Fortællingen om Skovspurven RAMBA

FORTÆLLINGEN OM SKOVSPURVEN

RAMBA OG ALLE DE ANDRE FUGLE I HAVEN

Her sidder RAMBA. Han er en Skovspurv. Jeg vil nu fortĂŚlle historien om RAMBA og alle de andre fugle i den store have. Alt er stort, nĂĽr man kun er en lille fugl.

1

Det begyndte i det tidlige forår. Insekterne svirrede dvask i morgenlyset over havens guldfiskedam. De ventede på solens varme. Fiskene stod under vandoverfladen og stirrede sultent efter dem. Der var helt stille. Næsten helt stille.

Man kunne høre en lyd fra redekassen, som hang på birketræet. En svag banken. Den kom fra 4 bitte små grå æg med sorte og hvide prikker, som lå dybt nede i den lune kasse. Det var RAMBA og han tre søskende som asede og masede for at komme ud af det æg, de havde udviklet sig i - fuldstændig som et lille barn i sin moders mave.

RAMBA kom først. Herefter fulgte SLOPPY og DUSTY. ROSSITA kom sidst, hun var en lille fin pige. De kom til verden uden en fjer på kroppen, så de skulle hele tiden varmes under de bløde dun fra deres mors mave, medens far var ude for at finde mad. De fik insekter og små fine frø fra planter i haven. Det var en sund og nærende kost.

3

Allerede efter 7 dage var der kommet små fjer flere steder på kroppen og allerede efter 14 dage, var de fleste fjer vokset ud. RAMBA kikker nu for første gang ud af reden og ser den store verden, der ligger foran ham. Han spærrer øjnene op, måber. Ryster på hovedet, over det han ser. Der er liv overalt. Mor og far har fortalt ham om de mange andre fugle i haven gennem de lune aftener i reden, men at se dem, var noget helt andet. Den første, han får øje på, er Stæren.

4

Den sidder oppe i det store kastanietræ og pludrer løs, samtidig med den vifter med vingerne. Det er lidt snyd. Med sin stemme efterligner den alle andre fugle, så man bliver helt forvirret. Måske har den meget at fortælle, for den har jo været væk hele vinteren.

Længere nede i haven sidder en anden Stær og lytter interesseret.

5

RAMBA drejer hovedet. Han hører pludselig den vidunderlige sang, han både tidligt og sent har hørt inde fra reden. Oppe i toppen af den store gran sidder den - Solsorten - og synger så smukt, at de fleste andre fugle bliver misundelige. RAMBA`s far og mor synger ikke. De nøjes med at pippe. Men det lyder også fint.

6

DEN STORE DAG Det er nu 15 dage siden RAMBA kom ud af ægget. I dag sker det. RAMBA skal på sin første flyvetur. Ud i en stor, stor verden, hvor farer lurer overalt. Han har gang på gang fået fortalt, hvor meget han skal passe på. Have et øje på hver fjer. Mange vil æde ham.

Katten, Spurvehøgen og Skaden lurer efter et let måltid. Han kan også blive kørt over af en bil eller falde i guldfiskedammen, hvis han ikke er forsigtig.

RAMBA gyser ved tanken om at forlade den sikre og lune rede.

Forsigtig og med bankende hjerte læner RAMBA sig ud over redekanten. Bøjer lidt ned i benene. Sætter af. Han falder som en sten mod jorden, men i sidste øjeblik får han basket så meget med vingerne, at det nu går lidt mere ligeud - hen mod et frelsende træ ti meter væk. Landingen bliver ublid. Han har endnu ikke rigtig fået lært, hvordan tæerne skal gribe om en gren, men ved at støtte vingerne mod de andre grene lykkes det endelig at få stoppet.

7

Han ser sig hurtigt omkring. Mange af de andre fugle ler over hans klumsede flyvning. Det er han ligeglad med. Han tĂŚnker pĂĽ den lurende fare. Har nogle af rovdyrene set ham. Et let bytte.

8

Inden han får tænkt tanken til ende, lyder advarselssignalet. Angreb fra luften. Han tumler dybere ind i træets tætte krone, netop tidsnok til at se Spurvehøgen flyve tæt forbi busken lige under ham. Den så ham ikke. Faren er overstået for denne gang.

9

Kort tid efter, at høgen er væk, bryder havens fugle atter ud i pludren og sang. Der er altid fare på færde, så ingen tænker over den ret længe af gangen.

RAMBA kommer frem fra sit skjul. Sunder sig lidt oven på choket. Pludselig titter hovedet af ROSSITA frem i redehullet. Hun betænker sig ikke længe og flyver næsten elegant over mod træet, hvor RAMBA sidder.

Nu er to af de fire søskende ude i den store verden.

Flyveturen har været anstrengende for dem begge, og snart falder de i en dyb søvn.

10

RAMBA vågner med et sæt. Han ved ikke hvor længe de har sovet, men han ser DUSTY kikke sig omkring oppe fra reden. RAMBA råber til ham og DUSTY får øje på dem nede på grenen.

Endnu en kaotisk flyvetur tager sin begyndelse.

DUSTY basker med vingerne, det bedste han har lært, og lander usikkert i grenene nogle meter fra de to andre. Forsigtig, for ikke at tabe balancen, hopper han fra gren til gren og når noget senere frem til de andre.

Nu er tre søskende samlet på grenen.

11

De opdager, at SLOPPY nu sidder klar, og kalder på ham. Han får straks øje på dem og sætter ivrigt af fra redekanten. Hans iver betyder dog, at der ikke kommer fart nok på vingerne, så han kurer på maven hen af græsplænen. Lidt flov skynder han sig ind under en busk. Far og mor holder skarpt øje med dem alle fire, og beordrer dem straks i dækning. Nu er det virkelige liv begyndt for de fire unge Skovspurve.

12

SOMMER

Sommeren er en dejlig tid for dem alle fire. Det er varmt. Der er masser af frø og insekter. Far og mor har delt dem op i to hold. RAMBA og DUSTY følger deres far - ROSSITA og SLOPPY deres mor. Det gør det lettere at passe på dem, og undervise dem i at blive en rigtig Skovspurv.

RAMBA følger sin far tæt, og holder munden åben, ved den midste udsigt til mad.

13

Han får derfor lidt mere at spise end de andre og bliver hurtigt den største.

Midt på dagen samles de alle igen til et lille middagshvil. ROSSITA har dog sat sig på en anden gren for at pudse sine fjer sammen med èn af de gode veninder.

Men hun er jo også en fin lille pige

14

Nogen skælder ud oppe fra kirsebær-træet. Det er Musvitten BLACKI, der er vred på sin søn. Han har mistet halen, fordi han ikke passede på katten.

Drengen hyler i vilden sky, både fordi han blev bange, og fordi det vil tage et par måneder, før den vokser ud igen. Det ser lidt dumt ud ikke at have en hale, når man er en lille Musvit.

RAMBA lærer hurtigt de andre fugle at kende.

Bogfinken er en flot og gemytlig fyr. Han bruger meget af dagen på at synge for sin kone. Hun ligger på reden i en busk nær kirsebærtræet og lytter betaget. Dagen på reden kan være lang uden lidt underholdning ind imellem.

............................................................................... 16

Blåmejsen er en hidsigprop, der straks advarende breder sine vinger ud, hvis nogen kommer for tæt på dens mad.

RAMBA og hans søskende skulle i bad næsten hver dag. Undtagen hvis det regnede. De skulle lære at holde deres fjer rene og velpudsede, for de kunne jo ikke bare skifte dem ud, hvis de blev beskidte.

17

Det var på en varm sommerdag, hvor bierne fløj fra blomst til blomst, beskeden kom. Helt uventet for de fire søskende. De var nu store nok til, at kunne klare sig selv. Deres mor og far havde besluttet sig til, at få endnu et kuld unger. De fire søskende var lamslåede, bad og tryglede, men intet hjalp. Deres forældre fløj bort. De skulle nu selv finde mad og undgå de mange truende farer. ................................................................................ 18

I begyndelsen forsøgte de at tigge mad fra andre forældre, der endnu havde små børn - men fik intet.

Maverne rumlede af sult.

Der var mange andre børn i samme situation som dem, så de besluttede sig til at drage af sted sammen for at finde nogle gode spisesteder. Samtidig var de flere til at holde vagt og pippe advarende, hvis fjenden skulle nærme sig.

19

Heldigvis havde manden i huset, hvor den store have lå, en foderplads, hvor der blev lagt mad ud hver dag.

De havde været der nogle gange før sammen med mor og far, når de skulle høre nyt fra de andre fugle.

Der var som regel både nødder og frø, så det gjorde dagen lidt lettere at komme igennem. Der var stadig forældre med små unger. De skulle lære spisestedet at kende.

20

Idag var Stæren der med sine unger.

Det blev RAMBA, der fandt "lykkehjulet". Han havde oftere og oftere set den store Flagspætte i haven, så en dag besluttede han sig til at følge efter den.

Der hang den. En krans fuld af fedtkugler - mums.

RAMBA satte sig midt i ringen, så han ikke kom for tæt på Flagspættens kraftige næb.

21

Han fløj hurtigt tilbage til de andre unger og fortalte om sin opdagelse. Ungerne begav sig straks afsted, og snart var hele flokken samlet i "fedtkugle baren".

Dagene var muntre og ubekymrede, som en rigtig sommerlejr. Ingen holdt øje med, hvor meget fedtkugle de spiste, og snart havde alle glemt, at deres forældre var fløjet bort og nu passede de nye unger. De så derfor ikke, efteråret langsomt nærme sig.

EFTERÅR

23

RAMBA var den første, der mærkede forandringen.

Bladene begyndte at skifte farve, og skyerne løb hurtigere hen over himlen. Det blæste mere. Det regnede mere, og nætterne var blevet koldere. Men der var stadig masser af mad. Der sad frø på alle ukrudtsplanterne, der var frø under buskene og mange forskellige slags bær.

En dag faldt RAMBA i snak med Gransangeren. En fornøjelig lille fyr, der hele tiden var i bevægelse rundt i træer og buske i sin søgen efter mad. RAMBA kunne ikke forstå, den have så travlt, men den fortalte, at den nu sammen med mange andre slags fugle snart ville flyve til Afrika.

24

Kulden betød, at der blev færre og færre insekter, og når sneen først kom forsvandt de helt. De ville derfor alle dø af sult, hvis de ikke tog den lange, men farlige tur. I Afrika var der varmt om vinteren og masser af insekter, som var deres livret. Hvis alt gik godt, ville de være tilbage næste forår.

25

RAMBA blev trist til mode. Hver dag, han så op mod himlen, kom der store flokke af fugle - alle på vej mod syd. Han viste, de skulle blive her, selv om det var farligt, men rejsen mod syd var værre. Selv om vinteren blev streng, kunne de stadig finde føde. Der ville være frø og knopper, de kunne leve af, hvis ikke det hele blev dækket af sne. Vinteren kunne blive så hård, at mange ville dø.

26

Søskendeflokken så mindre og mindre til hinanden.

SLOPPY og DUSTY var fløjet østpå, fordi de havde hørt om nogle gode spisesteder, kun ROSSITA var blevet tilbage, men hun var mest sammen med sine veninder.

VINTER Vinteren var pludselig over dem. For første gang i sit liv mærkede RAMBA, hvor bidende koldt, det kunne være. Det blæste, og sneen føg om ørerne på ham.

Han pustede sig op, som et lille rundt garnnøgle, og dækkede sine tæer med fjerene fra brystet, så han bedre kunne holde dem varme.

Rundt omkrig ham sad mange af de andre fugle, der var blevet.

Solsorten sad og lignede en bowlingkugle med fjer på.

Musvitten og Blåmejsen prøvede at holde sig i bevægelse hele tiden, men også de skulle have tæerne varmet ind imellem.

28

29

Fugle begyndte at komme ind fra nord, hvor der var endnu koldere. RAMBA kendte ikke de mange nye fugle, der kom pĂĽ foderpladsen, men Musvitten BLACKI genkendte nogle fra sidste vinter.

Det var Grønirisken og KvÌkerfinken, der begge lyste op i haven med deres fine farver.

30

Heldigvis for RAMBA og de andre fugle var der mad på foderpladsen hver dag, og der blev holdt en lille våge åben i guldfiskedammen, så de kunne drikke vand. Men dagene blev kortere og kortere, og vinteren bed sig mere og mere fast, for hver dag der gik.

Fjerene skulle renses og det kunne de kun gøre i iskoldt sne.

RAMBA vidste, at nogle var bukket under - den lille GÌrdesmutte var den første, han hørte om. Han vidste ikke hvor meget lÌngere, han selv kunne klare den bidende frost. Han var ved at give op.

32

FORÅR

Det var som om nogen, havde svunget en tryllestav.

Det blev pludselig mildere. Sne blev til regn. Dagene disede og mørke. Men frosten havde sluppet sit tag i jorden, og sneen var nu væk fra træer og buske. Det blev atter muligt for fuglene, at finde nogle gamle frø fra sidste år under de visne blade. Solsorten fandt igen orm i græsplænen.

33

Som ugerne gik så RAMBA flere og flere sikre tegn på, at foråret var på vej. Dagene blev længere, der kom lange grønne rakler på hasselbuskene, og de dunede gæslinge begyndte at vise sig på piletræerne. Stæren kom tilbage sidst i februar, og begyndte straks sin lystige pludren fra toppen af kastanietræet, som om intet var hændt.

34

Andre af de fugle, der havde været nede sydpå, dukkede op. Insekter kravlede frem fra deres skjul under bladene, frøerne afholdt en kvækkende koncert i guldfiskedammen og lagde deres æg. Livet var vendt tilbage.

RAMBA mærkede en underlig uro i kroppen, og tog sig selv i ved flere lejligheder at kikke efter de smukke Skovspurvepiger. De sendte ham stjålne blikke tilbage, for han var en flot fyr.

35

Så en dag sad hun der. Den smukkeste Skovspurv RAMBA nogensinde havde set. Hun så over på ham med store mørke gnistrende øjne, og RAMBA var ved at falde ned fra grenen af bare betagelse.

Hun hed PEPITA.

Han havde bare lyst til at råbe navnet ud over hele haven. RAMBA var forelsket - faldet pladask for PEPITA. 36

RAMBA opholdt sig meget i træet, hvor PEPITA normalt sad. Inden han fløj derop, havde han været en tur nede i guldfiskedammen for at tage bad pudse sig - så ikke en fjer sad forkert, når han landede i det forjættede træ.

37

Endelig en dag tog han mod til sig. Han spurgte stammende PEPITA, om de skulle være kærester. Hun smilede og sagde ja, for hun havde hele tiden haft et godt øje til RAMBA. Det blev en stormfuld forelskelse, og to uger senere friede RAMBA til PEPITA med den smukkeste blomst, han kunne finde i kirsebærtræet.

De blev gift få dage senere.

38

RAMBA sidder stolt i træet og kigger ned mod kassen.

Derinde ligger PEPITA og varmer fire grålige æg med sorte og hvide prikker, og om blot ni dage vil han kunne høre de svage bankelyde fra ungerne, der er på vej ud.

RAMBA er sikker på, at Skovspurven også i fremtiden vil være en af Danmarks talrigeste fugle. .............................................................................. 39