__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

En fryd for foreningen En roman om rygning, sport, kĂŚrlighed og handel

Marieluise FleiĂ&#x;er Oversat af Selma RosenfeldtOlsen Harpyie


Marieluise FleiĂ&#x;er

En fryd for foreningen En roman om rygning, sport, kĂŚrlighed og handel

Oversat af Selma Rosenfeldt-Olsen

Harpyie


En fryd for foreningen. En roman om rygning, sport, kærlighed og handel oversat fra tysk efter Eine Zierde für den Verein. Roman vom Rauchen, Sporteln, Lieben und Verkaufen © Suhrkamp Verlag Frankfurt am Main 1972. All rights reserved by and controlled through Suhrkamp Verlag Berlin. På dansk ved Selma Rosenfeldt-Olsen Redigeret af Johanne Bille & Sidsel Andersen Omslag og sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Joanna Nova og trykt hos Narayana Press Printed in Denmark 2020 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-971968-1-6 Udgivelsen er støttet af: The translation of this work was supported by a grant from the Goethe-Institut.

Oversætteren ønsker at takke: Statens Kunstfond og Goethe-Instituttet. Troels Thorborg Andersen for et godt oversætterpartnerskab, René Jean Jensen for mentoring og Johannes Fogtmann for hjælp til det hele. Herudover en stor tak til redaktørerne Sidsel Andersen og Johanne Bille, som er utrættelige i deres arbejde. www.harpyie.dk


OversĂŚtterens efterord Marieluise FleiĂ&#x;er (1901-1974)


Scenen er sat: Ingolstadt, en lille bayersk provinsby, som indtil afslutningen af Første Verdenskrig havde en stolt militær tradition; blandt andet en fæstning til krigsfanger (her sad den kommende franske præsident Charles de Gaulle fængslet) og tre lazaretter. Byen var et militært centrum i Tyskland. Det er den ikke længere i Marieluise Fleißers En fryd for foreningen: En roman om rygning, sport, kærlighed og handel. Efter Versaillestraktaten i 1919 er Tyskland en tabernation og Ingolstadt demilitariseret. Og hvad skal man så lave? Man slikker sine sår og finder noget nyt at mødes omkring. Man bliver en del af en forening, man dyrker sport. Efter at sporten er blevet så epokegørende, ved folk endelig, hvad de skal tage sig til, som den tyske kulturanalytiker Siegfried Kracauer i sluttyverne skrev i et essay om sportsbegejstringen i mellemkrigstidens Tyskland. Sådan forholder det sig for personerne, vi møder i Fleißers roman. I En fryd for foreningen er sporten, særligt svømningen, den lim, der holder især mændene sammen, og for sin forening må man gøre lidt af hvert. Tænk på en af de mærkeligste scener i En fryd for foreningen: Natscenen, hvor svømmerne fra anlægget stjæler tømmer fra byen, så de kan lave forbedringer i deres forenings anlæg: Det kostbare træ var kun sikret i kraft af sin vægt. Skulle det være en hindring for stærke mænd! Svømmegustl gør sig stærk helt uden skyldfølelse. Han tager sin sultne sportsforening under armen. Så har det gode formål

215


på forhånd renset ham. Han gør det for sin fyrste, sporten. Beskrivelsen af svømmernes mission i det mørke vand minder på sin vis om en nøje tilrettelagt militæroperation. Samtidig er der unægteligt noget komisk over, at svømmerne vælger at stjæle det træ, som skal bruges til at bygge en bro i deres egen by. Fleißer går benhårdt til værks, når hun beskriver fællesskaber. Det koster at indgå i sådan et. En fryd for foreningen er ikke nødvendigvis en fryd for individet. Præcis hvornår En fryd for foreningen foregår ved vi ikke, kun at vi befinder os på et tidspunkt efter Første Verdenskrig og før nazisterne kom til magten, og det er karakteristisk for Fleißers forfatterskab. Hun skeler til historien, bruger den som bagtæppe, men ikke mere end det. Det er i højere grad det at skildre lillebyen og dens beboere, som er Fleißers ærinde. * Fleißer blev født i 1901 i Ingolstadt. Faren var jernhandler. Hun voksede op i et småborgerligt og meget katolsk hjem, gik på klosterskole i nabobyen Regensburg. Erfaringer fra klosterskolen dukker op igen og igen i hendes værker, ligesom i En fryd for foreningen, hvor Friedas lillesøster, Linchen, går på netop den skole. Fleißers budskab er klart: Udviser man selvstændighed i klosteret, bliver man straffet. Linchen må ikke have et tæt forhold til en anden pige. Det er forbudt, fordi det bliver set som begyndelsen på en farlig kærlighed. Pigerne ensrettes. De disciplineres til et traditionelt patriarkalsk kønsrollemønster. Fleißer mente selv, at klosterskolen havde sat dybe spor i hende, at den havde fået hende til at miste troen på sig selv i en tidlig alder. Hun vidste ikke, hvordan man satte sin vilje igennem, kun hvordan man adlød ordrer. Dette fortæller en hel del om

216


Fleißers selvbillede. Hun var ingen selvsikker, frembrusende kunstner, men led livet igennem af tvivl og dårligt selvværd. Mere mus end løvinde. I 1919 flyttede hun til München for at studere teatervidenskab og blev hurtigt en del af kunstnerkredsen omkring forfatteren Lion Feuchtwanger. I 1924 lærte hun Bertolt Brecht at kende og blev fuldkommen bjergtaget, både på et privat og et kunstnerisk plan. Han blev altoverskyggende for Fleißer. Hendes første skuespil, Fegefeuer in Ingolstadt (da. Skærsild i Ingolstadt), fik adgang til scenen i Berlin i 1926 på grund af Brecht. Hendes næste stykke Pioniere in Ingolstadt (Pionererne i Ingolstadt) blev til direkte på opfordring fra ham. Han bestilte det simpelthen, sagde hun. Stykket handler om en gruppe ingeniørtropper, også kaldet pionersoldater. Det er en særlig del af hæren med rod i ingeniørtjenesten, de bygger for eksempel veje eller, som i Ingolstadts tilfælde, broer. I stykket kommer disse ingeniørtropper til Ingolstadt, og det beskrives, hvordan de modtages af lillebyens beboere, særligt de unge kvinder, som indleder forhold til soldaterne. Soldaterne undertrykkes og ydmyges i hæren og giver samme mønt tilbage til deres kvinder i form af seksuel sadisme; undertrykkelsen sendes videre i ny form. Kvinderne siger ikke fra, de er (ligesom Fleißer) godt opdraget. Men det er en styrke i Pioniere in Ingolstadt og i hele Fleißers forfatterskab, at hun ikke maler et sort-hvidt billede af mand-kvinde-forholdet, hvor manden er styg, og kvinden god. Hun interesserer sig for de sociale og samfundsmæssige forhold, der får begge køn til at opføre sig, som de gør. Hvorfor kvinden underordner sig, er lige så vigtigt som, hvorfor manden dominerer. Begge parter handler under tvang. I Fleißers karakterer finder man igen og igen et bud på, hvorfor Weimarrepublikkens indbyggere, særligt fra samfundets nedre- og mellemlag

217


igennem en indoktrinerende opvækst og opdragelse var ulykkeligt modtagelige over for nationalsocialisternes propaganda. Opførslen af Pioniere in Ingolstadt i Berlin i 1929 udløste et regulært ramaskrig. Vi taler en af Weimarrepublikkens største teaterskandaler. Den højreorienterede og nationalsocialistiske presse gav Fleißer en ordentlig overhaling: Stykket var proppet med sex! Forargelsen ville ingen ende tage. I Ingolstadt blev hun truet med mord og hendes familie med lynchning af de bayerske nazister, hvis hun satte fod i Ingolstadt igen. Harmen opstod, fordi Fleißer var en kvinde, som skrev om nogle ting, kvinder ikke skulle skrive om. Men Fleißer selv holdt fast i, at Brecht bar sin del af skylden. Han var instruktøren, og det var ham, der havde fremhævet stykkets seksuelle sider. Det ville Brecht ikke høre på. Stormen efter skandalen skulle hun selv ride af. Det var en barsk omgang for Fleißer. Hun brød med Brecht og havde nu hverken mentor, elsker eller hjemstavn. Læser man erindringsnovellen “Avantgarde” fra 1963, er det tydeligt, at begivenhederne mange år efter stadig er et åbent sår for Fleißer. Novellen handler om forholdet til Brecht, og om hvordan der var for stor en kløft mellem det, han krævede af hende privat og kunstnerisk. Privat skulle hun underlægge sig ham, men kunstnerisk forventedes hun at være 100 procent selvstændig. Fleißer blev kritiseret heftigt for sit portræt af Brecht, som ikke stemte overens med det generelle meget positive billede af ham. Fleißer brød ikke bare med Brecht efter teaterskandalen, hun brød med hele den venstreorienterede del af det litterære miljø. Hun forlovede sig med lyrikeren Hellmut Draws-Tychsen, som tilhørte den konservative højrefløj. Hendes egne holdninger ændrede sig ikke, men hun slap for Brecht og hans slæng. Hurtigt blev det imidlertid klart

218


for hende, at undertrykkelsen af den skrivende kvinde var at finde i begge lejre. Skuespillet Der Tiefseefisch (da. Dybhavsfisken) fra 1930 handler om dette og om denne tid i hendes liv. Hun var litterært meget produktiv i den periode, blandt andet fordi hun måtte forsørge sin forlovede. Hun skrev rejseskildringer, en novellesamling, artikler og endelig hendes eneste roman, En fryd for foreningen, som dengang bar titlen: Mehlreisende Frieda Geier (Omrejsende melsælger Frieda Geier). Det tog hende overraskende kort tid at skrive den. Mest fordi hun med sit brud med venstrefløjen også havde skiftet forlag til Gustav Kiepenheuer Verlag, og de forlangte en roman af hende. Prompte. I flere interviews efterfølgende udtalte hun, at hun gerne ville have brugt længere tid på romanen, at især slutningen blev skrevet under enormt pres fra forlaget, som ville have bogen i trykken. På det tidspunkt vidste hun ikke, at hun skulle få rig lejlighed til at skrive den om senere i livet. Og hvem ved, måske var presset også godt for hende. Romanen havde i hvert fald noget, ingen af hendes andre værker havde: karakteren Frieda. Frieda er den eneste kvindelige karakter i Fleißers forfatterskab, som synes at have gennemskuet det ulige forhold mellem mand og kvinde. På sin vis er Frieda nok den kvinde, Fleißer selv ønskede, men ikke magtede at være. Frieda går rundt i sin umenneskeligt lange herrefrakke og kæfter op og kommer på kant med lillebyens normer. Gustl og Frieda er kærester, men de er, forstår man hurtigt, et meget umage par. Modsætningerne er til at få øje på. Frieda er moderne klædt, Gustl gammeldags. Frieda har egen bil og kører rundt som omrejsende sælger, mens Gustl sidder fastlåst i egen (forældrenes) butik. Frieda er forældreløs, Gustl moder Menas kæledægge. Frieda er sælger men økonomisk uafhængig, Gustl selvstændig men

219


økonomisk afhængig af forældrene. Frieda sælger mel: et elementært levnedsmiddel, Gustl sælger cigaretter: et moderne luksusgode. Frieda er sprogligt bevendt, mens Gustl er sportsmand, nok i virkeligheden nærmere det, man kalder en jock: altså noget enfoldig. Som der står et sted: Han har én eneste fold. Men måske vigtigst af alt: Gustl er ikke blot et kendt ansigt, en sportspersonlighed, han lever også op til forventningerne til ham som mand, mens Frieda som kvinde med sin standhaftighed og insisteren på selvstændighed er et fremmedlegeme. Da hun går fra Gustl, fryser folk hende ude med al den foragt, en lilleby kan udvise for den, der skiller sig bare en anelse ud. Frieda er ikke en del af fællesskabet på samme måde som Gustl. Hun falder uden for massen. Alligevel fremstår Frieda ikke som et offer, tværtimod. Hendes måde at gå til Gustl såvel som lillebyen på er inspirerende, selv her mange år efter. Tag bare den måde, hendes seksualdrift skrives frem på. Der er ingen tvivl om, at Frieda står ved alle aspekter af sin person, selv sit begær vedkender hun sig. Hun har lyst til at sætte tænderne i Gustl, står der. Den spændstige sportsmand objektiviseres. Men de traditionelle kønsroller er et tveægget sværd for Frieda, for det er Gustls kampgejst, hans glinsende muskler, måske endda hans mandschauvinisme og traditionelle, maskuline stolthed, hun drages mod, samtidig med at det er selvsamme værdier, der gør deres kærlighedsrelation så umulig. Gustl er, ligesom Frieda, en sammensat karakter. På den ene side er han meget irriterende: selvgod, arrogant, nærig og en mandschauvinist. Gustl er en klovn og en tøffelhelt, men han er også en good guy. En lokal superhelt, som tyranniseres hensynsløst af sin mor. Man fatter sympati for ham. For eksempel da han redder to druknende mænd

220


op af vandet, selvom han risikerer sit eget liv, eller da han så fjollet samler penge ind til foreningen i en klingbøjtel. Samtidig lægges der ikke skjul på, at Gustls retfærdighedssans begrænser sig til det, der vedrører mandefællesskabet – feticheringen af ungdom og styrke, mandlighed, muskler. Ingen tegn på svaghed accepteres. Kvinder er dårlige for træningen – uden at dette nødvendigvis er af egen fri vilje. Gustl er podet sådan. Ikke kun i kraft af sin dominerende mors opdragelse, men også fordi han, ligesom størstedelen af de unge tyske mænd, har tjent i militæret og været i krig. Det er så tragisk med Gustl og Frieda. Det er tydeligt, hvor svært det er at udvise kærlighed og forståelse for den anden, når man selv er hårdt spændt for. Med dette forhold lykkes det Fleißer at vise, hvordan sociale og politiske kræfter kan spille ind i selv de mest intime relationer. * Da nazisterne kom til magten i januar 1933, havde ingen fortalt dem, at Fleißer ikke længere var en del af Brechts kreds. Hendes bøger blev brændt på bålet sammen med de andre venstreorienteredes. Hun var færdig som en, der kunne udgives. Hendes og dermed også hendes forlovedes økonomiske fundament røg, så han forlod hende. Hun havde hverken midlerne eller magten til at emigrere, ligesom så mange andre forfattere gjorde. Hun havde med bruddet med de venstreorienterede desuden udelukket sig selv fra den antifascistiske kamp mod nazisterne. Hun havde ingen venner, ingen penge og ingen muligheder. Jo én, at klappe i. Hun vendte hjem til Ingolstadt og blev husholderske for sin far. Kan det blive værre? Ja, for i 1935 fik hun officielt skriveforbud. Før kunne hun ikke blive udgivet, nu måtte hun slet ikke skrive. Og da hetzen imod hende

221


ikke holdt op, flygtede hun ind i endnu et ægteskab. Denne gang med tobaksvarehandler Josef Haindl; en ungdomskæreste, som hun i sin tid havde droppet til fordel for Brecht. Ægteskabet var ikke lykkeligt. Han var brutal og forbød hende at skrive så meget som en indkøbsseddel. Efter krigens afslutning blev han kronisk syg, og Fleißer måtte igen sørge for to: denne gang ved at drive tobaksvarehandlen på egen hånd. Først i 1958 døde manden, og det Fleißer selv kaldte “befrielsen” indtraf: Nu kunne hun skrive igen, men hun gjorde det ikke. Hun skrev i hvert fald ikke noget nyt. Indtil sin død i 1974 lavede hun – når man ser bort fra nogle få autobiografiske noveller – ikke andet end at gennemskrive værkerne fra Weimartiden: blandt andet En fryd for foreningen, som hermed fik sin nye titel. I den nye kaldte hun steder og bygninger for deres rigtige navne, kun det opdigtede gadenavn Bitteren Stein lod hun stå. Gustl, som før hed Amricht, blev til Gillich, et kendt Ingolstadtefternavn – uden at denne familie dog har noget med handlingen i romanen at gøre. Men hovedsageligt var der tale om mindre sproglige ændringer. Fleißer sagde selv, at hun gjorde romanen mere prægnant. Det er denne version, der foreligger her. Efter Fleißers død fik en ny generation øjnene op for hendes værker. Prominente instruktører som Franz Xaver Kroetz og Rainer Werner Fassbinder kaldte sig for hendes åndelige sønner. Når Fleißer er blevet populær igen, har det noget at gøre med hendes stil. Den er noget for sig. Fleißer skriver ret underligt. På én gang kantet og glat. Hun er nøgtern men samtidig konstant sarkastisk, hvilket kommer til udtryk gennem en konsekvent underdrivelse i udsagnene. Man kan ikke forlange, at folk med vold og magt vil købe hele butikken på tre dage. Og som læser skal man

222


yderligere holde tungen lige i munden. Sætningerne tager ofte en omvej hen til meningen. Gustl kan ikke ligesom slørhalen lokke sin mage med flaksefin brusk, han har ikke noget at vifte med. Læseren skal faktisk oversætte: at Gustl ikke ligesom dyrene besidder nedarvede midler til forførelse. Det er underligt. Men man forstår godt, hvad der menes. Især hvis man lige drejer sætningen en gang eller to i munden. Det har hun tilfælles med den rumænskfødte forfatter Herta Müller (f. 1953). Man skal ind i stilen, og det kan virke som volapyk i starten, men før man får set sig om, taler man flydende fleißersk. Fleißer er også blevet sammenlignet med den østrigske forfatter Elfriede Jelinek (f. 1946). Det er spændende at læse Müller, Jelinek og Fleißer. Tag bare Fleißers billedsprog. Ærlig talt, nogle gange er der nogle rigtig underlige billeder: Han følger hende med øjnene, som tyren, når det tordner. Men det siges med sådan en autoritet og selvfølgelighed, at man kun kan trække på skulderen og sige: Ja, sådan er det vel. Med tyren, når det tordner. I sådanne tilfælde får Fleißers billedsprog karakter af at være faste udtryk eller ordsprog. Men det er hverken det ene eller det andet. Det er Fleißers egne påfund. Af samme grund har det været både underholdende og frustrerende at oversætte hende. Hver gang jeg opsøgte en tysktalende eller tyskkyndig for at klage min nød, lød det samme svar. “Hvor er det underligt. Det har jeg aldrig set før.” Gerne efterfulgt af et: “... men det er ret fedt, er det ikke?” Altså må man overgive sig til Fleißer; til hendes kantede sprog og underlige billeddannelse. Det gjorde de også i 1931, da bogen udkom første gang. Man læste den gerne. I 1980’erne blev Fleißers stykker opført på scener rundt omkring i Danmark. Der var portrætter af hende i aviserne. Man kaldte hende “en genopdaget forfatterinde”. Digteren Marianne Larsen oversatte Dybhavsfisken i 1979 og Skærsild

223


i Ingolstadt er også oversat og fik sågar lov til at være åbningsforestilling på Jumboteatret i 1991. Romanen nåede vi aldrig til. Hermed rettet op på det. Lad os slutte af på passende vis med Fleißer (og min personlige favorit): Så, små fisk, svøm! Eller lad dig skubbe, hvis du ikke er en fisk. Selma Rosenfeldt-Olsen, København NV, februar 2020

Profile for forlagetharpyie

Læseprøve: Efterord af Selma Rosenfeldt-Olsen til En fryd for foreningen af Marieluise Fleißer  

Læs gratis Selma Rosenfeldt-Olsen til En fryd for foreningen af Marieluise Fleißer. Om et umage par: omrejsende melsælger Frieda i herrefrak...

Læseprøve: Efterord af Selma Rosenfeldt-Olsen til En fryd for foreningen af Marieluise Fleißer  

Læs gratis Selma Rosenfeldt-Olsen til En fryd for foreningen af Marieluise Fleißer. Om et umage par: omrejsende melsælger Frieda i herrefrak...

Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded