre: bedre på samme måde som fx kvinder er bedre end mænd fordi de, som helgener, skal finde sig i mænd, hvorimod mænd går rundt og giver det indtryk at de er mænd, som røvhuller; bedre på samme måde som fattige mennesker er bedre end rige mennesker fordi de tager hvad de rige disker op med, som monotone jobs og fastfood og fængselsstraf og arbejdsbetinget blærekræft; bedre på samme måde som ikke-hvide er bedre end hvide fordi de ikke får lov til at skrive

7


de undertrykkende love de lever under, eller til at beordre politiet ind i deres boligområder for at tæve deres børn sønder og sammen; bedre på samme måde som børn er bedre end voksne fordi de er ude af stand til at bide fra sig når deres forældre lader deres fiaskoer gå ud over dem; bedre på samme måde som hvem end der lige nu bombes af amerikanske fly, er bedre end piloterne i de fly fordi de ikke er i gang med at bombe nogen; bedre på samme måde som enhver anden person altid vil være bedre end mig, simpelthen ved at være større end mig, deres tanker og handlinger befinder sig alle de steder jeg ikke gør – og så videre og så videre, det ene er for evigt bedre end det andet, indtil man dør. Men hvis jeg lever bare en dag mere – hvis det her ikke er sidste gang jeg smager vand, sveder igennem min trøje, kniber øjnene sammen, lader min tunge løbe over mine tørre læber, oplever mig selv være ude af stand til at tale, dækker mine øjne til – så vil jeg ikke undslippe en vis ekstra grad af røvhulsuendelighed, jeg ender med at give mig selv mindst én ting mere at hade ved mig selv, enten ved at gøre noget jeg tror jeg ikke kan lide, eller ved at gøre noget jeg tror andre mennesker ikke kan lide, som at begå flere forbrydelser der, ligesom de love de beskytter, findes overalt på én gang, nedskrevne. Der er rigeligt at vælge imellem. At røve en butik med en kniv, for eksempel. Det har jeg gjort.

8


Jeg tog en skeletmaske på og gik sammen med to venner hen til en lille kiosk på Bleecker og 4th, og vi filmede os selv mens vi skubbede ekspedienten ind i baglokalet og dybest set gjorde livet surt for ham, greb ham rundt om maven og rystede ham som om der ville falde mønter ud af armhulerne på ham. Han var blød og bange og anede ikke at vi ikke var kommet for at gøre ham ondt, han grinede endda lavmælt et par gange (det lød mere som hoste) når vi prikkede eller skubbede til ham, som om han forsøgte at gå med på spøgen. På et tidspunkt snublede han og faldt næsten, men jeg holdt ham oppe ved armene mens han genvandt balancen. Af en eller anden grund forventede jeg at han ville takke mig, hvilket han selvfølgelig ikke gjorde (fordi jeg var i gang med at røve ham), så jeg sagde tak for ham, til ham, helt blidt, og han stirrede ned i gulvet og hostede igen, men det lød ikke længere som latter. Vi tog ikke særlig mange penge for der ikke var så mange penge at tage, og det var fint, vi var der alligevel ikke rigtig for pengenes skyld, og jeg fortryder mest af alt at jeg holdt ekspedienten oppe, ikke fordi det ville have været sjovt at se ham falde – det ville det nok ikke have været – men fordi det at lade ham falde omkuld ville have været en tilpas lille form for selv-afkald til at få mig til at virke latterlig, men ikke helt så forfærdelig som jeg ville have ønsket, for jeg kan lide at skuffe mig selv, at gøre mig selv trist. Det føles godt. Det havde været

9


bedre, hvis jeg ikke bare havde røvet butikken og prikket ekspedienten i maven, men også havde skubbet ham omkuld så han faldt, hvis ikke med ansigtet først så i det mindste ned på knæene, en endnu mere ydmygende og underdanig position; denne ekstra lille opblomstring af ondskab kunne måske have givet mig en følelse af at have magt over ham som jeg ikke ønskede, og som han ville have forventet, men i stedet afstemte jeg intuitivt min forbrydelse med mit selvbillede ved at gøre noget der var bare en lille smule venligt, og ikke engang venligt på en måde hvor det er meningen, det skal muliggøre en tålmodig nydelse af en større ondskab, som at betale for en elskers middag lige før man forlader personen midt på gaden, men venligt på en venlig måde – selvom jeg godt ved at ekspedienten ikke oplevede min venlige gestus som venlig, hvilket er en lettelse. Og jeg kan altid gøre noget værre, hvilket også er en lettelse. Som: En kvinde vågner en morgen i sin lejlighed på Upper East Side og finder dybe kradsemærker i sit ansigt, og hun ved ikke hvordan hun fik dem, og husker heller ikke smerten fordi der er noget mystisk og ikke helt jordisk over dem: Det har jeg også gjort. Og så, hver efterfølgende morgen i mindst en måned vågner hun med nye kradsemærker i sit ansigt i forskellige mønstre (en dag er de parallelle som fra kløer, og en anden

10


dag er der ridset en grov trekant under hendes øje, og så videre), men aldrig ligesidede eller specielt retlinjede for det ville være lidt for perfekt til min smag og kunne måske antyde en form for teknologisk præcision som passer til den fysiske verden, modsat det rå overnaturlige barbari det er at rive og kradse i en andens ansigt med sine bare hænder. Men problemet med denne forbrydelse er at den er generøs: Personen som udsættes for den, vil måske tro at hun er blevet særligt udvalgt af en guddommelig gæst der forsøger at kommunikere med den sekulære materielle verden gennem hendes forrevne ansigt, en overbevisning der giver mit offer mulighed for at acceptere sin smerte stoisk. Så det er ikke en specielt god forbrydelse at begå, eller i hvert fald er den ikke nok i sig selv, foreløbig har jeg brug for at gøre noget lidt mindre meningsløst voldeligt fordi selve meningsløsheden i meningsløs vold er uløseligt forbundet med idealer om opofrelse og skæbne; faktisk kommer disse (opofrelsens og skæbnens) idealer til at fremstå, for så vidt som de nærmest er udelukkede fra (i hvert fald i deres mest intimt voldelige former, som at kradse i nogens ansigt mens de sover) vores bureaukratiserede verden, som en form for forhistorisk (eller overjordisk) godhed: et tegn på det oprindelige livs umiddelbarhed og kraft som jeg ikke vil have noget med at gøre. Så hvad med det her: Jeg røver en bank to gange.

11


Jeg går bare ind i en bank, fx i Williamsburg, med en sort baseballkasket trukket ned over øjnene og siger til bankassistenten at jeg har en pistol, hvilket jeg har, og forlanger en bestemt mængde penge. Den næste dag på cirka samme tidspunkt går jeg ind i den samme bank iført den samme sorte kasket, nærmer mig den samme bankassistent og forlanger den samme mængde penge; det virker. Så smutter jeg med pengene og slentrer ad en bevidst omstændelig rute gennem bydelen. Jeg løber ikke. Jeg gemmer mig ikke. Jeg gør ikke noget særlig voldeligt eller anti-heroisk. Jeg stirrer ikke engang på kvinder på gaden med den intimiderende ligegyldighed som måske med tilbagevirkende kraft kunne seksualisere mit røveri og gøre det til et tegn på min overdådige virilitet og koldblodige, antiautoritære sleske charme; den slags røveri som kvinder efter sigende godt kan lide, ikke engang det. Hele ideen er at gøre noget som ingen kan lide. Hvis jeg røvede banken én gang, ville alle synes om det fordi der er noget romantisk over et bankrøveri. Når det kommer til stykket er banker narrøve. Men ved at røve den samme bank to gange kan jeg måske overbevise den offentlige bevidsthed, hvis altså sådan én eksisterede, om at jeg ikke er en romantisk figur. Så ville den se, hvis den så noget som helst, at jeg også er en narrøv. Kvinder vil ikke kunne lide det, og, hvad vigtigere er, vil mænd tro de er bedre end mig:

12


De vil forestille sig at de selv er kvikke nok til at afstå fra alle frit valgte gentagelser og i stedet vade i tidens flod som i en endeløs række af individualiserede oprindelige sekunder: aldrig gentage en fejltagelse, aldrig begå den samme forbrydelse to gange, aldrig vende tilbage til gerningsstedet. Det vil give dem en følelse af overlegenhed som de godt kan lide, selv hvis de ikke kan lide mig. Det er i bund og grund derfor et tilfældigt mord er meningsløst: Det er for enkelt og unikt, man kan ikke gøre det to gange. Lad os bare få det ud af verden: tilfældige mord vil ikke gøre mig værre så jeg burde ikke ulejlige mig med at begå dem. Lad os fx sige at jernbanearbejdere finder to poser på subway-sporet tæt på Columbus Circle. En af poserne er en sort affaldspose, og inden i den er der en blå affaldspose. I den blå pose finder de en ung mands kropsdele (ikke dem alle sammen, bare et par stykker). Den anden pose er beige. Den er mindre og fuld af blodige bor og andet værktøj. Et par dage senere finder nogle arbejdere på en genbrugsstation flere kropsdele i en blå affaldspose proppet ind i en sort affaldspose. Dagen efter finder de endnu en sort pose der indeholder endnu en blå pose med kropsdele. Det har jeg også gjort: Jeg tegnede omhyggeligt linjer på kroppen med en skarp kniv før jeg skar den i stykker med en elektrisk kædesav. Hvert snit var rent

13


og på et af kroppens led hvilket tyder på at jeg har en temmelig konventionel og fantasiløs viden om den menneskelige anatomi. Jeg gemte hovedet; det blev aldrig fundet; dødsårsagen forbliver ukendt. Er du med? Jeg er ikke særlig meget værre nu. Jeg bliver ikke særlig meget værre ved blot at gøre noget så slemt at der er et romantisk vanvid i det. Det er ikke sådan det hænger sammen, som enhver der har haft en drøm, ved, er tiden kompleks, den bevæger sig i mere end én retning. Det her er hvad jeg gør med hovedet: Jeg folder det ind i et stort blødt hvidt håndklæde, som om jeg tørrer det, og begraver det i hundredvis af år, måske tusinder, hvor længe det nu engang tager før jeg får lyst til at grave det op igen, eller nogen anden ved et uheld, semi-antropologisk, finder det for første gang. Jeg breder håndklædet ud på gulvet i mit soveværelse og lægger hovedet tæt på midten af det, eller så tæt på midten som jeg gider placere det, ved at cirkle rundt i rummet et par gange, gentage og lave justeringer på centimeterplan indtil jeg er tilfreds. Derefter vender jeg hovedet om så den åbne mund gaber op imod loftet (jeg gør dette fordi det, selvom det i starten er nødvendigt at bruge nakkens relative tyndhed til at finde håndklædets omtrentlige midte – eftersom et mindre punkt giver et mere præcist mål – er for svært at

14


folde håndklædet rundt om hovedet, når det balancerer på nakken: det ville nok bare vælte, og eftersom der ikke findes nogen måde at forudse om det ville vælte til den ene eller den anden side – eller om det ville hoppe, selv en lille smule, når det væltede og dermed ligge et andet sted end præcis midt på håndklædet som jeg målte det, omend upræcist – er det en bedre plan bare at lægge det på siden) og jeg kan se ind i det. Bagest i ganen er der ikke engang rødt længere hvilket ville have været slemt nok, men hvad der er endnu værre er at det er blevet nærmest sort deromme, og tungen er rullet sammen, som en lille hjerne, og med et par grumsede hvide pletter på, her og der, ligesom sårskorper eller en hel masse navler, den slags navler der har en lidt lysere nuance af hud end resten af maven, selvom man forventer at navlen typisk vil ligne, i hvert fald en lille smule, et hul – en mørk tunnel der borer sig ind i kroppens essenser, ind i alt det røde kød man aldrig ser, altings fundament – men sådan er det ikke: Nogle gange er navlen kun overflade, endnu mindre dyb og gådefuld end fx den fregnede hud på underarmen som ikke engang lader til at have et hul i sig, medmindre man laver et der. Jeg folder det store bløde hvide håndklæde et hjørne ad gangen og pakker det liggende hoved perfekt ind så pakken ikke længere ligner et hoved, men snarere noget firkantet og deformt, den slags form som ikke leder tankerne hen på noget bestemt objekt: Hvis der findes en generisk form på en generisk genstand, så er den på størrelse med og har form

15

Profile for forlagetharpyie

Læseprøve: Bestikkelse af Steven Zultanski  

Læs gratis læseprøve af Steven Zultanskis langdigt Bestikkelse, der udkom i 2014 i USA. I Bestikkelse bekendes en lang række forbrydelser. H...

Læseprøve: Bestikkelse af Steven Zultanski  

Læs gratis læseprøve af Steven Zultanskis langdigt Bestikkelse, der udkom i 2014 i USA. I Bestikkelse bekendes en lang række forbrydelser. H...

Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded