Page 1


VOLDENS HISTORIE


Af samme forfatter pĂĽ dansk: FĂŚrdig med Eddy Bellegueule (Rosinante, 2015)


Édouard Louis

VOLDENS HISTORIE Roman

På dansk ved François-Eric Grodin


VOLDENS HISTORIE er oversat fra fransk efter Histoire de la violence Copyright © 2016, Édouard Louis All rights reserved First published by Editions du Seuil in 2016 Dansk udgave © Forlaget Etcetera 2017 Forlagsredaktion: Sofie Vestergaard Jørgensen Omslag: Make Ready Studio og Patrick Pleutin Bogen er sat med Plantin hos Graphorama.dk og trykt hos KOPA, Lithuania 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-93316-12-6 Oversættelsen er efter forfatterens ønske foretaget efter paperback-udgaven (Points, 2017) Citatet fra William Faulkner, Det allerhelligste s. 142 er citeret efter Sven Møller Kristensens oversættelse, © Forlaget Fremad, 1988 Citatet fra Imre Kertész, Kaddish for et ufødt barn s. 223 er citeret efter Peter Eszterhás’ oversættelse, © Batzer & Co, 2002 Denne bog er udgivet med støtte fra Programme d’aide à la Publication / PAP, Institut français du Danemark Udgivelsen er støttet af

Forlaget Etcetera Strandgade 12B 1401 København K www.etcetera-forlag.dk


Til Geoffroy de Lagasnerie


Et

Og nogle timer efter hvad kopien af den anmeldelse, jeg har liggende i en skuffe, kalder for drabsforsøget, forlod jeg så min lejlighed og gik ned ad trappen. Jeg gik over gaden i regnvejret for at kogevaske mit sengetøj på møntvaskeriet længere nede, knap 50 meter fra min gadedør, med ryggen krummet på grund af den alt for uhåndterlige, alt for tunge vasketøjspose og ben, der gav efter under vægten. Det var ikke blevet helt lyst endnu. Gaden var tom. Jeg var alene, og jeg gik, snublede af sted, der var kun nogle få skridt derhen, og alligevel fik mit hastværk mig til at tælle: Nu er der kun 50 skridt tilbage, kom nu, nu er der kun 20 skridt, til du er fremme. Jeg satte farten op. Jeg tænkte også – jeg længtes efter den fremtid, som på en måde ville henvise, fæstne, afgrænse scenen til fortiden: Om en uge siger du til dig selv: Det er allerede en uge siden, det skete, kom nu. Og om et år siger du til dig selv: Det er allerede et år siden, det skete. Den iskolde regn, ikke en piskende, men umådelig fin og ubehagelig støvregn, trængte ind i mine lærredssko, vandet 7


bredte sig ud i sålerne og i strømperne. Jeg frøs – og jeg tænkte: Han kan komme tilbage, han kommer tilbage, nu er jeg dømt til at flakke om, han har dømt mig til at flakke om. Inde på møntvaskeriet stod bestyreren, lille og tætbygget. Hans overkrop stak op over rækken af vaskemaskiner. Han spurgte mig, om det gik godt, jeg svarede: Nej, så hårdt jeg overhovedet kunne. Jeg afventede hans reaktion. Jeg ville have, han skulle reagere. Han gik ikke ind i det, han trak på skuldrene, han vendte ansigtet væk, han gik ind på sit trange kontor, der gemte sig bag tørretumblerne, og jeg hadede ham for, at han ikke stillede mig nogen spørgsmål. Jeg gik op til mig selv med det rene sengetøj. Jeg svedte på vej op ad trappen. Jeg redte sengen, den virkede stadig gennemsyret af Redas lugt, så jeg tændte nogle stearinlys og brændte røgelse; det hjalp ikke; jeg tog noget luftfrisker, noget deodorant og også de parfumeflasker, jeg havde fået til min fødselsdag, og nogle flasker eau de cologne, og stænkede sengetøjet med det, jeg skrubbede hovedpudebetrækkene, som jeg ellers lige havde vasket, med sæbe, stoffet spyttede sæbevandet ud igen som små bobler i lag, i klynger. Jeg vaskede træstolene med sæbe, førte en fugtig klud over de bøger, han havde rørt ved, skrubbede dørhåndtagene med desinficerende vådservietter, støvede omhyggeligt lamellerne på skodderne af en efter en, flyttede rundt på bogstakkene på gulvet, pudsede metalsengestellet, sprøjtede et citronduftende middel ud 8


over køleskabets glatte, hvide overflade; jeg kunne ikke holde op, jeg var drevet af en energi, der nærmede sig sindssyge. Jeg tænkte: Hellere skør end død. Jeg skurede brusekabinen, som han havde benyttet, tømte flere liter klorvand ned i toilettet og håndvasken (i hvert fald lidt over to liter, nemlig en fyldt halvandenliters flaske plus en halvtom), skurede hele badeværelset, det var absurd, jeg gik endda så langt som til at pudse spejlet, som han havde set eller rettere beundret sig selv i om natten, smed det tøj, han havde rørt ved, i skraldespanden, det ville ikke have været nok at vaske det; jeg ved ikke, hvorfor det var nok med sengetøjet, men ikke med tøjet. Jeg skrubbede gulvet på alle fire, brændte hænderne på det dampende vand, gulvkluden rev den rynkede hud af i fine, aflange flager. Hudtrevlerne rullede sig sammen. Jeg standsede op, tog nogle dybe indåndinger, jeg snusede ind, bogstavelig talt, som et dyr, jeg var blevet et dyr, der vejrede den lugt, som ikke ville forsvinde trods alle mine anstrengelser, hans lugt forsvandt ikke, og jeg konkluderede, at den måtte sidde på mig, ikke sengetøjet eller møblerne. Problemet kom fra mig. Jeg gik ind under bruseren, vaskede mig en gang, to gange, tre gange og så fremdeles. Jeg brugte sæbe, shampoo og balsam på kroppen for at parfumere den så meget som muligt, det var, som om hans lugt var indlejret i mig, inden i mig, mellem kødet og huden, og jeg kradsede alle mine kropsdele med neglene, jeg skrabede, voldsomt, hidsigt, for at nå 9


ind til hudens indre lag, fjerne hans lugt fra dem, jeg bandede, Satans pis, og lugten blev hængende, den gav mig mere og mere kvalme, gjorde mig mere og mere svimmel. Jeg tænkte: Det er inde i min næse, lugten sidder. Det er indersiden af din næse, du kan lugte. Lugten sidder fast inde i min næse. Jeg gik ud af badeværelset, gik tilbage igen og hældte næsedråber i næseborene; jeg pustede luft ud gennem næseborene, ligesom når man pudser næse, det var den effekt, jeg ville opnå, dråberne skulle brede sig overalt inde i næseborene; det nyttede ikke noget; jeg åbnede vinduerne og gik ud for at møde Henri, den eneste ven, der var vågen denne første juledag klokken ni eller ti. Det er min søster, der beskriver scenen for sin mand. Jeg står gemt bag en dør, jeg hører, hvad hun siger. Jeg kan høre hendes stemme, som jeg genkender selv efter mange års fravær, hendes stemme, der altid er iblandet raseri, nag, og også ironi, resignation. Jeg ankom for fire dage siden. Jeg havde i min naivitet forestillet mig, at et ophold hos hende på landet var det eneste, der kunne hjælpe mig over trætheden og leden ved min måde at leve på, men knap var jeg trådt ind i huset, havde smidt rejsetasken på madrassen og åbnet vinduet i værelset, der vender ud mod krattet og mod fabrikken i nabolandsbyen, før jeg indså, at jeg havde begået en fejl, og at jeg ville vende hjem endnu mere tungsindig og nedtrykt af kedsomhed. 10


Jeg har ikke besøgt hende i to år. Når hun bebrejder mig, at jeg aldrig kommer, fremstammer jeg en kliché i stil med: “Jeg er nødt til at skabe mig en tilværelse”, og jeg prøver at sige det med så stor overbevisning, at skyldfølelsen bliver sendt retur til hende. Men jeg aner ikke, hvad jeg laver her. Allerede sidste gang, da jeg steg ind i den samme bil som i denne uge, den bil, som giver mig kvalme med sin sure dunst af tobak, og jeg på den anden side af bildøren så de samme majs- og rapsmarker glide forbi, de samme stinkende sukkerroer, som strakte sig, så langt øjet rakte, de endeløse rækker af murstenshuse, Front Nationals afskyelige plakater, de triste, små kirker, de nedlagte tankstationer, de rustne, vakkelvorne supermarkeder plantet midt på engene, da jeg så hele det deprimerende nordfranske landskab, vendte det sig i mig. Det gik op for mig, at jeg ville føle mig ensom. Da jeg tog derfra igen, tænkte jeg, at jeg ikke kunne fordrage at være på landet, og at jeg aldrig ville vende tilbage. Og i år vender jeg så tilbage. Og det handler også om noget andet. Når du ikke kommer, er det ikke kun, fordi I uvægerligt begynder at skændes fem minutter efter din ankomst, tænkte jeg, da jeg kom, da jeg sad i bilen, da jeg sang for at slippe for at tale, det er ikke kun, fordi alt ved hendes måde at være på, hendes vaner, fordi alt ved hendes tankesæt forarger dig og føles som et angreb. Det er også, fordi du ikke magter at se hende mere, efter at du har indset, hvor let og ubesværet det er for dig at forsømme hen11


de, af og til på en hård måde, fordi du håber, hun vil hjælpe dig med at frigøre dig. Nu ved hun det. Hun ved, hvor kold du kan være, og du skammer dig. Selv om der ikke er nogen grund til at skamme sig, du har ret til at gøre dig fri, men du skammer dig. Du ved, at når du besøger hende, tvinges du til at blive konfronteret med din egen grusomhed, med det, som skammen får dig til at kalde for grusomhed. Du ved, at når du er sammen med Clara, bliver du tvunget til at se den del af dig selv, som du ikke har lyst til at se, og det bebrejder du hende. Du kan ikke lade være. Siden sidst jeg var her, har jeg kun sendt hende nogle få sms’er og nogle få kortfattede, tilfældigt udvalgte postkort, som jeg sendte på grund af en vag pligtfølelse over for familien, og som hun har sat op med magneter på sit køleskab, alle er blevet kradset hastigt ned siddende på en offentlig bænk eller ved et cafébord, “Knus fra Barcelona, Vi ses, Édouard” eller “Hilsen fra Rom, vejret er skønt”, og i virkeligheden måske knap så meget for at opretholde et hårfint bånd imellem os, sådan som jeg ellers bilder mig ind, som for at gøre hende opmærksom på den afstand, der findes imellem os, og meddele hende, at jeg nu er langt fra hende. Hendes mand er kommet hjem fra arbejde. Derfra hvor jeg står, kan jeg se hans fødder. Han og Clara er inde i stuen, og jeg er i det tilstødende rum. Døren står fire-fem centimeter på klem, jeg lytter, uden at de kan 12


se mig, jeg står gemt bag døren, stiv som en støtte. Jeg kan ikke se dem, kun høre dem, det er kun hans fødder, der er synlige, men jeg formoder, at hun sidder på stolen over for ham. Han lytter til hende uden at røre sig, og hun taler. “Han fortalte mig også, at han nærmest ikke vidste noget om ham ud over hans fornavn: Reda.” Didier og Geoffroy hævder, at han løj, og at han gav mig et opdigtet navn. Jeg aner det ikke. Jeg forsøger ihærdigt ikke at tro det, hver gang jeg tænker på det, gør jeg mig umage for at aflede min opmærksomhed. Jeg koncentrerer mig om noget andet, som om jeg insisterer på, at selv om han har taget så meget fra mig, har han i det mindste efterladt mig det, og jeg tvinger mig selv, af egen drift, til at tro fuldt og fast på, at det at kende de fire bogstaver kan nærme sig en hævn eller, hvis det ord er for voldsomt, i hvert fald give mig en magt over ham, som udspringer direkte af den viden. Jeg nægter at have tabt på alle planer. Når jeg nævner den historie omkring mig, og folk indvender, at han naturligvis ikke opgav sit rigtige fornavn, og at det at anvende et falsk navn i den slags tilfælde, i den konstellation, endda er en klassisk teknik, bliver jeg grebet af en følelse af irritation og aggressivitet, som jeg ikke kan ryste af mig, den tanke forekommer mig helt utålelig, fra det ene øjeblik til det andet bliver jeg aggressiv, jeg får lyst til at råbe og skrige, til at lukke munden på den, jeg taler med, til at ruske i ham eller hende. 13


“Han fortalte mig det igen her til morgen. Vi gik til bageren, og jeg spurgte ham, om han ville fortælle det en gang til”, og på vejen derhen fortalte jeg hende ganske rigtigt, at da Reda rettede sin revolver mod mig, for det var den scene, hun ville have mig til at genfortælle igen og igen, allerede da han rettede sin revolver mod mig, var spørgsmålet, jeg stillede mig selv, ikke længere: Slår han mig ihjel, for i det øjeblik var der ingen tvivl i mit sind, det var uafvendeligt, han ville slå mig ihjel, og jeg ville dø, denne nat, i mit soveværelse, jeg indrettede mig efter forholdene ved hjælp af den evne, som mennesket har til at indrette sig efter og tilpasse sig alle situationer, man behøver bare se på historien, folk omstiller sig til selv de mest naturstridige og grufulde forhold, de tilpasser sig – hvilket, som jeg sagde til Clara på grund af min hang til højtravende udtalelser, er både den bedste og den værste udsigt for menneskeheden, for det betyder, at man bare skal ændre verden for at ændre menneskene, eller i hvert fald flertallet af dem, og Clara hørte ikke efter, man behøver ikke ændre menneskene enkeltvis, hvilket vil være alt for tidskrævende, menneskene tilpasser sig, de udstår ikke, de tilpasser sig. Spørgsmålet lød altså ikke: Slår han mig ihjel? Det lød snarere: Hvordan slår han mig ihjel? Med andre ord: Vikler han sit tørklæde om halsen på mig igen og kvæler mig? Eller: Tager han en af de snavsede knive i min køkkenvask? Eller: Trykker han på aftrækkeren på revolveren? Eller: Finder han på noget, 14


jeg ikke engang kan forestille mig? Jeg nærede ikke længere noget håb om at undslippe, jeg gjorde mig ikke noget håb om at overleve, kun om at dø med så få smerter som muligt. Senere roste politiet og Clara mig for mit mod, og intet forekom mig mere uforeneligt med den nat, mere fremmed for den end et begreb som mod. Han træder et par skridt tilbage med et fast greb om revolverskæftet. Den anden arm, den, der ikke holder våbnet, rækker han ud uden at vige blikket fra mig og leder i tøjbunken på min kontorstol. Han tager tørklædet igen. Jeg tænker: Han kvæler mig igen. Men da han kommer tilbage til mig, forsøger han ikke at kvæle mig, sådan som han havde gjort det nogle minutter før, før han tog revolveren frem. Han fører ikke hænderne op til min hals. Denne gang forsøger han at binde mig, han griber fat i min højre arm, prøver at få fat i den anden for at binde mig med tørklædet, jeg husker hans svedlugt og også lugten af hans lem. Jeg kæmpede imod, jeg gjorde det svært for ham, og jeg var så bange, jeg tænkte: Jeg vil ikke dø, så sørgeligt og tragisk banal en sætning. Jeg udstødte svage råb, jeg råbte selvfølgelig ikke for højt. Den risiko ville jeg ikke løbe. Jeg skubbede ham tilbage, behersket, så behersket som muligt, jeg sagde, han skulle lade være. Jeg gjorde modstand, han fik ikke sin vilje, han gentog igen og igen, og højere og højere for hver gang: Jeg flækker dig, jeg flækker dig (flække i betydningen ordne, og det vil i denne sammenhæng sige smadre helt), jeg flækker 15


dig, jeg flækker dig. Han skreg. Jeg håbede, at en nabo ville høre os og tilkalde politiet. Men hvis politiet dukker op, kan det være, at frygten for at blive anholdt sætter skub i hans bevægelser, og at han slår mig ihjel på stedet, i panik, når han gennem døren hører politistemmer sige noget i retning af: Det er politiet, luk døren op nu! Da det ikke var lykkedes ham at binde mig, tog han revolveren, som han et øjeblik havde lagt i inderlommen på sin kunstlæderfrakke, smed tørklædet på gulvet eller viklede det om halsen på sig selv, jeg husker det ikke længere, og skubbede mig ned på madrassen. Den 25. om morgenen, nogle få timer efter hændelsen, gik og cyklede jeg hen til Henri, og på vejen tænkte jeg igen: Om en uge siger du til dig selv: Det er allerede en uge siden, det skete, kom nu. Og om et år siger du til dig selv: Det er allerede et år siden, det skete. I samme øjeblik jeg nåede op på trappeafsatsen, åbnede han døren. Han måtte have hørt mine skridt. Jeg havde lyst til at søge tilflugt i hans arme, men jeg holdt mig tilbage i første omgang, jeg skal ikke kunne sige hvorfor. Jeg havde sagt til Clara: “Jeg tænkte faktisk ikke på, at han kunne være farlig.” Lige efter den nat med Reda troede jeg ikke, at alle potentielt kunne blive farlige, sådan som jeg senere hen i flere måneder kunne finde på at tro det, selv om de mennesker, jeg var tættest knyttet til, og at hvem som helst kunne blive ramt af morderisk vanvid, blive grebet af en pludselig 16


ødelæggelsestrang og blodtørst og uden varsel gå til angreb på mig, selv Didier og Geoffroy, mine to tætteste venner, men der var alligevel et eller andet, der holdt mig tilbage over for Henri. Vi blev stående lidt stift, og i de par øjeblikke, hvor tiden gik i stå, kunne jeg mærke, at han kiggede granskende på mig og diskret analyserede mig i en søgen efter det mindste tegn, der kunne give ham et vink om årsagen til min tilstedeværelse her på så tidligt et tidspunkt og på så uventet en dag. Han scannede mig med sit blik, det løb hen over mit snavsede, fedtede hår, de mørke rande under mine indsunkne, udmattede øjne, min hals, der var prydet med lilla mærker, mine opsvulmede, blåviolette læber. For hvert spor han opfangede, faldt hans ansigt lidt mere sammen; jeg husker de mange brusebade, inden jeg kom hen til Henri, og alligevel husker jeg helt tydeligt, at mit hår var snavset, da jeg var hjemme hos ham. Han bød mig indenfor. Han gik bag mig, og jeg fornemmede hans blik i min nakke. Jeg græd ikke. Jeg trådte ind i hans lejlighed. Der stod indrammede fotografier på hans møbler, og bag sofaen hang der et stort portræt af ham i glas og ramme. Jeg satte mig, og Henri lavede kaffe. Han kom tilbage fra køkkenet med to kopper, der dirrede mod underkopperne; han spurgte, om jeg havde lyst til at tale om det, og jeg sagde ja. Jeg beskrev Reda, først hans brune øjne og hans sorte øjenbryn, jeg begyndte med hans øjne. Hans ansigt var glat. Hans træk var på én og samme gang blide 17


og markerede, maskuline. Når han smilede, trådte der nogle dybe smilehuller frem, og han smilede meget. I kopien af anmeldelsen, som jeg har derhjemme, og som er skrevet i politisprog, står der: af nordafrikansk udseende. Hver gang mit blik falder på det ord, gør det mig harm, fordi det stadig genlyder af politiets racisme under afhøringen den 25. december, den tvangsprægede racisme, som dybest set forekom mig at være det eneste element, de havde til fælles, det eneste element, som ud over de lidt for stramme uniformer bandt dem sammen den aften, i og med at nordafrikansk for dem ikke betegnede en geografisk oprindelse, men betød bølle, rod, kriminel. Jeg havde givet politiet en hurtig beskrivelse af Reda, fordi de bad mig om det, og pludselig afbrød politimanden mig med et: “Nå, De mener nordafrikaner.” Han hoverede. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at han var meget lykkelig, det ville være at gå for langt, men han smilede, han frydede sig, som om jeg havde tilstået noget, han havde prøvet at få mig til at sige, siden jeg kom, som om jeg langt om længe havde givet ham bevis for, at han altid havde stået på sandhedens side, han gentog: “nordafrikaner, nordafrikaner”, og mellem to sætninger sagde han det igen: “nordafrikaner, nordafrikaner”. Jeg fortalte Henri om min nat, inden jeg lagde mig i hans seng. Han tilbød mig sit soveværelse på mezzaninen, og jeg gik op for at sove. Det var længe siden, jeg havde sovet, ud over de få hvil sammen med Reda. 18

Edouard Louis 'Voldens historie' (læseprøve)  

”Jeg mødte Reda julenat. Klokken var omkring fire om morgenen, og jeg var på vej hjem fra en middag hos mine venner. Han passede mig op på g...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you