Historie af: Lene Thanild Schøler
”De kommer sikkert lige om lidt,” sukkede hun og begyndte at rode i sin rygsæk for at finde noget tøj at tage på. ”Og i mellemtiden vil jeg ud og lege!” Sille smuttede i et par shorts og trak en t-shirt over hovedet. Så greb hun toilettasken og sprang hen over gulvet. Pludselig standsede hun. ”Hey, vent nu lige lidt,” udbrød hun. ”Jeg behøver jo slet ikke at vaske mig og børste tænder. Lederne er her jo ikke. De kan ikke tjekke, om jeg gør det!” Med et stort smil kravlede Sille op i sin køje igen. Her stoppede hun toilettasken så langt ned i rygsækken, som hun overhovedet kunne. Det var nu slet ikke så dumt sådan at være helt alene på lejren. Udenfor skinnede solen fra en skyfri himmel. Flaget hang allerede i toppen af flagstangen og blafrede dovent. Så var de andre altså stået op, og de måtte også være i gang med dagens program. Spørgsmålet var bare, hvor de var henne. Sille løb ned til vandkanten og stak tæerne i. Det var lidt koldt, men også rart, når bølgerne skyllede ind over fødderne og langsomt begravede dem i sand. Hun blev stående lidt og kiggede på et par måger, der kredsede over vandet.
4
”Morgenandagt!” udbrød hun pludselig. ”De holder helt sikkert morgenandagt. Selvfølgelig!” Sille løb tilbage over græsset. Hun fortsatte forbi hytterne og op ad en lille sti bag den. Hun standsede først, da hun stod i den lille lysning, hvor de plejede at sidde, når de holdt morgenandagt. Der var ikke nogen. Det eneste liv hun så, var en lille solsort, der sad på en gren og sang. ”Nå, heller ikke her,” mumlede Sille for sig selv, og så fortsatte hun videre ad den lille sti. Når ikke de andre var til morgenandagt, måtte de jo være i gang med dagens aktiviteter, og nu ville hun se, om de var gået op på sportspladsen, men den var lige så forladt som andagts-lysningen. Sille sparkede lidt til en bold, der lå i græsset. Det var ret let at score, når der ingen målmand var. Hun lavede en flot sejrsdans, hver gang bolden havnede i nettet. Det var faktisk ret fedt, men efter et stykke tid blev det en smule kedeligt. Sille gav bolden et sidste spark, og så traskede hun videre ad en sti, der førte ind i skoven. De foregående dage havde børnene bygget huler et stykke inde mellem træerne, og nu ville hun finde ud af, om det var her, de andre gemte sig. Allerede længe før hun kom til hulerne, begyndte hun at råbe: ”Sigurd! Gry! Tue! Jeg kommer nu! Er I der! Viktor? Tilde?”