Rundt om folk
Regnvand underminerer skoles budget Nørbæk Efterskole skal fremover skille skolens regnvand fra kloakvandet. En bekostelig affære, som skolen ikke har budgetteret med. Udgiften løber ifølge Randers Amtsavis op i 3,4 millioner. »Det er simpelthen surt, men vi har jo ikke noget valg,« siger forstander Lene Blinksbjerg til amtsavisen.
Forstander på Kerteminde Efterskole, Lars Brudvig, går efter 11 år på skolen på pension med udgangen af dette skoleår. Han har tidligere været efterskolelærer, vejledningskonsulent i Efterskoleforeningen og forstander på Rejsby Europæiske Efterskole.
Jens Horn bliver fra 1. december ny forstander på efterskolen Bisnapgård i Hals. Han har senest stået i spidsen i forsøget på at etablere Musik & Teaterefterskolen i Holbæk og er tidligere forstander på Den Rytmiske Efterskole i Baaring og Ollerup Efterskole på Fyn.
Søren Ryge Petersen er tidligere elev på Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole og ved skolens netop overståede 75 års jubilæum fortalte han om sin tid på skolen tilbage i 1960.
Brian Friis Jørgensen er ifølge JydskeVestkysten indsat som forstander på Sdr. Bork Efterskole. Den tidligere forstander er gået af på grund af en voldssag på skolen. Forstanderen er sigtet for at have øvet vold mod en elev.
Overraskelses-koncerter Frøslevlejrens Efterskole markerede ”Spil Dansk Dag”, der løb af stablen den. 30 oktober, med overraskelseskoncerter forskellige steder i lokalområdet. Frøslevlejrens Efterskole har sloganet “Your life - your stage”. Det slogan blev taget meget alvorligt, da skolens musikhold bogstaveligt talt omdannede SuperBrugen i Padborg til deres scene. Koncerterne fungerede som en form for flash mob, så intetanende mennesker på indkøb i SuperBrugsen pludselig blev overrasket af musik og sang.
Efterskole planter træer i Bethlehem Elever og lærere fra Midtsjællands Efterskole rejser i foråret til Israel, hvor planen er at plante oliventræer ved Bethlehem og tale om fred med de lokale. »Vi skal besøge både palæstinensiske kristne og israelere, der arbejder for fred i området. Og så planter vi oliventræer, som er meget vigtige for beboerne,« fortæller lærer Andreas Warming Pedersen til Dagbladet Roskilde. Eleverne betaler selv deres rejseudgifter, men samler også penge ind til projektet. »Vi sælger blandt andet olivenplanter til et forældremøde i denne uge, og derudover søger vi sponsorer til at købe oliventræerne for til de lokale palæstinensere,« siger Andreas Warming Pedersen Efterskolen · 13. november 2014
7