Page 1

Gør dig fri af mere-mentaliteten

John Naish Bindslev


nok!


John Naish

nok! Gør dig fri af mere-mentaliteten

oversat af Marianne Børch

Bindslev


Nok! er oversat fra engelsk efter Enough af Marianne Børch Copyright © 2008 by John Naish Published by agreement with Conville & Walsh Ltd. First published in Great Britain in 2008 by Hodder & Stoughton Dansk udgave © 2008 by Forlaget Bindslev Shakespeare-citat side 59 fra V. Østerbergs oversættelse Omslagsdesign: Jakob Hjort / www.jakobhjort.dk Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Sat med Palatino og trykt i Letland 2008 ISBN 978-87-91299-40-7 Forlaget Bindslev Forlagsgruppen Bindslev ApS www.forlagetbindslev.dk

Blandede kilder

Produktgruppe fra velforvaltede skove og andre kontrollerede kilder

www.fsc.org Cert no. SW-COC-002823 © 1996 Forest Stewardship Council


Til minde om min far og mor


InDHOLD

Indledning   9 1. NOK – af information   22 2. NOK – af mad   59 3. NOK – af ting og sager   86 4.. NOK – af arbejde   122 5. NOK – af valg   156 6. NOK – af lykke   182 7. NOK – af vækst   219 8. Aldrig NOK   247 Noter og henvisninger   277


Abbastanza Basta Destul Dost Dovoljno Enough Genoeg Genug Satis Suffisant Suficiente Tarpeeksi

italiensk spansk rumĂŚnsk tjekkisk kroatisk engelsk hollandsk tysk latin fransk portugisisk finsk


Indledning Den, der ved, at han har nok, er rig Tao Te Ching (ca. 250 f.Kr.)

H

vis et intergalaktisk rumskib om nogle århundreder skulle gå i kredsløb om jordklodens forkullede skal, ville dets piloter sikkert blive forfærdede, hvis de hørte, at Jordens befolkning af mennesker var indrettet sådan, at de i ubændig begejstring over at producere og forbruge mere og mere var endt med at brænde hele planeten af. ”Skøre tosser,” ville vores aliens sige, mens de rystede på deres sølvhvide hoveder. Hvis de samme gæster så også hørte, at vi var blevet mere og mere gnavne, syge og nedslidte efterhånden som vores jagt på ’mere af det hele’ kulminerede, ville de klø sig i hovedbunden og spørge: ”Hvad i alverden tænkte de på?” Et af de klogeste hoveder ville måske spekulere: ”Hvorfor i alverden udviklede de sig ikke?” Det ville være lige så sørgeligt, hvis de intergalaktiske gæster i et andet regi skulle være vores egne efterkommere, som var undsluppet vores katastroferamte planet sekunder før det endelige øko-geddon og nu, århundreder senere, kredsede om jorden i et lysende rumskib, som bevægede sig med lysets hastighed og kunne opfylde ethvert fysisk behov noget væsen kunne ønske sig. Og piloterne ville hviske til hinanden: 9


NOK

”Den her sløve skrammelbunke kommer ikke bare i nærheden af den nye Mk1192a.” ”Og de teleport-pods er simpelt hen så … ja, bare så sidste æon!” ”Kan du høre den svage summen i instrumentbrættet hver gang, vi accelererer. Den er ved at drive mig til vanvid.” Vi må i gang med at udvikle os. Og det skal gå stærkt. Vi må til at udvikle en fornemmelse for ’nok’ – som vi måske kunne kalde for noksomhed. Måske også have gang i en folkebevægelse for ’nok.’ Vi har skabt en kultur, der har ét overordnet budskab: Vi har endnu ikke alt, hvad vi skal bruge, hvis vi skal være lykkelige. Svaret, hører vi, er at eje, se, være og gøre endnu mere. Hele tiden mere. Men dette har besynderlige konsekvenser: Stress, depression og udbrændthed er alle i hastig stigning, selv om vi lever i en overflod uden fortilfælde. Og vores planet ser heller ikke særlig lykkelig ud. Vi har stærkt brug for at holde op med at overstimulere de stærke ældgamle instinkter der gør, at vi aldrig er tilfredse. I stedet bør vi pleje vores evne til at sætte pris på de fantastiske ressourcer, der ligger for vores fødder. I den vestlige verden har vi nu reelt alt, hvad vi på nogen måde har behov for. Der er ikke noget ’mere.’ Vi bliver nødt til at lære at leve ’post-mere.’ Dette er ikke det samme som at skrue tiden tilbage eller eje mindre. Det handler om at erkende, at vi er nået i mål (og tre gange hurra for det). Noksomhed – det at have nok, hvilket ikke er det samme som nøjsomhed – er en vej til tilfredshed. Noksomhed handler om den personlige økologi, om at vi hver for sig må finde vores egen bæredygtige balance. Noksomhed er det punkt, hvorfra det at få mere af noget tipper over fra 10


INDLEDNING

at gøre livet bedre til at gøre det værre. Det lyder enkelt, ikke sandt? Men vejen til noksomhed bliver hurtigt kompliceret. Skyd skylden på udviklingshistorien, den der bragte os her til. Vores udviklingsmæssige indkodning bragte os ned fra træerne og rundt i verden, gennem istider, hungersnød, pest og katastrofer, helt op til vor tid med dens teknologiske og materielle overflod. Og stadigvæk presses vi frem af den samme gamle kode: ’Jeg. Vil. Have. Mere. Nu.’ Indtil nu har den fungeret helt perfekt. Den har gjort os til verdens herrer. Men nu står den for at smide os på den kosmiske losseplads i kassen med indskriften: ”God ide, men …” Men i det mindste har vi omsider opdaget det grundlæggende problem. Under de indledende øvelser til denne bog opdagede jeg, at man ikke kan sidde med til et møde blandt psykologer, økonomer eller smarte politikere uden at høre det fremført, at vi rige mennesker i vesten påviseligt er ulykkelige og at den stigende velstand ikke gør os spor lykkeligere. De samme orakler klager også over, at vi er ved at kvæles i vores egen biludstødning. Men så skyder de skylden på økonomien. Eller regeringen. Eller ’samfundet’ (den korte version af ’det grådige fjols inde ved siden af, men ikke mig’). Eller de siger sågar, at det er en sygdom. I mellemtiden bliver verden ved med at bekymre sig om den globale opvarmning, knurre over overarbejde og klynke over, at vi ikke er lykkelige – alt imens vi jager efter, frembringer og forbruger mere og atter mere i håb om, at det vil sætte alle i bedre humør. Så længe det bliver ved med at være andres problem, vil processen fortsætte indtil planeten kun er et sted for kakerlakker. Det er udviklingen, der har bragt os til denne luksuskrise – med al den dejlige varme, belysning og 11


NOK

højteknologiske sygevæsen, der følger med. Nu er det op til hver enkelt af os at påbegynde udviklingen bort fra dette (og med lidt held kan vi samtidig beholde varmen, belysningen og alle de andre goder). Det er på tide, vi bryder med vores gamle vaner – og med alt det, der fastholder os i dem. I denne bog vil jeg udforske de mange måder, hvorpå vores forældede hjernevindinger bliver ved med at stå i vejen for os. Vi forlader os på instinkter, der giver gamle svar på nye udfordringer – især den udfordring, det er at leve i overflod med en hjerne, der stadig er programmeret til at frygte afsavn og fortære så meget som muligt. Vi blev bygget til at søge tryghed og mad, men ikke designet til at finde dem hele tiden. Vi er bebyrdet med ’begærlige’ hjerner. I dag kan vi, takket været neurovidenskab og teknologi, få et glimt af disse ældgamle reaktioner, når de blusser op i vores hjerner. Disse opdagelser viser, sammen med fremskridt i udviklingspsykologien, hvordan vi har opbygget en kultur, der driver os til at slå de forkerte instinkter til – dem, der reagerer på overflod ved at stræbe efter endnu mere, som reagerer på bekvemmelighed ved at tilskynde os til at arbejde endnu hårdere, som får os til at løbe endnu stærkere når vi får mere fritid, og som endda får os til at spise mere mens vi løber. Alt dette ender i en ond cirkel, fordi vores unødige behov sætter skub i vores økonomiske system, hvorefter det økonomiske system sætter yderligere skub i vores unødige behov. Vi er blevet ligesom Imelda Marcos og hendes sko: Det bedste par er altid det næste par … ja, for fanden, det er det eneste par, der er værd at eje. Som Robert Trivers, udviklingsbiolog ved Rutgers University, siger. ”Vi har udviklet os til maskiner, hvis 12


INDLEDNING

maksimumkapacitet hele tiden forøges. Vi har ikke nødvendigvis i os en stopknap, der siger: ’Slap af, du har nok’.” Men bare fordi vores hjerner grundlæggende udviklede sig i pleistocæntiden for mellem 130.000 og 200.000 år siden, er vi ikke dømt til at klovne rundt i det 21. århundrede som familien Flintstone. Indtil i dag har vi ganske hurtigt været i stand til at udvikle os til at løse nyopdukkede problemer, fordi vores mentale hardware er effektivt til at omstrukturere de dele, der hørte med i byggesættet. Der er kredsløb i vores hoveder, der sætter os i stand til at tage det næste vigtige skridt, selv om det moderne samfund i stigende grad skubber disse små livreddere til side. Disse kredsløb kan tilskynde os til at nyde, værdsætte og vokse. Vi har brug for at genoplive dem, at udvikle en ’nok’-knap i vores kultur og vores hoveder, at bryde den onde cirkel af mere, mere, mere. Ellers ender vi som den latterlige højttalerproducent, der hele tiden føjer et ekstra ciffer til på højttalernes lyddisplay: ”I lytter på styrke ti hele vejen. Hvad skal vi så? Op på elleve?” Mon dog? Vores nye noksomme reaktioner vil fortælle os – når vi har opnået det bedst mulige kvantum af hvad det nu skal være – at vi skal være glade for det og holde op med at nedslide vores dyrebare, begrænsede personlige ressourcer – tid, opmærksomhed og energi – på at jage efter endnu mere. Bæredygtighed er nøglen – og især personlig bæredygtighed. Alle undtagen de sløveste hjerner blandt os tror nu på, at verdens økosystem er i fare. Problemet er, at livet er belagt med så mange mindre opgaver, at det er svært at erkende problemets uhyrlighed i et omfang, der fører til andet end symbolske gestus. ”Ja. Det er uhyggeligt. Hvad skal jeg sige?” Den moderne teknologi gør 13


NOK

problemet værre. Jeg vil senere i bogen påvise, hvordan mange af vores mere-af-det-hele-impulser på uventede måder kortslutter vores ældgamle trang til at gøre verden til et bedre sted. Er jeg pessimist? Nej, bestemt ikke. Der er håb i den støtte strøm af rapporter, der fortæller, at det moderne liv i stigende grad gør os ulykkelige, irritable, bange og sindssyge. Sammen med den globale opvarmning oplever vi også en personlig opvarmning – mere stress og depression, en nedsmeltning af vores kredsløb. Det er sørgeligt for den enkelte. Men på den anden side har vi her det eneste håbefulde tegn på en mulig forandring i vores kultur. Det vil måske få stadig flere af os til at gå ind for noksomhed og skabe balance i vores personlige økologi under jagten på lykke, sjælefred og bæredygtighed. Som individer kan vi forsøge at finde balancen ved kun at stræbe efter de ting, vi virkelig ønsker os i stedet for at jage efter kunstigt frembragte regnbuer. Den skjulte fortjeneste for vores planet ville stige drastisk, hvis vi kunne flytte fokus fra ’stadig mere’ til ’nok.’ Jeg balancerer på min vakkelvorne moralske plint efter at have brugt tyve år på at forsøge at efterleve dette ideal. I begyndelsen var det nærmest en personlig særhed, der udsprang af min ganske lykkelige opvækst i et hjem med meget små midler. Min mor var enke, et barn af Anden Verdenskrig, og vores holdning til nyanskaffelser var stærkt påholdende: ”Er en ny (indsæt selv) virkelig nødvendig?” var familiens mantra. Under hele min opvækst havde vi det samme sofasæt, som igen stammede fra min afdøde fars ungkarletid, selv om vi fik det ombetrukket efter den devise om at øge og reparere, der senere blev til den ’grønne’ bevægelse. (Jeg har stadig 14


INDLEDNING

sofaen – selv om den nu lader til at være blevet et halvtredserstils-ikon.) Gennem de sidste ti år er min fornemmelse af et indre rationeringsinstinkt blevet uundværlig efterhånden som den ydre verdens råben på mere, mere, mere, er taget til. Jeg har måttet anstrenge mig stadig mere for at beslutte hvad der er ’nok’ for mig, for at skelne mellem nye ting, der ville forskønne livet og dem, der i sidste ende – selv om de er flotte – ville kaste en skygge over de gode ting, jeg allerede har. Jeg måtte til sidst gribe til drastiske midler. Det er derfor, jeg ikke længere ejer en mobiltelefon. Jeg havde en på et tidspunkt. Det virkede som en god ide, men så fik min kolleger fat på nummeret. Den lille bekvemmelighed forvandledes til en kanal for evindelige krav. Den er telefonens sidestykke til Hemingways Den gamle mand og havet – man sejler ud for at fange nogle lækre sardiner, men i stedet befinder man sig pludselig for enden af en line med en kæmpefisk i den anden. Det føles som en gevinst, men den slæber din lille båd midt ud på oceanet. Man bliver ved med at holde fast. Og så viser det sig, at fisken ikke duer til noget alligevel. Jeg havde intet ønske om at leve som Hemingways hærgede fisker, så jeg anskaffede mig ikke en ny mobil, da den gamle tilfældigvis gik i stykker. Vi har heller ikke noget fjernsyn derhjemme. Alligevel lykkes det mig at være på forkant af nyhedsstrømmen som journalist og forfatter. At sige ”nu er det nok” betyder ikke forsagelse: Selvom vi dæmmer op for den stormflod af mere eller mindre anvendelig information, der vælter ind over os hver eneste dag, går vi ikke glip af vigtig viden. Der sker det modsatte (som jeg vil forklare i det første kapitel). Vores hjem modtager under alle omstændigheder en strøm af information via bredbånd, 15


NOK

DVD’er og radioer. Hvor meget mere har man brug for? Og hvad er prisen for det beregnet i tid, rum og sjælefred? Vi er nu så rige på ting, at vi hver gang vi får noget nyt er nødt til at skubbe noget til side for at få plads, og vi får stadig mindre glæde af udskiftningerne. At efterleve noksomhed kan også bidrage til at gøre vores økonomi mere bæredygtig. Hvis vi budgetterer efter noksomhedsprincippet, vil det forhåbentlig gøre det muligt at arbejde netop så meget, at vi tjener nok, at frigive liv til den berigelse, der ligger uden for indtjeningens og forbrugets snævre vej. På den måde kan vejen til ’nok’ paradoksalt føre til mere. Jeg lyder nok selvtilfreds, men noksomhed giver mig tid til dagligt at dyrke Tai Chi og meditere (lad os bare med det samme rykke ud med klichéerne). Fruen og jeg kan desuden bruge timer på at vandre ud over markerne og drikke termokander med te på toppen af regndisede høje – aktiviteter, der klinisk beviseligt får humøret til at stige og styrker parforhold, og desuden holder os manden med leen fra livet. Bare det at være, til forskel fra at gøre, fremmer også den kreativitet, der ofte kræves i det moderne karriereforløb. Hjernen har brug for plads til at tænke. Deraf den gamle zen-omvending af frasen: ”Så gør dog noget. Sid ikke bare dér” til ”Gør dog ikke noget, sid bare dér.” Men i denne de uanede rigdommes æra føler vi os ofte overbevist om, at vi ikke må bruge kostbar tid på at stå på ét ben eller sidde med lukkede øjne og bare være til. Vi må være derude, på jagt. Lad os ikke foregive, at løsningen er spor enkel. Vi holder alle af at betragte os selv som fornuftsvæsener, der uden videre kan træffe afbalancerede beslutninger. Men menneskelige reaktioner viser ofte det modsatte. En 16


INDLEDNING

forespørgsel blandt bilister i det indre London viser f.eks. at de alle som en klager over ikke at have råd til trafikafgiften. Og de jamrer over den tid, de sidder fast i trafikpropper. De siger, de godt forstår, at de forurener luften og ved, at de burde finde mindre forurenende transport. Hvorpå de erklærer, at de har i sinde at tage bilen gennem det indre London til evig tid. Det lader ikke engang til at være kortsigtet egoisme, der driver dem. På samme måde har vi stort besvær med at vedtage grænser for vores noksomhed og bare tilnærmelsesvis holde os indenfor dem. Undersøgelser påviser gang på gang, at vi klager over alt for meget arbejde og alt for lidt fritid. Andre studier hører os klage over alle de overflødige ting, vi har i vores hjem. Så bruger vi endnu mere tid på at indkøbe ting, vi aldrig lader til at få glæde af. Det er måske vores ældgamle instinkter, der driver os til at tro, at nyanskaffelser vil øge vores chance for genetisk udødelighed. I fortidens neolitiske landsbyer var der stærke udviklingsmæssige grunde til dette. Men nu har vores kultur forstærket denne drift til en konstant tvangstanke. Ingen er immun. Jeg skriver meget af denne bog hjemme på en smart og kraftig bærbar indkøbt i et typisk øjebliks svaghed. Den forbruger så og så meget energi, udsender så og så meget varme og er så oplagt en invitation til tyve, at den prægtige sag aldrig forlader huset. Så der faldt jeg i. Jeg har også skrevet en hel del af disse kapitler, mens jeg var på farten, hvor jeg bruger en lille gammel batteridrevet letvægtsmodel, som jeg købte brugt for otte år siden. Den gør det nøjagtig lige så godt. Alligevel er der mange noksomheds-strategier, vi alle kan anlægge, hvis vi vil undgå at blokere for meget af denne ’skaf-mere, hav-mere, vær-mere’-impuls. For det 17


NOK

første må vi lave om på vores reaktion på syndfloden. Jeg håber, at denne bog vil ruste læseren til dette – ved at afsløre de mange snarer, som vores Pleistocæntids-hjerne uvilkårligt lægger for os, og forklare, hvordan den moderne forbrugsverden hijack’er vores sociale instinkter til at gå lige i disse fælder. Det kan måske lyde en smule overdrevet, men vi er omgivet af multimilliard-industrier, der bruger et stadigt voksende register af åbenlyse eller skjulte overtalelsesmidler på at få os til at begære, arbejde for og erhverve stadig flere ting. Som regel beklager vi os ikke, men hvis magtfulde bander fysisk tvang dig til at bruge al din tid og energi på at efterstræbe ting, du ikke behøvede, ikke ønskede og i sidste ende ikke havde glæde af, ville du formentlig føle dig rigtig dårligt behandlet. Noksomhed kræver, at vi afmonterer den statusfiksering, der næres af konstant forbrug. Som kultur trænger vi til at værdsætte andre former for ’cool’ – som f.eks. tid, råderum og selvbestemmelse – i stedet for ting og sager. Der er lovende tegn, både positive og negative: På den negative side bliver den verden, der vil have mere, mere, mere stadig grimmere: ”Du er, hvad du spiser,” siger vi, men det, at vi nu kan stille vores faktiske behov betyder, at ”vi er, hvad vi begærer” – og alt det reklamelir og al den branding og ordskvalder bliver stadig mindre kønt at høre på. På den positive side bliver ’grønt’ nu betragtet som smart (også selv om det tit består i at have en genbrugskasse, frådse i dyre ’etiske’ varer eller bruge en formue på at tage på øko-ferier). Men at melde ud med ’nok’ kræver også, at vi udfordrer vores egen indre propaganda. Faktisk føler vores 18


INDLEDNING

hjerne sig udødelig¸ den hvisker endda, at vi – med digteren Walt Whitmans ord – kan rumme mangfoldigheder; og den siger, at vi kan få det hele og gøre det hele. Disse egoistiske impulser bliver alle skruet op på fuld styrke af forbrugerkulturens vedholdende løfter om grænseløs selvrealisering. Men virkeligheden er jo, at vores hjerner ikke er udødelige, og at vi ikke kan få det hele. Vores overbevisning er bare et kneb, vores hoved udviklede for at overtale vores krop til at stå ud af sengen på fugtige morgener. Vi er menneskelige og begrænsede, og vi er nødt til at leve vores liv inden for realistiske rammer, hvis de skal være bæredygtige og tilfredsstillende. Vi kan hver for sig opleve store højdepunkter, men der er mange ting, vi aldrig kan se, være, eje eller gøre. Noksomhed kræver, at vi indser, at de uendelige muligheders gulerod altid vil dingle lige foran næsen på os. At acceptere denne kendsgerning er vejen til tilfredshed. Kun tilfredshed? Dette lille t-ord lyder som den kedelige, slidsomme fætter til Lykken med stort L. Men menneskeheden har aldrig tidligere haft mulighed for så udbredt en tilfredshed. Vi har nu nået det punkt, men vi vil absolut skyde over målet i jagten på det flygtige sus, vi kalder lykken. Som den amerikanske romanforfatter Edith Warton sagde: ”Hvis vi bare ville holde op med at prøve at finde lykken, kunne vi have det rigtig rart.” Vores kultur ønsker at gøre lykken til den evige salighed, om vi så skal brænde planeten af under jagten på den. Men blot det at opnå tilfredshed er en svimlende udfordring, der kræver en dygtig balancegang. Det kræver noksomhedens visdom – en visdom, jeg første gang hørte formuleret sidst i 80erne ved en konference om sygeforsikring, da en ukendt embedsøkonom udtalte: ”Lad ikke jeres begær 19


NOK

efter det perfekte ødelægge jeres evne til at værdsætte det, der kun er ’godt’.” Dette bringer os til et dilemma, der har udfordret vismænd siden civilisationens begyndelse: Hvor meget, helt præcist, er ’nok’? – og kan vi finde en metode, der kan måle det? Det er spørgsmål fyldt med fælder af den slags, der satte grå hår i hovedet på Jeremy Bentham, den engelske syttenhundredtals-filosof, som grundlagde utilitarismen i den hensigt at give størst mulig lykke til flest mulige mennesker. For at afprøve, om regeringens politik gjorde tilstrækkelig mange mennesker lykkelige, udtænkte Bentham et kompliceret system til at måle lykken. For at forklare, hvordan hans kalkule fungerede, skrev han hundreder af siders vejledning fyldt med underlige og klodsede gloser. Hans system slog frygtelig fejl. Forsøget på at kvantificere subjektive tilstande som lykke eller noksomhed er ligesom at gribe efter sæben i badekarret. Jo fastere man griber, jo hurtigere smutter den ud af hænderne. Men jeg tror, jeg er i stand til at pege i retning af, hvor lykken normalt befinder sig: Det er på det punkt, hvor kurven begynder at flade ud – kurven over den tilfredsstillelse, vi får af at få, at have, at være eller at gøre, mere. På den anden side af det toppunkt er vi uophørligt på det aftagende udbyttes glidebane. Vores primitive skaffedyrsinstinkter siger, vi skal blive ved, lægge flere kræfter i … til trods for, at gevinsten tydeligvis svinder ind. Det er på tilfredsstillelsens højdepunkt, vi bør standse op og nyde livet. Vi må lære at værdsætte den frihed, vi får af at være nået frem i stedet for at ase videre i håb om, at udbyttet igen på et tidspunkt til sidst vil stige. Så denne bog giver skamløst nok ingen love, ingen opskrifter, intet højtideligt løfte på linje med Find din 20


INDLEDNING

noksomhed på syv dage/et halvt år/hvornår det nu skal være. Den tilgrundliggende research har sendt mig ud på en lang rejse gennem noksomhedens kunst og videnskab for at udforske de instinktive mekanismer, der får os til at tilsidesætte den, undersøge måder hvorpå vi kan opnå den, og møde mennesker, som det lykkes at efterleve den. Jeg håber, den vil hjælpe læserne til at afgøre, hvad noksomhed er for dem. Det kan være i asketens forsagende liv, men sandsynligvis består den snarere i at afbalancere omtanke overfor det lejlighedsvise sus af endorfiner, der kommer af at storme hen til sin vante butiksdisk. Mine yndlingsforretninger sælger underlige dele til fine gamle guitarer og rustne gamle japanske motorcykler. Kan jeg nogensinde få nok af dem? Mjah, øhm, joh … Men jeg har i det mindste frigjort tid, fysisk rum og energi nok til at nyde den slags legetøj. Det er selvfølgelig ikke gudernes føde, men det gør godt. Det er sådan, jeg selv ynder at praktisere noksomhed. Nok og ikke mere end nok. PS Et kort notat til min revisor Hej, Barry. Af hensyn til den globale og personlige økologi, og i noksomhedens sande ånd, har jeg modstået fristelsen til at rejse kloden rundt under arbejdet på denne bog. Alle fysiske udflugter gik til mindre end en times kørsel fra mit hjem, og alle andre oplysninger og interviews blev indhentet ved hjælp af teknologiens mirakler. Derfor den udtalte mangel på bilag for rejseudgifter. Beklager, J.


1

| NOK af information Min velstand giver mig et liv i elegance; alt derudover ville være overflødigt. Edwardiansk talemåde; betragtes nu som forældet.

H

vis politiet skulle slå døren ind lige nu, ville jeg have en del at forklare. Jeg sidder på en lav skammel i en hytte på landet med udsigt ud over en engelsk landsbyfælled, iført en badehætte prikket fuld af små huller. Seksten sonder og et farvestrålende virvar af ledninger står ud fra den. Det har intet med narko at gøre og det gør ingen dyr fortræd, men rummet er fuldt af underlige tingester, fine gamle modelfly, antikke hjernediagrammer og et skrivebord, der engang har tilhørt filosoffen Lord Bertrand Russell. Ved siden af det er der et elektronisk abehoved, som er programmeret til at le højlydt hver gang nogen i rummet så meget som fniser. Dette gyseragtige tableau danner en højst besynderlig ramme omkring afprøvningen af en højteknologisk metode til at præcisionsbombardere vores data-proppede hjerner med yderlige informationer. Jeg er på besøg hos neurologen Dr. David Lewis, en videnskabsmand, der har brugt de sidste tyve år på at udvikle apparater, der kan undersøge, hvordan hjernen træffer beslutninger. Han troner i en sort lænestol med indbygget lys og fjernbetjening. Han er glad for ting og 22


NOK af information

sager. Hans seneste projekt tager den nyeste teknologi til undersøgelse af hovedet i brug for at imødegå en stadig større udfordring for marketingfolk – nemlig hvordan de skal trænge igennem til vores hjerner, omtågede som de er af den moderne verdens konstante mediestrøm, og række dybt ind i vores forvirrede hoveder med budskaber, der kan tilskynde os til at købe mere. Lewis og andre på området er hyret af førende virksomheder til at bane nye veje med denne teknik, som kaldes neuromarketing, på grund af et hastigt stigende problem: Vi er begyndt at drukne i vores egne data i et sådant omfang, at omhyggeligt målrettede budskaber preller af på vores hjerner – sammen med en masse andre personlige anliggender. Engang i 70’erne gav mit lokale byråd det lokale akvarium ordre til at ophøre med at holde delfiner, fordi dyreforkæmperne havde råbt op om, at Flipper & Co.’s sonarklik slog tilbage mod de stakkels dyr fra alle vinkler i deres trange bassiner. ”De bliver bombarderet af en lavine af deres egen hvide støj,” sagde dyrevennerne. Nu ved vi, hvordan delfinerne oplevede det. Hvor vi end ser hen, hver gang vi lytter, er der nogen, der prøver at fange vores opmærksomhed. Vores neuroner bliver angrebet af markedsføringsbudskaber, bearbejdet med reklamer, invaderet af produktplaceringer. Vi bliver bombarderet med op imod 3.500 salgsind­ slag hver dag, eller ét sekund ud af hver femten af vores vågne timer. I 2004 brugte virksomheder verden over mere end 200 milliarder dollars på reklame. De seneste ti år er antallet af britiske tv-reklamer steget fra 3.000 til 8.000, og antallet af kanaler er gået op fra fire til 123. Seks trillioner forretnings-e-mails blev afsendt i 2006, og ti millioner spam-mails sendes af sted hver eneste dag. Og 23


NOK

der er produceret mere ny information i de sidste tredive år end i de foregående 5.000. Det er formodentlig mere end rigeligt med data at fordøje lige foreløbig. Og så forresten: Hver uge byder på flere nye podcasts, ugeblade, avistillæg, kabelkanaler og radiostationer. Dertil kommer websites, tekster, blogs og alle DVD’erne med ekstramateriale og alle de ting, du ikke så i første omgang. Selv frisørkæden Toni & Guy er begyndt at installere trådløst bredbånd i salonerne: Man kan ikke få toppen studset uden at være koblet til infoverset: ”Hej skat, jeg er på hårnettet.” Nogle af samfundets mest kreative hjerner lader sig tiltrække af høje gager og prestigegivende frynsegoder til at hjælpe reklame- og markedsføringsbranchen med at pådutte os deres produkter. I gamle dage var disse mennesker måske blevet store kunstnere eller forfattere. Men i stigende grad udspyer de bare en strøm af raffinerede budskaber, der gør os fuldkommen rundtossede. Eksperter ved Henley Centre, en virksomhed, der følger udviklingen i medierne, frygter, at salgssnakken taler for døve øren. Mindre end en ud af hver fem konventionelle reklamekampagner har i dag ingen virkning af betydning. Og denne informationsoverflod fører til en instinktmæssig menneskelig reaktion, som i dag kun forværrer problemet: Når vi bliver forvirrede over alt for megen information, føler vi os tvunget til at søge mere information for at se, om det kan hjælpe os med at få rede på forvirringen. En analyse foretaget af Henley tyder på, at vi er ved at blive et samfund af info-egern, de nye mediers sidestykke til de skøre typer, der propper deres huse fulde af aviser. Mere end 70 procent af de adspurgte satte kryds i den bås på skemaet, hvor der stod ”Jeg kan aldrig få information 24


NOK af information

nok.” Men mere end halvdelen sagde også, at de ikke har tid eller energi til at bruge de informationer, de allerede har. Én måde at forsøge at holde trit med denne følelse af overbelastning er at prøve på at stuve endnu mere informationssøgning ind – ved at multitaske. Hovedparten af folk mellem tyve og tredive ser nu fjernsyn samtidig med at de er på nettet. Men hvor meget fatter de? Tv-annoncører er bekymret for, om seernes opmærksomhed og huskeevne er i frit fald: Jo mere information vi modtager, jo mindre opfatter vi. En af grundene til, at jeg er kørt ud til Dr. Lewis’ hytte er, at han vist nok var den første, der kastede lys over dette problem. Helt tilbage i 1996 opdagede han en ny epidemi i samfundet og gav den det smarte kliniske navn IFS (for ’information fatigue syndrome,’ dvs. informationsnedslidnings-syndrom). Lewis havde for Reuter udført en global undersøgelse af 1.300 forretningsmænd, der var ved at segne under byrden af det, vi i dag ville kalde en relativt beskeden informationsstrøm. To tredjedele af dem, han interviewede, fortalte, at stress forårsaget af informationspuklen havde ødelagt deres forhold, gjort dem søvnløse og fået dem til at tvivle på deres egen dømmekraft. Mange af de stressramte personer reagerede ved at søge endnu mere information, som skulle hjælpe dem med at få det hele til at give mening. Lewis, en nydelig lille herre på lidt over de tres og med en fed ræv bag øret, placerede uden videre skylden for syndromet på informationsrevolutionen. Hans nynavngivne sygdom faldt i den grad i tråd med tidsånden, at den hastigt udviklede sin egen mytologi. Daily Telegraph interviewede straks en IFS-patient om hans fem år lange smertelige vej til helbredelse. Året efter rapporterede Sunday Times tilmed, at syndromet 25


NOK

allerede havde været konstateret blandt allierede efterretningsofficerer under Anden Verdenskrig. Nylige undersøgelser bekræfter Lewis’ oprindelige konklusioner. Forskere ved London University beretter, at virkningen af overdreven kommunikation kan gøre større skade end hash. De hævder, at hvis du ryger en joint, går din IQ midlertidigt ned med fire point. Men bare det at være i en situation, hvor du kan sms’e og e-maile kan tage hele ti point af din IQ – hvilket svarer til den omtågede tilstand, der opstår når man springer en nattesøvn over. Undersøgelsen påstår, at denne virkning opstår, fordi koncentrationsevnen svigter, hvis man konstant føler sig tvunget til at standse op og tjekke om der er kommet ny post. Dette konstant distraherende parallelspor betyder, at vores produktivitet reduceres til at søge efter beskeder, der skal sætte produktiviteten i vejret. Oven i købet ødelægger vi vores privatliv ved at flippe ud over sms’er i stedet for være opmærksomme på de mennesker, vi er sammen med. Rapporten opfandt sit eget smarte ord for tvangsneurosen: ’Infomani.’ Vil du personligt opleve, hvor dybt denne tvangsneurose stikker, skal du bare sætte dig på en overfyldt pub og se, hvordan den høflighed, almindelig dannelse byder en at udvise overfor vores ledsagere går fløjten hver gang, der ringer en mobiltelefon. Vi er alle sammen i stigende grad infomaner, der tvangsmæssigt griber ud efter hver lille stump data i håb om en dag at finde den magiske komponent, der får alt det andet til at give mening. Dette paradoks er typisk for mange af vores problemer i dag, hvor vi lever i en overflod uden fortilfælde. De overlevelsesstrategier, der bragte os gennem årtusinder af afsavn og farer, mens andre tidlige mennesketyper uddø26


NOK af information

de, gør det vanskeligt for os at nyde den velstand, der nu omgiver os. Infomanien har dybe rødder i vores forhistoriske psyke. Dér ude på savannen, hvor vi udviklede os, måtte man være så meget på vagt, som gjaldt det livet. Og det gjaldt faktisk livet. Man måtte få det bedst mulige ud af den information, man havde. Nye ting – ansigter, former og begreber – var sjældne sammenlignet med i dag, og udløste en konflikt mellem frygt og nysgerrighed. Det ville have krævet et svimlende udbrud af nysgerrighed at provokere de første mennesker til at overvinde deres frygt for udslettelse ved at udforske så potentielt meningsfulde spørgsmål som: ”Hvad sker der, hvis jeg sparker til det firben?” Men ofte var det de mennesker, der tog sig sammen til at stille spørgsmål, som scorede de bedste chancer for mad og formering. Så ned gennem generationerne udviklede der sig i menneskets hjerne et belønningssystem, der opmuntrede til indsamling af information – og det viste sig at være en vinder i udviklingshistoriens vældige spil. Kliniske tests viser, at denne mekanisme stadig er aktiv i vores hjerner – det er et sus som af stoffer, vor krop giver os hver gang, vi hører om noget nyt. En videnskabelig undersøgelse fra 2006 foretaget af en neurolog ved University of Southern California rapporterede, at når vi fatter et nyt begreb, udløser dette glimt af forståelse en kaskade af hjernekemikalier, der belønner hjernen med et skud af naturlige, heroin-lignede opioider. Irving Biederman, som forestod denne forskning, siger, at den menneskelige hjerne har en klynge af opioid-modtagere i en hjerneregion, der har forbindelse med nyerhvervet viden. Han tror, at vi er udviklet til at blive ’høje’ hver gang, vi lærer noget nyt om vores verden eller fatter svære eller finurlige ideer, fordi det giver os et forspring for vores rivaler. ”Hvor alle 27

Nok!  

Læs indledningen til John Naish' provokerende og underholdende bog om din indbyggede grådighed.

Advertisement