Afvigerne - historien om succes

Page 1



Malcolm Gladwell

Afvigerne Historien om succes


Af samme forfatter Det magiske vendepunkt, 2003 Blink, 2006


Malcolm Gladwell

Afvigerne Historien om succes Oversat af Thomas Rydahl

Bindslev


Afvigerne er oversat fra engelsk efter ”Outliers” af Thomas Rydahl Copyright © 2008 by Malcolm Gladwell First published in the United States of America by Little, Brown and Company Dansk udgave © 2009 by Forlaget Bindslev All rights reserved including the rights of reproduction in whole or in part in any form. Omslagsdesign: Jakob Hjort / www.jakobhjort.dk Sat med Palatino og trykt i Letland 2009 ISBN 978-87-91299-46-9 Forlaget Bindslev Forlagsgruppen Bindslev ApS www.forlagetbindslev.dk


Til Daisy



Indhold Indledning

Roseto-mysteriet ”Disse mennesker døde af alderdom. Simpelthen.”

Første del

Muligheden Kapitel et

Matthæus-effekten ”For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.”

Kapitel to

10.000 timers-reglen ”I Hamborg blev vi nødt til at spille otte timer i stræk.”

44

23

11


Kapitel tre

Problemet med genier, 1. del ”Kendskab til en drengs IK er ikke til megen hjælp, hvis du står med en perlerække af dygtige drenge.”

78

Kapitel fire

Problemet med genier, 2. del ”Efter langvarige forhandlinger blev vi enige om, at Robert skulle idømmes en betinget dom.”

102

Kapitel fem

Joe Floms tre lektioner ”Mary fik en skilling.”

130

Anden del

Arven Kapitel seks

Harlan, Kentucky ”Dø som en mand, ligesom din bror!”

179

Kapitel syv

Den etniske teori om flystyrt ”Kaptajn, vejrradaren har virkelig været til stor hjælp.”

196


Kapitel otte

Rismarker og matematikprøver ”Ingen, der kan stå op før solopgang trehundredeogtres dage om året, kan undgå at gøre sin familie rig.”

246

Kapitel ni

Maritas aftale ”Alle mine venner er fra KIPP.”

273

Efterskrift

En historie fra Jamaica ”Hvis det resulterer i farvede børn, bliver de straks frigivet.”

Tak til ...  313 Noter  317

294



Indledning

Roseto-mysteriet ”Disse mennesker døde af alderdom. Simpelthen.”

afvige -er, -else, -ning / 1: Skille sig ud fra, adskille sig fra, være forskellig fra, divergere, afvige fra reglen. 2: En statistisk observation, der skiller sig markant ud fra de øvrige observationer af samme slags. 1. Byen Roseto Valfortore ligger i det appeninske bjergområde i Foggia-provinsen, cirka 150 kilometer sydøst for Rom. Den er centreret omkring en stor offentlig plads i bedste middelalderstil. Ud mod pladsen ligger Marchesale, et palads tilhørende Saggesefamilien, som historisk har været områdets store landejer. Gennem en buegang er der adgang til den lille kirke, Madonna del Carmine. Bjergsiden er dækket af brolagte gader, der snørkler sig rundt mellem klynger af toetagers stenhuse med røde tegltage. I århundreder har Rosetos indbyggere arbejdet i marmor-gruberne i de omkringliggende bjerge eller dyrket

11


jorden i dalen for byens fod. Hver morgen gik arbejderne 6-7 kilometer ned ad bjerget og hver aften samme vej tilbage op ad bakke. Det var et hårdt liv. De færreste i byen kunne læse, og mange af dem var ludfattige og uden megen udsigt til økonomisk fremgang. Sådan varede det ved indtil rygtet om det forjættede land på den anden side af havet nåede Roseto i slutningen af det 19. århundrede. Januar 1882 satte en gruppe på elleve rosetanere sejl mod New York. De var ti mænd og en dreng. Den første nat sov de på gulvet i en kro på Mulberry Street i Little Italy på Manhattan. De rejste mod vest, hvor de fandt arbejde i en skifer-mine nær Bangor i Pennsylvania. I året der fulgte emigrerede yderligere femten rosetanere, og mange af dem sluttede sig til deres tidligere byfæller og fandt også arbejde i minen. I den følgende periode løb der meldinger tilbage til familierne i Roseto om den nye verdens muligheder, og snart efter pakkede den ene gruppe efter den anden deres sager sammen og tog til Pennsylvania, indtil den stille strøm af immigranter blev en sand stormflod. Alene i 1894 søgte knap 1.200 mennesker fra Roseto om indrejsetilladelse til USA, en udflytning, der lagde hele gader i deres gamle by øde. I det nye land begyndte rosetanerne at købe jord i de klippefyldte bakkedale, der kun var forbundet med Bangor via en stejl vognsti, og de byggede deres toetagers stenhuse med røde tegltage mellem nylagte brostensgader, der snørklede sig op ad bakkerne. De byggede også en kirke og kaldte den Our Lady of Mount Carmel. Hovedgaden, hvor kirken stod, kaldte de Garibaldi Avenue,

12


inspireret af den italienske nationalhelt, Guiseppe Garibaldi, der var med til at forene Italien. I begyndelsen hed byen New Italy, men det ændrede indbyggerne snart til Roseto, hvilket kun virkede passende, idet langt de fleste indbyggere stammede fra samme by i Italien. I 1896 overtog en ung, dynamisk præst ved navn Pas­ quale de Nisco embedet i Our Lady of Mount Carmel. Han organiserede det åndelige liv og arrangerede festivaler, og han opmuntrede indbyggerne til at rydde jorden og dyrke bønner, kartofler, melon og forskellige slags frugt i de lange haver bag deres huse. Han uddelte frø og løg. Byen blomstrede. Rosetanerne begyndte at holde svin og lave hjemmelavet vin på egne druer. Op af jorden sprang skoler, en park, et nonnekloster og en kirkegård. På Garibaldi Avenue åbnede den ene butik og restaurant efter den anden såvel som bagerier og barer. Der blev grundlagt en stribe virksomheder, der fabrikerede bluser til den gryende tøjhandel. Nabobyen Bangor var hovedsageligt walisisk og engelsk, og byen på den anden side af Bangor var tyskdomineret. I lyset af datidens rivaliserende forhold mellem englændere, tyskere og italienere forblev Roseto en by forbeholdt rosetanere. Gik man op og ned ad gaderne i pennsylvanske Roseto i de første årtier af det tyvende århundrede, hørte man ikke andet end italiensk. Og sproget var ikke bare italiensk, det var italiensk med den helt særlige Foggia-dialekt, der blev talt hjemme i den originale italienske version af Roseto. Den nye, amerikanske Roseto var sin egen lille, selvforsynende verden, stort set uopdaget af samfundet omkring

13


den. Og sådan kunne det være blevet ved, havde det ikke været for en mand ved navn Stewart Wolf. Wolf var mediciner med speciale i fordøjelse og tarmsys­temet, han underviste bl.a. i medicin på University of Oklahoma. Han tilbragte ofte sommeren i Pennsylvania – på en gård, der lå i nærheden af Roseto, hvilket dog ikke betød meget, eftersom Roseto i så høj grad var sin egen verden, at mange fra egnen end ikke anede, at den eksisterede. Men Wolf forklarede flere år senere i et interview: ”En af de gange, hvor jeg var der om sommeren – det må have været i midten af nittenhalvtredserne – blev jeg spurgt, om jeg ville holde et foredrag i den lokale lægeforening. Da foredraget var færdigt, blev jeg inviteret ud for at få en øl sammen med en af de lokale læger. Mens vi sad sammen, sagde lægen: ’Ved du hvad, jeg har haft min praksis i sytten år, mine patienter kommer fra hele egnen, men jeg får sjældent patienter fra Roseto under femogtres år, der har hjerteproblemer.’” Det vakte Wolfs nysgerrighed. Vi taler 1950’erne, mange år før de første kolesterolsænkende medikamenter kom på markedet, og længe inden man begyndte at fokusere på at forebygge hjertesygdomme. Hjerteanfald var en epidemi i USA. De var den hyppigste dødsårsag for mænd under femogtres. Det var, logisk set, umuligt at være læge uden regelmæssigt at støde ind i hjertesygdomme. Wolf besluttede sig for at undersøge sagen. Han bad flere af sine studerende og kolleger fra universitetet om hjælp. Sammen opstøvede de alle dødsattester fra Roseto

14


så langt tilbage i tiden, de kunne komme. De analyserede lægejournaler, de indsamlede sygehistorier og kortlagde komplekse familietræer. ”Vi havde nok at se til,” fortæller Wolf. ”Vi bestemte os for en indledende undersøgelse. Året var 1961. Borgmesteren sagde: ’Alle mine søstre kan hjælpe jer.’ Han havde fire søstre. Han sagde: ’I kan være i byrådssalen.’ Jeg sagde: ’Men hvor skal I så være til møderne?’ Han sagde: ’Dem må vi jo bare udsætte et stykke tid.’ Kvinderne kom med frokost til os. Vi havde små rum, hvor vi tog blodprøver og foretog EKG-aflæsninger. Vi var der i fire uger. Så talte jeg med myndighederne. Og så gav de os byens skole resten af sommeren. Vi havde i sinde at undersøge samtlige indbyggere i Roseto.” Resultaterne var forbløffende. I Roseto var der stort set ingen under femogtres, der var død af hjertetilfælde eller havde vist tegn på en hjertesygdom. For mænd over femogtres var dødelighedsprocenten for hjertesygdomme i Roseto halvt så stor som den gennemsnitlige dødelighedsprocent i USA. Faktisk var den overordnede dødshyppighed – uanset årsag – i Roseto 30-35 procent lavere end forventet. Wolf bad om assistance fra sin ven John Bruhn, en sociolog fra University of Oklahoma. ”Jeg ansatte medicinstuderende og kandidater i sociologi til at foretage interviews, og vi gik fra hus til hus i Roseto og talte med alle, der var over enogtyve år,” husker Bruhn. Det var mere end halvtreds år siden, men Bruhn havde stadig et strejf af forbavselse i stemmen, da han beskrev deres undersøgelsesresultater. ”Ingen selvmord, ingen alkoholisme,

15


intet stofmisbrug og uhyre lav kriminalitet. Der var ingen på bistand. Så kiggede vi på mavesår. Dem var der heller ingen af. Disse mennesker døde af alderdom. Simpelthen.” Inden for Wolfs fag har man et ord for et sted som Roseto – et sted, der ligger uden for det almindelige og hvor de normale regler synes at være ophævet. Roseto var en afviger. 2. Stewart Wolfs første tanke var, at rosetanerne måtte have holdt fast ved nogle unikke kostråd fra den gamle verden, der på en eller anden måde gjorde dem sundere end andre amerikanere. Men han indså hurtigt, at det ikke kunne passe. Rosetanerne lavede mad med svinefedt i stedet for den meget sundere olivenolie, som de havde brugt i Italien. I Italien var pizza noget med en tynd bund med salt, olie, måske lidt tomater, ansjoser og løg. Mens pizzaen i Pennsylvania var et dejagtig brød med pølse, peperoni, salami, skinke og ofte også æg. Lækkerier som de små italienske mandelkager, biscotti, og de søde småkageringe, taralli, blev normalt serveret til jul og påske, men i nye Roseto blev de serveret hele tiden, året rundt. Da Wolf fik diætister til at analysere den typiske rosetaners madvaner, kunne de konstatere, at hele 41 procent af deres kalorieindtag kom fra fedt. Roseto var heller ikke ligefrem en by, hvor folk sprang op før daggry for at dyrke yoga eller løbe en frisk kvart-marathon.

16


De pennsylvanske rosetanere var storrygere og mange af dem kæmpede med overvægt. Hvis mad og motion ikke forklarede undersøgelsesresultaterne, var det måske genetisk? Rosetanerne var en fasttømret gruppe fra samme region af Italien, og det slog Wolf, at de måske var en særligt hårdfør undergruppe, der var bedre beskyttet mod sygdom. Derfor opsporede han slægtninge, der levede i andre dele af USA, for at se om de havde samme bemærkelsesværdigt gode helbred som fætrene og kusinerne i Pennsylvania. Det havde de ikke. Så tog han et grundigt kig på området, hvor rosetanerne levede. Var det muligt, at deres gode helbred skyldtes livet mellem bakkerne i det østlige Pennsylvania? De to nærmeste byer var Bangor, som lå lige på den anden side af bakken, og Nazareth et par kilometer væk. De to byer havde nogenlunde samme størrelse som Roseto, og indbyggerne var samme slags hårdtarbejdende, europæiske indvandrere. Wolf finkæmmede begge byers lægejournaler. For mænd over femogtres i Bangor og Nazareth var dødsraten for hjertesygdomme tre gange så høj som Roseto. Genetik var endnu en blindgyde. Langsomt gik det op for Wolf, at Rosetos hemmelighed hverken var mad, motion, gener eller geografi, men selve Roseto. Det var Bruhn og Wolf, der fik færten af det på en af deres ture rundt i byen. De kunne pludselig se, hvordan rosetanerne besøgte hinanden på kryds og tværs; de oplevede, at indbyggerne stoppede på gaden for at sludre på italiensk eller spise sammen i de lange baghaver. Snart satte Bruhn og Wolf sig ind i de omfattende

17


familieforhold, der som et usynligt net omspændte hele byens sociale struktur. De opdagede, at mange hjem husede tre generationer under samme tag, og at de ældste var højt respekterede. De gik til gudstjeneste i Our Lady of Mount Carmel og bemærkede, hvordan kirken bragte indbyggerne sammen. De opregnede toogtyve forskellige borgerforeninger i en by med knap totusind mennesker. Det forekom dem, at samfundet havde en moralsk rettesnor i form af et lighedsprincip, der afholdt de rige fra at skilte med deres succes og hjalp de mindre heldige med at tilsløre deres nederlag. Rosetanerne havde, så at sige, overført deres syditalienske kultur til bakkerne i det østlige Pennsylvania og skabt sig en stærk og tryg social konstruktion, der havde holdt dem på afstand af presset fra den moderne verden. Rosetanerne var sunde på grund af, hvor de kom fra; på grund af den verden, de havde skabt i deres lille by mellem bakkerne. ”Jeg husker første gang jeg var i Roseto,” fortalte Bruhn. ”Tre generationer sad sammen ved opdækkede borde; alle bagerbutikkerne; folk, der gik op og ned ad gaden eller sad og snakkede sammen på terrassen; tekstilmøllerne, hvor kvinderne arbejdede mens deres mænd var i skiferminen. Det var ren magi.” Da Wolf og Bruhn præsenterede deres resultater for den medicinske verden, blev de mødt med overvældende skepsis. De deltog i diverse konferencer, hvor deres kolleger fremviste række på række af komplicerede diagrammer med henvisning til gener og fysiologiske processer,

18


mens de bare stod og talte om mystiske og magiske fordele ved at stoppe op og tale sammen på gaden og bo flere generationer sammen under ét tag. Ifølge datidens konventionelle visdom skulle vi finde kilden til et langt liv i, hvem vi var – det vil sige vores gener. Det afhang også af hvad vi spiste, hvor meget vi valgte at holde os i form og hvor godt vi blev behandlet af vores læger og sundhedsvæsen. Ingen tænkte på helbred som noget der opstod i fællesskaber. Wolf og Bruhn måtte overbevise den etablerede lægestand om, at de skulle tænke på helbred og hjertetilfælde på en helt ny måde; de måtte få deres kolleger til at indse, at de ikke kunne forstå årsagen til sundhed, hvis de kun så isoleret på de enkelte individers personlige valg og gerninger. De var nødt til at se ud over individet. De var nødt til at forstå den kultur, som han eller hun var en del af, hvem deres venner og familie var, og hvilken by familien kom fra. De var nødt til at imødekomme ideen om, at vores omverdens værdier og de mennesker, der omgiver os, har en markant indvirkning på hvem vi er. I Afvigerne vil jeg gøre det samme for vores opfattelse af succes, som Stewart Wolf gjorde for vores opfattelse af sundhed.



Første del

Muligheden



Kapitel et

Matthæus-effekten ”For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.” Matt 25, 29 1. På en varm forårsdag i maj 2007 mødtes ishockeyholdene Medicine Hat Tigers og Vancouver Giants i turneringen Memorial Cup i Vancouver i British Columbia. Tigers og Giants var de to bedste hold i den canadiske ishockeyliga, som regnes for at være verdens bedste ishockeyliga for juniorer. Den talte fremtidens stjerner inden for ishockey – sytten-, atten- og nittenårige, der havde stået på skøjter og skudt med puck siden de lærte at kravle. Kampen blev vist på canadisk tv. I centrum af Vancouver hang der plakater for Memorial Cup på alle lygtepæle. Alle pladser på stadion var udsolgt. Det røde tæppe var rullet ud på isen, og kommentatoren præsenterede kampens to mest kendte tilskuere: Gordon Campbell, premierminister i den canadiske provins British Columbia, og så, under voldsomt bifald, Gordie Howe, en ishockeylegende af rang. Som kommentatoren udtrykte det med dramatisk stemmeføring: ”Mine Damer og

23


Herrer: Mr. Hockey.” Så fulgte tres minutters knaldhård, energisk ishockey. Vancouver scorede først, tidligt i anden periode, på ripost af Mario Bliznak. Sent i anden periode var det Medicine Hats tur. Darren Heim, holdets mest målscorende spiller, hamrede et skud forbi Vancouvers målmand Tyson Sexsmith. Vancouver svarede igen i tredje periode med det, der skulle blive det afgørende mål og som fik Medicine Hat til i desperation at udskifte målmanden, hvilket kun bidrog til yderligere et succesfuldt målskud fra Vancouver. Efter kampen flokkedes spillere og deres familier og sportsjournalister fra hele landet i vinderholdets omklædningsrum. Luften var tyk af cigaros, duften af champagne og lugten fra svedigt hockeyudstyr. På væggen hang et hjemmelavet banner med teksten ”Kom ind i kampen.” I midten af rummet stod Giants’ træner Don Hay med tårer i øjnene. ”Jeg er bare så stolt af mine drenge,” sagde han. ”Se jer omkring, der er ikke én af dem, der ikke gik ind i det her med liv og sjæl.” Canadisk ishockey er et meritokrati, et system baseret på egenskaber. Tusindvis af canadiske drenge begynder allerede, mens de går i børnehave. Fra da af er der en liga for hvert alderstrin, og for hver gang en spiller rykker op, bliver han testet, bedømt og sorteret, og de mest talentfulde vælges ud og trænes til næste niveau. Når spillerne når femtensårsalderen er de allerbedste blevet kanaliseret ind i ’superligaen’ kaldet Major Junior A, toppen af poppen inden for ungdomsishockey. Og hvis dit Major Junior A hold er i Memorial Cup-finalen betyder det, at du

24


spiller i toppen af toppen af poppen. Det bliver ikke bedre. Det er sådan, udvælgelsen af kommende stjerner foregår indenfor langt de fleste sportsgrene. Det er sådan, fodbold er organiseret i Europa og Sydamerika. Det er sådan, olympiske atleter udvælges til de næste lege. Det er for den sags skyld ikke meget anderledes end den måde, man finder frem til kommende virtuoser inden for klassisk musik eller nye stjernedansere inden for ballet eller lovende forskere til uddannelsessystemet. Man kan ikke købe sig ind i Major Junior A. Det har ingen betydning, hvem din mor og far er. Eller hvem din bedstefar er. Eller hvad dine forældre arbejder med. Det har heller ingen betydning, om du bor i det fjerneste hjørne af den nordligste provins i Canada. Hvis du har evnerne, vil du før eller siden blive fundet af landets vidt forgrenede netværk af talentspejdere og ishockeyeksperter, og hvis du dertil har viljen til at arbejde for sagen, vil du blive belønnet af systemet. Succes i ishockey er baseret på individuelle egenskaber, og begge disse ord er vigtige. Spillere bedømmes på deres egne præstationer, ikke på andres, og på baggrund af deres egenskaber, ikke på en eller anden tilfældig sjussen sig frem. Eller hvad? 2. Denne bog handler om dem, der afviger fra normen. Om mænd og kvinder, der gør ting ud over det sædvanlige. I de næste kapitler vil jeg præsentere dig for mange

25


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.