Arken 163

Page 1

Kolofon

Bidragsydere

Mikkel Tode Tom H. Weinreich Johannes Jacobsen Signe Birk Sønderby Kresten Buur Melchiorsen Nicolai Røge Agnethe Søndergaard Sørensen Heidi Friborg Christophersen Adrian Hove-Kreutzfeldt Robert J. Buhl Peter Brylov Christensen Kirsten Busch Nielsen

Adresse

Forlaget Arken Det Teologiske Fakultet Søndre Campus Karen Blixens Plads 16 2300 København S

Telefon

tlf. 35 32 36 29 (+45 20 12 26 08 - redaktør)

Arken modtager gerne artikler, anmeldelser o.a. Send en e-mail med dit bidrag til Samuel Benjamin Nielsen kviksam@gmail.com

Deadline for Arken 164 er 15/10 2017.

Arken gør opmærksom på, at alle artikler og debatindlæg m.v. er et udtryk for skribenternes egne holdninger.

Det Teologiske Fakultets tidsskrift, København Nr. 1 - 2017 38. Årgang


Redaktionen

Chefredaktør

Samuel Benjamin Nielsen kviksam@gmail.com

Debatredaktør

Emil Lund Pedersen emillundpedersen@gmail.com

Bogredaktør

Peter Northcastle pnorthcastle@hotmail.com

Layout/Grafik

Johan Lund Pedersen lund@johanpedersen.dk Emil Lund Pedersen emillundpedersen@gmail.com

Akren Radio

Benedicte Holm Glæsel benedicte.holm.glaesel@gmail.com

Redaktion

Tea Kristina Lange Olsen Teagro2@gmail.com Mads Graves Pedersen mads2802@hotmail.com Mathias Harding mathiasharding@gmail.com Theodora Yde Harbsmeier theodorayh@gmail.com Theis Schønning Johansen theis_schonning@hotmail.com Thorbjørn Randrup t.randrup@hotmail.com Ida Bøgelund Larsen


Indhold

LEDER Samuel Benjamin Nielsen

04

ARKEN // LEDER

ARTIKLER Kirsten Busch Nielsen

08

Teologi på plads på Søndre Campus

Mathias Harding

12

Det nye ansigt på Afdeling for Bibelsk Eksegese – 3 spørgsmål til Peter Brylov Christensen

DEBAT Mikkel Tode

18

Bøsser i våbenhuset

Tom H. Weinreich

22

Teologi som produktionsmiddel - en dystopisk spekulation

Signe Birk Sønderby og Benedicte Holm Glæsel

26

Kønsligestilling vs. religionsfrihed

Emil Lund Pedersen

28

Hvem er folket?

ANMELDELSER Kresten Buur Melchiorsen

36

Nazisme er ikke, hvad det var engang

Nicolai Røge

40

En teologihistorisk fest

Agnethe Søndergaard Sørensen

42

I hvert fald et godt værktøj

Heidi Friborg Christophersen

44

Det er bedre at være langsom og doven, end for ambitiøs

Peter Northcastle

48

To Luther bøger

Kresten Buur Melchiorsen

52

Mod dagtyveri

Peter Northcastle

54

Om krig og kristendom

Adrian Hove-Kreutzfeldt

56

Skal Luther vedblive at være din ubesmittede ikon, så læs ikke her!

Robert J. Buhl

60

Det glemte folkedrab og dets glemte heltinder

Johannes Jacobsen

64

NYT FRA CUSSEN Sammen om det smukke spil


ARKEN // LEDER Af stud.theol. Samuel Benjamin Nielsen

V

elkommen til ARKEN #163 og velkommen til Søndre Campus. Arken udgiver for første gang i historien sit tidsskrift i nye omgivelser, men indholdet er det samme. Skibet er ladet med artikler, kronikker og boganmeldelser af de studerende såvel som ansatte her på Det Teologiske Fakultet, og de er klar til at deltage i samtalen med dig, om alt hvad der rører sig i teologien inden og udenfor fakultetets mange mærkelige vægge. Netop de nye vægge, som grænser op til juristerne, humanisterne og natur- og biovidenskabsfolket, har accentueret spørgsmålet omkring teologernes eksistensberettigelse i dette uddannelsessektorens mikrokosmos. Nu bliver det endnu tydeligere at teologens grundlag for sin eksistens som teolog, tager sig forskelligt ud. Der er mange ”lejre” på Det Teologiske Fakultet, og mistænksomheden overfor hinandens projekter ligger som en stadig fare under overfladen. Men til trods for at mistænksomhed mod hinanden gror i forskellighedens klima, så får den sin næring fra en og samme kilde. Nemlig fra det faktum, at der er noget på spil. Teologien er arenaen for livstolkningernes kamp. Derfor er det kun naturligt, at der nogen gange vises klør, især når fundamenterne bliver truet. Det er vel det, der gør teologi så spændende. Har man søgt ind på teologi, har man oddset med de store sandheder. Men kamp-analogien har dog den begrænsning, at den ikke formår at se, at vi alle står på samme banehalvdel: ”Jeg så det slid, som

4


LEDER // ARKEN

Gud har givet menneskenes børn at slide med (...) evigheden har han lagt i deres hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.” Sådan lyder det smukt fra prædikeren i 1948’eren. Alle står vi på samme side af ”evigheden” og tager vore livtag med den. Forstå den gør vi aldrig, men det har ikke slået nogen teolog ud. Måske er Det Teologiske Fakultet det eneste rum på Søndre Campus, hvor genstanden for studiet er større end en selv. Her hersker der den fordom at det sug i maven, der kommer, når vi forholder os til tiden, rummet og eksistensens størrelse, har noget vigtigt at sige os, og at der ikke er nogen spørgsmål, der skal censureres. Teologistudiet er selvfølgelig mere og andet end livtag med eksistensen. For at kunne nå de høje højder, må de jordnære discipliner plejes. Dertil tilbringer vi da også det meste af vores tid. Men præcis derfor må det så meget desto mere være os magtpåliggende at minde os selv om ikke at glemme den første kærlighed, der drev os til studiet. Velkommen ombord på Arken. Værsgo og læs!

ARKEN 163


163 // L EDE R // AR KE N

ARKEN

~

163

6


ARTIKLER

~ Teologi på plads på Søndre Campus // Det nye ansigt på Afdeling for Bibelsk Eksegese – 3 spørgsmål til Peter Brylov Christensen

Bliv journalist ved ARKEN. Send din artikel til redaktionen.

ARKEN 163


Teologi på plads på Søndre Campus Af dekan Kirsten Busch Nielsen

I

ARKEN // Teol ogi på pl ads på Søndre Ca mpus

sin sidste rektorkommentar i Universitetsavisen skrev Ralf Hemmingsen i anledning af indvielsen i januar af Mærsktårnet på Panum, at dette tårn kan ses fra Harvard. I de samme dage, som indvielsen fandt sted, flyttede Det Teologiske Fakultet, Det Juridiske Fakultet og Det Informationsvidenskabelige Akademi, der hører til Det Humanistiske Fakultet, ind i de nye bygninger på Søndre Campus. Her er ingen tårne. De højeste bygningsdele er på fem etager. Når jeg glæder mig over de muligheder, Søndre Campus byder også Det Teologiske Fakultet, er det ikke, fordi byggeriet bliver ved jorden. Men fordi jeg er overbevist om, at rigtigt anvendt vil de nye faciliteter kunne tjene den faglige udvikling i forskning og uddannelse, så de indsigter og resultater, som forskere og studerende opnår, lader sig se og høre viden om.

Det kvantitative har man kunnet læse om andre steder. Her blot dette: Der er i Det Teologiske Fakultets områder i bygning 6B, 7C, 8B og 9A indrettet ca. 90 kontorarbejdspladser, de fleste i enmandskontorer, ni undervisningslokaler, hvoraf det største har 105 pladser, seks mødelokaler, syv tekøkkener, fire nicher til print og kopiering, syv såkaldte vandhuller samt et halvt hundrede læsesals-pladser bag lukkede døre, men med adgang for indskrevne studerende, et antal læsepladser uden for læsesale dels på fakultetets område, dels i de fælles arealer i de tværgående gange. Dertil et fælles område, Markedspladsen, bl.a. med kantine beregnet for både studerende og medarbejdere. Endelig råder fakultetet over et antal lokaler i kælderen, som er beregnet dels til bibliotek, dels til arkiv og lager. En endelig oversigt over byggeriets økonomi har vi endnu ikke. Men regningen lander på ca. 1,1 mia. kr. Den betales af bygherren, staten, på nær en planlagt budgetoverskridelse, som Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet i december 2013 aftalte at dele i forholdet 60/40. Finansieringen af KU-andelen af overskridelsen, som fakultetet også skal tage sin del af svarende til andelen af kvadratmeter, indregnes i huslejen.

Arkens redaktion har bedt mig skrive et par sider til bladet i anledning af, at flytningen af Det Teologiske Fakultet fra Købmagergade til Søndre Campus nu er overstået. At Arken har tænkt sig ikke alene at forblive sødygtig, men faktisk også at sejle igen, er kun godt – for fakultetet, for de studerende, for studiemiljøet. Ud over disse linjer, som jeg gerne bidrager med til

Ind i disse rammer flyttede fakultetet i ugerne fra den

sejladsen, har jeg stillet Arken i udsigt, at fakultetet vil yde et økonomisk tilskud til det første nummer af Arken, som udsendes her efter flytningen.

12. januar til den 14. februar med to flyttefirmaers hjælp kontor-, møderums- og undervisningsinventar til medarbejderne og de ca. 650 heltidsstuderende. På flyttelæsset var desuden 2,3 km bøger og ca. 140 8


“Har vi fået, hvad vi ville? Ja, i de allerfleste henseender opfylder det nye hus sit formål på de måder, vi ønskede. Hvor det viser sig ikke at være tilfældet, må vi finde ud af, hvilke forandringer der skal til. Dette arbejde er som antydet i gang. Der er vaner, som skal tilpasse sig huset. Og der er dele af huset, der skal tilpasses vanerne.”

kunstværker. Bogsamlingen i fakultetsbiblioteket er stillet op i de teologiske afdelingers områder og i kælderen. Center for Afrikastudier har ønsket at have hele sit bibliotek i kælderen. Kælderbiblioteket er aflåst, men åbent for ansatte, studerende og gæster med adgangskort. I et særligt sikringsrum er bl.a. E-samlingen fra Søren Kierkegaard

Medarbejderne tog kontorerne i brug i takt med indflytningen. Fra den 6. februar fulgte de studerende med – forårssemesteret begyndte den dag. I kantinen på Markedspladsen kunne man fra samme dag få stillet sulten. Kaffen måtte man dog vente på.

Forskningscenteret opstillet. I perioden frem til udgangen af februar blev desuden lejemålene på Vartov og i Købmagergade 44-46 ryddet og klargjort til aflevering.

Mens dette skrives, er de fejl og mangler, der i den første tid har vist sig i det nye hus, under udbedring, og der er stadig ting, der skal bringes i orden, før den sidste flyttekasse kan foldes

ARKEN 163


sammen. Der vil også åbenbare sig forhold i indretningen, som på lidt længere sigt vil blive ændret – bøgernes opstilling, møblering, belysning eller hvad det nu måtte være. Der er åbnet en mailboks, hvor de studerende kan indgive kommentarer, forslag og ønsker til de nye lokaler, og fagrådet og jeg har holdt de første studenterstormøder, et på dansk og et på engelsk, om studielivet på Søndre Campus. Her har især læsepladserne og læsepladspolitikken været på dagsordenen. Fakultetets KUA3-/Søndre

undervisningslokaler og møderum, der kan bruges til flere formål. Har vi fået, hvad vi ville? Ja, i de allerfleste henseender opfylder det nye hus sit formål på de måder, vi ønskede. Hvor det viser sig ikke at være tilfældet, må vi finde ud af, hvilke forandringer der skal til. Dette arbejde er som antydet i gang. Der er vaner, som skal tilpasse sig huset. Og der er dele af huset, der skal tilpasses vanerne.

ARKEN // Teol ogi på pl ads på Søndre Ca mpus

“Vi er stadig for tæt på indflytningen til, at man kan afgøre, om sjælen så er kommet med. Det skal vise sig i hverdagen.”

Campus-følgegruppe med repræsentation af ansatte og studerende, der på ad hoc-basis har rådgivet om indretning mv. under byggefasen, nedlægges af disse grunde ikke endnu.

Hvad håber jeg, at Det Teologiske Fakultet får ud af at være flyttet ind på sine 3.600 m2 med tilliggender inden- såvel som udendørs på Søndre Campus? At studerende, forskere og administrative medarbejdere kan foretage sig det, hvormed fakultetets opfylder sit formål: forske, studere og lære, tænke, læse og skrive, tale sammen, skabe god understøttelse af kerneaktiviteterne. Kontorerne er ikke store. Men med gode lyd- og lysforhold er det mit indtryk, at mange synes, at lokalerne inviterer til fordybelse. Det samme gælder de to stillelæsesale. Hvad så samtalerne og diskussionerne? Markedsplads, mødelokaler, vandhuller og åbne

Det Teologiske Fakultets område er på grund af sin størrelse relativt kompakt indrettet. Principperne for indretningen blev formuleret i brugergrupper i projekteringsfasen: nærhed, understøttelse af kontakt på tværs mellem årgange og studieretninger, mellem medarbejdergrupper og mellem medarbejdere og studerende, her ikke mindst forskere og studerende, integration af biblioteket, 10


læsepladser giver gode muligheder. Så er der undervisningen: Lokalerne hertil er traditionelt indrettet. Det er mit indtryk, at de opleves som velfungerende. Gennem planlægningen af flytningen har fakultetet lagt vægt på, at arbejdsmiljø og studiemiljø skulle bringes godt igennem de ydre forandringer. Vi er stadig for tæt på indflytningen til, at man kan afgøre, om sjælen så er kommet med. Det skal vise sig i hverdagen.

ligger det mig på sinde, at nærheden til de ”tørre” nabofag ikke må skygge for universitetet i dets faglige bredde. Der skal gerne i alle henseender vedblive at være mangfoldige kontakter mellem fakultetet og universitetet i øvrigt. I de nye bygninger på Søndre Campus er det Det Teologiske Fakultet flyttet ind i et hus uden tårne. Men søjler skal det ikke skorte på. Den slags hører efter traditionen lærdommens bygninger til. Byggeriet på Søndre Campus

“Gabriel har præcis den størrelse, Gabriel skal have.” Et medarbejderudvalg lagde i efteråret 2016 en plan for den del af de sociale og faglige arrangementer, der i løbet af 2017 skal markere flytningen og understøtte, at gamle og nye vaner falder på plads. Indvielsen i maj er blot et af dem. Også studiemiljøet skal vi passe godt på. Fagrådet gør her et stort arbejde, foreningerne ligeledes, og fakultetets formelle studiemiljøindsats har i år fokus på aspekter af indflytningen. Det Teologiske Fakultet er nu del af et campusområde. Det er noget nyt. Bylivet i Købmagergade er erstattet med livet på campus som det synlige udtryk for tilhørsforholdet til universitetet. I det samlede byggeri udgør fakultetets område en karakteristisk og tydeligt markeret del af helheden. Det tager jeg som det arkitektoniske udtryk for fakultetets og dets fagområders særlige identitet og forskellighed fra andre fag. Mellem fakultetets fagområder og fagene i humaniora og jura er der talrige samarbejder. De var der i forvejen. De er opstået og har udviklet sig uden et campusfællesskab. Men naboskabet øger mulighederne. Samtidig

omfatter en række kunstprojekter. Et af dem er det værk, som kunstneren Kirsten Ortwed er i færd med at udføre, og som netop er en udsmykning af søjlerne i den store portåbning mod vest. Fra dekankontoret på Det Teologiske Fakultet er der udsigt til den gård, hvor et andet af kunstværkerne er opstillet. I de første uger i det nye kontor har jeg jævnligt set studerende og medarbejdere tage Ingvar Cronhammars fine værk – skulptur, granitflade, træer – nærmere i øjesyn. Efter kropssproget at dømme lyder kommentarerne bl.a., om værket, som mange har set skitserne til gennem de år, hvor vi har forberedt flytningen, virkelig ikke er større? Nej, ”Gabriel” har præcis den størrelse, ”Gabriel” skal have. Det er ikke sikkert, at størrelsen rækker til, at ”Gabriel” dernede i gårdrum C kan ses fra Harvard. Men der er ikke noget, der tyder på, at Søndre Campus ikke kan blive ramme for en fortsat faglig udvikling i forskning og uddannelse med resultater, der kan ses og høres viden om.

ARKEN 163


Det nye ansigt på Afdeling for Bibelsk Eksegese – 3 spørgsmål til Peter Brylov Christensen Af stud.theol. Mathias Harding

ARKEN // Det nye a ns igt på Afde li ng for Bi bel s k Ekseges e – 3 sp ørg s m ål t i l Pete r B r yl ov Ch r i ste n s e n

D

. 1 marts 2017 ansatte Det Teologiske Fakultet et nyt stjernefrø. Navnet er Peter Brylov Christensen, der de næste seks år som ph.d.-studerende på deltid skal slå sine folder på Afdeling for Bibelsk Eksegese. Kender man bare lidt til Brylov Christensens bedrifter på teologistudiet vil man vide, at vi her har at gøre med en sand ekspert i de semitiske sprog. Ligesom Københavnerskolens fader, Niels Peter Lemche, formår Brylov Christensen at sammenstille det bibelsk hebraiske sprog med ugaritisk (sproget i Baal-digtet), akkadisk (sproget i Gilgamesh og Enuma Elish), bibelaramæisk (sproget i Danielsbogen), oldsyrisk (sproget i Peshitta), klassisk ætiopisk (sproget i Første Enoksbog) og med et yngre semitisk sprog, nemlig klassisk arabisk (sproget i Koranen). Derudover har Brylov Christensen i løbet af sin studietid lavet eneundervisning i latin, oldgræsk og hebraisk for andre teologistuderende, samt været underviser for en læsegruppe i klassisk arabisk i foråret 2016, et år efter han blev kandidat.

Allerførst vil jeg gerne sige tak til redaktionen, fordi jeg måtte bringe en artikel i Arken med mit sprogprojekt. Og tusind tak for de meget venlige ord! I den forbindelse vil jeg gerne påpege, at selvom sprogfagene ikke optræder så hyppigt som før i tiden, bliver de stadig oprettet fra tid til anden. Mit ene arabiskkursus er bestemt ikke det eneste: Søren Holst har i de seneste år holdt fanen højt med aramæisk- og syrisk-kurser. Kasper Siegismund, en anden ph.d.-studerende, der har samme interesse i alle mulige støvede sprog, holdt i 2015 en læsegruppe i klassisk ætiopisk, hvor jeg selv læste med. Jeg mener, at denne type fag godt må fylde endnu mere på teologistudiet – ikke kun for at holde fagmiljøet i live, men netop, som du [Mathias] selv skriver, fordi der er så mange bibelteologiske relevante tekster på tværs af det semitiske sprogfelt at tage fat på. Dette behov for flere gode sprognørder gælder sådan set også på NT-siden af eksegesefaget, hvorfor jeg gerne vil slå et slag for koptisk (som jeg i sin tid læste hos Tilde Bak Halvgaard) og teksterne fra Nag Hammadi-biblioteket. Det meste af den ”gnostiske kristendom” findes i dette store korpus, der bare venter på at blive udforsket, så hiv hende endelig i ærmet, hvis det har interesse. Hun underviser vist et par stykker dette semester.

Det er vigtigt, at nogen fortsætter det møjsommelige arbejde med de beslægtede semitiske sprog, da arbejdet indgår som en uundværlig del af GT-forskningen. Jeg har stillet Brylov Christensen tre spørgsmål, der gerne skulle kaste lys over hans ph.d.-projekt.

Sprogfagene blev selvfølgelig ikke oprettet ud af den blå luft, dengang jeg var ny studerende (længe før fremdriftsreformen gjorde sit indtog).

Som en indledning til de tre stillede spørgsmål skriver Brylov Christensen selv: 12


“Hvis jeg rent faktisk lykkes med mit forehavende – at finde frem til en eller flere betydningsmønstre for det enklitiske mem – er der grammatikker og ordbøger, som på nogle punkter skal skrives om.”

Ud over en engageret underviser krævede det et vist antal studerende, som ønskede at få fagene stablet på benene. I dag er det uden tvivl blevet vanskeligere at føre ud i livet, da både undervisere og studerende er pressede endnu mere for tid. Dog vil jeg understrege, at det bestemt fortsat er muligt at få et fag oprettet per ønske. Det handler ”bare” om at finde nok folk til det og den rigtige underviser.

1. Hvad vil det enklitiske mem sige? Her kan man for alvor tale om the million dollar question. Det enklitiske mem er et sprogligt fænomen, en efterstillet konsonant -m, der forekommer på næsten alle semitiske sprog, og – alt efter sproget – hænger efter flere typer ordklasser. Ser man bort fra

forekomsterne -ma på akkadisk, hvor det har emfatisk karakter, er der ikke nogen, der med sikkerhed kender betydningen af det enklitiske mem, og netop derfor vil jeg undersøge det. Nu kan man selvfølgelig være fristet til at tænke (med rette): Jamen, hvis det er så hyppigt, hvorfor har Karen Martens så aldrig fortalt os om det i hebraisktimerne? Og det er, fordi det faktisk er langt fra sikkert, at bibelhebraisk overhovedet har det enklitiske mem. Uden at gøre det mere langhåret end højest nødvendigt, selvom det allerede ligger lidt i projektets natur, kan næsten ethvert muligt enklitisk mem i Bibelen tolkes som noget andet inden for sprogets rammer, dvs. enten som pronominalsuffikset i tredje maskulinum pluralis ‫ם‬-, den defektivt skrevne maskuline pluralisendelse ‫�ם‬- eller

ARKEN 163


ARKEN // Det nye a ns igt på Afde li ng for Bi bel s k Ekseges e – 3 sp ørg s m ål t i l Pete r B r yl ov Ch r i ste n s e n

resterne af den adverbielle akkusativ-endelse �‫ם‬-. Det gør givetvis udfordringen vanskeligere. For så vidt det enklitiske mem har overlevet på hebraisk, er det kun i rester, hvor et af de mere sandsynlige steder findes i Gen 14,6. Her står der: ‫ו�אֶת־ה�ח�ר�י ּבְהַר�רָם שֵׂעִיר‬. Læg mærke til mem’et i næstsidste ord. Én måde at oversætte det på er som et suffiks i tredje person pluralis og så ellers lade Seir stå som apposition: ”…og horitterne i deres bjerg, Seir.” Alligevel er den ikke helt i vinkel. Her ville man nemlig have forventet en ganske almindelig konstruktforbindelse uden mem a la ”horitterne i Seirs bjerge”, og sådan står det faktisk skrevet i den samaritanske pentateuk: ‫החרי בהררי שעיר‬ ‫ואת‬. Reglerne for god hebraisk foreskriver jo, at intet på nær den bestemte artikel må komme imellem konstrukt- og absolutled. Det sker så alligevel relativt ofte i Bibelen – men dette er ikke efter kunstens regler. På de andre semitiske sprog kan enklitisk mem uden problemer stå mellem konstrukt- og absolutled, og så passer pengene, hvis det altså er et enklitisk mem i dette tilfælde. Selv hvis det skulle være sådan, betyder det ikke nødvendigvis, at masoreterne har været bevidste om det enklitiske mems eksistens. Og med samaritanernes tekstvariant i baghovedet kan det endda være, at det er en stavefejl i den masoretiske tekst! Det er uden overdrivelse en mikroskopisk nål i en høstak. Så i første omgang vil jeg forholde mig til de sprog, hvor det findes med sikkerhed, og så ellers bruge kræfterne på at isolere mulige betydningsmønstre.

ved, en samlet undersøgelse af sammenhængen mellem de enklitiske mem på tværs af sprogene.

3. Hvad skal din forskning (formodentlig) lede frem til - hvad er din tese? Hvis jeg rent faktisk lykkes med mit forehavende – at finde frem til en eller flere betydningsmønstre for det enklitiske mem – er der grammatikker og ordbøger, som på nogle punkter skal skrives om. Og findes det i Bibelen på ord med teologisk tyngde, er der pludselig også en masse, der måske skal nytænkes rent eksegetisk. At man potentielt kan rokke ved fundamentet er både styrken og det tiltalende ved grundforskning. Omvendt er ulemperne selvfølgelig ligefor: Når man starter nede på bunden og ikke har så meget forskningshistorie at læne sig op ad, er risikoen jo også så meget større, at man muligvis må stille sig tilfreds med kun at have opfyldt enkelte delmål eller i værste fald anerkende, at man ikke kom i nærheden af målstregen.

2. Hvad har den hidtidige eksegetiske opfattelse været af det enklitiske mem? For at sige det rent ud: Jeg er ude i grundforskning – også på det sproglige plan, så der er ikke så meget at komme efter i forskningstraditionen. Der findes selvfølgelig teorier om betydningen af det enklitiske mem på de respektive sprog alene, hvor flere af dem hver især peger på emfatisk betydning ligesom det akkadiske –ma, mens andre er uenige og foreslår andre muligheder, men intet af det, jeg er stødt på endnu, uddyber egentlig, ”hvordan” eller ”hvorfor” det skulle være tilfældet. Der findes heller ikke, så vidt jeg 14


ARKEN 163

Heb raisk Te kst


163 // Det nye a ns igt på Afde li ng for Bi bel s k E ks egese – 3 s pørgs må l t i l Pete r B r yl ov Ch r i ste n s e n

ARKEN

~

163

16


DEBAT

~ Bøsser i våbenhuset // Teologi som produktionsmiddel - en dystopisk spekulation // Kønsligestilling vs. religionsfrihed // Hvem er folket?

Deltag i debatten Send din kronik til redaktionen.

ARKEN 163


Bøsser i våbenhuset Af stud.theol. og BA i fransk Mikkel Tode

S

ARKEN // B øss er i vå benhus et

elvom to personer af samme køn har kunnet indgå lovformeligt ægteskab i Folkekirken i snart fem år, lader det til, at der stadig er mange, der har svært ved at vænne sig til tanken. Nogle får måske endda en grim smag i munden, når talen går på homoseksuelle, der søger kirkens ritual og Guds velsignelse over deres kærlighed, fordi denne kærlighed enten må være falsk eller ugyldig i Guds øjne. Senest har man kunnet læse i Kristeligt Dagblad, hvordan landets biskopper appellerer til, at man fra Vajsenhusets side skåner de fintfølende højrefløjsteologer for det ækle ritual i genoptrykningen af Den Danske Salmebog. De opfordrer således til, at der bliver trykt en udgave af Salmebogen, hvor dette ritual ikke forefindes bagi, som om det slet ikke fandtes. Det må nødvendigvis skyldes enten en blind fornægtelse af denne tids virkelighed eller en krystalagtig skrøbelighed i disses teologi, der ikke kan klare et slag på hofteskålen uden at hele legemet går itu. Mens nogle sikkert hælder mere til det ene end til det andet, tror jeg at det primært handler om én ting, nemlig homofobi.

hvert fald udadtil) er homoseksuelle, vil fortælle bøsser og lesbiske, hvordan de skal opføre sig, hvad de (ikke) må, og hvordan deres handlinger ser ud i Guds øjne. Lige så vel som den verdslige, daglige homofobi både sårer og undrer mig, lige så meget er det mig et mysterium, at den homofobi, der til bøssers og lesbiskes store ulykke trives så vel uden for kirkerummet, får lov at have en plads også derinde. Og at dens plads tilmed bliver forsvaret af kirkens egne med en Bibel i hånden forekommer mig dobbelt så absurd.

Det er, ikke underligt, typisk de meget konservativt tænkende heteroseksuelle, der tordner mod homoseksuelles rettigheder, både i verden og i kirken. Og selvom der, indrømmet, findes få lystigere ting, end at skyde folk synder,

Så kommer den skriftkloge højrefløjsteolog og siger, at det ikke har noget med den enkelte bøsse at gøre; at man ikke vil nægte en homoseksuel Guds velsignelse, og at den homoseksuelle (måske) er genstand for Guds nåde, trods hans svare synd. Man vil blot ikke lyse velsignelsen over et homoseksuelt ægteskab, fordi det enten truer det heteroseksuelle ægteskabs hellighed, eller fordi det vil mishage Gud. Uanset hvad løber man ind i problemer. For det første: hvori består den trussel, som homoseksuelle ægteskaber udgør for det heteroseksuelle? Hvis man ikke vil gifte sig med en af det samme køn, kan man jo blot lade være med det. For det andet: hvem er det, der ser Gud i kortene og vurderer, hvad der behager og ikke behager ham, og kaster den første sten?

man ikke selv er i fare for at begå, i skoene, kan vi vel hurtigt blive enige om, at netop dét er et utiltalende projekt. Endvidere er det dybt ejendommeligt, da disse mennesker, der ikke (i

Det må altså handle om homofobi, for med Skriften i hånden er den slags ikke muligt. Ud over i Moseloven, finder vi kun udtalelser imod 18


ARKEN 163

B ron zeskul pt ur


homoseksualitet hos Paulus. Vor Herre Jesus har intet sagt om homoseksualitet, og tilbage står man med døde ord fra en lovtekst og ord fra en teolog. Fælles for de to er, at fordømmelsen beror på det erotiske aspekt af homoseksualiteten; det eneste, vi har at gå ud fra er, at disse to er af den klare opfattelse, at Gud hader analsex. Og fortsætter vi vores lekture i disse skrifter, vil vi også erfare, at den, der indtager blod fra et dyr, skal dø, og at ingen tyve, drukkenbolte eller røvere skal arve Guds rige.

side, er ægteskabets hellighed, som vi kan læse om i Matthæusevangeliets nittende kapitel. Her går talen primært på ægteskabsbrud, men Jesus har øjensynligt noget at sige om ægteskabet i det hele taget, og Matt 19,4-6 indgår i Folkekirkens vielsesritual (vel at mærke det, der bruges til mand og kvinde): ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen og sagde: ’Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød’? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud

ARKEN // B øss er i vå benhus et

“Det er på tide, at også den teologiske højrefløj stopper med at dømme kærligheden som enten rigtig eller forkert, inviterer bøsserne videre end våbenhuset og op til alteret, lader Kristus om dommen og slår deres lid til, at hans dom er nådig.” Dér røg den gode rødvinssauce, og dér blev vi den korsfæstede Frelser overlegne. Nej, argumentet kan ikke hentes derfra, uden at det bliver til tydelig og reel homofobi, eftersom det således bliver til en selektiv læsning af Skriften, sådan at noget gælder for nogle og ikke for andre. Det er uholdbart.

altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” Derfor skal… forlade. Den græske form καταλειψει er en futurum aktiv; en bøjning, vi på dansk må bruge et hjælpeverbum, som oftest modalt, til, for at forstå den fremtidige betoning. Man kunne lige så vel have oversat derfor vil, derfor må etc. Altså må vi forstå det sådan, at det, at manden forlader sin far og sin mor, er noget ganske almindeligt og hyppigt forekommende,

Et andet argument, der fremhæves af modstanderne af homoseksuelle ægteskabers 20


hvilket giver glimrende mening, da der er betydeligt flere heteroseksuelle på jorden end homoseksuelle. Det skal altså ikke efter min overbevisning ikke forstås imperativisk, som den danske oversættelse af Matt 19,4-6 betoner. Det er som om, nogle lutheranere har en sakramental forståelse af ægteskabet som vore venner i Rom. Den romersk-katolske kirke betragter ægteskabet som et sakramente, som indstiftet af Kristus selv og som en engangsfornøjelse. Det i sig selv er pudsigt, da ægteskabet ikke som sådan var et kirkens anliggende før middelalderen. Desuden kan vi ikke uden besvær gøre afvisningen af homoseksuelle ægteskaber til et spørgsmål om, at de ikke kan ”blive frugtbare og talrige, opfylde jorden” osv., da det dog trodsalt er de færreste præster, der vil bede om både dåbs- og fertilitetsattest forud for en brudevielse. Det ville betyde, at de ældre, de ufrugtbare o.l. ligeledes skulle efterlades i våbenhuset, frarøvet Guds velsignelse over deres ægteskab. Det er ikke mit indtryk, at det er tilfældet. Hvis det da ikke er det erotiske aspekt af homoseksualiteten, der sådan foragtes i nogle kirkelige kredse, da må det være selve kærligheden. En sådan foragt for kærligheden hører ikke hjemme i kirken. Mennesker elsker, fordi Gud elskede mennesket først. Når vi i dag fejrer bryllup i kirken, og den lyser Guds velsignelse over to elskende, da er det først og fremmest en fejring og velsignelse af den kærlighed, som to mennesker deler og har fået tildelt af Gud, som er kærlighed. Det må nødvendigvis gælde enhver form for kærlighed, der ikke er i strid med landets gældende lovgivning og den almindelige fornuft, og som ikke søger sit eget; også den, der findes mellem to homoseksuelle. Nogle vil så stadig hævde, at en sådan homoseksuel kærlighed ikke er sand, da den ikke kan avle børn, og dermed mister sin legitimitet, som det så også skulle være tilfældet med de ældre og de ufrugtbare. Som jeg påpegede ovenfor, er det typisk heteroseksuelle,

der kloger sig på homoseksuelle, deres rettigheder, deres kærlighed og hvordan den skal (evt. må) udfolde sig. Men det giver ingen mening at begynde at sætte kærligheden i verdslige kasser eller sige, at nogle former for kærlighed skulle være mere ægte eller legitime end andre – allermindst i kirken. Guds kirke er til for at tjene Gud og hjælpe de mennesker, der søger ham, til at finde hans nåde, kærlighed og Sandhed. Det må også gælde de ethvert par, der i kærlighed til hinanden søger Guds opbakning og velsignelse til det forestående liv i ægteskab. At dette skulle være at “lefle for tidsånden”, et også ofte rejst argument mod kirkens (overvejende) accept af homoseksuelle ægteskaber, forstår jeg ikke. En leflen må være, når kirken undviger sin eneste sande opgave, nemlig den at forkynde evangeliet om Jesus Kristus, til fordel for at trække mennesker ind i populismens ånd og på falsk præmis – som vi i øvrigt ser det i stor stil med den seneste tids teater-eskapader i Århus Domkirke, præster på æselryg i kirken, præstelige stripshows foran alteret, lyrikløs technomusik under overskriften ”kirke”, religionsblandende biskopper osv. osv. At kirken lyser sin velsignelse over to elskende af samme køn, kan aldrig blive en leflen, ligeså lidt som det kan blive en gradbøjning af evangeliet efter forgodtbefindende – for sagen er, at evangeliet intet har at sige på det punkt. Hvor evangeliet tier, skal vi ikke gribe til stentavler og teologer, men bruge vores sunde fornuft, handle til Guds ære og Næstens tarv og trang og give kærligheden plads. Derfor er det på tide, at højrefløjsteologerne kommer over deres homofobi, hvad enten den bunder i seksuel forskrækkelse eller kærlighedsforagt. Det er på tide, at også den teologiske højrefløj stopper med at dømme kærligheden som enten rigtig eller forkert, inviterer bøsserne videre end våbenhuset og op til alteret, lader Kristus om dommen og slår deres lid til, at hans dom er nådig.

ARKEN 163


Teologi som produktionsmiddel - en dystopisk spekulation Af stud.theol. Tom H. Weinreich

Teologien er ved at blive et produktionsmiddel

inddeling afspejler de respektive formål, som man tilskriver en given teologi, men mister sin mening, når teologien bliver underlagt kapitallogikker. Så giver det bedre mening at inddele efter produktionsform, hvor både pastoral og akademisk teologi produceres som det, jeg samlet vil betegne håndværksteologi.

ARKEN // Teol ogi som produkti ons mi ddel - en d ystop i sk s pe ku l ati o n

Som teologistuderende er det nærmest en fast konstruktion, at man ved alle lejligheder bliver udspurgt om, hvad man egentlig har tænkt sig at bruge et sådant studium til. Ofte følger et tillæg: “Vil du gerne være præst?” Som teologistuderende er man faktisk ganske privilegeret. Normalt når unge mennesker bliver spurgt, hvad de vil bruge et givent studium til, menes der egentlig, hvem man skal agere produktionsmiddel for, så vedkommende kan tjene penge på ens faglighed. Som teolog forventes det, at man som forvalter af en tusindårig tradition har et vigtigere ærinde end at bidrage til den økonomiske bundlinje i en virksomhed og fylde aktionærernes lommer. Det er et privilegium, som vi tidligere delte med andre fag, men som langsomt er blevet eroderet de fleste andre steder. Mange af vores beslægtede fag er for længst blevet nyttiggjort af kapitalen, og nu ser vi, at det er teologiens tur til at blive nyttiggjort – at blive et produktionsmiddel.

Pastoral og akademisk teologi ligner den førindustrielle håndværkskunst. Ligesom en skomager selv sad med læderet og kunne virkeliggøre sin tolkning af den faglige tradition, har også teologen kunnet arbejde uden hensyntagen til noget marked eller dets logikker. Det eneste hensyn har været til sin egen akademiske eller pastorale tradition og sin egen faglighed. Det helt centrale er, at både skomageren og teologen har haft ubetinget ejerskab og derved magt over produktionen. Ønskede man ikke skomagerens sko eller teologens teologi, måtte man undvære. Da produktionen blev flyttet ind på fabrikken, bestod arbejdet ikke længere i en skabende proces, hvor man søgte at virkeliggøre egne visioner. I stedet skulle man banke det samme søm ind det samme sted i læderet fra morgen til aften.

Håndværksteologi og produktions(middels)teologi At teologien bliver et produktionsmiddel vil sige, at vi må glemme den traditionelle opdeling i akademisk og pastoral teologi. Indtil nu har

Det centrale skift for både håndværksmesteren

man kunnet inddele teologien på den måde, at noget teologi bedrives, fordi der skal prædikes om søndagen, andet fordi det skal læses af andre akademikere og skabe ny viden. Den

og teologen består i, hvem der giver betingelsen for at producere. For arbejderen blev betingelsen at have adgang til maskiner, som gjorde produktionen mulig. At få betingelsen 22


“Teologiens indpas i erhvervslivet handler ikke om at man forestiller sig, at teologien har et særligt ærinde i erhvervslivet. Det er alene et spørgsmål, om at man nu vil bemægtige sig flere områder af arbejdernes og forbrugernes liv og til det formål kan man nyttiggøre teologien.” for at producere kostede rettigheder og meget af den værdi, man producerede. For teologien er betingelsen et spørgsmål om finansiering. At få den betingelse koster, at man producerer en teologi, der i sidste ende tjener bundlinjen og aktionærerne; at det bliver en produktionsteologi.

Det er bemærkelsesværdigt, at erhvervsliv begynder at interessere sig for klassiske teologiske emner. Produktionsmiddelsteologien er i virkeligheden et magtmiddel og et salgstrick. Den kristne kirke opfinder ifølge Michel Foucault sin egen særlige pastoralmagt, som kommer til udtryk i, at man skal bekende sine synder - både

kirker, hvor bekendelsespraksis stadig bruges til at kontrollere menigheden, lever den i bedste velgående i MUS-samtalen. Arbejdsgiveren får en enorm magt, ved at agere som åndelig vejleder og moralsk forbillede. I MUS-samtalen kan man frit udspørge arbejderen, ikke bare om hvorvidt arbejdet bliver udført ordentligt, men også om man grundlæggende støtter virksomheden og chefen. Det er et symptom på en fuldstændig entydig tendens, til at virksomheder påtager sig flere og flere roller, som tidligere blev varetaget andre steder, og det er ganske naturligt, at man overtager kirkens rolle og derved den kontrol, der følger med. Når nogle amerikanske virksomheder allerede ansætter virksomhedspræster, er ideen om, at produktionsteologien kommer til at skabe

dem man har begået, men også dem man kun har overvejet. Selvom der næppe er mange

nye og mere effektive måder til at kontrollere arbejderen på, slet ikke så fjern.

Udvidelsen af systemverdenens interessesfære

ARKEN 163


Den anden helt store tendens er, at virksomheder er en meget mere alsidig aktør i samfundet end tidligere. Corporate social responsibility (CSR) er på få år gået fra at være hipstersmart til nærmest påkrævet af alle virksomheder. Når multinationale selskaber har interesse i at fremstille sig selv som etisk og socialt ansvarlige, handler det om at skabe en fortælling hos forbrugerne.

fordi virksomheder forsøger at være meget mere end bare et firma eller en arbejdsplads og overtager andre funktioner. Teologiens indpas i erhvervslivet handler ikke om, at man forestiller sig, at teologien har et særligt ærinde i erhvervslivet. Det er alene et spørgsmål om, at man nu vil bemægtige sig flere områder af arbejdernes og forbrugernes liv, og til det formål kan man nyttiggøre teologien.

ARKEN // Teol ogi som produkti ons mi ddel - en d ystop i sk s pe ku l ati o n

“Produktionsmiddelteologien er i virkeligheden et magtmiddel og et salgstrick.”

Det eneste saliggørende er erhvervslivets velsignelse

For at få den effekt, ansætter mange større virksomheder allerede etiske konsulenter, og jeg forestiller mig en fremtid, hvor produktionsteologien arbejder på at begrunde, hvorfor denne eller hin virksomheds ageren er både etisk og social ansvarlig - ikke fordi man oprigtigt vil besvare det spørgsmål, men fordi virksomheden har bestilt det.

Nu har jeg tegnet et dystopisk og spekulativt billede af teologiens fremtid i den onde storkapitals klør. Uden at springe ud som fremtidsforsker eller folde en sølvpapirshat mener jeg alligevel, at jeg kan godtgøre, hvorfor det ikke er så langt ude, som det kan virke.

Der er noget indlysende dystopisk over det mentale billede af en produktionsmiddelsteolog, som skriver en længere afhandling om, hvorfor virksomhedens ageren er i overensstemmelse med hele den etiske

Mange humanistiske fag har et stort fokus på at kunne forsvare sin eksistensberettigelse. Det eneste saliggørende i den sammenhæng er at få

tradition.

erhvervslivets velsignelse. Det er et hædersmærke for eksempelvis tyskstudiet at nævne, hvordan Tyskland fortsat er vores største handelspartner. Der er brug for kandidater med tyskkundskaber,

Det er ekstremt interessant, at humanistisk og teologisk faglighed vinder indpas i erhvervslivet, 24


må man forstå - modsat eksempelvis det nu hengåede eskimologistudie. Når humaniora har været hurtigere til at blive fedtet ind i erhvervslivet end teologien, skyldes det, at teologi har haft en særlig position. Man har egentlig tilpasset sig dem (folkekirken og pastoralseminariet), som aftog teologer i en del år. Selvom man kategorisk ikke ønsker at italesætte teologi som en præsteuddannelse, er kandidatuddannelsen umiddelbart den mest låste og generelt orienterede af nogen kandidat, der smager af humaniora. For at få den brede faglighed, der appellerer til flest mulige menighedsråd, har man ofret specialiseringen. At erhvervslivet skulle stille krav, er altså ikke nødvendigvis fremmed for Det Teologisk Fakultet. Man kan med rimelighed mene, at der er meget langt fra, at en cand.theol. bliver generalist til, at erhvervslivet stiller alle mulige krav. På sigt tror jeg dog, at i takt med at erhvervslivet udvider sin interessesfære, kommer det til at ske mere og mere. I beskæftigelsessystemet har man i høj grad gennemtrumfet en logik om, at menneskets værdi består i at arbejde og derved i at skabe profit. Man kan i dag stille alle mulige og umulige krav til arbejdsløse, og viljen fra politisk side til at gennemføre arbejdsudbudsreformer er nærmest uendelig. Det er på trods af, at den generelle ledighed kun er på omkring 4%, så der er ikke voldsomt meget potentielt arbejdsudbud at skabe. Selvom min fremstilling af, hvordan den nyttiggjorte teologi kunne se ud, er lettere dystopisk, bliver fantasien stadig overgået af virkeligheden. Senest var der en sag om en kontanthjælpsmodtager, hvis mor døde, og som derfor ikke dukkede op til en jobsamtale. Derfor blev han trukket i sin kontanthjælp. Det system ville tidligere med rette kunne betragtes som en dystopi, så selvom der er lang vej endnu, er teologiens fortsatte frihed ikke sikker.

Prognosen Nu sidder du, min kære læser, måske tilbage med et spørgsmål om, hvor tæt vi er på at blive nyttiggjort. Jeg tror at et mål for, hvor tæt man er på at have gjort en tusindårig tradition til et produktionsmiddel, er hvor mange karrierearrangementer den gennemsnitlige studerende skal ligge øre til. Mange studerende på Søndre Campus er fra første uge af deres studium indlagt til at høre om, hvordan man som cand.mag. faktisk har mange muligheder for at sælge sin arbejdskraft til virksomheder. Som noget nyt er vi på teologi også selv begyndt at afholde karrieredage. Ved det sidste arrangement studsede jeg over, hvordan man fuldstændig ukritisk tog imod ideen om teologi som noget, der skal bringe selvrealisering til virksomhedsledere. Jeg kritiserer her ikke dem, som stod for et rigtig godt arrangement, eller oplægsholderen, som fortalte om sit arbejde. Snarere er det de tilhørende (herunder mig selv) som ukritisk accepterede præmissen om produktionsteologien som fremtiden. Karrierearrangementer er ikke onde i sig selv, men de ledsages desværre aldrig af debat om, hvorvidt vores fag har et ærinde i erhvervslivet. Vejen til erhvervslivet og produktionsteologien går gennem en vid port, som mange studier har valgt. Her til sidst vil jeg give Matthæus ordet netop om det:

Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” (Matt 7. 13-14)

ARKEN 163


Kønsligestilling vs. religionsfrihed

Ægypten mod Tyskland, OL 2016

Af stud.theol. Signe Birk Sønderby og stud.theol Benedicte Holm Glæsel

26


I

integrationsdebatten bliver tørklædet ofte fremhævet som kvindeundertrykkende i et forsøg på at modstille islam og såkaldte ”danske værdier”. Det har været ønsket fra nogle at forbyde kvinder at bære tørklæde i offentligheden. Forbuddet skulle fungere som værn mod social kontrol. Synspunktet synes meget sort/hvidt, idet et forbud også er en form for tvang. Man vil altså bekæmpe tvang med tvang. Dette er ikke måden, hvorpå kvinder opnår frihed, tværtimod. Friheden ligger i det frie valg. I sommer så vi et eksempel på en misforståelse af netop dette, da den franske regering forbød den såkaldte burkini fra de franske strande. Mange så billedet af fire politibetjente, der, lovmæssigt legitimt, tvang den kvindelige strandgæst til at tage sin burkini af. Lovgivningen havde frataget hende det frie valg til at iføre sig det tøj, hun ville.

I en værdipolitisk sammenhæng bliver tørklædet sat lig med undertrykkelse for at udstille islam som en kvindeundertrykkende religion. I anledning af 8. marts udgav Dansk Folkeparti en reklame, der modstillede en kvinde i tørklæde med teksten ”fanget” med et billede af en kvinde uden tørklæde med teksten ”frigjort”. Dette er en falsk modsætning. Modsætningen til ’at være frigjort’ er ikke ’at bære tørklæde’, men tvang, og det sås ikke på billedet om kvinden var blevet tvunget (direkte eller indirekte) til at iføre sig tørklædet. Reklamen er med til at fremmedgøre tørklædebærende kvinder og er derfor kontraproduktivt i ligestillingskampen, og integrationen i øvrigt. Der ser ud til at være en tendens til at forsøge at stille islam i dårligt lys ved at hævde, at den er kvindeundertrykkende. Ligegyldigt om islam er det eller ej, bør kvindeundertrykkelse ikke bekæmpes vha. begrænsning af den religiøse

“Kønsligestillingen fremmes ikke ved religionsfrihedens begrænsning.” Tørklædet kan bruges til social kontrol og undertrykkelse, men tørklædet kan også være udtryk for kvindens egen religiøse stillingtagen. En begrænsning af muligheden for at bære tørklæde er en begrænsning af religionsfriheden. Ønsket om forbuddet udspringer af en manglende anerkendelse af kvinder med tørklæde. Der sluttes fra det faktum at tørklædet kan bruges undertrykkende til at det altid er undertrykkende, hvilket er en grov generalisering, og en reducering af det enkelte individ. Derudover er tørklædet blevet dæmoniseret og symbol på noget fremmed og skræmmende, hvilket har den sociale konsekvens, at det bliver legitimt at møde enhver tørklædebærende kvinde med fordommen om, at hun er undertrykt.

frihed, Hverken gennem lovgivning eller gennem social fordømmelse. Kønsligestillingen fremmes ikke ved religionsfrihedens begrænsning. Pointen er på ingen måde, at kampen for kvinders ret til at tage tørklædet af skal undermineres. Det er en vigtig kamp, måske feminismens vigtigste pt. Pointen er, at den kamp ikke skal overføres til en eller anden misforstået fejde mellem religioner eller kulturer. Social kontrol skal bekæmpes, ikke på bekostning af den personlige frihed, men gennem anerkendelse af og opfordring til alle kvinders ret til at gå klædt præcis som de vil.

ARKEN 163


Hvem er folket? Af stud.theol. Emil Lund Pedersen

W

Hvad betyder “et folk” i grunden? Det umiddelbare svar må være, at begrebet folk dækker over en samlebetegnelse for en gruppe individer, hvilket så straks rejser spørgsmålet om, hvilke demarkationskriterier, der må ligges til grund for bestemmelsen af en sådan gruppe. I ren juridisk forstand synes afgrænsningen af folket ikke at være omgærdet af nogle synderlige vanskeligheder. Her må statsborgerskab anses for at være kriteriet for at indgå som en del af folket, hvorved man besidder de samme juridiske rettigheder og forpligtelser, herunder også retten til at indgå i den demokratiske beslutningsproces. Men det er klart, at PEGIDA-tilhængerne nok næppe gik på gaden en kold oktoberaften for at videreformiddle en tør konstatering af, at de skam også i juridisk forstand tilhørte det tyske folk. Nej, budskabet var, at de var folket. Ikke en del af folket, men folket slet og ret. Man kunne måske pynte lidt på PEGIDAtilhængernes slogan i det øjemed at undgå

det juridiske folk til det sande folk, går begrebet fra at være et deskriptivt begreb til at være et normativt begreb, hvilket vil sige, at kriteriet for at indgå i det sande folk ikke udelukkende er baseret på indfødsret, men i højere grad på et bestemt sæt af værdier. Men her står man så igen over for et nyt demarkationsproblem, for hvilke værdier er det i så fald, der skal agere som adgangskriterium for at indgå i det sande folk. Ja, her har vi balladen, for det synes der ikke rigtigt at herske nogen enighed om, hvilket man da også har kunne spore på dansk jord med den fortløbende, og til tider noget enerverende, debat omkring “danskhed”. Men dette skal ikke være emnet for denne kronik, her vil jeg blot hæfte mig ved, at begrebet om det sande folk benyttes som argument i legitimeringen af visse synspunker. Eftersom det sande folk ikke indbefatter hele det juridiske folk, må folket nødvendigvis være splittet i et så at sige “sandt” og “falsk folk”. Men hvori ligger begrundelsen for, at det værdikompleks, der konstituerer det sande folk, nu også er sandt? I hvilken forstand giver det overhovedet mening at tale om sandhed i denne sammenhæng? Det er sandt, at jeg er dansk statsborger og hvis jeg skulle blive i tvivl, kan jeg forvissende se efter i mit pas, der ligger på min hylde. Men sagen er straks mere prækær, når det omhandler, hvorledes et specifikt værdikompleks skulle kunne legitimere

eventuelle fejltolkninger, hvorved ”Wir sind das Volk” i virkeligheden betyder ”Wir sind das wahre Volk”. Hvis man skal tale lidt fint derom, kan man sige, at i denne begrebsbevægelse fra

at tale om et sandt folk. For mig at se bliver argumentet nødt til at tage udgangspunkt i en bestemt tolkning af kulturen og traditionen. Et folk har altid en historie bestående af et utal af

ARKEN // Hvem e r fol ket?

ir sind das Volk. Sådan lød kamprådet, da tilhængere af den tyske PEGIDA-bevægelsen gik på gaden i 2014 i den tyske delstat Dresden. Men giver det overhovedet mening at tale om et folk som en samlet enhed, sådan som PEGIDAtilhængerne lader det forstå, eller må man nøjes med blot at tale om folk i al almindelighed?

28


ARKEN 163

P EGI DA- de mon strati on


historiske hændelser, sejre og nederlag af mere eller mindre dramatisk karakter, der har gjort os til dem vi nu engang er. Historien om det sande folk bliver nu en genfortælling af den kollektive historie ud fra et specifikt perspektiv. Det bekvemme ved den fortalte historie er, at den altid starter et bestemt sted. I vores kollektive historie, forstået som den enorme mænge af historiske begivenheder, findes der som sådan

gjort det til, hvad det nu er i dag. I denne forstand er der intet i vejen for, at påberåbelsen af at tilhøre det sande folk ikke skulle være sand, thi det sande folk er jo netop konstitueret ud fra fortællingen om det. Fortællingen om det sande folk er altså en specifik genfortælling af vores historie, men dermed ikke sagt, at historien ikke kan genfortælles på andre måder. Den bliver jo netop genfortalt på et utal af

ARKEN // Hvem e r fol ket?

“folket er ikke noget, der foreligger som en given ting, der sådan entydigt lader sig bestemme, men noget, der skabes i den kontinuerlige proces, hvor vi sammen genfortæller vores fælles historie.”

ikke nogen begyndelse. Man kan begynde et sted, men det er ikke ensbetydende med, at det dermed er begyndelsen, som man begynder ved. Så snart man er begyndt, er man med andre ord allerede begyndt at fortælle en historie og når man fortæller en historie, har man den frihed, at man kan være selektiv. Hvis vi nu vender tilbage til begrebet om det sande folk, så mener jeg, at det grunder i en bestemt fortælling, en fortælling om hvordan folket opstod og hvilke specifikke begivenheder og værdier, der har

forskellige måder, hvor uenighederne mellem de forskellige genfortællinger bestemt er til at tage og føle på. Men heraf følger ikke, at der er en rigtig historie og mange falske. Et faktisk historisk forløb foreligger altid kun gennem fortællingen om det og at en fortælling altid vil være grundet i et givet perspektiv, resulterer ikke i, at den dermed fremstår som falsk, for i så fald vil al historieskrivning være falsk, uagtet hvad alverdens historikere så end måtte mene. Men det at en fortælling altid grunder i et givet 30


perspektiv fordrer så måske til gengæld en hvis åbenhed i forhold til andre perspektiver på det samme historiske forløb og det er måske her, fortællingen om det sande folk fejler. Fortællingen om det sande folk artikulerer som tidligere nævnt altid en splittelse. Gennem denne fortælling hævder man sig selv som de sande fortolkere af den historiske arv, der konstituerer folket, hvorved hævdelsen af alle oppositionelle synspunket de facto rubriceres som tilhørende det falske folk. Hvor det ovenstående hovedsageligt har været en diskussion af retmæssigheden af overhovedet at operere med et begreb om det sande folk, vil jeg nu forsøge at klarlægge nogle forudsætninger, hvorved udtrykket overhovedet fungerer som et gangbart argument. Det er klart, at argumentet om at repræsentere det sande folk kun giver mening inden for visse konstitutionelle sammenhænge. Hvis jeg i audiens hos en enevældig monark fremsatte et krav med den begrundelse, at jeg nu engang repræsenterede det sande folk, så ville han nok trække på smilebåndet og sige, at det da som sådan nok kunne være rigtigt, men at det nu desuagtet var ham, der bestemte. Dette eksempel skal blot udtrykke den noget banale pointe, at påstanden om at repræsenterer det sande folk, kun er et gangbart argument i en konstitutionel sammenhæng, hvor folket rent faktisk har noget at sige, hvilket vil sige, at argumentet kun er gangbart i en demokratisk sammenhæng. Hvis vi nu skal tale lidt græsk derom, så er demokrati som bekendt en sammenskrivning af de to græske ord δήμος og κρατος, der betyder henholdvis folk og sådan noget som magt eller herredømme. Så i demokratiet er det altså folket der, i hvert fald på papiret, har magten. Den argumentatoriske kraft i begrebet om det sande folke ligger netop i en indskrænkning af begrebet om δήμος til at være konstitueret af et givet sæt af synspunkter, hvorved al magtudfoldelse, der ikke konvergerer med disse synspunkter, i grunden bliver illegitim. Spøgsmålet er nu om demokratiet som den konstitutionelle ramme, der overhovedet gør argumentet om det sande folk til et gangbart argument, ikke implicerer

pluralisme. Det er i hvert fald klart, at hvis demokratiet blev indrettet ud fra ideen om, at det sande folk repræsenterede den eneste sande folkevilje, ville demokratiet som institution være overflødiggjort. Demokratiet ville være reduceret til varetagelse af folkeviljen, hvor enhver uenighed principielt ville være umulig. Dermed ville folket de facto have ophævet sig selv som politisk subjekt i lyset af den enighed, der er nødvendiggjort af ideen om et sandt folk. Så snart man indrømmer muligheden for uenighed internt i det sande folk, vil det være problematisk at opretholde begrebet. Man kunne måske også mene at begrebet om det sande folk i udgangspunktet indeholder en konstruktionsfejl, eftersom det implicerer at alle, der indgår i dette folk, nødvendigvis må afskrive sig deres individualitet i enighedens navn. Men i min optik er demokratiet netop den institution, der skal varetage borgernes individualitet efter bedst mulig formåen i accept af, at vi eksisterer som personer, der er bundet til vores egen perspektiviske forståelse af virkeligheden. Dermed ikke sagt, at man ikke kan identificere sig med fortællingen om at være repræsentant for det sande folk, men jeg vil blot mene, at det er en smule naivt. Det her fremførte er som sådan ikke en brandtale for politisk pluralisme, men blot en konstatering af, at forskellighed er et uundgåeligt faktum, som man må forholde sig til som sådan. Så hvem er så folket? Tja, det et godt spørgsmål, men hvis jeg skulle komme med en ikke alt for entydig definition, så vil jeg sige, at folket ikke er noget, der foreligger som en given ting, der sådan entydigt lader sig bestemme, men noget, der skabes i den kontinuerlige proces, hvor vi sammen genfortæller vores fælles historie.

ARKEN 163


Ark en Radio

~

Lyt til ARKEN RADIO på https://soundcloud.com/arken-radio

Støt Ark en

~

Du kan nu støtte Det Teologiske Tidsskrift Arken med et valgfrit beløb på https://arken.10er.dk


Studenter menigheden i København

~ I

forårssemestret

2017

gennemfører

Studentermenigheden

fortsat

studentergudstjenester og en række arrangementer i Indre By. Det er den fremtidige placering, som flest studerende har givet udtryk for, at de foretrækker efter udflytningen til Søndre Campus, om end på ny tidspunkter. Foreløbig er denne ordning er et forsøg, som til efteråret vil blive justeret ind i forhold til erfaringerne, og Studentermenigheden hører gerne forslag til forbedringer mht. tid og sted. Skriv til studenterpræst Stefan Lamhauge Hansen: slh@rundetaarn.dk

STUDENTERGUDSTJENESTER TRINITATIS KIRKE, TIRSDAGE KL. 16.30 FOREDRAG O.L. STUDENTERHUSET, TIRSDAGE KL. 19.00 BORDSAMTALER STUDENTERMENIGHEDENS LOKALER, STORE KANNIKESTRÆDE 8,1., TIRSDAGENE: 25. APRIL, 9.MAJ OG 23. MAJ KL. 18-20

Se nærmere omtale af de enkelte arrangementer på: facebook.com/smikbh


163 // Hvem er fol ket?

ARKEN

~

163

34


ANMELDER

~ Nazisme er ikke, hvad det var engang // En teologihistorisk fest // I hvert fald et godt værktøj // Det er bedre at være langsom og doven, end for ambitiøs // To Luther bøger // Mod dagtyveri // Om krig og kristendom // Skal Luther vedblive at være din ubesmittede ikon, så læs ikke her! // Det glemte folkedrab og dets glemte heltinder

Bliv anmelder ved ARKEN. Send din anmeldelse til redaktionen.

ARKEN 163


Nazisme er ikke, hvad det var engang Anmeldt af stud.theol Kresten Buur Melchiorsen Løgstrup, Heidegger og nazismen af Hans Hauge Forlaget Multivers. 2016. 356 s. 290 kr.

ARKEN // Nazi sm e er ik ke, hvad det var engang

S

torm P, der fra 1937 til 1944 var medlem af det – for en periode – nazisympatiserende Nordische Gesellschaft, som havde Heinrich Himmler i sit storråd og fra 1933 hørte under Alfred Rosenberg, har i en eller anden sammenhæng skrevet følgende sætning: ”Fransk er meget nemt – hest hedder cheval, og sådan er det hele vejen igennem!” Tager vi os den frihed at omskrive den sætning en lille smule, har vi efter mine bedste begreber en udmærket beskrivelse af Hans Hauges nye bog ’Løgstrup, Heidegger og nazismen’: ”Bogen er lige til – Heidegger var ”næsten ikke nazist”, og sådan er det hele vejen igennem!”. Næsten ikke nazist. Man kan vel med rette indvende, at det er nonsens. Enten var han nazist, eller også var han ikke. Men vi forstår nu alligevel godt, hvad ’næsten ikke’ skal betyde. Hauge er inspireret af B. Cassin og A. Badiou, der i en bog hævder, at Heidegger både var en ”småborgerlig nazist fra provinsen” og ”den største filosof i det 20. århundrede”. Det er sådan, at man skal forstå, at Heidegger næsten ikke var nazist.

sådan set en udbytterig beskæftigelse, fordi man derved kan blive opmærksom på, hvilken tid tankerne bevægedes i og af, og hvem der bar dem – eller var dem. Det kan være nødvendigt, jeg skal ikke kunne sige det i almindelighed. Men måske kan man sige, at der vel næppe gives nogen person så ren, at sagen ikke lider skade, hvis man uløseligt sammenkæder personen med den. En sådan konstatering undskylder ikke Heidegger. Det er bare en strøtanke.

Man kan og bør adskille person og sag, sådan som de fleste, der beskæftigede sig med Heidegger indtil omkring 1980’erne, gjorde ved enten ikke at beskæftige sig med Heideggers politiske liv 1933-1945 eller ved for en kort bemærkning at benævne den som f.eks. en raptus

Hauges bog beskæftiger sig egentlig ikke eksklusivt med Heidegger og bør ikke betragtes som et forsøg på at rense Heidegger, der var medlem af NSDAP 1933-1945. Heidegger var i den forstand, dvs. nominelt, nazist i tolv år. Hauges ærinde er et andet. Det er en forholdsvis kaotisk bog, der efter forgodtbefindende blander et utal af genrer. Bogens undertitel lyder: ”Biografier, diskussioner, erindringer, polemikker og anekdoter”. Det er sandt. Denne hensynsløse blanding er et opgør med, at man som universitetsansat skal skrive kedeligt, hævder Hauge. Og bogen er vitterlig komisk fra tid til anden. Der nævnes generøst et væld af navne, der pga. et manglende register virker en kende svimlende. Bogen er fremragende kulturhistorie, idiosynkratisk fremskrevet, og nogle gange er den trættende detaljeret grænsende til det parodierende. Engang

eller en fejltagelse (som Heidegger selv gjorde, men aldrig – offentligt bekendt – undskyldte for). Man kan altid selv forbinde person og sag, hvis man har slige interesser, og oftest er det

imellem forekommer kontante påstande ud af det blå, påstande der ikke er blevet bygget op til, og som man derfor ikke kvalificeret kan tage stilling til, men kun overrumples af. Det 36


ARKEN 163

Mar tin He idegg er


ARKEN // Nazi sm e er ik ke, hvad det var engang

“Heidegger var jo nazist, men i den forstand, at han næsten ikke var det.”

er en stil. Der forekommer en del umiddelbart irrelevante fodnoter, som f.eks. nummer 58 (af 197), der fortæller, at Johannes Sløk trivedes bedst i Danmark og i øvrigt var lige så dårlig til engelsk og tysk som P.G. Lindhardt. Der står ikke noget sted, hvor dårlig P.G. Lindhardt egentlig var til engelsk og tysk. Lægger Hauge her op til en efterfølger? Selvom det kan føles sådan, er de mange fodnoter ikke irrelevante. Bogen er universitetshistorisk, og derfor omhandler den bl.a. Aarhus Universitet, hvor K.E. Løgstrup var ansat. Bogen handler faktisk om meget andet end Heidegger og nazismen, f.eks. om diverse disputatsforsvar i 70’erne, om Studenterkredsen og ungdomsoprøret. Der er utallige anekdoter. Men bogen har dog et sigte. Den beskæftiger sig med, hvorfor Heidegger-bashingen (som Hauge benævner

til ny viden. Heidegger var jo nazist, men i den forstand, at han næsten ikke var det. Hauge mener, at anklagerne mod Heidegger handler om noget andet eller mere, end at han var nazist. Det er led i en politisering af Heideggerforskningen, der gør året 1933, hvor Heidegger holdt en berygtet rektoratstale i Freiburg, til nøglen til et helt forfatterskab. Det er Hauges påstand, at affejningen af Heidegger skal bane vej for ”nyrealisme, neonaturalisme og nypositivisme, fordi disse gamle videnskabssyn passer som fod i hose til det nye corporate university, som det hedder”. Det er denne sammenhæng, Hauge forsøger at vise. Det er en sammenhæng, der skal fremvises, fordi det ikke umiddelbart giver sig selv, og det lykkes, når Hauge beskæftiger sig med andre lande end Danmark, hvor angrebet på Heidegger ofte forbinder sig med et angreb på åndsfriheden.

den) på universitetet mon nu er så udbredt, som den er. Især efter at Schwarze Hefte, der indeholder klar antisemitisk tale, er udkommet (2014). Hauge mener ikke, at disse hæfter fører

Det er, når den er forbundet med det, som vi i dag kalder politisk korrekthed. Man kan spørge, om Heidegger-bashingen egentlig er så udbredt, som Hauge hævder. Vel egentlig 38


ikke på de danske universiteter hvor mange i sympati beskæftiger sig med Heidegger. Måske er åndsfriheden i Danmark mere modstandsdygtig. Det er svært at bevise. Hauge fremviser hundredevis af angreb på og forsvar af Heidegger i bogen i sin sags tjeneste. Man skal altså ikke forvente en bog, der er fokuseret på Heideggers tænkning. Bogen beskæftiger med de relationer, Heidegger indgik i, og de relationer andre personer havde og har til Heideggers tænkning. Her er K.E. og Rosemarie Løgstrup en original tilgang til Heideggers nazisme. Løgstrup opholdt sig i Tyskland i de bevægede år, og beskæftigede sig med og mødtes med Heidegger efter krigen. Han holdt sågar – kun fem år efter krigen - et foredrag i Berlin, der handlede om bl.a. Heidegger. Heidegger var nazist, men det var – i denne sammenhæng – ikke relevant. Selvom man altså kan adskille person og sag, er det udbytterigt at inddrage andre personers forhold til den sag, der var Heideggers. Hauge overser imidlertid ikke, at Løgstrup skrev en artikel i 1936, hvor Heidegger præsenteredes som ”Nazismens Filosof ”. I 1938 skrev Løgstrup ”Førerskab og Diktatur I og II”. I disse artikler slingrer også Løgstrup i valsen, selvom han må afvise (og afviser) nazismen som løsning på tidens dårligdom. Løgstrup slingrer, fordi han insisterer på at tale filosofisk. Det var til stadighed Løgstrups problem. Behovet for at tale filosofisk korrumperer. Et sted i bogen citeres Mogens Fog: ”Nazismen er kulturens fjende”, hvor Hauge – måske – citerer Løgstrup: ”Kulturen er kristendommens fjende”. Og det er noget andet, som ikke lader sig formulere rettelig filosofisk. Vil man absolut tale filosofisk, ender man måske som nazist – eller lignende. Hauge har følgende dejligt provokerende sætning som første motto for bogen: ”Le nazisme est un humanisme” (Lacoue-Labarthe). Vi kan strides om, hvad nazismen er, men humanisme er den.

vi i dag forstår ved nazisme, forstod de ikke i 1933. Mange var lede og kede af den krise, kulturen befandt sig i. Der måtte ske noget nyt, og måske var nazismen dengang den redning, der skulle til – og som Heidegger konstant indtil sin død spurgte efter. Hauge har en interessant skelnen mellem nazisme og kommunisme. Den første er afgørelse, den anden udvikling. I en krise behøver man ikke abstraktioner over verdenshistoriens nødvendige udvikling, men afgørelse. Sådan tænkte Heidegger – og til en vis grad også Løgstrup. Senere var teknikken ifølge Heidegger måske redningen, selvom også den var en fare. For hvor faren er, vokser redningen. Hölderlin-citat ofte benyttet af Heidegger. Hauge vil ikke rense Heidegger. Det lader sig ikke gøre. Selvom Heidegger var nazist, men næsten ikke – fordi han ikke forstod ved nazisme, hvad vi forstår i dag, hvis vi da overhovedet forstår nazisme og ikke bare benytter det som et skældsord – bør man stadig beskæftige sig med ham. Løgstrup var også bevæget af de problemstillinger, Heidegger var bevæget af. Heidegger skuffedes muligvis over nazismen, da den ikke blev, hvad han håbede – måske begræd han den ondskab der åbenbaredes, da den udeller afviklede sig, måske blev han afsindig af det vanvid, der blomstrede, og den død, der flød fra dør til dør – men i hvert fald tog han fejl, han tabte. Og det var der ingen grund til at sentimentalisere ved at sige undskyld. Det angik ham og Gud.

Nazismen er mest af alt en nutidig opfindelse, hævder Hauge. Man skal bemærke ’mest af alt’. Hauge er ikke idiot. Dengang vidste man ikke, hvad nazismen ville lede til. Hvad ARKEN 163


En teologihistorisk fest Anmeldt af stud.theol. Nicolai Røge Teologien i Historien – Historien i Teologien, festskrift til professor Lauge O. Nielsen Af Carsten Selch Jensen og Christian Gottlieb (red.) København: Eksistensen. 2016. 320 s. 250 kr.

Vil du rose og prise mig, så se, om du kan finde noget, som jeg har udrettet ærligt og rosværdigt og ros mig for det…” (s.150). Citatet tillægges i nærværende festskrift kong Alfonso V af Aragonien, men synes at udtrykke, hvad der er på færde gennem hele udgivelsen: Forfatterne roser deres agtværdige forskerkollega for dennes store arbejde og videnskabelige indsats.

sikkert gennem middelalderens kirkehistorie og filosofiske tankesæt. Et var dog fra begyndelsen klart: Kurset var ikke et kursus i kirkehistorie, men et kursus i kirke- og teologihistorie. Således blev vi alle mindet om, at grundlaget for kirkehistorien er teologien bag, hvormed det ellers oversete efterhæng i kursets titel fik en meget fremtrædende og nødvendig placering. Dermed er det ikke blot i fødselarens videnskabelige virke, at det teologiske i kirkehistorien får en kraftig betoning, for også i hans festskrift har man sørget for at fremhæve det teologihistoriske. Således fungerer det som limen, der holder det ellers meget forskelligartede skrift sammen. Det er det konstante fokus på de teologihistoriske strømninger bag skriftets emner, der giver det en sammenhæng, der gør, at der på en eller anden måde er en form for rød tråd gennem en skriftgenre, der ellers ofte er i fare for at ende ud som et kludetæppe.

ARKEN // En teol ogi hi stor i sk fest

Den skriftlige festligholdelse af professor, dr.theol. Lauge O. Nielsens 65-års fødselsdag den 31. juli 2016 kommer til udtryk gennem festskriftet Teologien i Historien – Historien i Teologien, og der er på alle tænkelige måder grund til fest. Lauge O. Nielsen er nemlig, som det gentagne gange fremgår af skriftet, en meget afholdt underviser, en (al)vidende forsker og en dygtig teolog. Derfor er der også, som det konstateres i skriftets forord, grundlag for en hyldest af fødselaren, der tager ham – og os andre – med på en rundtur til kirke- og teologihistoriens fjerneste afkroge.

Men lad det være sagt med det samme: Det havde klædt skriftet, hvis man fra udgivernes hånd havde skabt en mere klar sammenhæng mellem de mange bidrag. Måske er det alene anmelderen, der er af den overbevisning, men det havde gavnet helheden, hvis man havde skabt en eller anden form for tydeligere enhed mellem bidragene, som var udtrykt tydeligere

Allerede i titlen mærker man redaktionens forståelse for festskriftets modtager, idet netop teologien i det kirkehistoriske er en af fødselarens kæpheste. Personligt husker jeg med glæde tilbage på et kursus i kirkehistorie, som jeg havde hos Lauge O. Nielsen i forårssemesteret 2015. Her blev min egen kirkehistoriske interesse for alvor vakt, og gennem hyggelige anekdoter, grundige redegørelser og ved stor pædagogisk indsigt blev alle studerende bragt

end den, der skabes under skriftets titel. Når dette så er sagt, så rummer udgivelsen en række meget vellykkede bidrag, der spænder 40


“Selvom skriftet kun i nogen grad formår at hæve sig over den kollegiale sammenspisthed, som det præges af, så er festskriftet fornøjelig læsning, der kan anbefales til den teologistuderende, som ønsker indsigt i, hvorfor teologi og historie er to uadskillelige størrelser.” vidt fra kalkmalerier i danske kirker over tolvtonemusik til den teologiske behandling af wsodomisager i 1700-tallets danske retssystem. Sidstnævnte behandles af Tine Reeh, og illustrerer på fornemmeste vis, hvordan

giver læseren indblik i områder, der ellers – for anmelderen – ikke havde den store opmærksomhed. Gennem faglige og akademisk prægede bidrag præsenteres læseren således for gennemarbejdede præsentationer, der

teologien har spillet en stor rolle i historien og historien i teologien. Hvem havde således forestillet sig, at det danske retsvæsen ville undergå en grundlæggende forandring på grund af indflydelsen fra en pietistisk teolog? Ikke desto mindre tjener dette som eksempel på teologien og historiens gensidige påvirkning.

overordnet set lykkes med at sætte deres emner i relation til skriftets titel.

Teologi og historie kan ikke adskilles, og dermed er teologen også nødt til at have blik for (teologi) historiens sjove, anderledes og interessante aspekter. Dette viser sig på mangfoldige måder i festskriftet, der veloplagt og overskueligt

Selvom skriftet kun i nogen grad formår at hæve sig over den kollegiale sammenspisthed, som det præges af, så er festskriftet fornøjelig læsning, der kan anbefales til den teologistuderende, som ønsker indsigt i, hvorfor teologi og historie er to uadskillelige størrelser. Dermed har den arbejdsomme og fagligt alvidende professor fået et festskrift, der er god teologihistorisk læsning.

ARKEN 163


I hvert fald et godt værktøj Anmeldt af sognepræst (kbf) Agnethe Søndergaard Sørensen I hvert fald I - Første tekstrække i vielses- og begravelsestaler Af Mads Davidsen et al (red.) København: Eksistensen. 2016. 370 s. 299,00 kr.

ARKEN // I hver t fal d et godt vær ktøj

B

ogen gennemgår kronologisk 1. tekstrække med henblik på at inspirere til vielses- og begravelsestaler. Det er bygget op på den måde, at to-tre livstemaer udledes af søndagenes bibeltekster og derefter beskrives hvordan disse temaer er anvendt i en begravelsestale. På samme måde med henblik på vielsestalerne. Nogle gange er det de samme livstemaer, der finder anvendelse i både begravelses- og vielsestale, andre gange er det forskellige livstemaer der kommer i spil ved de to forskellige kasualie-taler. Det er 22 præster, der har været i sving – og alle livstemaerne har helt konkret været i anvendelse, hvilket man får indblik i ved hjælp af de anonymiserede og generaliserede anvendelsesafsnit. Dette afspejler, at bogen ikke kun serverer en kreativ legen med livstemaer, som måtte kunne findes i en søndags tekster, men at de rent faktisk er gennemarbejdede til kirkelige handlinger, der virkeligt har fundet sted. Det borger for kvaliteten, synes jeg, at materialet rummer erfaring fra den kirkelige praksis. Materialet fra de 22 præster er udvalgt og redigeret af en redaktion bestående af de 6 af præsterne. Til hver søndag i kirkeåret er der 1) en kort introduktion til teksterne, efterfulgt af 2) en gennemgang af livstemaer til begravelsestalen og sidst 3) hvordan de pågældende temaer er anvendt i praksis. Derefter er punkt to og tre gentaget blot med vielsestalen for øje. Sidst i bogen er der en

hvordan man både skal have en antropocentrisk og en teocentrisk inspiration i kasualie-talen og bevare spændingen imellem disse to, så man ikke kun taler om tiden: i går - i dag - i morgen, men at talen om evigheden udspringer deraf og rummes i samme tale. I det tidsrum, jeg har haft bogen, har jeg ikke haft vielse eller bisættelse/begravelse, men jeg har prøvet at anvende livstemaerne som inspiration til prædiken i en almindelig højmesse og til en plejehjemsgudstjeneste og til en dåbstale. Alle tre lykkedes jeg helt godt med. Så bogen er helt klart et fint værktøj, som jeg glæder mig til at prøve af, også i vielses- og begravelsessammenhæng. Der er selvfølgelig nogle få steder i bogen, hvor jeg ikke synes, at jeg kan se det pågældende livstema i søndagens bibeltekster. Ligeledes er der et par gange, hvor jeg synes, at livstemaet ikke fungerede i den beskrevne begravelses- eller vielsessammenhæng, fordi man ikke kunne følge associationsrækken eller logikken i det tvist, der måtte til, for at få livstemaet til at passe på den afdødes eller brudeparrets situation. Jeg tænker dog, at det beror på forskelligheder imellem den pågældende præst og mig – og altså må tilskrives en smagssag! For det meste er jeg helt vild med disse livstemaer og deres anvendelighed. Bare det var mig, der have været med til det arbejde, der har ført frem til disse udgivelser!

artikel med fokus på vielsestaler, på linje med, at udgivelsen I hvert fald II fra 2013 afsluttedes med en artikel med fokus på begravelsestaler. Artiklen i nærværende bog om vielsestaler handler om,

Som eksempel vil jeg nævne Sidste søndag efter Helligtrekonger (s.86f), hvor evangelieteksten er Matt 17,1-9, Forklarelsen på bjerget, der hvor Peter 42


synes, at der er så godt at være, at han straks vil bygge hytter til Moses, Elias og Jesus, så de kan slå sig ned på en mere permanent basis. Et af livstemaerne, som præsten i bogen finder, kaldes ”Sikken en stjernestund”. Det handler om oplevelsen af at være et sted imellem himmel og jord. Her er begravelsesperspektivet, at man kan være god til at samle stjernestunder som minder i tiltro til den evighedsstjernestund, som den afdøde nu er en del af. Sådan er livstemaet præsenteret i bogen. Dette inspirerede mig til prædikenen til plejehjemsgudstjenesten. Jeg fortalte først

sygdom, men han har lovet, at han er med os, uanset om vi oplever det lige nu eller ej. Vi må ikke give op, selvom der måske kun har været få stjernestunder af nærvær i vores liv. Vi skal igennem hele livet klynge os til Guds løfte og troen på, at lyset, som skinnede ud af Jesu ansigt, kommer igen, for at varme vor hjerte og oplade vores sjæls batterier både i tiden og i evigheden.

I hvert fald I er lavet med det formål, at forkyndelsen i kasualie-teksterne skal have den

“Så bogen er helt klart et fint værktøj, som jeg glæder mig til at prøve af, også i vielses- og begravelsessammenhæng.”

om en konkret oplevelse, hvor jeg havde lyst til ”at sætte filmen på pause”, for at bevare øjeblikket i meget lang tid. En oplevelse, hvor man ligesom Peter ville ønske, at den kunne vare ved. Stjernestunder her i livet varer kun kort og man må tilbage til hverdagen igen. Disse stjernestunder, hvor man oplever Guds nærvær, måske igennem nærværet med et andet menneske, er som at få ladet sjælens batterier op, så vi kan køre det næste stykke vej med god energi. Dette fører til forkyndelsen, at Guds kærlighed er der, selv om livet ikke kun består af stjerestunder. For i dåben siger han til os: ”Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Der kan sker ulykker og man kan rammes af

samme vægt, som ved prædikenforberedelsen i almindelighed. Det kan jeg kun være enig i – og det er en svær balanceakt at få biografigenren i kasualie-talerne til spille sammen med forkyndelsen. Faren er, at man står med to taler, som man prøver at få til at hænge sammen med nogle tynde overgange. Det er nødvendigt for os præster at have gode ideer at trække på, når vi skal få forkyndelsen til at udspringe naturligt af livssituationen i vielses- og begravelsestalerne og I hvert fald I er en glimrende kilde. Jeg har nu skrevet I hvert fald II på min ønskeliste, for jeg vil ikke mangle dette gode værktøj til 2. tekstrække.

ARKEN 163


Det er bedre at være langsom og doven, end for ambitiøs Anmeldt af stud. theol, cand. pæd. i religioner og livstolkning Heidi Friborg Christophersen Efter Mindfulness. Hvordan man håndterer de positive og negative effekter af mindfulness Af Ole Stjernholm & Martin Ehrensvärd Dansk Psykologisk Forlag. 2016. 262 sider. 299 kr.

D

ARKEN // Det e r bedre at være l angs om og dove n, end for ambi ti øs

et kan umiddelbart synes mærkværdigt at skulle anmelde en bog, der hedder ”Efter mindfulnes” til et teologisk tidsskrift. Min umiddelbare forståelse af mindfulness er, at det er begreb, der stammer fra buddhismen og yogaøvelser, som i vor kulturkreds nu bruges til behandling af stresstilstande. Når man slår fænomenet op i ordbøger, finder man beskrivelser, der handler om åndedrætsøvelser, nærvær, fuld opmærksomhed og at have alle sanser vågne. Desuden skal følelser og tanker ignoreres, så det bliver lettere at se tankemønstre, og at få et billede af, hvordan man reagerer på bl.a. stress og pres.

Det første og indledende kapitel er egentlig ikke særlig interessant, da det blot er en indføring i, hvad en masse forskellige bøger om mindfulness lærer os. Derimod er kapitel 2, ”Mindfulness i smertens rum” (s. 43-114) bogens største og mest interessante kapitel. Det er nemlig en bog, der handler om, hvordan man kan håndtere de følelser, der dukker op – efter man har praktiseret mindfulness. Og det er åbenbart altid forældrenes skyld! Freuds klicheer er ikke blevet brugt forgæves! Der er altså noget om snakken, for når vi forsøger at praktisere mindfulness, så frigives der plads i ens indre sjæleliv, der kan åbne op for livsglæde, stilhed og følelsen af bare at være til. Men stilheden er ikke gratis, som der så tydeligt står. Stilheden kan få følelser op til overfladen, som før har ligget gemt. Smerter fra traumer og forliste forhold, tanker om ikke at slå til og erindringer fra barndommen.

Det var derfor interessant at forsøge at læse denne bog, mens det var eksamenstid og udflytning på det teologiske fakultet. Hvordan ville læsningen blive påvirket af udefrakommende oplevelser? Hertil fulgte bogens indledende citat af Johann Wolfgang von Goethe:

Jeg må indrømme, at jeg selv havde mange mareridt undervejs, mens jeg læste i bogen, og samtidigt var det en tid med eksamenspres, hvor hele ens livsfundament sættes på prøve. Det er følelsen af ikke at være i kontrol, der sættes på spil, når man udsætter sig selv for en ny eksamen. Det er reaktiv angst fra fortiden, der går i selvsving i forsøget med at forudsige fremtiden. Desuden skal der sættes tal på ens præstation, og det gør også noget ved den hierarkiske orden, der er mellem de studerende.

Alle kloge tanker har alle været tænkt i tusindvis af gange, Men for at gøre dem til vor virkelige ejendom må vi nøje tænke Dem igen, til de slår faste rødder i vores egen erfaring.” Det skal ikke kunne siges, hvordan boges mange tanker har slået rødder i mig, efter en enkelt gennemlæsning. Men det har i alt fald været en bog, der har optaget mit sind og mine tanker rigtig mange gange. 44


ARKEN 163

Mindfu lness-sten


ARKEN // Det e r bedre at være l angs om og dove n, end for ambi ti øs

“Det skal ikke kunne siges, hvordan boges mange tanker har slået rødder i mig, efter en enkelt gennemlæsning. Men det har i alt fald været en bog, der har optaget mit sind og mine tanker rigtig mange gange.”

Det er det store identitetsarbejde, der er sat i gang, når man begynder på en universitetsuddannelse, og det bliver ikke bedre af, at der på det teologiske fakultet er en meget høj frafaldsprocent. Er det dig eller er det mig, der gennemfører? Og hvor mange gange kan man tillade sig at dumpe, før man bliver smidt ud af studiet? Det er sådanne situationer, der kan komme til at definere, hvem man vil føle sig som senere i livet. Man kan også sige, at det modner os og gør os voksne, når vi tager os en uddannelse. Der er mange konkrete øvelser og forslag til,

Hvordan man klarer en eksamenssituation, handler også om, hvordan ens skoletid har været. Da jeg var VUC-lærer, talte man om at den voksne kursist skulle aflære, før der kunne indlæres. Desuden var mange af de voksne, der igen satte sig på skolebænken præget af en skolegang, hvor ”skammens pædagogik” blev praktiseret. Og lige på det punkt er der sket rigtig meget i universitetsverdenen. Vi har på det teologiske studium en lang række undervisere, der er empatiske mennesker, der giver ekstra repetitionskurser, hjælper med at de studerende kan føle sig godt tilpas. Der er desuden mange små delprøver og afleveringer, der skal træne og

hvordan du kan arbejde med de erindringer, der kommer op til overfladen, og som begrænser os i vore liv. Men hvad der ikke slår en ihjel, plejer jo at gøre os stærkere.

hjælpe den studerende til at hele tiden at være studieaktiv. Det mindsker i allerhøjeste grad frafaldet på studiet, og er igen et af paradokserne på det teologiske studium, fordi der både er et godt 46


studiemiljø, samtidigt med at der er et stort frafald. Det kan ikke lade sig gøre, at gå ned i de enkelte eksempler på, hvordan det psykologiske forsvarssystem kan forstås og bruges konstruktivt i mindfulness. Det er den enkelte læsers eget arbejde, som desuden er meget individuelt. Men bogen tematiserer nogle af de udfordringer, der møder en person, der regelmæssigt praktiserer mindfulness og kommer med bud på, hvad bevidsthedens vaner og mønstre betyder for dybden af stilhed - og hvordan man kan arbejde med den viden. Kapitel 3,”Mindfulness i stilhedens rum”, tematiserer en række af de udfordringer, som møder mennesker, der praktiserer mindfulness regelmæssigt. Kapitel 4, ”Mindfulness i hjertets rum”, er mindfulness for viderekomne, fordi det handler om, hvad der sker, når man er kommet dybere i kontakt med sig selv og oplever kortere eller længere stræk af stilhed. Man kan sige, at det er endemålet med al denne mindfulnesstræning: At blive en bedre version af sig selv, som kan give de positive følelser af samhørighed, af dybt nærvær, omsorg og medfølelse og en grad af kompromisløshed.

Efter endt læsning kan jeg stadig være meget i tvivl om, hvad jeg egentlig har fået ud af at læse bogen. Den har revet op i mange tanker og erfaringer, og den har også gjort mig opmærksom på, at man af de ting, jeg selv har gjort i mit liv, er blevet mere afklaret og mere i balance. Men der er jo ingen mennesker i hele verden, der bliver helt færdige med det her. Selv om vi har arbejdet med os selv, og har kæmpet for at blive bedre mennesker, så vi en dag kan være så gode til det her, at vi en dag kan blive gode sjælesørgere, så er vi stadig blot mennesker, der står over for andre mennesker. Og der vil altid være ”trigger-situationer”, som vi ikke kan meditere os ud af, eller som kan gøre os klogere eller rigere eller smukkere.

Bogen skriver, at den henvender sig til alle, der er interesserede i mindfulness, og nej, det er bestemt ikke en bog for begyndere, fordi den tager fat på det psykiske oprydningsarbejde, der skal til at begynde, når man får revet hul ind til bevidstheden af gemte traumer og erfaringer. Af en eller anden grund er det vanskeligere for os i den vestlige verden at give slip på traumer og erfaringer, når der mediteres. Og det er derfor svært at gå ind i en mindfulness-proces, hvis der ikke også er knyttet noget samtaleterapi med, så man får bearbejdet den smerte, der følger med at fokusere så meget på, hvad der dukker op af tanker og følelser. Det kan godt føles som om, at man bliver mere syg af at meditere, end det i første omgang gavner, og at al denne selvkredsen får et menneske til at lukke sig inde. I virkeligheden er denne proces med til at lukke op for at turde gå ind i følelseslivet – både hos sig selv – og hos andre.

ARKEN 163


To Luther bøger Anmeldt af stud. theol. Peter Northcastle Godbidder. Citater fra Martin Luthers frimodige tale omkring middagsbordet Af Jacob Ørsted København: Eksistensen. 2016. 152 s. 160 kr. // Det Vigtige. Bønner af Martin Luther. Forord af Peter Skov-Jakobsen. Oversat af Hanne Sander. København: Eksistensen. 2016. 101 s. 148 kr.

K

ære læser. Hvordan har du, sådan rent bogmæssigt, tænkt dig at fejre Reformationsjubilæumsåret 2017? Du skal selvfølgelig, hvis du ikke allerede har gjort det, læse Heinz Schilling store Lutherbiografi, Martin Luther – rebel i en opbrudstid (Kristeligt Dagblads Forlag, 2014; anmeldt i ARKEN #159). Og så vil du nok også lure på, hvad året vil bringe af ny- og genudgivelser af og om Luther. Men mens du gør det, så er her to forslag til overkommelige, men alligevel centrale læseoplevelser.

fra Luthers tid udarbejdet af madskribent Louise Dandanell Ørsted, en kort litteraturliste og et antal noter, primært med biografiske oplysninger om samtidige personer og andre, der nævnes i citaterne. Hvert tema har en kort indledning, hvor temaet af forfatteren sættes ind i en relevant kontekst, og alle citater har et nummer, der gør det muligt at identificere dem præcist i de nævnte seks bind i Weimar udgaven.

Udvalget præsenteres tematisk under en række overskrifter om fx Luthers unge år, kvinder og ægteskab, præsteembedet og kirken, kirkens forhold til staten, mad og drikke, undervisning

De indledende temaer er domineret af selvbiografiske oplysninger om Luthers ungdom. Derefter bliver temaerne mere almenmenneskelige, dernæst fokuseret på det reformatoriske projekt og der sluttes af med nogle mere kontroversielle spørgsmål om Luthers forhold til jøder, tyrkere og Bondekrigen i 1525. På grund af de sidste kapitler så kan bogen ikke beskyldes for at være en ukritisk hyldest af reformatoren. Særlig citaterne om jøderne er ikke opbyggelige. Selv om Jacob Ørsted fremhæver Luthers respekt for det andet køn (s.49), så gælder det også for temaerne om kvinder, ægteskab og børneopdragelse, at reformatorens synspunkter i høj grad er præget af, at han trods alt levede i en anden tid end vores. Disse kapitler tjener således mere til, at bogen bliver til en biografisk skitse af Luther – ”til at komme hele vejen rundt om ham” – snarere end den er en bog, som man vil tage

og musik og en hel del flere emner. Bogen indledes med et forord og en kort foromtale af bordtalerne og deres baggrund. Den afsluttes med fire opskrifter på mad inspireret af råvarer

frem for at få inspiration til egne synspunkter. Det samme gælder Luthers fækale sprog, som optræder hyppigt, og som jeg gætter på, at ens venner hurtigt ville blive ret trætte af, hvis man

ARKEN // To Lu ther b øger

Først Godbidder, som indeholder en række citater fra Luthers ”Tischreden” eller bordtaler samlet af sognepræst i Flensborg Jacob Ørsted. Der var god plads til gæster omkring reformatorens middagsbord i det tidligere Augustinerkloster i Wittenberg. Luther delte gerne ud af sine synspunkter om dit og dat og tillod også, at medspisende studenter tog notater, så indholdet af samtalerne senere kunne få en videre udbredelse. Notaterne herfra fylder i dag ikke mindre end seks bind i Weimar udgaven af Luthers værker.

48


ARKEN 163

Mar tin Luther


“Herre, jeg er en doven hund, derfor kommer jeg til dig, så du kan hjælpe mig og sætte skub i mig”

ARKEN // To Lu ther b øger

lod sig inspirere heraf i videre omfang. Men andre af citaterne er heldigvis mere umiddelbart inspirerende, herunder fordømmelsen af lange og vanskeligt forståelige prædikener (s.75) og om tyskernes hang til øl og drukkenskab (s.9495) samt Luthers glæde ved musik, der er en guddommelig gave, som Djævelen ikke kan lide og derfor bliver drevet væk af (s.101, 124).

At Luther i dag stadig i høj grad har noget at sige det moderne menneske, kommer tydeligere frem i Det vigtige. Bønner af Martin Luther. Som Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, skriver i forordet, så slår disse bønner en med deres jævnhed og nærhed (s.10), og fordi Luther talte så enkelt og ligetil, at vi stadig kan forstå ham i dag (s.11). I alt 60 bønner af Luther er omkranset af det nævnte forord, en indholdsfortegnelse og en afsluttende liste over, hvorfra teksterne stammer. Bønnerne er inddelt i kortere afsnit med overskrifter som fx ”Jeg er ikke alene”, ”Kærlighed & Familie”, ”Arbejde & Kald” og ”Smerte”. Ellers er der ingen forklaringer, noter eller andet. Luthers ord fremtræder således som sig selv, slet og ret. Her er altså tale om en lille, prunkløs bog med et meget kontant indhold.

Der er altså også fine ting at hente, men hvis jeg skal være ærlig, så er der efter min opfattelse relativ langt mellem snapsene. Ørsted konstaterer i forordet, at det under arbejdet har været overraskende at konstatere, hvor meget Luthers tanker ligger til grund for den måde, vi tænker på i dag (s.9). Når man læser teologiske værker af Luther synes jeg også, at det overraskende ofte springer i øjnene, at han trods de 500 år, der er gået siden reformationen, også er et moderne menneske. Jeg synes imidlertid ikke, at dette kommer udpræget tydeligt frem i dette udvalg.

Hvad beder Luther om? Eller hvad kan man selv bede med Luther om? Fx

50


Herre, at jeg ikke bliver vred på min næste eller bliver ærgerlig på ham, når han gør mig ondt, det kan jeg ikke klare af mig selv. Giv du mig nåde og hjælp mig, så jeg kan lade være (s.88).

hvor den bedende udtrykker sin smerte og sin ærgrelse over, at fjenderne bliver hyldet, mens han selv står ene og forladt, lige så skarp og uafrystelig, som var den skrevet af forfatteren til Salme 22.

Det kunne vi nok alle sammen have brug for indimellem at bede om. Ligesom den følgende heller ikke ville være ved siden af i mange situationer: Du giver dig selv i rigt mål og overflod, men det kan jeg ikke på samme måde gøre over for min næste. Det undskylder jeg over for dig og beder dig, gør mig storslået og giv mig overskud, så jeg også kan føre det ud i livet (s.70).

Hvordan bedømmer man en bog med bønner? En vittig hund har foreslået, at det må komme an på, om de virker. Det behøver ikke nødvendigvis blive forstået på den mest bogstavelige måde, at det må komme an på, om man får, hvad man beder om. Men om bønnen giver den ro og fortrøstning, som vi alle kan have brug for. Det tror jeg faktisk, at bønnerne i bogen har potentialet til. Den fine oversættelse, som vil gøre det let at tage Luthers ord i sin egen mund, skal have en stor del af æren herfor.

Luthers bøn mod dovenskab kunne man nok også gøre til en god vane at sige lidt oftere: Herre, jeg er en doven hund, derfor kommer jeg til dig, så du kan hjælpe mig og sætte skub i mig (s.54). Luthers bønner vender i høj grad brodden indad mod den bedende selv. Det er meget godt at huske på. Det fremgår af kolofonen, at udgivelsen er en oversættelse af en tysk bog fra 2014. Det fremgår således ikke, om der er foretaget nogen selvstændig, dansk redaktion af udvalget, men den danske oversætter fortjener stor ros for hele vejen igennem at have ramt et jævnt og naturligt dansk, som heller ikke på noget tidspunkt bliver for jordnært eller nutidstypisk. Bare jævnt, klart og direkte. Skal man være meget smålig, så udgør overskriften til bønnen på s.58 (”Jeg bliver mobbet”) undtagelsen, som bekræfter hovedreglen. Men overskriften er måske for det første ikke oversætterens eget valg. Og for det andet så står selve oversættelsen af bønnen, ARKEN 163


Mod dagtyveri Anmeldt af stud.theol. Kresten Buur Melchiorsen Hvorfor er vi så flittige? Reformationen og arbejdet Af Lars K. Christensen Forlaget Eksistensen. 2016. 72 s. 50 kr.

ARKEN // Mod da gty veri

F

orlaget Eksistensen udgiver i anledning af reformationsåret 2017 en række kortere, historisk anlagte bøger om reformationen og et andet emne, der både belyser og belyses af reformationen. Museumsinspektør ved Nationalmuseet Lars K. Christensen har skrevet bogen om reformationen og arbejdet. Hver af disse bøger afsluttes med et kontrafaktisk afsnit, der stiller spørgsmålet: Hvordan ville Danmark se ud, hvis reformationen ikke havde bevæget sig nord for Wittenberg? Den kontrafaktiske spekulation er nyttig, fordi den åbner betragterens blik på historien for den spændvidde af muligheder, der foreligger, når tiden skrider fremad. Spørgsmålet om nødvendighed, tilfældighed og mulighed rejses. Hvorfor blev det som det blev, og kunne det være blevet anderledes? Enhver historisk betragtning har altid disse overvejelser i baggrunden, men i Eksistensens serie om reformationen bringes denne kontrafaktiske spekulation til slut i forgrunden. Det er fjollet, i hvert fald i Christensens bog, fordi han hele vejen indtil det afsluttende kapitel har forsøgt at vise, at reformationen ikke kan forklare, hvorfor vi har det arbejdsmarked, som vi har. Vi kan tale om en protestantisk arbejdsmoral, men når det kommer til, hvordan arbejdsmarkedet er organiseret, må man ifølge Christensen se til fænomener som arbejderbevægelsen og

reformationen ikke var nået herop, ”havde vi formentlig her i vor tid alligevel arbejdet lige så meget og lige så flittigt, som vi gør nu”.

den teknologiske udvikling. Således har den arbejdsmoral, der udspringer af reformationen, lidt eller intet med vort nuværende arbejdsmarked. Christensen skriver, at hvis

calvinismen alene kunne forklare kapitalismens opståen. Weber forsøgte at afdække religionens indflydelse i relation til andre forhold. Ifølge Weber medfører calvinismens

Reformationen medførte naturligvis nogle øjeblikkelige samfundsmæssige ændringer, bl.a. afskaffedes en masse helligdage, der blev til arbejdsdage. Den katolske kirkes jordbesiddelser (der udgjorde en tredjedel) tilfaldt kronen, og nye herremænd kom til. Men det er 500 år siden, og om ikke det var sket dengang, så det nok ud, som det gjorde i dag. Men det er overhovedet ikke sikkert, og det er den kontrafaktiske tanke: Det kunne lige så godt være anderledes. Christensen beskæftiger sig en del med arbejderbevægelsens historie og forholder sig til nogle metodiske problematikker i forbindelse med sin forskningsgenstand. Hvordan man måler og sammenligner arbejdsomhed osv. Når det kommer til reformationen, beskæftiger Christensen sig med Max Weber (1864-1920) og hans tale om Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, som en af hans mest kendte bøger hedder. Weber beskæftiger sig imidlertid hovedsagelig med calvinismen, og ikke med lutherdom, hvilket mange ikke gør sig bevidst, når de uden videre benytter Webers tanker i en luthersk kontekst. Det får Christensen slået fast og yderligere, at Weber heller ikke selv mente, at

52


prædestinationslære en særlig stræbsom arbejdsmoral på en mærkelig bagvendt måde. Man er ifølge Calvin på forhånd bestemt til frelse eller fortabelse, og man kan ikke vide, om man er forudbestemt til det ene eller andet. Ifølge Weber udvikler calvinismen den tanke, at succes og fremgang i det verdslige liv er tegn på, at man er udvalgt. Og derfor udvikles den idé, at man ved at skaffe sig jordiske goder kan forsikre sig, at man er udvalgt. Med tiden uafhængiggøres denne arbejdsomme stræben fra sin religiøse baggrund og bliver en dyd i sig selv. I begyndelsen stræber man mod den verdslige succes, fordi den er et tegn på noget andet. Senere institutionaliseres denne stræben i et samfundssystem, der i takt med den teknologiske udvikling vokser efter sin egen logik. Og da først denne hensigtsmæssige økonomiske moral havde fået fæste i det, vi kalder kapitalisme, påtvang den sig langsomt resten af verden – hvilket protestantiske lande vist nok i høj grad var tilbøjelige til at finde sig. Men måske var forholdet omvendt, og calvinismen blot en historisk anledning, et middel benyttet af udviklingen, og ikke en årsag til udviklingen. Martin Luthers tanker om kald og stand, nævnes også af Christensen. Man skal leve for sin næste, hvor man er sat til at leve. Man skal være jorden tro og ikke indbilde sig at være Gud. Også to-regimentelæren, som den bl.a. kommer til udtryk i Luthers skrift Om den verdslige øvrighed, udtrykker indirekte en arbejdsmoral. Vi skal underlægge os fyrsten, fordi der, som det hedder hos Paulus i Rom 13, ikke gives nogen myndighed, uden at den er fra Gud. Således også med det arbejde, der bydes en, og som er den daglige møje, hvormed man skal skaffe sig føden. Det giver føjelige, omstillingsparate ansatte.

Der gives nemlig utallige andre forklaringer på, hvorfor arbejdsmarkedet i dag er, som det er, men alligevel kan vi tale om den lutherske tanke ift. arbejdet, hvorved vi også kan reflektere over arbejdets betydning, hvis det har en sådan af væsentlighed. Fra en vis synsvinkel er lutherdommen sekulariserende, fordi den adskiller det åndelige og verdslige regimente. Den lutherske frigørelse af det verdslige fra det åndelige, hvis man kan tillade sig at tale om en sådan frigørelse, fordi frigørelsen ikke er det primære, det tilsigtede eller det begrundende, muliggjorde sikkert nogle ændringer. Den umiddelbare verdsliggørelse af det politiske og sociale liv betød en åbning overfor nye samfundsstrukturer. Det var imidlertid ikke Luthers egentlige ærinde. Peder Palladius, Sjællands biskop, der havde studeret hos Luther, rejste i 1540’erne rundt i sit stift for at sikre sig, at alt gik til, som det skulle. I sin Visitatsbog, hvorfra Christensen har et citat, skriver han til nogle bønder, der stadig bruger de katolske helligdage som påskud for ikke at arbejde: ”Derfor skal I også arbejde på de munkedage, som vi nu ikke længere bekymrer os om, for at I ikke skal være Guds dagtyve (…) Gud har befalet dig at arbejde, din dagtyv, og ikke bælle øl i dig”. Gud har befalet dig at arbejde. Arbejdet er ikke det, man skaber sig igennem, men arbejde er noget, man skal gøre, fordi man er skabt. Man skal ikke gå rundt og stjæle dage. Sådan er det også i dag, hvor arbejdets karakter har ændret sig. Man skal stadig ikke gå rundt og stjæle dage. Men den tanke medførte vel næppe teknologiens udvikling. Christensen har skrevet en udmærket bog, om end den handler mere om arbejdets historie end om reformationen. Men det er også emnet taget i betragtning svært andet.

Christensen skriver, at selvom man kan finde tegn på en idé i historien kan man ikke derved tilskrive den betydning. Det er sådan, man kan beskæftige sig med reformationen og arbejdet. ARKEN 163


Om krig og kristendom Anmeldt af stud. theol. Peter Northcastle Hvorfor slår vi ihjel? Om reformationen og krigen Af Carsten Selch Jensen København: Eksistensen. 2017. 80 s. 50 kr.

E

ARKEN // Om k rig og k ri stendo m

ksistensens Reformationsserie sætter, med forlagets egne ord, reformationens aftryk på vores liv, kultur og samfund til diskussion i en serie minibøger. Når man følger den igangværende debat i dagspresse og andre steder om betydningen af reformationen i dagens Danmark, hvor nogle debattører vil give Martin Luther æren for alle gode ting i de skandinaviske velfærdsstater, mens andre modsat vil holde ham ansvarlig for alle ulykker, som har ramt landet siden 1536, så synes der at være god brug for en sådan serie med en afbalanceret og i princippet forskningsbaseret vurdering af reformationens betydning.

menneskene for deres synd, dvs. som en direkte konsekvens af synden i verden. Til dels som en arv fra den romerske retlige tradition slår han desuden fast, at det alene er den af Gud indsatte øvrighed, der har ret til at føre en retfærdig krig for at forsvare kirken og de troende, straffe de onde og hævne uretten, hvorimod den enkelte kristne må lade sig nøje med at vende den anden kind til (jf. Matt 5,39). Thomas Aquinas viderefører Augustins tanker om den retfærdige krig som et strafferedskab og som noget, som principielt bør være en forsvarskrig for det gode og mod det onde. Men der kommer også i stigende grad fokus på legitimeringen af den enkelte fyrste, folket og landet og dermed på den retfærdige krig, som en sådan fyrste kan føre. Men samtidig fastholdes som udgangspunkt et krav om bod for drab begået i krig, typisk i form af et antal dages faste for hver fjende, som man havde slået ihjel. Korstogene bidrager til en yderligere udvikling, hvor krigen nu nærmest bliver anset for retfærdiggørende i sig selv, hvilket bl.a. medfører, at man ikke længere kræver bod for de fjender, som man har dræbt under et korstog.

Hvorfor slår vi ihjel? tager udgangspunkt i den tilsyneladende dikotomi mellem synspunkterne om krig og fred i de bibelske skrifter. Det Gamle Testamente har detaljerede regler om krigsførelse i 5 Mos 20, men også visioner om sværd, som skal smedes om til plovjern (Es 2,4). I Det Nye Testamente møder vi modsætningen mellem Jesu ord i bjergprædikenen om at elske sine fjender (Matt 5,44) og den apokalyptiske krig mellem godt og ondt i Johannes’ Åbenbaring. Hvis der ikke er nogen sammenhængende lære om krigen i Bibelen, så er der masser og tilsyneladende umiddelbart modstridende opfattelser af krigen og af dens legitimitet.

Hvad betød reformationen så for disse positioner? Luthers to-regimentelære indebærer, at fyrstens legitimitet øges yderligere og dermed også fyrstens og nationens adgang til at gå i

Disse modsætninger behandles allerede af den tidlige kirkes store teologer, særlig Augustin i værkerne Contra Faustum og i De Civitate Dei. Augustin ser krigen som Guds straf over

krig. Men mens en forfatter som Machiavelli anser krigen for et politisk redskab, som kan anvendes uden begrænsninger og ”moralske” restriktioner, så anser Erasmus forestillingen om 54


en retfærdig krig som en selvmodsigelse. Luther selv og Confessio Augustana anser det for en kristen pligt for den enkelte at tjene som soldat. Den grundlæggende sondring mellem Guds rige og verdens rige er for ham forudsætningen for tankerne om krigens nødvendighed og dens eventuelle retfærdighed. Også her er det spørgsmålet om bjergprædikenens bud og pligten til lydighed over for øvrigheden, som kræver deltagelse i krigen, som sættes over for hinanden. Dette udfoldes nærmere i det af teologistuderende velkendte skrift Om lydighed mod den verdslige øvrighed fra 1523, hvor to-regimente læren bliver formuleret, og hvor nødvendigheden af at føre det verdslige sværd for at holde det onde nede fører til, at både dommerembedet og soldatererhvervet bliver til legitime beskæftigelser til udøvelse af hvervene som ”Guds tugtemestre og bødler” for den ydre ordens skyld. Heller ikke i Kan soldater også have Guds nåde fra 1526 bryder Luther radikalt med de ældre forestillinger om den retfærdige krig, og han viderefører således mere eller mindre traditionen fra Thomas Aquinas. Den kristne kan derfor også have pligt til at tjene øvrigheden, når denne pålægger folk at gå i krig. I resten af fremstillingen lægges vægt på oplysningstidens legitimering af nationalstaten og den deraf følgende opbakning til staten, når den fører krig for at varetage sine nationale interesser. Oplysningstiden medfører dog også et paradigmeskift, for så vidt som krigen ikke længere bliver anset for nødvendig og uundgåelig, men som noget der i høj grad bør søges undgået. Bestræbelserne i det 20. århundrede på igen via FN og internationalt samarbejde at skabe en fælles forståelse og et fælles retsgrundlag for alle mennesker kan på den anden side minde om den tid, hvor forestillingerne om den retfærdige krig oprindelig blev formuleret.

stiller i udsigt en mere indgående behandling af Luthers tanker om og reformationens betydning for vurderingen af krigen, men at bogen reelt er en samlet fremstilling af forholdet mellem kristendom og krig, hvor Luther og reformationen altså ikke udgør den afgørende prisme, som problemstillingen ses igennem. Bogens format og ønske om at appellere til en bred kreds af læsere har tilsyneladende også udelukket et noteapparat. Der kan altid siges for og imod en sådant, hvis en bog skal være indbydende og nem at gå til, men denne anmelder savner altså en præcis reference, når forfatteren s.77 henviser til ”en nylig artikel om krigen og den lutherske teologi” af professor og dekan Kirsten Busch Nielsen. Og jeg tror egentlig også, at der kan være andre læsere, der er ved at sprænges af nysgerrighed, indtil de har fundet ud, hvilken artikel der er tale om, og hvad der står i den. Tilsvarende ville det have været fint med en afsluttende litteraturliste med anbefalinger til, ”hvor man kan læse mere”. Så havde der også været en god anledning til at reklamere for den af Carsten Selch Jensen selv redigerede Retfærdig krig – om legitimeringer af krig og voldsudøvelse i historien (Syddansk Universitetsforlag, 2006) og for forlagets egen bog, Danmark i krig (Anis, 2013). Sidstnævnte er i øvrigt anmeldt i ARKEN #157, og det er også i denne bog, at man finder den nævnte artikel af Kirsten Busch Nielsen – hvis andre altså skulle være lige så interesserede heri som denne anmelder!

Denne lille fine bog har altså sådan set det hele: En komplet oversigt over forholdet mellem kristendom og krig fra Det Gamle Testamente til vor egen tid. Hvis man skal kritisere noget, så skulle det være, at bogens titel måske ARKEN 163


Skal Luther vedblive at være din ubesmittede ikon, så læs ikke her! Anmeldt af sognepræst Adrian Hove-Kreutzfeldt Viae Deus Audet Scire, Veje Gud tør kende, eller Den Melankolske Reformator Af Oscar K. København: Jensen & Dalgaard. 2016. 316 s. 348 kr.

L

ARKEN // Sk al Lut her vedb l ive at være din u besmi t ted e i kon, s å l æ s i k ke h e r !

uther. Delmængde i Folkekirkens bekendelse. Jødehader. Sjælesørger. Polemiker. Han, der intet andet kunne, end Brinkmannsk at stå fast. Han bliver i denne roman også præsenteret som ophavsknægt ”Til lyden af utugtige drengehænders rytmiske gokken under bordene” (s.60).

Martin ”haster op ad trapperne i den sydlige tilbygning ved konventhuset til cloaca, latrinen. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro. Dér sidder han og presser … trækker fingrene ud, ånder tungt. Det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror” (s.210; 209). En idérig herre, som sammensatte foreliggende tanker på ny, udbredte dem via trykpressen – og som udråbte sin sag med overbevisning: ”Luther har svært ved at tøjle sin ilterhed, sin ubesindighed og sin pen … Slut med selvudslettende sjælesorger, nu skal hans private angst og personlige sejr over den gøres til folkets” (s.222).

En søgende sjæl, der oplever, at ”Hverken ivrig eller hyppig bøn forhindrer, at brudens bryster, der ved undfangelsen med et helligt kys fyldes og drypper af mælk, står lyslevende for ham i kød og blod. Mysteriet udebliver, det åndelige viser sig ikke … han frygter en ubarmhjertigt dømmende Gud. Terribilis est locus iste” (s.86).

En duelig, introvert person, som mange ville noget med: Hans Luder så i ham en firmaets jurist; Johann von Staupitz ønskede en arvtager til klostrets reformtanker; ideologerne Melanchton og Spalatin så et redskab. Martin er dog (også i romanen) særsindet. En egenrådighed, en ukontrolabilitet, som Martin ikke selv under andre, men som netop er mulig i øjeblikket hvor han bryder moderkirkens tolkningsmonopol, hvilket leder til bondeoprør, da folk gribes ”af gamle tanker, som Luthers skrifter har givet nyt liv … Sandheden er ikke længere én sandhed, men én af mange. Og alle gør krav på den” (s.242; 292).

En lystfuld, sjæleligt søgende Martin, som får byttet fortegn med sig selv, da han i ægtesengen ”forsøger ikke at tænke på manden og kvinden, men på Ordet og sjælen og det himmelske bryllup, hvor han selv er Kristi brud, men ser for sig hr. Käthe som brudgom og lukker foruroliget sine øjne … uden natkjole griber den troløse nonne begærligt i munkens kød og … lader sig frivolt besvangre, så hendes bryster ved undfangelsen fyldes med kys og drypper af mælk” (s.272). En karakter ud af samtiden, som rummer den alt for menneskelige tendens til opblæsthed: ”Han, det nye menneske, Eleutherios, den frie, den befriede, befrieren. Jeg er profet, tænker Martin”.

Bogen er som livet: Gådefuldt ligetil; grim og elegant. En kalejdoskopi som under datidens holistiske logik en chance. Er man i sorg eller i

Oscar K. digter forfatterfrit gudsåbenbaringer frem de mærkeligste tider, de væmmeligste tider: 56


ARKEN 163

Mar tin Luther


i Biblia Pauperum Nova (Oscar K., D. Karrebæk, ALFA, 2012), et fortællende kommentarspor: ”Bonaventura siger, at al visdom kommer ved guddommelig oplysning af sjælen og al erkendelse … ligger da også læderkyserne [børnene] fjernt. De har nok i at finde et sted, de kan være for natten” (s.95). Martin er i Rom for at aflevere sit klosters protest; han følges af hermafroditbarnet: ”Alle vegne fanger Vagtlens øjne ruiner … Intet er romerne helligt” (s.163).

ARKEN // Sk al Lut her vedb l ive at være din u besmi t ted e i kon, s å l æ s i k ke h e r !

en mørk (middel)alder, så bliver projekt ’lys og mening’ gennemgribende i tilværelsen; de knap 30 kursiverede alkymistiske afsnit giver ét blik på dén higen efter (guldets) renhed og orden i en uordentlig verden, hvor børn dør fra deres forældre (s.296). De indflettede mystikerreferencer tegner et billede af Martins samtid som higende efter kontakt med guddommelige sfærer; kræves der en institution, en mellemmand – eller sidder hver og én inde med et direkte link opad og indadtil? I så fald, hvordan administrerer mennesker den (op)gave?

“Indimellem væver man sig ved læsningen nærmest gennem hele Københavner Fakultetets curriculum for latin, filosofi, patristik og Nytestamentlig Eksegese”

Hertil kommer, at Oscar K. indlevende beskriver mennesker som tegnafkodende, når de prøver at gribe livet ud af astrologi eller søger at svare på livets ’hvorfor?’ i de øjeblikke de rammes. Som i begyndelsen: ”Der står de, børnene. Med alvorlige ansigter og insisterende øjne. Som om de altid har været der og altid vil være der.” Sådan til slut: ”Så går de, børnene, i den opstigende morgenrøde. Med alvorlige ansigter og insisterende øjne. Som om de altid har været der og altid vil være der”. De sære fantasibørn trænger sig på som aktørerne

Den fabulerende desillusion lader håb leve, trods død; ligtoget for M. Luder tramper, men kvaser ikke det brunplettede fugleæg, der dukker op gennem bogen som et ekko af, at livets skrøbelighed kan få en chance, trods alt. ’Den blege’ ”putter et brunplettet fugleæg op i sit køn. For nogle stumper lunge og lever … Forsigtigt presser hun ægget ud i hånden igen uden at skallen knækker” (s.52).

58


“Bogen er som livet: Gådefuldt ligetil; grim og elegant.”

Bogen er som fugleægget: smukt plettet (med D. Karrebæks røskner), indhyllet i en (okkergul) skal, der ikke afslører livskraften indeni, spækket som den er med et mere: ”Drengen er som en vækstart, der fremkalder visioner hos brødrene i klostret. De forstår, at skønheden i kosmos ikke alene er mangfoldighedens ensartethed, men også ensartethedens mangfoldighed. De ser på ham, kærtegner hans korte hår, bader ham og sniger sig til at ligge med ham om natten” (s.137). Du læser dig ind i en sær cirkularitet – en gentagelse af æggemotivet og den melankolske reformators higen efter en Gud, der er til at holde ud. Indimellem væver man sig ved læsningen nærmest gennem hele Københavner Fakultetets curriculum for latin, filosofi, patristik og Nytestamentlig Eksegese; Det kan summeres i ”problemet angående vejen til Gud, som Martin selv til stadighed kæmper med. Han famler i mørke” (s.195). Et mørke og en famlen, der på grum vis bliver Tustens skæbne, da han – frem for at kunne give Uta elskov og små, livfuldt plettede æg – bliver vidne til en gedepervers scene, som munder ud i at Tusten får øjnene gravet ud med ske af en kaninavler. En ubarmhjertig karikatur, et modsætningsspejl for Martin, som ”er opsat på

at finde svar på sit grundlæggende problem med Guds retfærdighed…” (s.197) Retfærdighed? Forfatteren skriver godt og meget, men retfærdighed er ikke, hvad der er på spil her. Når romanen tilegnes Jorge Mario Bergoglio, biskop af Rom, og når der midt i bogen er printet Erasmi udfald mod sin og Luders samtidige kirkeledelse; da ledes jeg til overvejelsen: er Pave Frans –i Oscar K.s optik– den favnende kirkestemme, verden behøver? Kan og bør vor tids forskellige (kirke)retninger reformere sig til unam sanctam catholicam et apostolicam ecclesiam? Man bliver ikke stringent klogere af at læse Viae Deus Audet Scire. Vist er der en linje at følge fra før fødsel til efter død, fordelt på VI kapitler og Navnefortegnelsen. Bogens formål lader til at være forstyrrelse: en bevægen-sigom-karakteren-Luther, hvorved vi kan se med friske øjne på det formodet-kendte: nysyn. En læserspejlende og karakteropbyggende, ikkehelt-(selv)biografisk roman, som ikke er bange for skælvlevende bændelormsord. Læsværdig!

ARKEN 163


Det glemte folkedrab og dets glemte heltinder Anmeldt af Robert J. Buhl PÅ HERRENS MARK – Nødhjælp, mission og kvindekamp under det armenske folkedrab Af Matthias Bjørnlund Kristeligt Dagblads Forlag. 2015. 266 s. 299,95 kr.

N

ARKEN // Det g le mte fol kedrab og d et s gl emte he l ti nd er

avne som Karen Jeppe, Maria Jacobsen, Karen Marie Petersen, Jenny Jensen og Hansine Marcher vil formentlig for mange ikke ringe nogen klokke. Det, på trods af at disse kvinder, blandt flere andre, udgør en samling af ualmindeligt modige, selvopofrende, arbejdsomme og ikke mindst progressive aktører i det 19. og 20. århundredes danske og internationale historie. Det er kvinder, som viede deres liv til at hjælpe et forfulgt og undertrykt folk, som satte livet på spil for dette folk, som levede og døde for det. De var – med forbehold for Karen Jeppe, hvis organisation Danske Armeniervenner var sekulær – noget så ejendommeligt som tidlige danske missionale pacifistiske suffragetter!

ovennævnte kvinder samt en længere række nyheds- og forskningsartikler, men denne bogs forfatters tidligere værk Det armenske folkedrab fra 2013 (anmeldt i ARKEN #158), i forhold til hvilken På herrens mark (PHM) kan betragtes som en slags udvidelse eller efterfølger, er mig bekendt den eneste samlede historiografiske fremstilling af dette folkedrab på dansk. Man studser uundgåeligt over årstallet: 2013!

Det armenske folkedrab – en betegnelse, som refererer til de omfattende, systematiske og regeringsplanlagte massakrer på den armenske befolkning i det daværende osmanniske rige fra 1915-1918, om end henrettelser i hundredtusindvis blev begået også uden for dette tidsrum, særligt under de såkaldte hamidiske massakrer i 1894-1896 (opkaldt efter sultan Abdülhamid II) – bliver sommetider omtalt som ”det glemte folkedrab” (om end det vel sørgeligt nok ikke er det eneste folkedrab, på hvilket den etikette kunne passe) og i dansk regi er det da også et sparsomt belyst

Den sandsynligvis primære årsag til, at det armenske folkedrab generelt kan siges at være en glemt eller i hvert fald underbelyst begivenhed, er, at den tyrkiske stat siden sin grundlæggelse i 1923 har benægtet, at et folkedrab overhovedet har fundet sted, og desuden har nægtet forskere adgang til de relevante regeringsarkiver. Den officielle forklaring er i stedet, at der var tale om en borgerkrig fremprovokeret af armenierne selv. Bjørnlund redegør i PHM bl.a. for, hvordan denne udlægning er udtryk for en total proportionsforvrængning. Rundt omkring gjorde mindre armenske grupper, med 1890’er-massakrerne i modbydeligt frisk erindring, modstand mod de åbenlyse og åbenlyst uretfærdige myrderier, men i et omfang og antal, som ikke tilnærmelsesvis står mål med det faktum, at op imod 1,5 millioner armeniere (af en population på omkring 2 millioner) blev udryddet alene i perioden 1915-1918.

emne. Der findes forskellige danske udgivelser omhandlende det armenske folkedrab på den ene eller anden måde, eksempelvis biografier om og vidneberetninger fra nogle af de

Men hvor relativt ukendt det armenske folkedrab end er, så er det givetvis, dersom man er bekendt med det, noget i retning af de 60


ARKEN 163

Ar me ns k kv inde


ARKEN // Det g le mte fol kedrab og d et s gl emte he l ti nd er

“Bjørnlund fortæller i PÅ HERRENS MARK historien om de to vigtigste danske nødhjælpsorganisationer under det armenske folkedrab, det førnævnte Danske Armeniervenner (DA) og Kvindelige Missions Arbejdere (KMA)” ovenanførte forhold, man dog kender til. Og det overordnede forløb er heller ikke PHM’s hovedanliggende, der, som succederende det grundige værk Det armenske folkedrab – fra begyndelsen til enden, ikke har sit hovedfokus på folkedrabet selv – de geopolitiske og ideologiske betingelser, udryddelsernes konkrete effektuering og bestialitet samt det internationale og retlige efterspil eller manglen på samme – men i stedet på nogle af de frivillige enkeltindivider og organisationer omkring folkedrabet, som måske nok har været magtesløse på det storpolitiske plan og hvad angår en regulær forhindring af genocidiet, men som utvivlsomt har betydet en verden til forskel på det personale plan for de mange tusinde armeniere, som de har reddet, hjulpet, opfostret, ernæret, plejet, beskyttet og uddannet, mens det omgivende verdenssamfund

det armenske folkedrab, det førnævnte Danske Armeniervenner (DA) og Kvindelige Missions Arbejdere (KMA), samt om hver af disse organisationers mest fremtrædende skikkelse, henholdsvis Karen Jeppe og Maria Jacobsen. De to organisationer har mangt og meget tilfælles – de er opstået som reaktion på de hamidiske massakrer i 1890’erne, de indgår i et større internationalt net af nødhjælpsorganisationer og missionsselskaber, særligt tyske og amerikanske, men de forbliver danskdrevne, og ikke mindst er de, som de selv udtrykker det, drevet af kvinder og for kvinder – men én ting adskiller dem væsentligt: spørgsmålet om mission.

forholdt sig mere eller mindre passivt.

komme de nødstedte armeniere til undsætning, at missionere for dem. Godt nok var armenierne kristne, men den armenske kirke var apostolsk og blev ofte af missionærerne betragtet som

KMA, hvis medlemmer og ledelse gerne havde rødder i det indremissionske miljø i Danmark, havde et brændende ønske om, ud over at

Bjørnlund fortæller i PHM historien om de to vigtigste danske nødhjælpsorganisationer under 62


forstenet og død. KMA var et af de danske skud på en international protestantisk vækkelsesbølges stamme omkring århundredeskiftet, en art ”protestantisk internationale”, med hvis andre organisationer de således delte deres missionsiver, milleniarisme, karismatik, fromme livsførelse samt sociale, økumeniske og pacifistiske aktivisme. DA, derimod, blev, som den første danske moderne udviklingsorganisation, grundlagt med sekulært hjælpearbejde og menneskeog minoritetsrettigheder på dagsordenen. Her var ingen ambitioner om vækkelse og verdensrevolution. Både KMA og DA var bevidste om, at armenierne efter 1890’ermassakrerne, som rev det armenske folk og den armenske kultur itu, var yderst påvirkelige for fremmede ideer – på godt og ondt. Men hvor KMA, i tråd med sin store amerikanske kongeniale American Boards of Commissioners for Foreign Missions, i dette også så et potentiale for gode vækkelsestider, ønskede DA at udnytte muligheden til at reformere det armenske samfund uden at desintegrere kulturen yderligere ved at løsrive det fra dets religiøse rødder – et rodnet, som netop havde skænket armenierne mod og sammenhængskraft trods århundreders undertrykkelse. Karen Jeppe forbød derfor konvertering på sit børnehjem, og DA brugte i stedet tid og penge på at uddanne armenske lærere og præster, som kunne dække et akut behov for at videreføre armensk tro, kultur og tradition, hvis en irreversibel ekstinktion af et helt folk skulle undgås. Nu, godt hundrede år senere, kan det derfor unægtelig – særligt i lyset den teoretiske udvikling inden for samfunds- og humanvidenskaberne, hvor en kritisk bevidsthed om vestens historisk set udprægede tendens til kolonialistisk og etnocentrisk tænkning og adfærd er markant forøget – være tillokkende at fælde en ensidig dom over KMA og lignende organisationer som udtryk for vestlig arrogance. Men her udmærker Bjørnlunds bog sig ved sin urokkelige nøgternhed og åbenlyst viljefaste ambition

om at skitsere et så sandfærdigt billede som muligt, hvor alt ros- såvel som dadelværdigt fremdrages utendentiøst og med det klare mål om at sammenstykke et nuanceret og retfærdigt billede af samtlige aktører. Bjørnlund gør det svært for én at svælge i eventuelle fordomme og fastholder konsekvent problemstillingernes kompleksitet og utallige intrikate faktorer, hvilket uden tvivl er en styrke ved bogen. Endnu vigtigere er denne strenge saglighed dog, fordi al seriøs beskæftigelse med et hvilket som helst aspekt af et så massivt benægtet fænomen som det armenske folkedrab meget nødigt må kunne anfægtes på sin troværdighed og impartialitet. Nok var KMA generelt konservativt anlagt, men de var langt fra umoderne, og de var ej at forglemme foregangskvinder i den universelle kvindekamp. De kæmpede, op imod tidens normer, for lige rettigheder, lige uddannelsesmuligheder, ligeværd etc., kort sagt for fundamentale feministiske idealer. Særligt vigtigt var for dem spørgsmålet om uddannelse, da det sås som en afgørende forudsætning for selvstændighed – for danske såvel som armenske kvinder. KMA repræsenterede altså en strømning, som Bjørnlund beskriver med det lidt barokke begreb missionsfeminisme – et amalgam af proaktiv kvindekamp og dogmatisk kristendom. Bjørnlund afrunder bogen med en lidt for parentetisk og for lidt udbytterig perspektivering til de overgreb på udvalgte minoritetsfolk og -kulturer, særligt kristne og yazidier, der den dag i dag udføres af ISIS i omtrent de samme områder som de infame dødsmarcher under det armenske folkedrab. Det havde været interessant, om han havde viet lidt flere sider til disse perspektiveringer, men det gør ikke stort ved, at På Herrens Mark er en vigtig og oplysende bog.

ARKEN 163


Sammen om det smukke spil Af stud.theol., stifter og kaptajn Johannes Jacobsen

ARKEN // Samme n om det smuk ke s pi l

Jeg vil ikke gøre mine oprindelige intentioner om at starte holdet større end de var. Vi var nogle stykker, der gerne ville trille lidt hyggebold med studiekammeraterne, og så er den sådan set ikke længere. Men nu har Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet i fire år haft sit eget fodboldhold - FC Climacussen af 2013. I Climacussen er der højt til loftet. Her er plads til alle. Først og fremmest handler det om at være sammen med sine studiekammerater omkring det smukkeste spil på jorden. Foruden de mange der er med til at træne og spille, så kan vi efterhånden også samle en del tilskuere til kampen.

holdet ned på det lokale værtshus for at drikke en sejrsøl. Og den 3. marts skulle det helt store slag stå. Vi skulle møde vores ærkerivaler, Transcendentalpragmatisk BK fra Filosofi. Det var den sidste kamp i gruppespillet og med en sejr var vi sikret avancement til kvartfinalen for første gang! Med 30 medstuderende som tilskuere kæmpede holdet alt, hvad de havde lært, og da slutfløjtet lød, brød jublen løs. 3-2 sikrede Climacussen og Det Teologiske Fakultet deres første kvartfinaleplads. Ved deadline for denne udgivelse var kvartfinalen endnu ikke blevet afviklet. Hvis du ikke ved, hvordan det endte for de lilla-klædte fightere, så spørg din sidemand. Det kan jo være, at vi er gået videre. Det kan også være, at vi er røget ud på røv og albuer. For mig er det lidt underordnet. For fire år siden var vi oftest et par stykker, der stod og trillede lidt bold i Fælledparken. Siden da har over 50 forskellige studerende på tværs af årgange og køn været med til træning og kampe, og der lyder et jubelbrøl fra sidelinjen, når vi scorer. Dét betyder noget for mig. For i Climacussen samles vi med vores medstuderende omkring det smukkeste spil på jorden. Og vi håber inderligt på også at se dig fremover.

Udover vores ugentlige træning, så repræsenterer vi fakultetet i vores lilla spilledragter i den tværfaglige universtetsturnering “Universitetsfodbold”. På banen er vi først og fremmest kendte for aldrig at give op. Der bliver spillet med hjertet og med en enorm stolthed over at repræsentere studiet. Den 8. februar skulle vi møde Teatervidenskabs hold, FC Holberg, i vores anden sidste gruppekamp. Det havde sneet hele dagen, og da vi mødtes på banen, lå der 7 cm sne og lyset på banen var gået i stykker. Men det kunne ikke slå hverken Climacussens eller Teatervidenskabs spillere ud. Fodbold kan spilles under alle omstændigheder. I bidende kulde og med store snefnug stadigt dalende ned fra himlen gik kampen i gang. Det var ikke nogen skøn kamp, men Teologis eget hold gik fra kampen med en 6-1-sejr i baggagen. Med frosne fuldskæg og ømme stænger traskede 64


ARKEN 163


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.