Erhverv Danmark Maj 2016

Page 16

16

Succes med Subway Surfers Med spillet Subway Surfers har spilproducenten Sybo præsteret, hvad konkurrenterne kun kan drømme om. Spillet er downloadet mere end en milliard gange, og det er kun begyndelsen.

Af Peder Bjerge

V

ores første spil har rundet en milliard downloads. Og det er der kun tre andre spil i verden, der har nået. Ifølge Mathias Gredal Nørvig, direktør for Sybo, er virksomheden med i en lille, eksklusiv klub af spilproducenter, der har fået hul igennem til det store massemarked. Men det er ikke hele historien. Sybo er knap fem år gammel og beskæftiger allerede et halvt hundrede medarbejdere. Bag succesen gemmer sig historien om to unge studerende, der fandt sammen om spiluniverset Subway Surfers. Her skal en skateboarder med togvogne-graffiti på samvittigheden undgå at blive fanget af lovens lange arm. Og efter spillets succes er en tv-serie og salg af merchandise også på vej ud på markedet. Subway Surfers er blevet fulgt op med et nyt spil, Blades of Brim, der udkom i begyndelsen af juni 2015, og som også har fået succes med millioner af downloads. – Og vi har tilmed opnået at blive udpeget af Apple som blandt de bedste spil i 2015. Så selvom det første spil, Subway Surfers, er dér, hvor vi tjener de fleste penge, så har vi fundet en god plads i markedet. Vores spil er sjove, flotte og populære, siger Mathias Gredal Nørvig. Noget rigtigt fedt På trods af sin unge alder har virksomheden fået en solid fod inden for på det internationale marked for spil. Og direktøren fremhæver, at ryet som en anderledes og nyskabende producent er noget, som der værnes om. – Vi har sat penge til side, så vi er et solidt firma. Vi kan ikke garantere, at vi kun vil levere succeser, men vi kan skabe rammerne for, at vi får chancen til at gøre det igen. Og så har vi en stærk tyrkertro på, at vi har kompetencerne til at finde på noget rigtig fedt, siger Mathias Gredal Nørvig.

Sybo Virksomheden blev i 2011 stiftet af to studerende, Bodie Jahn-Mulliner og Sylvester Rishøj Jensen, der begge læste på animationsskolen i Viborg. I dag beskæftiger virksomheden 52 medarbejdere i det centrale København, der til dato har produceret spillene Blades of Brim og Subway Surfers. Og direktør Mathias Gredal Nørvig understreger, at virksomheden hele tiden er på udkig efter flere folk.

Ifølge Mathias Gredal Nørvig, direktør for Sybo, er virksomheden med i en lille, eksklusiv klub af spilproducenter, der har fået hul igennem til det store massemarked. Foto: Thomas Brolyng Steen


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.