Kredsstart
b Første ledermøde i FDF F10 Solbjerg.
En ny kreds bliver til Holdet samles Da vi i maj-nummeret forlod FDF F 10 Solbjerg, havde den kommende kredsledelse formuleret rammerne om kredsen og etableret et samarbejde med den lokale kirke. Nu er kredsen stiftet, holdet af voksne samlet og de første børn på kontaktlisten. Fuldt fokus på kredsstart
I november 2020 blev udviklingsmålet ”Flere nye FDF-kredse” vedtaget af FDFs landsmøde, og derfor er kredsstart et centralt fokus på tværs af FDF de kommende år. FDF LEDEREN følger udviklingsmålet tæt med denne artikelserie. I denne artikel kan du læse om, hvordan den nystartede FDF F 10 Solbjerg har rekrutteret ledere, sammensat en bestyrelse, udformet brugeraftale med den lokale kirke og rekrutteret børn på forskellige måder.
Daniel Bjerre Svendsen og Clara Troensegaard var tidligt i gang med at samle det hold af voksne, som skal give FDF F 10 Solbjerg en god start. Deres første skridt var at samle en bruttoliste over personer, som de ville prikke til at være enten ledere eller bestyrelsesmedlemmer i den nye kreds. 6 FDF LEDEREN august 2021
- Clara og jeg brainstormede over, hvem vi gerne ville prikke til bestyrelsen og lederflokken. Vi havde lovet os selv og de andre Frederiksberg-kredse, at vi ikke ville gå på hugst blandt aktive børneledere. Vi ville gerne headhunte inaktive ledere rundt omkring, men ikke børneaktive ledere. Det var vores moralske kodeks, og ud fra det stod vi med en bruttoliste, siger Daniel Bjerre Svendsen. Med bruttolisten i hænderne var næste skridt at få samlet holdet for at markere, at den nye kreds nu virkelig var på vej. På et online-møde i marts samledes en bred skare med interesse for kredsen, og da skærmene efter et par timer igen var slukkede, stod Daniel Bjerre Svendsen og Clara Troensegaard tilbage med gode idéer i massevis og en sprudlende energi til at arbejde videre. - Vi inviterede meget bredt, både i lokalpressen og på sociale medier, og så prikkede vi særligt nogle, som vi i hvert fald gerne ville have med. Vi ville bare gerne have alle med, som kunne have interesse eller kunne hjælpe med input til processen, siger Clara Troensegaard. Daniel Bjerre Svendsen forklarer også, at det grundige forarbejde havde det uventede resultat, at de selv blev meget mere afklarede om deres egne drømme og ambitioner for den nye kreds: - Vi ville gerne præsentere alle de interesserede for vores vision for kredsen, vores ambitioner og vores samarbejde med Solbjerg Kirke. Vi brugte mange timer på at formulere vores oplæg, og i dén proces fik vi vendt en masse ting, der tidligere kun havde ligget mellem linjerne.