Analysetema 3: Dansefagligt læringsudbytte og personlig udvikling Som overskriften angiver, fokuserer dette afsnit på at beskrive, hvilke former for personlig læringsudbytte, som deltagerne tog med sig – og som ligger ud over de sociale relationer og fællesskaberne, der blev præsenteret i foregående afsnit. Som det vil fremgå undervejs, så forholder hverken danseformidlere eller deltagere sig i praksis eller i interviews, i nogen særlig eksplicit grad, til æstetiske læreprocesser. Afsnittet her har derfor en tematisk overskrift, der først og fremmest forholder sig til empirien. Det er dog samtidig den del af empirien, der danner et væsentligt udgangspunkt for at besvare forskningsspørgsmålet: Hvordan udfolder de æstetiske læreprocesser sig i danseforløbene? Forskningsspørgsmålet besvares således delvist i afsnittet her, og tages også op igen i den samlende diskussion.
I fortsat overensstemmelse med empirien indledes afsnittet her således med en beskrivelse af de dansetekniske færdigheder og den kropsbevidsthed, som udøverne oplevede at udvikle. Derefter følger et afsnit om læringsudbytte forbundet til kreative og æstetiske processer og endelig en kortere præsentation af, hvorledes forløbene også har betydet noget personligt for deltagerne, når det gælder deres selvtillid, selvaccept og lignende aspekter forbundet med personlig udvikling.
Kropsbevidsthed og dansetekniske færdigheder
Igennem deres deltagelse oplevede deltagerne, at de udvidede deres bevægelsesrepertoire. Oplevelserne af at lære nye bevægelser at kende og mestre dem gjaldt i højere grad deltagerne i det længere forløb end i de relativt korte – som i eksempelvis case 2 (gymnasieeleverne). For de unge i case 1 var den tekniske udvikling en vigtig årsag til, at de var med i forløbet.
Når deltagerne blev spurgt om, hvad de oplevede at have lært, fyldte svarene om, at de var blevet bedre til at danse utrolig meget. Dvælede man lidt længere ved spørgsmålet, dukkede der flere nuancer op. For rigtig mange deltagere var Ta’ fat om dansen et møde med noget nyt, nemlig dansen som en kreativ skabende aktivitet. En ung pige med megen erfaring fra gymnastik og andre dansestilarter sagde: ”For mig i starten var det rigtig svært at skulle lave de her ting, fordi jeg forstod ikke en skid af, hvad [underviseren] egentlig sagde, og jeg forstod slet ikke, hvad jeg skulle gøre, og når jeg kiggede på de andre, så kunne de så godt det der.” Den unge piges beskrivelse eksemplificerer meget godt, at selv unge med megen erfaring fra relaterede bevægelsesfelter oplevede både de eksperimenterende tilgange og formsproget i de koreograferede sekvensers som noget nyt og fremmed.
Der var bevægelsesmæssigt vidt forskellige udgangspunkter blandt deltagerne, men uanset udgangspunkt oplevede stort set alle en meget stor udvikling af deres kropsbevidsthed. Denne udvikling fremstod ofte meget præsent for deltagerne og var ret lige til at sætte ord på. De unge beskrev for eksempel: ”Altså, jeg er bare blevet meget mere… bevidst om min krop, og hvad jeg gør” sagde en pige, og en anden beskrev noget lignende: ”Jeg tror, jeg er blevet lidt mere bevidst om, hvad kroppen kan og hvad jeg kan gøre med den – hvordan jeg kan styre den.” En af de unge drenge beskrev, hvordan han tidligere havde noget, som de på holdet kaldte ”håndværkerhæle”: ”Jeg tror selv, jeg er blevet mere elegant. Jeg trampede ret meget […] nu er det blevet lidt bedre. En mandlig nabo for58