GRÅSPURV Gråspurven, der har fulgt os siden jernalderen, var engang Danmarks talrigeste fugl. Den fylder meget i litteraturen samt i prosa og poesi. Den har været hadet og elsket. Den var kendt som skadedyr samt for sin frækhed, hidsighed og næsvished. Den fortjener plads. Litteratur ”Den lever så almindeligt iblandt os, at man næsten kan anse den for et husdyr. Hvor nær kommer de ikke menneskene! Hvor næsvise er de ikke i gårdene og i haverne? Ja, selv på gaderne, hvor nær lader de ikke folk gå sig forbi og hopper næppe af vejen for dem” (1796) ”Kalder pigen hønsene sammen for at give dem æde, er den straks til stede for også at få sin rettighed, og ved sit stadige tilhold viser den, at den regner sig for gårdens besætning.” (1870) ”Et lokalt dagblad skriver 1900: flere kommuner har den vedtægt, at hver gårdejer skal skyde 60 ”gråsser” som tørres og opbevares indtil der bydes til ”gråssegilde”, her betales for evt. manglende spurve, pengene går til musik og fortæring.”
Bestandudvikling Med 490.000 ynglende par år 2011 er gråspurven fortsat en af vore mest talrige ynglefugle. Alligevel er bestanden halveret gennem de seneste 30-40 år og er fortsat faldende. Færre landbrug samt bedre isolering af vore huse er nok de væsentligste årsager 24