Frankenstein A/S by Forlagsgruppen Bindslev

KASPER E. NIELSEN

dingbat

FRANKENSTEIN A/S VIRKELIGHEDENS VANVITTIGE VIDENSKABSMÆND Af Kasper E. Nielsen

Dingbat

Frankenstein A/S Virkelighedens vanvittige videnskabsmænd © Kasper E. Nielsen 2006 Omslagslayout: Jakob Hjort / www.jakobhjort.dk Bogen er sat med Optima Printed in Latvia 2006 ISBN 87-91418-08-9 Forlaget Dingbat Forlagsgruppen Bindslev ApS www.dingbat.dk

Til min far

Udgiveren har forsøgt at finde frem til alle rettighedshavere i forbindelse med brug af billeder. Skulle enkelte mangle, vil der ved henvendelse til forlaget blive betalt billedhonorar, som om aftale var indgået.

INDHOLD FORORD

Opfindelser og deres opfindere Nikola Teslas drøm – Store planer med planeten Manden der elskede kernevåben – Bombemanden fra Ungarn Opfinderen af hjulet – ”Anordning der letter transport af varer” Kattepote-problemet – Husk at installere PawSense™ RoboCop vs. Grizzly – Exoskelet i syv generationer Søges: evighedsmaskinen – Opfindere og fupmagere

10 16 25 28 30 39

Mystiske stråler ”Dødsstråle”-Matthews – Opfinderen der fejlede Hutchison-effekten – Grove brud på fysikkens love De mystiske N-stråler – Strålerne der forsvandt Den radioaktive dreng – Spejderen der byggede en atomreaktor

48 58 64 68

Sære eksperimenter Zimbardos fangelejr – Psykologiforsøget der løb løbsk Forbandede hvedekorn! – Potselui mou zhopy perdoon stary

74 84

86 90 92

Kold fusion i hønsegården – Oliearbejderne der ikke eksploderede Sirup eller vand? – Svaret på Isaac Newtons vandede gåde Murphys lov – Hvorfor lander brødet med smørsiden nedad?

100 104 110 114

På sporet af sjælen 21 gram – Lægen der vejede sjælen Sjælen dufter af uld – Psyko-osmologi og kannibalisme Snapshots af sjælen – Vi har alle en aura Gud i maskinen – Spiritisten der konstruerede Den Nye Messias

122 128 132 135 138 139

Forsøg med dyr Bizarre transplantationer – Hils på det levende hoved Den hemmelige race – Humanzee: Stalins superstærke abemennesker Flipper i skudlinien – Flådens rekrutter på dybt vand Arabella og Anita – De første edderkopper i rummet Græshoppen og TIE fighteren – Hvad har det med trafikuheld at gøre? Mider i øret – Dyrlægen der smittede sig selv

144 146 151

Teorier fra overdrevet Antikrist afsløret – 2.000 år gammel gåde løst -1 × -1 = 1 er ondt! – Tiden er firkantet og i er alle nogle dumme svin Projekt Mentifex – Verdens mest irriterende nørd

EN LÆGE OM DAGEN Fri os fra slim – Manden der ville leve uden mad Mænd med små fødder – Det er ikke størrelsen … Doktor Død – Lægen du ikke ønsker at konsultere Dyrisk magnetisme – Alternativ behandling i dyre domme

156 164 166 167

Kemiske komplikationer Barbecue på tre sekunder – ”Jeg ville bare have en hurtig burger” Truslen fra polyvand – En dråbe lægger Jorden øde En storm i et glas vand – Historien om kold fusion

174 178 181

Find links til Frankenstein A/S på www.dingbat.dk

FORORD Hvis der er en bagtanke med denne bog, er det at hylde den vanvittige videnskabsmand og hans skøre teorier. Vi har brug for folk til at rydde overflødigt tankegods af vejen, og skal man absolut fejle, kan man lige så godt gøre det så storslået som muligt.

I den første filmatisering af Mary Shelleys roman Frankenstein kan videnskabsmanden af samme navn ikke holde et hoverende udbrud tilbage, da hans skabning kommer til live: ”Nu ved jeg, hvordan det føles at være Gud!” Replikken var lidt for skrap kost for censuren i 1931 og blev klippet ud af den færdige film. Men bortset fra det diabolske overmod var det en fuldt færdigeksponeret arketype, der dengang trådte frem i biografmørket – komplet med dystert laboratorium, østeuropæisk herkomst og et projekt, der eksploderer imellem hænderne på ham. Og siden da har populærkulturen vrimlet med vanvittige videnskabsmænd som Dr. No, Dr. Strangelove, Dr. Benway og Dr. Totenkopf. Men Frankenstein & Co. er ikke kun en fiktiv konstruktion. Den gale videnskabsmand lever i bedste velgående blandt os, og i mange tilfælde giver han sine

fiktive fætre kamp til stregen i disciplinerne opfindsomhed, gåpåmod og tossede teorier. Både den fiktive og den virkelige ”mad scientist” finder vi fortrinsvis inden for hårde videnskabelige felter som fysik, kemi og biologi. At tæmme universets kræfter, konstruere dødsstråler eller klone aber og mennesker er det, der interesserer ham. Langt vanskeligere er det at forestille sig en vanvittig økonom eller en splittergal sprogforsker. Typisk for den gale videnskabsmand er også, at han satser på et pludseligt, epokegørende gennembrud og blæser på det faktum, at langt de fleste videnskabelige fremskridt skyldes små hop oven på andre små hop. Den gale videnskabsmand har ganske enkelt ikke tålmodighed til at følge standardiserede videnskabelige procedurer. Står han langt om længe med en lovende mikstur i sin kolbe, er der kun én vej fremad: selv at sluge den bitre drik. Af og til koster det ham livet eller førligheden, men det vidner om et engagement, som man kun kan beundre. Hvis der er en bagtanke med denne bog, er det at hylde den vanvittige videnskabsmand og hans skøre teorier. Vi har brug for folk til at rydde overflødigt tankegods af vejen, og skal man absolut fejle, kan man lige så godt gøre det så storslået som muligt.

Man kan også more sig med at lede efter paralleller mellem virkelighedens og fiktionens skøre videnskabsfolk i bogens 35 historier. Her er et par eksempler til inspiration: ”Dødsstråle”-Matthews (se side 48) opfandt blandt andet en ”skyprojektor”, som han i 1930 demonstrerede over London. Kendere af tegneserien Batman vil øjeblikkeligt genkende Matthews’ projektor som det lysanlæg, politikommissæren i Gotham City bruger, når han tilkalder byens kappeklædte forbryderjæger. Omvendt forholder det sig med den kemiske substans polyvand (se side 178), der tilsyneladende truede vores allesammens eksistens i slutningen af 1960erne. Allerede i 1963 skrev den amerikanske forfatter Kurt Vonnegut i romanen Da verden gik under om stoffet is-9, der havde nogle af de samme foruroligende egenskaber som polyvand. God fornøjelse!

Kasper E. Nielsen Oktober 2006

OPFINDELSER OG DERES OPFINDERE »En lille smule viden er en farlig ting. Det samme er meget.« – Albert Einstein

NIKOLA TESLAS DRØM STORE PLANER MED PLANETEN Nikola Tesla er blevet kaldt ”Manden, der opfandt det 20. århundrede.” Hans betydning kan ikke undervurderes, men efter hans død blev hans mest visionære idéer beslaglagt af FBI. Tesla ville forvandle Jordkloden til et enormt batteri og levere trådløs energi til alle mennesker i verden.

En dag i 1898 forbandt den serbiskamerikanske videnskabsmand Nikola Tesla en lille mekanisk oscillator til en svær jernstolpe, der gik fra loftet og ned igennem den bygning på East Houston Street på Manhattan, hvor han havde sit laboratorium. En oscillator frembringer svingninger med en bestemt frekvens, og indstillet på den rigtige måde kan svingningerne bringes til at forstærke hinanden i det uendelige. Nikola Tesla satte sig til rette i en lænestol ved siden af jernstolpen for at se, om der ville ske noget usædvanligt. Normalt planlagde han sine eksperimenter ned til mindste detalje, men dette var mest af alt en pludselig indskydelse. Og for en gang skyld havde han ikke forudset udfaldet. Vibrationerne forblev ikke i jernstolpen, men forplantede sig til ejendommens fundament og videre ud i Manhattans undergrund. Med langsomt voksende kraft

begyndte bygninger rundt om Teslas laboratorium at vib rere, vinduer gik itu, og glas faldt ned blandt fodgængere, der forskræmte kiggede på hinanden og op imod himlen efter en forklaring på det sælsomme jordskælv. Da det på den nærliggende politistation blev klart, at rystelserne kun berørte denne del af byen, blev to betjente sendt op til Nikola Tesla. Den vanvittige videnskabsmand havde tidligere skræmt sine naboer med larmende og røgfyldte eksperimenter (og tre år tidligere var hans laboratorium på Fifth Avenue eksploderet og hele bygningen brændt ned). I samme øjeblik de to betjente trådte ind gennem videnskabsmandens dør, ødelagde han oscillatoren med en forhammer. ”For sent, mine herrer,” fastslog han venligt. ”Jeg fandt det nødvendigt at afbryde mit lille eksperiment før tiden …”

Nikola Tesla (1856-1943).

Opfinderen af det 20. århundrede Nikola Tesla er selve prototypen på den gale videnskabsmand. Han havde en fotografisk hukommelse og en intuitiv forståelse for kræfter, som stadig ikke er udforsket til bunds i dag. Han var også manisk besat af tallet 3, panisk angst for bakterier og nærede en sand afsky for øreringe. I de sidste år af sit liv forelskede han sig i en due og levede stort set kun af varm mælk. Listen over opfindelser og principper, som Tesla står bag, er imponerende og det er ikke uden grund, han 11

er blevet kaldt ”Manden, der opfandt det 20. århundrede.” Spørg en hvilken som helst ingeniør, hvordan verden ville se ud, hvis vi ikke havde vekselstrøm og hele den parade af apparater, der drives af induktions motoren. Fjern så opfindelser som radioen, radar, neon lys og det logiske AND-kredsløb og se, hvordan hele det 20. århundrede smuldrer for øjnene af dig. Og så har vi ikke engang nævnt de frembringelser, som Tesla udviklede teorier for, længe inden de blev til virkelighed: Elektriske køretøjer, fjernstyring, solceller, interplanetarisk kommunikation, torpedobåde ... Nikola Tesla omgav sig med imponerende teknologi og gav gerne opvisninger til venner og besøgende. Hans gode ven Mark Twain har blandt andet bevidnet, hvordan Tesla kunne holde en mystisk flamme i de bare hænder uden at brænde sig.

”Jeg kan ødelægge planeten” Adskillige år efter sit dristige eksperiment med oscillatoren betroede Nikola Tesla avisredaktøren Allan L. Benson, at han havde gjort andre forsøg i samme stil. Udelukkende ved hjælp af en lille oscillator på størrelse med et vækkeur fik han en halv meter lang stålblok til at vride og vende sig for til sidst at knække over i to. Ved en anden lejlighed anbragte han apparatet på en 10 etager høj stålbygning, der var under konstruktion på Wall Street. Efter et par minutter var vibrationerne så voldsomme, at bygningen rystede, og stilladsarbejderne panikslagne strømmede ned på gaden. Da politiet dukkede op, afmonterede Tesla stille og roligt det lille instrument, puttede det i lommen og slentrede væk igen.

”Hvis jeg ønskede det, kunne jeg ødelægge Brooklyn Broen eller Empire State Building på mindre end en time,” sagde Tesla til Benson og fortsatte med at chokere redaktøren ved at fortælle, hvordan han var i stand til at destruere selve jordkloden ved at sprænge enorme mængder dynamit synkront med klodens frekvens, som han havde beregnet til at være 1 time og 49 minutter. Enhver anden opfinder, der ved 1900-tallets begyndelse hævdede at kunne sprænge Jorden i stumper og stykker, var der ingen grund til at tage alvorligt. Til alt held korrigerede Tesla senere sig selv: Princippet var der ikke noget i vejen med, men i praksis ville det være umuligt at opnå perfekt resonans med jordkloden. Og under alle omstændigheder havde han helt andre planer med planeten. Trådløs energi Nikola Teslas mest visionære projekt var at overføre energi trådløst til hele verden. Hans idé var så storladen, at kun de færreste af hans samtidige kunne følge ham, men Tesla var overbevist om, at det lod sig gøre at skabe enorme elektromagnetiske bølger, der løb frem og tilbage mellem en elektrisk nord- og sydpol. Når det først var bragt i orden, ville husstande hvor som helst i verden kunne hente strøm ned fra luften med en antenne og et jordstik.

Da Nikola Tesla rejste til USA i 1884, begyndte han at arbejde for opfinderen Thomas Edison. Da Tesla senere opfandt vekselstrømmen, som var Edisons jævnstrøm overlegen, blev de to videnskabsmænd bitre konkurrenter. Krigen mellem de to strømformater varede i adskillige år og kostede blandt andet elefanten Topsy livet. Topsy var voldelig og skulle aflives. Edison foreslog, at dyret blev slået ihjel med Teslas vekselstrøm og optog en propagandafilm af henrettelsen, der skulle vise hvor farlig Teslas opfindelse var.

Efter sine eksperimenter i Colorado byggede Nikola Tesla det imponerende laboratorium Wardenclyffe på Long Island, hvor han ville fortsætte sine eksperimenter med trådløs energioverførsel. Tårnlaboratoriet bragte ham på fallittens rand og blev aldrig bygget færdigt. I 1917 blev det revet ned.

Ikke alene kunne systemet forsyne hele verden med energi, man ville også kunne kontrollere vejret ved eksempelvis at trække fugt fra Middelhavet ind over Sahara og skabe kunstige regnskyl over ørkenen. Tesla havde selv oplevet, at fjerne skyer blev trukket ind i hans laboratorium som en tæt tåge, når han arbejdede med højfrekvent stærkstrøm. En tredje af Teslas visioner var at oplyse hele byer ved at ionisere atmosfærens øverste luftlag. For at prøve sine teorier af i praksis byggede han et laboratorium i Colorado, som i det væsentlige var en enorm lynmaskine. Første gang han tændte for anlægget, mørklagde han byen Colorado Springs. For at komme videre med sit arbejde var han nødt til af egen lomme at betale et hold ingeniører for at reparere byens kraftværk, som var brudt i brand, i samme øjeblik lynene begyndte at springe fra hans maskiner. Dødsstråler og fremtidsvisioner Mange af Nikola Teslas opfindelser og idéer er forsvundet. Efter hans død i 1943 beslaglagde FBI alle hans papirer, og den dag i dag er en ukendt del af dem stemplet som tophemmelige. En af årsagerne kan være, at Teslas sidste store projekt var et batteri af dødsstrålekanoner placeret ved USAs kyster. Kanonerne ville gøre det muligt ”at skyde en eskadrille på 10.000 fjendtlige fly ned

på en afstand af 300 kilometer,” fortalte han til New York Times den 11. juli 1934. Andre opfindere havde tidligere forsøgt sig med dødsstråler (se side 48) men der er grund til at tro, at Nikola Tesla mente, hvad han sagde. I hvert fald er det et faktum, at han har arbejdet med ioniserede gasser og ved flere lejligheder demonstreret, at han var i stand til at fabrikere kunstige kuglelyn i sine laboratorier. Nikola Teslas visioner var for store til den tid, han levede i, og det lykkedes ham aldrig at finde opbakning til sin trådløse energiforsyning. I 1908 skrev han en artikel til bogen Wireless Telegraphy & Telephony, hvori han beskrev, hvordan hans teknologi kunne forandre verden: ”Det vil være muligt for en forretningsmand i New York at diktere en tekst og med det samme få den printet ud i sit kontor i London. Han vil uden videre kunne ringe op fra sin telefon til en hvilken som helst abonnent på kloden. Et billigt instrument, ikke større end et ur, vil give ejeren mulighed for overalt at høre musik, politiske taler, foredrag eller gudstjenester fra hvor som helst i verden. På samme måde vil ethvert billede og enhver tekst øjeblikkeligt kunne overføres fra et sted til et andet.” Lyder det ikke, som om Nikola Tesla kunne føle sig ganske godt hjemme i 2006? 

Bombemanden fra Ungarn FYSIKEREN DER ELSKEDE KERNEVÅBEN Blandt de 130.000 videnskabsfolk, der under Anden Verdenskrig tog del i arbejdet med at fremstille verdens første atombombe, var der én mand, der kedede sig bravt. Allerede mens bomben kun var på tegnebrættet, fantaserede den ungarske atomfysiker Edward Teller om at bruge den som tændsats til et endnu større kernevåben.

Edward Teller blev født i Budapest i 1908 af jødiske forældre. I lang tid var familien nervøs for, at lille Edward var retarderet, men da han langt om længe begyndte at tale, formulerede han sig i lange helstøbte sætninger. Senere benyttede han sig flittigt af sit særlige talent for at dyppe velvalgte ord i sukker og byde dem til de rigtige mennesker. Teller forlod Østrig-Ungarn som 26-årig og læste videre i Tyskland. Et biluheld i Budapest havde kostet ham det ene ben og forsynet ham med en livslang halten. Som jøde og handicappet så han ikke nogen gylden fremtid for sig, da Adolf Hitler kom til magten, så i starten af 1930erne flygtede han til England. Efter et kort ophold i London flyttede han til København og arbejdede et års tid på Niels Bohr Instituttet. I 1936 blev han professor i fysik på George Washington University i USA og her vendte han gradvist sine forskerøjne mod kernekraft og

krigsmateriel. Blandt andet var han med til at udvikle en teori om chokbølgers udbredelse, som senere viste sig nyttig ved udvikling af missiler. I 1942 blev han af den amerikanske atomfysiker Robert Oppenheimer inviteret til at deltage i Manhattan Projektet – kodeordet for de engelsktalende landes forsøg på at udvikle en atombombe. Drømmen om ”Super” Blandt videnskabshistorikere hersker der tvivl om, hvorvidt Edward Teller ydede noget som helst væsentligt bidrag til arbejdet. Hans forskerkollegaer i Los Alamos i New Mexico klagede over, at han ofte spillede klaver midt om natten, og at han trodsigt nægtede at foretage vigtige beregninger. Edward Teller var ganske vist blevet forbigået som direktør for projektets teoretiske afdeling, men årsagen til hans kontrære facon i de tre år, han arbejdede på Manhattan Projektet, var først og fremmest, at han drømte om en bombe, der var 100 gange kraftigere end den, der var på tegnebrættet. Han kaldte den ”Super” og pressede på for at vende Manhattan Projektet i retning af en fusionsbombe. Dog uden succes. ”Super” skulle bringes til sprængning af en lille atombombe, og så længe den endnu ikke var færdigudviklet, ville det være det rene vanvid at ofre tid og energi på Edward

Edward Teller (1908-2003) blev kendt som ”Brintbombens far,” selv om han snarere var jordemoderen, der hjalp den til verden.

Tellers drømmebombe. Mente blandt andre Robert Oppenheimer. Men Teller gav ikke op, og i årene efter Anden Verdenskrig opdyrkede han kontakter til generaler, kongresmedlemmer og andre indflydelsesrige politikere, der kunne hjælpe med at bane vejen for hans bombe. Da Sovjetunionen i 1949 udførte deres første prøvesprængning af en atombombe, var stemningen vendt, og Præsident Truman gav ordre til udviklingen af ”Super” – der senere blev kendt som brintbomben.

Tilskuerne til verdens første atomprøvesprængning i New Mexico den 16. juli 1945 fik strenge ordrer om at vende ryggen til eksplosionen. Det var en ordre, Edward Teller nægtede at følge. Han satte et ekstra sæt mørkt glas i sine solbriller, smurte sit ansigt ind i solcreme og stirrede direkte ind i bomben, da den gik af.

En risiko værd at tage I 1950 vendte Edward Teller tilbage til Los Alamos for at arbejde på projektet, og endnu engang lykkedes det ham at lægge sig ud med sine kollegaer. Han angreb de øvrige forskere for at mangle fantasi og fostrede selv det ene dødfødte konstruktionsforslag efter det andet. Desuden lod han hånt om advarsler fra en række af de videnskabsfolk, der havde udviklet atombomben: ingen vidste hvad der ville ske, hvis en brintbombe blev bragt til sprængning. Måske ville den udvikle varme nok til at antænde selve Jordens atmosfære og starte en kædereaktion, der kunne forvandle planeten til slagger. Det anså Teller for at være en risiko, der var værd at tage. Heller ikke de moralske implikationer ved at

påtvinge verden endnu et masseødelæggelsesvåben anfægtede ham. Tværtimod var han ”chokeret” over den moralske tone, som blandt andre Oppenheimer anlagde, når han kommenterede brintbombens potentielle ødelæggelseskraft. Allerede i 1945 nægtede Edward Teller at deltage i en underskriftsindsamling imod brug af kernevåben mod civile. Hans begrundelse var, at ”jeg nærer intet håb om at rense min samvittighed. De ting, vi arbejder med, er så forfærdelige, at intet mål af protest vil redde vores sjæle.” Brintbombens far Den 1. november 1952 blev verdens første brintbombe bragt til sprængning i Stillehavet. Teller følte sig ikke velkommen ved testsprængningen og fulgte i stedet den skelsættende begivenhed på en seismograf i Berkeley. Til mange af sine kollegaers utilfredshed tog han ikke desto mindre æren for hele arbejdet, og i medierne blev han snart kendt som ”Brintbombens far.” Hårdt presset udgav han i midten af 1950erne en artikel med titlen ”Mange menneskers arbejde,” hvori han understregede, at han ikke havde været alene om arbejdet. Men i sine erindringer skifter han igen mening. Her hedder det, at han stak en løgn i den pågældende artikel – han havde skam udviklet brintbomben helt alene. 19

Robert Oppenheimer (1904-1967).

Processen mod Oppenheimer Hvis Edward Teller havde irriteret sine kollegaer under arbejdet med atom- og brintbomben, var det intet imod den bølge af had, der skyllede ind over ham, da han i 1954 vidnede for den amerikanske atomenergikommission imod sin tidligere chef Robert Oppenheimer. Sagen var blot en af mange imod formodede tidligere kommunister i 1950erne, men i det videnskabelige samfund blev processen imod Oppenheimer fulgt tæt. På spørgsmålet om hvorvidt Edward Teller mente, at Oppenheimer udgjorde en sikkerhedsrisiko, svarede han med diplomatisk snilde: ”Jeg har været voldsomt uenig med ham på en række punkter, og hans handlinger fandt jeg ærlig talt forvirrende og indviklede. I den udstrækning kunne jeg ønske mig, at dette lands mest vitale interesser var lagt i hænder, som jeg bedre forstår og derfor stoler mere på.” Edward Teller sagde aldrig direkte, at Oppenheimer var en sikkerhedsrisiko, men hans antydninger var så anmassende, at Oppenheimer fik frataget sin adgang til klassificerede oplysninger. Selv påstod Edward Teller, at han aldrig havde haft til hensigt at skade Oppenheimer. Tværtimod var det hans hensigt at rense hans navn. Imidlertid havde han så sent som få dage før høringen tilbudt en ansat ved atomenergikommissionen

at uddybe sine anklager til også at omfatte Oppenheimers modstand mod hans elskede brintbombe. Projekt Stridsvogn, Operation Plovskær Edward Teller var nu en paria i den videnskabelige verden, og han genoptog sin pardans med regeringen og militæret, hvor der var mere forståelse for hans kærlighed til kernevåben i alle afskygninger. I 1957 foreslog han eksempelvis, at man bombede Månen med atomvåben i håb om at gøre ”alle mulige videnskabelige observationer.” Han var en varm fortaler for ikke-militær brug af kernevåben og foreslog i ramme alvor, at man brugte en håndfuld brintbomber til at grave en enorm kunstig havn ved Point Hope i Alaska. Atomenergikommissionen accepterede hans forslag i 1958 og gav det kodenavnet Projekt Stridsvogn. Først i 1962 blev projektet endeligt skrinlagt. Operation Plovskær, som var den amerikanske regerings samlende kodenavn for fredelig brug af atomvåben, inkluderede også udgravningen af en ny Panamakanal. Efter Edward Tellers mening var den daværende præsident Kennedy alt for sløv i optrækket, og i en samtale i Det Hvide Hus om Panama-planerne svarede Teller aggressivt på præsidentens spørgsmål: ”Det vil tage os kortere tid at grave kanalen, end det tager dig at beslutte den.”

Skitse til Projekt Stridsvogn.