Annie Ernaux 'Min far & Kvinden' (læseprøve)

Page 1


Af samme forfatter pü dansk: Pigen fra ’58 (2018)


Annie Ernaux

MIN FAR & KVINDEN To romaner

PÃ¥ dansk ved Hans Peter Lund


MIN FAR er oversat fra fransk efter La place Copyright © Éditions Gallimard, 1983 KVINDEN er oversat fra fransk efter Une femme Copyright © Éditions Gallimard, 1988 Dansk udgave © Forlaget Etcetera, 2020 Omslag: Make Ready Studio Forsidefotos: Privatfotos af Annie Ernaux’ far og mor, 1944-45 © Archives privées d’Annie Ernaux (droits réservés) Bogen er sat med Plantin og trykt på Munken Cream 100/300 g hos ScandinavianBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-93316-21-8

Forlaget Etcetera www.etcetera-forlag.dk @forlaget_etcetera


MIN FAR


 

Jeg vover en forklaring: at skrive er den sidste udvej, nĂĽr man har svigtet. Jean Genet


Jeg tog den praktiske del af pædagogikum på et gymnasium i Lyon i Croix-Rousse-kvarteret. Et splinternyt gymnasium med grønne planter i kontorfløjen og på lærerværelserne, et bibliotek i stueetagen med sandfarvede faste tæpper. Her sad jeg og ventede på, at man skulle hente mig op til den time, jeg skulle lave, selve prøven, i overværelse af faginspektøren bistået af to erfarne litteraturlærere. En kvindelig lærer sad og rettede stile, professionelt, uden at tøve. Jeg skulle bare klare mig passende gennem den følgende time, så fik jeg ret til at gøre som hun resten af mit liv. Jeg gennemgik femogtyve linjer – vi måtte nummerere dem – fra Balzacs Far Goriot med en mat-klasse, 3.g’ere. “De slæbte Deres elever af sted,” bebrejdede faginspektøren mig bagefter, nede på rektors kontor. Han sad mellem

11


sine to bisiddere, en mand og en nærsynet kvinde med lyserøde sko. Med mig lige overfor. I et kvarter kom han med en blanding af kritik, ros, gode råd, jeg hørte næsten ikke efter og spurgte mig selv, om det betød, at jeg havde bestået. Pludselig, som med én bevægelse, rejste de sig alle tre med et alvorligt udtryk. Også jeg skyndte mig at rejse mig. Faginspektøren rakte mig hånden. Han så mig lige ind i ansigtet og sagde: “Må jeg ønske Dem til lykke.” De andre gentog “til lykke” og trykkede mig i hånden, kvinden dog med et smil. Jeg tænkte på denne ceremoni hele vejen hen til bussen, vred og lidt skamfuld. Samme aften skrev jeg til mine forældre, at jeg var blevet udnævnt til gymnasielærer. Min mor skrev tilbage, at de var meget glade på mine vegne.

Min far døde nøjagtig to måneder efter. Han var syvogtres år og havde sammen med min mor en café med købmandsforretning i et roligt kvarter i nærheden af banegården i Y… (Seine-Maritime). Han havde tænkt sig at trække sig tilbage et år senere. Det sker, at jeg et kort øjeblik ikke kan huske, om scenen på gymnasiet i Lyon fandt sted før eller efter, om den blæsende april måned, hvor jeg ser

12


mig selv vente på bussen i Croix ­Rousse-kvarteret, skal ligge før eller efter den trykkende juni måned, hvor han døde.

Det var en søndag, først på eftermiddagen.

Min mor kom ud på trappeafsatsen. Hun stod og tørrede sine øjne med en serviet, som hun må have taget med op på værelset efter frokosten. Hun sagde udtryksløst: “Det er slut.” Jeg kan ikke huske noget fra de følgende minutter. Jeg kan kun se min fars øjne for mig, stift rettet mod et eller andet langt bag ved mig, og hans læber, der var trukket op over gummerne. Jeg tror nok, jeg bad min mor om at lukke hans øjne. Min mors søster og svoger var der også. De tilbød at hjælpe med at vaske og barbere liget, for man måtte skynde sig, inden det stivnede. Min mor syntes, at vi kunne give ham det sæt tøj på, som han havde brugt første gang ved mit bryllup tre år tidligere. Hele denne scene havde noget meget enkelt over sig, ingen skrig, ingen gråd, det eneste var min mors røde øjne og en trækning hele tiden i hendes ansigt. Bevægelserne var rolige, ikke forvirrede, ordene almindelige. Min onkel og tante sagde hele tiden “det gik vel nok hurtigt” eller “hvor

13


har han forandret sig”. Min mor talte til min far, som om han stadig var levende eller havde en særlig slags liv ligesom nyfødte. Flere gange kaldte hun ham ømt “kære lille far”. Efter barberingen trak min onkel liget ud over sengekanten og rettede det op, så man kunne tage den skjorte af, som han havde haft på de sidste dage, og give ham en ren på. Hovedet faldt forover ned på brystet, der var dækket af blå pletter. For første gang i mit liv så jeg min fars køn. Min mor dækkede hurtigt for det med den rene skjorte og sagde med et lille smil: “Skjul din armod, min kæreste mand.” Da liget var gjort i stand, foldede de min fars hænder om en rosenkrans. Jeg husker ikke, om det var min mor eller min tante, der sagde: “Han ser bedre ud sådan,” det vil sige pænere, mere passende. Jeg lukkede skodderne og hentede min søn, der sov til middag i værelset ved siden af. “Bedstefar sover.” Min onkel underrettede de familiemedlemmer, der bor i Y… De gik ovenpå sammen med min mor og mig og stod tavse ved sen­gen et stykke tid, så talte de hviskende om min fars sygdom og pludselige død. Da de var kommet ned igen, gav vi dem noget at drikke i caféen. Jeg husker ikke noget om lægevagtens besøg. På få timer var min fars ansigt blevet ukendeligt. Sidst

14


på eftermiddagen var jeg alene i værelset. Sollyset gled ind mellem skodderne og ramte linoleummet. Det var ikke længere min far. Næsen udfyldte hele det indfaldne ansigt. I det mørkeblå jakkesæt, der lå slapt om kroppen, lignede han en liggende fugl. Hans menneskeansigt med de store stivnede øjne fra den første time efter hans død var allerede forsvundet. Selv det skulle jeg aldrig se igen.

Vi begyndte at tænke på begravelsen, på hvor fin den skulle være, messen, brevene der skulle skrives, sørgetøjet. Jeg havde indtryk af, at disse forberedelser var uden forbindelse med min far. En ceremoni som han af en eller anden grund ikke ville være til stede ved. Min mor var i stor ophidselse og betroede mig, at min far natten forinden, da han allerede ikke kunne tale længere, havde famlet efter hende for at kysse hende. Hun tilføjede: “Han var flot, da han var ung, må du vide.” Lugten kom om mandagen. Jeg havde ikke gjort mig nogen forestillinger om den. En sødlig og derefter hæslig lugt som af blomster, man har glemt i en vase med råddent vand.

15


Min mor holdt kun lukket i forretningen under begravelsen. Ellers ville hun have mistet kunder, og det kunne hun ikke tillade sig. Min fars afsjælede legeme lå ovenpå, og hun serverede pastis og rødvin nedenunder. Tårer, tavshed og værdighed, når ens nærmeste dør, sådan bør ens opførsel være ifølge en ordentlig livsopfattelse. Min mor, og det kvarter hun boede i, havde leveregler, som ikke omfattede nogen bestræbelse på værdighed. Mellem min fars død om søndagen og begravelsen om onsdagen gav hver eneste stamgæst sig til at kommentere begivenheden lakonisk med dæm­pet røst, så snart han havde sat sig: “Det var ellers hurtigt…,” eller på en påtaget jovial måde: “Nå, så kunne han ikke mere, den gamle!” De fortalte om deres følelser, da de havde fået det at vide, “jeg var rystet”, “jeg blev helt underlig”. Det var en måde at være høflig over for min mor på og fortælle hende, at hun ikke stod alene med sorgen. Mange mindedes den sidste gang, de havde set ham rask, og prøvede at huske alle detaljerne fra dette sidste møde, det nøjagtige sted, dagen, vejret, hvad de havde sagt. Denne minutiøse genkaldelse af en tid, hvor livet var normalt, skulle udtrykke, hvor rystende min fars død var for fornuften. Det var også af ren høflighed, at de ønskede at se ham. Min mor imødekom dog ikke dem alle. Hun valgte de rigtige ud, som blev drevet af ærlig

16


medfølelse, og afviste de forkerte, der kun ville gøre det af nysgerrighed. Så at sige alle stamgæsterne fik tilladelse til at tage afsked med min far. Konen til en entreprenør i nabolaget blev afvist, fordi han ikke havde kunnet holde hende ud, da han levede, hun med hendes sure trutmund. Bedemanden og hans folk kom om mandagen. Trappen fra køkkenet op til værelserne viste sig at være for smal til, at kisten kunne komme igennem. Liget måtte lægges i en plasticsæk og slæbes, snarere end bæres, ned ad trinene og hen til kisten midt i caféen, som var lukket en time. En meget langsom proces, med folkenes kommentarer om, hvordan man bedst gjorde det, kom rundt, hvor trappen drejede osv. Der var en fordybning i puden, der hvor hovedet havde hvilet siden om søndagen. Mens liget var der, havde vi ikke ryddet op på værelset. Min fars tøj lå stadig på stolen. Jeg tog et bundt sedler op af lynlåslommen på hans arbejdsbukser, det var kassen fra den foregående onsdag. Medicinen smed jeg ud, og tøjet lagde jeg til vask. Dagen før begravelsen kogte vi et stykke kalvekød til middagen efter højtideligheden. Det ville ikke være pænt at sende de mennesker, som gør én den ære at overvære bisættelsen, hjem med tom mave. Min mand kom om aftenen, solbrændt og ilde tilpas

17


ved at tage del i en sorg, der ikke var hans. Han passede mindre end nogen sinde ind her. Vi sov i den eneste dobbeltseng i huset, den min far var død i. Der var mange fra kvarteret i kirken, de kvinder der ikke havde noget job, arbejdere der havde taget en time fri. Selvfølgelig havde ingen af de “høje herrer”, som min far havde haft noget at gøre med i sit liv, ulejliget sig derhen, heller ikke andre handlende. Han havde ikke været med i noget, kun betalt sit kontingent til handelsstandsforeningen, uden at deltage i noget som helst. I sin ligprædiken talte præsten om et “arbejdsomt og ærligt liv”, om “en mand, der aldrig gjorde nogen uret”. Så skulle der trykkes i hånden. Enten begik sakristanen, der ledede foretagendet, en fejl, eller også havde han fundet på at lade deltagerne passere forbi os en ekstra gang, for at det kunne tage sig ud som om der var flere, i hvert fald trykkede de samme mennesker os i hånden to gange. Anden gang hurtigt og uden at udtrykke deres deltagelse. Da kisten svingende i rebene blev sænket i graven på kirkegården, brast min mor i gråd, ligesom ved messen, den dag jeg blev gift.

18


Millions discover their favorite reads on issuu every month.

Give your content the digital home it deserves. Get it to any device in seconds.