Véronique Ovaldé 'Ingen er bange for folk, der smiler' (læseprøve)

Page 1


Véronique Ovaldé

INGEN ER BANGE FOR FOLK, DER SMILER Roman

På dansk ved François-Eric Grodin


Første del

TILFLUGT I SKOVEN


1

Gloria havde været klar så længe, at da hun traf sin beslutning, tog det hende under en time at få det hele med, snuppe passene, sundhedshæfterne og sin store kærligheds Beretta, vælge to bøger fra læsebunken til Stella, to af Loulous tøjdyr samt hendes yndlingslammeskind, finde Master Mind-spillet i det syndige rod på Stellas værelse, pakke et par sko til dem hver, tandbørster, paracetamol, termometer, lusekam og varmt tøj. Der, hvor de skulle hen, var der koldt, og de små havde aldrig frosset i hele deres liv. Hun lukkede skodderne på sydsiden, sådan som hun plejede at gøre om dagen – hun gik ud fra, at han regelmæssigt gik forbi ejendommen. Hun ville have alting til at se fuldstændig normalt ud. Det ville give dem et par timers forspring. Om morgenen havde hun sat Loulou af foran hendes skole, og Stella havde taget bussen sammen med sine veninder, og hun havde ikke behøvet at tænke over, hvad hun ville udsætte dem for i løbet af dagen og i tiden efter. Hun havde ikke behøvet at tænke på, at det var sidste gang, Stella skulle se sine veninder,

7


selv om de fyldte alt i hendes liv, og at al hendes tid gik med at følge dem hjem og blive fulgt hjem af dem. Ikke så snart var hun trådt ud af lejligheden, før hun begyndte at kommunikere med sine veninder på sin mobil (du skal lægge på, nej, dig, læg på, nej, nej, det er dig, der skal lægge på, på 3 lægger vi på, og så skriver vi sammen bagefter), og hun var mere og mere af den opfattelse, at det, der foregik i deres hjem, ikke kom hende ved på nogen måde. Gloria ringede til pigernes respektive skoler. Hun sagde, at der var sket noget i familien, og at hun var nødt til at hente sine piger inden for en halv time. De kendte hende. De vidste, at pigernes liv ikke altid var lige let. De gav hende lov. Så lagde Gloria sin tændte mobil på disken mellem køkkenet og stuen, så sig omkring med tasken på ryggen, rullekufferten for sine fødder og en kuffert, der var så enorm, at den lignede et overdrevet stort fragtskib i den lille lejlighed. Hun opdagede, at hun på trods af situationen satte pris på denne følelse af “aldrig mere”, den tilførte et særligt krydderi til det øjeblik, hun oplevede lige nu, det var ligesom at give sig selv en chance, hele den der fantasi om et andet liv, hvem har ikke drømt om det, hun drejede omkring, vægur, tegninger på væggen, cd-afspiller, selvlysende monster oven på fjernsynet og tørrestativet med opvasken, der ville ende som forsteninger, Pompeji, netop, det fik hende til at tænke på Pompeji, alt det, deres liv havde bestået af i så lang tid, ville stå ubevægeligt

8


tilbage, alting ville blive så støvet og muggent og dunet som en pels, der dækkede tingene. Hun gik ned ad trappen og ud af en sidedør, den man bruger, når man går ud med skraldet, og hun lod kufferten stå i klapvognsrummet. Hun gik hen og hentede bilen, som hun havde parkeret to gader længere væk og ikke i parkeringskælderen, som hun ellers plejede, hun standsede foran gadedøren, skyndte sig ind at hente kufferten og aktiverede den mobil med taletidskort, som hun havde købt dagen før. Og så kørte hun hen og hentede sine piger. Hun hentede først Loulou. Det var lettere. Klokken var halv elleve. En time før spisefrikvarteret. Loulou ville være sulten, men hun ville garanteret være venligere – mere forstående? mere overbærende? mere tillidsfuld? – end Stella. Da Loulou steg ind i bilen, fortalte hun ganske rigtigt løs om sine seksårsting, som om hendes mor plejede at hente hende fra skole midt på formiddagen, og at den slags hændelser på ingen måde kunne afbryde hendes uophørlige snak. Hun talte om en pyjamasfest, som de skulle have den følgende uge, om Sirine, som havde skubbet hende nede i skolegården, og derefter om de to fortænder i overmunden (og muligvis også en tredje), som var løse, og om sin frygt for at komme til at sluge dem, hvis frakoblingen skulle ske, mens hun sov. Hun oplyste sin mor om, at hun bedst kunne lide lige tal, for når det var ulige tal, var der altid en, der var alene. Hun sad på bagsædet

9


på sin selepude og fortsatte med at pludre, mens hun kiggede ud på havet og palmetræerne. “Vi skal hente din søster,” sagde Gloria. Og endnu en gang så Loulou ud til at synes, at det var helt normalt. Stella var, som hendes mor havde frygtet, bestemt ikke i lignende humør. Hun var længe om at komme ud fra timen. Gloria ventede i en evighed ved skolens vagtrum, hun vidste godt, hvad den unge vagt syntes om hende, han kunne ikke få øjnene fra hendes udskæring, det skyldtes hendes 80E, der var ellers ikke mangel på kønne piger, som tumlede halvnøgne omkring på skolen, det var svært at forestille sig, at han kunne føle sig tiltrukket af en som hende, en kvinde, som allerede havde oplevet lidt af hvert, en erfaren kvinde, det var svært at forestille sig her, så tæt på de brusende hormoner, der kogte bag skolens mure, alle de hormoner, der sendte nødopkald til enhver, der var i stand til at opfange dem: “Få mig ud herfra i en fart, ryk mig ud af det her liv, jeg er parat til at følge dig til verdens ende.” Svært at forestille sig, men ikke umuligt. Endelig kom Stella, hun gik over skolegården og hen til lågen, ophøjet og anstrengende, slæbende fødderne efter sig så langsomt, som det overhovedet kunne lade sig gøre, allerede sanselig, akne på tindingerne, nakken blottet af en hurtigt opsat knold, tofarvet hår (hun havde været et lyshåret barn og var ved at blive mørkhåret), håret så langt, at det udgjorde en selv-

10


stændig del af hendes personlighed, når hun slog det ud. Sort T-shirt, sorte bukser og hvide sneakers overgriflet med tusch. Gloria tænkte, Jeg må holde op med at sige de små, Stella er ikke lille mere, og hun lagde endnu en gang mærke til, hvor besværet hendes datter så ud til at være af sin krop, der forvandlede sig uden at spørge hende om lov. Men lige netop i dette øjeblik havde Gloria især lyst til at ruske i hende. “Vi har travlt,” sagde hun med spændte kæber. Fra et sted bag sit pandehår og med skoletasken, der var dækket af budskaber skrevet med Tipp-Ex, slænget over laveste skulder (sikke en besynderlighed med de skuldre, der tilsammen nærmest danner en diagonal), den skoletaske, som hun ikke ville have nogen glæde af de kommende måneder, og som også ville ende som en slags mini-Pompeji, men det havde hun selvfølgelig ikke den mindste anelse om på det tidspunkt, hvordan skulle hun også det, sagde Stella: “Hvad fanden har du nu gang i?” “Din søster venter på os,” som om det kunne gøre det ud for et svar. Stella fulgte med sin mor hen til bilen og ville sætte sig på forsædet, men det var optaget af Glorias enorme rygsæk. “Sæt dig på bagsædet med din søster.” “Kan du ikke bare lægge den i bagagerummet?” “Sæt dig om til din søster. Vi skal køre langt. Så kan hun læne sig op ad dig og sove.”

11


Stella satte sig på bagsædet med et suk. Det var hendes nye måde at kommunikere på, suk og skuldertræk. Loulou rakte en pose chips frem. Stella rystede på hovedet. Gloria satte sig bag rattet og rakte hånden hen over sin skulder: “Din mobil.” Stella rynkede panden, men hun var skarpsindig nok til at forstå, at det ikke bare var en af hendes mors griller. Hun så pludselig bekymret ud. Hun rakte den til Gloria. “Hvad er det, der sker? Hvor kører du os hen?” Og Gloria tænkte: Nå ja, det bliver jo ikke nemt, det her. Jeg bliver nødt til at røbe et par ting, hvis jeg skal have Stella til at tage med uden at skabe sig. Jeg bliver nødt til at fortælle dem, hvad alt det her kommer af.

12


2

Da Gloria så Samuel for første gang, tænkte hun: Ham dér er bare helt uopnåelig. Hun var sytten år og arbejdede som tjener på havnen i La Traînée (ikke “traînée” i betydningen tøjte, men “traînée” som i et skibs aero- og hydrodynamiske modstand, for lige at få det på plads). Baren tilhørte hendes onkel, som hverken var hendes farbror eller hendes morbror, men hun havde altid kaldt ham onkel. Da han ansatte hende, havde han gjort det meget klart, at det var på grund af hendes afdøde far. Der var ingen grund til at gøre noget stort nummer ud af det. Hun var lige så dygtig som de andre piger, lige så stabil, lige så venlig, hun var god til at håndtere de ubehagelige gæster og drukkenboltene, hun var vågen nok til at filtrere de ubelejlige telefonopkald fra på en elegant og overbevisende måde (hvis gamle Momos kone ringede, råbte hun ud i lokalet, mens hun kiggede gamle Momo lige i øjnene: “Er der nogen, der har set Maurice Fernandes i dag?”), hun var væsentlig kvikkere end alle barens hjerner lagt sammen. Men det var sådan, onkel Gio (han hed Giovannangeli) havde gjort

13


det klart over for hende, at hun ikke skulle gøre sig håb om mere end det, han dér tilbød hende, og at han gjorde hende en tjeneste, som hun skulle være ham evigt taknemmelig for. Faktisk var det mere indviklet end som så – deres indbyrdes forhold havde endnu et lag af kompleksitet. Onkel Gio syntes godt om hende, det havde han altid gjort (Glorias barndom vender vi tilbage til). Han og Glorias far havde været partnere i La Traînée og i andre små forretninger, men hun skulle forstå, at hun ikke ville få den mindste særbehandling, og at de andre ansatte på den måde ville kunne føle sig på lige fod med hende. Hvilket ville gøre det lettere for Gloria. Og dermed også for ham. La Traînée var ikke en af de der diskrete, teaktræsfyldte barer, hvor man balancerer på barstole med benene over kors og nipper til syrlige, perlende cocktails (parasoller, limeskiver, mynteblade osv.) omsluttet af blødt lys og et udvalg af dæmpet musik, mens man med et åndsfraværende udtryk kaster blikke til siden for at slå tiden ihjel. Som i slet ikke. La Traînée var et værtshus for mænd, der er på vej hjem fra arbejde, og for inkarnerede drukkenbolte uden fast bolig og klare mål. Der var også kvindelige gæster. Samme profil som de mandlige. Ved spisetid blev der serveret pizza. Der lugtede af trækul, oregano og øl. Den sande bedrift var fraværet af plastic: bordfodbold, barstole, plettede spejle, fyrretræ, fyrretræ, fyrretræ og fliser. Det var lige før, der var spredt savsmuld ud på gulvet.

14


Onkel Gio var en af de der halvskaldede mænd med hårpisk, der går med briller med farveskiftende glas (a la helikopterpilot, gullige glas, der får planeten til at ligne et dødt himmellegeme) og krøllede hørskjorter, der hænger uden på cargoshortsene, og som render rundt i byen med en lille lædertaske over højre skulder, som de opbevarer id, kørekort, bilnøgler og hjertemedicinen i. I en anden tid ville han have proppet det hele i en bæltetaske, som havde dinglet under hans hængevom. Men han havde undgået (afstået fra) bæltetasken (og hængevommen) og var typen, der syntes, at den lille skuldertaske var elegant. Onkel Gio ejede dels La Traînée, dels en fiskerbåd og var desuden (efter eget udsagn) indehaver af verdens største private samling af spilledåser. I en fjern fortid, hvor storpralende og beduggede betroelser var hverdagskost, havde han tilstået over for sin ven, Glorias far, at han ejede et Fabergé-æg i bjergkrystal med en rosenbusk i, og hvor der i midten dukkede en flok syngende og flagrende fugle op, når man åbnede ægget. Mejser, hvis jeg ikke tager meget fejl. (Jeg stiller mig nu tvivlende over for historien om Fabergé-ægget: Det lader til, at det legendariske æg forkullede under branden i Rue Simon-Crubellier nummer 11 i det 17. arrondissement i Paris i december 1925.) Onkel Gios nuværende moraliserende indstilling gjorde, at han ikke spiste noget som helst af det, der blev serveret i hans eget etablissement. Han kunne bedre lide at tage ud på havet hver morgen ved daggry

15


og hjembringe en bars til sin frokost (men han var nu også mistroisk over for de langlivede rovfisk: De er fulde af kviksølv, de bæster), eller også en makrel eller en håndfuld smelt, han drak grøn te alene inde på sit kontor, grøn te i litervis, en økologisk, certificeret japansk te, som han fik tilsendt i en pakke en gang om måneden – en pakke hø, som Gloria sagde, for hun syntes, te var en gammelmandsdrik på linje med Suze eller verbena-te. Han havde prøvet at omvende Gloria til sit syn på tingene. Men han havde tydeligt fornemmet, at den syttenårige pige hellere ville spise de pizzaer med merguez og fire slags ost, der kom ud af ovnen på La Traînée, end gumle på dampet fisk med perfekt brygget te til. Han stolede ikke på nogen, men han var sentimental og havde en svaghed for sin gamle, ufornuftige vens datter – hvad ligner det også at ryge, med al den oplysning vi har fået om lungekræft, og alle de advarsler og tobaksindustriens lobbyarbejde og alle de penge, det indbringer staten og fanden og hans pumpestok. Gloria var gået ud af skolen i 1. g. Hun var seksten. Hendes far var lige død. Hun havde fået ham stedt til hvile i en grav på kirkegården i Vallenargues langt fra familiegravstedet – hendes farmor havde trods et helt liv på denne del af Middelhavskysten valgt at blive bisat hjemme i landsbyen midt i kastanjelunden. Dermed blev han den første Marcaggi, der blev til muldjord og siden til støv nede i kontinentets undergrund. Han havde sagt: “Ormene æder mig ikke med alt det

16


napalm, jeg har i årerne.” Det var kemoen, han mente. I virkeligheden vidste Gloria, at han altid havde været bange for ild, at han ikke var glad for tanken om at blive kremeret, og at han var ligeglad med at få sendt sine jordiske rester til Korsika. Hun havde naturligvis fulgt anvisningerne. Hendes mor var ikke engang kommet til begravelsen. Så havde Gloria tænkt: Fint nok, hvis det skal være på den måde, så klarer jeg mig selv. Situationen havde underligt nok ikke hensat hende i dyb og smertefuld sorg, hun havde naturligvis følt et tab ved sin fars død (jeg har fået fjernet et stykke af mig selv, men hvor i alverden er det stykke blevet af, og hvad skal jeg gøre af den ledige plads?), han var trofast blevet hos hende i alle de år (siden hendes mor valgte at stikke af med sin tandlæge), hun havde set, hvordan han ikke kom sig over at blive forladt af sin kone, og hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, man får hele tiden at vide, at tiden arbejder for os, når vi oplever et smerteligt tab eller et voldsomt brud, men I skal vide, at der findes mennesker, for hvem sorgen ikke har nogen ende, og hvis de vælger at leve videre, så er det, fordi de har ansvaret for en anden, som regel et barn, og hvis det ikke havde været tilfældet, hvis deres endegyldige forsvinden ikke ville veje særlig tungt på nogens skuldre, hvis de selv kunne vælge, så ville de ærligt talt kaste håndklædet i ringen, hænge sig i den bagerste ende af haven eller tilbringe hele natten udendørs med to

17


flasker vodka ved hånden og siden i maven i femten graders frost (hvilket, når det er sagt, kan være svært at føre ud i livet i en fart, det være sig rent praktisk eller økonomisk, når man bor i Vallenargues ved Middelhavet). Hvorom alting er, så var Gloria nu alene og mindreårig, og da hendes mor stadig var af denne verden, forfalskede hun hendes underskrift, hver gang der kom et pålæg fra myndighederne. Hun fik lov til at være i fred i det blå skur (det var virkelig blåt og var blevet malet af hendes far en halv snes år tidligere, nærmest cyanfarvet, ville jeg sige, en klar og lysende farve, der næsten var for grøn af en blå at være). Når hendes far sagde “skuret”, var det egentlig, fordi det lille hus hovedsageligt var bygget af træ og lå ud til havet. Oppe i bjergene ville han have sagt hytten, og i forstæderne parcelhuset. Og så var der onkel Gio, som kunne træde til, hvis der var det mindste problem, selv om man godt kunne blive lettere paranoid i hans selskab. Han havde tendens til at vrøvle om verdenssammensværgelser og invasioner fra søsiden: Han satte sig regelmæssigt på sin klapstol nede ved kajen på havnen i Vallenargues for at overvåge horisonten med sin kikkert. Han havde kort tid forinden erstattet hjertemedicinen med jodtabletter med stabilt jod, som skulle indtages i tilfælde af en atomulykke – han sagde ikke atomulykke, men “massiv udledning af radionuklider i miljøet”. Han lukkede sig inde på sit kontor og hørte udsendelser om sam-

18


fundssammenbrud, universets udvidelse og hormonforstyrrelser. Han elskede dokumentarprogrammer om paranormale fænomener, selv om de egentlig altid var lidt skuffende. Han var, tænkte Gloria, en lille smule skør. Gloria derimod var kvik og stridslysten, hun var ikke bange for ensomheden og dyrkede den endda med et vist talent. Hun var typen, der sagde: Godt klaret, min pige, højt ud i rummet, når hun kom hjem fra supermarkedet eller gik en runde med støvsugeren. Hun havde aldrig brudt sig om andres selskab, hverken som barn eller teenager, de andre piger var luskede kællinger, og drengene var slibrige dværgchimpanser, hun syntes, at alle de småfolk var både støjende og kedelige, det kunne ikke falde hende ind at interessere sig for den enkelte, hun overdængede folk, hun ikke kendte, med banaliteter, og det forekom hende formålsløst at bruge så meget tid på at knytte og vedligeholde forbindelser. Hun havde aldrig forstået dem, der ikke kunne finde ud af at spise frokost alene i kantinen og hellere ville sætte sig sammen med nogle, de ikke havde noget særligt tilovers for, end sidde alene i fred og ro med deres laminerede bakker. Selv om hun ikke var særlig glad for sig selv, foretrak hun dog sig selv frem for andre. Og det er en holdning, der helt afgørende skiller én fra ens jævnaldrende. Det kan ikke udelukkes, at hun opfattede sin hang til ensomhed som et tegn på overlegenhed. Den holdning havde i øvrigt fået hende til at udvikle en masse måder at blokere for

19


mørke tanker på – de mørke tanker, der er en kedelig følge af isolationen. (Man kan aldrig få for mange gode midler mod mørke tanker, så her kommer nogle stykker, der er blevet afprøvet og godkendt af Gloria Marcaggi: lytte til det originale soundtrack fra The Blues Brothers eller Saties Gymnopédies for fuld styrke; hoppe dansende rundt inde i stuen til det nyeste hit med armene i vejret og håret i øjnene og nyde den døs, som hjernens gentagne slag mod kraniekassen hensætter en i; drikke iskoldt mineralvand, mens man rokker frem og tilbage i en gyngestol og læser en god krimi; ryge på trappen op til skuret og se solen gå ned i havet og overvære det svimlende syn af mursejlere, der strejfer vandoverfladen og udstøder skingre skrig; tage bad i skurets siddebadekar, til man ikke kan mærke grænserne for sin egen krop, elske følelsen af at gå i opløsning, få en form for slaphed og beroligelse ud af det (men ALDRIG betragte sin krop i spejlet, når man træder ud af badekarret, da det vil være nok til at annullere hele udbyttet af den time, man har tilbragt i det varme vand – enten kan man ikke lide sin krop, eller også bliver man fortvivlet over at være den eneste, der ser den nøgen); pusle om de nervesvækkede planter ude på trappen, beskære, vande, nynne; gå i biografen midt på dagen midt på ugen og sætte sig midt i den tomme sal, femte række, sæde otte, indrette sig bekvemt ved at fordele alle sine ting ud på de fire tilstødende sæder, hvilket er en særlig form for luksus; gnaske af en plade mørk

20


chokolade (83 %), som er fra en virkelig fornem butik og er blevet lagt ned i en fløjlsblød papirspose med tynde, hvide snore som hanke, fordi en plade chokolade, selv den himmelske af slagsen, som regel er en helt igennem overkommelig fornøjelse; dykke ned i det morgenkølige hav, svømme i meget kort tid bare for at mærke sit hår hvirvle rundt, blive tungt, slynge sig i spiraler, og til sidst dukke op af vandet igen med hovedet så glat og sort som en søløve fra Kerguelen for derefter at lægge sig på stranden med armene ud til siderne, lytte til suset fra brændingen og bruset fra sandet, der aldrig ligger stille, så man føler sig lige så let som et mælkebøttefrø i vinden; køre i fuld fart ned ad kystvejen i juli måned siddende overskrævs på sin Vespa med Buzzcocks på fuldt drøn i øretelefonerne; spise noget stærkt krydret, dække pizzaen med tabasco, nyde en ret fra verdens ende, som sætter kroppen i brand, en ret, der ikke findes; drikke gin blandet med en lille smule limonade, men det er altså som en sidste udvej – den næste dag er man længere nede end nogensinde, men nogle gange er det bedst at nedkæmpe de dystre tanker med det samme, og så må der komme, hvad der komme vil.) Hun besøgte sin far hver dag, mens han lå på Hôpital Pasteur, hun læste nyheder op for ham eller gav ham krydsogtværserne fra tv-bladet, hun løste dem for dem begge, han havde ikke længere kræfter til at holde kuglepennen, hans forklaringer, “rå og besk på fem bogstaver”, spændte sig ud over deres efter-

21


middage bag de nedrullede gardiner, fordi det var så varmt – hun siddende i den krakelerede grå lænestol, som klæbede til lårene, og med fødderne plantet på den bølgende linoleum, og han halvt udstrakt på sit smertensleje med et glas lunkent vand og klokkesnoren inden for rækkevidde. Han havde sagt: “Kom og besøg mig, men du må ikke se på mig. Jeg vil ikke have, du skal huske mig uden hår og øjenbryn”, og Gloria havde svaret: “Jeg forbyder dig at dø”, han havde leet og fået et hosteanfald. Han havde fortalt hende om de penge, han havde i banken, og om advokaten, som ville tage sig af alt, til hun blev myndig. Hun havde tænkt: En advokat? Hvorfor det? Har min far brug for en advokat?, men hun havde bare svaret: “Jeg forbyder dig at dø.” Han endte med at tage billetten. Og til at begynde med bebrejdede Gloria ham det. Det trøstede hende at være vred. Hun bandede og svovlede i deres blå skur ved havet, hun tordnede og råbte i vilden sky, hun græd og drak gin fortyndet med limonade. I virkeligheden forhindrede det hende i at lægge sig ned som en gammel hest. Og i øvrigt var der ting, der skulle ordnes, døden og dens lange følge af forpligtelser, som onkel Gio havde hjulpet hende med. De havde overtrådt en hel del love – hun var umyndig, og han var på ingen måde i familie med hende. Men det var lykkedes dem at få ham bisat og få lavet en guldbelagt inskription på stenen med navn, start- og slutdato og prydet med en fin vending, som hendes far var så glad for, og

22


som Gloria havde overtaget, “Komme, hvad der komme vil”. Siden havde hun konstateret, at hun kunne leve med fraværet af sin far, som iførte hun sig hver morgen et gennemsigtigt sjal vævet af hendes følelser, eller en lysende dragt, som kun hun kunne se, en dragt, som var florlet, men modstandsdygtig, den fineste ringbrynje, som kunne beskytte hende som en usynlig rustning. Hun havde meddelt, at hun ikke ville tilbage til skolen, og onkel Gio havde givet hende tjenertjansen på La Traînée. Han var ikke typen, der holdt på, at det var vigtigt at gøre gymnasiet færdigt, han hældte til den opfattelse, at undervisningssystemet bestod af en samling skiderikker (elever såvel som lærere), og at enhver deltagelse i den maskerade var farligere (blød­ agtiggørende og hjernevaskende) end noget andet. Gloria tænkte, at hun i en mere eller mindre nær fremtid altid kunne tage et brevkursus, hun kunne godt lide tanken, studere på egen hånd og udelukkende kommunikere med usynlige lærere, hun ville sætte sig ved bordet i skuret eller på et bibliotek med hovedtelefoner for ørerne og rynket pande, så ingen ville finde på at forstyrre hende, og så ville hun tage sin studentereksamen og derefter studere filosofi eller kunsthistorie eller måske datalogi, det vidste hun ikke helt. Onkel Gio kunne godt lide Glorias stærke side. Han sagde, den var nødvendig for at arbejde på La Traînée. Eller for at overleve i almindelighed. Han sagde hele

23


tiden, at hun var “robust” (i Vallenargues kaldte man piger for robuste, når de virkede fulde af livskraft, det var ment som en kompliment). Som teenager var Gloria stadig lille, meget lille (de gamle sagde hele tiden, at de nye generationer var kæmpestore og voksede som palmetræer, så når man er lille, har man det, som om man er kommet for sent til modernitetens tog), hun havde brede hofter, en smal talje og en stor barm. En figur som en 1800-talsmuse i Rue Lepic på toppen af Montmartre. I må endelig ikke tro, at hun opfattede sin kropsbygning som en fordel. Hun hadede sin barm og alt, hvad der fulgte med den. Hvordan skulle man kunne se raffineret eller intelligent ud med sådan nogle bryster? Hun følte, hun lignede en pige fra bøhlandet. Eller en fattig pige. (Eller sin oldemor.) De er de eneste, der har ben dækket af blå mærker, en stor barm, røde kinder og ankler, der svulmer op, så snart det bliver varmt i vejret. Hvordan slipper man af med familietrækkene? Hun ville gerne have været en af de anæmiske piger med synlige kraveben under kjolestoffet, en knoglebygning som en stillids og en mangaprinsesses funklende øjne. Hun havde forståeligt nok overvejet at sulte sig, men arbejdet på La Traînée havde været nok til at forvandle hende til et slankt og muskuløst ungt menneske – dog stadig med de store bryster og en højde, der afveg latterligt meget fra normen. Og det, Samuel så som det første, da han trådte ind i baren, var denne pige, som var så lille og smidig, at man fik lyst til

24


at folde hende omhyggeligt sammen, så man kunne lægge hende i lommen og tage hende med til verdens ende, have hende ved sin side i tid og evighed, som en maskot, en vidunderlig maskot med sort hår, der er så glat, at det virker flydende. Og man ville kunne folde hende ud, man ville kunne folde sin lille, perfekte maskot ud, og hun ville have foldet sig ud lige præcis det sted, der egnede sig bedst til dem begge to, for det var tydeligt, at hun aldrig ville gå med til at blive lagt i ens lomme og folde sig ud det sted, der passede en bedst, hvis hun ikke selv kunne se en fordel i det. Hun havde et intenst og mørkt blik, og hendes hud var lige så hvid som indersiden af en citronskal, det var forbløffende. Samuel tænkte: Hende dér er bare helt uopnåelig. (Jeg holder aldrig op med at forundres over den måde, man opfatter den anden på for første gang, den anden, som man kommer til at elske over alt på jorden, den anden, som man kommer til at elske uforsigtigt, helt og holdent, tragisk, hvordan man frygter, at den anden skal gætte, hvor bittesmå og sårbare vi er, selv om den anden ikke har set os som små, da vi klynkede over en rift på knæet, ikke har set os blive kede af at være den sidste, der bliver udvalgt til volleyballholdet, ikke har set os slås i skolen, fordi der blev gjort nar af vores frisure. Den måde, man stivner på i mødet med den anden, som man kommer til at elske højere end noget andet, og på intet tidspunkt kan se, at den anden er lige så skræmt som os, det er noget, der rører mig dybt.)

25


INGEN ER BANGE FOR FOLK, DER SMILER er oversat fra fransk efter Personne n’a peur des gens qui sourient Copyright © Flammarion, Paris, 2019 Dansk udgave © Forlaget Etcetera, 2021 Forlagsredaktion: Sofie Vestergaard Jørgensen Omslag: Studio Kolofon Bogen er sat med Plantin og trykt på Munken Print Cream 100 g/Munken Pure Rough 300 g hos Tallinna Raamatutrukikoda Printed in Estonia 2021 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-93316-23-2

Denne bog er udgivet med støtte fra Programme d’aide à la Publication de l’Institut français du Danemark

Oversættelsen er støttet af

Forlaget Etcetera www.etcetera-forlag.dk @forlaget_etcetera


Af samme forfatter på dansk: Fugleliv (2014) Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt (2018)