Page 1

Vor Frue Kirke 50 års jubilæum


Redaktion Erik Elnebo

Vor Frue Kirke i Herlev 1960 - 2010


Vor Frue Kirke i Herlev, Jubilæum 1960-2010 Redaktionsudvalg: Erik og Birte Elnebo, Aage Vinter Christensen, Michael Bradley og Leo Kertz Tilrettelæggelse: Erik Elnebo Grafisk tilrettelæggelse: Tryk og Layout: DZ grafik Korrektur: Elisabeth Hansen Oplag: 1.000 stk. Omslagsillustration: Vor Frue Kirke, foto 2010 Mangfoldiggørelse af indholdet af dette hefte eller dele deraf er i henhold til gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forudgående aftale

2


Indhold side Forord af Erik Elnebo……………………………………………………………………

4

Lykønskning ved Biskop Czeslaw Kozon……………………………………………..

5

Sognepræsten har ordet af Leo Kertz ……………………………………………….

6

Romersk Katolsk sognekirke i Herlev af Erik Elnebo…………………………….

8

Menighedens ældste er æresmedlem af oblatordenen af Erik Elnebo…………

9

Interview med Urban Figge OMI af Erik Elnebo………………………………….

10

Lykønskning af Superior Paul Marx……………………………………………..…..

19

English-speaking Ministry af Carroll Parker ……………………………………...

20

My new Parish in Denmark af Mariano A. Davies……………………………….

22

Menighedsrådsformanden har ordet af Aage Vinter Christensen………………

24

Navneliste for oblatfædre, der har arbejdet i Danmark………………………...

28

Vor Frue Menigheds ministranter af Niels Christian Rask………………………

29

Kirkekunsten i Vor Frue Kirke af Urban Figge…………………………………..

31

Bedegruppen ved Vor Frue Kirke af Erik Elnebo………………………………...

34

Undervisning af børn og unge af Ann Fox Maule………………………………….

35

Vor Frue Kirkes Julekrybber………………………………………………………...

37

Korsvejsstationerne i Vor Frue Kirke af Erik Elnebo……………………………

38

Efterskrift af Michael Bradley………………………………………………………...

39

3


Forord ¨

Et 50 års jubilæum på en arbejdsplads er en sjældent forekommende begivenhed, og festens midtpunkt vil som regel have nået støvets år. Helt anderledes er det, hvor vi nu kan fejre Vor Frue Menigheds 50 års jubilæum, for her regnes en sådan jubilar ikke for ret gammel, set i sammenhæng med kirkens totusind års historie. Men for os som lokal kirke i Danmark, hvor der kun har været katolske kirker siden Grundloven fra 1849, er det en stor dag. Vi har i Vor Frue Menighed haft det privilegium i alle 50 år at have haft oblatfædrene som præster. Jeg tør vove at sige, en perlerække på mere end 30 præster, som på hver sin måde på fremragende vis har forstået at forkynde Guds ord for de mange og yde sjælesorg for den enkelte.

Erik Elnebo

En helt speciel vinkel på jubilæet er, at den første oblatfader, Urban Figge, som grundlagde menigheden endnu lever, og til dette jubilæumsskrift har givet et interview om, hvordan det hele begyndte. Spændende er det også, at flere af vore præster har været med næsten fra begyndelsen, ligesom der også i menigheden endnu er medlemmer fra den allerførste tid. Det kan være godt ved en milepæl som den, vi nu oplever, at menigheden overvejer sin fremtid! Vi må som kirke – gejstlige som lægfolk - bygge vor fremtid på det trosfællesskab, vi har fået fra Gud! Hvorfor er vi Kirke? Hvad vil vi med Kirken? Hvad vil Gud med dig og mig? Jeg kan kun love hårdt arbejde for den enkelte, som vil og har mod til engagere sig for alvor i et menighedsfællesskab. Til gengæld vil man opleve den rigdom og den glæde, som kommer fra Gud selv til hver enkelt af os. Enhver redaktør vil i sit forord slutte med at takke alle, der har bidraget til, at dette festskrift har set dagens lys – det vil jeg også af hjertet gøre – tak til forfatterne for artiklerne, tak til korrekturlæseren, tak til den, der har stået for layout og trykning og sidst, men ikke mindst tak til oblatfædrene, som tog initiativet til, at dette jubilæumsskrift skulle blive noget. November 2010 Erik Elnebo

4


Biskop Czeslaw Kozon Lykønskning Set i lyset af hele Kirkens historie er intet i vor nyere danske katolske kirkehistorie særligt gammelt, heller ikke selvom flere menigheder og institutioner kan fejre 100-års jubilæum. På denne baggrund virker et 50-års jubilæum slet ikke imponerende. Nu er det dog sådan, at når man kun skal fokusere på et kort spand af tid, så virker selv det kortvarige som noget, der hele tiden har hørt med. Sådan er det også med oblatfædrenes virke i Danmark; men de har været her længe nok til, at vi ikke kan forestille os vort bispedømme uden dem. Mange markante og engagerede præster fra denne orden har sat deres præg på de steder, de har virket, og har vundet sympati i nu flere generationer. For et par år siden fejrede vi jubilæet for oblatfædrenes komme til Danmark. Nu står vi for at skulle markere grundlæggelsen af Vor Frue Menighed i Herlev, oblatfædrenes første sogn i vort bispedømme og på en måde samtidigt ”moderhus” for deres mission i Skandinavien. Alt omkring Vor Frue Menighed er af nyere dato: Sognet som selvstændigt område, kirkebygningen, ja hele kvarteret og naboforstæderne, også selv om Herlev er en gammel landsby. Hvad der engang var ungt og nyt, bliver naturligvis også med tiden modnet og etableret. Det gælder også Vor Frue Menighed og de mennesker, der færdes i den. Det skal dog til stadighed være et vigtigt karaktertræk ved vor Kirke og dens institutioner, at det liv, der leves, og det budskab, der forkyndes, altid må bevare sin friskhed. Sådan må det være, både fordi nye generationer kommer til, og fordi det omgivende samfund på ny og med nye forudsætninger skal møde Gud. Selv om der sker meget på halvtreds år, er begyndelsen til Vor Frue Menighed noget, som flere endnu kan huske og med deres liv og vidnesbyrd bringer tæt på vor tid. Dette er med til at give ekstra liv til vor jubilæumsfejring, med til at forbinde fortid og nutid, tradition og aktuelle udfordringer. I vor Kirke er disse begreber ikke modsætninger, men noget der hører med til dens væsen. I glæde og taknemmelighed over oblatfædrenes komme til Danmark og deres og mange lægfolks engagement i Herlev, gratulerer jeg Vor Frue Menighed i anledning af jubilæet, og ønsker Guds velsignelse for en lang og rig fremtid. +Czeslaw

Biskoppen indvier den nyistandsatte kirke den 21.september 2002

5


Sognepræst Leo Kertz har ordet Leo Kertz giver i lyntempo en munter beretning om livet i Vor Frue Menighed fra sin ankomst til Danmark i 1963. Den 25. september 1963, kl. 14.00 lettede flyveren fra St. Louis, Missouri med Urban Figge og mig som passagerer mod mit nye hjem – Danmark. Det var min første tur i en flyvemaskine og min første tur til udlandet. Efter 34 timer undervejs var vi endelig i København, hvor Alex Kons mødte os og fragtede os fra lufthavnen og her til Herlev i en lille WW – ”asfaltboble.” Det regnede den dag og de næste fire dage. Hello København! Efter at ha’ besøgt beboerne i huset, og spist lidt mad, gik jeg ovenpå i værelset oven over spisestuen for at hvile mig. Jeg faldt hurtigt i søvn, men pludselig blev jeg vækket af en forfærdelig lyd – ”MO…AH - MOOO..AH.” Jeg blev klar over, at det var det sprog jeg skulle leve med i fremtiden. Oh No! Jeg fik senere at vide, at det bare var et halvstort barn, der råbte efter sin mor. Min første lektion i dansk! Dagen efter fik jeg lejlighed til nærmere at bese mit nye hjem. Kirkerummet var med en anordning– en slags skydedøre, der kunne trækkes hen foran alteret, og derved gøre kirkerummet til en forsamlingssal, der fandtes nemlig ingen menighedssal dengang. Det var nok Danmarks første ikke-ryger menighedssal.

Sognepræst Pater Leo Kertz

I kirken var jeg imponeret over de flotte kunstgenstande som Lucien Hecklen havde udført og doneret til kirken. Krist Konge Kors, Maria med barnet, læsepulten og tabernaklet. Ligeledes var jeg meget tiltrukket af de 14 korsvejsbilleder, der hang på væggene.

Som sagt manglede vi dengang den nuværende menighedssal og rummene i kælderen. Men udenfor var der en ”del-løsning”! Et ungdomshus og en spejderhytte stod klar til vore unge i sognet. Det var bygget af Tom Killeen med hjælp fra menigheden og en masse transportkasser fra General Motors Automobiler. Huset vandt, så vidt jeg ved, ikke nogen arkitekturpris, men de unge var lige så glade for det, som om det var verdens bedste. (Da jeg kom, var Tom allerede rejst til Grønland for at virke som præst der. Der blev han en ”halv legende” blandt den grønlandske befolkning, ligesom han var det her. Tom er i dag præst i Alaska). I menigheden var det Urban Figge, der var den toneangivende. Alt, der skulle godkendes, blev godkendt med et ”OK” på engelsk. Det blev snart efterlignet af andre, som for eksempel af Svend Pehrson, vores flittige regnskabsfører, med ”OK”. På spørgsmålet:”Hvordan går det?” kunne vi altid forvente Urban Figges – ”Langsomt, men sikkert!” – og det passede jo altid. Huset var en slags gennemgangslejr. Biskop John E. Taylor kom ofte igennem på vej til eller fra Tyskland. Han prædikede for de amerikanske tropper og samlede penge ind til sit næsten bankerotte bispedømme i Stockholm, der var blevet bedraget for ”hver en øre”, af deres ”kære” bogholder. 6


Karl Smeenk var ofte herovre for at være sammen med os. Han var lige før min ankomst flyttet til Randers for snart efter igen at flytte til Viborg som sognepræst. Broder Richard Sapp var her en kort tid, inden han tog til Stockholm, og Alex Kons var på ”vej ud af døren” til Godthaab (Nuuk), hvor Michael Wolfe dengang var præst og samtidig udførte en del arkæologiske udgravninger. Menigheden var for mig en stor oplevelse. Jeg forventede, at ingen kunne forstå mig, men nej. Jeg blev mødt på det venligste af enhver, der kunne lidt eller meget engelsk. Da jeg endelig kom til at lære lidt dansk, var der altid god hjælp at hente hos mine medbrødre, der før mig havde gjort det forberedende arbejde med deres indlæring af det danske sprog. Jeg var imponeret af de arbejdsdage der blev indkaldt til, over de mange, der mødte op og sled flittigt med opgaver af enhver art. Og opgaver var der nok af med de mange bygningsarbejder, der var i gang. Jeg ville så gerne nævne nogle af dem, der betød meget for mig, men så måtte jeg bruge en side mere at skrive på. De fleste er nu gået bort, men en del er stadigvæk med os. Men til de afdøde og til de levende, siger jeg tak til hver og én, for dengang og for tiden, der fulgte efter. Mit arbejde bestod i begyndelsen mest i at hente børn til undervisning tre gange om ugen og køre dem hjem igen. Jeg overtog endvidere den engelsktalende del af menigheden, som næsten udelukkende var folk fra det amerikanske militær, ambassaderne samt forretningsfolk. Der var også nogle fra andre engelsktalende lande. Jeg overtog også Alex Kons børneundervisning på Rygård Skole. Det var en god begyndelse for mig, og jeg siger tak til alle, der var med til at gøre min start i Danmark til en glædelig oplevelse. Med tak til alle for dengang og for nuet. Leo Kertz

7


Romersk katolsk sognekirke i Herlev Kirken ledes af oblatfædrenes og oblatordenens kongregation. Vor Frue sogn omfatter i dag efter sognesammenlægningen også Sankt Antoni sogn i Brønshøj/Husum, og strækker sig udover Herlev også til Ballerup, Værløse og Egedal kommuner. I alt har sognet ca. 2.000 medlemmer og er dermed et af de største katolske sogne i Danmark. Hertil kommer, at oblatordenen også betjener den katolske kirke i Lyngby, som omfatter en række kommuner i Nordsjælland. Endvidere varetager man sjælesorgen for et betydeligt antal engelsksprogede katolikker, som opholder sig midlertidigt, kortere eller længere tid i Danmark (diplomater o.lign.). Gennem årene har der været over 30 præster fra oblatordenen i Danmark. Ud over ”Moderhuset” på Herlevgårdsvej, har ordenen betjent menighederne i Randers, Viborg og Lemvig samt i Ålborg, Thisted, Hjørring, Frederikshavn og Sæby. Færøerne har også nydt godt af oblatordenens virke og sjælesorg, ligesom man i alle årene har haft en mission i Nuuk i Grønland. Mangel på præster har desværre betydet, at ordenen har måttet begrænse sine aktiviteter på disse lokaliteter. Foruden den nuværende sognepræst, Leo Kertz OMI., bor og arbejder også oblatfædrene, Carroll Parker OMI., Paul Marx OMI. og Michael Bradley OMI. i Herlev. I Lyngby, Sankt Knud Lavards Sogn er Allen Courteau OMI. sognepræst og andenpræst er Alrin Soosaipillai OMI.

Oblatfædrenes 50 års jubilæum i Danmark, blev fejret for 2 år siden den 4. oktober 2008

Fra venstre i billedet: Allen Courteau, generalvikar Lars Messerschmidt, provincial Teodor Jochem (Polen), Ryszard Szmydki (Polen), Urban Figge (USA), superior Paul Marx, Carroll Parker, Alrin Soosaipillai, Leo Kertz og Michael Bradley.

8


Oblatordenens grundlægger Kongregationens første leder og grundlægger var den nu helgenkårede Eugenius de Mazenod (17821861), opvokset i Aix-en Provence i Sydfrankrig. Under den franske revolution måtte familien flygte til Italien, men 20 år senere vendte Eugenius tilbage til Sydfrankrig. Som motto for kongregationen valgte han ordene fra Lukas. 4,18: ”Han har sendt mig med glædesbudskab til de fattige.” Som konsekvens heraf har kongregationen altid lagt vægt på at arbejde blandt samfundets marginale grupper. På fransk hedder kongregationen: ”La Congrégation des Missionaires oblats de Marie.-Immaculèe,”, missionærer viet til tjeneste for Gud under den uplettede Marias beskyttelse (Congregatio Oblatorum Missionariorum Beate Mariae Virginis Immaculatae – OMI). Allerede i 1841 var de nye missionærer draget ud til de 5 verdensdele, helt til jordens fjerneste områder ”for at forkynde det glade budskab for de fattige (Luk: 7,22)”. Ved Eugenius personlige indsats blomstrede kongregationen i Europa, USA, Canada, Sydafrika og Sri Lanka. Pave Pius de XI kaldte den specialister i vanskelige missionsopgaver, for i tillæg til lydig- og fattigdomsløftet aflægger de et særligt løfte om udholdenhed. I 1970 proklamerede pave Poul VI Eugenius de Mazenod med titlen ”Ærværdige” (Venerabilis). I 1975 saligkårede samme pave ham, og den 3. december 1995 blev han helgenkåret af pave Johannes Paul II i Peterskirken i Rom. Oblatfædrene gør i dag tjeneste i over 40 lande.

Glasmosaik udført af Kristian Andersen

Menighedens ældste er æresmedlem af oblatordenen Vores 95 årige Erna Møller blev i maj 1999 ved en højtidelighed i kirken udnævnt til æresmedlem af oblatordenen. Erna Møller har, lige siden de første oblatfædre kom til Danmark i 1958, været en stor personlighed og uundværlig støtte for oblatordenen i Danmark og for kirken her i Herlev.

Erna Møller

Fra oblatordenens general i Rom blev der tilsendt et dokument dateret den 8. maj 1999, hvorved Erna Møller udnævntes til æresmedlem i dette liv og i livet efter døden af Congregation og the Missionary Oblates of Mary Immaculate. Samtidig fik hun overdraget et eksemplar af oblatordenens særlige krucifiks. 9


Vor Frue Menighed i Herlev forekommer mig at være en virkelig god og stærk menighed. Samtale med Vor Frue Menigheds grundlægger og første sognepræst Urban Figge OMI i anledning af kirkens og menighedens 50 års jubilæum juleaften i år. En af de første dage i september var Urban Figge på besøg i Herlev på hjemrejse til USA efter en måneds besøg i Grønland. Sammen med Michael Bradley OMI sidder vi i den hyggelige præstegård med septembersolens stråler ind gennem vinduet for at snakke om ”gamle dage”, og om hvordan det hele begyndte. Er der noget om, at din fødselsdag falder på en ganske særlig dag? Ja, jeg er født i Missouri juleaften i 1931, så det er jo nogle år siden. Min far og mor var farmere, og vi var en rigtig stor familie. Jeg havde 6 søskende, fire brødre og to søstre. Hele tre af os drenge valgte at blive præster.

Sognepræst Urban Figge

Forventedes det af familierne dengang, at man ”leverede” præster? Nej egentlig ikke. Der blev ikke lagt pres på os på nogen måde. Men det område i Missouri, hvor vi boede var meget katolsk. Leo Kertz store familie, som vi allerede dengang kendte udmærket, boede lige på den anden side af bakkerne, og her var det som hos os naturligt, at nogle af børnene valgte at blive præster eller ordenssøstre.

Du valgte så efter din gymnasietid at komme på oblatordenens præsteseminar i Missouri. Selvom du jo vidste, at oblatordenen var en missionsorden. Hvordan gik det til, og hvordan reagerede du på, at du skulle til Danmark? Lige før vi var færdiguddannede og skulle vies til præster, blev vi bedt om at skrive tre ønsker til oblatordenens øverste ledelse i Rom. Jeg skrev dels om muligheden for at blive lærer ved en katolsk skole i USA (godt jeg ikke blev det), dels for at arbejde i en menighed i USA, hvis der var brug for mig et sted her, og endelig, at jeg ikke havde noget imod at komme ud i missionen, for eksempel til Danmark eller til Grønland. Der verserede nemlig netop på den tid forlydender om, at man fra det danske bispedømme havde sendt en anmodning til Rom om at få præster fra oblatordenen. Jeg afventede jo spændt og fik så besked om, at det blev det tredje ønske, Danmark eller Grønland. Men inden da skulle du jo vies til præst! Ja, min præstevielse fandt sted den 8. september 1957 ved oblatordenens store præsteseminarium i Mississippi, i kirken Pas Christian.

10


Det var hjælpebiskoppen i bispedømmet, der fejrede den højtidelige pontificalmesse, og han præsteviede ved denne lejlighed, foruden mig, 11 andre diakoner. Hele min familie var selvfølgelig til stede, og jeg mindes endnu med glæde den store højtidsdag. Men nu til opfyldelsen af dit ønske om at virke i missionen! De forlydender om Grønland og Danmark, som du lige nævnte! Hvad foregik der? Efter hvad jeg har fået oplyst, så havde biskoppen i Danmark, biskop Theodor Suhr O.S.B. forhørt sig hos oblatordenens ledelse i Rom om muligheden, for at få nogle oblatpræster til Grønland. Han henviste til, at den danske konge Frederik den 4., som i 1721 havde sendt den lutherske præst Hans Egede til Grønland for at genkristne eskimoerne, fordi de sidste kristne nordboere, fra Erik den Rødes tid i 1000-tallet, var uddøde omkring år 1400. Biskop Suhr slog derfor på, det nu var det på tide, at også den katolske kirke igen forsøgte en mission i landet, (her underforstået, at så kunne man jo samtidig gøre noget godt for menighederne i ”Syddanmark”). Ganske fornuftigt - ikke! Kunne dette bare sådan ordnes med et par samtaler? Jeg tror, der foregik en del drøftelser og en del korrespondance mellem København og Rom. (Med fader Figges udtalte sans for humor, fortæller han nu med et lille smil) – Det fortælles, at biskop Suhr mildt sagt ikke var den store hurtigløber, og skriftlig korrespondance var især ikke noget, han brød sig ret meget om. Ledelsen i Rom afventede derfor forgæves svar vedrørende den endelige aftale om at sende foreløbig 3 præster til Danmark. Lederen i Rom traf nu helt tilfældigt ved en reception i Vatikanet en pilot fra SAS, som han fik til at tage aftalebrevet med til København. Piloten stiller dagen efter i Bredgade, hvor biskoppen takkede for modtagelsen af brevet, og sagde, at han snarest skulle svare. ”Jeg venter her, for jeg skal have den underskrevne aftale med tilbage i dag!” sagde SAS-piloten. Så måtte biskop Suhr i gang, og svaret blev sendt med SAS piloten tilbage til Rom.

Biskop Theodor Suhr O.S.B. på sit kontor i Bredgade, optaget ca. 1957

Så var vejen banet for oblatfædrenes ankomst til Danmark! Ja, det blev besluttet, at man ville sende tre præster til Danmark. John Taylor, som var noget ældre og en erfaren præst, desuden Michael Wolfe og så mig. John Taylor rejse hertil som fortrop og kom til Danmark med Amerikabåden Gripsholm den 31. august 1958. Han flyttede foreløbig ind hos biskop Suhr i Bredgade. Kort tid efter fulgte vi to andre med Amerikabåden Stavangerfjord, og vi ankom til København den 10. oktober 1958, hvor biskoppen og John Taylor tog imod os på havnekajen. 11


John Taylor var i den første svære tid en meget stor støtte for os to unge præster, men han var også gennem de følgende år en virkelig stor støtte og den, som man altid kunne hente hjælp og råd hos. Fire år senere blev han i 1962 viet til biskop for bispedømmet Stockholm, men døde desværre alt for tidligt den 9. september 1976. Hvor kom I til at bo? Til at begynde med flyttede vi ind i præsteboligen hos den fine gamle pater Wolfisberg S.J., der var hospitalspræst på Sct. Josephs Hospital. Det viste sig imidlertid hurtigt, at det var upraktisk, at vi ikke boede sammen med John. Det var jo inden mobiltelefonernes tid, så det hændte, når vi var på vej til Bredgade, så var John Taylor på vej til Sct. Josephs Hospital, og vi traf ikke hinanden på vejen. Snart fik vi alle tre tilbud om midlertidigt at benytte Sct. Joseph søstrenes sommerhus i Kokkedal. I skulle jo efter aftale med oblatordenens ledelse missionere i Grønland, hvordan gik det? John Taylor gav os besked på, at Michael skulle tage til Grønland, og jeg skulle være sognepræst i Danmark. Der var ikke tid til så mange omsvøb dengang. John skulle foreløbig samle midler ind til de forskellige opgaver, for vi havde ikke fået nogen pengepose med fra USA. John var virkelig god til at få de kirkelige myndigheder, især i Rom, til ”at komme til lommerne”, når han fortalte om de store forhåbninger, man havde til missionen i Grønland.

Den unge oblatfader Urban Figge

Biskoppen besluttede nu i samråd med sognepræsten Knud Ballin i Sct. Antoni Kirke i Brønshøj, at mit nye sogn skulle ligge vest for Brønshøj ud mod Herlev, Ballerup, Værløse, Stenløse og Ledøje-Smørum og op mod Frederikssund. Brønshøj skulle fortsat føre ministerialbøgerne, så jeg var under Knud Ballins beskyttende vinger, hvilket jeg var godt tilfreds med. Først den 20. marts 1967 blev Vor Fru menighed et selvstændigt sogn. Mærkeligt er det nu, at jeg hører, at Sct. Antoni Kirke er ophørt som sognekirke og sluttet sammen med Herlev til ét sogn.

Hvad nu! Du sad i Kokkedal nord for København og dine sognebørn befandt sig i den anden ende af storbyen. Jamen, jeg begyndte straks at komme til Herlev, og med adresseoplysninger fra pastor Knud Ballin besøgte jeg sammen med pastor Hinrichsen de katolske familier i området og fik virkelig god kontakt med mange katolikker. Jeg fik også kontakt med skolebestyrer Niels Lund på Engskolen, som beredvilligt gav mig tilladelse til gratis at benytte skolens gymnastiksal til at fejre søndagsmesserne. Vi fik bygget et transportabelt alter, som skolepedellen satte op. Jeg aflønnede dog pedellen med kr. 90 pr. gang, men så satte han også stole op for os. Den første messe fejrede vi her den 12. april 1959. Det lyder jo alt sammen meget godt, men situationen var vel egentlig lidt uholdbar. Nyudnævnt sognepræst - men ingen kirke og ingen præstebolig! Nej det er rigtigt, det var en tid med mange bekymringer, men jeg tror, at Vorherre på en eller anden måde greb ind, og på forunderlig vis fik ført os gennem de mange udfordringer.

12


Fra bispekontoret kørte Svend Just rundt i hele Herlev, da hans øjne faldt på en stor grund på Herlevgårdsvej. Landbrugsejendommen Herlevgård havde oprindelig ligget her. Ejeren proprietær Edvard Petersen havde erhvervet den 91 tønder land store ejendom i 1925, der senere var blevet udstykket til hele 400 parcelhusgrunde. På den tilbageværende del af ejendommen drev Edvard Petersen og hans hustru et hakkelsesskæreri samt et kul- og koksfirma i den store lade. Foruden lå der en ejendommelig rundbuet bygning med bliktag, hvor Petersen havde sit kontor. Herlevgårds oprindelige stuehus var brændt i 1946, hvorefter Petersen opførte den gule villa, som senere blev oblatfædrenes præstegård. De ældre mennesker ville gerne ophøre med at drive deres forretning, men manglede et sted at flytte hen. Man fandt dog hurtigt en lejlighed til dem, og vi betalte ud over en købesum for ejendommen på kr. 219.700, også kr. 12.000, som indskud til ægteparrets nye lejlighed. Efter overtagelsen af ejendommen skete det uheldige året efter i 1960, at laden brændte ned til grunden. Vi var dog ikke spor kede af det, da den var gammel, og vi ville selv skulle have bekostet nedrivningen af den. I den forbindelse sagde biskop Suhr i spøg: ”Hvem af jer tre har været ude med tændstikkerne?”

Herlevgård indgang til gårdsplads fra Herlev Bygade

Vor Frue Kirke ligger i dag på den firkantede græsplæne nederst til venstre i billedet. Det nedbrændte stuehus med brunt tag ligger op mod plænen.

Herlevgårdsvej i midten af 1960'erne.

Her lå indgangen til Herlevgård.

13


Godt nok, nu kunne I så flytte ind i den gule villa, som jo endnu i dag er præstegård. Nu manglede blot en kirke! Jo – i første omgang flyttede vi søndagsmesserne fra Engskolen til villaens kælderetage. Det var mere praktisk, nu kunne vi også fejre messer om hverdagen. I ”Kælderkirken”, hvor der kunne være op til 30 personer, fejrede vi den første messe på Herlevgårdsvej på Grundlovsdag, den 5. juni 1959. Det transportable alter fra Engskoletiden fulgte med, og blev i øvrigt også anvendt midlertidigt i den nye kirke, da denne kort tid efter blev bygget. Jeg tegnede et sakristiskab, som en lokal snedkermester byggede, og det står stadig i det nuværende sakristi og gør rigtig god nytte. (Med et lille smil i øjenkrogen, fortæller pastor Figge) - Bag sakristiskabet og ud mod villaens fyrrum var den midlertidige skriftestol placeret meget praktisk, for så var jo ”bål og brand” lige ved hånden, men det afholdt nu ikke folk fra at komme til skrifte! Selvom jeg var ung og stærk, så var det en anstrengende tid – jeg tabte mig hele 15 kg. Jeg husker dig fra den sommer i 1959. Jeg havde været på besøg hos biskop Suhr, og han foreslog mig, at vi kørte en aftentur ud til Herlev: ”Her har jeg fået nogle nye, rigtigt gode præster,” sagde han. Vi traf dig ude i haven i træningsdragt, hvor du svedende spillede fodbold med en del af kvarteret drenge – ”Det er jo en god start på missionen.” sagde biskoppen med sin tørre humor. Vi kom ind i huset og fik en kop kaffe og en god snak. Den dag viste jeg ikke, at jeg fire år senere, var blevet gift, og med min hustru Birte flyttede til Herlev, hvor vi blev dine sognebørn. Du har også døbt vore tre børn. Jo, jeg husker tydeligt det besøg. Biskoppen kom tit hos os og hjalp på mange måder, og havde også en del drøftelser med John Taylor. John Taylors pengeindsamling gik godt, og vi satsede nu på, at der skulle bygges en rigtig kirke. De indsamlede penge var jo beregnet til missionen i Grønland, men vi lånte dem midlertidigt, og hver en krone blev senere betalt tilbage til deres formål i Grønland. Den kendte kirkearkitekt Frederiksen tegnede en meget flot kirke, men projektet blev alt for kostbart, så vi stod lidt i stampe. Helt tilfældigt kom en katolik, murermester Kaj Fjording forbi og sagde goddag. Som snakken gik, så sagde den meget bramfri murermester: ”Jeg vil bygge en kirkesal til jer – og I kan gi’ mig 50.000!” Og det gjorde vi så. Ud over det transportable alter blev der indkøbt løse stole, det er dem der endnu i dag står i menighedssalen, så de har holdt godt i de mange år. Senere tegnede jeg, efter research i mange kirke, nogle stålprofiler til kirkebænke. De ca. 75 stålprofiler blev skåret og svejset af Svend Meyer, som var medlem af menigheden, for materialeprisen – kr. 1.000. Jeg var blevet medlem af Herlev Rotary, hvor en tømrermester leverede alt træet til kirkebænkene, ligeledes for kostprisen på kr. 7.000. Efter en byggeperiode på knapt ét år havde vi nu en kirke, og juleaften den 24. december 1960 kunne vi fejre den første højtidelige messe. Det var en stor dag for menigheden og også en meget stor dag for en træt, men glad sognepræst. Først den 31. januar 1961 kom biskoppen og foretog den højtidelige indvielse af kirken. Jeg syntes lige, jeg vil sige, at når jeg har nævnt biskop Suhrs tørre bemærkninger, så er det fra min side med kærlig erindring. Han var en virkelig stor støtte for os oblatfædre, og han var samtidig en mand med visioner og med enorm autoritet såvel inden for verdenskirken som i det civile danske samfund. Uden ham havde vi oblatfædre ikke været i Danmark. 14


Vor Frue kirke i Herlev 1960

Den kirke, som Fjording byggede, var så vidt jeg er orienteret et skrabet byggeri! Ja det var simpelthen en aflang firkantet byggeklods i gule mursten på 17 x 9 meter og med fladt tag. Indvendig gule murstensvægge og træloft. Sakristiet bestod af en let skillerumsvæg, som kunne nedtages ved evt. senere udbygning. Hen foran alterpartiet var ligeledes monteret en skinne i loftet, hvorpå der kunne trækkes nogle store plader for alteret, så man kunne bruge kirken som menighedslokale. Allerede året efter, i 1962, blev der tilbygget et sakristi, et køkken, et lille mødelokale samt 3 værelser. Denne ombygning blev igen forestået af vores gode murermester Kaj Fjording til den rimelige pris af kr. 70.000 (igen lånt i Grønland og senere tilbagebetalt). I 1967 blev kirken igen udvidet, denne gang med en menighedssal og med 2 lokaler i kælderetagen. Også denne tredje tilbygning blev udført af murermester Kaj Fjording. Nu kunne skillerummene inde i kirken pilles ned, så kirken kun skulle bruges til gudstjenester. Den tredje og sidste ombygning, som har fundet sted i årene 2001 til 2002, har jo gjort kirken og de omliggende faciliteter helt perfekt, så den nu danner rammen om et stort og dejligt menighedsliv. Dengang var der jo endnu ikke valgte menighedsråd. Havde du nogen, der hjalp dig? Ja vi havde et forvaltningsråd, som hjalp mig og rådgav mig i alle de praktiske og økonomiske spørgsmål. Jeg erindrer med taknemmelighed folk som Frommelt Larsen, hr. Kragh, Svend Perhson, Stefan Jensen samt mange flere. Du, Erik, sad vist også i forvaltningsrådet i nogle år! Senere fik vi jo så menighedsråd! Ja, efter 2. Vatikankoncil besluttede den nu ganske nye biskop Hans Ludvig Martensen S.J., at der skulle afholdes en synode i bispedømmet. Denne synode besluttede blandt mange andre ting, at der nu skulle være valgte menighedsråd. 15


Var det et fremskridt, eller blev det mere besværligt? Bestemt nej. Det var godt, at der nu kom et demokratisk element ind i den hierarkisk strengt opbyggede kirke. Dertil kom, at et menighedsråd ifølge sine formålsparagraffer ikke blot skulle tage sig af forvaltningsopgaverne, som de hidtidige råd, men i høj grad skulle hjælpe sognepræsten med at fremme ånd og tro i menigheden. Jeg fandt her i Vor Frue, som senere i de andre kirker, hvor jeg har virket, at menighedsrådene har været en virkelig god ting og har haft afgørende betydning for kirkelivet. Hvordan gik sognearbejdet nu i de første år? Jo – ud over søndagsmesserne, som efterhånden samlede flere og flere deltagere, så havde vi blandt andet de såkaldte ”Mødremesser” for menighedens unge mødre. Herlev var jo barnevognenes by, så vi havde mange mødre med småbørn. Dengang gik de fleste kvinder hjemme, og børnehaver var heller ikke så almindelige som i dag. To damer, Kirsten Otterstrøm og Lis Reiter passede børnene under messerne, og bagefter var der kaffe i lokalet uden for kirken, det lokale som i dag ligger foran sakristiet, og som vist endnu i dag kaldes ”Mødrerummet”. Her kom også af og til en Liobasøster, som holdt et lille foredrag, men ellers hyggelig snak blandt mødrene. Ungdomsarbejdet blev varetaget af Tom Killeen, en medbroder, som kom til os fra USA. Han startede en KUK, og begyndte også et spejderarbejde, Sct. Bendts Trop! Killeen rejste dog snart efter til Grønland, hvorefter ungdomsarbejdet blev varetaget af James Figel, indtil han snart efter rejste til Viborg menighed. Undervisningen af børnene blev dengang varetaget af mig selv. Børnene kom fordelt efter alder i to hold efter skoletid, hvert hold to gange om måneden, så der var altså undervisning om mandagen hver uge. De børn, som ikke var store nok til selv at komme til kirken, hentede jeg i bil og kørte dem også hjem efter undervisningen, så det var en stor opgave. Vi holdt også retræter for menigheden, hvilket skete flere gange på Magleås med rigtig mange deltagere. Så havde vi også nogle af mændene i menigheden, som kom og hjalp med havearbejdet på den store grund. Med de gode relationer, vi havde fået til skoleinspektør Lund, og ikke mindst inspireret af de økumeniske tanker, der var kommet fra det 2. Vatikanerkoncil, begyndte vi med den første spæde start på det økumeniske samarbejde i kommunen. Vi havde her kontakt til de tre sogne i folkekirken og til baptistkirken – et samarbejde, som det glæder mig fortsat eksisterer. Du stoppede som sognepræst i 1971, hvorfor? Og hvor flyttede du hen? Jeg havde nu været 13 år i Herlev og holdt virkelig meget af menigheden og af alt det, jeg havde været med til at grundlægge, men jeg tror, at man på et tidspunkt skal slippe en ting, for at starte på noget nyt. Menigheden trivedes jo og kunne godt klare sig med en ny sognepræst, der kunne prøve kræfter i arbejdet. Tanken var, at jeg skulle være et år i Sverige. Her var min gamle ven John Taylor jo blevet biskop i Stockholm. Jeg måtte imidlertid afbryde mit ophold, da James Figel, der var i Viborg – havde meldt sig til USA's militær som feltpræst og nu var blevet indkaldt. Jeg var herefter i Viborg til 1981. Vi har helt glemt Grønland! Hvordan gik det egentlig der? Jo – Michael Wolfe og flere andre oblatfædre, bland andet Tom Killeen og Alex Kons havde startet en mission op i Godthåb. Jeg selv kom til Grønland efter mit korte ophold i Viborg, og var så i Grønland frem til 1985, hvor jeg vendte tilbage til Herlev og var her frem til 1987, hvor Lon Konold og Michael Bradley kom hertil fra Norge. 16


Holder du meget af Grønland? Ja, jeg kunne rigtigt godt lide Grønland – jeg kommer der stadig af og til på små vikariater. For mig er det bedst nu kun at være der kort tid ad gangen. I 1996 rejste du tilbage til USA. Du havde nået pensionsalderen på 65 år, så nu skulle du slappe af! Med et lille genert smil siger Urban: Nej, præster har jo ikke nogen egentlig afgangsalder, vi bliver som regel ved med at arbejde, indtil vi ”falder ned af pinden”, som jo vores dronning Margrethe så rammende siger. Man kan sige, at jeg nu har det man kalder ”reduced action ministri”, på dansk vel bedst oversat til seniorpolitik. Jeg kom til og er stadig i Illinois, hvor jeg er tilknyttet et valfartssted, hvor der kommer rigtigt mange mennesker. Her fejrer jeg messer og hører skriftemål. Så vikarierer jeg foruden for andre præster i forskellige sogne. Jeg trives virkelig med dette arbejde, og jeg er især glad for sjælesorg i forbindelse med skriftemål. Når du ser tilbage på dine mange år i kirkens tjeneste, er der så en person, du virkelig ser op til som et stort forbillede! Efter nogen tøven kommer det klart og tydeligt fra Urban: Jo – så vil jeg nævne min medbroder John Taylor, som har betydet alt for mig. Men jeg vil også nævne pastor Knud Ballin, som er et ikon i dansk katolsk kirkehistorie, han var en vidunderlig vejleder for mig i begyndelsen af mit virke i Danmark.

Biskop John Taylor

Pastor Knud Ballin

17


Hvordan ser du på det katolske kirkeliv i Danmark – har det en fremtid? Vil oblatordenen fortsat have ressourcer til at varetage sognearbejdet her i landet? Jeg tror helt afgørende på, at den katolske kirke vil have en fremtid her i landet. Jeg ser stærke menigheder rundt omkring, og det virker som om der er en ny spiritualitet på vej i befolkningen. Jeg tror også, at vi kan rekruttere præster, i første omgang måske fra udlandet, her tænker jeg på Filippinerne og Afrika, som har mange præstekald. Vi må blot lære at tage imod præster med en anden kulturel baggrund. Her til slut må jeg stille dig spørgsmålet, om du med dine mange års erfaring finder, at der er ting i den katolske kirke, der bør reformeres? Jeg tror, at man fra de kirkelige myndigheders side bør fremme det, man med et fint ord kalder ”subsidiaritets – princippet”, det vil sige, at intet skal gøres af en højere instans, hvis det lige så godt eller bedre kan gøres af en lavere. Det var blandt andet en helt klar udmelding fra det 2. Vatikankoncil, og i øvrigt den katolske kirkes sociallære. Så ser jeg også en stor mulighed i, at man i langt højere grad end nu kan have gifte eller ugifte diakoner, der kan fejre Ordets Gudstjeneste, prædike og døbe, uden at de på nogen måde behøver at blive præsteviet. På længere sigt tror jeg også, at muligheden for, at præster vil kunne gifte sig, vil være af stor betydning. Til slut vil jeg sige, at jeg synes, her ved selvsyn, når jeg besøger jer, at menigheden ved Vor Frue Kirke, er en virkelig god og stærk menighed med mange ressourcer og store muligheder. Med disse opmuntrende ord tager jeg afsked med Urban Figge, som i følgeskab med Michael Bradley går over parkeringspladsen mod præstegården i det svage efterårssolskin. Erik Elnebo

Pastor Michael Bradley OMI

Pastor Urban Figge OMI

18


Paul Marx, OMI Superior for oblatfædrene i Danmark Midt i 1950'erne så biskop Suhr ud over sit eget bispedømme. Det trængte til præster. Han blev hurtigt klar over, at Europa ikke længere kunne tilfredsstille behovet, som det havde gjort gennem mere end et århundrede. Efter to verdenskrige i løbet af 30 år var Europa totalt udmattet. Hans blik vendte sig derfor mod USA. Landet var ungt og fuldt af energi og mod og ikke mindst økonomisk formåen. Han ville hente sine nye præster derfra. Han viste, at oblatfædrene, som havde hele arktisk Canada som mission, nærede et dybt ønske om at udvide deres mission til Grønland. Da Grønland var en del af bispedømmet, henvendte han sig i 1956 til oblatfædrenes ordensgeneral i Rom gennem den daværende romerske kongregation Propaganda de Fide. Paul Marx OMI

I 1958 kommer de første tre oblatpræster til København, og den ene, Urban Figge kun 27 år gammel, blev straks sendt til Herlev for at stifte en menighed. Gennem årene havde oblatfædrene foruden Herlev ansvar for menighederne i Grønland, Randers/Viborg/Lemvig, Nordjylland, Færøerne, Brønshøj, Tåstrup og Lyngby samt den engelsk-talende gruppe i Storkøbenhavn. I dag er det ansvar reduceret til at omfatte menighederne i Herlev og Lyngby og den engelsk-talende gruppe. Der har aldrig været mange oblatpræster i bispedømmet samtidigt - 9 var det højeste i 1973. I dag er der 6. På verdensplan består oblatfædrenes- og brødrenes ordenssamfund af 4100 medlemmer, som arbejder i 70 lande. Kongregationen blev stiftet i 1816 af Skt.Eugenius de Mazenod i Aix-en-Provence i Frankrig, som et af de mange ordenssamfund, der spirede frem efter den franske revolution. Ordenssamfundet har i efteråret valgt sin 13. general, en amerikaner. Når vi fejrer menighedens jubilæum, er det en lejlighed til igen at bekende med mund og hjerte, at Jesus Kristus er den korsfæstede og opstandne Herre, er alle menneskers frelser, som har tilintetgjort synd og helvedes magter, at han forener os med Faderen og derved gør os til Faderens elskede, udvalgte, hellige og kære mennesker, at han er Kirkens Herre, og at han kommer igen for at fuldende sit frelseværk. Vi som den lokale Kirke i vor del af det borgerlige samfund er Jesu Kristi synlige nærvær. Vor fremtid som Kristi Kirke både på lokal- og verdensplan består i at være troværdige vidner af Jesus Kristus til frelse for hele menneskeheden. Pave Benedikt XVI understreger, ligesom hans forgænger, pave Johannes Paul II, meget kraftigt nødvendigheden af at forkynde det glædelige budskab om Guds Rige. Vi gør dette som menighed med bl.a. i absolut troskab til Kirkens autentiske lære, at styrke ægteskabet og familielivet, at intensivere vor bøn og tilbedelse, at modtage sakramenterne især bodens sakramente ofte, at fremme og støtte præste- og ordenskald, og at tage os af de svage og forladte. Med disse få tanker ønsker jeg på medbrødrenes og mine vegne Vor Frue Menighed et varmt og hjerteligt til lykke med dens 50 års-jubilæum med en dybfølt tak for samarbejde og støtte. Båndet mellem oblatfædrene og menigheden blev knyttet for 50 år siden og er blevet tættere gennem årene til gavn for alle. Vi oblatpræster har altid været glade for at være menighedens præster, og vi ser frem til at kunne tjene menigheden endnu 50 år og mere. Må alle og enhver altid være fyldte med Guds kærlighed og glæde og fred. Tillykke! 19


Vor Frue Kirke: English-speaking Ministry by Carroll Parker OMI A feature of the Mission of the Oblate Fathers from the time of their arrival in 1958 was its capacity and willingness to serve the needs of English-speaking Catholics in the Copenhagen area. As might be expected, these church members would look to the newly arrived American priests for the necessary leadership and guidance in worshipping in their own native language or as language of choice. From 1962 with his arrival from the US Fr. Alex Kons and then Fr. Leo Kertz in 1963, the Oblate Fathers had begun working among the English-speaking. Over the following years, this ministry grew in efficiency and scope with the great experience of the apostolate in Denmark and the discovery of the nature of such ministry among Catholics from all different parts of the world. This service to the diocese, very valuable in itself, allowed the new priests to become active in ministry from the time of their first arrival in Copenhagen, but each was destined for ministry within the Danish Catholic Church.

Caroll Parker OMI

Following Fr. Kertz, new arrivals came from the US Oblate Province; to name a few: Frs. Terry Figel, Paul Marx, Dale Schlitt, and Frank Jobst. After Fr. Jobst’s arrival, the Oblates in Denmark decided that with the growth of the English speaking ministry, it should have its own pastor. The US Oblate Province was willing to lend assistance through sending an Oblate priest from the US for a period of two years on an ongoing basis to take care of the spiritual needs of English-speaking Catholics in Copenhagen. The first Oblate to enter into this two -year program was Fr. Noel Payant, who came to Vor Frue in 1973 through 1975. He was followed by Frs. Larry Antus, 1975-1977; Raymond Quesnel, 1977-1978; Carroll Parker, 1978-1980 (pastor in Jylland 1981-1990); Robert Moosbruger, 1981; David Kraus, 1981-1983; Elmar Mauer, 1983-1985; Andrew Chalkey, 1985-1987; Charles Hurkes, 1987-1989; Carroll Parker, 1989 to the present. When the US Oblate Province could no longer provide a priest for this important ministry, Fr. Parker was asked to take up the English ministry centered at Vor Frue once again. From the time of Fr. Payant, the English ministry of Vor Frue Kirke has grown and reached out to various areas of greater Copenhagen. Vor Frue was the first family-orientated center for English speaking parish ministry: Mass, the Sacraments (baptism, confirmation, marriage, and funerals), religious instructions and all the concerns of a regular parish. This developed to include work as chaplain for Mass and the Sacraments in International Schools, e.g. Rygaards International School, Mass in English for tourists at Jesu Hjerte Kirke every Saturday, and then a new parish, Sakramentskirken, under the guidance of Fr. Paul d´Auchamp and Julieta Sales every Sunday. In the early 1970s Fr. Paul asked the American Oblates to help him with the English ministry for the newly arrived Philippinoes in his Nørrebro parish, which has continued up to the present. Because of its central location in the city, English speaking from all nationalities and from all over the city now come to worship in this welcoming community.

20


Today, the English pastor in Herlev divides his time and ministry between both Vor Frue Kirke and Sakramentskirken. The major difference in ministry today in these two parishes is the fact that the children, because the majority of them speak Danish, have now begun to receive their religious instructions for sacraments within their respective Danish parishes. In addition, the pastor works closely with pastors of other parishes when these people live within their parish boundaries and beyond the borders of the two English parish centers. The parish pastors are very happy with this notification of ministry for their parish members and follow up with personal visits with them. English today is known and spoken by nearly everyone. Therefore, of its importance, the English speaking ministry is of major importance within the Danish Catholic Church. Together with Vor Frue Kirke and Sakramentskirken under the direction of the Oblate Fathers, there are now English ministries at Skt. Annæ Kirke, Amager, at Rygaards International School, Hellerup, and at Skt. Knud Lavard Kirke, Lyngby .

Resume på dansk: En egenskab ved oblatfædrene har fra deres ankomst i 1958 været deres kapacitet og villighed til at tjene de engelsktalende katolikker i Københavnsområdet. Fra 1962 med Fr. Alex Kons og senere med Fr. Leo Kertz ankomst, udviklede dette arbejde sig. Vor Frue Kirke var centret, det var familieorienteret. Herfra bredte denne tjeneste sig til Sakramentskirken, hvor der netop var ankommet mange filippinere og til Rygaards internationale skole. En komplet liste over de engelsk-talende præster findes i et andet afsnit i dette jubilæumsskrift. Mange af de præster, der kom fra USA, kom senere til at gøre tjeneste i andre sogne i Danmark. I dag deler den engelsksprogede præst i Herlev sin tid og tjeneste mellem Vor Frue Kirke og Sakramentskirken på Nørrebro. Betjeningen af de engelsktalende er af stor vigtighed for den Katolske Kirke i Danmark. Foruden Vor Frue Kirke og Sakramentskirken, som ledes af oblatfædrene, er der nu præstelig betjening af engelsktalende i Skt. Annæ Kirke på Amager, Rygaards internationale skole i Hellerup og Skt. Knud Lavard Kirke i Lyngby.

21


My New Parish in Denmark by Mariano A. Davies In March 1975, as a British university student visiting Denmark for the first time, I arrived at Copenhagen Main Railway Station on a bitterly cold morning after an overnight journey from London expecting to be met by my girl friend, Helle, who I had met more than a year earlier in England. That Sunday, in the middle of March, I attended Mass in English at Vor Frue Kirke in Herlev for the first time. From Canterbury to Copenhagen I spent a long summer getting to know Denmark and a year later Helle and I got married at Vor Frue Kirke in Herlev. Principal celebrant at our nuptial Mass was Father Leo Kertz and two priest friends from England. Then for the next six years, we visited the parish during our summer vacations and Christmas holidays and during this period, I got to know a number of the most regular parishioners and American priests serving the English-speaking community.

Mariano A. Davies

In the summer of 1981, on the very day that Prince Charles and Lady Diana Spencer were walking up the aisle at St. Paul’s Cathedral, Helle and I left England and moved to Denmark. Since then, I have been a member of the parish. A Changing Parish Although I quickly learnt Danish, I felt a special bond to the English-speaking parish and the many international families who attended Mass in English at Vor Frue Kirke. These families became our first friends and we are still in touch with many of them. It is strange to think that I may now be the member of the English-speaking community at Vor Frue Kirke who has been here longest. I have seen amazing demographic changes to the parish since I first attended mass at Vor Frue Kirke. In the seventies and throughout most of the eighties, most of the parishioners were from the United States and a few from the British Isles. In the nineties, the number of American parishioners fell to a small number – mainly due to Danish tax laws that made it very expensive for American and other international Executives to take up employment in Denmark. During the nineties, the parish became truly international with every continent represented. Now, the majority of parishioners have roots in Africa, which is why we now even sing hymns in accordance with African Catholic tradition once a month. Parish Activities The early American influence to the parish established the tradition of “pot luck” suppers where everyone brought different dishes to a parish party. This tradition still exists even though we no longer call them “pot luck” suppers. Once a year, before the summer break, parishioners also used 22


to take part in a summer picnic at Rygaards International School and throughout the period of lent, we attended Mass at each other’s homes. We even started a group, internally and jokingly known as “The Holy Roman Empire” consisting of Catholic and Anglican couples who met to see a cinema film together and afterwards discussed the film over coffee. Summers seemed in those days to be warmer and longer as we also held many garden parties or was it perhaps because we were younger and had much more time. Our Clergy Since 1975, I have known many priests who are members of the religious order Oblates of Mary Immaculate serving the English-speaking and Danish parishes in Herlev, Greenland, the Faroe Islands and also the Youth of the Diocese. Most of them have been American and came to Denmark as Oblate missionaries for a two to three year period before returning to the United States. However, some of the first Oblates and a few since have stayed and have continued their ministry within the Danish-speaking community throughout the Diocese. These have been great men who have served the Diocese of Denmark and a number of them still do so. During this period, we have also buried three Oblates who I have known: Frs. Karl Smeenk, Per Waagø and Frank Jobst. May they rest in peace. New Challenges As we celebrate the 50th anniversary of the Catholic parish and Oblate community in Herlev, it is worth pondering a while over the challenges facing our Diocese in Denmark. The number of active priests in the Diocese has fallen considerably, while the average age of our priests has risen quite considerably. Both the Diocese in general and the Oblate community in particular soon face real challenges in their mission to serve us. Resume på dansk: Som britisk universitetsstuderende besøgte jeg i marts 1975 Danmark. Jeg blev mødt på Hovedbanegården af min veninde Helle. Den efterfølgende søndag deltog jeg i messen i Herlev. Året efter blev Helle og jeg viet af P. Leo Kertz i Vor Frue Kirke. Gennem de næste 6 år besøgte vi sognet i ferierne, og jeg kom til at kende en del mennesker i sognet og de amerikanske præster, som tog sig af de engelsktalende. Vi flyttede til Danmark i 1981, og siden har jeg været medlem af sognet. Selvom jeg hurtigt lærte dansk, føler jeg en særlig tilknytning til den engelsktalende menighed. Det er overraskende at se de demografiske ændringer, der er sket. I 1970’erne og det meste af 1980’erne var de fleste i menigheden fra USA og nogle få fra De Britiske Øer. Fra 1990’erne faldt antallet af amerikanere, og menigheden blev i sandhed international med alle kontinenter repræsenteret. I dag har størstedelen deres rødder i Afrika. Siden 1975 har jeg lært mange oblatfædre at kende, hvad enten de har gjort tjeneste blandt de engelsktalende eller den danske menighed i Herlev, i Grønland, på Færøerne eller som ungdomspræster. Når vi nu fejrer sognet, kirken og oblaternes 50 år i Herlev, er det værd at fundere lidt over de udfordringer, der ligger for bispedømmet. Antallet af aktive præster er faldet væsentligt, og alderen for vore præster er steget. Både bispedømmet i almindelighed og oblatfædrenes kommunitet stilles over for virkelige udfordringer i deres mission med at betjene os.

23


Vor Frue Kirkes historie set fra sognets begyndelse til i dag Aage Vinter Christensen Formanden for menighedsrådet Sognet: Sognet hedder nu Vor Frue og Sankt Antoni Menighed efter en sammenlægning af Vor Frue Sogn og Skt. Antoni Sogn 1. august 2008. Sogneområdet for Skt. Antoni: Den del af Københavns kommune som begrænses af: Hulgårdsvej, Tomsgårdsvej, Møntmestervej, Smedetoften, Støvnæs Allé, Utterslev Mose. Bygrænsen mod Gladsaxe kommune, Herlev og Rødovre kommune, Jyllingevej og Sallingevej. Af Rødovre kommune: den del der ligger nord for Jyllingevej. Sogneområdet for Vor Frue: Herlev, Ballerup, Værløse og Egedal kommuner. Sognet har 1.814 medlemmer (31.12.2008). Sankt Antoni Sogn oprettedes 1. januar 1942. Vor Frue Sogn var en del af Skt. Antoni Sogn. I 1958 blev pater Urban Figge bedt om at påbegynde en ny menighed i området. Fra den 12. april 1959 læstes søndagsmesser på Engskolen i Herlev, og fra den 5. juni samme år i præstegårdens kælder-værelse. Juleaften 1960 læstes den første messe i den nybyggede kirke.. Den 20. marts 1967 blev Vor Frue sogn selvstændigt.

Aage Vinter Christensen

Sognepræster i Vor Frue Kirke 1967 - 1971 1971 - 1976 1976 - 1982 1982 - 1983 1983 - 1985 1985 - 1987 1988 - 1991 1991 - 1999 1999 Alle Oblatfædre

Urban Figge Karl Smeenk Leo Kertz Karl Smeenk Paul Marx Urban Figge Lon Konold Frank Jobst Leo Kertz

Menighedsrådet De første menighedsråd blev valgt i april 1970, et resultat af synoden der blev afholdt i 1967–1969. Indtil da havde der i sognene været forvaltningsråd, der skulle assistere sognepræsten. Forvaltningsrådene var udpeget, men medlemmerne i de nye menighedsråd skulle vælges. Menighedsrådets arbejde er fastlagt i bestemmelser for menighedsråd, som efterhånden er blevet tilpasset den tid vi lever i. Der afholdes nu valg til menighedsråd hvert 4. år. Kirkens præster er fødte medlemmer af rådet. Menighedsrådet er organ for alle menighedsmedlemmers medansvar for menighedens liv og vækst, og der 24


dermed medansvarligt for løsningen af de opgaver af pastoral, karitativ og administrativ/økonomisk art, som hovedsagelig angår menighedens tjeneste. Menighedsrådet vælger selv sin formand.

Sognet har haft følgende menighedsrådsformænd: 1970 1972 1976 1978 1982 1990 1994 1998

-

1972 1976 1978 1982 1990 1994 1998

Urban Figge Stefan Jensen Karen Bente Larsen Mette Kær Olsen Aage Vinter Christensen Hildegard Doods Lars Wenstrup Aage Vinter Christensen

Menighedsrådets opgaver Menighedsrådet har mange opgaver; først og fremmest ansvaret for menighedens liv og trivsel, at tage initiativ til menighedens arrangementer, at tage et medansvar for at menighedens unge får en oplæring i troen og så de administrative opgaver. Menighedsrådet er ansvarlig for fastlægningen af budgetter for kirkens drift og nye tiltag. Indtægterne kommer hovedsagelig fra kirkeskat og kollekter, og hvis disse ikke er store nok til at sikre kirkens drift, tager menighedsrådet initiativ til at forklare menigheden om behovet og iværksætte kampagner. Det er også menighedsrådets opgave at sørge for, at alting fungerer, og være opmærksomme, når nogen i menigheden påpeger, at noget kunne være bedre. Det er ikke meningen, at menighedsrådet skal gøre alt arbejdet, men det skader ikke, at man går foran med et godt eksempel. Der er igennem årene ydet et stort arbejde af menighedsrådsmedlemmerne, og det skylder vi dem alle en stor tak for. Sammenlægning af Vor Frue og Skt. Antoni sogne Det blev for nogle år siden klart, at manglen på præster ville skabe problemer, også i det københavnske område. Kun ganske kort tid efter menighedsrådsvalget i 2006 og efter, at menighedsrådene havde konstitueret sig, begyndte man i bispedømmet at tale om sognesammenlægninger i det storkøbenhavnske område. Mange modeller blev drøftet, men det endte med den sognestruktur, vi kender i dag: Lyngby og Søborg blev lagt sammen med Skt. Knud Lavard som sognekirke. Johanneskirken ophørte som sognekirke og som gudstjenestested. Ordrup og Hellerup blev lagt sammen med Skt. Therese som sognekirke. Skt. Andreas ophørte som sognekirke, men opretholdtes som gudstjenestested. For vort eget vedkommende blev Brønshøj og Herlev lagt sammen med Vor Frue Kirke som sognekirke. Skt. Antoni ophørte som sognekirke, men opretholdtes som gudstjenestested. Disse ændringer trådte i kraft 1. august 2008. Hvordan er det så gået? Ganske vist er vi nu ét sogn, men vi må erkende, at der stadigvæk eksisterer 2 menigheder. Er det skidt? Vi har opnået, at vi stadig har en sognepræst, at de 2 kirker fortsat eksisterer, og der er interesse for at bevare dem, og de store begivenheder som firmelse og 1. kommunion har vundet ved, at grupperne nu er blevet større. Ved andre arrangementer, som studiekreds, bankospil o. lign. er det svært at få tilslutning fra hele sognet. Man hænger i den gamle geografiske opdeling.

25


Menighedsrådene blev slået sammen, og det nye råd kunne arbejde sammen, men har måttet erkende, at det tager nogen tid at få 2 sogne smeltet sammen. Det nuværende menighedsråd blev valgt i 2010 af den sammenlagte menighed og temmelig overraskende blev de 2 ”kirker” ligeligt repræsenteret. Det påhviler nu menighedsrådet at arbejde videre med at gøre menigheden til en homogen menighed med de muligheder, der ligger i at være et stort sogn. Både i Herlev og Brønshøj foregår det frugtbart fælleskirkeligt arbejde. Den katolske kirke deltager i dette, enten repræsenteret af menighedsrådet eller andre fra menigheden. Vor Frue Kirke Den første kirke: Herlev var tidligere en del af Skt. Antoni sogn. I 1958 kom pater Urban Figge fra USA for at påbegynde en ny menighed i området. Fra den 12. april 1959 læstes søndagsmesser på Engskolen i Herlev, og fra den 5. juni samme år i præstegårdens kælderværelse. Byggeriet af en ny kirke gik i gang. Juleaften 1960 læstes den første messe i den nybyggede kirke. Den blev bygget som en kirkesal, tegnet af arkitekt Carl R. Frederiksen og opført af murermester Kaj Fjording. Kirken blev indviet den 31. januar 1961. Efterfølgende blev der samme år tilbygget våbenhus, køkken, et lille mødelokale, sakristier og 3 værelser. I 1967 blev der tilbygget ny menighedssal, 2 ungdomslokaler og sognekontor. Den forhenværende kirkesal blev nu indrettet kun til kirkebrug. Siden da er menigheden vokset støt, og de fire årtier var ikke gået sporløst hen over bygningen, der efterhånden trængte til en gennemgribende istandsættelse, og der opstod et behov og et ønske om udvidelse. Ombygning I 1996 begyndte menigheden at arbejde med planerne om en renovering af kirken og et alternativt forslag om ombygning. De på det tidspunkt gældende byggevedtægter begrænsede mulighederne, men da Herlev kommune begyndte at arbejde med planer om opførelse af et medborgerhus på nabo-grunden åbnede der sig nye muligheder. Kommunens beslutning om opførelse af medborgerhuset og den deraf følgende nye lokalplan for området medførte, at Vor Frue Sogn sammen med kommunalbestyrelsen kunne finde en løsning på udvidelsen. Kirken kunne udvides helt til skel mod øst, og sammen kunne vi koordinere nyanlægget af det omkringliggende område med parkerings-plads og haveanlæg. Samtidig havde vi arbejdet med finansieringen af projektet. Menigheden skulle selv finansiere en god del af byggeriet, og bispekontoret tilvejebragte det resterende, således at byggeriet kunne starte i august 2001. Ombygningen er tegnet af Saabye og Partners, København, med Rambøll som rådgivende ingeniør. Kirken fremstår efter ombygningen som en ny bygning, mere markant i gadebilledet end før og med skrå tagrejsning tilsvarende Herlev Medborgerhus, hvorved de 2 bygninger kompletterer hinanden. Indvendig er kirkerummet helt fornyet, udvidet i bredden og højt til loftet, og resultatet er blevet et smukt harmonisk rum, der indbyder til andagt og lovprisning. Kirkerummet var tidligere forholdsvis mørkt, men er nu et meget lyst rum takket være de høje østvendte vinduer og de hvide vægge. De gamle mursten er filtset og malet hvidt. Loftet er skråt med en højde på næsten 9 meter og en helt ny belysning. Rummet er udvidet med 3 meter i bredden og rummer nu ca. 170 siddepladser. Våbenhuset er også udvidet både i bredde og højde. Der er indrettet handicapvenligt toilet, og adgangsforholdene er optimale for kørestolsbrugere.

26


Kirkerummet er indrettet med teleslynge og højtaleranlæg. Endelig er forholdene forbedret for kirkens præster, idet sakristiet er blevet større og nyindrettet, og præsteboligen på 1. sal er blevet udvidet. I marts 2002 var det indvendigt så langt fremme, at vi kunne tage kirkerummet i brug efter at have været husvilde i næsten et helt år. Størstedelen af tiden havde den danske menighed lånt Skt. Antoni Kirke i Brønshøj og den engelsktalende menighed Johanneskirken i Søborg. Indvielsen af kirken Lørdag den 21. september 2002 blev kirken indviet. Indvielsen blev foretaget af biskop Czeslaw Kozon ved en smuk højtidelighed. I indvielsen deltog udover kirkens præster også P. Urban Figge, kirkens første præst, samt præster fra de nærmeste sogne inklusive folkekirken. En ny milepæl i kirkens historie. Området omkring kirken Grunden, som kirken ligger på, havde nogle indviklede ejerforhold. Det område, som præsteboligen og en del af kirken ligger på, var ejet af oblatfædrene, en anden del af Ansgarstiftelsen (Bispedømmet) og endelig var den sydlige del af grunden, præsternes have, allerede afhændet til naboen, det boligkompleks der ligger syd for kirken. Dette var sket i forbindelse med bygningen af den første kirke for at sikre et tilstrækkeligt areal for det planlagte byggeri af boligkomplekset. Derefter er der indgået en for kirken fordelagtig lejekontrakt for arealet. Denne opdeling var ikke praktisk for den ny kirke, og oblatfædrene tilbød at overdrage præstebolig og grund til Ansgarstiftelsen. Den gave tog menighedsrådet, på kirkens vegne, naturligvis med glæde og taknemmelighed imod. Nu tilhører kirken med grund og præstebolig bispedømmet/menigheden/ Ansgarstiftelsen. Kommunen havde også problemer med at få tilstrækkeligt areal til Medborgerhusets parkering, og vi forhandlede os derfor frem til at frasælge en del af grunden. I aftalen indgik, at medborgerhuset og kirkens parkeringspladser skulle hænge sammen. Det har vist sig at fungere godt. Med bistand fra kommunens landskabsarkitekt udarbejdede vi en plan for indkørsel, adgangssti og parkeringsplads, og kommunen plantede hækken i skel og ud mod ’Den blå sti’ bag kirken. Menighedens arbejdshold tog sig af græsarealerne og anden beplantning. Nu fremstår området som en helhed. Præsteboligen Som P. Urban Figge nævnte blev præsteboligen indrettet i den på grunden liggende villa. Villaen har kælder og 2 etager og danner rammen om oblatfædrenes kommunitet i Herlev.

27


Navneliste for oblatfædre, der har arbejdet i Danmark Bemærk, at årstallene kun angiver tjeneste i Vor Frue Kirke i Herlev. Fed skrift angiver de nuværende oblatpræster i Danmark. Antus, Lawrence Bradley, Michael Bullivant, Frank Chalkey, Andy Courteau, Allen Fennessy, Patrick Figge, Urban* Figel, James Hjort, Ib Hoyos, Franz Hurkes, Charles Jobst, Frank* Killeen, Thomas Kertz, Leo* Konold, Lon* Konz, Alex Kraus, David Lynge, Finn Marx, Paul* Mauer, Elmar Moosbrugger, Robert (Bob) Parker, Carroll** Payant, Noel Quesnel, Raymond Schlitt, Dale Smeenk, Karl* Soosaipillai, Alrin Taylor, John Wijnants, Julien Wolfe, Michael Waagø, Per

1975-1977 1986 ........ 1968-1971 1985-1987 1984, 1999… 1965-1967 1958-1971, 1985-1987 1966-1971 1967-1968

Sankt Knud Lavard

(har ikke været i Herlev) 1987-1989 1972-1976, 1991-1999 1959-1961 1963-1967, 1976-1982, 1999... 1988-1991 1962-1963 1981-1983 (1964-1976) 1966-1967, 1983-2002, 2003… 1983-1985 1981 1978-1980, 1989 … 1973-1975 1977-1978 1971-1973 1971-1976, 1982-1983 2006-2007 ……. 1958-1962 (1978-1981) 1958, (1959-1966) 1965-1990 (1980-1990)

* Angiver, at pågældende er eller har været sognepræst i Vor Frue Kirke. **Angiver, at pågældende er sognepræst for den engelsktalende menighed.

28

(Nuuk – Grønland)

Sankt Knud Lavard (Tórshavn) (Nuuk – Grønland) (Tórshavn)


Vor Frue Kirkes ministranter Ministranttjenesten er en meget vigtig del af messens liturgi.

Vi befinder os i sakristiet lige før indgangsprocessionen. Der er altid lidt nervøsitet i luften, men ministranterne smiler til ministrantlederen Niels Christian Rask, som giver de sidste påmindelser – ministranterne ved, at han også er spændt på, hvordan det går. Så beder præsten: ”Vor hjælp er i Herrens navn.” og alle ministranterne svarer: ”Han, som har skabt himmel og jord.”

Niels Christian Rask

Nu kommer det festlige øjeblik, når forreste ministrant ringer med klokken, og processionen bevæger sig op ad midtergangen i kirken – forrest korsbæreren, så de 2 lysbærere, dernæst Guds ord-bæreren med Evangeliebogen højt løftet og efterfulgt af én eller flere præster. Endnu festligere er gudstjenesten på palmesøndag med lang procession og palmebærere. Den helt store udfordring er påskevigilien, her er alle sejl sat til, med røgelse, vievand og med mange ekstra opgaver for ministranterne.

29


Niels Christian forklarer: ”Det kræver et nært samarbejde med hjemmene for at opbygge et stort ministrantkorps af børn og unge, som er i alderen fra 6 - 19 år. Der har været god balance i aldersfordelingen. Vores sogn er stort i udstrækning, og det er vanskeligt at få børnene og de unge ind til kirken for at blive oplært i det at ministrere. De ældre trænede ministranter lærer derfor de nye, hvordan man gør, og hvordan man opfører sig under messefejringen. I forbindelse med afgang har der været tilstrækkelig tilgang i forbindelse med undervisningen af især de børn, som skal til 1. kommunion. Vi har således ret konstant haft mellem 25 og 30 ministranter. Det gør det derfor muligt, at der til alle søndagsmesser kan stilles med mellem 2 og 6 ministranter. Der er lagt et skema, og ministrantplanen lægges for et halvt år ad gangen, fra palmesøndag til undervisningen begynder 1.september og fra 1.september til palmesøndag.” At ministrere er den allerbedste måde at få børn til at interessere sig for gudstjenesten. Det at være tæt på og aktiv gør, at man synes, det er spændende og udfordrende. Menigheden er også glade for ministranterne – se blot, når de bringer fredshilsenen ud til menigheden. Vi kan ikke undvære vore ministranter.”

P. Bradley forkynder Evangeliet under søndagens messe

30


Kirkekunst i Vor Frue Kirke Pastor Urban Figge fortæller om kirkens udsmykning. Kirkens mange smukke kunstværker kom til i løbet af de første år i 1960’erne.

I menigheden havde vi en kunstner ved navn Lucien Hecklen. Han var uddannet billedskærer og dengang ansat ved Nationalmuseets bevaringsafdeling for kirkekunst i Brede. Lucien udførte det store forgyldte kors over alteret, som et krucifiks med den sejrende Kristus bærende en kongekrone.

Krucifiks af L.Hecklen

Han udførte også prædikestolen med det smukke relief, der symboliserer de fire evangelister: Øverst englen, der er symbolet for Matthæus, nedenfor en løve som symbolet for Markus, til højre en okse som symbolet for Lukas, og til den anden side en ørn, som er symbolet for Johannes.

Prædikestol af L.Hecklen

Til venstre for alteret ses tabernaklet, der i fire felter er udsmykket med symboler. Et med brød i en kurv, et med en gylden kalk med vin, som jo ligetil symboliserer alterets sakramente. I de to andre felter ses en fisk, som er det gamle tegn for Jesus Kristus: ”På græsk hedder fisk, i-ch-th-y-s, som i Oldkirken blev fortolket som; Jesous Christos Theou Hyios Soter, oversat, Jesus- Kristus- Guds Søn- Verdens Frelser.” Der, hvor de to døre samles, ser man et ”P”, der danner et kors, symboliserende ”Fred”, som også er tegnet på fredshilsenen før kommunionen. Tabernaklet af L. Hecklen

31


Endvidere udførte Lucien Hecklen Mariastatuen i kirsebærtræ; vist nok med sin hustru Ruth som model. Utallige er de lys, der tændt her, og de bønner, der er bedt foran dette billede af Guds Moder. Alt dette er kunst af meget høj kvalitet, hvilket jo blandt andet ses af, at kunstværkerne stadig har et tidssvarende, ja helt moderne udtryk. Da vi spurgte Lucien, hvordan vi kunne aflønne ham, bad han blot om et pladealbum med Joseph Haydns pastoraler.

Mariastatuen af L. Hecklen

Om orgelet kan jeg fortælle, at vi hørte om en folkekirke på Amager, som havde bestilt et nyt orgel, og som ville sælge det gamle instrument. Jeg tog til Amager sammen med nogle fra menigheden, der havde forstand på musik, for at se på det gamle pibeorgel. Prisen var kr. 15.000 for nedtagning, transport og opstilling her, så det var meget billigt, og det er et godt orgel.

Om døbefonden kan jeg fortælle, at jeg selv udførte den oprindelige tegning eller skitse, hvorefter Jesus Pilar de Loriente, en dansk gift mand fra Spanien, lavede arbejdstegninger, og fik en kirkegårdsstenhugger til at lave den i granit. Jeg husker ikke, hvad den kostede. Låget med den svævende due, symboliserende Helligånden, samt selve dåbsfadet, blev udført af nu afdøde Vilhelm Bjerre, som var uddannet gørtler.

Døbefonden

32


Endelig, men ikke mindst, er der den markante og meget smukke korsvej med de 14 billeder om Jesu lidelse og død. Det var en nu nylig afdød kunstner, Ellen Margrethe Andersen, som boede på Gåseholmsvej, der udførte den. Hun var en virkelig god kunstner, og havde blandt andet studeret mosaikarbejder i Belgien. Hun udførte korsvejsbillederne som malet forlæg for en senere udførelse i mosaikstifter. Dette er desværre aldrig blevet til noget, men da billederne er virkelig stor kirkekunst, fortjener de, at dette engang bliver udført. Margrethe Andersen ville heller ikke have betaling for sit arbejde, men fik kun dækket udgifterne til materialer. Da kunstneren udførte de 14 korsvejsstationer, fortalte hun mig om de mange symboler, der findes i billederne. Jeg skal gengive her, hvad hun fortalte. I alle billederne er der en lysende glorie om Jesus, som tegn på hans guddommelighed. Ligeledes er solen eller en lyskilde i alle billederne, symbolet på Gud Fader – nogle gange et ret kraftigt lys, i andre billeder formørket, som symbol på Faderens ubehag ved, hvad menneskene gør med Jesus. Den vandrette bjælke, som Jesus bærer, er historisk korrekt. Den skulle hejses op på én af de tre pæle på Golgatha, som ses i næsten alle billederne. De sorte striber/ linier i mange af billederne, symboliserer ondskaben, som prøver at nå Jesus. Tilsvarende er der i flere billeder en anelse lys (eller sol), billederne til. 4., 5., 6., 8. og 13. station. Det er der, hvor mennesker gør noget godt for Jesus. Jo nærmere Jesus kommer Golgatha, des svagere bliver lysglorien om Jesus, og den er næsten helt væk i billederne nr. 11-12. Her er afbilledet nogle enkelte eksempler af korsvejsstationerne:

12. Jesus dør på korset. Jesus korsfæstes nøgen, hvilket erhistorisk korrekt. Solen, symbolet på Gud Fader, er meget mørk forneden - Faderens sorg over menneskeheden. Solen lyser dog foroven. De lyse striber, symbol på det gode, som Jesu død sender til jorden.

1. Jesus dømmes til døden. Pilatus ansigtsudtryk viser de sjælekvaler, han lider under, da han dømmer Jesus.

13. Jesus nedtages fra korset og lægges i sin moders skød. Solen stråler - Faderen godkender, at Jesus har forløst verden. Livets træ vokser. Jesu glorie er større. Marias glorie er stadig den samme.

14. Jesus bliver lagt i graven. De mørke striber og den mørke baggrund viser, at ondskaben midlertidigt har sejret. Men lyset fra graven fortæller, at Jesus skal opstå fra de døde. Enkelte lyse striber falder mod jorden godhed overvinder ondskaben.

33


Bedegruppen ved Vor Frue Kirke Ved biskop Hans Ludvig Martensens foredrag ved en retræte på Sostrup i 1987, udtalte han: ”En menighed er kun en rigtig menighed, hvis den lever i faste, bod og bøn.” Inspireret af disse ord, tog Katalin Nørgård, Knud og Elly Haladyn samt Birte og Erik Elnebo i eftersommeren 1987 initiativ til at oprette en bedegruppe ved Vor Frue Kirke. Bedegruppen eksisterer endnu, og medlemmerne beder hver tirsdag en rosenkrans om et forud aftalt formål, hver i deres hjem. Ved akutte ønsker om forbøn har man en telefonkæde. Bedegruppen mødes én gang i kvartalet til messe og efterfølgende samtale og foredrag i menighedssalen, hvor man også samler penge ind til oblatordenens børnehjem i Recife i Brasilien. Børnehjemmet ledes af Leo Kertz gamle studiekammerat fra præsteseminariet, fader Ed Figuera OMI, og han tager sig, sammen med efterhånden mange hjælpere, af mange gadebørn og svært handicappede i Recife. Mange børn er blevet hjulpet frem til en god og selvstændig tilværelse som voksne med egen familie og børn, men de føler sig stadig knyttet til deres gamle børnehjem. Selvom der ikke er så mange medlemmer i bedegruppen, sender den hvert år omkring 15.000 kr. til fader Ed.

Herre jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag, men sig kun ét ord, så bliver min sjæl helbredt.

34


Ungdomsarbejdet Ann Fox Maule Der har heldigvis altid været forskellige former for ungdomsarbejde i Vor Frue Kirke i Herlev og i Sankt Antoni Kirke, Brønshøj. Op gennem 1970-erne, 80-erne og 90-erne blomstrede ungdomsklubberne KUK (Katolsk Ungdoms Klub). Der var både en Mikro KUK, Mini KUK og en Maxi KUK. Klubberne samlede børn og unge fra hele Storkøbenhavn og bød på masser af fælles aktiviteter af både religiøs og almindelig slags. Familieundervisningen efter søndagsmesserne kørte også rimeligt regelmæssigt og stod bl.a. for undervisningen af børn og unge, der enten skulle til 1. kommunion eller modtage firmelsens sakramente.

Ann Fox Maule

Op til årtusindeskiftet ebbede KUK’erne ud, da udbuddet udefra og den travle hverdag blev en for hård konkurrence.

Nu her omkring årtiet for Vor Frue Kirkes 50 års jubilæum er der højvande igen, og det ses tydeligt i kraft af, at vi nu bl.a. har en stærk, trofast og stor ministranttrop, vel tilrettelagt af Niels Christian Rask, der er med til at sikre 3-5 ministranter til hver dansk søndagsmesse i kirken. Familieundervisningen har også fået et ordentligt boost. Vi har de sidste 4 år fået en yderst velkvalificeret kateketgruppe for vores familieundervisning. Den består af Lars Qvistgaard, Miriam Garde, Dorte Rye Helmer, Karlheinz Löhrer, Michael Plum og Ann M. Vinter Fox Maule, der har etableret hele 4 undervisningsgrupper: en børnegruppe for de 4-8 årige, et 1. kommunionshold, en mellemgruppe for de 8-12 årige, et firmelseshold og i de år, hvor vi ikke har tilmeldte til firmelse, en storegruppe, der fortsætter undervisningen for de ældste unge. Familieundervisningen i denne sæson 2010-11 har indtil videre 30 familier tilmeldt. Det betyder, at vi har godt 50 børn og unge fra hele Vor Frue & Sankt Antoni Menighed. Familieundervisningen finder sted efter den danske søndagsmesse i Vor Frue Kirke den 1. søndag i hver måned, og sæsonen løber fra september til juni. Firmelsesundervisningen er dog 1 gang ugentligt, da det er et stort pensum, man skal igennem. Forældrene inviteres, i det tidsrum undervisningen foregår, til at sætte sig sammen ovre i kirkens præstegård, hvor Kurt og Elisabeth Hansen byder på kaffe og samtale, som ofte kan afspejle temaet for dagens undervisning. Det er en vigtig ting, at forældrene slutter op om dette, så de får lettere ved at tale med deres børn om Gud. Det er en stor opgave at varetage familieundervisningen og tidskrævende at være velforberedt, men kateketerne ser det også som en stor gave og glæder sig over at kunne videregive den. Det er vigtigt, at man kender lidt til sin tro, for det er den, der kan hjælpe én gennem livet i gode som i svære perioder. Hvordan har du det med dét? Ved du, hvad du tror på? Hvad betyder fællesskab for dig? Hvad betyder det katolske fællesskab i din familie? At have et velkendt sted at høre til er vigtigt for os mennesker, og at kende vores religion og vores tro styrker os i livets svære balancegang.

35


Familieundervisningen er med til at yde familierne den viden, støtte og troslære, som det kan være svært at få passet ind i dagens Danmark, hvor det at bekende, at man er kristen, og vide, hvad det præcist er for noget, kan være svært i den materialistiske verden, som tit overskygger det menneskesyn, vi katolikker gerne skulle have. DUK (Danmarks Unge Katolikker) har lavet et nyt slogan: Det er fedt at være katolik! og det skal også være den følelse, de unge og børnene får ved at deltage i familieundervisningen og være en del af fællesskabet her i Vor Frue kirke. ”Lad de små børn komme til mig,” sagde Jesus, fuldstændigt ligeglad med, om de larmede eller ikke sad stille. Og til alle os andre siger han: ”jeres børn er kirkens byggesten. Uden dem ryger fundamentet.” Så, bliv ved med at bruge kirken, og tag børnene med i kirke, også når der ikke er undervisning, for det er fedt at være katolik og have dette helt specielle fællesskab, som man altid kan støtte sig til.

Familiemesse 7.november 2010

36


Vor Frue Kirkes julekrybber

Julekrybbe af Henia og Kristian Andersen

Hvert år fra juleaften og frem til festen for De Hellige Tre Konger, bliver Henia og Kristian Andersens smukke julekrybbe udstillet i kirken. -oFra 1995 og i en årrække herefter opstillede Erik Elnebo 3 forskellige julekrybber, blandt andet denne spektakulære grønlandske julekrybbe. Grønland har jo en særlig nær tilknytning til oblatordenen, så hvorfor skulle Jesusbarnet ikke kunne fødes her? De meget smukke skindragter blev fremstillet af én af Jesu Små Søstre i Nuuk, Seur Noel.

37


Korsvejsstationerne i Vor Frue Kirke Foran i dette jubilæumsskrift har fader Urban Figge i artiklen om kirkekunsten i Vor Frue Kirke fortalt om 4 af korsvejsstationerne. Her vises alle 14 stationer. Brug dem eventuelt derhjemme til din egen korsvejsandagt.

1. Jesus dømmes til døden.

2. Jesus bærer korset.

5. Simon fra Kyrene hjælper 6. Veronika rækker Jesus Jesus med at bære korset. svededugen.

9. Jesus segner 3. gang under korset.

3. Jesus segner første gang under korset.

4. Jesus møder sin moder.

7. Jesus segner 2. gang under korset.

8. Jesus trøster de grædende kvinder.

10. Jesus bliver berøvet sine klæder.

11. Jesus bliver naglet til korset.

38

12. Jesus dør på korset.

13. Jesus nedtages fra korset og lægges i sin moders skød.

14. Jesus bliver lagt i graven.


Efterskrift Nu, da Vor Frue Sogn fejrer 50 års virke for at udbrede Guds budskab om frelse, er det menighedsrådets og mit håb, at alle nuværende sognebørn med glæde vil deltage i denne store, glædelige begivenhed. Det er åbenlyst, at sognets livskraft afhænger af en ægte tro og et stort engagement hos sognets medlemmer. Derfor er det passende med nogle særligt påskønnende ord til alle dem, der gennem årene har bidraget til sognets vækst. Den nuværende menighed skylder en hjertelig tak til alle disse medlemmer, såvel nulevende som afdøde. Denne taknemlighed kommer naturligt til udtryk i en glad og trofast deltagelse i menighedens liv i fremtiden. Den glædelige fejring af jubilæet er også et signal til de nuværende medlemmer af menigheden. Meget er P. Michael Bradley OMI nået siden grundlæggelsen af vor menighed for 50 år siden. Mange af resultaterne er beskrevet her, men selvfølgelig er alt ikke medtaget. Det ses klart, at sognet blev til i tiden under 2. Vatikanerkoncil, da pave Johannes XXIII kaldte kirken til en ny ”pinse”. I lyset af pave Johannes XXIII’s vision vil Vor Frue Kirke helt sikkert i fremtiden få fokus på Jesu gode budskab om frelse også til det moderne samfund. Hvordan forestiller menigheden i Vor Frue Kirke sig deres sogn i 2061, altså ved sognets 100 års jubilæum? Hvilke forestillinger gør menigheden i Vor Frue Kirke sig om de næste 50 år. Det må være vort håb, at vi gennem Helligåndens ledelse, fromme liturgiske fejringer og inspirerede indføringer i tro og bøn må bevare og udbygge menighedslivet. Denne opgave vil de nuværende yngste medlemmer af vort sogn skulle medvirke til. At foregribe den moderne tids indflydelse på fremtiden kan være en stor opgave, som må håndteres med ærefrygt. En del af ansvaret for denne udvikling hviler dog på de nuværende menighedsmedlemmer. Festskriftet giver et billede af de mange aktiviteter, der medvirker til et dynamisk menighedsliv. Det er vort håb, at fremtidens menighedsmedlemmer vil være i stand til at bevare og udbygge et fællesskab, hvor de kan deltage aktivt i bøn, fejring og tjeneste. En sand forståelse af kristen identitet vil helt sikkert tjene til at inspirere en sådan deltagelse. Paulus siger: ”I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden.” (Ef. 2, 20-22) Michael Bradley OMI

39


40


Vor Frue Kirke jubilæumsbog  

historien om Vor Frue Kirke