som Gloria havde overtaget, “Komme, hvad der komme vil”. Siden havde hun konstateret, at hun kunne leve med fraværet af sin far, som iførte hun sig hver morgen et gennemsigtigt sjal vævet af hendes følelser, eller en lysende dragt, som kun hun kunne se, en dragt, som var florlet, men modstandsdygtig, den fineste ringbrynje, som kunne beskytte hende som en usynlig rustning. Hun havde meddelt, at hun ikke ville tilbage til skolen, og onkel Gio havde givet hende tjenertjansen på La Traînée. Han var ikke typen, der holdt på, at det var vigtigt at gøre gymnasiet færdigt, han hældte til den opfattelse, at undervisningssystemet bestod af en samling skiderikker (elever såvel som lærere), og at enhver deltagelse i den maskerade var farligere (blød agtiggørende og hjernevaskende) end noget andet. Gloria tænkte, at hun i en mere eller mindre nær fremtid altid kunne tage et brevkursus, hun kunne godt lide tanken, studere på egen hånd og udelukkende kommunikere med usynlige lærere, hun ville sætte sig ved bordet i skuret eller på et bibliotek med hovedtelefoner for ørerne og rynket pande, så ingen ville finde på at forstyrre hende, og så ville hun tage sin studentereksamen og derefter studere filosofi eller kunsthistorie eller måske datalogi, det vidste hun ikke helt. Onkel Gio kunne godt lide Glorias stærke side. Han sagde, den var nødvendig for at arbejde på La Traînée. Eller for at overleve i almindelighed. Han sagde hele
23