let humoristisk drejning. Hvad var det tidligere, der sad oven over os og iagttog os? Det var Gud, som vi læste i Salme 139. Men han er borte nu. Er der ikke kommet noget i stedet? Jo, der sidder et kamera. Vi er overvågede. Men den eksistentielle uvished, som det moderne menneske har, er ikke forandret. Den tredje sætning i uddraget er udformet så den underbygger den pointe om tilværelsens uvished, som den forrige sætning antyder. Pludselig fortæller teksten os i detaljer om, hvor mange billeder der tages over så og så lang tid. Det er en oplysning, vi slet ikke har brug for. Så det må være noget andet, Auster gerne vil sige. Han fortsætter med at give endnu en teknisk oplysning, nemlig over hvor lang tid, kameraet tager så og så mange billeder, nemlig ”for hver gang Jorden drejer om sig selv”. Effekten af disse overflødige oplysninger er, at vi ser det videnskabelige verdensbillede. En tilværelsesbeskrivelse båret af tal og teknik. Samlet antyder afsnittet en kritik, som moderniteten ofte har leveret: At teknikken er blevet vores Gud.
Det overnaturlige
I stedet for at ofre vores menneskelighed på religionens alter, gør vi det nu på teknikkens. Men de to sidste sætninger i afsnittet, som lidt henkastet taler om, at han ikke er helt nærværende, rummer en kærlighedserklæring til mennesket. Selvom alle tegn viser, at manden er lukket inde som en fange, er han alligevel dybest set et frit menneske. Hans sind er et andet sted. Hvor er det da? Det kunne være ude at løbe i et landskab eller på rejse i erindringen, i barndommen 25