Edouard Louis 'Voldens historie' (læseprøve)

bredte sig ud i sålerne og i strømperne. Jeg frøs – og jeg tænkte: Han kan komme tilbage, han kommer tilbage, nu er jeg dømt til at flakke om, han har dømt mig til at flakke om. Inde på møntvaskeriet stod bestyreren, lille og tætbygget. Hans overkrop stak op over rækken af vaskemaskiner. Han spurgte mig, om det gik godt, jeg svarede: Nej, så hårdt jeg overhovedet kunne. Jeg afventede hans reaktion. Jeg ville have, han skulle reagere. Han gik ikke ind i det, han trak på skuldrene, han vendte ansigtet væk, han gik ind på sit trange kontor, der gemte sig bag tørretumblerne, og jeg hadede ham for, at han ikke stillede mig nogen spørgsmål.

Jeg gik op til mig selv med det rene sengetøj. Jeg svedte på vej op ad trappen. Jeg redte sengen, den virkede stadig gennemsyret af Redas lugt, så jeg tændte nogle stearinlys og brændte røgelse; det hjalp ikke; jeg tog noget luftfrisker, noget deodorant og også de parfumeflasker, jeg havde fået til min fødselsdag, og nogle flasker eau de cologne, og stænkede sengetøjet med det, jeg skrubbede hovedpudebetrækkene, som jeg ellers lige havde vasket, med sæbe, stoffet spyttede sæbevandet ud igen som små bobler i lag, i klynger.

Jeg vaskede træstolene med sæbe, førte en fugtig klud over de bøger, han havde rørt ved, skrubbede dørhåndtagene med desinficerende vådservietter, støvede omhyggeligt lamellerne på skodderne af en efter en, flyttede rundt på bogstakkene på gulvet, pudsede metalsengestellet, sprøjtede et citronduftende middel ud 8