Sankt Ansgars, Sakraments og Jesu Hjerte Kirke: maj - juli 2016

Page 3

Præsten skriver Kirken er kaldet til at være et sted, hvor folk bliver budt velkommen, hvor de får hjælp til at møde Gud, og hvor de kan føle sig som del af et fællesskab. Derfor er det også glædeligt at se, at vi faktisk lykkes i vores opgave. Som præst er en af de største glæder for mig, at så mange ikke-katolikker opsøger Den katolske Kirke og kommer til at føle sig hjemme her. Vore konvertitter er en stor berigelse for vore menigheder, både fordi de minder os om at vores kirke er værdifuld, og fordi de ofte engagerer sig meget aktivt i menighedens liv. Også under Himmelske Dage i begyndelsen af maj formåede vores kirke at åbne sig og byde folk velkommen. Det skete på stande på byens pladser, ved katolikkers deltagelse i debatter og foredrag og ved at have vores domkirke åben næsten døgnet rundt. Det betyder meget, at vi tør stå frem og dele vores tro og vise hen mod Kristus som er vejen, sandheden og livet, for længslen efter Gud er ikke blevet mindsket i vores sekulariserede verden, men stederne, hvor man kan møde ham, er nok blevet færre. Kirkens imødekommenhed skal dog ikke kun begrænse sig til særlige arrangementer, og det er ikke kun nogle enkelte katolikker, der skal engagere sig for at vise folk hen til vores kirke. Enhver af os er kaldet til at missionere, i familien, på arbejdet og hvor vi ellers færdes. Men inden vi lægger hovedet i blød for at finde nye måder, hvorpå vi kan nå ud til folk, så lad os begynde med at se på, hvordan vi opfører os i vore menigheder. Jeg hører eksempler på konvertitter, der føler sig rigtig godt taget imod, men jeg hører også fra mange, der føler sig fremmede og isolerede, når de besøger vore kirker den første gang. Jeg hører også fra katolikker, som ikke har været i kirke i mange år, fordi de har oplevet tværhed og ukærlige bemærkninger fra nogle af deres trosfæller i kirken. Jeg vil derfor opfordre til at vi gør en ekstra indsats for de nye ansigter i menigheden. Venlige smil eller hjælp med at forklare hvor i messen vi er kan gøre en stor forskel. Lad os få folk til at føle, at Den katolske Kirke vil dem det godt, og at det er et sted, hvor de kan føle sig hjemme. Pastor Daniel Nørgaard

3


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.